There is always light - Alias

Tid: 22.30
Sted: Domkirken
Omgivelser: Tomt, stille.
Vejr: Køligt, overskyet.
Påklædning: Outfit
Tag: @Alias

Mørket var faldet på for nogle timer siden, alligevel havde det ikke forhindrede den unge engel i at sætte kursen mod domkirken. Der var noget hun skulle. Hun havde planer om at blive i domkirken hele natten, i håb om at opholdet denne nat ville resulterer i en respons fra Herren selv. Hun havde brugt de sidste mange dage på at bede, og håbede at Skaberen ville forbarme sig over hende, og besvar hendes bønner. Det var vigtigt, men .. hun var tålmodig, og havde tænkt sig at blive ved indtil hendes bønner blev besvaret, på den ene eller anden måde.

Netop derfor knælede hun nu ved alteret, foldede hænderne i bøn, og lukkede de smaragdgrønne øjne i. Det lange platinblonde hår hang løst ned over hendes skuldre, og nåede ned over hendes bagdel som den også dækkede. En time gik, den næste fulgte, men hun rykkede sig ikke selvom knæene var begyndt at blive ømme. Hendes indre bønner standsede ikke, og det ville de heller ikke medmindre nogen skulle afbryde hende. Sandsynligheden for dette var dog ikke særlig stor.

Anyways, she was asking for it! You just did her a favour! Don't be such an idiot! "Oh shut up!" råbte han vredt, og bankede en knytnæve ind i et nærstående træ, så hans aftryk nu var tydeligt at se, efterladt i det nu halvt smadrede træ. Han vendte sig om, tog et skridt i den ene retning og stoppede så op. Do not go there! Do not! "Shut up, shut up, shut up!" råbte han endnu højere end før. I et voldsomt anfald af intens vrede, valgte han at ødelægge endnu et par træer, imens stemmen i hans indre grinte højt og larmende. Han kunne ikke slukke for det, og at rydde skoven for træer hjalp hverken mindre eller mere. Han nåede ud af skoven i et par sekunder, på grund af et tempo som kun hans højtstående race tillod ham.
Han stoppede op i skovkanten, og lagde hovedet på skrå. Han havde fået øje på domkirken, det havde måske været ubevidst til at starte med, for at narre stemmerne? Men de kunne ikke narres, og nu havde de regnet ud hvor han var på vej hen, og hvorfor. Listen to me now.. You can't go in there, it will not help, go home. Lød den indre stemme. Alias rystede på hovedet, prøvede at ryste det af sig, lige lidt hjalp det. Han valgte alligevel at nærmer sig kirken, og ikke langt fra døren stoppede han igen op. Der var noget i luften, noget andet, der nu havde fanget hans opmærksomhed. Han var ikke alene. Oh yes, go in, go in! It will help! Grinede stemmerne, de havde selvfølgelig ændret mening. For den duft der hang i luften, var duften af uskyldighed og renhed, og det var en meget betagende duft. Der var en engel et sted i nærheden, og hvis han ikke tog meget fejl, inde i kirken. Han nærmede sig døren, Angel blood.. Taste so good.. Oh you know you want to.. You do.. You can't resist! Grinede stemmen. Alias rystede på hovedet, han kunne godt modstå det, selvfølgelig kunne han det! Han var stærkere end det! Men åh.. sweet Jesus, it smelled so good.
Han åbnede døren og gled lydløst ind gennem den, og lod den glide i bag sig, men det brag, som tunge kirkedøren nu laver. Han stod helt stille på stedet, imens hans øjne opfangede hver eneste detalje i rummet på få sekunder. Til sidst endte hans blik ved kvinden, hvis duft var så stræk, den kunne have slået ham bag over, hvis han ikke holdte hovedet koldt. Your so screwed man! lød stemmen. Den havde ret, Alias havde en hvis svaghed for engle, deres blod smagte så.. Rent. Så nemt at gøre en afhængig.

Englen forblev siddende på sine knæ, uvidende om hvad der snart ville afbryde hendes bønner. Hendes fokus lå trods alt ved en ting, en vigtig en af slagsen.
Lyden af kirkedøren er blev åbnet og lukket nåede hende, men det der fik hende til at afbryde sine bønner og åbne øjnene ligeså stille og roligt, var noget helt andet. Det var de følelser der ramte hende. Netop fordi hun var skabt som hun var, med et formål af den kaliber, og med netop disse evner, kunne hun altid fornemme folks sindsstemning, humør og følelser, og det på lang afstand. Det krævede dog at de var tættere på, inden hun kunne gøre noget ved det.
Netop derfor var hun bevidst om at det var et af mørkets væsner der var dukkede op, og hun rejste sig langsomt op. I denne skikkelse var hun så langt mere skrøbelig end sin engleform, netop derfor havde hendes siddende stilling resulteret i at hun var godt øm i benene. Alligevel var hun så yndefuld i sine bevægelser, som noget væsen kunne være. Langsomt vendte hun sig rundt, omgivet af en glorie af lys, varme og ro.. faldt de strålende og beroligende øjne på vampyren. Der var ingen tvivl i hende, manden her lystede efter hendes blod, og det var i grunden ikke så underligt. Hendes blod var noget af det reneste, og eftersom hun var skabt af Gud Ham selv, og ikke et afkom af engle eller genskabt fra menneske til engel, så var det netop.. rent og stærkt blod, der med største sandsynlighed vil efterlade ham i en rus han aldrig har oplevet magen til før.

