Samvittighed (Gabriel)

Gabriel sad i skrædderstilling på stolen mens han spillede på sin gameboy. Ærligt talt kunne han aldrig finde på at genre Constantine med det her, uanset hvor vre han var på Constantine. Han vidste om nogen hvor ødelæggende den slags kunne være, og hvis han kunne, ville han gerne hjælpe den ældre vampyr til at håndtere sine psykiske problemer bedre end Gabriel selv gjorde. Det med ikke at sove var hårdt, og bare fordi Gabriel havde fundet måder hvor han kunne holde sig vågen i over en måned, så tog det stadig på ham både fysisk og psykisk. Det var nok en af grundene til at han spillede så mange spil, det var en nem måde at distrahere sig selv på.

Dog lagde han sin gameboy fra sig, da Constantine begyndte at bevæge sig uroligt rundt. Han rejste sig og satte sig over på kanten af sengen, hvor han blidt nussede ham på ryggen, som Julien ind i mellem også havde gjort for ham, når hans mareridt var slemme. Men det hjalp ikke, for snart fór Constantine ud af sengen og ned på gulvet. Gabriel nåede slet ikke at tænke inden han skyndte sig ned til Constantine og igen placerede en hånd på hans ryg, hvor han blidt nussede. "I know, I know... But it'll get better, I promise, you just have to try to sleep, even just a little bit." Han talte lavmeldt, mens hans hånd langsomt gled op i hans hår, og nussede der. "I don't know if it'll ever get normal for you, but even if it doesn't, I'll still be here, alright? Us vampires gotta stick together."

Som Constantines gråd fortsatte, lagde Gabriel sig hos ham, og lagde en arm om ham. Han sagde ikke så meget mere, men prøvede bare at være det for den ældre vampyr, og fortsatte med at nusse ham på ryggen og i håret.

Der var ikke rigtigt noget at gøre end at forsætte med at græde. Han var så træt, så psykisk udmattet, at han blev nødt til at få noget af alle de indestængte følelser ud. Så han blev liggende på gulvet, halvt viklet ind i sin dyne og græd. Det gav ikke engang et ryk i ham, da Gabriel rørte ved ham, i stedet var det som om, at gråden tog til.
Selvom Constantine normalt klarede sig godt helt alene uden sin skaber eller nævneværdige venner, kun med den fysiske nærkontakt han fik igennem det sex, han fik skrabet til sig, var han meget alene. Han følte sig ikke decideret ensom, det havde han for få følelser til, men han havde ingen at kunne betro sig til eller bare holde af. Og selvom han var en følelseskold enspænder, kunne han sommetider godt bruge et eller andet. De sidste uger havde været hårde og som han lå der og brød sammen, fór savnet efter hans familie igennem ham.

Men han havde kun Gabriel, som nussede ham på ryggen. Nogen Constantine normalt ville trække sig fra i ubehag, men det var lige netop, hvad han havde brug for. Så han gjorde intet for at få ham til at stoppe. I stedet græd han, til han ikke kunne mere. Til sidst lå han bare tavs med lukkede øjne og forsøgte at fokusere på følelsen af gulvbrædderne mod sin pande.
"I can see them. Feel them. All of them." Han rømmede sig for at klare sin hæse stemme. "Every person I ever hurt and killed. I can feel their pain, hear their last thoughts." Han krøb lidt sammen. "It makes me sick. Why have I hurt so many people? What... what made me do that?"

Han forventede ikke rigtigt noget svar, han havde bare brug for at komme af med et eller andet. I stedet skubbede han sin arm endnu mere rundt om sit ansigt for at forsøge at blive væk. Hvis han havde haft energien og overskuddet, havde han nok skiftet til kat og var kravlet ind i det mørkeste hjørne han kunne finde.
Endnu en gang ramte lysten til at dø ham og for et øjeblik overvejede han seriøst at angribe Gabriel til denne måtte gøre noget overilet for at stoppe ham. Men han blev liggende, alt for ødelagt til andet. Trætheden lå så tungt over ham, at han endda var holdt op med at trække vejret. Det krævede for meget at holde den ligegyldige funktion i gang.

Gabriel nussede fortsat Constantines ryg, og som han snakkede, krøb han lidt tættere på, og lidt tættere på og til sidst lå han op af den ældre vampyr, med en arm over hans lænd, og nussede sin kind imod hans skulder. "You're a vampire and so am I. If we don't drink blood, we'll die. That's just life - or death, I suppose." Han trak lidt på skuldrene og brugte sin albue til at skubbe sig lidt op. "But even if you choose to be a boring vampire who gets blood at the blood bank, I'll still be here as long as you want me to. And I'll be right here to tell you that you need to sleep more, because you do." Han klappede ham kort på ryggen inden han fik sat sig op i skrædderstilling.

