Pleace Help me officer - Zachary (Voldsomt indhold)

Det var en af det sædvanlige nætter. Amnada havde endnu en gang været til en fest, endnu en gang havde hun brugt sin aften på at feste og drikke. Være sammen med en masse mennesker hun i virkeligheden slet ikke kende, eller for den sagsskyld havde det helt store forhold til..
Ingen vidste dette, men hun var i virkeligheden slet ikke særlig vild med alle disse fester! Jo festerne var sjove nok, det var nok nærmere det med alle de mennesker der alle sammen så gerne ville være, eller trodede det var hendes venner... men der var ingen af dem der kende den sande Amanda! de kende blot hende den rige pige der var sjov at være sammen med. Men ingen af dem kende den stille og meget rolige pige. Hende der elskede at hygge med en kop teh eller læse bøger!
Det var blevet sent på natten, og hun havde besluttet sig for at tage hjem. Det havde ikke været til at få en Taxa.. og hun borde jo i virkeligheden ikke ret langt væk. Så hun havde besluttet sig for at gå hjem. Og den hurtigste vej havde været gennem havnen.

Amanda tænkte aldrig rigtig ret meget over det med hvem der kunne gemme sig i mørket om natten! Skulle hun det, ville hun jo ikke lave ret meget andet end at rande rundt og være parnuid! Hun ville ende med at rande rundt og være bange for sin egen skykke, og det havde hun virkelig ikke lyst til. Hun var i forvejen sky nok. Men det lå jo også en del til hendes indre dyr, som var en rå.
Det var nok også den der gjorde at hun følte at det var rart at være i store forsamlinger! I en flok!

Hun var på vej gennem havnen da hun fik en underlig fornemmesle af at der var nogle efter hende.. Hun begynde at høre skidt. Og de kom tættere og tættere på hende. Hun satte farten op, men det var også begrænset hvor hurtigt hun kunne bevæge sig i disse sko!
Pludselig mærkede hun en hånd der grab far i hende, og endnu en der blev hold op for hendes mun så hun ikke kunne skige. "ser man det!.. en smuk kvinde i nød" lød en hæs mandlig stemme bagfra hende. Hun vred sig for at komme fri, men manden var særk.
Han hev hende med til siden og ind bag nogle kasser der stod, hvor hun blev smidt ned på jorden, og holdt nede.
"hvor har jeg dog ventet længe på at du ville være alene Amanda!" lød det fra manden, som desværre var maskeret så Amanda ikke kunne se hans ansigt. "slip mig!" nåede hun lige at råbe før han bandt noget om hendes mund. Han holde hende nede mens han begnynde at trække op i hendes kjole.
Amanda vred sig og prøvede at skrige, men det var ikke til at høre på grund af det hun havde for munden. Hun gik endnu mere i panik, da han begynde at trække hendes trusser af.

Med besvær fik hun sparket til ham, så han faldt til jorden. Hun kom hurtigt på benene og begynde at løbe. Det var smærtefulgt og svært i de høje hæle, men løbe.. det gjorde hun. Hun fik stoffet væk fra munden.
"hjælp!!" skreg hun flere gange mens hun løb. Hun kunne høre at han var lige bag hende. Tårene løb ned af hendes kinder.

Denne aften og nat havde forløbet sig forholdsvist stille – Zachary var kun blevet kaldt ud til et indbrud, en mistænkelig billist og en slåskamp på gaden. Han hørte radioen knase, hvorefter en kvindestemme meldte at en fuld mand, havde kastet en flaske i hovedet på en anden på Salles de banquets. En anden stemme meddelte, at han var på en adresse tæt på og ville tage sig af sagen. Han kørte selv en anelse væk fra byens midte, hvilket også var derfor han fortsatte sin tur igennem byen mod havnen. Radioen blev atter stille, og et chokerende skrig lød i horisonten. Han kneb øjnene en smule sammen, for at se hvor lyden kom fra. What the hell.. han havde ikke umiddelbart kunne se noget, men kørte ned af en smal havnevej hvorfra han synes at have hørt lyden. Ikke langt derfra havde han set en skikkelse, eller en skygge løbe forbi en container.. lige i hælene kom en større person efter hende og Zachary trykkede hårdt på bremsen, idet han måtte nød til at være på gåben for ikke at miste dem af syne.

Han steg ud af sin politibil, og satte i løb efter skikkelserne. Han mærkede i sit bælte efter sin radio, men havde selvfølgelig lagt den i bilen, så rapporteringen måtte vente til senere. Så længe det kun var en person han skulle stoppe. ”Hey!” råbte han efter manden, da det hurtigt blev tydeligt for ham under lampernes skær, at en stor mand løb efter en kvinde i højhæle. ”Stop!” Det virkede ikke til at manden ville samarbejde, men heldigvis var Zachary hurtigere end dem begge og ville indhente dem hurtigt. Manden så tilbage mod Zachary og hurtigere end lynet, drejede han ned af en sidevej. Da Zachary nåede sidevejen og var på vej til at løbe efter ham, var han fuldstændig borte. Hvad skete der lige? Der var ingen skjulesteder ned af gaden og medmindre han havde superfart eller kunne flyve så var det umuligt.. Zachary stoppede op og bøjede sig ned med hænderne på hvert lår for at genvinde sit åndedræt. Hvor var det bare typisk… man vidste aldrig hvilke evner folk besad i denne by. De havde håndjern som svækkede enhver magi, men det havde han jo ikke ligefrem nået. Han vendte de grønne øjne mod den kvindelige skikkelse, hvorefter han rettede sig op ”Er du okay?” han havde tydeligvis hørt hendes skrig efter hjælp, men vidste ikke helt hvad det gik ud på. Hun havde ikke umiddelbart nogen skader på hendes krop, hvilket var en god ting – men han kunne ikke vide sig sikker, idet mørket stadig omkransede dem.

