Even silence can be noisy... (Nerissa)

Tid: 21:00
Sted: Svømmehallen's café
Omgivelser: Kun få af de regulære kunder

Under rimmen på bedemandshatten skuede blikket fra et par meget skarpe øjne. Hver eneste lille bevægelse blev opfanget, alle sanseindtryk registreret. Over den ene af stolene ved bordet hang der en lang sort frakke imens han selv sad afslappet og dog med ret ryg. Han var klædt i sorte bukser og en sort skjorte og så med den bedemandshat der igennem årene var blevet hans varetegn.
På selve bordet stod der en kop kaffe der ikke var blevet drukket ret meget af. Hans hånd hvilede ved siden af og de lange negle trommede lavt men ildevarslende på bordet.

Han var blevet hyret til at dræbe en af de mandlige svømmere der var blevet beskyldt for at have nogle rigtig uheldige vaner med lidt for unge piger. Grunden var ikke nødvendigvis så vigtig men Zakaroff var alligevel blevet nysgerrig omkring opgaven. Det blev kun endnu mere interessant da duften af en dæmon var at spore.
Han fik hurtigt øje på den unge mand der lige var gået ind for at svømme men det var ikke tid til drabet endnu....

Nerissa havde som altid optaget en hel bane for sig selv det meste af eftermiddagen og aftenen. Mange var begyndt at snakke om den unge kvinde med det meget underlige udseende. Hun havde efterhånden problemer med at skjule hendes horn som var dukket op for nogle uger siden. Sammen med nogle andre evner også. De havde vokset og vokset, men stoppet nu her. Men alligevel stak de nu over 7 cm ud af hendes hoved, ca. 3 cm fra hendes hårgrænse. Hendes havde var også pludselig blevet platinblondt. Meget var sket, hun vidste ikke hvorfor, specielt fordi hendes øjne ikke var ændret, men de var nu stadig de flotte ocean blå farve. Hun havde gået i gang med at farve hendes hår brunt, så hun ikke så helt anderledes ud og endelig blot sat hendes hår, så de hvide og blå horn ikke kunne ses.

Omkring halv ni, var hun gået op fra hendes bane, sukket lidt og hurtigt taget et håndklæde om hendes hoved, inden hun havde samlet hendes ting og gået ud for at få et bad og klæde om. Hun tog sig god tid og havde derefter flettet hendes hår i to fletninger, taget hendes lyseblå og stramme cowboybukser på, et par ankel korte og brune støvler med lidt hæl. En top og en lidt oversize stor hættes trøje ovenpå i lysegrå. Hætten på trøjen blev hevet op, for at skjule hendes horn og hun havde pakket hendes sidste ting i en sportstaske som blev svunget over hendes skulder inden hun gik ud.

Dog stoppede hun op i døren, da fyren som havde bagt på hende og mange andre piger fra hendes hold. Kom igennem døren.

”Ohhhh, heeey min lille havfrue! En skam jeg ikke lige fik set dig svømme, hvordan har du det?” Han stod midt i gangen, så hun ikke kunne undgå at støde ind i ham, hvis hun ikke stoppede. Hun sukkede lidt og undveg han hurtigt, ved at gå under hans arm. Dog lod han ikke det stoppe ham. Han ligefrem fulgte efter hende ud af døren igen, greb hendes arm, hvilket fik hende til at svinge rundt. Hendes humør, som ofte havde være roligt og meget stille. Var en bombe disse dage… Hun knurrede voldsomt og prøvede at hive hendes arm til sig.

”Giv nu slip Johnny! Jeg gider ikke i dag!” Råbte hun op, dog tog han ikke dette som et nej. Han ligefrem hev hende tættere på sig, så hans hånd kunne blive klasket på hendes bagdel hvor han greb fat. Hendes øjne lyste op i vrede og hendes tænder skulle lige til at forandre sig også.