Pænt foldede hun hænderne foran sig, et blidt smil trak over hendes læber. "Good evening, dearest" hilste hun blidt. Hun havde ikke tænkt sig at skræmme ham væk, hvis det da overhoved var muligt for hende at gøre. Hun var bevidst om at han var stærkere end hende, og i grunden.. skulle hun være forsigtig og opmærksom, så.. det var hun. Det vigtigste for hende var dog som altid, at skabe ro og harmoni i folk.. og han var ingen undtagelse.

Grab her, grab her now, rip her apart, eat her up! lød den kyniske stemme i hans indre. Han tog et skridt frem, overvejede et kort øjeblik blot at følge dens råd, hendes duft var stærkere end nogen sinde, og da hun endelig rejste sig og hendes hår gled omkring hendes skulder, mærkede han en form den form af sult, der var næsten umuligt at stoppe. Han stod foran hende et mikrosekund senere, han rakte en hånd frem og fangede en af hendes blonde krøller mellem sine fingre, han stirrede intenst på hvordan hendes gyldne lokker snoede sig mellem sine fingre. Han slap langsomt hendes hår igen og rettede sig blik mod hendes ansigt, hans læber var trukket svagt tilbage, så de uhyggelige hugtænder var kommet til syne, ligeledes havde hans øjne skiftet farve fra de uskyldige mørke brune, til de drabelige ildrøde.
"You.. Are.. Perfect.." hviskede han stille og igen lynhurtigt lagde han sine hænder om hendes håndled, for at holde hende fast på stedet, han havde aldrig lyst til at give slip igen. På den ene side, var der ikke noget han hellere ville end at slå hende ihjel, her og nu, på den anden side havde han en underlig følelse af at hun spredte en form for indre ro i ham, han ikke kunne huske han nogen sinde havde følt før i sin død som vampyr. han havde lyst til at beskytte hende, sørge for at der aldrig var nogen der ville skade hende igen, og på samme tid, ville han netop dette, skade hende.
Stupid! Stupid, stupid, stupid! Kill her, kill her now! Råbte stemmen, der nu var blevet en smule mere vred end den var vanvittig. "I will.." hviskede han stille, som et svar til den indre stemme. Men efter at have sagt dette, skiftede han igen mening, han ville ikke, han ville ikke slå hende ihjel, han kunne ikke. Han holdte dig hendes håndled i et fast greb, imens hans øjne gled fortvivlet over hendes ansigt, og sugede hver en detalje til sig, what a beauty. "Who are you?" hviskede han stille, og hans øjne fandt frem til hendes, og han faldt næremest i staver ved dette syn. Et sted bag i hans sind, havde stemmen givet sig til at skrige, men i al den tid Alias havde øjenkontakt med Charmeine, hørte han ikke et ord af hvad stemme råbte.

Den stakkels forpinte sjæl. Hun kunne mærke hans pine, disharmonien i hans krop var så fremtræden at hun nærmest kunne føle den trods afstanden, en afstand han effektivt elimineret på et splitsekund. Så stod han foran hende. Hun stod roligt fast på stedte, rykkede sig ikke en millimeter. Frygt var en ny følelse for hende, og eftersom den var dukkede op under langt værre omstændigheder end dem hun befandt sig i øjeblikket, skulle der meget mere til før hun ville blive bange. I stedet løftede han hånden, og greb et af de platinblonde lokker. Berøringen så blid det nærmest kunne have været et kærtegn. Så forsigtigt, som frygtede han for at hun ville gå i stykker under noget så simpelt som et blik, eller en brise.
Han deklareret snart at hun var perfekt, og hendes smil endte ømt. "That is how I was created" svarede hun fløjlsblødt, stemmen emmede af varme og ro. Hendes magi var allerede aktiveret, det blev den automatiks når disharmoni befandt sig i nærheden af hende, men det havde først en effekt når de stod så tæt på som han gjorde.
Pludselig sagde han to ord, højt. To ord der ikke gav mening for hende, men hun fornemmede hans indre kamp, og vidste det var sig selv han snakkede med. Hvad det handlede om, anede hun ikke - hun var ingen tankelæsere - men et kort køligt vindpust af brutalitet havde kort ramt hende, så det havde nok været negative tanker.
Hans hånd havde lukkede sig om hendes håndled forlængst, forhindrede hende i at flygte, sjovt.. for hun havde ingen planer om at gå nogle vegne. Hans blik gled over hendes ansigt, han tænkte snart at hun var smuk. Hvis staklen så hende i engleskikkelse, ville han have taget de ord i sig. Heldigt for ham, var det ikke tilfældet. Et spørgsmål faldt, og så mødtes deres blikke ellers. Hun sendte i samme øjeblik en bølge af ro og genskabte harmonien i ham, noget der ville vare ved så længe han var i nærheden af hende. "My name is Charmeine. I was created to help you.." svarede hun roligt og ærligt. Forsigtigt løftede hun hånden, og lagde den over den af hans hænder, som havde fat i hende. Hans røde øjne skræmte hende stadig ikke, hellere ej gjorde hans spidse tænder. Vampyr var smukke væsner, men mange af dem var forpinte.

Langsomt gled deres øjenkontakt, i samme øjeblik som hun rørte ham, slap han også hendes håndled og tog et skridt tilbage. Han kunne mærke den følelse af ro, som englen lod påvirke ham. Og det havde måske virket optimalt for en hvis sind ikke havde været så splittet som Alias', meget forsking var der gjort i denne absurditet, men både læger og psykologer var stadig ikke afklaret med præcis hvad man skulle stille op med denne type. For der var noget inde i hans hoved der var knækket over, noget uden af hans kontrol, noget uden af alle andres kontrol. Han kunne mærke stemmen grine et sted inde fra, hun havde ikke fået ramt på stemmen, hvis bare hun havde, hvis bare hun kunne få den til at holde kæft, bare et par minutter, hvad han ikke ville give for den ro.
Han trak sig væk fra hende, stod et sekund efter i den anden ende af kirken og så på hende fra meters afstand. "Sorry I can't let you do that, what ever it is you are doing to me, It dosen't fell right, can you turn it off?" spurgte han usikkert, og betragtede hendes ansigt. "Charmeine you cannot help me, I am doomed, save yourself, try and run" sagde han stille og tog et skridt væk fra døren, så hun kunne løbe forbi ham hvis hun valgte flugten. Han var dog i tvivl. [i]You can catch her in a second, it will be fun, playing a game of tag../i] hviskede stemmen forførende. Alias øjne var skiftet tilbage til de mørkebrune og hans hugtænder var gledet i skjul bag læben, hun havde hjulpet ham i balance, men hans sult var ikke til at tage fejl af, og hvor længe han kunne holde igen var kun et spørgsmål om minutter.

På et splitsekund havde han trukket sig bort, og stillede sig i den anden ende af kirken. Hun havde ikke rykket sig, og gjorde stadig ikke noget. "I can, but doing it will bring me in danger more danger" hun vidste hun allerede var i fare, og hun havde lovede både sin skytsengel og Khá at passe på sig selv, så.. det prøvede hun på her.

At han var tørstig, og i sit morderiske hjørne.. ja det kunne hun fornemme. At han ville ønske nogen kunne slukke for stemmerne i sit hoved, anede hun virkelig ikke. "I cannot run anywhere, and we both know that. Keeping distance wouldn't change anything. If you are thirsty, then ask for my blood.." svarede hun roligt. Det var ikke fordi hun tilbød det her til alle, men han var tørstig og i grunden havde hun ikke et valg, så hellere tilbyde det og have kontrol over det, end at han overfaldt hende.

Alias sukkede højtlydt forpint og vendte sig væk fra hende for at skjule sit ansigt, han stirrede ind i kirkemuren og ønskede sig langt væk, til et bedre sted, en bedre verden måske. "Why not?" hviskede han så stille, håbede hun ville høre ham, han kunne næsten ikke bevæge sig, følte sig så magtesløs. Imens grinte stemmen højere og højere. "I can keep you safe.." sagde han, hvilket var en åbenlys løgn, men ikke desto mindre et ønske han inderligt håbede han kunne opfylde, hvis hun skænkede ham den tillid.
Han vendte sig mod hende igen, da hun tilbød ham sig selv, han kunne ikke helt tro hvad han hørte. "What?" sagde han så lidt højere og tog et skridt mod hende, stadig en del usikker, var det hendes værk? Oh she's offering Alias, what a nice offer indeed, take it, take it now! hviskede stemmen. Men Alias var i tvivl, og han vejede netop nu for og imod i sit hovedet, desværre var det ham vs. stemmen, og det endte for det meste ikke godt. "You could try.." sagde han så til sidst, han ville give hende et forspring, han ville prøve at lade hende gå. No you can't, if she runs, you will become that predator you know you are, and you will hunt her down, not because you want to, but because your instict tell you to.. hviskede stemmen, og Alias vidste den havde ret, han ville ikke kunne lade være. "I can't" sagde han stille og kiggede på hende igen, tog endnu et skridt imod hende "I would kill you, if i tried" sagde han stille, og vidste et eller andet sted at dette var sandheden, selv om han virkelig prøvede at overbevise sig selv om at det ikke var.

Han vendte sig rundt, og hun havde ondt af ham.. nej, hun følte med ham. At have ondt af andre var ikke til nogen hjælp eller nytte, så.. hun havde medfølelse. Derpå endte hun med at forlade sin plads ved alteret, og gå ned mod ham. Hendes skridt rolige, blide, lavmælte, men ikke lydløse. "Because we both know you can catch me.." svarede hun til hans spørgende tone. At flygte var nytteløst, han var vampyr, hun var engel, og langt svagere end ham rent fysisk.
At han kunne beskytte hende, tvivlede hun slet ikke på, mod verden og andre, men kunne han beskytte hende mod sig selv? "I know you can.." svarede hun derpå blidt, og standsede nogle få skridt fra ham.

Hendes ord om at han kunne drikke fra hende, fik ham til at vænne sig rundt. Det var tydeligvis et tilbud han ikke havde forventede, og hun smilede beroligende. "You have no plans of letting me go, and you are thirsty. You see, you give me no choice really. But.. that is not the important stuff right now. Most important thing now is, your inner fight. You can drink my blood, without killing me, let me show you..." hun rakte en hånd ud mod ham, den anden fulgte trop og hun inviteret ham praktisk talt tættere på sig, og ind i sin favn. I grunden havde hun ikke meget valg, så hun måtte få styre på situationen før den blev værre. Igen flyttede hun den ene hånd, gled den op til halsen, og rykkede håret over til den ene skulder så hun blottede halsen for ham. Om det var hals eller håndled han fortrak, anede hun ikke, under alle omstændigheder fokuseret hun på at samle sig, så hun kunne redde dem begge to. Uvilkårligt sendte hun en tanke mod Khá, ikke en hun regnede med han ville opfatte, men hun tænkte på ham, måske fordi hun et sted frygtede at dette ville gå galt.

Alias rystede på hovedet, helt opgivende, for hun havde jo ret, både hun og stemmen, de var alle sammen i mod ham! Hvorfor var der aldrig nogen medgang i hans liv. Lige siden.. 'Den dag', havde alt gået ned af bakke. Desværre kunne man ikke skrue tiden tilbage, og i virkeligheden ville han nok heller ikke gøre det hvis han fik chance. Jov der var da ting han fortrød, og ville ønske han kunne gøre om, men på den anden side, hvem havde det ikke sådan, og nu når der ikke opfundet nogen tidsmaskine, hvorfor så bruge mere tid på at sukke over den slags. Men det var selvfølgelig altid nemmere sagt en gjort.
"Maybe?" sagde han stille, han vidste ikke om hun løj eller ej, men i dette sekund tænkte de præcis det samme, han kunne beskytte hende fra alle verdens fare, på nær ham selv.
Han lukkede kort øjnene, i det hun valgte at bevæge sig gennem kirken, og hen til ham, han kunne mærke hvordan hans læber sitrede igen da hendes duft kom nærmere, og hans øjne der igen skiftede farve, pga. hende og sulten. Den var nærmest umulig at kvæle, mest fordi hun var en engel, og han havde en svaghed for dette. Han åbnede øjnene igen, og hun stod foran ham, med sine håndled rakt mod ham, og halsen blottet. Han skar en let grimasse, både øjne og hugtænder var igen fuldt synlige. "I cannot!" sagde han, højere end han havde ment det til, men han var måske bange, også selv om hendes evne havde gjort ham mere rolig end han havde været i lang tid, så var han på en måde stadig fyldt med uro. "Oh please stop that power of yours, I can't stand it, being controlled like this, you make it almost impossible for me to say no!" sagde han usikker og tog et skridt frem mod hende, så de igen stod tæt sammen. Han lagde en hånd om hendes håndled, denne gang blidt og slet ikke så stramt som han i starten havde gjort. Han kunne mærke det kolde stål mod sin mave, kniven som han altid havde med sig og på sig, sad stramt fast i hans bælte og var gemt væk under t-shirten som han bar. "Please tell me not to, I beg off you" hviskede han stille, kærtegnede forsigtigt den tynde hud som var hendes håndled, han kunne mærke pulsen banke under hendes skin, den ultimative forførelse.

"It is true, and you know it" svarede hun blidt. At benægte det ville ikke ændre på noget. Sandheden var jo at uanset hvad han gjorde eller sagde, så var der noget i ham der gerne ville skade hende, noget hun naturligvis ville prøve at få bugt med.
Hendes nærhed gjorde det vidst værre, men igen var der ikke meget hun kunne stille op. Han stod mellem hende og døren, en flugt var umulig. Da han atter åbnede øjnene, var de igen røde, og tænderne var skudt frem.
At hendes evne gjorde det svære for ham at sige nej, forstod hun ikke. De var ikke engang i berøring med hinanden, men ideen med den evne var at føle ro og harmoni, føle sig i balance, ikke at føle den tvivl han virkede til at have.. den kamp. Han greb dog om hendes håndled, et blidt greb i forhold til den første gang. "Fine, don't do it.." det var hans ønske at hun skulle sige disse ord, så nu gjorde hun det. Han ville snart opdage at de ikke virkede, eller.. forhåbentlig gjorde de. Nu hvor de havde kontakt - hud mod hud, smilede hun blidt skruede op for sin evne ret brat. Et hårdt pust af energi forlod hendes krop, for at give ham den balance han syntes at mangle. Om det var nok, eller om hendes manglende styrke betød hun måtte anstrenge sig mere, ville de vel finde ud af meget snart.

Han nikkede langsomt, "But also, the 'true' is such a ambiguous word, and it shifts all the time, depending on who you ask" sagde han stille. Alt imens mærkede han igen hendes evne, rette mod ham, selv om han flere gange havde bedt hende om at lade være. Denne gang var den dog ikke så let at skubbe til siden, hun var for tæt på, eller også var det måske fordi hun rørte ham? Lige gyldigt hvad, gjorde denne nye følelse ham både urolig og som hun ville have rolig, på samme tid. Stemmen i hans indre havde givet sig til at skrige, som var den blev underlagt tortur, hvilket han måske også havde betegenet dette som, hvis altså ikke det var fordi hun havde taget magten over ham. En slem hovedpine formede sig i hans hoved, hans sind var ikke stabilt nok til at blive manipuleret med. Han havde inden dette lagt sine fingre om det bløde læder der var knivskaftet, til den kniv han havde i bæltet. Han havde trukket den op af bæltet, og havde haft en plan. Men denne plan var nu forsvundet, og han tabte kniven ud af hånden, og det våbnet gav en stærk genlyd da den ramte gulvet, ikke langt fra begge deres fødder.
"Please" hviskede han "Stop". Han kunne mærke roen, selvfølgelig kunne han det, hvordan kunne han undgå det, men han vidste på samme tid at det ikke var hans egen, og det gjorde ham vred, en vrede han dog ikke kunne få lov til at føle, fordi hun, som sagt havde taget magten over ham.
Det stoppede dog ikke hans sulte, det var der intet i verden der kunne, ud over blod selvfølgelig. Han hvæsede lige så stille at der nærmeste ikke var en lyd. "You are killing me, woman!" udbrød han og sukkede opgivende, han havde lyst til en blanding af at slå hende ihjel, fordi han var sulten, at give op og lade hende forføre ham, og at løbe væk, så hurtigt han kunne. Han gjorde dog inden af delene, blev bare stående og holdte om hendes håndled, og mærkede hendes evne tage mere og mere af hans magt fra ham.

Hun var ikke vant til den reaktion han kom med. Nok havde hun ikke været på Jorden i mere end 5 måneder, men det hun så, vakte hendes undren og forvirring. Måske skyldtes hans reaktion hans splittet sind, måske var det noget andet. En forbandelse, eller en straf. Begge dele var en mulighed.
Lyden af metal der ramte gulvet fik hende til at glide blikket derned, og hun rynkede bryn ene svagt. Så.. han havde haft i tankerne at gøre skade på hende alligevel. Hun kvalte et suk, og skruede ned for sin evne. Det var trods alt ikke hendes mening at pine ham. Langt fra. "I beg you pardon, it was not my intention to harm you in any way" understregede hun for ham, og gav hans hånd et klem. Bekymringen var tydelig, og hun rakte den anden hånd frem og strøg blidt hans kind. "You should sit down.." bemærkede hun.

Alias der stadig holdte om hendes håndled, var falden lidt ind i sig selv. Han havde dermed lukket øjnene, og stod nu bare og lyttede til stilheden. Stemmen der skreg af smerte, var blevet lavere, og næsten forsvundet nu. Han var taknemmelig, for hvordan kunne han være andet? Var det ikke netop det her han havde opsøgt? Ro, fred? Jov, men bare ikke på den her måde. Ikke af en manipulerende engel, der tog magten fra ham, han ville selv skabe den ro, som han vidste hun besad. Men måske kunne hun hjælpe ham lidt på vej alligevel? "I'm never in kontrol of myself, it usually because something deep inside me, something evil takes over, but right now you have taken over, and maybe I should be grateful, because it's been a long time, since I've felt this kind of peace within me, but it also means that I'm still not in kontrol of myself.. And I would really like to be that.." sagde han stille og åbnede øjnene igen for at se på hende. Han mærkede den blide bevægelse af hendes hånd mod sit kind og sukkede dybt. Han kunne stadig mærke hendes puls banke et sted under huden, og hendes hjerte der slog, et musikstykke der indbød ham til tagselvbord. Han slap hende og nikkede stille, "I could sit down" sagde han og tog et skridt væk fra hende. Han kunne godt mærke at hun havde sluppet sit tag lidt i ham, men hun var der stadig, han kunne stadig mærke det. "Give.. A minute" hviskede han. Han lænede sig ned og greb om kniven, og i næste sekund forsvandt han ud af kirken. Han løbe en runde på et par kilometer, der ikke tog lang tid. Han skulle bare undersøge, hvor langt han skulle væk, før det forsvandt, den følelse.
Et øjeblik efter stod han igen i kirken, denne gang stod han bag hende, nemt som ingen ting fangede han hendes arme på ryggen med sin ene hånd. Den anden arm lagde han om hendes hals, og på den måde holdte han hende tæt ind mod sig. Den arm som han havde rundt om halsen på hende, var også den hånd som han holdte kniven i. Han drejede hendes ansigt mod sig, så han kunne se hende over hendes skulder. Han skar så, en lille rift henover hendes underlæbe, den var ikke særlig dyb, men dyb nok til at blodet begyndte at løbe ned over hendes hage. Han fik så let som ingen ting placeret kniven i bæltet igen, inden han tog fat om hendes hovede igen og lænede sig frem mod hende, for endelig at få tilfredstilt den sult, som næsten havde gjort ham gal. Han lænede sig helt frem, og pressede sine læber mod hende, ikke hårdt, bare nok til at suge hendes underlæbe ind mellem sine egne læber, og suge blodet til sig. What a feeling. Så tilfredstillende. Og ja, han var ikke ligesom andre vampyrer, han bed stortest aldrig sit offer, og han gik nærmest aldrig efter håndled eller nakke/hals, egentlig prøvede han så vidt muligt at få en bid af lysken eller låret, men i og med denne engels uskyldighed, lod han alligevel være, dog var han sikker på at han stadig trådte ud over alle hendes grænser, men det var en del af nydelsen for ham. Desværre.

Til at starte med havde det egentlig været en helt rolig dag og han havde fået styr på lidt arbejde han var bagefter med. Men hen mod aftenen havde han fået en nagende fornemmelse der kun voksede. Det var ikke til at sige helt hvad det var men samtidig voksede uroen. Som aftenen gik mere på hæld gik det op for ham at det var Charmeine der kaldte ud til ham via sine tanker. Deres bånd gjorde han hørte det. Hun var i fare så han smed alt hvad han kunne og hoppede ind i bilen der kørte meget hurtigt mod hvor fornemmelsen kom fra. Hans sande form ville bare bringe flere problemer end gavn.
Der gik heller ikke længe inden bilen blev parkeret meget drastisk ved domkirken og han åbnede døren meget voldsomt.

Da han så fik øje på Alias der drak blod der løb fra hendes læbe, blussede hans øjne op i hvide flammer og hans stemme rungede nærmest i kirken på en måde så hun ville kunne høre han måtte holde sin forvandling tilbage.
"Alias! Let my beloved go! Or that will be the last blood you will EVER drink!"
Khá tog nogle dybe indåndinger for at holde sig fra at forvandle sig. Hun var her ganske vist af fri vilje men det var for meget når han skadede hende. En ting Khá ikke kunne klare

Det der skete havde været ganske uventet for hende. Hun have egentlig troede at hun var i mere kontrol end dette, men det viste sig ikke at være tilfældet. Ikke helt i hvert fald. Hendes forsøg på at berolige ham havde åbenbart kun gjort tingene værre, og hun betragtede ham opmærksomt og forsøgte ikke at gøre tingene værre end de allerede var blevet. "I know, but you cannot expect things to settle for you from the very first moment. I will help you, but you will have to be patient.." svarede hun stadigt beroligende og blidt. Hun prøvede ikke at kontroller ham, men derimod dæmpe al den uro han havde i sig, så han kunne tænke klart og overtage kontrollen igen.
Hans blik blev snart rettet mod hende, og hun smilede ømt og beroligende. Andet kunne hun trods alt ikke, hun foreslog snart at han satte sig ned. Han samlede dolken op, og i næste øjeblik.. var han væk. Hans ord forvirrede hende, og hun trak vejret dybt ind og overvejede om han havde taget flugten eller om han havde tænkt sig at gøre noget drastisk. Naturligvis steg hendes puls, i spænding, og hun tænkte nok engang på Khá, og hvad mon han ville sige til alt dette.
Hun overvejede at give sig hen til sine bønner, og bakkede netop et skridt bagud mod alteret, da hun stødte ind i noget. I næste øjeblik stod hun ind mod vampyren, et blik blev vendt bagud, og det blev klart han ikke lige havde tænkt sig at slippe hende. Hans greb om hendes hals var fast, og hendes puls steg.
Pludselig mærkede hun stål mod sin underlæbe, og så skar han hende ellers i læben så blodet piblede frem og gled ned over hendes hage. Hun sank en klump, og mærkede derpå hans læber mod sine, hvor underlæben blev suget ind. Nuvel, hun havde tilbudt ham håndled og hals, men nej.. han valgte noget helt andet. Overrasket blinkede hun med øjnene, stod helt stille og .. lod ham gøre sig færdig. Indtil videre gik det roligt for sig, og han var ikke hård mod hende, så hun håbede at han ville slippe hende før eller siden.

Pludselig lød en stemme hun kendte alt for godt, og hjertet slog et ekstra slag over. Han var tæt på en forvandling, det kunne hun mærke så tydeligt! Hvad der overraskede hende allermest var nok at de to kendte hinanden. Hvordan? Hun forsøgte dog at trække sine læber fri fra Alias' for at få styr på situationen.

Alias kendte ikke til den form for tålmodighed som Charmeine talte om, det eneste tidspunkt han var tålmodig på var når han lagde planer, sad ude foran et menesket lejlighed, og gennemgik i tankerne, hvordan han skulle snige sig ind på sit bytte og flænse det fra hinanden. Eller når et andet menneske bad ham skåne sit liv til og til gengæld ville gøre hvad som helst for ham.
Men at Charmeine bad ham have tålmodighed med sig selv, med hende, på denne måde, det kunne han ikke. Han havde lukket øjnene og nød den smag som Charmeines hellige blod frembragte, det var en smag af renhed og uskyldighed, en guddommelig smag om man ville. Og selv om det nok ville have givet enhver anden, pænt dårlig samvittighed, så var Alias ikke en af dem, han ejede ingen samvittighed, og de følelse som han nægtede han havde, de var alle sammen blot fragmenter af følelser, der aldrig helt gav mening. Ingen havde nogen sinde lært ham at elske, eller for den sags skyld hvordan man holdte af en anden, og dermed var god mod denne, han havde altid været fortabt, efterladt til sig selv. Og det var disse minder der brændte hans sjæl op, og efterlod ham til den psykotiske stemme i hans indre. Igennem en tåge af nydelse, hørte han nogen mumle i det fjerne. Med et blev han meget bevidst om at dette ikke var Charmeines stemme, faktisk havde hun ikke lavet en lyd under det hele. Det gjorde hende også speciel for ham, de fleste plejede at skrige deres lunger ud, altså ind til han stak sin kniv i deres luftrør, og så var den leg forbi. Men han havde ikke lyst til at slå Charmeine ihjel, faktisk havde han lyst til det helt modsatte, at hun skulle leve, sammen med ham? Nej det var tosset. Ingen kunne leve sammen med ham, aldrig.
Han slap hendes læber og fandt tilbage til sig selv, og det var der han fik øje på Khá. Et vivar af tanke strømmede igennem ham, og i flere sekunder stod han bare fuldstændig stivnet, ærlig talt forvirret, dog holdte han stadig fast i Charmeine, og havde egentlig ikke tænkt sig at lade hende gå, bare sådan. Hun havde igen taget magten over ham, og når han rørte ved hende, havde han det godt, og med hendes blod i sig, havde han det endnu bedre, og han ville have mere. Derimod løftede han en finger op til sine egne læber og slikkede langsomt på den, før han korte fingeren over Charmeines læbe hvor såret var, og forseglede det, så hun ikke forblødte. Det var kun tydeligt at se på Charmeine hvad der var sket, da blodet var løbet fra hendes læber, ned over hage og hals, og ned på hendes hvide kjole, den stod nok ikke til at redde. Derimod var Alias pletfri, han spildte ikke sådan.
Han rettede så sin opmærksomhed mod Khá, imens han førte kniven hen under Charmeines hals, og holdte den ind mod hendes hud, så hun ikke kunne bevæge sig, der var ingen tøven i hans øjne, han ville gøre det hvis Khá tvang ham til det. Kill her, kill her! Kill him, now, Kill them all..... I will lød stemmen, efterfulgt af Alias eget svar. Hvis det kom til det, ville i hvert fald give det et forsøg. Han smilede til Khá, et smil der var fyldt af had og ondskab, ikke fordi han ikke kunne lide Khá, faktisk var han ret glad for ham, men lige nu forstyrrede han Alias.. Og det brød han sig ikke om, overhovedet ikke. "Hey there Khá, whats up? Why so serious?" sagde han i en alt for flabet tone. "Your beloved?" gentog han så "Nah.. I don't think so.." sagde han og udstødte et grin der slet ikke var hans ejet, men tilhørte stemmen i hans indre, et modbydeligt grin. Han lænede sig tættere ind mod Charmeine, og kyssede hende på kinden, "We're having so much fun, aren't we darling? Please tell Khá to get the fuck out, so that we can play alone.." sagde han stille og pressede kniven tættere mod Charmeines hals, godt nok var Khá stærk, men han var ikke lige så hurtig som Alias, ikke lige nu i alt fald, og hvis han gjorde bare en forkert ting, så røg kniven direkte ind i Charmeines hals.. Hvilket jo sådan set også gav Alias tid til at løbe sin vej, gennemtænkt, ja det tror jeg da vidst. "Fuck off, fuck of now!" råbte han, eller.. Stemmen, han var ikke helt sig selv længere.

Khá nikkede først til hende som tegn på at det nok skulle gå alt sammen hvorefter han fokuserede på Alias og tog et par skridt nærmere.
"You know perfectly well that i cannot leave.... And you know perfectly well that you truly wont harm her..... And should that happen..... I can heal her...... But you?...... You will not be healed.....
You will burn from the inside.... Not because of my flames..... But because you have lost control...... The thought of you not being able to contain yourself...... But if you insist on playing..... Play with me instead....."

Khá's stemme var blevet lidt dybere og han kæmpede stadig for at han ikke bare skulle forvandle sig. Roligt holdt han hænderne ud og de blev svøbt i hvide flammer og man kunne næsten høre dem knitre. "Remember what i told you about this fire?..... Leave her out of this and i will contain it....."

Det tog noget tid før vampyren opdagede at de ikke var alene. Han trak dog omsider sine læber fra hendes, og var endda så venlig at lukke såret han havde skabt. Smerten snittet havde forsaget, havde hun end ikke haft fokus på, overrasket over det hele var det blevet glemt.
Hun var så bevidst om hans indre kamp. De stod så tæt, hans greb om hendes strube og kniven der snart fandt mod hendes hud.. ja det hele. Han syntes dog at have overgivet sig til den stemme der havde besat ham, og det var det mest bekymrende. De grønne øjne blev nu vendt mod Khá, hans beroligende blik beroligede hende en smule, men hun var ærlig talt bekymrede, for det så ud til at situationen blev værre ved hans ankomst. Alias lød i alt fald slet ikke som sig selv, og hun sank en klump. Alias lød også snart advarende, og knivsbladet blev presset mod hendes hud. De to snakkede sammen, Khá prøvede i starten at berolige ham, men til sidst, var truslen tydelig. "Stop it, both of you..!" udbrød hun. Hendes hånd havde lagt sig mod Alias' hånd med kniven. Hun tog blikket fra englen, og så op mod Alias, mærkede den skarpe kniv mod halsen som truede med at bryde hendes hud . "Alias, you want me all to yourself. I get that. But dearest, hurting me wouldn't give you what you want..." igen prøvede hun at bruge sin evne, drive hans dæmoner forsigtigt på afstand, men primært prøvede hun at berolige ham så han rent faktisk fik en chance for at tænke klart. "Things doesn't have to be this way. I am not going anywhere.." prøvede hun stadig at berolige ham.

Et ssekund passerede, og Alias sind skiftede igen, han havde nær tabt kniven, men hans øjne fandt derpå Khás og han blev fyldt med et had igen. Ikke på grund af manden som sådan, der var intet personligt i det, men fordi at denne mand truede med at tage hans engel fra ham. Hun var hans engel, og ingen skulle tage hende. Han sendte Khá et skarpt blik, inden han vendte sit blik mod Charmeine for at svare hende først "Of course it will not, but he isn't giving me much choice.." sagde han irriteret, så længe Khá truede ham, var han beredt på at skade Charmeine, endda imod sin egen vilje, men hvis Khá nu bare opførte sig ordenligt, og gik sin vej, som Alias bad ham om, så ville Charmeine ikke komme ydeligere til skade.. Forhåbentligt. Han vendte blikket tilbage mod Khá der nu havde valgt at true Alias ydeligere, og flammerne som Alias før havde set, var tilbage. Måske skulle det have gjort ham bange, rædselsslagen, måske skulle han have sluppet hende, givet op? Men det gjorde kun det modsatte, og vreden pressede på et sted dybt inde fra, men der var en mur af ro, af ro som Charmeine havde plantet i ham, som vreden ikke helt vilde trænge igennem. Han blev nød til at slippe hende, så han kunne tænke klart. "Khá.." sagde han stille sukkede, han var irriteret. "You speak so well.. And you know I do to.. But right now, I don't really wanna talk to you.." sagde han stille. Han fik dog en ide, der gjorde at han kunne slippe Charmeine, og da han gjorde, blev kniven hængende i luften. For den var smurt ind i hendes blod, og når den var det, kunne han kontrollere den. Godt nok gik en del af hans energi, til at holde kniven på plads mod hendes hals, og unde at skære hende, men han var stadig stræk, måske stærk nok til at give Khá igen? Skulle han forsøge. Han trådte et skridt bag ud, log Charmeine stå i mellem dem, alt vidende at hun stadig ikke kunne bevæge sig, turde Khá gøre noget ved det? Han kunne stadig skære halsen over på hende, selv om han stod et skridt fra hende nu. "Do you really want to risk her life? You know I could kill her, no matter what I did feel about it, maybe I would regret it, but I could do it anyways.." sagde han stille og betragtede Khá hen over skulderen på Charmeine.
Alias grinede bare, "You know what, I like playing with fire.." grinede han og rystede på hovedet, "She's mine Khá, fuck off, and I will properly not kill her at all?" sagde han udfordrende og lod sit blik følge kirken rundt, ledte efter en udvej, men der var nok, hvis det skulle komme til det. Han var som Khá godt vidste, ikke bange for at stikke af. Dog var der noget der holdt ham her, var det hende? Det var det nok.

Han sænkede hænderne og flammerne blev væk men han gik stadig nærmere dog ikke så tæt på at det ville blive farligt. Hans øjne skinnede stadig gyldent men det var nærmere et roligt lys.
"Alias.... I know you will not kill her..... There is no gain in that for you.... But she is not yours..... She is not somebody's property..... All i ask is that you leave her be and no confrontation will be needed.... I am not threatening you.... But you fight for what you want...... I fight for who i love...... Lower the knife and let her go.... No harm will come to you..... This is a church.... People will show up soon...."

Khá havde ikke den fjerneste intention om at kæmpe med Alias men skulle det blive nødvendigt for at redde Charmeine så gjorde han det også. Hele tiden holdt han hænderne fremme så Alias kunne se dem. Mest af alt for at mindske trudslen. Men den gyldne glød var dog et tydeligt tegn på han var vagtsomt

Alias' fjendtlighed voksede, det var tydeligvis rettet mod Khá og det gik udover hende. Ikke at hun tænkte sådan på det, hun ville bare ikke have at situationen udviklede sig endnu mere. "You always have a choice. Put the knife down, and noone will get hurt" svarede hun stadig blidt og roligt.
Alias rykkede sig, trak sig fra hende, og dog blev kniven hængende i luften og mod hendes strube. Hendes kontakt med vampyren forsvandt, og det betød per automatik at hendes evne endte knap så stærkt rettede mod ham. Hun gled øjnene i, og sendte en bøn mod himlen, bad om styrke og en løsning på det her. De to mænd fortsatte deres samtale, Alias blev blot mere og mere vred, og hun endte med at bryde ind. "Stop. Khá please.. wait outside. Everything will be fine, trust me.." at snakke med Alias nyttede tydeligvis ikke, så hun måtte have Khá væk i håb om at det ville berolige Alias.

Alias kunne godt stadig mærke hende, men ikke lige så kraftigt som før, heldigvis, for han kunne ikke klare at hun skulle kontrollere ham på den måde, det var nok at han allerede var kontrolleret af en anden, der var ham selv, han havde ikke brug for at flere skulle tage magten fra ham. Han var dog igen i tvivl imens han så fra Charmeine til Khá. Men han skyldte dem ikke noget, og nok havde Khá ret i at Alias intet ville vinde ved at forsøge at slå Charmeine ihjel, men han prøvede så absolut heller ikke på at vinde noget, hans handlinger var ikke altid noget man kunne gøre op med, det var ikke fornuft der styrede ham, men et instinkt og en stemme. "I will put it down.. When Khá leaves.." sagde han så stille og fulgte Khá med øjnene, han kom tættere på, og det fik Alias til at hvæse advarende mod ham, som var han et dyr. "She is mine, when I say she is!" sagde han højt, advarende igen, Khá irriterede ham lige nu, skubbede ham mod det han ikke ville være, men han havde intet valg, ikke når det var sådan som det var nu. "I don't know what you mean, when you say love.. Love is not something i trust.. It's a lie.." sagde han stille. Alt imens han koncenterede sig for at holde kniven på plads, han havde ikke tænkt sig at ændre noget, før at Khá gjorde, som der blev sagt, han ville ikke skubbes rundt med på den måde! Han var forhelved ikke et lille barn.. Som han jo egentlig på en måde var, men det skulle de ikke få lov at tro om ham. "I promise you Khá if you take one more step, I will hurt her.." sagde han så og strammede sit mentale greb om kniven. Han håbede blot at Khá ville lytte til Charmeine og gå.. Det var bedst hvis han gik.

Khá holdt sit blik på dem og stoppede op med en lige så rolig bevægelse. Der var ingen grund til at tirre nogen yderligere.
Men alligevel ville han heller ikke bare lade Alias styre situationen.
"I feel sorry for you.... Not having felt love..... The only thing i can say is that you can feel it.... She is nobody's property Alias.... She makes her own choices..... I have never felt anything as strong as how she makes me feel......."

Khá kiggede kort på hende og nikkede som tegn på at han stolede på hende. Men han stolede ikke på Alias i hans nuværende tilstand.
"Very well..... I will go outside.... You promised to put it down....
Should any harm come to her..... I can and will not look the other way......."
Så gik han roligt udenfor imens han holdt blikket på Alias med hænderne hvor de kunne ses.

Men han var ikke længere væk end Alias skulle passe på. Det var kun fordi Charmeine bad ham om at gå udenfor at han rent faktisk gik ud

Puha, hvor var det anstrengende. Hun var dog glad for at Khá lyttede til hende, for ved Gud hvor havde situationen været anspændt. Khá var ikke alene om at have ondt af Alias over aldrig have følt kærligheden, og det var måske det manden manglede i sit liv. Omsorg, kærlighed, nogen der faktisk passede på ham, og ikke bare dømte ham. Det var måske også derfor at manden nu troede han ejede hende. Den omsorg og ro hun havde vist ham, havde han misforstået. Lige nu var det dog ikke det vigtigste, det vigtigste var at de to mænd ikke gjorde skade på hinanden. Hun ønskede ikke at nogen af dem kom til.

Under alle omstændigheder bakkede Khá væk, og hun fulgte ham med blikket. "I love you.." hviskede hun lavmælt. Som han forsvandt, fugtede hun læberne med tungespidsen. "Now, let's talk Alias.." sagde hun blidt og forsøgte at rykke sig bagud og væk fra kniven. De skulle tale sammen, for det her gik ikke.