Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Seneste emner
» Angel and Demon meets // Khá
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyMan 4 Dec 2023 - 1:29 af Khaa

» Athena Akademiet
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyTors 11 Mar 2021 - 12:31 af Evelyn Swift

» Maybe a freind? / Apolline
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyTirs 9 Mar 2021 - 22:33 af Lazarus

» The darkness - [Zakaroff]
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyFre 5 Mar 2021 - 20:01 af Angelique Dümont

» New experiences - [DuChance]
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyFre 5 Mar 2021 - 19:58 af Sapphira Dunham

» Out of the ordinary - Nightrage
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyFre 5 Mar 2021 - 9:07 af Jacintha Phillips

» Saint or Sinner? (Emnesøgning)
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyTors 4 Mar 2021 - 9:29 af Alistair

» Genkendelighed er farligt
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyTors 18 Feb 2021 - 21:54 af Lazarus

» Music and alcohol - [Aleksei]
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptyOns 17 Feb 2021 - 12:53 af Aleksei

» Tilbage efter længere pause
Love and Eternity (Uddrag af en novelle). EmptySøn 14 Feb 2021 - 8:25 af Alistair

Nyheder


Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!

Mest aktive brugere denne måned

Statistik
Der er i alt 512 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er ziko41

Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner

Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

2 deltagere

Go down

Love and Eternity (Uddrag af en novelle). Empty Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

Indlæg af Malakel the Vanquished Lør 19 Jan 2013 - 0:03

Note: Noget gammelt jeg faldt over som jeg tænkte at jeg ville dele med jer! Det er ganske vist ikke Ma'lakel der er jeg-personen dog, men hans bedre halvdel så at sige, hans "far". Det skal siges at det er skrevet i hans sind, som noget han husker tilbage på.

Love and Eternity

- Luchen A. Lemoris.


D
er gik ikke lang tid før at Sysette blev ligeså opslugt som de fire andre før hende. Hun spiste næsten ikke, men ønskede at være hos mig igennem samtlige nætter. Jeg sendte hende dog bort uden tøven, da jeg ikke ønskede at dele seng med hende. Jeg havde intet begær om at omfavne en blød kvindekrop før jeg blev taget af mørket. Og selvom hun tiggede, og bad, kyssede mine hænder og bønfaldt mig, gjorde jeg hvad jeg kunne for at undgå hende. Og det var en af de nætter hvor jeg ikke kunne slippe af med hende, at jeg gjorde hvad jeg ikke troede jeg kunne gøre.

-

Vi var i det nordvestlige værelse, af det gamle slot der ligger ud imod Spaniens kyst. Der hvor jeg tit søger hen i mine tankefulde somre, og søger ensomhed iblandt havets truende bølger.
Da havde jeg knap nået at glide pennen over det gullige pergament, før Sysette kastede sig for fødderne af mig. Det store værelse, var middelalderligt og fyldt med et tids tro møblement, af tunge mørke træ-møbler, og de flotteste udskæringer i samme. Med illustrationer af spædeengle, natur, og dyreliv, som der aldrig helt havde formået at virke så levende som det burde. Hun sad skråt overfor mig, med sine øjne så store og blanke, imens hendes barm bevægede sig i ivrige ryk. Halsen var blottet og fri fra det hår der var opsat i nakken, med diverse spænder. Blå nelliker var sat i de gylden røde lokker, og hun virkede som en hel lille sol i sig selv. Hendes fyldige læber åbnede sig idet hun sagde mit navn, hviskede det til mig, som om jeg ikke selv kendte det. Hun kaldte lavmælt, som var hun grebet af en hed feber der gjorde hende slap i kroppen, men varm. Så gudeligt varm. Hun maste sig stædigt ind, så hun kunne hvile sin kind imod mit faste lår, og uden den mindste antydning af reaktion, betragtede jeg hende, lige så koldhjertet som den mand der havde solgt hende til mig. Hendes spinkle hånd lagde sig på mit knæ, og hun hviskede stille:
,, Jeg elsker dig.

