~Freedom At Last - Åbent emne~

Sted: Forêt – Skoven
Tid: 19:34
Vejr: Overskyet. Det trækker op til storm.
Omgivelser: Et forfaldent lille hus, træer.

Man kunne ikke ligefrem kalde skoven et hyggeligt sted. Især ikke når det trak op til storm og himlen var blevet mørk langt før tid. Vinden ruskede i træernes kroner og rev de tyndeste grene med sig såvel som de lidt tykkere. Var man opmærksom, kunne man sagtens mærke vinden trække en med hen mod det faldeværdige hus, som ingen turde røre eller nærme sig.
Rygterne sagde at det spøgede og der lå flere lig i kælderen. Det var så ikke sandt. Det eneste der var i huset, hvor vinduer og døre var spærrede af brædder, var en enkel briks med en død kvinde. Der var ingen der havde været inde i huset i flere årtier, men det var der selvfølgelig en fantastisk forklaring på. Ingen turde røre den blodige kvinde, hvis øjne var helt hvide og mundviger skåret flere centimeter op. Selv ikke engang hospitalsfolk eller politifolkene. Det var nu længe siden at folk havde det mindste som nærmet sig stedet, og fortællingerne om den at det spøgede og om alle ligene, gik i arv.

For præcis 50 år siden, var den unge kvinde, som man ville kalde hende dengang, blevet lagt i rummet. Alle troede hun var død, men der var stadig liv i hende. Caite havde ventet så mange år, to forskellige steder på jorden på samme tid. Hendes sjæl var blevet låst fast i en mannequindukke der befandt sig i en aflåst kælder i Sverige. Hendes krop var i skoven i Di Morga. Folk havde været så egoistiske og dumme. Troede de virkelig, at afstand og tid kunne holde de to ting fra at finde sammen igen?
Hendes sjæl var et eller andet sted ude i verden, lige nu, i sin søgen efter den rette krop. Nu havde den endelig undsluppet dukkens forbandelse og kunne nu vende tilbage til kroppen, men der var intet til at hjælpe den på vej. Intet til at vise den hvor dens retmæssige ejer var. Det gjorde, at den næsten døde djævel måtte vente lidt endnu. Desuden kunne sjælen ikke slippe ind i det faldefærdige hus, trods dets tilstand… Med mindre, nogle var så dumdristige at fjerne brædderne fra døren, åbne den og som den første se dette blodige væsen uden sjæl. Men ind til da, måtte hun bare vente.

Efter 50 år i helvede, hvor hun hele tiden havde været en tredjedel tilstede, kunne hun ikke vente på at komme tilbage og sætte begge ben på jorden. Nu var det store spørgsmål bare, om der var nogle hun kunne hævne sig på tilbage. Nogle af de mennesker tilbage, der havde gjort hende næsten blind og tavs og havde splittet hende. Hvis de helvedes mennesker ikke allerede var døde, så kunne de godt begynde at kysse deres kære farvel. Hun skulle nok få chancen for at vise, at hun var født i helvedes flammer…

… Flashback…

”Hvis hun overlever flammerne, så er der kun en anden mulighed…” En lav snak kom fra flere steder i lokalet. På væggene hang der gamle billeder af ældre mænd i formelt tøj og omkring et stort rundt bord, sad 12 mennesker samlet. Alle havde de en bekymret og alvorlig mine. De sad samlet på grund af en enkel pige, omkring de 14 år, der blev beskyldt for at være helvedes udsendte. Hun var blevet kendt skyldig i en sag om en nedbrændt protestantisk kirke.
De diskuterede hvordan de bedst mulig kunne straffe pigen, eftersom hun måtte være djævel og burde genopstå i helvedes flammer. Der blev snakket lidt mere, diskuteret til højre og venstre, før manden der først havde talt, bankede i bordet med sin knyttede næve. Han åbnede munden, men nåede ikke at snakke, før en af de andre ved hans side kom med et udbrud: ”Lad hende dø! Lad hende brænde op! Jeg er egentlig ligeglad med hvordan hun så end dør, jeg vil have hende væk! Væk fra herrens jord! Det forbaskede pigebarn burde ikke engang leve… Skær hendes tunge over, tag hendes øjne ud, spær hende inde… Jeg er ligeglad. Lad hende rådne op i et fængsel.”
Der blev hujet, råbt og nærmest skreget, før manden der først havde talt, råbte til flokken at de skulle tage sig sammen og tie deres bøtter. Han hviskede lidt til den ene sidemand, før han hviskede til den anden og modtog et svar. ”Vor herre bevares… Før daggry er hun væk, var I blot rolige.”

