Don't be scared.

T: Lige omkring 18:27.
O: Ingen lige nu. Men massere af gamle legetøjs ting.
S: Legepladsen.
V: Lunt og tørt.


Altena havde på en eller anden måde, forvildet sig hen til byens legeplads. Egentlig vidste hun ikke hvordan hun var havnet der, men hun havde været en slange hele dagen. Og havde ikke rigtigt haft en ide, om hvor hun havde snoet sig hen.
Men nu var hun alsa her..
Fingrene løb gennem det lange hår, inden hun med et suk satte sig på en gynge. Tingene var bare ikke de samme mere. Hun elskede stadig at være udenfor, men efter Arthur var begyndt at have så travlt med alting, var hun meget alene. Det irriterede hende lidt, men hun kunne jo ikke bare sige til ham, at han ikke længere måtte det han ville. Det var jo ikke hendes valg.
Langsomt begyndte hun at gynge lidt frem og tilbage. Det var lidt mærkeligt, at være på en legeplads, normalt var det ikke noget man ville være, når man ikke var barn mere. Men der lå en sær ro over dette sted, som hun ikke helt kunne finde ud af. Hun slappede bare meget mere af her. Stilheden gjorde hende ikke noget, men hun ville meget gerne, have haft at der var nogen at snakke med, det ville helt klart gøre dagen mere spændende. Eller aftenen var det jo sådan set. Det var bare stadig lyst så man tænkte ikke over det.
Kort efter rejste hun sig dog igen, og gik langsomt rundt om gyngerne. Hun var egentlig meget smidig, det viste hun bare ikke så tit. Men det gav lidt sig selv, når hendes dyreform var en slange. Noget specielt ved hende, var også at hendes pupiller var aflange og lodrette. Præcis som en slanges. Denne aften havde hun et par højhælede sorte stiletter på, der sluttede lige over knæet. Et par sorte små shorts, en sort nedringet top, og en sort lang cardigan udover, som stod åben.

Noget havde forstyrret Grins ensomhed. Han havde lagt mærke til en forstyrrelse i baggrunden, - en lyd af noget, der kom glidende igennem sandbunden. Derfor havde han instinktivt løftet sig fra den ene gynge, for at gemme sit store legeme bag en heldigvis høj, og bladfyldig busk ikke langt fra gyngestativet. Fra sit lille gemmested, stirrede han med de sædvanlige store øjne, og det skræmmende brede smil imod den firkantede sandbund, nysgerrig over hvem eller hvad trængte sig ind på hans 'territorium'.

Grins fingre knugede et par af buskens grønne blade, så huden blev malet af den lyse farve. Han havde fundet grunden til de nye lyde, og rykkede langsomt hovedet tættere på scenariet, uden at tænke på at det kunne afsløre hans tilstedeværelse overfor væsnet. Det var en slange. Nej.. En slange, der begyndte at tage form som en aldeles attraktiv kvinde. Det shokerede for en kort stund Grin, der aldrig havde set noget magen til foregå. Han rystede så på hovedet, iagtog kvindens ritual-agtige bevægelser rundt omkring de rustne gynger, inden han endelig trådte frem.

Grin selv lignede mest af alt noget fra en typisk skrækfilm. Hans hår var kulsort, nåede hans brede skuldre, og det lignede at håret altid var vådt. Hans ansigt var grotesk, da hans øjne så ud til at mangle øjenlågene sammentidigt med at der lå et bredt, nærmest sultent smil på hans læber. Hans veltrænede, lettere markerede krop var kun dækket af laset tøj, der havde flænser overalt, og som kun dækkede det mest nødvendige. Det havde været enormt svært for ham at overleve kulden, men nu hvor vejret var begyndt at blive varmere, kunne man ane de svedperler der klatrede ned af hans nærmest frit tilgængelige hud. Selvom det endnu ikke var hedt, og natten snart ville falde på, havde han det varmt.

"Halløjsa. Og hvem er så du, som muligvis har haft en slange som fader?"

Altena hørte ret hurtigt en komme gående, og vendte blikket mod ham, hun reagerede ikke på hans udseende, men lod dog kort blikket glide op og ned af ham. Bare for at vurdere ham. Hun snusede diskret ud fra sig, og hen mod ham, og fandt hurtigt ud af hvad han var. En varulv. Et mærkeligt udseende for en varulv.

Langsomt lod hun hånden feje håret om på ryggen, og så ham i øjnene. Men dog uden at sige noget lige med det samme. Det var ham der havde stået og luret på hende, ikke omvendt. Ergo vidste han også at hun havde en dyreform. Det ville blive svært at flygte fra en, der udmærket vidste hvad hun var, og sagtens kunne løbe efter hende og fange hende igen hvis han ville.

