Dinner is served

Fuldmånen stod klart på nattehimlen i den kolde skumring. Alle lyde var forstummet i omgivelserne hvilket der ikke var noget besynderligt ved. Denne dsg holdt dyr og væsner sig normalt skjult, velvidende at det var varulvenes nat. Det havde dog ikke forhindret den kvindelige elver i st bevæge sig udendørs og uden for byen. Hun havde forladt slottets betryggende vægge for at opsøge en gammel ven, hvis hun kunne kalde ham det efterhånden. Det var længe siden sidst, og hun vidste intet udover hvor hans lejr havde været førhen.
Hovene slog hårdt imod den frosne jord fra destrieren under hende. Den udøde ganger, som havde været hendes undskyldningsgave fra hendes forlovede. Næste gang skulle han finde på noget langt bedre, for han var der stadig aldrig.
Hesten lugtede råddent, og så ligeså ud, hvilket blot gav mere kontrast til den levende kvinde, som ejede denne. Hun havde lært at holde ufattelig meget af det døde kreatur..

Som hun nærmede sig stedet hvor varulvens lejr havde været sidst, satte hun farten en anelse ned, så et skridtende tempo kunne høres. Hun var trods alt ikke interesseret i st se den enorme hvide ulv springe efter hende.
Velvidende at hendes duft formegentlig var sløret af stankes af død omkring hende, stoppede hun et par hundrede meter fra lejrens sidst kendte lokation. I skovbrynet ikke langt fra søen.
Hendes krop gled let ned ad ryggen på hesten, hvorefter hun kærligt lod hånden glide over denne, imens hendes blik stirrede agtpågivende i mørket. Hendes skærpede sanser tillod hende at se i mørket, og intet virkede på dette tidspunkt unormalt.

Hendes læber spidsede sig let, og fløjtede et par gange i håb om at gøre opmærksom på sig selv, for derefter st bede kreaturet blive stående, og selv begynde sin vandren de sidste par hundrede meter imod lejren.
I dagens anledning var hun beklædt i kraftige skindbukser, der ved hjælp af snore og huller gjorde dem yderst fleksible alligevel. En simpel sort jakke med pelskrave hjalp hende med at holde på varmen, imens fødderne havde presset sig ned i et par brunligt ruskindsstøvler.
Hårets viltre røde farve stod i kontrast til den mørke påklædning og de blå øjne lyste let.
Hun nåede udkanten af træerne, for st træde ind i det sted hvor lejren havde været.

Bortset fra når han var inde i byen for måske at få et arbejde, så holdt han sig stadig omkring lejren. Dog havde der været meget småt med arbejde for tiden så han brugte en hel del tid ved lejren. Til at starte på, virkede det som en aften som en hver anden udover fuldmånen meldte sig. Som så mange aftener før havde Nightrage vist sig og endnu et dyr var faldet for den enorme varulv der hurtigt havde fortæret det. Da han så endelig havde fået sig selv under nogenlunde kontrol og var tilbage til sin menneskelige skikkelse (Ca i hvertfald) havde han sat det sidste kød til at stege over bål.

Han havde nærmest kun lige sat kødet over og taget et par meget slidte jeans på da en så velkendt duft ramte hans følsomme næse. Gad vide hvad der dog fik hende her ud? Egentlig troede han at hun havde glemt ham. Dog knurrede han også lavmælt ved den umiskendelige stank af udød med hende.
Den udøde stank, gjorde og at han valgte at følge hende på afstand til at starte på for at sikre sig der ikke var noget ellers.
Lydløst fulgte han hende på afstand og så den udøde ganger hun lod stå. Så fulgte han som en skygge indtil lejren hvor han så trådte frem lidt bag hende.

