Lovely night.

Der var ved at være sen aften. Ingen udendørs. Udover dem der var på druk og festede. Det var fredag så der var sikkert mange i byen. Selv havde Arlyn Cawynen valgt, at blive i skoven; der hvor hun boede. Hun havde placeret sig på en gren; oppe i et højt bøgetræ. Der holdt hun meget af at være. Det fandt hun ro og fred. Hendes brune hår hang løst og krøllede. Det var blevet langt. Håret var nogenlunde så langt at det nåede hendes talje. Selv når det krøllede. Et suk lød fra hende, da hun var en smule rastløs. Hun var blot lige ankommet til byen, men savnede allerede hendes gamle hjem. Sådan var det jo. Man skulle vænne sig til nye ting. Hendes hvide kjole gik lige præcis ned over knæene. Den sad stramt til ved brystet og ned til hoften, hvor den derefter begyndte at være mere løs. Hun havde en ankelkæde hængende omkring ankelen, og der sad en lille klokke i den. Den ringede stille når hun bevægede hende fødder. Hendes hud var ren og helt jævn over alt. Hun var også hårløs alle steder udover hovedet, øjenbryn, og øjenvipper. Det var det eneste. Sådan var hun født. Selv syntes hun ikke om, at folk så hende som perfekt. Da hun ikke mente det. Hendes spidse øre stak ud fra det brune hår. Håret kunne heldigvis dække ørene, hvis hun nu skulle ud i blandt mennesker. Arlyn fik et chok da hun hørte en gren knække. Hvad var det mon? Et dyr?

Eryck jokkede gennem skoven med en utilfreds grimasse strålende fra hans ansigt, har var absolut ikke vant til dette terræn. Der var kviste og blade, træer og biller omkring ham, og han anede ikke hvor han var. Han børstede noget skidt fra hans ellers allerede beskidte bluse, var uopmærksom et øjeblik og snublede over en gren med et højt "FUCK" der gav genlyd i hele skoven, da han endelig landede lige på røven. Han sad lidt og stirrede, og grinte derefter højt af sig selv. En lille frø havde sat sig på hans bare fødder, han havde ingen idé om, hvor han havde gjort af sine sko. Han fandt den gren der var skyld i hans fald, og sad derefter og legede med frøen ved at prikke til den. Da frøen valgte at flygte, tændte han en cigaret og sugede nikotinen til sig. Han undersøgte området med øjnene, men fandt intet andet end jord og træer og blade og pis og lort. Han var bestemt ikke tilfreds, og mørket gjorde, at han ingen idé havde om hverken hvordan han kom tilbage, eller hvordan han var kommet herhen. Han holdt cigaretten op foran øjet i et forsøg på at skabe mere lys, men det virkede på ingen måde, så i stedet betragtede han glødens dans der var i færd med at opsluge hans cigaret.

En stemme brød stilheden. Ikke en mild og rolig stemme. Et råb. Et beskidt ord. Det gav et chok i Arlyn, da den høje råb gav genlyd i hele skoven. Hun satte sig på hug, da hun blev nysgerrig. Hvem mon det var? Hvem var i skoven på dette tidspunkt. Dog rystede hun den tanke ud, da hun også selv var inde i skoven. Der boede hun jo indtil videre. Hun hang sig i grenen, og hoppede elegant ned fra træet. Hun landede på de barre fødder, hvilket gjorde en smule ondt. Hun landede på en sten, hvilket fik hende til at bide sig selv i læben. For ikke at sige noget. Arlyn ville helst ikke vække opmærksomhed endnu. Endnu engang strøg hun fingrene igennem håret, da hun ville skjule hendes spidse øre. Derefter gik hun hen af skovstien, og søgte efter personen der havde råbt. Da hun fik øje på personen, der muligvis havde råbt, skyndte hun sig hen til et træ. Så kunne hun skjule sig lidt. Hun betragtede ham prikke til den lille frø, hvilket hun ikke brød sig synderlig meget om. Sådan var det jo bare. Folk havde altid syntes at det var interessant, at 'lege' med skovens dyr. Så det var vel en normal handling. En tanke slog hende. Var han faldet? Altså siden han sad mit i det hele? Det gjorde hende nysgerrig, og så naiv som hun nu var trådte hun frem fra træet. Han ville helt sikkert få øje på hende. Måske bare tro at hun var en hallucination. Hendes grønlige øjne studerede manden. Hun trådte lidt nærmere og sagde så; "Er du okay?" med hendes milde stemme. Arlyn havde en ide om, at han var faldet på vejen. Hvilket sikkert kunne have sket. Da der var mange der ikke vidste hvordan man færdes sikkert i skoven. Arlyn lod en hånd hvile på et træ, i nærheden af ham. Hun var måske kun 2 meter fra ham. De ville tydeligt kunne høre hinanden, medmindre han altså havde problemer med høreselen. Hvilket godt kunne være. Hun sendte ham et sødt smil. Alt ved hende var perfekt. Man kunne ikke se en fejl på hende. Fejlene var der, men de kunne ikke ses. Da de ikke var fysiske.