Det var så dybtfølt at man kunne høre den sagte ryst i hendes stemme. Men jeg kunne ikke frembringe den medfølelende reaktion som jeg ville kunne fremtrylle i dag. Jeg lagde hånden på hendes hoved, og aede hende som var hun et dyr, ikke et tænkende væsen. Med et blik der ikke føltes som min eget, så jeg på hende så ubeskriveligt fjernt, og min stemme forekom mig fremmedartet og spydig. Min egen skadefro forestilling om skønhed og kærlighed var alt der opslugte mig, og med denne kolde klang spurgte jeg hende ganske som en djævel der forsøgte at trække synd ud af dødelige.

,, Hvad elsker du?”, hviskede jeg til hende, ubarmhjertigt.

Hun begyndte at fortælle mig alt det hun forgudede ved mig: hun beskrev hvordan varmen i mine hænder gav hende ro, hvor højt hun forgudet mit smukke ansigt, og hvordan hun længtes efter mig. Dette tog flere minutter, hvor hendes læber bevægede sig men hun sagde ikke noget, ikke ifølge mig. Hun sagde ingenting der gjorde at jeg var anderledes end de græske prinse statuer jeg havde set i gårds haven i Venedig. Hun gispede og sukkede drømmende, imens hun gang på gang sagde at jeg var guddommeligheden selv. At jeg var så ufejlbarlig, og at det måtte være derfor jeg var så perfekt, at jeg ikke besad nogen fejl!

Havde jeg været yngre, dummere, så havde jeg garanteret troet hende. Bildt mig selv ind at mit udseende var mit alt, og at ja, jeg var perfektion. Men hun beskrev ikke mig, hun beskrev et billede. Det som alle andre blev fodret: en fiktiv fader-figur.
Mit blik havde ikke mødt hendes i al den tid hun havde set på mig, higende efter at jeg slog øjnene ned på hende og tildelte hende den opmærksomhed, som hun sådan længtes efter.

,, Du er lyset i alting. Alt mørke i verden blegner fordi du brænder det med dine hænder. Dit gyldne hår, din varme hud.. du er Apollo.”, prædikede hun til mig.

Jeg trak mig fra hende. Skubbede stolen væk under mig, og i næste øjeblik, gik jeg hen til et af de gamle væg malerier i slottet. Møbler og malerier, statuer, var stadig dækket af hør tæpper der skulle skærme dem for støv. Jeg greb hurtigt fat i det dække, der lå over det store maleri, i enden af det brostens belagte opholdsværelse. Støvet dansede omkring mig, og satte sig i både hår og tøj. Tæppet faldt til jorden og et billede kom til syne: dette bestod af mig selv, der var portrakteret med solen bag mit hoved. Dæmoner der kravlede ind i min favn, imens jeg holdt armene udstrakt og tilbød dem den kundskab og kløgt, som Gud ville fornægte dem i Paradiset. Pensel strøgene var tre-dimensionelle og uden tvivl ført af en overnaturlig hånd. Den mængde detaljer der var i de skyer bag mig, og den gyldne mark. Den varme der fandtes i det, og den skarpe præcision alting var lavet i: det kunne meget simpelt ikke være lavet af et menneske.

,, Så elsker du vel også dette?”, spurgte jeg hende.

Hendes blik brast et øjeblik, og hun kom med en ulyksalig piben.

,, Nej?”, svarede hun forvirret. ,, Det er jo blot et maleri?”.

Jeg slog hovedet tilbage og smilte for mig selv.
,, Bare et maleri”, gentog jeg.

,, Det er præcis sådan som du lige har beskrevet mig! Du elsker mig ikke, det du elsker er det her maleri. Det du hævder at du forguder, er de statuer de ser i foyeren, og alle de byster der pryder gangene. Det er det du længtes efter, Sysette. Så elsk det! Elsk det til dit hjerte brister!”