"Angelie..... Længe siden......" Det var tydeligt på hans dyriske stemme at forvandlingen ikke var helt forbi endnu, og hans øjne var stadig som rovdyrs samt kløerne og tænderne. Så var der selvfølgelig blodet fra jagten ned over hans overkrop

Langsomt begyndte hendes sarte næse at opfange duftene fra skoven, fra kødet der hang over et bål. En dyb indånding kom til hende, efterfulgt af endnu et snus. Duften af våd hund, hvilket frembragte et næsten skævt smil over læberne på hende. Selvfølgelig.. han havde formegentlig opdaget hende lige så hurtigt som hun havde opdaget ham.. hvis ikke hurtigere.

Tålmodigt stod hun dog i kanten, for derefter at høre den dybe dyriske stemme bag hende. Hendes hoved drejede sig halvt for st kunne kigge tilbage imod ulvemanden, inden hun sendte ham et næsten uskyldigt smil. Nogle ville måske være blevet skræmt at synet, men hun havde jo jaget med denne person engang for uendeligt længe siden.
"Pligterne kaldte.. som altid" lød hendes let monotone tonefald, inden resten af hendes krop drejede sig, for at kunne stå med fronten imod ham.

"Jeg var jo nødt til at se hvorledes det gik dig.." tonefaldet bag tydeligt præg af det underforståede spørgsmål. Sidst havde hun givet ham en opgave, men hun var ikke klar over om det var lykkedes eller ej.. stilheden havde varet længe efterhånden.. stilhed før stormen ville nogle kalde det, men stormen var aldrig kommet.

Han gik med tunge skridt hen mod hende og snuste et par gange for at være sikker på der ikke kom uventede trudsler nogen steder fra.
Som han kom hen til hende, var det også som om han snuste til hende. Men det var normal adfærd for ham for at være sikker på der ikke skete noget han ikke var forberedt på. Sidst det skete blev han spærret inde som et dyr hvilket han ikke var klar på en gang til.
"Jeg klarer mig..... Jægerne er holdt op med at komme.... De kom heller ikke hjem.... Kom indenfor....."

I forhold til sidste gang virkede det som om han havde langt bedre styr på forvandlingen, han var ikke så svækket som han normalt ville blive. Så gik han ind i lejren helt og satte en gryde med vand over alt imens man kunne se hvordan hans krop blev normal menneskelig igen.
Ovre ved den ene side lå en jægervest der var flået i stykker samt 6 ødelagte geværer. Så satte han sig på den ene side og spurgte overraskende klart:
"Hvad kan jeg gøre for dig?...."

Hans færden og snusen omkring hende, frembragte en reaktion af et næsten sarkastisk løftet øjenbryn, inden et fnys let kom igennem de smalle næsebor. Selvfølgelig var hun klar over det var adfærden for et rovdyr på vagt, men over for hende ligefrem? Hun havde trods alr været kvinden der havde befriet ham fra det fængsel han havde været fanget i.
Hun ventede dog tålmodigt, indtil han havde sikkerhed over sig og ikke følte sig truet af hende.

Da han vendte rundt og gik, gled hendes blik umærkeligt henover hans krop, der stadig var ved at forvandle sig tilbage. Hendes blik var ikke længe om at se geværerne og vesten i lejren. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro at lyden der kom fra hende, var en brummen, selvom denne var hendes afstemte latter. At muntre sig var noget hun ikke gjorde meget i længere. Det hændede indimellem, men sjældent efterhånden. Det engang naive pigebarn var blevet transformeres ind til den kolde, stolte kvinde, som så alt som en trussel eller morskab.
"Det kan jeg se" kommenterede hun til hans kommentar om jægerne, inden hendes fod let puffede til et af geværerne, for derefter at nå ildstedet hvor han befandt sig.

"Åh kan man ikke besøge en ven uden at have et formål?" Tonen var let, med hang til drillende, inden hun overvejende gumlede lidt i sin underlæbe. De kølige klare blå øjne hvilede på ham, uden at vise den forarg over påklædningen, som hun havde haft sidste gsng. Man vænnede sig trods alt til tanken og det var vel ikke noget dårligt syn, ville nogle måske endda påstå.