“Hvem jeg er? Det ikke noget der vedkommer dig. Min lille varulv.. Det eneste der kommer nogen ved, er at man ikke burde lure på folk” sagde hun koldt. Hun vendte ryggen til ham, og strakte sig. Gik sikkert hen mod en rutsjebane. hun gik langsomt rundt om den og holdt stadig øje med ham. Det var stadig som om at, hendes sanser var meget skærpede, hun kunne mærke alting om sig.

“Hvis du ønsker at vide hvem jeg er, vil jeg have at vide hvem du er? Og bare så du ved det, er ingen i min familie en slange” sagde hun roligt, og lod hovedet glide blidt på skrå,. Lænede sig nu mod trappen på den. Kort måtte hun tage sig selv i, at lade tungen glide ud og lave en hvislen. Det var blevet en ret mærkelig vane når hun havde været for længe i sin slange form. Øjnene blinkede ikke, det var ikke noget hun altid havde behov for. Dog begyndte hun igen at blinke, efter et par minutter. Som slange blinkede hun ret sjældent.

Hendes tydeligt kolde svar tilføjede bare mere til hans endeløse indre spørgsmål omkring hendes oprindelse, historie, personlighed osv. Hans fingre begyndte at vrikke, hans ene fod stampede blidt på den støvede jord, og hans smil blev kun tydeligere at se i aftensolens orange skær. De overraskende skarpe, trekantsformede tænder var gustne at se på, - en afskyelig farveblanding imellem tisgul, blæksort og muggrøn. De gennemborende øjnes pupiller lyste med en fin mørkebrun nuance, der burde have gjort hans særprægede ansigt mere humant. Men desværre ødelagde de tykke, røde streger på huden omkring øjnene al mulig chance for normalitet at skue på hans sjældent indbydende ansigt.

"Jeg lurede ikke. Jeg begloede din krop, som enhver anden mand, der kan blive liderlig. Men jeg var her, før du overhovedet overvejede at betræde legepladsen.. Så jeg lurede altså ikke."

Grin havde ført den ene sorte negl op til munden, og begyndte med det samme bemærkelsesværdige smil at gnave på den. Han brød sig virkelig om at snakke, men hun var så delikat at se på, at det gjorde hans såkaldte ædlere dele interesserede i mere end bare at tale.
Han havde tilegnet sig ulvens tankegang mere og mere hen af årene, og derfor blev han også hurtigere lystig, når noget tiltalte ham på mere end én måde. Og det gjorde kvindens krop.

"Jeg vil altså gerne føre min slægt videre med dig.. Med din krop.."

Grin regnede det han sagde, så ærlig som han var på nuværende tidspunkt, som en ros. Han ville gerne være sikker på at kunne føre generne videre, lidt ligesom ulvene, men tænkte ikke på kvinderne, udover deres forførende kroppe.
Kvinden foran ham var et godt bud, når Grin skulle finde en at føre slægten videre med. Hun var ret køn.

Altena stirrede længe på ham. Prøvede at regne ud, hvorfor han så ud som han gjorde. Han lignede mest af alt, skurken i en dårlig gyserfilm. Men det kunne man nok ikke ligefrem spørge om det var hvad han var. Måske ville han helst ikke snakke om det, og måske så han bare sådan ud, måske var han født sådan, det var jo ikke noget hun kunne sige med sikkerhed. Fingrene gled henover den rustne kolde trappe. Hun mærkede rusten falde af, hver gang hun rørte trappetrinene. Ikke fordi hun havde tænkt sig at skulle op og ruche. Men mere fordi hun følte at byens legeplads, var lidt dejligt. Dejligt fredelig. Måske var stemningen også en anelse trist. Men det var nok manglen på børn der gjorde det.

“Årh hold da lige op var, du lurede gjorde du. Desuden lyder det meget bedre, end at du begloede min krop. Du kan da blive så liderlig som du vil, jeg er ret så ligeglad er jeg bange for.”

Altena så roligt mod ham, og kørte det mørke hår om på ryggen. De grønne øjne stirrede på ham. Hun vidste ikke helt om hun skulle være på vagt overfor ham, eller om hun skulle slappe mere af. Det var ikke rigtigt til at regne ud, med hans udseende. Han smilte jo bare hele tiden, og stirrede på hende, som om han havde pillet hendes tøj af med øjnene. Da han så begyndte at snakke igen, så hun undrende på ham. Vidste ikke helt om hun skulle blive vred, eller smigret.

“Du ligger ikke skjul på noget hva?… du har lige mødt mig, og allerede nu vil du have sex med mig, så jeg kan give dig et barn? Du må have spist søm, jeg skal ikke have nogen børn, slet ikke med en jeg ikke kender.”

Han ville sikkert gerne have børn med hende, men hun havde ikke ligefrem nogle planer om at blive gravid med nogen lige nu. Desuden var hun jo også Arthur’s. men han havde godt nok sagt hun ikke måtte opføre sig som om, at hun havde nogen lige nu. Det var bare lidt svært, når man virkelig holdt af en.

Grin stirrede bare på hende, med hovedet en anelse til siden så håret fulgte den langsomme bevægelse, som om han slet ikke forstod hendes valg. Gjaldt sex ikke kun om at producerer en slægt, så ens arv ville blive sikret i en hel generation endnu? Det fik Grin til at smaske let, inden han satte sig ned på den grove sandbund, imens hans glubske øjne forblev imod hendes krop.
Han nød virkelig synet af hendes anatomi, der havde en uovertruffen finesse, som var hun lavet af det ædleste glas, Elverne var i stand til at brygge. Han slappede for en kort stund af i hele kroppen, lænede hovedet en anelse tilbage, - undersøgte hende for tredje gang, nu via frøperspektivet.

"Jeg forstår godt din hentydning" Han løj. "Men jeg tror stadig, du kan gøre dig nyttig.. Selvom jeg måske ikke ser sådan ud, er jeg en mand med store planer." Endnu en løgn, der nærmest var stik modsat sandheden. "Og du har muligheden for at blive en stor del, af den største forandring, byen her har brug for!"

Grin overvejede, om hans pludselige udbrud om en stor plan for byen var en dårlig idé. Men som han havde af natur, var de stupide valgmuligheder altid hans foretrukne. Derfor afsluttede han sin talestrøm, med en sætning, der aldrig bør komme ud af en psykopats mund.
Slet ikke dennes.

"Jeg vil terroriserer byen. Bomber, tilfældige folkedrab med skydevåben, - you name it."

Nu afventede han bare kvindens reaktion. Den reaktion, der skulle afgøre hans fremtidige handlinger. Accepterede hun til sidst hans ønske, ville han som lovet, angribe tilfældige borgere overalt i byen. Hvis ikke, ville han gøre som sædvanlig; Skræmme enkelte, tilfældige borgere, én efter en.

Altena så iskoldt på ham. Og lyttede til det der nu slap ud af hans mund. Ah så han prøvede en ny taktik. At lokke hende med mord og frygt. Det lød nu meget godt, men det havde hun allerede en til at gøre ved byen. Og på samme tid, forstod han at holde hendes interesse fanget. Det var en ret sjov ting faktisk. Fingrene løb nu gennem hendes mørke hår, som hun smed om på ryggen. Langsomt gik hun tilbage mod gyngerne, og lod hånden løbe nedover kæden på gyngen hun stod ved. Hvad mon han forventede af hende. At hun bare overgav sig, og lod ham gøre hende gravid? Så var han i hvert fald ikke rigtigt klog.

“Nu tager din snak en helt anden drejning. Uanset hvor mange folk du myrder, og hvor mange du skræmmer, skal jeg på ingen måde have børn med en jeg ikke kender. Uanset om du så var en guddommelig lækkerbisken, eller en satan fra helvede, skal jeg ikke have børn med dig, når jeg ikke kender dig”

Hun sukkede for sig selv, og satte sig på gyngen med front mod ham. Han var lidt mærkeligt. Han mindede hende lidt om Arthur, men i mere… utæmmet form.. Lidt som om, at han var opvokset sammen med ulve. Han virkede ikke til at han vidste så meget om andre mennesker, og hvordan man var overfor dem.

“Jeg er ked af det, men jeg finder det ikke smigrene, at du ser på mig som om at jeg kun er til for at give dig børn. Så må du finde en anden at kigge sådan på.”

Det virkede måske som en ond reaktion, men hun havde aldrig haft lyst til, at folk skulle se hende som et objekt. Og da slet ikke en avlsobjekt. Det havde hun ingen intentioner om at blive. Hun ville virkelig gerne lære ham bedre at kende, men hun stolede ikke på ham. Han mindede mest af alt, som en skingrende sindssyg, der lige var sluppet ud.

Grin lod hende tale færdigt, men fulgte alle hendes bevægelser med øjnene. Han registrerede hvert et ryk, hver en sitren hun lavede. Selv den ubetydelige bevægelse hendes fingre lavede langs gyngestativets ene metalkæde. Han nægtede at overse den mindste detalje, denne kvinde havde med at gøre.

Men da hun var færdig med at snakke, kunne han ikke holde en gennemprydende, hæslig latter fra at splintre den tidligere tavshed, naturen havde skabt omkring dem og deres samtale. Hun troede stadig, at han tænkte på at avle! Han morede sig midlertidigt over hendes naivitet, da hun åbenbart ikke havde fornemmet, at han var en meget enkel person. Han nægtede at gruble over afvisninger, så selvfølgelig reagerede han på denne måde, når hun blev med at tænke i de samme baner.
Grin lod håndryggen glide langs næsen, imens at smilet ikke længere kun havde spor af en evig sult, men også en oprigtig glæde over hende.

