~Kun Et Kort I Mit Spil~

Sted: I udkanten af Sombre, tæt ved et par murstensbygninger.
Tid: 17.47
Vejr: Vinden er køligere end normalt og det er i den grad overskyet. Det trækker op til regn.
Omgivelser: Næsten ikke et øje.

Hver en lille bevægelse blev nøje hørt og bemærket. Hver en lille strofe der forsvandt ud gennem hans mund blev ivrigt opslugt af de gode øre. Det var alligevel utroligt, at han endnu ikke havde bemærket at han havde selvskab eller for den sags skyld mere eller mindre blev overvåget. Caite tog en dyb indånding og hørte lyden af tråd der knækkede, ikke langt fra hende. Blodet begyndte lige så stille at flyde ned fra hendes mundvig, fra det sted hvor en tråd fra den syning langs kæben lige var sprunget. De hvide, tomme øjne forblev dog rettet mod manden hun havde holdt øje med de sidste par timer.
50 års fangeskab i en mannequindukke, og så brugte hun tiden på at følge efter en enkel mand. Man ville tro at hun var blevet skør, men hvad kunne man forvente? Så længe havde hun været splittet i tre. En del af hende, havde opholdt sig i en mannequin i Sverige, en anden i form som hendes hærgede krop, i en kælder i Di Morgas skove og den sidste i helvede.
Desperat efter ikke at blive opdaget eller slået ned, kravlede hun så lydløst som muligt, ned fra taget hun havde opholdt sig op. Det skulle dog hurtigt vise sig, at hendes klatren ikke var særlig lydløs. Tvært imod lykkedes det hendes ene fod at sætte sig fast mellem to mursten. Caite tænkte ikke over hvad hun gjorde, forsøgte at rive sig løs men fik overbalance og væltede mindst tre meter ned, før hun ramte den kolde og hårde jord. Bravo.

Evnen til at snakke havde hun endnu ikke haft brug for siden hun var vendt tilbage, men evnen til at se, kunne være til stor gavn i hendes nuværende situation. Det var ikke til at vide om Karl havde vendt sig om og nu stirrede på hende, eller havde ignoreret larmen. Trods der var risiko for at han kiggede på hende, valgte hun at komme på benene og i et hurtigt tempo, få fodtøjet til at føre hende mod den nærmeste gyde, ved hjælp ag hørelsen og følesansen.
Flere af snorene, der holdt de to store sår lukkede fra hendes mundviger og til hendes kæbe sluttede, begyndte lidt efter lidt at springe, i takt med at hendes åndedræt blev hurtigere og hendes ben tungere. Før i tiden, ville hun ikke være flygtet fra en situation som denne, men hun havde kun levet og åndet i et par dage… højest. Og ville hun udføre sin plan ordenligt, kunne hun ikke tillade sig selv at afsløre sig selv eller blive fanget igen. 50 år i en mannequin-dukke havde gjort hende visere, trods hendes manglende intelligens.
Det lykkedes aldrig Caite at nå den nærmeste gyde. I stedet stoppede hun op, fik skabt en tynd dis med begge hænder, der lige så stille blev til skygger. Ville hun overleve, måtte hun smide de dårlige kort først. Vise sin svage side og senere slå til. Frem for at flygte blev hun stående med store hvide øjne uden øjenlåg, der stirrede blidt frem for sig, manglende pupiller og irisser, en blodig mund og en skrøbelig men ret attraktiv krop. Inderst inde, havde hun på fornemmelsen, at det ikke var denne aften hun ville miste livet. Den aften skulle nok komme, men det var ikke i aften.

Karl gik med langsomme og velovervejede skridt igennem Sombre, hans humør var på så dårligt punkt at han ikke rigtigt følte for andet end at riste undersotter med uhellig ild, dog havde han sine små og trivielle erinder der ikke tillod at han kastede ildkugler mod alt der bevægede sig. Han sukkede dybt mens han fortsatte sin gåtur, der var ikke sket meget over de sidste par måneder andet end at han henholdsvis havde læst i sine tykke bøger om alt og intet, og havde gjort livet surt for de få og små oprør der havde været i ny og næ. Ikke det store for en troldmand af hans kaliber og slet ikke noget han fandt den mindste smugle udfordrende eller bare sjovt, han var på grænsen til det han selv ville kalde for deprimeret.
Følelsen af at han blev observeret gav Karl en kuldegysning og da lyden af en tråd der sprang lidt bag ham kunne høres, var han sikker på det det var tilfældet. Han gav ikke til kende at han vidste han blev forfulgt, det var der ingen grund til, kun den mest tåbelige røver nogensinde ville prøve at rulle ham.
Karl tog fat om hans sorte kappe og smøg den tættere om kroppen, vejret så ikke ud til at blive så tilforladeligt som det ellers burde være i Nordfrankrig og regnen var uden tvivl kun et spørgsmål om minutter væk. han kiggede sig diskret over skulderen men så ikke noget, det var måske bare hamselv der var ved at blive skør fordi han ikke havde noget ordenligt at tage sig til. Da et rabalder uden lige fandt sted bag ham, kunne han dog ikke længere ignorere det, han drejede rundt på stedet og løftede hænderne, mens sorte flammer tændte som gnister på dem og var klar til at blive kastet afsted mod en eventuel modstander.