Han tog noget af det let varme vand fra og hældte i et lille kar imens det sidste stadig fik lov at varme over ilden. Så tog han et håndklæde og dyppede i let lune vand hvorefter han begyndte at vaske blod væk alt imens han betragtede hende. Nok var Charlie varulv men han havde dog tilpas manerer til ikke bare at sidde badet i blod når en gæst var der. Og hun var alligevel den eneste der havde besøgt ham med fredelige intentioner.

Han grinede lidt over hendes ord inden han tog det nu varme vand på bålet og gjorde klar til urtete så det kunne få lov at stå og trække.
"Det kan du have ret i.... Men du ved lige såvel som mig at der kan være langt mellem folk man kan kalde ven i den her verden.... Så det er kun dejligt at du kommer på besøg...."
Da teen havde trukket lidt, rakte han hende en kop med en meget velduftende og velsmagende te i hvorefter han selv smagte på den.
Hun var en af de personer hvor du aldrig var i tvivl om hvor vidt hun kunne lide dig. Samtidig med var man aldrig helt klar over hendes intentioner, hvilket selvfølgelig kunne have sine fordele.

"Det kunne jo godt være du var kommet for at opleve endnu en jagt.... Jeg har fået meget bedre styr på min forvandling siden sidst"

De blå krystaller fulgte opmærksomt hans bevægelser, som han tørrede blodet af sig selv, alt imens hun skjulte et forundret smil i mundvigen. Nogle menneske og væsner klikkede man bedre med end andre, og hun huskede stadig hendes allerførste møde med det forpinte væsen, der havde været indespærret i de magiske lænker. Det havde rørt hende dybt og hun følte vel en form for beskyttertrang over for ham efterhånden, selvom det udefra nok ville se omvendt ud, grundet deres fysiske forskelligheder.

Hendes hænder rakte frem og tog imod koppen. Et mumlende tak kom fra hende, inden hun stirrede mistænkeligt bed i koppen. Sidst han havde tilbudt hende en drik, havde denne været ufattelig krydret, især da hendes sanser som elver i forvejen var forstærkede. Hendes næse snuste dampen ind, inden hun prøvende tog et sip af koppens indhold, for at kunne konstatere at denne var ganske anderledes og drikkeklar.

Hendes opmærksomheden blev straks fanget, da han nævnte muligheden for en ny jagt. Hun mindedes den første, en fortryllende oplevelse, fredelig men samtidig berusende. Et adrenalinpump som hun sjældent følte, især nu hvor hun ikke selv havde pligter at opfylde. Hun følte mere at hun rendte rundt i tomheden for hundredesyttende gang, afventende, men uden at vide på hvad.
Et længselsfuldt suk kom fra hende, inden hun lod sig sætte sig på knæ på jorden, for at kigge op på Charlie.
"En jagt lyder nu ikke helt tåbelig.. jeg ville næsten ønske, at jeg var født som dig.. med muligheden til at strejfe og jage uden bekymringer". Selvfølgelig var det ikke rigtig, men der var alligevel sandhed i ordene i dette øjeblik. En ren tavle som et nyt individ ville ikke være dårligt.. men hun ville aldrig kunne give slip på hendes nuværende liv. Hun havde trods alt klaret sig bedre end de fleste i Di Morga.

Hendes ord gjorde at han ikke kunne undgå at slippe en noget højere men varm latter. Der var et klart signal i grinet der fortalte at han ikke mente noget ondt med det hvorefter han lod sine øjne hvile rettet mod hende.
"Jeg vil meget gerne tage dig med på jagt igen på et tidspunkt...."
Så satte han sig godt til rette og tog lidt mere te inden han kort fik et flashback til hans tid hos hans stamme der havde taget sig så godt af ham. Og hvad han så endte med at gøre ved dem. Det blodbad fik man ikke bare ud af hovedet.
"Det er også en dejlig ting.... Men det er ikke uden bekymringer og man kan aldrig være helt fri....
Der er en grund til min egen stamme ikke findes mere.... Og der er altid en jæger der ude der vil have en som trofæ..... Ikke at det går dem særlig godt....."