Zakaroff hørte optøjerne og hende der råbte til Johnny, hvilket han tog som et tegn. Så han rejste sig og gik roligt hen af gangen hvor han så kunne se Johnny der havde fat i hende. Først gik han stille og roligt hen af gangen uden at sige en lyd, som om det var helt fint at han var der. Johnny kiggede undrende på ham og sagde: "Hey spasser!.... Smut med dig, det er ikke for dig det her....!"
Så tog Johnny noget mere voldsomt ved hende netop som Zakaroff stoppede op ved dem.
Han stod tavs nogle få sekunder inden han sagde med en stemme kold som is:
"Tvært imod Johnny...... Du har pillet ved for mange piger..... Og folk bliver sure.... Så jeg er lige præcis hvor jeg skal være....."

Johnny slap hende kort for at slå Zakaroff men uden held. I stedet greb Zakaroff om Johnny's hals kun med fingerspidserne og ganske kort. Så drejede han Johnny's hoved over mod hende imens han nærmest hviskede i Johnny's øre: "Det må være så frygteligt..... Når ens grænser bliver overskredet..... Bare rolig..... Når giften når dine organer vil det slutte..... Men indtil da......"
Smerten ville være skrevet tydeligt i Johnny's ansigt der begyndte at tisse i bukserne og græde på en gang. Samtlige muskler spændte som var han lammet af smerte.

Nerissa så hvordan hele scenen foldede sig ud foran hende. Den fremmede mand som kom over og havde fået Johnny’s opmærksomhed. Så hun var blevet skubbet væk, heldigvis. Hun følte sig klam og ville have et bad igen, specielt nyt tøj og skrubbe de områder han havde rørt, helt rendt. Men hun hang han der i luften, i hånden på den mystiske mand. Hun så over på manden klædt i sort og duftede til luften. Hmm, duften af stærke krydderier og død. En vampyr. Hun sukkede svagt, trak tasken op på hendes skulder igen da hun gik over imod dem igen.  

”Han har lidt nok..” Mumlede hun, mest til sig selv og lagde hånden på ryggen af mennesket. Hun mærkede væsken og blodet i hele hans krop. Dette var en evne hun ikke så godt kunne lide at bruge. Men brugte den for netop dette formål. Hun knyttede derefter hans hånd og alt blod i hele hans system stoppede brat, hvilket fik hans hjerte til at stoppe med det samme og han døde.

Derefter trak hun sin hånd til sig igen, rystede det og hev hætten på hendes trøje lidt mere op. Hun sank en klump og hev kort efter vejret. Endnu et liv hun havde taget. Nerissa gik hurtigt op til cafeén bestilte en kop te og tog den med over til et bord i skyggen. Hun skulle sidde ned, nu. Hun kunne virkelig ikke lide at tage liv. Og håbede endnu mere at inden havde set dette. Specielt ikke fyren. For han burde ikke have lagt mærke til det. Hun havde været så lille og stået bagved mennesket og det kunne lige så godt have været ham. Dette hun havde gjort kunne nemlig ikke ledes tilbage til hende. Det var et hjertestop, intet specielt.

Da Johnny pludselig faldt død om, satte Zakaroff sig på hug og kiggede nærmest nysgerrigt på liget lidt. Det krævede ikke nogen større viden at regne ud hun havde gjort det, specielt ikke når man nu havde været i den branche i så mange år. Efter lidt rejste han sig langsomt og smed en sort rose på liget hvorefter han gik ud i cafeen igen og tog sin frakke. Så gik han op til servitricen der var tydeligt utryg ved ham og alligevel følte sig draget.
"Jeg beklager meget kære..... Men det lader til min kaffe er blevet kold.... Jeg vil gerne betale for en ny..." Servitricen fik nogle penge, nikkede nervøst og sagde: "Så gerne hr......"

Da han havde fået sin kaffe, gik han stille hen til Nerissa's bord og satte sig meget roligt på den anden side af bordet. Grundet bedemandshatten han havde på var det svært at se hans ansigt.
"Jeg beklager de måtte være til stede til hændelsen der lige udfoldede sig.... Men min nysgerrighed byder mig at spørge?..... Hvorfor afbrød de mit arbejde?..... Nu kunne den voldtagede piges far ikke få det som han ville..... Eller jo i ca 6 minutter mere kan han....."

