Is That How You Repay Me?! (Lucien)

Tid: Sent om aftenen
Sted: Gaden, Terre
Vejr: Lunt

Efter at have været ude at handle ind lidt sent i forhold til hvad hun burde, var Sascha på vej hjem med indkøbsposer i begge hænder. Hun havde stramme jeans på og en løs T-shirt med et band logo på og håret sad løst. Hun havde en tynd jakke uden over t-shirten og gik egentlig bare for sig selv. Det var godt at nogle butikker havde åbent til sent på aftenen, for hun var kommet til at vende rundt på sin døgnrytme og det her var så resultatet. Ude for at finde mad og drikke klokken røv om aftenen.

Det var egentlig bare planen at tage direkte hjem, men mens hun gik syntes hun at kunne høre noget tumult i én af gyderne længere nede ad gaden. Hendes nysgerrighed var hvad der fik hende i problemer langt det meste af tiden og det var ikke anderledes her. Da hun kiggede ind kunne hun se tre mand stå og sparke og slå til en fjerde der lå på asfalten. Hun kunne ikke bære at se sådan en behandling, så hun stillede poserne fra sig og stod lidt og kiggede ind. Sascha vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre, ud over at forsøge at overtale dem til at lade være, men da én af dem lo koldt, vidste hun godt, at de nok ikke bare ville lade sig overtale, så hun gjorde det dummeste nogensinde, og løb ind i gyden. Direkte ind i den første og bedste, som hun tacklede uden omtanke. Han væltede ind i sin ven, men den tredje nåede at flytte sig, før han blev fanget i det kaos, som den lille engel skabte.

”Hvad fanden? Hvem bad dig om at blande dig?!” lød hans råb. Han understregede sit spørgsmål ved at sparke ud efter bunken af folk foran sig. Han havde rettet sit spark mod Sascha, der ramt i hovedet. Hun gav slip på den ene for at tage sig til hovedet med et udbrud af smerte. Manden hev hende af de andre to, der mest af alt var forvirrede. Selvfølgelig forsøgte hun at undgå det, men det var ikke noget et par slag ikke kunne rette op på.
Manden som hun havde væltet i første omgang ville også have hævn, så det endte med, at to af mændene var over Sascha, mens den tredje bare trak på skuldrene og vendte sin opmærksomhed tilbage mod deres første offer.

Lucien havde været på vej hjem efter en lang dags arbejde på kontoret. Han var iført sit normale arbejdes tøj som bestod af et sort suit, med hvid skjorte, sort vest og et sort slips, da han hørte noget inde fra en gyde af. Han havde gået ind i gyden for at se hvad det var, og det næste der skete var at han fik et ordentligt slag i baghovedet med et eller andet tungt. Han faldt i jorden, desorienteret, ude af stand til at koncentrere sig nok til at gøre noget, og så begyndte de at gå på ham, de tre mænd som havde luret ham derind begyndte at slå og sparke ham. Da de konstant ramte ham i hovedet havde han ikke en chance for at få styr på hvad der skete, eller samle sine tanker, hvis bare de kunne stoppe for et kort øjeblik, så han kunne samle sine tanker og sende dem alle sammen til helvede, hans hjem.

Efter lidt tid kunne han høre en kvinde råbe, men han kunne ikke rigtigt høre hvad hun sagde. Der var noget larm, og lige pludselig stoppede mændene med at slå og sparke ham, han kiggede op og så at to af dem var på en ung kvinde, og den tredje var på vej mod ham, men han havde fået det han ønskede, han havde fået et par sekunder til at samle sine tanker og koncentrere sig. I det manden skulle til at sparke Lucien i hovedet, så grab Lucien hans ben, og pumpede lydbølger igennem det til alle blodårerne i hans ben sprang, manden skreg op og Lucien fik klaskede blod direkte ind i sig. Lucien rejste sig stille og roligt op og kiggede på manden som nu lå og rullede på jorden af bar smerte. Med en hurtig håndbevægelse fik Lucien alle mandens indvolde til at sprænge af det høje tryk som hans lydbølger skabte.