Som de bare sad der kunne han heller ikke lade være med at smile lidt ved tanken om hvor meget hun egentlig havde gjort for Charlie. Ganske vist kunne det godt være at der havde været skjulte motiver eller lignende. Men det var ikke noget Charlie vidste noget om så derfor var det også ligemeget for ham. Der var jo ingen grund til mistanke før hun gav ham grund til andet.
"Du vil nok opleve jagten noget stærkere den her gang.... Men det håber jeg ikke generer...."

De blege kinder blussede diskret op ved hans ord, som hun vidste var en stor ære. Blot det at hun fik lov at sidde i hans sind og jage med ham, men også at han stolede nok påkende til frivilligt at lade hende trænge ind i dette. Det var trods alt ikke ufarligt at lade den destruktive elver rode rundt i sine tanker, men Charlie havde trods alt heller ikke oplevet hendes mørkere tendenser i egen person.. endnu.. han ville se dem en dag, det var hun ikke tvivl om, men den dag var ikke nu.. måske .. hvem kunne vide det.
Den næste kommentar fik hende til at hæve øjenbrynet undrende.. ikke fri, men han var jo netop fri, eller sådan virkede det. Sekundet efter, brusede de blå farver op i hendes øjne blot ved tanken om at nogen jagtede ham. Ikke på vilkår ville hun lade nogle skade hendes varulv, hendes.. han var ikke en egendel, men alligevel kunne hun ikke lade være med at betragte det lidt sådan.. hunhavde reddet ham, beskyttet ham, tilbudt alt hun kunne tænke på, og ikke på vilkår skulle en gemen jæger ødelægge det for hende !
Man kunne let se hvordan vreden brusede under hendes hud ved denne information, selvom hun ikke sagde et ord om dette. I detteøjeblik var det tydeligt hvad hun mente om de såkaldte jægere.

Hun nåede dog ikke at overveje det nærmere, før ordene om hans klan landede. Sidst havde hun ladet emnet ligge, fordi det havde virket til at berøre ham så voldsomt, men måske.. måske skulle hun åbne op for det?
Forsigtigt rettede hun ryggen en anelse og satte kruset fra sig på jorden. "Hvilken .. grund?" Spurgte hun lettere forsigtigt, da hun ikke ønskede at træde ham over tæerne med hendes nysgerrighed. Hun kunne bare ikke lade være. Det bedste ville være hvis han ville vise hende det igennem hendes magi, ligesom når hun havde delt minder med ham før og omvendt, men.. hun spurgte dog ikke, det var ikke tiden til at spørge om andet end historien, hvis han ville dele den.

Øjnenes gløden dæmpede sig, som hun betragtede ham. Hun lod emnet om en forestående jagt ligge... for nu, med henblik på st vende tilbage til dette senere hen.

Han smilede roligt og sukkede kort inden blikket blev vendt ned en gang og tilbage på hende.
"Jeg er vokset op med hvad jeg er..... Jeg var den hvide mands mareridt.... Det var dem der egentlig gav mig mit navn.... En dag under en fuldmåne, fandt jeg ud af at nogle fra stammen havde..... 'solgt' de andre..... Så jeg kunne ikke kontrollere min vrede.... Jeg dræbte dem alle sammen.... På en nat døde min stamme.... Så jeg brugte de næste år på at blive skudt, jaget.... Indtil jeg endnu en gang slog til....

Charlie så hende i øjnene som et tegn på hun måtte se hans minder, hun havde jo altid kunnet læse ham.
Hvis hun valgte at se hans minder, ville hun se et blodbad uden lige. De første der faldt var dem der havde forrådt stammen. Derefter gik det udover de andre. Overalt var der børn og kvinder der skreg i et desperat forsøg på at flygte. Stammens krigere forsøgte at nedlægge ham med alt fra buer til skydevåben. Det gjorde ham kun endnu mere rasende og krigerne blev slagtet hver og en. Først da stammens shaman døde, kunne Charlie se bare lidt klart igen. Man kunne i mindet se den gamle mand smile og sige: "Charlie..... Nightrage...... Jeg tilgiver dig.... Glem aldrig....."