Amanda løb og løb. Hun kunne snart ikke mere! Hendes fødder gjorde ondt, og det var et under at hun endnu ikke havde vrækket om på sin fod.
Rørene trillede den af hendes kinder og hendes makeup var efterhånden også begyndt at løbe ned over hendes kinder.
Hun hørte dog pludseligt en anden stemme en mand der råbte efter hendes forfølger.
Hun turde dog ikke stoppe. Hvis hun stoppede fik manden måske fat på hende.
Hun hørte dog at skrigende bag hende pludselig stoppede. Hun så sig tilbage, og det var så der hendes fødder valgte at give op, og hun brokkede om i de høje hæle. Hun stod på hovedet, og lavede et par hudafskrabninger på sine knæ. Hun græd stadig og nu gjorde hendes knæ også ondt.
Hun var tydeligt rystet, og vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
Hun hørte mandens spørgsmål, og det var først dér hun lagde mærke til at manden var en betjent. Da han spurgte om hun var okay, hulskede hun lidt "d..det ved jeg ikke" græd hun.

Kvinden havde vrikket om på sin fod og derfor tøvede Zachary ikke med at nærme sig hende, og bøjede sig ned til hendes niveau for at give hende en hånd. Den sorte politiuniform ville afsløre, at hun ikke havde noget at frygte længere.. uheldigvis kunne han ikke fange manden, men det vigtigste lige nu, var at hun var okay og ikke var blevet udsat for en slem forbrydelse. Det skar i hans hjerte at høre hende græde, og Zachary blev derfor meget bekymret for hvad der var hændt hende. ”Det er okay.. Gør det ondt nogle steder?” ændrede han sit spørgsmål, idet hun havde virket meget forvirret og bange omkring hvad der lige var sket. Han prøvede for så vidt det var muligt at bevare en rolig stemme, og blot være tæt på hende, hvis hun havde brug for nogen at støtte sig op imod. Han kunne kun forestille hvor smadrede hendes fødder var, efter at have løbet i højhælede sko. Det undrede ham hvorfor kvinder overhovedet valgte at gå i sko, der så ulidelige ud.. men det var en anden sag. ”Mit navn er Zachary O’Donnell” præsenterede han sig selv, for at skabe mere tryghed omkring hendes møde med ham. Han ville bestemt ikke forlade hende, i hendes tilstand og ville derfor blive ved hende så længe hun havde brug for det. Det vigtigste var at hun kom i trygge rammer, men også fortalte Zachary så meget information som muligt omkring gerningsmanden… han havde i hvert fald ikke i sinde at glemme manden og hans evne til at forsvinde i den blå luft. Det gjorde han aldrig med kriminelle på fri fod.

Hun var stadig radselsslagen! Hun rystede over det hele og selv det at han nærmede sig fik hende til at vig lidt væk fra ham. Hun græd, og det var ikke fedt, det var virkelig pinligt at sidde her og tude foran en mand hun aldrig havde mødt!
Hun rystede på hovedet og spurgte om det gjorde ondt nogle stedet.
"det... det tror jeg ikke" sagde hun mens hun hev lidt efter vejret. Hun prøvede at tørre nogle af tårende væk, dog kom der bare flere. Hun var dog holp op med at hulke.
Hun vende de mørkebrune øjne mod ham da han præssenterede sig.
Hun snøftede lidt, og tørrede nogle flere tårre væk. "A..Amanda" snøftede hun så lidt.
Hun sad lidt og prøvede på at samle sig, og det lykkedes stille og roligt. Det var betrykkende at han var der.
Hun så op på ham.
"Han kende mit navn.... han sagde..." hun var nød til at synke et par gange, da tanken gav hende kvalme. "han sagde at... han havde ventet.. på at jeg skulle blive alene!" forklarede hun så.
Hun slog armene lidt om sig. Hun frøs. Hun var våd og beskidt af at have ligget på jorden midt på havnene. Hun så ned, og tårene begynde at pible frem igen.
"han..... Han vældtede mig omkuld..." Hun krøb lidt sammen, især da hun kom i tanke om at hun ingen trusser havde på længere. "Han.. Han prøvede" hud brød hulkende sammen, og tog hænderne op til sit ansigt. "han prøvede at voldtage mig!...." hulkede hun.
Hun havde aldrig prøvet noget så skræmmende! Noget så ulækkert. Og hun havde aldrig følt sig mere beskidt!
"jeg vil.. gerne hjem" hulkede hun så mens hun lidt prøvede at gemme sig. Han skulle ikke se hende sådan her. Trods hun var blevet overfaldet, var hun stadig alt for blufærdig og sky til bare at blotte sig for ham, følelses mæssigt. Men BESTEMT hellre ikke fysisk.

Fremfor at tage imod hans hånd, veg hun væk fra ham og var tydelig tynget af angst over hvad der lige var sket. Han blev dog siddende på hug, da hun stadig sad på den kolde jord. Hun forklarede ham, at hun ikke troede det gjorde ondt nogen steder, hvilket i sig selv var et godt tegn. ”Det var godt, Amanda” han lagde blidt en trøstende hånd på hendes skulder og så på hende med et bekymret udtryk. Hendes gråd stilnede en smule, og hun begyndte at fortælle noget om gerningsmanden. Det gjorde ham syg at tænke på, at manden åbenbart havde ventet på at ville overfalde denne præcise kvinde.. men det virkede ikke til at hun vidste hvem det var. I hvert fald ikke fra hendes forklaring. Manden var også maskeret, så det kunne have været svært at tyde om man havde set ham før. Som hun afsluttede sin historie med at han havde forsøgt at voldtage hende, lagde Zachary en arm om hende. ”Det er jeg virkelig ked af at høre” sagde han dæmpet, og prøvede at berolige hende med sin varme omfavnelse, og ubevidst trådte hans evne i kraft, og en væmmelse samt en skræmmende følelse fyldte hans sind og hjerte. Han lukkede øjnene i, og kunne svagt tyde et par fotoklip fra det tidspunkt hvor manden havde forfulgt hende, for derefter prøvet at holde hende nede så han kunne gøre det mest usmagelige… Zacharys øjne blev blanke, og smerten indeni hende havde fået ham til at knuge hende en smule tættere på sig. ”Jeg skal nok køre dig hjem.. Tror du, at du kan gå?” han slap langsomt grebet om hende, og så spørgende på hende. Hvis hun havde for ondt i foden eller anden, måtte han jo bære hende. Han vidste trods alt ikke hvor slemt hun havde vrikket om, efter at have løbet i sine højhæle.

”Det lyder til at der er en risiko, for at manden vil opsøge dig igen.. så jeg lover at gøre alt hvad jeg kan for at finde ham” lovede han, men vidste også det var utrolig skræmmende for hende, at skulle leve i angsten for at han en dag dukkede op igen. ”Genkendte du mandens stemme?” spurgte han så, blot for at få et fingerpeg på hvor han skulle starte sin eftersøgning. Ellers måtte han finde en anden måde at finde frem til manden.