Dette sagde jeg forsikrende til hende, skønt jeg spottede hendes læbe dirrer. Hun rejste sig og gik imod mig, så det silke stof der var bundet om hendes tynde legeme raslede sagte. Den ene skulder nøgen, den anden dækket af stoffet der var kastet over det. ’Nej, nej!’, sagde hun gentagende gange. Så begyndte hun igen, denne gang mere desperat at forklare mig hvor højt hun ønskede mig. Og for hvert ord hun sagde, dets mere sammenbidt blev jeg. Mine øjne forvandlede sig til bittesmå sprækker i mit hoved, og gang på gang nedbrød jeg hendes ord. Lige indtil jeg fandt sådan et had til hende at jeg vendte mig for at se på hende: se hende direkte inde i de mørke øjne og sagde højt:
,, Tror du at du er min hustru?!”, hvæste jeg. ,, Tror du vi skal leve sammen til evigheden driver os begge til fordærv? Du, med dine kærligheds erklæringer, og så kan du ikke give mig en søn?!”

Jeg havde ramt noget inde i hende, jeg vidste at jeg havde, og det fyldte mig med sådan en tilfredshed at jeg slet ikke kan beskrive den.
Hun rystede og undskyldte for sine mangler. Også selvom jeg blev ved med at udpege hendes fejl, blev ved med at forsikre hende om hendes egen uduelighed, så prøvede hun atter at overbevise mig om at hun holdt mig nær og kunne forbedre sig. Men jeg ville ikke lytte til hendes sigøjner løgne, idet jeg beskyldte hende for alt den ulykke der nogensinde havde ramt mig. Jeg sagde til hende at hun var grunden til at låste mig inde om dagen, og nægtede at komme ud. At hun var grunden til at jeg ikke ville spise, da tanken om hendes nærvær gjorde mig modbydeligt kvalm.

Sådan fortsatte det, imens at jeg gik desorienteret rundt i værelset, og forsvandt fra det. Mine tanker var alt der opslugte mig, og jeg glemte det der var omkring mig: selv den klynkende kvinde-skikkelse der fulgte efter mig, forsøgte at røre ved mig, holde om mig. Men jeg satte ikke farten ned. Jeg talte som læste jeg det hele op fra en bog, så urørt var jeg af emnet, så ligeglad med hvor meget jeg end forårsagede af hendes smerte.
Til sidst satte jeg mig igen i min stol med et tomt blik. Hun hulkede henne ved kaminen. Jeg har aldrig været så uanfægtet af dæmoniske tåre. Jeg følte så lidt. Så lidt at det drev mig til vanvid. Og med et blik henlagt i åbenbaring, sagde jeg ord ret hvad jeg havde hørt min djævle-fader hviske til min moder.
,, Hvorfor slår du ikke dig selv ihjel?”, spurgte jeg.

Jeg kunne se de gyldne ræve øjne for mig, og et lille gult dyr kravlede inden i mig: skadefro, bittert, aggressivt.
,, Hvorfor dør du ikke bare?”

Min stemme lød igen helt fremmed for mine egne øre, den var blevet så blid. Så menneske sød at det fik mit bryst til at spændtes.
Hun så op på mig, med sine øjne fuldstændig røde fra alle hendes tåre. Hendes underlæbe blev skudt en smule frem, og hun skar en smertende grimasse før hun faldt på knæ.

,, Er det det du ønsker af mig? At jeg giver dig mit liv?”, spurgte hun grådkvalt.

Jeg smilte, åh, så bredt, imens jeg klart så min faders skånselsløse, råvilde, løve-smil:
,, Nej, nej.. det er netop dit liv jeg ikke vil have!”, forklarede jeg hende, så næstekærligt.

,, Vil det gøre dig lykkelig?!”, udbrød hun i et højt toneleje. ,, Vil det gøre dig glad? Få dig til at smile igen?”, hendes stemme var så lille, så hjælpeløs hun dog lød.