Han vendte hovedet mod den lækre pige, der stod lidt fra ham ved et træ. Lækker var nok ikke ordet der passede hende, måske hellere smuk eller yndefuld, men lækker var ordet der fyldte hans hoved en sen aften, hvor han havde været alene det meste af dagen. Han betragtede hende, hendes lange hår der omfavnede hendes slanke talje, og fik lyst til at prikke til hendes bryster, bare for at se dem bevæge sig. Det gik op for ham, at hun havde talt til ham, men hans øjne havde overtaget hørelsens evner. Han havde som altid svært ved at koncentrere sig om mere end en ting af gangen, så han proppede den halve smøg i lommen, rejste sig og børstede omhyggeligt skidtet fra fingrene af i bukserne. Der var jord under neglene, men han havde ikke tid til at gøre sine hænder perfekte for denne skønhed, han havde på fornemmelsen, at hun så bare ville flygte som et dådyr hen mod måneskinnet, hvis der gik for lang tid. Han stak en hånd frem mod hende for at hilse, lod et skævt smil fylde hans ansigt og brød skovens stilhed endnu engang, dog med et forsigtigt, lidt genert "Hej", fremfor et råbende "fuck".
"Eh.... hvor er jeg henne?" fik han spurgt efter en lille akavet pause, hvorefter han i tankerne dunkede sig selv i hovedet med en hammer. Han var i skoven, det kunne en hver idiot sgu da se. Selv Eryck.

Hendes kinder fik en lidt rødlig farve, da hun lod mærke til at stirrede en smule. Hvilket jo også var okay. Man havde jo lov til studerede folk, når de bare dukkede op ud af det blå. Det måtte også være en smule grænseoverskridende, at en random elver pludselig står foran en. Dog lignede hun blot et smukt menneske. Da ørene var skjult af håret. Hun fulgte ham med de grønne øjne, imens han gik hen imod hende. Det var nu ret sødt, at han prøvede at gøre hans hænder rene for hun ikke skulle væmmes ved ham. Det var vel en sød ting? Nu var hun ikke så prinsesse lignende. Nej.. Det var lidt løgn. Hun havde været elever prinsesse i sin families klan, men hun drog bort fra dem. Nu var hun bare Arlyn Cawynen. Arlyn lagde hendes lille hånd i hans. Hendes hånd var bleg og hendes negle helt rene og mindede lidt om glas. Hun trykkede hans hånd blidt, inden hun valgte at sige; "Hej" som et svar på hans hilsen. Et lille smil bredte sig på hendes fyldige læber, da han spurgte hvor han var. Vidste han virkelig ikke det? Måske var han faret vild. "Du befinder dig i Forét skov" svarede hun så, og sendte ham et sødt smil. Næst derefter slap hun hans hånd, så det ikke begyndte at blive underligt. "Er du faret vild?" tilføjede hun lidt efter, da hun var blevet en smule nysgerrig. Hendes blik mødte hans og hun holdte det i et ekstra sekund. Hun elskede at se i folks øjne. Der så man bare så meget, af denne person man snakkede med.