"I know you're not that big on cuddling, at least not with guys, and you don't want to sleep, but when my nightmares get bad, it really helps when there's someone I trust with me. And maybe we can help each other sleep, even if..." Han skulle til at sige, selvom Constantine nok ikke stolte på ham, men stoppede sig selv. "... Even if I'm just a really feminine guy. Probably not as good as a girl but hey, I'm not about to get boobs just for your sleep. You'll have to settle for my slightly-wider-than-the-average-male's hips." Han trak lidt på skuldrene, og nussede igen vampyren på ryggen.
"So what do you say, big guy? Even if you can't sleep, having someone nearby to keep you grounded is always really neat. Especially if you hear voices that aren't really there, trust me on that one."

Yeah, it's our job to be the crazy schizophrenic, stupid!
Why are you like this?
Someone in this mindspace has to take things lightly.

Constantine lyttede til det, Gabriel sagde. Fordi han var en vampyr. En bølge af afsky over sig selv gik igennem ham. Hvis det han var, var grunden til al volden, kunne han ikke andet end at hade sig selv og det han var. Han ville ikke være en vampyr. Den stolthed og glæde, som han normalt besad over sin race var væk, gemt langt væk, og han ville ønske, at han enten var et menneske igen eller at han slet ikke eksisterede. Det sidste værende det, han kunne gøre noget ved. Men trods den pludselige følelse af selvmordslyst, var der alligevel noget af ham, der ønskede at lave. Nok til at han ikke fløj op og løb ud for at finde en eller anden måde at afslutte sit eget liv på. Nej, han blev i stedet liggende og fortsatte med at lytte til Gabriel, der var kravlet alt for tæt på.

Sove. Gabriel ville have ham til at sove. Bare tanken fik en stor kold klump til at dukke op i hans mave. Det mareridt han lige havde haft understregede bare, hvor lidt han havde lyst til at forsøge igen. Og nu sad Gabriel og foreslog, at de sov sammen. Tanken var på den ene side urealistisk, på den anden side... sådan som han havde det nu, var han bare helt generelt desperat efter en eller anen form for tryg nærvær og selvom Gabriel måske var den sidste person, man skulle regne med Constantine stole på, var han den eneste Constantine stolede på, i hvert fald nok til at ville have ham i nærheden, når han sov. Og de havde da sovet sammen før ved siden af hinanden i Gabriels seng, og, hvilket ingen af den nogensinde ville indrømme, Constantine havde endda haft Gabriel i favnen, når den yngre vampyr havde det værst. Nu var rollerne bare byttet om og det var underligt for Constantine at forholde sig til, selvom han var psykisk tyndslidt.

Han overvejede lidt Gabriels ord uden at sige noget og uden at reagere på det forsøg på humor, der gemte sig i dem. Han var så træt, at han havde svært ved at holde øjnene åbne, som han lå der på gulvet og på en eller anden måde måtte han indse, at han havde brug for at sove. Og Gabriel tilbød at være der, når han sov, hvilket i og for sig var beroligende. Så vil der være en til at holde ham til virkeligheden, så han ikke gled ind i det helvede, han havde været i i de sidste uger.
"Okay. I'll try to sleep." Trods ordene rejste han sig ikke med det samme, som han skulle tage psykisk tilløb. Langsomt begyndte han at røre på sig og kom på benene med dynen i mellem sine hænder. Uden at se på Gabriel, mest på grund af skam og ubehag over det hele, kravlede han i seng igen og krøb under dynen, ligeglad med, at han stadig var fuldt på klædt.

Lige meget hvordan Gabriel lagde sig, ville Constantine lægge sig med ryggen til ham og stirre ud i luften, stadig for bange for at sove. Men på et eller andet tidspunkt ville hans øjne glide i og søvnen vinde, for træt var han. Det var ikke en fredelig søvn, men det var søvn og han vågnede kun et par gange mere i løbet af de næste mange timer, han sov, begge gange skrækslagen, men stille i et forsøg på ikke at gøre Gabriel opmærksom på det.

Det næste meget lange stykke tid, ville han lære at leve med angsten, som heldigvis vil falde, samtidigt med at den voldsomme følelse af samvittighed ville fade ud. Han sov stadig ikke godt, men fik blod med Gabriels hjælp, da han stadig nægtede at gå på jagt.
Første gang han ville gå på jagt selv, ville være sent i april, hvor han faldt over en kvindelig varulv. Og pludseligt ville det gå stærkt med at få den gamle Constantine tilbage.