,, Ja.”
Jeg så ikke hendes ansigts udtryk, for mit blik var fjernt faldet over det friske lilje bundt der lå på træbordet. Jeg førte en hånd op foran mine læber, imens lyden fra hendes fodtrin, som blev lavere, ramte mig. Lugten af saltsyre fra hendes tåre, og en skarp duft af nelliker irriterede min følsomme lugtesans. Jeg rynkede foragteligt på næsen, og havde jeg ikke følt mig som boltret fast til min stol, ville jeg have sprunget op og trukket de tunge skodder fra vinduerne.
Imens jeg sad i egne tanker, var jeg overbevidst om at nu måtte hun da se min hæslighed. Se hvor pilrådden jeg egentlig var, og var mange fejl jeg besad. Men det var desværre ikke tilfældet.

-

Senere den nat fandt tjeneste folkene hende død i sit kammer. Hun have hængt sig i loft bjælken, og nakke musklerne var blevet flået fra hinanden med det samme; hun var død på stedet.
En bedre ægtemand, en bedre person, ville måske have angret sine sidste ord. Men jeg kunne ikke finde den anger i mig; jeg havde ment hvad jeg havde sagt. Jeg havde aldrig ønsket hende, og hun var alt for forblændet af præsternes korruption til at forstå det. Hun ville have forgudet mig til verdens ende, fulgt mig blindt og loyalt, det var jeg ikke i tvivl om. Og dog fandtes der ikke noget indeni mig der kunne gengælde den trofasthed, som kun viste sig i så sjældne tilfælde at jeg fik åndenød.

Jeg nærede ingen ømhed for hende, ej heller til den datter hun fødte mig. Hun havde lagt et brev på natbordet, med hendes krøllede skrift. Det var til mig, uden tvivl en sidste tanke, nogle sidste ord inden hun gjorde hvad jeg havde ønsket af hende, som en lydig køter. Det blev fanget imellem mine fingre, ganske nænsomt, og imens tjenerne prøvede at få hende ned fra bjælken, lod jeg brevet brande. Hvorfor skulle jeg dog læse noget fra en kvinde, der så blindt havde givet livet bort uden den mindste egenrådige tanke i hovedet. Det gjorde mig kvalm. Væmmelse for den afdøde kom som et slag imod min mave, og jeg følte en behagelig glæde sprede sig ud i mine blodårer ved tanken om at jeg aldrig mere skulle se hende igen.

-

Samme aften opsøgte jeg Christoph, der gæstede slottet i en kort periode før han søgte imod de franske kolonier. Vi sad i det mørklagte tårnværelse, i den østlige del af slottet. Lugten af fugt er stadig tydelig for mig; denne jern fyldte duft der hang i luften omkring os, alt imens at kaminen knitrede og kastede et dunkelt lys over os. Vi lignede to sjælsforladte gengangere, som vi sad der, og stirrede på et opsat brætspil der krævede at man tænkte strategisk og indenfor visse rammer. Jeg sad med mine albuer, støttende imod mine knæ; hænderne foldet og holdt ud for min mund, foroverbøjet som var jeg opslugt af spillet. Men det var ikke det der opslugte mig, det var den måde jeg kunne mærke Christophs øjne på mig. Et dommedags blik, der vidste hvad jeg havde gjort inden jeg gjorde det.

Sådan blev det i en lille tid, hvor vi lydløst flyttede brikkerne over det smukt udkårede skakbræt, sat på et mindre natbord. To ældre stole var rykket hen til det, som vi sad i. Christoph sad ligesom jeg, dog kun med den ene hånd som dækkede hans smalle, hvide, læber. De klare øjne, reflekterede den hårde facade der lå som et tykt lag over alt han foretog sig. Lige fra han tog brikken og ændrede dens position, til at han sad tankefuldt og betragtede mig, som en præst der tålmodigt afventer at synderen tilstår.
Jeg nægtede mig selv at se på ham, da jeg kendte til min egen svaghed i hans nærvær, og vidste at jeg ville begynde på en unødvendig talestrøm så snart hans øjne lagde sig over mine.

Christoph løftede brikken og satte den lige overfor min dronning. Fejl. Han gjorde det med vilje, det kendte jeg ham for godt til. Jeg lod en rynke komme diskret til syne imellem mine bryn idet jeg trak dem sammen, og jeg vidste at han lagde mærke til det. Som respons besvarede jeg fejl-trækket ved at slå hans løber ihjel med min dronning, og tog den lydløst fra brættet.
Vi spillede igen videre i nogen tid, før at jeg hørte et suk fra ham.