De to andre mænd havde hørt deres vens høje skrig, og da de så ham begynde at hoste blod op som hans indvolde sprang, så begyndte de at løbe skrigende væk. For sent, tænkte Lucien. Han sørgede for at deres råb ikke blev hørt af nogen, hvorefter han også fik deres indvolde til at sprænge i luften af bar tryk. Som de to faldt på jorden begyndte Lucien at børste sin skjorte og vest af, og så lagde han mærke til kvinden som lå der på jorden, det måtte være hende som havde hjulpet ham, nu kom problemet jo så bare at hun havde set hans evner, hans største hemmelighed. Så han begyndte at gå over mod hende, overvejede hvorvidt han skulle dømme hende til samme skæbne som dem der havde angrebet ham.

Sascha havde mistet al overblik over hvad der foregik. Hun holdt sig for hovedet mens slag og spark regnede ned over hende, men selv da var det umuligt at beskytte sig selv for hende, hun kunne mærke de mange gange en hård sko ramte hende i ribbenene eller maven. En enkelt gang eller to i hovedet. Det var nok til at hun ikke kunne fokusere længere og derfor forstod hun det heller ikke helt da de stoppede. Hun kunne høre skrig men havde antaget at det var det andet offer. Det var det så ikke, i stedet var det det den anden mand der skreg mens han hostede blod op. De andre to ville løbe, men endte under samme skæbne.

Alt i mens dette skete forsøgte Sascha at finde overblikket igen, men hun havde ondt over alt og kunne knap nok bevæge sig. I hvert fald ikke før den jakkesætsklædte mand begyndte at gå hen mod hende, til hvilket hun bare krympede sig sammen i et forsøg på at skjule sig fra ham. Hun var rædselsslagen og hendes hjerte galloperede af sted i vildskab, men hun følte ikke at hun kunne få nok luft. Hun følte ærligt talt at hun var ved at hyperventillere.

Lucien så hvordan denne kvinde blot begyndte at folde sig sammen for nærmest at gemme sig fra ham, hvilket han fandt til et vist punkt morsomt. Som han nærmede sig hende havde han endnu ikke besluttet hvad han ville gøre med hende, så han endte med at vælge at han ville tage hende tilbage til sit palæ, og så finde ud af hvorvidt hun overhovedet havde set hans kræfter. Lucien sendte en hurtig besked til en af hans kontakter om at de skulle komme og hente ham i gyden, og for at sikre at der ikke kom nogen problemer indtil hans kontakt kom, så gjorde han et forsøg på at få hende til at falde bevidstløs med sine lydbølger, på den måde kunne han få hende transporteret til sit palæ uden problemer, og så bare vente på at hun vågnede.

Han sendte også nogen beskeder til lidt forskellige folk om at de skulle komme her og rydde op efter alt det her, der lå jo tre døde personer og masser af blod, og han kunne ikke have at politiet fandt ud af noget, heldigvis havde han kontakter nok overalt i den franske underverden til at det ikke ville blive et problem.

Sascha skævede op mod manden, frygtsom. Hun så ham sende en besked og derefter fik hun en underlig følelse i hovedet. Den kom ind gennem ørerne og før hun nåede at dække dem til, mistede hun bevidstheden.

Da hun vågnede op var det i en sofa. Det første der mødte hendes blik var et ildsted og smerterne fra før var der stadig som hun blinkede, flere gange for at få et ordentligt og ikke udtværet syn. Hun følte sig meget tung i hovedet og havde mest af alt lyst til at lukke øjnene og sove videre, men forvirringen fik hende til at kigge sig mere rundt. Oven over hende hang et maleri af djævle og engle og hun blev med det samme mere forvirret. Hun kæmpede sig op at sidde, med op til flere sammenbidte udbrud af smerte og til sidst faldt hendes blik på manden fra før. ”Hvem er du?” spurgte hun med det samme, nervøst mens hun stirrede småskræmt på ham. Han havde gjort ét eller andet i den gyde. Noget der havde fået mændene til at hoste blod op. Det var skræmmende