Hun sad roligt og havde lige hevet en bog ud, da den mørke mand kom hen til hende igen og satte sig ligefrem ned foran hende. Hun havde koppen med teen ved hendes læber og skulle lige til at tage en tår, da han sagde noget. Hun kiggede lidt ned på hendes kop og pustede til den, gjorde væsken mere kold, da hun ikke brød sig om varmen den havde. Ikke lige hendes smag lige pt, åbenbart. Så mange forandringer var ved at ske med hende, hun kunne ikke følge med mere.

”Fordi han nok havde gjort meget skidt, men ingen fortjener at lide smerte i så lang tid.” Sagde hun blot med en køligere stemme, mere kølig end hun endelig var. Hun lagde bogmærket i bogen og lukkede den inden hun så op med de klare blå øjne.

”Plus, han havde angrebet mig og det var vist på sin plads at jeg også fik en lille hævn. Men siden du.. Som jeg nu kan gætte, havde et job for at slå ham ihjel, ville jeg bare gøre arbejdet hurtigt for dig.” Hun trak lidt på hendes skuldre, inden hun tog koppen igen, lod væsken røre hendes læber. Tilfreds med den nu køligere temperatur, tog hun en tår fra den og smilte lidt. Mm, stadig lidt for varm til hendes smag, men nu okay.

Hætten var stadig oppe og skjulte det meste af hendes ansigt også, ikke at hun havde noget imod det.

”Men hvad vil en lejemorder så med mig? Jeg gjorde dit arbejde nemmere og hurtigere, så der er vel ingen grund til at opsøge mig?” Hun trak lidt på hendes skuldre, da hun lod mærke til at folk samlede sig omkring den døde krop der lå udenfor. Hun sukkede svagt da hun så at nogen pegede imod dem.

”For meget opmærksomhed..” Hviskede hun svagt og rejste sig, pakkede hendes ting sammen igen.

”Jeg ved ikke med dig, men jeg vil væk herfra, inden politiet dukker op, har ikke lyst til for meget ballade i aften..”

Imens han lyttede til hende, smagte han roligt på sin kaffe og nikkede ganske stille inden han satte koppen igen.
Så tog han hatten af og lagde den på bordet inden han så hende i øjnene som hun foralte. Ud fra at hujn gerne ville have lidt hævn, kunne han godt forstå hende. Men det ændrede selvfølgelig ikke på at kriterierne for hans opgave var blevet ændret.

Han grinede lidt inden hans isblå øjne hvilede på hende som om han nærmest scannede efter detaljer.
"Det er ganske rigtigt at min opgave var at dræbe ham.... Hvilket jeg ikke fik gjort kan man sige..... Men jeg er den man får fat i hvis der ikke er andre der kan klare opgaven.... Men det er også mig man ringer efter hvis en opgave skal udføres med særlige kriterier..... I det her tilfælde skulle han lide for sine handlinger.... Og bare rolig min gift havde snart slået ham ihjel..... Steroiderne i hans system sammen med giften ville have overbelastet hans indre organer....."

Så rejste han sig stille og sagde: "De har ret..... Til vi mødes igen....."
Så trådte han mere ind i skyggerne og blev helt væk. Ganske kort efter kom en ung kvinde ind og kiggede undrende rundt. "Nerissa?..... Hvor blev ham den uhyggelige af?...."

Hun lyttede til hans ord og rystede lidt på hendes hoved da hun så ham forsvinde. Hørte kvinden fra caféen som kom hen til hende. Hun kendte hende efterhånden godt, siden hun selv altid kom herud og fik en kop te efter hendes træning. Hun stod lidt og så hvor han havde været, trak på hendes skuldre og lagde hovedet på skrå.

”Mmh.. Det ved jeg ikke.. Nå, jeg vil smutte hjem..” mumlede hun lidt og gik imod døren. Hun nåede lige ned af gaden, da hun hørte politiet komme ind på gaden med fuld udrykning. Hun vidste at de ikke ville kunne redde ham. Mennesker var så håbefulde altid og troede deres små dimser kunne redde hele verden. Nerissa vidste at det var løgn.  