Derefter var der løse minder af gale jægere der forsøgte at jage ham i pickup-trucks eller lignende samtidig med de skød efter ham. Selv en politibil var med. Heller ikke her overlevede nogen af dem.

"Det har taget mig tid at kontrollere vreden...."

Hun kunne se det flakkende blik, der kort vendte sig mod jorden, et generelt tegn på skam over sine handlinger, så mon han følte dette også? Det var i hvert fald hendes umiddelbare gæt. Ikke desto mindre sad hun blot afventende. Hun hørte opmærksomt hvad han fortalte, og selvom detaljerne ikke var farverige som minðbilleder, så kunne hun stadig fornemme hvordan det havde foregået. Hun havde trods alt set ham være spærret inde, være blodtørstig og rive mænds lemmer fra hinanden, som om de blot var små kviste.

Tegnet skulle ikke vises to gange. Fingrene kløede efter at få lov, og med et let opmuntrende smil, kravlede hun hen, for st kunne sidde på knæene foran ham. Hun tog en dyb indånding inden hendes kølige fingre lagde sig imod hans halsområde, som en beskyttende hætte. Fingrene dirrede let, som den prikkende fornemmelse begyndte. Det intense blik hvilede imod hans, inden magien tillod hende at trække ind i hans frivillige sind.
Som en tåge i hans sind, så hun minderne glide forbi hende som den film de var. Sanserne var skarpe, og da hun så ligene af børn omkring hende, dirrede minderne let, da hun et kort øjeblik nær havde mostet kontrollen omkring hendes magi. Det tog dog ikke mange sekunder, før alt var fast og formeligt. Duften af brændt kød, frisk blod nåede hende, som hun hørte den gamles sidste ord.

Derefter var det blot flygtige forbipasserende minder om jægere og den jagede. Så kunne man diskutere hvem der var hvem, for det var ikke ulven der var død i slutningen..

Hun kom tilbage til sit eget sind. Fingrene dirrede svagt imod hans hals, som en ufortrødent tåre langsomt gled ned over den venstre kind. At se det majestætiske bæst miste kontrollen.. og børn.. åh børnene.. det havde rørt hende dybere end hensigten havde været.

Som hun kom tilbage til sit eget sind, smilede Charlie nærmest skamfuldt og kiggede kort ned inden han tog en tår af sin te.
"Jeg ved det godt.... Deres blod på mine kløer... De minder er ikke et kraftigt middel til jeg skal styre min vrede.... Det er også min straf.... Jeg kan godt forstå hvis du ikke ligefrem ser en majestætisk jæger eller noget lige nu...."

Charlie havde aldrig haft et problem med at lukke hende ind i sit sind, men denne gang lod til at virke hårdt på dem begge to. Selvfølgelig var han ikke herre over hvad der skete den gang men det gjorde ikke skammen mindre. Så mange gange når han sad for sig selv, ledte hans tanker ham ofte i en dyster retning. Måske var det slet ikke forkert af jægerne at prøve på at slå ham ihjel.
Men samtidig havde Shaman altid opdraget ham til at han skulle være stolt hvad hvem og hvad han var. "Man skal huske hvor man kommer fra for at vide hvor man går hen...."

Et klart ordsprog Shaman havde lært Charlie til når tiderne virkede svære

Alt kom med en pris og hun måtte jo indrømme at hverken han eller hun var Guds bedste børn, eller hvem de nu hver især tilhørte. Forskellen var nok mere, at han virkede til at fortryde noget af hans fortid, hvorimod hun ikke fortrød et eneste øjeblik, medmindre det var når hun havde virket svag eller tabt en kamp.
Hendes fingre trak sig væk fra ham, som han rakte ude efter sin kop. Ærmet blev tørret over ansigtet, inden hun smilede. Et smil der ikke fortalte hvad hun tænkte eller følte.
"I mine øjne er du nu stadig en majestætisk ulv" påpegede hun dog til hans kommentar, for det var sandt. Virkeligheden var hård at sluge, men det ændrede ikke på det faktum, at han stadig var en fantastisk Skabning, skabt til mere end blot at flå legemer itu.