I den tid kvinden havde været bevidstløs havde han fået vaskede blodet væk og et nyt sæt tøj på. Det tøj han havde på var ens til det før, han havde dog bare ikke sin jakke eller slips på, og hans ærmer var smørret op. Han stod med et glas whisky og kiggede ind i ilden. Da han hørte hendes stemme vendte han sig langsomt om mod hende, og smilte til hende. ''Mit navn er Lucien, jeg er Co-CEO af Hurricanetwork, du har måske hørt om det? Vi står for handel mellem mange forskellige lande, heriblandt er Frankrig en af dem.'' Han gik over mod hende, og satte sig i en meget behagelig lænestol som stod lidt overfor hende.

Lucien så hvordan hendes blik hvilede på maleriet, og han smilte let, ''smukt, er det ikke? Det symbolisere den evige kamp mellem godt og ondt, mørket og lyset, engle og djævle.'' Han gav hende et lidt lumsk smil som han sagde det sidste. ''Og hvem er du så, om jeg må spørge?''

Det var lidt af en mundfuld. Indtil videre holdt Sascha sig bare til at han hed Lucien og at han vidst havde et job der gav mange penge. Hun havde ondt i hovedet og havde ikke rigtig lyst til at forsøgte at tænke på resten af det han sagde omkring sit firma, men da han nævnte billedet og virkede helt lumsk, hævede hun et øjenbryn mens hun trak benene op til sig. Det var mere behageligt. ”Eeeh.. I guess?” hun skævede igen mod maleriet, næsten ukomfortabelt. Ganske vidst var hun en engel, men hun var slet ikke inde i alt det med kampen mod djævlene, nej, faktisk tværtimod. Josefine, hendes kæreste, var en djævel.

Hun ignorerede lidt hans spørgsmål om hvem hun var, mest af alt fordi hun var nervøs og akavet og helst bare gerne ville hjem, ikke sidde i en totalt fremmed mands palæ. ”Undskyld, men… Kan du fortælle mig hvor døren er? Så ehm… Så smutter jeg nemlig.. Så tænker vi ikke mere på a-alt det her,” hendes øjne undgik øjenkontakt og hun lignede én der kunne finde på at flygte hvad øjeblik det skulle være. Hun var ikke helt sikker på om hun brød sig om manden foran sig.

Han kiggede på hende da hun spurgte efter hvor døren var henne, hun havde tydeligvis lyst til at komme ud derfra så hurtigt som muligt, men det kunne han jo ikke tillade, ikke før han havde sikret at hun ikke ville være til fare for ham. Lucien var nemlig typen som altid sørgede for at skaffe sig af med mulige fremtidige trusler, den eneste grund til at denne kvinde ikke allerede var død, var fordi hun havde hjulpet ham, og det kunne godt være at han var en djævel, men han stod stadig i gæld til hende, så hvis han kunne ville han fortrække at lade vær med at dræbe hende.

''Det virker lidt til at du ikke har det helt behageligt i mit selskab, hvordan kan det være? Jeg har jo trods alt lige reddet dig fra nogen mænd som hvem ved hvad de havde gjort ved dig hvis jeg ikke havde taget aktion.'' Han tømte sit whisky glas, og gik over for at fylde det igen, da han stod ovre ved den kiggede hen mod hende, ''er du tørstig?'' spurgte han lidt henkastet.

Han var godt nok direkte! Sascha følte sig totalt overrumplet over at han sådan kunne gennemskue hende og det var også tydeligt på hende, da hun rystede på hovedet, forvirret. ”Øhm… Ehm, jeg kender dig slet ikke.. Og så… Så gjorde du noget…” hun stoppede sin rablen før den nåede for langt frem mod hvad Lucien havde lavet ved mændene. Hun klappede i og kiggede mistroisk efter ham som han gik hen for at fylde sit glas.

Ærligt talt var hun ret tørstig, bare ikke efter det samme som hvad han drak. Hun var tør i halsen og havde stadig vildt ondt i hovedet… Og andre steder. ”Njaaeh…” mumlede hun mens hun tog sig til hovedet med hænder. ”Ikke efter alkohol… Men hvorfor kan vi ikke bare lade det her dét? Du ved…. D-Det var ikke meningen at gøre dig negativt stemt eller… Eller noget,” hun ville virkelig bare gerne hjem.