Hun drejede ned af gaden og gik ind i en gyde, hvor hun begyndte at mærke der var nogen som fulgte efter hende, med et suk, begyndte hun at gå lidt hurtigere. Det ville ikke undre hende, hvis det var nogen af Johnny’s venner som havde set det og nu troede hun vidste mere om den mørke mand. Hun kendte ham jo slet ikke?

Nerissa stoppede dog og vendte sig om, lagde hendes hoved til siden og så de 3 drenge som kom gående.

”Hey smukke! Hvor er din goth ven? Vi skal lige snakke med ham.” råbte en af dem.

”Det ved jeg ikke.. Kender ham ikke, så lad vær med at lade det rode rundt i jeres tomme hoveder..” Brummede hun lidt.

En af dem trak dog pludselig en af de pistoler som var blevet så nemme at få fat i. Nerissa sukkede mere og rystede på hendes hoved. De troede sikkert at det ville skræmme hende at se sådan en. Tværtimod, hun hadet dem blot og ville hende bare ødelægge dem.

”Gå nu bare jeres vej, han fortjente det al-..” Mere nåede hun ikke at sige da fyren skød. Hun reagere hurtigt. Hendes store blå og virkelig elegante vinger eksploderede ud af hendes ryg, hun satte af på jorden og hoppede op, vendte om i luften og spredte dem ud. Med farten og hendes vinger, landede hun elegant på jorden foran de 3 mænd, svang sig selv rundt, med en udstrakt vinge og den slog dem alle tre omkuld. Hun mærkede hendes hale, som sprang op fra hendes bukser, lavede et hul og lod den svinge rundt og samlede pistolen op fra jorden. Ligeglad med hendes tøj nu var ødelagt. Hun stod blot med hætten dækkende over hendes ansigt, hænderne i forlommen på hættetrøjen og vingerne strakte ud bagved hende.

”Det.. Var nok det dummeste i alle 3 nogensinde havde gjort..” Knurrede hun lidt og smilte med de lange dæmoniske tænder som var dukket op i hendes gab. Hendes øjne var blevet dobbelt så store og helt sorte som nattehimlen. Hun var kun fået nogle af hendes træk fra hendes dæmon side, kun 30% forvandlet, men det var mere en rigeligt.

Han kunne ikke lade være med at pleje sin nysgerrighed og fulgte efter hende. Egentlig var det fordi han havde en lokkende tanke om at der ville ske mere. Og ganske rigtigt.... Han holdt sig dog stadig i skyggerne og så hende begynde sin forvandling og de tre unge mænd der blev væltet.
Dog kunne han godt se hendes forvandling ikke var færdig endnu, og alligevel var der en mulighed for at han kunne få det tilbage han tabte fra før.
Så lige pludselig ville hun kunne høre en svag hvislende lyd og de tre mænd tog sig til halsen. få sekunder efter var de alle tre døde.

Selv trådte han ud af skyggerne et stykke foran hende. Han viste på ingen måde tegn på frygt og gik langsomt hen mod hende imens han holdt sine hænder foran sig.
"Min næse svigter mig aldrig...... Hvordan var det du sagde før?.... Jeg hjalp dig vel egentlig med dem.... Og nu er der endnu flere vogne på vej......"
3 sekunder efter kunne man høre endnu flere sirener

Hun sukkede dybt og så hvordan de døde foran hende, det var kun 1 form for magi der kunne gøre sådan og det lå specielt for vampyrer at lave de numre. Nerissa så op og hørte allerede sirenerne før han sagde noget om dem. Lagde hendes hoved på skrå og lod hendes hale kaste pistolen væk.

”Ja.. Selvom jeg ikke havde brug for den hjælp.. Men hvad ligger du op til? Vil du have mig til at leje dig, for at jeg kan slippe væk? Ikke tale om…” Mumlede hun og vendte rundt. Glad for at hendes hættetrøje var lang nok, til at den dækkede det hul der var lavet i hendes bukser, på grund af halen. De mange skæl som dækkede både hendes hale og vinger var utrolig flotte og månelyset vidste den bølgende blanding af hvide, lysegrønne og blå skæl. Langs halen var der også en finne og spidsen havde to, så det lignede det samme en havfrue havde.
Hun gik over og samlede hendes taske op, vendte sig om og kiggede på ham.