,, Fortæl.”, bad han.
Hans stemme var så mærkeligt mekanisk, og monoton, men alligevel besad den en følelse jeg ikke kan beskrive til det fuldeste. Han tog noget der var så upersonligt og gjorde det personligt, så det sitrede i mine fingerspidser.

,, Hvad vil du have mig til at fortælle?”, spurgte jeg, imens jeg forsøgte at lade mine tanker fokusere på spillet.
Christoph flyttede endnu engang en brik, og lavede endnu engang et fejlagtigt træk.
,, Det ved du godt selv.”

Hans fejltræk gjorde mig irriteret, og med ét snuppede jeg også den brik uden at trække en mine. Det var vel sådan jeg var. Et udhulet, fremmedartet, gespenst der med kynisk hånd tog dem der var ufuldkomne.
Jeg kunne mærke de indtrængende øjne på mig. Kendte dem efterhånden så godt, at selv hvis Christoph stod flere hundrede meter fra mig, og stadig stirrede ligeså uhæmmet på min skikkelse så ville jeg ved det.
Han fremstillede endnu et amatør træk, og mine muskler begyndte at spænde da jeg kunne mærke vrede stige op i mig. En indædt bitterhed, og et raseri der i sin oprindelse nok aldrig havde været tiltænkt ham, men jeg kunne alligevel ikke styre mit temperament, og snerrede sammenbidt.

,, Hvis du ikke vil tage det seriøst, kan du forsvinde! En fisk ville være større udfordring end det her!”.

,, Er det da det du søger? Udfordring.”, spurgte han monotont, men tankefuldt.

Jeg blev endnu mere frustreret, og endte til sidst med at sidde og knuge min nederste hånd med den øverste. Mit blik var låst på skakbrættet, men jeg kunne ikke overskue den simple handling at række ud efter løberen og kræve Christophs sorte hest, der blot ventede på at jeg tog den. Det gik først op få mig et øjeblik efter at jeg skælvede.
Christophs hånd var pludselig foran mig, og da kunne jeg mærke den overraskende varme hånd, skønt den var bleg som månen, glide ned over min kind så nænsomt at jeg ubevidst holdt vejret.

,, Tal.”, bad han, med en faderlig klang i den mekaniske stemme.

Jeg udåndede diskret. Med et enkelt ryk fik jeg mig vippet væk fra hans hånd, og mine øjne faldt til et af de mørke hjørner. Han lændte sig tilbage i sin stol, foldede hænderne over skødet med en sådan kropslig ro at den smittede af på omgivelserne, selv ilden virkede til at tysse på sig selv og dens knitren syntes lavere.

Som var der en sær magnetisk tiltrækning, blev mine øjne langsomt ført hen på ham. Jeg mødte stålblikket, og det uforanderlige sten ansigt der så på mig. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg havde overbevidst mig selv om at han ikke var levende, men en gammel statue sat herop for at samle støv.

,, Hvorfor? Der er ingenting at fortælle.”, svarede jeg ham fjendtligt.

Han trak ikke en mine, men blev ved at stirre. Tavst.
Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik, måske ikke mere end nogle få minutter før at jeg endelig begyndte. Talte som var han virkelig denne statue af kalksten, med hvide, døde, øjne der ikke kunne dømme mig for mine tanker, for mine overvejelser, og derefter formane mig om min egen såkaldt ikke eksisterende menneskelighed.

,, Hvad er vi her for?”, startede jeg, velvidende at jeg ikke ville få noget svar. Nok besad Christoph en alder der overgik min egen, men det gjorde ham ikke visere, det gjorde ham ikke klogere, det betød bare at vore tids aldre ikke ville følges ad. Jeg var kun lige begyndt, han var ved at ende.