Han smilede let til hende ved hendes sidste kommentar. ''Ser du, jeg har en del fjender, som alle sammen ville betale gode penge for at høre om min hemmelighed. Den hemmelighed kender du til, så jeg kan jo ikke have at du bare gå rundt og fortæller det til alle, derfor bliver jeg nød til at sikre mig, at du ikke siger noget.'' Han tog en slurk af sin drink, og satte sig tilbage i sin stol. ''Nå, sig mig, hvordan kan jeg så stole på at du ikke røber min hemmelighed til mine fjender?'' Spurgte han hende, med et afventede ansigtsudtryk.

Sascha følte et kort øjeblik at hun nærmest var trådt ind i en helt ny verden. Hemmeligheder? Fjender? Var han mafiamedlem bag sit arbejde eller sådan noget? Alene tanken skræmte Sascha meget og hun mistede hurtigt farven i ansigtet som han, ganske cliché spurgte hvordan kan skulle kunne stole på at hun intet sagde. ”Øhm… J-jeg er slet ikke inde i noget af alt det der… Fjende-stuff. Jeg er bare mig?” hun tog den pude der var på den sofa hun sad på og pillede rundt ved den med et nervøst udtryk i ansigtet mens han så på hende med et afventende ansigtsudtryk.

”Jeg ved ikke hvad du vil have? Et løfte, eller hvad?” spurgte hun, langsomt og påpasselig med, ikke at stamme denne gang. Hun ville helst ikke lade ham se at hun var bange, selvom hun ærligt talt godt vidste at det var for sent. Han havde nok opdaget det for længst. ”Du ved godt, at det her tæller som kidnapning, ikke?” det røg ud af munden på hende, før hun kunne nå at stoppe sig selv.

Lucien sad blot og kiggede på hende mens hun snakkede, men i det hun sagde at det talte som kidnapning, så reagerede han. Han begyndte at smile, hvorefter han begyndte så småt at grine, han rejste sig op fra sin stol, gik hen til hende, og satte sig på knæ foran hende. Han rettede sin hånd mod hendes mave, og sendte lydbølger ind i hende, nok til at hun ville føle en forholdsvis smerte, men det ikke nok til at det ville dræbe hende lige med det samme. ''Kan du mærke det? Det er et tryk på dine organer. Det er det samme som jeg gjorde ved de mænd, forskellen mellem der og dig er blot at trykket de blev udsat for var langt større, det dræbte dem på et øjeblik, hvorimod trykket på dig er mindre, og det vil derfor tage flere minutter for det at dræbe dig.'' Han lænede sig helt ind til hende, og hviskede hende ind i øret, ''Så sig mig så, fru for god til at sige sit navn, hvordan kan jeg stole på at du ikke fortæller nogen om mig? Du har indtil dine organer sprænger til at fortælle mig det. Hvis du ikke kan forsikre mig det, tja, jeg tror godt du kan gætte dig til hvad der sker så.'' Sagde han og smilede meget grumt til hende.

Luciens grin gav Sascha nervøse trækninger i ansigtet. Hun ville til at rejse sig, da han gjorde det og fik hende til at føle sig så lille, at hun ikke turde rejse sig. Som hans hånd ramte hendes mave følte hun en ubehagelig smerte der fik hende til at stivne og få et meget hårdt tag om den pude, hun før bare havde siddet og rodet stille og rolig rundt med. Mens han hviskede hende i øret, forklarende, at hun havde minutter til at overbevise ham i, blev hendes øjne blanke. Han var jo sindssyg. Hun var totalt overbevist om det nu.

Blot de sekunder det tog ham at forklare sin trussel, byggede smerten sig op. Sascha vidste ikke hvad hun skulle sige efter at stilheden faldt mellem dem, i stedet gik hendes magi i et form for overdrive, da puden mellem hendes hænder forvandlede sig til ren støv og hun automatisk greb fat i Luciens håndled. ”Jeg siger ikke noget… Okay?” det tog en del kræfter for hende at sige ordene mens hendes greb om Luciens håndled blev mere og mere stramt, des mere smerten opbyggede sig.

Lucien kiggede Sacha direkte i øjnene, hans øjne havde et blik af nådesløshed, efter et par sekunder hvor at smerten Sacha fik, blev øget utrolig meget, så fjernede han sin hånd, gik op og stå, og råbte; ’’Walter!’’, og ind kom en stor mand i sort jakkesæt og med horn stikkende ud af panden, en dæmon. Han stillede sig ret op ved Lucien og kiggede afventende på ham. ’’Walter, jeg tror vist at Frøken Reed vil hjem nu, vil du være så venlig at køre hende?’’ Walter nikkede kort til Lucien, hvorefter han gik hen og løftede Sacha op, som han var på vej ud sagde Lucien, ’’Oh, og Sacha for resten, husk nu på ikke at fortælle nogen om mig. Det ville jo være så tragisk hvis Josefine endte i en bilulykke, og Toby hva, ved at blive advokat, se det kan godt være et farligt job, det er meget let at skabe fjender, lad os håbe at der heller ikke sker noget med ham’’. Lucien smilede meget skummelt til hende, og det var tydeligt at han ikke bluffede, og at dette ikke var første gang at han truede nogen på denne måde.

Sascha stirrede Lucien i øjnene. Hun blev mødt af nådesløshed og en langt mere intensiv smerte der fik hende til at lave et udbrud før hun bare gav slip på Lucien. De sekunder hvor smerten var så intens føltes som så lang tid i forhold til hvor lang tid det egentlig tog og hun vendte det hvide ud af sine øjne før en jamren forlod hendes læber. Da han gav slip sad en del af smerten stadig i hendes krop og tårer begyndte at dryppe fra hendes øjne, mens en stor mand med horn i panden samlede hende op. Hun gjorde ingen modstand, men fik til gengæld et panisk udtryk idet Lucien truede både hendes kæreste og familie.
”J-jeg skal nok lade være!” hun råbte det næsten af ham, i sin rene panik og krympede sig derefter sammen i dæmonens arme i et forsøg på at undgå Luciens blik. Han var jo gal. Gal!

Som Walter gik ud med Sacha kunne man lige høre Lucien der, i Tobys stemme, sagde; ''Det håber jeg, for din families skyld''. Hvorefter dørene blev lukket af en anden dæmon i samme type tøj som Walter. Lucien havde aldrig været så meget for at true folk på den måde, men med hans arbejde så havde han sjældent et valg, han havde ikke råd til at lade hans fjender kende til hans hemmeligheder, og det her var en af de få muligheder han havde for at sikre at hun ikke ville fortælle det til nogen, hvoraf den anden var at dræbe hende. I en hvilken som helst anden situation ville han bare have slået hende ihjel, eller fået en anden til det, og så havde det været det. Men han stod i gæld til hende, derfor valgte han den anden løsning som han havde til rådighed.

Walter smed hende om på bagsædet i en sort bil, og med en meget dyb stemme spurgte han hende hvor hun boede så han kunne sætte hende af.

//Out

Sascha blev liggende, krøllet helt sammen på bagsædet af den sorte bil, men havde alligevel nok fornuft til ikke at give denne Walther sin rigtige adresse. I stedet havde hun valgt et nabolag og da han holdt ind takkede hun bare nej til hjælpe, kravlede ud af bilen og gik sin vej. I starten med oprejst pande, men det øjeblik hun nåede uden for synsvidde, begyndte hun at snuble og ømme sig endnu mere, som hun mærkede den grusomme smerte i hele sin torso. Det tryk Lucien havde udsat hende for gjorde hende svimmel og rigtig skidt tilpas, og sammen med de tæv hun allerede havde fået, var det næsten for meget. Men hun formåede alligevel at finde frem til sin lejlighed, låste sig ind og kollapsede i gangen hvor gråden igen dukkede op mens hun bare krympede sig sammen til en lille kugle.