”Jeg har ikke mange penge.. Men kan skylde dig en tjeneste hvis du ville bruge din sjove magi på at få mig væk herfra? Derefter kan jeg godt selv finde hjem..” Hendes kolde ydre dækkede tydeligt over at hun lige nu var nervøs. Hun slappede ikke nok af til, at hun ville finde energien frem for at trække de dæmoniske dele tilbage.
Det tog jo aldrig mange kræfter at holde det menneskelige udseende oppe. Hendes dæmon form var jo hendes virkelige ydre, dette var blot en maske for at hun ikke ville vække opsyn.

Han kunne ikke lade være med at grine over hun spurgte om han ville blive lejet eller hvad han ville. Så trak han ganske kort på skuldrene inden han knælede ved ligene og smilede en gang. Da han rejste sig igen og kiggede i retning af sirenerne.
"Hvorfor i alverden skulle du leje mig til at hjælpe dig væk?.... Det er lidt ligegyldigt når du har vinger...... Og jeg kan ikke rejse mellem skygger direkte..... Jeg er bare virkelig god til at blive væk.... Men lidt kan jeg dog gøre....."

Pludselig virkede der til at blive mørkt omkring hende og hun ville kunne mærke hvordan hun mistede kontakten til jorden og det begyndte at suse i hendes mave. Da mørket kort efter så blev mindre, ville hun se sig selv stå i den nærliggende park med ham helt væk.
Dog gik der ikke lang tid før hans stemme lød omkring hende.

"Sådan.... Var det nok?....."

Hun kiggede lidt væk, ville ikke indrømme hendes ny fundet skræk. Af en mærkelig årsag, ligesom så mange forandringer der skete med hende for tiden, så var hun blevet virkelig bange for højder. Hun kiggede op på ham, bed sig lidt i underlæben og mærkede så pludselig mørket omkring hende, den lille fornemmelse af at blive transporteret i hendes mave og pludselig fandt hun sig selv i parken. Nerissa så op og kiggede på hendes nye omgivelser. Der var heldigvis ikke nogen her, siden hun jo stadig havde de ekstra lemmer fremme. Hun sukkede svagt. Lukkede hendes øjne og langsomt trak vingerne, halen, tænderne og gjorde hendes øjne normale igen.
Hætten var stadig oppe, så hendes horn var gemt. Men der var et kæmpe hul i hendes hættetrøje. På hendes nøgne ryg, kunne med, hvis man så godt efter se nogle fine snit, hvor hendes vinger lå gemt inden under, meget mindre med hendes magi. Samme ting var der ved hendes haleben. Generelt sådan var der overalt på hendes krop, der hvor hendes finner også var, ved hendes rygsøjle, under arme, overarme, lår, underben og kindben.

”Tak.. Skal jeg.. Det ved jeg ikke.. Give igen eller?” hun så op efter ham og undrede sig over denne mand.
Hvorfor blev han ved.. Med at være så venlig på den lidt underlige måde. Mange synes Nerissa var forfærdelig at være sammen med, fordi hun var så kold. Men det dækkede endelig blot over hendes generthed og nervøsitet.

Hun satte sig ned på jorden og åndede lettet op og trak hendes taske over, hvor hendes svømme udstyr lå i.

Han satte sig ned på hug foran hende imens han betragtede hendes reaktion på hele situationen. Det lå så dybt i ham at analysere situationer så han hele tiden havde styr på hvad der skete. Det var en af de ting der gjorde han var nærmest umulig at overraske. Det og så hans meget stærke sanser.
Selvom han ikke gav udtryk for det, så havde han så tydeligt fanget hendes signaler om hun var nervøs og lidt bange.
Ganske vist kendte han ikke hele årsagen men alligevel havde han en lille idé om hvad der skete. Han havde jo set lignende situationer før.