,, Skal vi bare skabe kaos? Gå rundt og være lige så tomme som en udhulet musling?! Være disse såkaldte sønner og døtre af menneskenes Satan? Og ikke mere?! Er der virkelig ikke andet end støv og blod i sidste ende? Dets flere liv vi tager dets stærkere skal vi blive, og dets mindre vi føler dets mere respekt skal vi indtjene! Hvad glæde er der ved at leve hvis ikke man må leve?!”

Det sidste kom forkert ud, og blev sagt som anklagede jeg ham for at tage denne frihed fra mig, for at frarøve mig menneskelig føle. Frarøve mig chancen for at opleve sindslig smerte, for at være så påvirket af et andet individ at jeg med glæde ville kaste mig imod havets klipper og splintres imod dem som glas. Den lykke det ville være at have noget af anden betydning, end kostbarhed. Noget andet end det der kan måles i guld og penge.
Jeg søgte hans øjne, idet jeg sådan længtes efter at blive givet det svar der ikke kom: at få af vide hvorfor! Hvorfor jeg ikke kunne få denne ros af kærlighed? Hvad der var grunden til at jeg ikke kunne ligge med elskere uden at føle mig påtvunget, uden at skulle beruse mig selv først. Jeg ville have slynget alle disse tanker imod ham, og endnu engang ville det uden tvivl have lydt som var det hele hans skyld. Men han stoppede mig, idet han faktisk gav mig et svar.

Han blinkede, det første i al den tid jeg havde talt. De mørke øjne havde søgt imod ildstedet, imens at han hvilede imod stolens ryglæn.
,, Det ved jeg ikke..”, svarede han mig.

,, Jeg ved ikke hvorfor vi er her, men jeg tror ikke på at vi er her bare for at spille en ondsindig rolle i menneskenes spil. Men vi lever, og det er det der betyder noget. Hvad livet så indeholder, er det du gør det til..”

Jeg blev vred. Rasende over det han sagde, og med et havde jeg skødesløst slået til skakbrættet og havde rejst mig op. Brikkerne trillede rundt på gulvet, imens jeg begyndte at spankulere rundt i værelset, rastløs.
,, Var din mund!”, hvæste jeg arrigt. ,, Du skal ikke prædike så simpelt, når du selv befamler din hustru med sådan lidenskab at man skulle tro i begge var dødelige!”.

Han fulgte mig med blikket, jeg kunne mærke det.

,, Er du jaloux?”, spurgte han.

Jeg snerrede irriteret over hans spørgsmål, men jeg svarede ikke. Jeg ønskede ikke at ligge med en sådan hjernedød kvinde, en skabning udelukkende skabt til at avle flere af hendes slags! Der var ingen der tænkte selv! Der var ingen der brugte hovedet!

,, Var det derfor du slog Sysette ihjel?”

Det løb mig koldt ned af ryggen da han sagde tævens navn. Jeg vendte mig, og sendte ham et advarende blik. Jeg ville ikke tale om hende, jeg gad ikke høre om hende, eller acceptere at hun havde eksisteret, selvom det kun var timer siden at hun var død.

,, Jeg slog hende ikke ihjel!”, mumlede jeg sammenbidt.

,, Jo, du gjorde.”, svarede Christoph.

,, Nej!”, insisterede jeg, og gik hen imod hans stol, imens skyggerne dansede omkring os. ,, Hun valgte selv at hænge sig! Hun valgte selv at være så fandens idiotisk!”.

,, Og hvorfor var det så idiotisk?”, angreb Christoph, uanfægtet af min gang imod ham. ,, Det var dig der drog hende i ulykke, det var dig der lagde løkken om halsen på hende, og bad hende springe. Du vidste udmærket at hun ville gøre det.”.

,, Selvfølgelig vidste jeg det!”, hvæste jeg, og stoppede foran hans stol. ,, Hun ville have skåret sine fingre af havde jeg bedt hende om det, fodret sig selv til mine hunde havde jeg sagt at hun skulle!”.

,, Så var det også dig der slog hende ihjel! Du bad hende om at dø!”, afsluttede Christoph, med en behersket stemme.