"Og jæger.. jæger vil du altid være, ligegyldigt om du vil forsøge at fortrænge det instinkt eller lade det vokse.. ingen kan ændre på hvem de er" hun lod ordene komme med en alvorlig mine, for st være sikker på, at lod dem synke ind og sidde der som en påmindelse. At fortrænge sit sande jeg var at fortrænge en del SF sig selv. Desuden havde han en vældig kontrol nu, ikke.
"Ligeså vil mennesket forsøge st udradere alt de ikke forstår eller frygter.. sådan har det været i årtusinder, og sådan vil det forblive..." ... indtil menneskeracen var mere eller mindre uddød. I Di Morga kunne det virke sådan, men mennesket var trods alt stadig den største race blandt dem alle, og de havde overlevet mangt og meget. En dag ville deres held slippe op også.. ligesom andre racer havde måtte komme og gå igennem årene.

Han lyttede til hendes ord med et nærmest anerkendende smil, og havde et eftertænksomt blik. Han kunne sagtens sætte sig ind i hendes måde at tænke på ud fra hvad hun sagde. Samtidig med kunne han ikke helt lade være med at smile over hendes kompliment omkring ham. Hun var jo ikke ligefrem den der bare kastede om sig med komplimenter så man var sikker på hun mente det.
"Havde det kommet fra alle andre, så havde jeg troet de ville fedte for mig eller have noget ud af mig.... Det virker mere ægte når du siger det..... Igen beklager at du skulle se det....."

Så strakte han sig en gang inden han så på hende med et noget mere alvorligt blik inden han sagde:
"Vi må jo håbe at du nyder den næste jagt..... Der bliver det noget større end et rådyr..... Jeg har
forresten gjort som du bad mig om for længe siden.... Hvis det stadig er noget du skal bruge selvfølgelig...."

Det diskrete fnis genlød imellem træerne fra hende, som hun kort sendte ham et næsten drillende blink med det ene øje efter hans kommentar. "Og hvem siger jeg ikke ønsker at få noget ud af dig?" Lød hendes kommentar, inden hun klappede ham opmuntrende på overarmen. "Det skal du ikke beklage.. jeg ønskede trods alt at se det".

Hendes øjne spærrede sig næsten nysgerrigt op, da han nævnte den kommende jagt. Noget større end et rådyr? Hvad mon de skulle jage i aften. Hun dirrede helt indvendigt over tanken alene, og var næsten klar til at hoppe direkte ind i hans sind. Dog var hun trods alt nødt til st vente til han havde gennemgået sin egen forvandling først.

Der var den næste kommentar, der satte en undrende grimasse på det blege ansigt. Hvad var det nu hun havde bedt ham om? Det virkede som år tilbage, og ærligt havde hun haft en del andet i tankerne i stedet.
"Ja?" Lød hendes stemme spørgende , nysgerrig efter st hære nærmere uden st afsløre st hun ikke huskede præcis hvad det var han talte om.

Han grinede lidt inden han satte sig lidt til rette og forklarede hvad det var han mente. Den undrende grimasse hun kom med, afslørede det egentlig fint at hun ikke huskede det helt.
"Du bad mig om for noget tid tilbage at holde øje med Abbadon og Zane.... Fordi jeg trods alt kunne komme rundt uden folk vidste hvem jeg var.... Den eneste større personlighed der har vist sig det sidste stykke tid omkring Abbadon er dig selv.... Der har været lidt for stille hvis du spørger mig..."

Så kiggede han noget mere intenst på hende ved den næste del han ville fortælle hende.
"Og Zuresh prøvede i lang tid at få sin originale form tilbage igen.... Jeg fandt ud af det da jeg kortvarigt fungerede som sikkerhed... Men ritualet blev aldrig gjort færdig da en skabning ved navn Khá aldrig gav ham det sidste han manglede....."