"Du skal ikke give noget igen... Nok har jeg den karriere jeg har.... Men alligevel er man så meget mere end blot hvad man laver.... Og jeg laver andet end blot at slå folk ihjel.... Du behøver ikke gemme dine horn.... Jeg har set mere end de fleste nogensinde kommer til...."

Han ville ikke få noget som helst ud af at kræve noget af hende eller for den sags skyld at skade hende. Hun havde ikke gjort ham noget og hun var jo ufrivilligt endt i den situation

Det var slet ikke ham hun var bange eller nervøs for, men blot det at han var en fremmede og allerede så meget havde sket, som ikke var normal i hendes hverdag. Hun sukkede lidt og så op på ham, lod hendes ene øjenbryn glide lidt op i en opmærksom udtryk. Hun trak derefter hætten tilbage, de hvide og blå horn var tydeligt at spotte i blandt hendes brune hår.

Nerissa strakte sig lidt inden hun krøb lidt tilbage, ikke have en fremmed så tæt på hende.

”Men hvorfor hjælper du mig så, siden du ikke vil have betaling?” Spurgte hun nysgerrigt. Det var sjældent folk ville hjælpe hendes race, siden de ofte blev betegnet som alt ondt, ligesom djævle. Og specielt en vampyr som hjalp en dæmon? Det var sjældent.

Hun svang tasken om på hendes ryg, så den ikke ligefrem stod ud så nøgen som den var og dækkede det meste af hullet. Hun så sig omkring, yup hendes lejlighed var ikke så langt herfra, dette var blot en omvej.

Han rejste sig i en elegant og fuldstændig lydløs bevægelse hvorefter han rettede på sin frakke og tog et enkelt kig mere rundt. Da det var klart at der var sikkert gjorde han tegn til at han gerne ville hjælpe hende op hvis hun selvfølgelig ville have det.
Så smilede han til hende så hugtænderne blev let synlige hvorefter han forklarede hende:

"Jeg ved godt det er sjældent i en by som den her.... Men der findes individer der hjælper bare for at hjælpe..... Noget folk tror er en sjældenhed for mig.... Det er kun når jeg er på arbejde at jeg kan være.... Mere ubehagelig..... Men så ved folk det som regel også..... Er der andet jeg kan gøre for dig?......"

Hun greb hans hånd og trak sig selv op, hvorefter hun børstede hendes bagdel af for skidt. Rettede derefter på hendes taske og så op på ham. Hugtænderne bekræftede blot hendes teori omkring hans race, han var 100% vampyr, nu var hun ikke i tvivl mere.

”Sådan er det, når man har et arbejde som du har.. Man skal vel være kold og hård.” Hun trak lidt på hendes skuldre og lagde derefter hovedet lidt på skrå. Smilede lidt blidt og nikkede kort til ham.

”Jamen.. Tak fordi du hjalp mig, jeg ved ikke hvad der ellers skulle være.. Jeg er for det meste kun bare alene, ikke mange som er vild med folk som jeg. De siger vi ikke er til at regne med.” Mumlede hun lidt og så i retningen af hvor hendes lille lejlighed lå. Håbede blot at hun ikke ville blive overfaldet mere.

Han nikkede ganske kort og kom med et smil der normalt set ville være ildevarslende hvorefter han sagde:
"Kold og hård er ganske nyttige karaktertræk i hvertfald imens man er i gang med arbejdet.... Selv foretrækker jeg 'fokuseret'.... Det afhænger selvfølgelig af hvordan opgaven bliver fremlagt...."

Som hun kiggede rundt, gjorde han ganske diskret det samme og tog en beslutning der normalt ville ligge meget fjern fra ham.
"Der er desværre rigtig mange dæmoner der er gode til at male fjendebilleder for jer alle sammen.... De fleste møder jo nogen der elsker at være brutale.... Hvis det var tilfældet med dig, ville vi jo ikke stå her..... Det her virker måske underligt.... Men må jeg ikke følge dig hjem?..... Det kan være du vil føle dig mere tilpas...."