Jeg husker ikke hvor længe jeg stirrede på ham, men jeg kan huske hvordan jeg undrede mig over hvorfor jeg ikke havde faret på ham, og bidt ham til blods. Hvorfor jeg endnu ikke have kradset øjnene ud på ham, og taget dem med mig ind i mit kammer, for at ligge dem hos resten af mine skatte. Jeg havde tabt diskussionen, men jeg følte ikke hadet koge. Måske fordi der stadig var noget at vinde.

,, Sæt dig ned, Luchen.”, bad han mig, høfligt, som havde vi aldrig nogensinde snakket om Sysette, og jeg havde aldrig hvæst af ham.
Jeg satte mig ikke, men gik hen til kaminen for at se ind i flammerne, og forsøge at genskabe den indre balance jeg før havde mistet. Vi var begge to stille inden jeg igen hørte hans monotone tale, og følte mine hænder sitre.

,, Du kan ikke tvinge det, Luchen. Du bliver nød til at give det tid, og acceptere din partners fejl og mangler. At der er nogen der overhovedet vil elske os, er en velsignelse i sig selv, og den burde ingen af os tage forgivet. Vær ikke vred, hvis ikke vi elsker hinanden, hvem skulle så? Hvis ikke vi er trofaste overfor hinanden, hvem skulle vi så stole på?”

Jeg rystede på hovedet, og mærkede en smerte glide op igennem rygraden på mig, som havde jeg en tvilling der levede indeni mig, og når han bevægede sig, pressede han på mine knogler og organer ligeså.

,, Jeg elsker dig ikke… jeg elsker ikke nogen, og det kommer jeg heller aldrig til! Jeg stoler ikke mere på dig end jeg ville stole på en snigmorder!”

,, Det er ikke sandt, og det ved du godt. Du elsker mig, og du stoler på mig.”, svarede han, upåvirket af det jeg lige havde sagt.

Som legede han med mit hoved uden jeg kunne opfatte det: gik ind for at trække i tråde der kunne få mig til at tro på ham. Tro på at jeg elskede ham, og at jeg stolede på ham. Jeg kunne igen mærke at jeg skælvede, og støttede mig imod kaminhylden med mine hænder. Han sad med ryggen til, og alligevel, alligevel kunne jeg mærke hans øjne stirre på mig. Fornemme hans ånde der slog imod min nakke, og fik hårene til at rejse sig.

,, Du elsker mig, det var derfor du slog Sysette ihjel, og dine elskere før det.”

Jeg rystede på mit hoved hastigt. Krøllerne fløj ned over mine øre og kærtegnede mine kinder, imens at jeg kunne føle hvordan det hele stille snurrede rundt for mig. Nej, det gjorde jeg ikke! Jeg mærkede ingenting, ingenting overhovedet, lige så lidt som da Sysette havde grædt, lige så lidt som da hun undskyldte for ikke at have givet mig en søn. Der var ingenting, ikke engang et hjerteslag afslørede sig i min brystkasse.

,, Nej…”, svarede jeg.

Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, det eneste der virkede til at nægte det hele var et ’nej’.

,, Kom herhen.. sæt dig, lad mig se på dig.”, tilspurgte han.

Jeg flyttede mig ikke. Et øjeblik forestillede jeg mig at jeg slet ikke fandtes, at jeg var en del af kaminen. Blot flammen inden i den, der flakkede rundt og kastede det spøgelses lys over opholds stuen der dækkede os. Jeg opsøgte Christoph af egen vilje, det var jeg udmærket klar over, og jeg indrømmede overfor mig selv at der var tider hvor jeg længtes efter at være ved ham: at dele rum med ham, og at vide at han var der. Men jeg elskede ham ikke, og jeg begærede ham heller ikke. Han talte igen til mig, og bad mig endnu engang om at gå hen og sætte mig i stolen så han kunne se på mig. Se? Der var ingenting at se. Ingenting at bevidne udover hvor ynkelig jeg var; hvor hungrende jeg var efter noget så modbydeligt som følelse. Jeg ønskede blot noget andet end den tomhed, den tomhed der bredte sig i hver en krog af min krop. Jeg kunne sagtens sætte mig ind i elskendes tanker, jeg kunne udmærket kopiere dem, men jeg kunne ikke selv opnå den ekstase som kærlighed bragte dem. Måske var det netop de tanker der gjorde at jeg lige pludselig befandt mig i min stol igen, jeg sad foran Christoph, med en meters mellemrum. Skakbrættet lå ødelagt på gulvet, og brikkerne var spredt ud over gulvet. En af dem var sågar trillet hele vejen hen til døren.