"Ehhhhh......" han var ikke helt selv klar over, hvordan han var havnet her i skoven. Han kløede sig diskret i nakken og færdig gjorde sætningen. "Det kan man vist godt sige...." Hans hukommelse havde smidt hans minde om, hvad han havde lavet denne aften væk, eller også havde han gået i sine egne tanker hele vejen. Stoffer eller alkohol var nok den rigtige forklaring, men han følte sig både ædru og clean i dette øjeblik. Han huskede tilbage på, hvilke tanker han havde gjort sig i dag, og svage minder om, idéen om at finde svampe i skoven, dukkede op. Han smilte af sig selv og sin egen logik. Han flyttede blikket fra hendes øjne til hendes kinder, der var blusset op i en rød farve, der gav ham lyst til at slikke hende i hovedet. Hans fødder var ved at tage skridet hen mod hende for at gøre det, men den lille rest fornuft, der sad et sted inde bag hans hjerneskald, holdt ham tilbage. Ikke alle mennesker satte pris på, at blive slikket i hovedet. Det havde han erfaret. Det ærgede ham, at hun havde slippet hans hånd, for han havde mest af alt lyst til at trække hende ind til sig. Sådan som hun stod der, genert og svag, placeret i det blege måneskin, havde han lyst til at beskytte hende mod alle farer i verden.

En sød latter kunne høres fra hende, da han fortalte at han ikke vidste hvor han var. Hvordan havde han mon fundet vej her hen? Dog kendte hun godt hans situation, da hun heller ikke selv kunne finde rundt inde i byen. Derfor turde hun slet ikke tage derind. Da det ikke var det hun brændte for. Altså at fare vild. "Jamen så må jeg jo hellere hjælpe dig rundt"svarede hun ham med et lille smil, der ikke kunne være andet en charmerende. Arlyn strøg sine fingre igennem det lange hår. Det var så blevet en vane. Ikke en dårlig en af slagsen, en ganske normal vane. Det var bare så rart, at mærke sit hår glide gennem de let spredte fingre. Arlyn så generelt meget svag ud, hvilket hun også var fysisk. Hun kunne ikke klare flere tæsk en et menneske. Derfor var det godt, at hun var så hurtig og kunne bruge sin magi. Selvom det nok ikke var den stærkeste magi. Hun havde ikke fået trænet den særlig meget. "Jeg er Arlyn Cawynen" sagde hun høfligt efter et kort stykke tid, og sendte ham et blidt smil.

"Eryck" svarede han og gjorde honør mod hende. De gik lidt i stilhed, mens Eryck nød måneskinnet. Arlyns hånd hang indbydende ned af hendes krop, men han nøjedes med at bare kigge på den. Han ville ikke tage hende i hånden endnu. Da stilheden var gået over og blevet akavet på den ubehagelige måde, brød han det med et lille fnys. "Kan jeg score dig, eller skal jeg allerede give op nu?" Han så forsigtigt hen mod hende, mens han fandt sit mest charmerende smil frem. Dette smil blev brudt af en høj bøvs fra hans mund, og derefter et højt grin. "Jeg tror jeg selv besvarede det spørgsmål der." Han grinede af med et genert smil, mens han hurtigt slog ærgelsen over sin pinlighed væk. Han ville ellers gerne tilbringe natten i hendes selskab. Det slog ham, at han ikke havde noget sted at sove, så ikke alene fordi hun var lækker, men også for at ikke tilbringe en nat alene i skoven.

Da de gik lidt i stilhed betragtede hun hendes omgivelser. Hun elskede bare denne skov. Der var det bare hende. Ikke hendes gamle klan, der prøvede at bestemme over hende. For det kunne hun ikke holde til længere. Det havde generet hende lige siden hun blev gammel nok til at forstå. At blive trolovet som 5 årig og sådan. Derfor havde hun valgt at sige fra, og nu gik hun i sin egen lille verden. Hans lidt grænseoverskridende spørgsmål, fik hendes kinder til at blusse op igen. Det var et meget direkte spørgsmål. "Ehm.." fik hun frem sagt. Hvad skulle hun svare? Hun var personligt ikke god til det med at score og sådan. Da hun aldrig rigtig havde haft plads til det i hendes korte liv. "Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig haft følelser for nogen før. Måske hvis jeg lærte dig at kende" fik hun så svaret ham. Personligt syntes Arlyn, at hendes svar var meget godt. Da det ikke var et ja eller et nej. Man kunne aldrig vide hvad fremtiden kunne bringe. Selv havde hun ikke mødt andre end ham endnu. Altså i denne by. Da hun lige var ankommet. For et par uger siden måske? En let latter brød frem fra ham, og så begyndte hun også at le. Da hun også fandt det ret morsomt. "Det er vel naturligt"sagde hun opmuntrende og sendte ham et smil. Det var ved at være sent. Det kunne hun mærke på hendes manglende energi. Hun kiggede hen på ham med de store grønne øjne, der godt kunne minde en smule om et dådyrs. Måske var det fordi hun havde det talent, at hun kunne tale med dådyr. Altså mens de var unger og en smule når de var fuldvoksne. "Du har din egen charme" lo hun let og strøg ham blidt over armen.

"Ja, du ved.....charmen ved at være ucharmerende." svarede Eryck med et glimt i øjet. Først nu slog det ham, at han ikke vidste hvorfor hun befandt sig i skoven. Normalt ville man ikke møde mennesker på denne måde i skoven, slet ikke denne tid på dagen. Eller aften var det vel, måske nat. Eryck havde ingen idé om hvad klokken var, og egentlig var det også ligegyldigt, for han følte sig ikke træt. Hans tanker flød ud, og landede på undringen over hvorfor der var flere blade i toppen af træet end nederst. Med blikket placeret oppe mod trætoppen og fødderne dansende over jorden, kom det ikke som nogen overraskelse at han endnu engang var ved at snuble. Denne gang vandt han dog over tyndgekraften, og endte i en stilling der mest af alt lignede en ballerinas, stående på et ben med hænderne udfra kroppen for at holde balancen. Han greb fat i Arlyns skulder for at få placeret benene sikkert på jorden. Da balancen endelig var vundet tilbage i hans krop, slap han dog ikke grebet om hendes skulder, men vendte hende istedet med ansigtet mod ham, og kiggede hende dybt i øjnene mens han fnes en lille smule, som var han en lille pige der havde stjålet småkager fra kagedåsen. "Sååeeehhh.... hvad laver du egentlig herude? ....altså, på denne tid af døgnet....eller noget."

Charmen ved at være ucharmerende. Det var vel et godt citat. Et meget specielt et af slagsen, men hun kunne rigtig godt lide det. Da det passede meget godt. Hun syntes i hvert fald ikke, at hun selv var charmerende. "Det har du ret i" kommenterede hun så, for der ikke skulle blive unødvendig tavshed. Og så passede det jo ovenikøbet også. Hun sendte ham et smil, og fulgte fortsat med ham. Hvor mon de var på vej hen? Det ville de jo finde ud af. Måske dybere ind i skoven? Det ville heller ikke gøre hende noget, da hun bare ville skabe et nyt bosted. Det havde hun jo lært efterhånden. Da Arlyn befandt sig i hendes egen verden fyldt med tanker, fik hun et kæmpe chok da han væltede. Og endnu mere da han tog fat i hendes skulder. Da hun jo var et meget skrøbeligt væsen, gjorde det mere ondt og havde større sandsynlighed for skader. Derfor ville hun sikker få blåmærker næste dag. Det ville hun dog holde for sig selv, da hun ikke ville få folk til at bekymre sig. Derudover skulle han ikke vide, at hun var en elver. Hun vidste jo ikke om han var menneske eller ikke. Derfor ville hun ikke afsløre sådan en verden. Hvis nu han ikke kendte den. "Er du okay?" spurgte hun og strøg ham blidt over hans kind. Da han altså var kommet på benene. Der gik dog ikke lang tid før han selv havde spurgt om noget. Hvad hun lavede herude. Gud.. Det ville blive svært, at forklare. Da hun blev nød til at tale sandt. "Ehm.. Jeg bor her" svarede hun ham så og sendte ham et lille smil. Og deres blik mødte hinandens. Det fik som sædvanligt hendes kinder til at blusse en smule op.

"Bor du her?!" udbrød Eryck overrasket og fandt det første og bedste insekt liggende i jordbunden, hvilket var en stakkels lille regnorm der vred sig for frihed, og holdt den oppe foran næsen på hende. "Sammen med dem her?!" spurgte han mistroisk. Eryck selv ville aldrig skifte sit byliv ud for noget som helst andet, dog havde han intet imod andres måde at leve og fandt det interessant på sin egen måde. Hendes svar havde overrasket ham i dét hun sagde det, men efter lidt overvejelser og meget fnisen, kom han frem til, at han ikke burde have blevet så overrasket, som han blev; hendes naturlige, uredte hår og flavrende tøj tyede på en frihed man ikke fandt i byen.
Han bukkede sig ned og slap regnormen fri igen, der hurtigt flygtede fra Eryck der ellers vinkede pænt farvel til den.