Hun kiggede op på ham, da han kom med forslaget og begyndte at grine lidt. Det var en mild latter, som lød næsten som et lille vandfald, dryppende og beroligende. Hun nikkede lidt og rettede på hendes tøj, tog hætten tilbage op på hendes hoved og så derefter op på ham.

”Det må du gerne, tror aldrig jeg rigtigt har prøvet før, men hvorfor ikke?..” Derefter begyndte hun at gå ned imod stien og fulgte den ud af parken. Hun så lidt i retningen af hvor politiet havde været, der var lys og man kunne tydeligt se en ambulance var dukket op. Et lille suk kom fra hende og hun rystede på hendes hoved.
Endnu engang havde hun skadet nogle mennesker. Men det var jo nok ikke sidste gang, det ville komme til at ske så mange flere gange, da hun skulle beskytte hende selv og hendes identitet.

”Nå.. Men.. Jeg hedder Nerissa, og som du nok har gættet så er jeg en dæmon…” Hun trak lidt på hendes skuldre og så derefter op på manden, med et lille smil. Hun havde også alt for lidt tøj på, i forhold til hvad en normal person i dette vejr ville have på. Men hun nød kulden, hun kunne ikke lide at være varme steder, så derfor var dette helt fint for hende.

Han grinede selv lidt sammen med hende, det var dog en henrivende kær latter hun havde. Igen lå det ikke til ham men han kunne ikke lade være med at smile af det. Nu omgav han sig jo normalt set mest med lidelse og smerte i forskellige grader.

"En gang skal jo være den første ikke sandt?....."
Imens de gik, kunne han godt se hun virkede opgivende da hun så hen imod hvor politi og ambulance var. Hun virkede heller ikke som om hun kunne lide at skade nogen.
For ham havde det jo nærmest været hverdag i ca 400 år.

"Rart at møde dig Nerissa..... Jeg hedder Zakaroff....." Så bukkede han meget ærbødigt for hende

Det lille buk han gav, fik hende til at grine lidt mere. Sådan havde hun ikke set en mand gøre for hende i hvert fald over 200 år. Det var en rar følelse og hun kunne ikke helt stoppe sig selv fra at lade en arm glide omkring hans, som kvinder gjorde engang.

Da de så nåede hendes lejlighed så hun på et lille armbåndsur hun havde. Klokken var over 10.30, så nat te var nu her.

”Hvis det er, kan du nemt komme med op og få en kop te eller kaffe?” Hun håbede næsten han ville sige ja, for det kunne nu være hyggeligt at snakke lidt mere med denne høje mørke herre.


((Undskyld for længden >.<))

Han kiggede ganske kort men roligt som hun tog hans arm, men smilede stille for det generede ham egentlig ikke. Det var jo ganske hyggeligt og han mente alligevel at verden havde glemt de gode dyder og manerer fra den gang hvor han stadig havde et hjerteslag.

Da de så kom til hendes lejlighed, nikkede han en gang og smilede intenst. "Det vil jeg rigtig gerne.... Det er jo ikke det jeg drikker mest men det er ganske behageligt.... Når vi kommer op, har jeg faktisk en lille gave til dig.... En gave der kan hjælpe dig ud af pekuliære situationer lidt som i aften....."

(Det er helt ok, svaret skal jo også kunne lede videre i stedet for bare at være fyld så jeg hygger mig:) )

Hun lagde hendes hoved lidt på skrå, trak på hendes skuldre og gik op til hendes lejlighed. Selve opgangen var meget åben og virkelig luftig, hun gik op nogle trapper imens hun fandt hendes nøgler frem. Endelig kom hun til en dør, hvor hendes navn var på, hun låste op og gik ind. Selve lejligheden var lille, men meget hyggelig og lys. Hun havde indrettet den på den måde og det var jo kun hende her. Hun var ikke så ofte hjemme.

”Bare lad som om du er hjemme.” hun smed hendes sko hurtigt, tog dem og åbnede en dør hvor der var hylder til sko og en knagerække til jakker. Derefter åbnede hun døren ved siden af, hvor det lille vaskerum var, smed hendes badedragt og håndklæder der i, trykkede på det milde skylde program og satte den i gang, smed sportstasken oven på og lukkede døren.

”Jeg skifter lige tøj hurtigt.” sagde hun og gik ind på badeværelset, hvor hun lukkede døren efter sig. Hun fik smidt hendes tøj, lagt det i vasketøjskurven inde i hendes walk-in skab. Fandt nogle blødere bukser, som hang omkring hendes hofter, nogle tykke sokker og derefter en ny bh, siden den anden var revet i stykker. Fik en løs t-shirt på og en cardigan oven på. Hun sukkede lidt og hev elastikkerne ud af hendes hår, rodet hendes fingre igennem det og det faldt ned i bløde krøller. Da hun kom ind på badeværelset igen, så hun sig lidt i spejlet, hun skulle farve hår igen.. Der var blonde striber i nu og i hendes hovedbund kunne man se det blonde. Lidt ligeglad med det, gik hun ud igen og over til hendes køkken.

”Te eller kaffe?” spurgte hun og satte en kedel over til at koge, imens hun fandt nogle småkager fra en dåse og lagde på en tallerken.

Hendes lejlighed:

Han gik med hende ind i lejligheden og så sig lidt omkring, som altid scannede han sine omgivelser. Ikke fordi han var nervøs for at der ville ske noget, men han havde det bare bedst med at være forberedt. Hvilket havde frustreret hans fjender i alt for lang tid. Så satte han skoene og hængte sin frakke sammen med bedemandshatten. Så var hans lange perfekte sorte hår også langt mere tydeligt.

"Jeg takker......"

Imens hun var inde og skifte, gik han bare rundt og studerede sine omgivelser. Ganske som altid var hans skridt fuldstændig lydløse.
Da hun så kom tilbage igen, smilede han igen intenst til hende og tænkte kort.
"Jeg er mest til kaffe......." Småkagerne rørte han ikke

Hun nikkede lidt og fandt to kopper. Hev en dåse ned fra hylden og puttede to skefulde instant kaffe i.

”Ja.. Undskyld, jeg har ikke andet.” smilte hun lidt. Hvorfor hun åbnede et skab, der var en masse te i. Fandt en pakke, hvor hun åbnede den og lagde brevet ned i hendes kop. Alt virkede meget almindeligt herinde. Hun havde en masse billeder af store søer havet og andet, meget tydet på hendes element. Specielt også de mange pokaler, medaljer og andet, som hun havde vundet i svømme konkurrencer. Både menneske konkurrencer og overnaturlige.

Da vandet endelig kogede, hældte hun noget i hans kop, puttede en ske i og gav den til ham. Hendes eget var en anden sag.. Hun hældte vandet i, lod brevet sidde i nogle sekunder hvor hun drejede den rundt, smed den derefter ud, puttede 2 skefulde sukker i, rørte rundt og satte derefter koppen i fryseren. Det så meget normalt ud for hende, hun stod lidt og ventede, tydeligt talte til et vis antal sekunder, før hun tog den ud igen, koppen var kold.

Nerissa satte sig endelig op på en barstol, med Zakaroff. Hun tog en tår af teen og smilte lidt.

”Håber ikke du har det dårligt med at være i en dæmons hjem.” Grinte hun lidt imens hun så selv omkring. Der var også mange bøger, alt fra biografier, til romaner og biologi viden om vand.

Han smilede roligt til hende og satte sig på en barstol imens han sagde:
"Det er skam helt fint.... Jeg drikker ikke så ofte kaffe så det er ikke helt så vigtigt hvad det er for noget kaffe..... Jeg er sikker på den er helt fin...."
De mange præmier, billeder og medaljer der var rundt omkring, fortalte ganske udemærket hvad hun elskede og havde talent for.
Samtidig gav det et rigtig godt billede af hvem hun var som person. Men der var heller ikke noget der overraskede ham ud fra hvad han allerede havde observeret.

"Jeg er da glad for jeg ikke skal i en svømmekonkurrence mod dig..... Jeg ville ikke have en jordisk chance....."

Da hun så satte sig sammen med ham, smagte han stille på kaffen og sagde:
"Ikke det mindste.... Her er dejligt...."