Christoph stirrede på mig. Udtryksløs som han var, og sten agtig. Mine øjne flygtede gang på gang fra ham. Jeg brød mig ikke om hans kyniske blikke, de jern-blikke der ikke havde noget liv i sig, anden end den makabre døde menneske stirren, som sad der en dukke foran mig, der så på mig med en sær illusion af liv i sig. Det fik mine paranoide tanker til at avle, men heldigvis var denne stirren kun midlertidig.

,, Fortæl mig igen at du ikke elsker mig…”, blev der bedt.

Det fik en kuldegysning til at løbe mig koldt ned af ryggen. Hans stemme fyldte mig med en sådan ubehag at jeg havde lyst til at flygte ud af vinduet og forlade lokalet. Den personlighed der før lå i den, var som smeltet væk, og jeg kunne mærke tvillingen inden i mig røre på sig igen.

,, Jeg elsker dig ikke.”
Sagde jeg, og holdt min utryghed for mig selv.

,, Jeg vil vente på dig i nat.”, sagde han så. ,, Kommer du, skal du krybe dig ind til mig og tilbringe natten hos mig. Kommer du ikke, så vil jeg tro dig."

Jeg kunne ikke skjule min forargelse, i det øjeblik han sagde det. Sagde at han ville vente på mig, og forvente at jeg kryb ind til ham som en anden elskerinde i nattens skalkeskjul? Jeg nåede dog ikke at give udtryk for hvor lille chancen var for at jeg ville opsøge ham, da han allerede havde rejst sig og forlod værelset. Efterlod mig alene i aftenens sidste timer, inden nattetimerne begyndte. Og da månen stod klarest i midnats timen, var jeg overrasket over min egen tøven, min egen ubeslutsomhed, hvor meget jeg begyndte at længtes. Som et barn der ønskede at lægge sig i min moders favn: at kravle ind til ham i hans seng, og falde i søvn der. Det gik op for mig at jeg ønskede det.. jeg ønskede det noget så brændende… men jeg elskede ham ikke. Det gjorde jeg ikke. -

Cut!
Plz, tell me what you think! ^^

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1466


Tilbage til toppen Go down

Love and Eternity (Uddrag af en novelle). Empty Sv: Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

Indlæg af Mallorie Lør 19 Jan 2013 - 12:37

HOLY CRAP! - Aldrig har jeg været så trukket ind i en historie. Fantasktisk skrevet!
Mallorie
Mallorie
Competent (Rank 11)

Bosted : Egen lejlighed.

Antal indlæg : 511


Tilbage til toppen Go down

Love and Eternity (Uddrag af en novelle). Empty Sv: Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

Indlæg af Gæst Lør 19 Jan 2013 - 14:22

This I gotta say:

Please bring forth the next chapter ! :)

Var først ikke lige sulten til at læse det, men kastede mig alligevel ud i det og jeg må sige jeg fik appetit og nød med største velbehag, hver eneste mundfuld du serverede.
Indlevende og fængende beskrivelse, flere lag og en skøn simpel kompleksitet kan man udlede, bare udfra dette uddrag.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Love and Eternity (Uddrag af en novelle). Empty Sv: Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

Indlæg af Malakel the Vanquished Lør 19 Jan 2013 - 21:57

Tusind tak begge to! :D <3 Jeg er rigtig glad for jeres feedback, og at i kunne lid den! XD <3

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1466


Tilbage til toppen Go down

Love and Eternity (Uddrag af en novelle). Empty Sv: Love and Eternity (Uddrag af en novelle).

Indlæg af Sponsoreret inhold


Sponsoreret inhold


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum