That is mine

André havde øjnene knebet sammen. Hans fødder rørte ikke jorden, i det han svævede langsomt hen ad jorden. Hans blik flakkede langsomt rundt i gydernes dybe mørke. Hans røde øjne var på vagt efter et bytte. Et udfordrende bytte. Hans ører var også på vagt. Hver eneste vanddråbe som lod sig ramme den kolde jord; hver eneste fod, der let ramte jorden; hver eneste åndedræt, kunne han høre. Hans instinkter var forstærket 10 gange mere, som vampyr, og var nu altid vågen. Selvom solen dansede var André vågen. Hans øjne var nok lukket i, men på hvert et tidspunkt ville han kunne fare op. Månen ramte den kolde jord, og skabte en sti i mørket. André fulgte denne sti, hvis nu en levende skabning var nær. Han søgte efter en fært. Ingen opfangede han. Kun en svag anerledes fært. Vampyr. André var ikke helt sikker. Han svævede langsomt længere op i luften for at se Terre's gyder bedre. Intet kunne han se. Pludselig opfangede han færten igen. Denne gang var den stærkere. Hurtigt var han nede på den kolde jord igen. Hvor var væsenet?

”Jeg ved du kan høre mig, ikke noget med at gemme sig for katten, darling.” En lokkende stemme hørtes et sted blandt gyderne. Den kaldte på en ung mand, der sad et eller andet sted. Der stank af alkohol, tobak og ikke mindst urin. Stanken var ulidelig, men var man følsom, burde man heller ikke opholde sig nær gyderne, heller ikke engang om dagen. Mørkevæsnerne var snedige… eller det var nogle af dem i hvert fald.
Det perfekte sted jo rovdyr, men et rent helvede for de ofre, der af ren fuldskab forvildede sig ind i labyrinten af gyder. I en af de gyder, sad en fordrukken ungkarl, eller i hvert fald en meget ung, universitets-dreng, med en ølflaske i hånden og stank af menneske. En god næse opsporede selvfølgelig mennesket, som var det en livsnødvendig genstand. Det var det vel også, hvis man kun tænkte på blodet der strømmede rundt i mennesket krop. Mums.
En brummende lyd kom fra den unge dreng, der inden for få sekunder, udstødte dødsskriget, før to skarpe tænder sugede sig fast til ham og borede sig ned i den sarte hud mellem halsen og skulderen. Lidt efter stoppede hans hjerte med at producere blod, og vampyren trak sig tilbage, tilfreds men stadig ikke tilfreds. Der var intet morskab over t dræbe med det samme, men så var gyderne ikke det rette sted for en som hende.
Utilfreds udstødte hun et suk, før chaufførhatten blev rettet på, og hun på høje hæle traskede videre. Lydia stoppede først, da en velkendt lugt ramte hendes næse. Denne gang var det ingen sød duft, men en stank af vampyr, der opholdt sig tæt på. ”Vis dig, fremmede og gør det hurtigt. Jeg keder mig uudholdeligt meget.” Det sidste blev mumlet, før den højlydte klikken fra de sorte stiletter holdt op for en tid. Den blonde kvinde stillede sig op af en husmur, lettere utilfreds med, at hun nu måtte jage den anden vampyr væk. Hun orkede ikke selvskab, ikke i nat. Ingen konkurrence, men lidt morskab kunne altid friste. Andre vampyrer var dog altid lyseslukkere. ”Vis dig, idiot,” mumlede hun irriteret, før hun hvæsede af den anden vampyr, der befandt sig et eller andet sted, alt for tæt på.

André blev ret irriteret over den unge piges sprog. Højt og tydeligt sagde han: ''Sådan tiltaler man ikke en mand som mig unge pige.'' Han bevægede sig hen til vampyren med hurtige skridt. ''Jeg tiltales som De, eller Hr.'' André så hende i de røde øjne. Han rundt rundt om hende og kunne nærmest fornemme hendes alder. Gyderne var tomme, dog var der to vampyrer. André og denne uhøflige pige. Han var stadig i tvivl om hendes alder. ''Hvor gammel er De så?'' spurgte han hende høfligt. Han var klar til at trække sine hugtænder frem hvis hun gik til angreb. Nemme ofre var underholdende, men han tøvede. Hun skulle først angribe, for at pisse ham af. Han trak vejret, selvom han ikke behøvede og iagttog hendes bevægelser.

”Og det kommer dig ved fordi?” Irriteret gloede hun manden i øjnene, som hun var fristet til at kalde bessefar, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Lyseslukker,” mumlede en irriteret kvindelig vampyr, der var lige på nippet til at trække hugtænderne frem og angribe, men det ville være spild af kræfter og koncentration. I stedet fnøs hun kort og gik, uden med en eneste følelsesrynke i panden, lige forbi den mandelige, ret så irriterende vampyr, der havde vovet at stoppe hende.

De sorte stiletter klikkede irritabelt mod jorden. Hendes ansigt var koldt og hendes øjne så lyseblå som en skyfri sommerhimmel. Hendes hår var filtret, lyst og let krøllet og på hovedet bar hun en hat, som hun af en eller anden grund ikke slap af syne. De sorte shorts dækkede kun 10 centimeter af hendes lår og toppen indenunder den gennemsigtige, sorte blondebluse, dækkede stort set intet. Men hvad ragede det hende, om folk synes hun lignede en prostitueret, når hun faktisk morede sig med det? Desuden kunne de stikke deres dumme kommentarer op et hvis sted, med mindre de ønskede, aldrig at åbne øjnene igen. Lydia var intet andet end en nådesløs bitch, hvis man kiggede på hende fra et specielt perspektiv. Ellers var hun en bitch alligevel.

”Vil du mig noget, så ved du sikkert hvor du kan finde mig, vamp…” Lige meget hvor gammel han var, eller hvor stærk han så troede han var, rørte det hende slet ikke. Og hvad så, hvis han slog hende halvt bevidstløs? Så havde hun da haft det sjovt så længe, med en lille kamp i gyderne. Det lød fristende, men for lavt til hendes standart. Den blonde pige, sendte ham et lokkende smil over skulderen, før hun fortsatte sin gang. Om han ville følge efter, angribe eller noget helt tredje, var helt op til ham. Det morede bare ikke Lydia at stå og lege: Hej-jeg-hedder-Lydia-hvad-hedder-du, når hun kunne komme videre med nattens jagt.

''Det kommer mig ikke ved, jeg er bare nysgerrig. En ung tumpet vampyr som dig burde have manerer. Det havde man i 1900-tallet. En dejlig tid.'' André smilede generende tilbage mod den så ellers pæne vampyr foran ham. Han var trist over at hun skulle være så irriterende, men det var alle de der babyvampyrer jo. ''Skulle jeg finde dig? Min tid går på mit kære afkom, Maya. Hun er nyfødt. Du har vel ingen afkom, kan jeg fornemme?'' André haddet at andre troede de kunne irritere ham, men han var ikke let at genere. ''Du burde jage... I stedet for at være så naiv at tro, at du kan genere en 277 årig vampyr, den går ikke unge pige.'' Sagde André og vendte ryggen til hende. Han svævede let over jorden og fortsatte sin jagt roligt, som altid. Mon hun fulgte efter ham?