Da han stak den stakkels regnorm op nær hendes ansigt, rynkede hun på næsen da den ikke ligefrem så.. attraktiv ud. Og den lugtede heller ikke ligefrem godt. Når alt kom til alt holdt hun stadig af, alt levende på denne jord. Indtil videre. Det kunne jo godt være, at der ville komme noget hun ikke brød sig synderlig meget om. Desværre havde hun bare altid levet isoleret fra omverdenen. "Ja. Jeg har aldrig levet andre steder, end i skove og enge. " svarede hun ham blidt, og kiggede på ham da han satte regnormen fri. Det var en smule sødt. Nu havde hun blot lige mødt ham, men de kunne sikkert få et venskab til hinanden. Det var sådan hun så på det lige nu. Arlyn var ikke god til det med følelser og venskaber. Nu ville hun prøve, at finde ud af hvordan man håndterede sådan noget. Måske ville han en dag vise hende denne by? Altså den by Terre. Eller hele Di morga? Så ville hun i hvert fald ikke være helt alene om, at udforske nye og spændende steder. "Jeg tror den takker dig for, at sætte den tilbage ud i det fri" kommenterede hun og sendte ham et smil. Han virkede en smule overrakset over, at hun boede herude. Hvilket var forståeligt nok. Han ville blot blive mere overraksket, hvis hun fortalte hvordan hun boede. Da hun boede i et træ. Det var bestemt ikke normalt. Det var langt ude egentlig. "Du virker overrasket?" spurgte hun efter et lille stykke tid. Hun kiggede sig derefter en smule omkring. Der var nu ret mørkt. Måske skulle de finde et sted, hvor de kunne sætte sig? Et sted hvor de ikke ville løbe på overfaldsmænd? Det ville nok være den bedste ide. Hun rakte ham derfor sin hånd, så de kunne gå videre. "Jeg tænker, at vi burde søge væk fra stien. Der er generelt overfaldsmænd herude på denne tid" sagde hun stille og sendte ham et blidt smil.

"hvis der kommer overfaldsmænd, sender jeg dem på røven til månen!" svarede han overbevisende, men blev alligevel lidt urolig. Hvis nogen dræbte dem i denne skov, denne aften, ville han i det mindste dø med en smuk pige ved siden, tænkte han, og gav hendes hånd et lille klem. Selvom Eryck ikke havde de største hænder på denne jord, virkede Arlyns hånd lille og spinkel i hans. Dette var en rar følelse, en følelse af at være en tapper ridder, der beskytter den skønne prinsesse mod den farlige drage. Han knælede for hende og kyssede hendes hånd, mens han blinkede charmerende mod hende. "må jeg anmode om denne dans?" spurgte han og smilede stort mod hendes overraskede ansigt.

Ih.. Det var da lidt sødt, at han ville passe på hende. Det havde hun ikke just oplevet før. Selvom det var uvant, var det også rart på sin egen måde. Hun lod hendes fingre kærtegne hans hånd, da det var som et tak. En taknemmelig gestus. "Min egen beskytter" lo hun blidt og smilede til ham. Han var meget lige til. Hvilket hun ren faktisk godt kunne lide. Han lagde ikke låg på noget. Han var der bare og var helt sig selv. Noget man burde respektere og beundre. Det gjorde Arlyn også. Hun var ikke selv så udadvent. Mere stille og hvilede i sig selv. Nu fik hun lidt selskab og modstand i sin hverdag. Det kunne kun være sundt. En smule overrasket så hun dog ud, da han anmodede hende om en dans. En rigtig gentleman. En af de første tanker var musik. Det var der jo ikke. Måske behøvede man ikke det. "Det ville være mig en fornøjelse, at danse med dem" svarede hun så og sendte ham et sødt smil. Det var da helt specielt. At danse i en mørk skov om natten. Næsten som et eventyr. Måske sådan lidt Romeo og Juliet lignede. Var de ikke også i en skov? Eller sådan noget lignede? Jo det måtte de have været. Det mindes hun, at hun havde læst i bogen engang.
Det var nu godt nok længe siden hun havde danset. Mon ikke det skulle gå fint? Jo. Nu tog hun i hvert fald chancen.