Det var væmmeligt ikke at vide hvem denne mand var. Hun havde intet at gå efter, intet at give denne betjent. Hun vidste i virkeligheden lige så lidt om ham som politiet gjorde. Hun snøftede lidt som hun mærkede hans hånd mod sin skulder.
Hans arm der lagde sig om hende fik hende til at se tøvende på ham. Ikke at hun misttænkte ham for noget... men så igen.. lige nu stolede hun nærmest på ingen. Hun var lige blevet overfaldet, og manden der havde gjordt hende, vidste tydeligvis hvem hun var. Ikke bare var havde han ventet på netop hende, men han havde også kendt hendes navn! så det var en der virkelig vidste hvem hun var.
Hun mærkede hvordan han klemte hende lidt som hun atter begynde at hulke.
Hun mærkede dog noget underligt! Hvordan hun pludselig fik det meget bedre, hvordan alle bekymringerne og smerten forsvandt. Og hun var ikke sikker på om det havde noget med Zachary at gøre, men det fik hende til at føle sig tryk, og det fik hende til at læne sig lidt ind mod ham. Fik hende til at gemme sig, og lade alt smerten sive ud af hende.
Følelsen stoppede dog næsten lige så hurtigt som den var kommet.
Hun hørte hvad han sagde med at han nok skulle køre hende hjem, og om hun kunne gå selv. Hun så ned på sin fod der dog var en smule rød, "det.. det tror jeg"
Hun prøvede stille at komme på benenen, hun støttede sig til ham, og kunne da bestemt godt mærke at hendes ankel gjorde ondt.
Hun tog et skridt, og måtte erkende at skulle hun gå nogle steder hend, så ville det blive uden de sko på.
Hun støttede sig til ham, som hun spænde sine sko op og tog dem af. Hun trådte ned på den kølige og lidt fugtige jord med bare tær.

Hun så lidt forskrækket på ham da han sagde at han var bange for at gerningsmanden måske kunne finde på at gøre det igen.
Hun sukkede og fik et lidt opgivende udtryk da han spurgte om hun genkende stemmen.
"det... det tror jeg ikke.. jeg mener.. jeg møder så mange.. og.. hans stemme sagde mig ikke noget særligt" sagde hun mens hun rystede lidt på hovedet.
Det her var håbløst! Hvordan skulle de finde en mand der bar hætte, og som hun ikke kunne kende stemmen på.
Hun stoppede dog lidt op på vejen mod bilen. "men der var noget.." nævnte hun så, og bed sig lidt i læben. "jeg ved ikke om det kan bruges overhoved men.. Han havde en virkelig dårlig perfume på.. åhh hvis bare jeg kunne huske hvad den hed" brokkede hun sig lidt.

Amanda vidste en del om den slags, og også herre perfumer kende hun næsten altid duften på. Hun stod lidt og tænkte. "nu kan jeg huske det.. Nobleman... uhm... Percy Nobleman, hedder den helt præcis!.. den har den her ALT for krydrede duft, blande med noget spritet... men.. jeg tror kun man kan få den i et RIGTIGT perfumerrig.. jeg har aldrig set den i de mindre busikker!" forklarede hun.

Han lagde støttende hænderne på hende, idet hun begyndte at tage de højhælede sko af, for at gå med ham tilbage til bilen. Han havde desværre intet alternativ, så forhåbentligt ville der ikke var noget glas eller andet på vejen.
Et opgivende suk forlod hans læber, idet hun ikke havde genkendt hans stemme.. det var vel også svært, specielt taget forholdene i betragtning, men det ærgrede ham ikke at have noget at gå ud fra, da han helst ville fange manden før han forsøgte på det igen. Han begyndte langsomt at gå imod bilen, blot så det ikke gik for hurtigt nu hvor hun havde en såret ankel og gik på bare fødder.

På et tidspunkt stoppede hun op, på trods af at de nu kunne se hans politibil forude. Hun havde bidt mærke i mandens parfume, og kendte oven i købet navnet på den. Han vidste ikke om det ville være brugbart i efterforskningen, men det var da et sted han kunne starte. Han måtte indrømme hun havde en god lugtesans, for ikke at sige hukommelse. Han var i hvert fald dårlig til at huske navne på den slags ting. ”Tak.. så håber jeg bare det kan hjælpe” han så på hende med et lille smil og håbede inderligt at der var et parfumeri som kunne hjælpe ham i jagten på manden. Det ville dog kræve, at de havde en oversigt over deres køb samt en god hukommelse af kundernes udseende. Måske et overvågningskamera, som kunne vise hans ansigt.

Da de nåede bilen, åbnede han døren på højre side af bilen for Amanda, hvorefter han selv satte sig ind på førersædet. Han trak en notesblok op af sidelommen, og fandt samtidig en kuglepen. Han gav sig til at skrive en karakteristik af gerningsmandens højde og tøj, samt parfumen Percy Nobleman. Derefter gav han sig til at nedskrive hendes forklaring af overgebet, og at gerningsmanden kendte til hende eller i hvert fald hendes navn. ”Hvad er din adresse?” spurgte han, og tænkte ikke at ville trække hende med på stationen på nuværende tidspunkt. Hun havde mest af alt brug for at komme hjem i trygge rammer og forhåbentligt kunne hendes venner eller kæreste være der for hende. ”Bor du sammen med nogen?” spurgte han en smule henkastet. Han ville af ren empati have det bedst med at hun ikke blev ladt alene efter at have været igennem en sådan voldsom oplevelse. Selvom det ikke var særlig professionelt at tænke sådan, så kunne han som engel ikke gøre for det. Det var vigtigt for ham at sikre, at Amanda havde det godt og havde støtte omkring sig.

Hun sukkede selv lidt over de få informationer hun kunne give ham. " Jeg er virkelig ked af jeg ikke kan komme noget bedre" sukkede hun som hun fulgte med hen til bilen. Bare hun kunne huse noget mere specifikt! Noget der ville kunne hjælpe hsm mere!
Da de kom hen til bilen og hun satte sig ind, kunne hun pludselig mærke hvor kold hun blev. Hun lagde armene lidt om sig selv og betragtede ham mens han skrev ned. Hun så lidt ned af sig selv nu de var kommet ind i lyset.
Waw.. hendes kjole var jo helt ødelagt. Hm... Det var der ikke noget at gøre ved! Hun måske smide den ud.. og hun havde nok ikke lyst til at køre en ny, den ville sikkert minde hende om denne aften.
Hun sad lidt i sin egen trance da han spurgte indtil hendes adresse. "Adresse?.. oh ja..Saint Jean 338" sagde hun roligt. Det var bestemt ikke et billigt kvarter, tværtimod var det i den rige ende af byen.
Da han spurgte om hun boede sammen med nogle, trak hun på skulderen. "det kan man godt sige.. jeg bor i mine forældres gæstehus,.. men de er bortrejst for tiden.." sagde hun også slog sine arme lidt mere om dig, ved tanken om at skulle hjem til et stort, ensomt og koldt hus.
Hun sad blot og kiggede ud af vinduet. Hun blev ved med at gå kuldegysninger, og hun var selv i tvivl ommdet var fordi hun først, eller på grund af det der var sket!
Men i hvertfald blev hun ved med at få gåsehud.

Hun sad med sine ben næsten spændt sammen. Hun var ikke engang sikker på at hun noglesinde ville kunne sprede dem hen. Men lige nu var det nok også mere.fordi hun intet havde på inden under. Det ville nu nok få.de.fæeste til at samle benene når man sad sammen med en fremmed mand. Hmm måske betjenten skulle vide det?
Hun rømmede sig en smule "uhm.. der.. der er en ting til" stammede hun lidt og blussede pludseligt op i ansigtet i en rødlig farve. "Han... Han trak mine trusser af.. jeg, ved ikke om han tog dem med, eller de stadig lægger der.. måske.. måske kan der være finger aftryk på dem?" Sagde hun med et træk på skuldeten.

”Du har ingen grund til at undskylde.. Det vigtigste er at du er i god behold” sagde han og forsøgte sig med et trøstende smil, der dog aldrig nåede hans øjne. Der var trods alt ikke noget at gøre ved omstændighederne, også selvom de få oplysninger ville gøre efterforskningen en del sværere. Hans ansigtsudtryk var i alvorlige folder og på trods af at han havde fældet et par tårer førhen, var han atter tilbage i sin professionelle rolle. Hendes adresse lå i det rigeste kvarter, hvilket også passede perfekt overens med hendes udseende. Han tøvede en smule med at starte motoren, da hun sagde at hun ville være alene i sit hus. Tankerne kredsede rundt indeni ham, da han gerne ville sikre sig at hun forblev sikker. Hun afbrød hans tanker, hvilket medførte at han vendte de grønne øjne ind i hendes. Han havde udelukkende betragtet hendes krop for skader førhen, men nu bevægede øjnene sig ned af hendes ødelagte kjole, da hun afslørede at manden havde revet hendes trusser af. Det var virkelig heldigt at Zachary stoppede manden, før han indhentede Amanda. ”Hvis du fryser, har jeg en hættetrøje, du gerne må låne” han vendte sig mod bagsædet, hvor der lå en sort sportstaske med skiftetøj. Han åbnede den, og så at der ganske rigtigt lå en grå hættetrøje deri. Zachary tænkte, at den højst sandsynligt ville dække hendes underdel en smule bedre, hvis hun følte sig ubehagelig til mode. Derudover ville den også kunne varme hende. ”Så vil jeg gå over og lede på gerningsstedet” han så atter mod hende, hvorefter han fandt en bevispose og et par handsker, som han tog med i tilfælde af at manden ikke havde taget hendes trusser med sig. ”Jeg er snart tilbage” forsikrede han, før han steg ud af bilen og lukkede døren efter sig. Han gik et par skridt væk fra bilen og klikkede på sine bilnøgler, så dørene ville låse sig. Man kunne jo ikke vide om manden stadig var i nærheden.

Han bevægede sig over mod det sted, hvor han havde set dem løbe fra og tændte sin lommelygte for at kunne spejde området for hendes underdel og andre beviser. Da han nåede en smal vej, så han noget sort ligge på jorden og da han nærmede sig var det tydeligt et par blondebroderede trusser. Han trak engangshandskerne på, for at putte beviset i sin pose, så han ikke selv ville sætte fingeraftryk på det. Han lyste en smule på det nærliggende græs, blot for at se spor af blod eller andet, og fandt til sit held et enkelt fodaftryk, som man svagt kunne tyde i jorden. Han bukkede sig ned for at tage et billede af aftrykket, hvorefter han atter vendte tilbage mod bilen.

Han låste bilen op, hvorefter han satte sig ind på førersædet. Han lagde beviset i en lille boks og tilføjede de nye detaljer til notesblokken. ”Okay, Amanda.. Jeg må nød til at køre tilbage til stationen først, nu hvor vi har fysiske beviser.. Så medmindre du har en som kan hente dig, er det så i orden at du kommer med? Det vil ikke tage mange minutter” han lagde notesblokken i siden af bilen, og så afventende på Amanda. Han ville få fri, så snart han vendte tilbage og kunne på den måde køre hende hjem som civil. Men det kom helt an på om det var fint med hende, for han forstod godt at det havde været en lang nat. Hvis hun havde en ven som ville køre hende hjem, var han også sikker på at hun var i gode hænder.

Hun kunne ikke løbe fra at hun faktisk frøs. Adrenalinen havde allerede forladt hendes krop, og så nu var der ikke noget der holde hendes krop kørende. Angsten sad der stadig, og han lavede ikke ret meget andet end at sidde og se panisk ud af vinduet for at sikre sig at manden ikke var der ude.
Hun så på ham da han forslog en hættetrøje, og betragtede ham lidt da han fandt den frem. Hun tog imod den med et lille smil. Det var virkelig meningen at det skulle være mere taknemlig. Men det var nu svært at komme med et ordenligt smil når man samtidig bare havde lyst til at Trude.
"tak.. det er sødt af dig" sagde hun som hun trak trøjen over hovedet. Hun hev den ned under numsen og ned til sine lår, så langt den kunne nå. Godt nok var den ikke meget længere end hendes kjole, men den var varm, og det føltes bedre sådan her.
Hun skuttede sig lidt, og trak kraven op om nakke, og gemte hænderne i ærmerne. Det var bestemt varmere!

Hun så på ham da han sagde at han ville gå hen til gerningsstedet. Hun så først noget nervøs ud, men nikkede så.
Hun så efter ham da han gik, indil hun ikke kunne se ham mere. Han havde dog låst døren hvilket var rart.
Dog sad hunstadg og var noget nervøs mens hun var der.
Hun fandt sin mobil frem, den var heldigvis ikke kommet til skade! Og heldigvis havde hun haft en strop taske på, så hun havde ikke tabt den under overfaldet. Hun sad og overvejede om hun kunne ringe efter nogle.

Den eneste hun måske kunne komme i tanke om var den pige hun havde været til fest hos. Hun prøvede at ringe op, men den blev ikke taget. Hun sukkede lidt, og og lagde hovedet tilbage i sædet. Hvad skulle hun så gøre?

Da han kom igen kunne hun se han havde noget med, og hun så da også hurtigt at det VAR hendes trusser. Hun så lidt væk. Bare tanken fik det til at vende sig i maven på hende.
Hun hørte hvad han sagde, og så på han.
Hun sukkede lidt og så ned på sin mobil. "Den eneste jeg kan tænkte på jeg kunne blive hentet af var min veninde... Men hun tager ikke sin telefon. "Hun forsvandt godt om også med en fyr tidligere i aften.." mumlede hun lidt.

Hun så op han "hvis ikke det er til hvor meget besvær, så vil jeg gerne rejse med den" sagde han stille.

Det lød til at hun havde prøvet at kontakte en veninde, men det havde åbenbart været forgæves. Dette var helt fint for Zachary. Det betød dog at hun lige skulle vente lidt længere med at komme hjem, men så ville hun til gengæld være i sikkerhed. ”Okay, så kører vi til Législation nu” han så kortvarigt på sit sorte armbåndsur, før han tog sikkerhedsselen på og drejede nøglen om. Efter lidt tid var han godt på vej tilbage til den store politistation i byen. Han drejede ned af gaden til politiets parkeringskælder, hvor de havde bilerne parkeret sikkert under jorden. Det var selvfølgelig lidt mystisk at han var nød til at køre hende tilbage, for blot at køre hende hjem.. men i hans eget hoved virkede det mest logisk, da han kunne sørge for at hun var i sikkerhed og måske være sammen med nogen indtil i morgen. Han kunne som engel ikke modstå muligheden for at blive ved hende så længe som muligt. Det var hans empati simpelthen for stort til. Hvis hun dog alligevel helst ville være alene, så ville han selvfølgelig også respektere det.
Han steg ud, med beviserne i hænderne, og gik over til hendes side af bilen for galant at åbne døren for hende. Nu hvor han ville få fri fra arbejde, så skulle de køre hjem til hende i hans private bil i stedet.

Dernæst bevægede han sig ind af en dør og op af trapperne til en gang med kontorer på hver side. En enkelt mand sad i et af kontorerne, hvorefter Zachary gik ind til ham. ”Hey Sam. Vil du lægge disse beviser væk og skrive dem op til en undersøgelse i morgen?” han satte kassen på bordet. ”Jeg har fri nu nemlig” afsluttede han, og skævede en smule til Amanda. Han behøvede ikke yderligere at sætte denne betjent ind i sagen, da han ikke var overordnet og Zachary selvfølgelig ville tage sig af sagen. ”Hey og jo selvfølgelig… Jeg laver alligevel ikke andet end at digitalisere et par dokumenter” manden drejede rundt i stolen og gestikulerede mod de par dokumenter som lå foran ham på skrivebordet. Hvis Zachary havde haft mere tid i sin vagt, ville han sandsynligvis også skrive en politirapport omkring voldtægtsforsørget.. men dette måtte vente til hans næste vagt. Det var trods alt ved at være sent på aftenen, og han var for træt i hovedet til at sidde foran en skærm. ”Tusind tak.. Jamen så vil jeg sige tak for i dag” han gav Sam et håndtryk og fik et lille smil på læben, inden han vendte om. ”Kom. Så kører jeg dig hjem” han vekslede et blik med Amanda, før han satte kursen mod den udendørs parkeringsplads. Han kunne i princippet godt nå at skifte tøj, men ville ikke lade Amanda vente længere end nødvendigt, så derfor kunne de ligeså godt køre hjem til hende med det samme.

Han trådte udenfor i den kølige luft, og fandt sin sorte chevrolet cruze på en relativ øde parkeringsplads. Han satte sig ind i bilen og forventede at hun gjorde det samme, før han atter begav sig ud på Terres veje - denne gang med kurs mod Saint Jean. Efter et par minutter nåede han hendes adresse og kunne slet ikke få øjnene fra huset. Det var virkelig flot og til sammenligning lignede hans eget hus en skrotbunke. De grønne øjne vendte mod Amanda, og vidste ikke helt om hun overhovedet ville have at han blev hos hende. ”Må jeg komme med ind?” spørgsmålet kunne godt lyde meget direkte, hvilket jo egentlig ikke var hensigten, men han havde det dårligt med at lade hende være alene efter en sådan oplevelse og vidste ikke hvordan han ellers skulle udtrykke det. ”Jeg vil ikke trænge mig på, men hvis du har brug for at være sammen med nogen, vil jeg meget gerne holde dig med selskab” hvad end det blot var hans tilstedeværelse i huset der ville hjælpe hende eller en person at snakke med som hun havde brug for, så var han sikker på at han kunne være behjælpelig.

Hun nikkede da han sagde at de kørte ind til stationen. Han var vikelig sød at han ville køre hende hjem. Hun vidste jo godt at det nok bare var en del af hans arbejde. Men der var nu alligevel noget der sagde hende at det ikke kun var på grund af hans stilling, det virkede som noget andet.
Hun havde allerede klikket sikkerhedselen på, og sad nu blot og så ud af vinduet mens de kørte. Men hun var nød til at kigge væk, for hver en persin med en hætte overhovedet lignede hendes overfaldsmand, selv nu hvor de var langt væk fra stedet hvor det var sket. Hun ende derfor med at vende hovedet den anden vej, og i stedet ramte hendes blik Zachary. Han var nu faktisk en virkelig flot mand! Normalt ville hun havde set det med det samme! hun ville have været helt i ekstase over at det var en lækker betjent i uniform der havde hjulpet hende. Men det var først nu, hun havde både tid, og en lille smule overskud til faktisk at se hvordan han så ud.
Det var ikke fordi hun sad og savlede over ham. Men hun lagde bare mere mærke til hvordan han rent faktisk så ud nu.

Da de kom til stationen, klikkede hun selen om, og inden hun havde nået at tage i håndtaget, var døren blevet åbnet. Hun kunne ikke undgå at sende ham et varmt smil som han holde døren for hende.
Hans trøje gik hende heldigvis til under numsen, og man kunne lige se kanten af hende kjole, under den. Ærmerne var alt for lange, og tjulte nu både hendes hænder og hendes pung som hun holte i den ene hånd.
Hun stod blot og ventede på ham mens han afleverede beviserne. Det var en meget underlig tange at hendes trusser var et bevismatriale... Det var en underligt følelse at der nu var nogle der skulle sidde og nærstudere hendes trusser for fingeraftryk og så videre.
Hun gøs lidt ved tanken, men smed den dog hurtigt væk da hun så Zachary komme tilbage til hende. Hun nikkede da han sagde han ville køre hende hjem. Det blev dejligt at komme hjem.
Hun fulgte med ham ud til hans bil, og satte sig ind, så sig lidt om i bilen. "lækker bil" sagde hun med et roligt smil, mens hendes blik gled rundt.
Hun tog selen på, og satte sig til rette igen.

Inden længe var de ved hende hus. Et hus der for hende, jo var ganske normalt. Hun vidste godt hun var rig, og at ikke alle levede som hende. Men det var bare ikke nær så imponerende for hende, som det var for alle andre.
Hun skulle til at klikke selen om da hun hørte hans noget direkte spørgsmål. Og faktisk tog hun sig selv i at blive støt, og fornærmet. Hvad var det for noget at spørge en pige der lige var blevet forsøgt voldtaget om?
Dog skammede hun sig over sine tanker da han forklarede hvorfor han ville med hende ind. Hun så lidt mod huset. Det ville faktisk være rart hvis han gik med.. ellers skulle hun være alene i det store hus.
Hun så på ham "det må du gerne... hvis ikke det er for meget besvær" sagde hun så med et blidt smil.
Hun steg ud af blien, og fik fisket sin nøgle frem i den lille pung. Godt hun ikke havde tabt den. Det ville havde været forfærdeligt.

Hun gik op mod det store hus, dog inden hun kom helt op til det store hus, dejede hun til højre, og gik ned af en sti. Lidt længere inde på grunden lå der endnu et hus. Noget der for hendes forældre altid havde været et gæstehus, men som Amanda nu havde fået lov til at bo i, da hun gerne ville tættere på at have sit eget.
Selv dette hus, ville være stort nok til en familie på 4. Hun låste døren op, og så på ham. "Kan jeg byde dig på noget? en øl, sodavand... eller måske noget varmt?" spurgte hun inden hun gik ind i rummet, mens hun små haltede på den ene fod. Hun gik ud i køkkenet, der hang sammen med den store srue "jeg har kaffe, the og Kakao?" sagde hun og så spørgende på ham.

Det var svært at stille spørgsmålet uden at lyde lidt direkte. De havde trods alt lige mødtes og så under unormale omstændigheder, men Zach havde intet andet end gode intentioner. Hans gyldne udstråling havde også indikeret at han var en engel - hvis hun da havde mødt en engel før.  
Zachary havde på samme tid også en lille frygt for at gerningsmanden vidste hvor hun boede, siden han muligvis havde stalket hende i noget tid. Han kendte i hvert fald til hendes navn, hvilket havde gjort ham paranoid på hendes vegne. ”Overhovedet ikke… mit eget hjem er ufattelig koldt på denne tid af året” han kunne ikke andet end glæde sig til at flytte ud i en træhytte i skoven næste weekend, fremfor at blive boende i sit forfaldne hus i Logement. Han steg ud af bilen, og var blot taknemlig for at hun lod ham gå med ind. Han fik hevet sportstasken ud, da det også var heri hans pung og mobiltelefon var, før han fulgte efter Amanda ind i varmen. Det var tilsyneladende et gæstehus, for de havde ikke bevæget sig ind i det store palæ forude. Måske var det her hun boede alene? Dette lå så langt fra Zacharys virkelighed, at han blot stirrede måbende rundt i huset. ”Du bor virkelig fantastisk” et bredt smil kom til syne på hans læber, idet han vendte blikket på Amanda. Han havde igennem sin ungdom kun drømt om at leve et liv i rigdom og pragt, men det havde langt fra ligget i kortene hos Zachary.
”Noget the vil være fint, tak” svarede han så endelig, da hun var på vej ud i køkkenet. Der var ikke noget mere beroligende end en kop te om aftenen og han havde altid foretrukket te over kaffe. Han slap sportstasken på gulvet og trak sit politibælte af, så han kun var iført de formelle sorte bukser og den matchende skjorte som stadig sad stramt omkring hans veltrænede krop. Han gik derefter ind i køkkenet til Amanda, så han kunne være tættere på hende. Han betragtede hende som hun gik i gang med at lave teen og måtte indrømme at hans hættetrøje klædte hende - meget mere end den klædte ham. "Hvad laver du til hverdag?" han lænede sig en smule op af køkkenbordet, og var oprigtig interesseret i at lære hende bedre at kende. Det virkede umiddelbart til at hun levede en helt anden livsstil end den han var vand til.

Hun vidste godt at det her var meget langt fra hvordan andre folk levede. De færreste kunne prale af at have deres egen mini ville som 24 årig.. Og det var de færeste der bare kunne gære som de ville med pengene.
Da de var kommet ind, hørte hun hvad han sagde med at hun boede fantastisk.
Hun smilede lidt, og trak på den ene skulder. "tja... det kan godt blive lidt stort.." mumlede hun lidt. Hun bed sig dog lidt i læben. Det lød faktisk temmelig højrøvet det hun lige sagde.
"undskyld.. det jeg mener er..... Det kan godt blive lidt ensomt at bo alene i så stort et hus" sagde hun så.
Hun nikkede da han bad om the, og fandt ellers det frem hun havde, og satte vand over.
Hun fandt en lækker frugt the frem, en af de søde slags, hun elskede selv den smag!
Hun satte vand over til theen, og stod faktisk lidt i sine egne tanker da han pludselig spurgte ind til hendes hverdag. Hun glippede lidt med øjnene og så hen på ham, næsten spørgende mens hans såørgsmål lige fik lov til at komme ind og vende.
"uhm... ikke sådan det store.." startede hun. Nu hun tænkte over det lavede hun jo ikke rigtig noget.. hun havde jo aldrig haft brug for det.
Hun sukkede lidt.
"faktisk.... så er jeg lige droppet ud af mit studie...såh.. jeg laver ikke rigtig noget.. jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil.." forklarede hun mens hun vende sig rundt og lænede sig lidt op af køkkenbordet også. Hun slog armene om sig. På trods af at her var noglelunde lunt, så havde hun stadig ikke fået varmen tilbage i kroppen.
Hun stod lidt, inden hun igen gled tilbage til at folade i staver. Som om hendes hjerne kørte for meget på højtryk til at hun kunne fokusere nok til rent faktisk at blive mentalt det sted hun skulle.

Hun blev ved med at se ham for sig. Høre hans stemme i sit hoved, og det var virkelig ubehageligt.
Hun så sig flere gangen over skulderen, og ud af køkkenvinduet, altså når hendes hjerne lige slog nok til. Hun var faktisk så langt væk i sin ejne tanker at det gav et sæt i hende da elkedlen slig fra med et klik. Det kunne tydeligt ses at hun fik et chok. Hun sukkede lidt, da hun godt selv vidste at man havde kunne de det. Hun vende sig rundt, og hælde vandet på en thekande hvor selve theen var i.
Hun stod lidt, mens hun hælde the op til dem begge, og rakte ham så et krus. "her"

Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvorvidt hendes gerningsmand måske ville afpresse hende for at få penge og det netop var et af grundene til at hun var offer. Måske kidnappe hende, for at afpresse hendes forældre? Eller også var han bare som enhver anden syg kriminel der havde udset sig en smuk kvinde at gøre fortræd. Amandas ord trak ham ud af tankegangen, hvilket han var ganske glad for. Det hjalp trods alt ikke på situationen at udtænke motiver i øjeblikket.
Han forstod ikke helt hvad hun mente med at det godt kunne blive stort, for selv ville han elske at kunne eje et stort hus, men det næste hun sagde forklarede det en del bedre. Derfor forsvandt det forvirrede udtryk og endte ud i et lille smil. ”Det kan jeg godt forstå” det kunne meget nemt blive ensomt, hvis man ikke havde nogen at dele det med.

Han lagde håndfladen på køkkenbordet, imens han betragtede hende forklare at hun var droppet ud. Det var ingen hemmelighed at han selv ikke var akademisk anlagt og meget hellere ville have et fysisk arbejde.. men for Amanda var det nok nærmere fordi hun ikke vidste præcis hvad hun havde lyst til at lave med sit liv. Desuden havde hun alt hvad hun havde brug for lige her, og var ikke presset til at finde et arbejde i den nærmeste fremtid. "Det er også svært at vide som tyveårig, hvad man gerne vil arbejde med resten af sit liv" han synes i hvert fald selv, at man i en meget ung alder blev tvunget til at vælge branche, selvom ens drømmejob nemt kunne ændre sig senere hen. ”Hvad interesserer du dig for?” spurgte han og hældte hovedet en smule på skrå. På trods af at hun ikke vidste hvad hun ville arbejde med, så var det meget nemmere at vide hvor ens interesser lå. Ærlig talt vidste han ikke hvad en pige som hende holdt af at gøre i sin fritid, for der måtte være andet i hendes liv end at feste.

Amanda kiggede ud af vinduet, hvilket ligeledes fik Zachary til at følge hendes blik. Der var komplet tomt udenfor og han havde ikke hørt noget, så det var sandsynligvis angsten som fik hende til det. ”Du behøver ikke at være bange, så længe jeg er her hos dig” han så tilbage på Amanda og håbede det ville være en smule betryggende - angsten ville ikke forsvinde helt, men han håbede at hans tilstedeværelse hjalp med at modvirke den. Da hun var færdig med at brygge teen, tog han imod koppen og takkede hende. ”Og når jeg tager på arbejde i morgen og DNA-prøverne er færdige, så vil vi efterlyse manden i Terre” fortsatte han, blot så hun var sikker på at han ville gøre en indsats for at fange gerningsmanden. Zach var egentlig ret fortrøstningsfuld i at de ville finde ham.

Hun så lidt på ham da han sagde at det var svært at vide hvad man ville lave rasten af sit liv når man kun var omkring de 20 år. Det havde han ret i! Og det var særligt svært at vide det, når ens forældre havde en mening om hvad man skulle være. Men det ikke var noget man brænde for.
Hun sukkede lidt. "mine forældre så helst jeg blev advokat... det er de begge to, og det er min farfar også" sagde hun og pillede lidt ved sit krus.
Hun så lidt på ham da han spurgte ind til hvad hun intrasserede sig for. Hun trak en smule på skulderen.
"mode.. fester... du ved, de almindlige pige ting" sagde hun lidt hurtigt, som om han bestemt ikke skulle tro at hun var en unormal pige der gik med alle mulige andre intarasser. Men det var jo netop også det de fleste ventede sig af en rigmandstøs. At hun ikke gik op i ret meget andet end bling bling, og mode.
Men faktisk var det ikke tilfældet.. jo hun vidste hvad der var på mode, det var hun jo nød til. Og hun kunne da også godt lide tøj.
Men hun havde det - som nu - lige så godt, om ikke bedre i denne hættetrøje end i kjolen under. Hun vidste ikke helt hvorfor, men der var noget der gav hende lyst til at fortælle ham mere. Lyst til at forklare overfor ham, at hun faktisk ikke var denne tomhovede gås der bare gjorde som mor og far, eller som omverden forventede af hende.
Hun skuttede sig en smule, trak sine arme og derved også koppen lidt tættere ind til sig. "faktisk... så kan jeg rigtig godt lide dyr" erkende hun så endeligt. Hun elskede dyr, og det havde nok en hel del at gøre med hendes race.
Hendes mor var også en formskifter, men hun havde altid levet i en rig og meget fin familie, og var på den måde endt som hun var. Et overklasse løg, der ikke lagde skjul på hendes magt og penge.