"Jeg vil da ikke have børn med dig! Jeg vil have morskab! Spænding! Hvis jeg blev ved med at være stædig, selv efter et afslag, ville mit liv blive ualmindeligt kedeligt. Du er speciel, og jeg vil have en relation til dig. Du er perfekt til min plan. Og min plan, passer perfekt til dig! Huhuhuu!"

Grin klappede ivrigt hænderne sammen, som for at understrege hans ord om hendes aldeles vigtige person. Denne gang, var hvert et ord sandt, og på en forunderlig måde, begyndte han at ligne et normalt menneske i opførslen..
Han sad helt stille, og betragtede kvinden, der skulle være en vigtig del af hans liv. Selvom det ikke ville slægts-mæssigt, skulle hun bruges til noget. Og han ville helt sikkert sørge for, at det noget, var skabt fra hans bakteriebefængte hænder.

Altena så roligt på ham. Hendes hænder holdt om hver sin kæde af gyngen. Hun var lidt irriteret over ham. Også alligevel ikke. For han fascinerede hende lidt. Hvordan kunne man være sådan. Og ikke være blevet spærret inde for længst?. Hun pillede kort ved kæderne på gyngen, og rejste sig så langsomt. Han kedede hende nu også lidt. Der var virkelig ikke noget at lave lige nu, og egentlig overvejede hun bare at smutte hjem igen. Det var også ved at være sent, så måske var det en god ide at komme tilbage til huset. Tænk nu hvis Arthur havde tænkt sig at komme tilbage igen? Så var det en fordel for hende at være hjemme, også selvom at han havde nøglen til huset, det var jo ikke helt det samme. Han undrede hende. Han virkede ikke som en man kunne stole på. Han virkede som en, der kun tænkte på sig selv, og sine egne behov. Og det var vel også fint nok. Hvis det alsa var det man ville. Hun var nu ikke en der kun tænkte på sig selv. Altid i hvert fald.

“Så.. Du sidder alsa bare og overbeglor mig, af ren morskab? Godt så… du gør det virkelig ikke nemt for dig selv du gør ikke.. Tænk at tale sådan til en kvinde.. Du er lige så uforskammet, som resten i den her by” en let hvislen undslap hendes læber, før hun nåede at stoppe den.

Hun himlede kort med øjnene, og gik ganske langsomt hen mod udgangen af legepladsen. Hvis hendes eneste selskab, var en sindssyg stodder, der skiftede mening hele tiden, havde hun jo ingen grund til at blive der. Han virkede alligevel ikke som om at han rent faktisk gad at snakke med hende. Hun brød sig ikke om den måde han stirrede på hende. Og især ikke det vil, der hele tiden syntes at hvile på hans læber. Et eller andet sygt smil.

Grin blev hvor han var, selv da Altena besluttede sig for at forsvinde. Han udtrykte tydeligt et signal, der sagde, at han ikke var færdig. Han havde et kort i ærmet, og det ville muligvis være et Es. Det stærkeste våben, en gamer kan bruge.

"Indeed, I am rude, even towards women. But theres one important difference between me, and everyone else in this town.
I'm the only normal being here. And I'm surrounded by maniacs, that will say, the rest of this citys people."

Han afventede tålmodigt hendes reaktion, på de ord, der ville få enhver til at tabe kæben. En morderisk, åbenlyst sindyg mand som Grin, der snakkede på den måde, varslede kun ilde. Det var hvad han nød ved at gentage den samme sætning, overfor alle dem, der var værdig til at høre den. Alle der hørte den, ville automatisk forære ham deres opmærksomhed. Og Grin var ikke kun grådig, når det gjalt føde.

"You can't expect anyone to understand the real goals, life gives you from birth.. Do you wanna understand your goals?"

Grin løftede blikket, og kiggede endnu engang afventede på Altena, med en overraskende alvorlig mine. Hvis hun da ikke var gået, ville han bare slikke sine læber et par, og vær klar til hendes svar, - men hun kunne reagerer på alle måder. Både de uventede, som ventede.
Men som Grin før havde nævnt, måtte hun ikke slippe væk for tidligt. Han ønskede brændende at kunne bruge hende som en brik, uanset hvad spillet ville komme til at handle om. Men så, efter et en kort tavshed fra hans spørgsmål, kom han med en afsluttende sætning, der virkelig var den sidste, indtil hun havde talt.

"Do you wanna keep being insane like them, or are you going to flow against the wild river, - and become normal?"