… Flashback slut…

Sjælen var tæt på. Caite kunne næsten mærke den, selvom hun mest af alt følte smerten af betændte sår og i det hele taget smerte fra de 50 år gamle sår, der ikke ville heale. Det var lidt det samme som hendes krop.
Den kvindelige, unge krop, der sagtens kunne gå fra at være en 14-årigs ville ikke forsvinde. Der var ikke en skramme på hendes perfekte krop, ud over hendes ødelagte ansigt. Selvom det ikke burde være muligt, havde kroppen dog forandret sig. Hendes krop var nu mere moden og lidt højere var hun blevet. Udmagret var hun også og ikke mindst bleg, men hvad forventede man af en næsten død djævel, der ikke havde indtaget nogen form for føde, i de sidste 50 år?
Hun håbede på, selvom hun ikke helt kunne vide det, at der inden for de næste årtier ville ske det mirakel, at nogle ville være så dumme at åbne døren eller rive huset ned og lade hendes sjæl komme igennem. Hvis ikke, så ville hun være fanget til evig tid i det lille hus i skoven. Kom hun nogensinde ud, skulle der festes… på en eller anden måde.

Hun kunne næsten mærke det i sine fingerspidser. Noget var nært, næsten alt for nært, til at det kunne være den mindste mulige realistisk. Hvorfor nu? Det kunne lige så godt være sket for 23 år siden eller tidligere. Hvorfor nu?

… Flachback…

Et smertefyldt skrig rungede i det hvide marmor lokale. Blod flød ned i et relativ stort kar af det klareste og smukkeste marmor. En jamrende ung pige lå med hovedet på kanten og så rædselsslagen sit eget blod flyde ned af kanten. Over hendes ødelagte mund og kæber, sad noget der mindede om et stort stykke tape eller en stram forbinding, der var klistret fast. Et slag på siden af hovedet fik hende til at stoppe sin jamren i et øjeblik.
Caite jamrede og hulkede. Selvom hun var djævel og burde kunne holde til den smerte der blev påført hende, men hun var så ung, så uerfaren hvad smerte angik. Smerten var uudholdelig og tårerne stod ud af hendes øjne, blandede sig med blodet og strømmede ned af kanten til den store fordybning.
”Din satans skabning! Forsvind tilbage til dit rigtige hjem, skarn!” Med de ord, blev den klistrede forbinding skåret af og knivens spids trygget mod den mundvig, der ikke var blevet skåret i endnu. Djævlen udstødte et skrig, da kniven skar hendes mundvig op, hun fik endnu et slag på siden af hovedet og gik ud som et lys.
Hun mærkede noget åbne hendes gab og rive tungen så langt ud som muligt, før den blev skåret ud. Caite var hurtig og skreg, så det rungede i det hvide kammer med højt til loftet. Hun befandt sig i et kirkerum lavet af marmor. Henne i hjørnet kunne man se en dukke uden arme. Dens hvide farve gjorde at den faldt i ét med marmorvæggene og gulvet. Den blonde pige jamrede, men hørte op, da en syngende lussing ramte hendes blodige kind og gjorde smerten værre. Hun gik denne gang ud og vågnede ikke igen.
Hendes øjenlåg blev skåret af og hendes pupiller og iriser erstattet af en flydende hvid masse. Hele hendes ansigt viste sig hurtigt at blive et blodbad og pytten i fordybningen blev langsomt større. Hun fornemmede at nogen eller noget vendte hende på siden igen, i samme stilling som hun havde ligget i tidligere, for at opsamle mest blod. Spillet var vist ude for den unge djævel.

… Flashback slut…

Blodet syntes stadig at strømme frem, selvom det ikke burde være muligt. Hendes hjerte slog ikke engang, så hvordan skulle blodet dog blive ved med at komme? Omkring en gang hvad have år, var hendes så sprunget op og blodet ville pible frem i dagevis. Selv det kunne hun mærke, imens hun opholdt sig i helvede. Forbandelsen var tydeligvist gennemtænkt… og dog fejlede den når det kom til stykket.