Hun så lidt på ham, og smilede stille da han sagde hun ikke skulle være bange når han var der. Men... han tog jo også afsted på et tidspunkt. Hun var dog glad for at han var her nu. Det hjalp virkelig.
Hun stod lidt, hun var beskidt, og frøs stadig lidt. Hun så på ham med et næsten undskyldende blik. "ville du have noget imod at jeg tog et hurtigt bad?.. du er velkommen til at sætte dig ind i stuen imens!.. jeg kan tænde pejsen, og du kan bare vælge en film der inde.. der er alle film tjenesterne, så du kan helt selv vælge.. hvis.... hvis altså du vil blive lidt?" spurgte hun så og så på ham med et blik der tydeligt afslørede at hun frygtede at han ville gå.

Han lagde hovedet på skrå, da hun fortalte om hendes forældres ambitioner til hende. Det var ikke svært at forestille sig og det var da også tit sådan med rigmandsfamilier. De havde alt for høje forventninger til deres børn og måske endda en forestilling om hvad de skulle blive til. Han varmede sine hænder på tekoppen og lyttede interesseret på hende. Mode og fester var vel ikke alle pigers interesser, men han forstod godt hvad hun mente. At hun i bund og grund lavede det samme som alle andre piger på hendes alder.  
”Har du selv nogle dyr?” spurgte han og havde ikke umiddelbart set en logrende hund komme rendende, men der kunne jo være andre dyr i hendes familie eller en anden grund til at hun godt kunne lide dyr. Zachary var selv et dyremenneske og gik meget op i dyrevelfærd, så det var bestemt et emne han var glad for. Måske hun havde en drøm om at arbejde med dyr i fremtiden?

”Nej. Selvfølgelig ikke” et lille smil voksede på hans læber. Han forstod hende godt. Bare det faktum at hun nær blev voldtaget af en mand, var grund nok til at tage et bad.. men Amanda var selvfølgelig også blevet beskidt af at ligge på jorden ved havnen. Hans blik flakkede mod stuen idet hun nævnte filmtjenesterne og han synes tilbuddet var virkelig gæstfrit og tiltrængt. ”Det lyder godt... og jeg vil meget gerne blive så længe jeg må” sagde han og vendte de grønne øjne tilbage på Amanda. Han ønskede egentlig at få lov til at blive hos hende hele natten, men det var langt fra sikkert at hun havde samme idé. Amanda var den type pige som han normaltvist aldrig kom i nærheden af, men hun var oprigtig sød og han ville hellere end gerne lære hende bedre at kende. Efter at have set hende løbe væk fra sin gerningsmand, ville han heller ikke få det bedre af at lade hende være alene. Zachary gik ind i stuen og stillede tekoppen på sofabordet, inden han løsnede sin skjorte, så den ville ligge løst udenpå hans bukser. Han fandt fjernbetjeningen på bordet og gav sig til at tænde tv’et, hvorefter han åbnede netflix og satte en komediefilm på.

Hun smilede da han spurgte ind til om hun havde nogle dyr. Hun nikkede lidt.
"jeg har en hest, men den står på en rideskole uden for byen... Jeg har redet siden jeg var 10 år gammel" forklarede hun.
Hun så sig lidt om "uhm... og.. så har jeg en kat, men jeg ved ikke lige hvor hun gemmer sig" sagde hun med et træk på skuldreden.
Hun smilede lettet da han sagde at det var helt i orden at hun gik i bad. Det var virkelig dejligt. For hun følte sig ikke bare beskidt på grund af at havde ligget på jorden, men også på grund af den mand der havde haft sine hænder på hendes krop.
Hun smilede som han gik ind mod stuen, og hun mod badeværelset. Hun valgte badeværelset i stuetagesen da hun ikke havde det så fantastisk med at skulle gå ovenpå alene. Hun trak hans hættetrøje af som hun lagde på bodet, og smed ellers rasten af sit tøj til vask. Hun tænde for vandet for det lige kunne nå at blive varmt, mens hun tog sine smykker af, fik fjernet rasten af sin makeup, der efterhånden sad virkelig dårligt. Hun blev næsten flov over at han havde set hende sådan her. Hun sukkede lidt, inden hun gik ind under bruseren, og lod det varme vand vaske alle de grumme tanker væk.
Hun stod og nød vandet, lod tankerne flyde med ud, og lod hendes krop blive varmet op. Hun nød det virkelig, måske også lidt for meget, og ende med at stå der noget tid.

Mens hun var i bad, var der en anden der var vågnet. En stor og temmelig pjusket kat, kom spaserende gennem stuen, og stoppede dog op da den opdagede at der lå en fremmed i sofaen. Hun stod lidt og lurede inden hun blod hoppede op i sofaen, og gik målrettet mod den nye person. Uden så meget mistro, møvede sig ind ved siden af ham, og lagde sig atter til at sove. Trods den sikkert kom LIGE fra en anden lur.

Der gik lidt tid inden Amanda kom i tanke om at hun hellere måtte komme ud. Hun steg ud af bruseren efter at have slukket for vandet. Hun Fik tørret sig, og fandt noget rent undertøj frem i skuffen og og fik trukket det på. Hun stod lidt. Hun havde ikke huset at få noget rent tøj med her ud. Hun bed sig lidt i læben, og skannede rummet lidt. Hun ende med at tage hans hættetrøje på igen. Hun skulle selvfølglig nok vaske den inden hun afleverede den. Det var lidt underligt. For.... på en måde, følte hun sig også mere tryk i den. Det var svært at forklare, men hun havde det langt bedre i den end i noget af sit eget lige nu.

Hun kom ud fra badeværelset, hendes hår var stadig lidt fugtigt, og hang nu løst over den ene skulder, Hun havdse bare ben og fødder, og var kun iført hans hættetrøje, denne gang dog med undertøj på inden under. Hun havde ikke noget makeup på mere, men det var stadig tydeligt at hun var en naturlig smuk pige.
Hun kom ud til ham, og stod lidt. "uhm... jeg.. jeg håber det er okay at jeg har lånt din trøje igen.. jeg skal selvfølgelig nok vaske den inden du får den igen" sagde hun så og kørte en tot hår om bag øret.
Hun smilede lidt mere, da hun opdagede katten der lå og slangede sig ved siden af ham.
"jeg ser du har fundet stella" grinte hun lidt.