Det Karl så var dog ikke det han havde regnet med, han havde forventet en klodset og dum røver med en kniv, i stedet så han en levende dukke med blodet strømmende fra munden og øjne så hvide som mælk, for ham var det tydeligt at denne ikke kunne se noget overhoved. Han kiggede interesseret og lagde mærke til at den orienterede sig ved hjælp af lyde og føling, hvilket kun underbyggede hans mistanke om at den var helt og aldeles blind.
Karl kiggede på de skygger hun lavede og løftede uenergisk øjenbrynet, hun var altså magisk og ikke bare et uheldigt menneske med virkelig dårlig retningssans. Karl smilede kort inden han blev til sort røg og forsvandt i ingenting.

Karl dukkede frem bag dukken og lagde hoved ved dennes skulder så han kunne hviske den i øret, "tro ikke at dine små tricks kan hamle op med mig lille dukke... hvorfor forfølger du mig? Hvad vil du opnå andet end at jeg ser mig sur på dig?". Karls form var ikke fast og slog hun ud efter ham, ville hun ikke ramme andet end røg og Karl ville hurtigt kunne materialisere sig selv igen.

Nu kunne spillet for alvor begynde. Stemmen i hendes øre, der uden tvivl tilhørte ham, bekræftede kun at hvis hun ønskede at overleve, måtte uskyldigheden smides på banen. Dukken drejede sig 180 grader, men kunne selvfølgelig intet se. Nogle sære sanser, gav hende dog et praj om hvor han befandt sig. Den helt specielle duft, lyd og en anden ting der ikke var til at beskrive, gjorde hende kun mere sikker end hun allerede var.
Caite åbnede munden, selvom hun ikke var i stand til at snakke, eftersom hendes tunge var blevet revet ud 50 år tidligere. Det betændte kød omkring hendes mund, dér hvor snore for lidt siden havde holdt sårene sammen, blev nu tydeligere og blodet fortsatte den sløve flugt fra de åbne sår og ned på hendes sølle påklædning. Indvendigt skreg hun af smerte, med udenpå lignede hun en konfiskeret dukke et par teenagere havde haft det hyggeligt med at udsmykke.
Som et svar på hans spørgsmål om hvorfor hun forfulgte ham, drejede hun nu omkring de 90 grader og stod med fronten mod en husmur med mursten i forskellige røde nuancer. Hun hævede den ene hånd og pegede med pegefingeren mod husmuren. Med rystende hånd, begyndte hun nu med skygger at stave sig igennem grunden. Da hun endelig var færdig, efter godt et minut, stod der følgende på husmuren:
’ For det første, min gode herre, er jeg ingen dukke, trods det et meget kvalificeret bud er. Og for at få endnu en ting på det rene Karl van Ricter, forfølger jeg Dem ikke. Hvis De ønsker at vide hvad jeg driver min kostbare tid med, må jeg desværre skuffe Dem. Jeg er ingen tilfredsstillende taler, hvilket De måske er?’

... Flachback…
var sort, men oplyst af de gule, røde og orange farver, der lidt efter lidt slugte den hvide kirke nær Di Morga. En blond pige, der lignede en nær de 14 år, stod veltilfreds med ild i de bare hænder. Hun havde fuld kontrol over den smukke ild, der fik kirken til at falde sammen for øjnene af et par tilskuere. Skrig og råb hørtes alle vegne. Ingen var døde eller sårede, men indbyggernes højtelskede kirke faldt sammen for øjnene af dem, og selv ikke de mange spande med vand, kunne få ilden til at dø ud. Den var skabt af ren ondskab og had.
Ilden forsvandt mellem den unge, blonde piges hænder, før hun lidt efter rettede de klare øjne mod den sorte himmel. Den ene hånd blev hævet og en finger begyndte med en snørklet og barnlig skrift, at skrive med kunstig ild på nattehimmelen. Halvejs gennem hendes budskab, var der tre der kastede sig over hende, men ilden blev hængende på nattehimmelen. Caite blev slået ud og ført til en kirke og smidt ind i et prægtigt lokale med højt til loftet, af det smukkeste hvide marmor. Det var den gang, i 1962 at den store kirke i Di Morgas naboby blev brændt ned af en sand lille djævel. På nattehimlen kunne man i flere dage, skimte det hun havde skrevet på den;
’Burn, baby burn! Lad englene falde og djævlene overtage, eller...’

… Flachback slut…

Caite vendte sig om mod Karl med store hvide øjne, en blodig mund og i det hele taget et frastødende udseende. Gad vide hvor længe der ville gå, før han gennemskuede hendes lille spil for galeriet?

Karl kiggede indgående på hende, han fornemmede livs energien der strømmede fra hende var en anden end den den så ud til med det blotte øje. For ham var hun helt og aldeles frastødende den hvide blege hud og hendes mælkehvide øjne var ikke ting som Karl brød sig synderligt meget om, de gav ikke hendes hensigter til kende som så mange andre væsner, hvor han blot kunne stirre ind i deres øjne og fornemme om de ville ham det godt eller ondt. Han kunne ikke det med hende og det huede ham ikke, der var noget over hende der kun kunne give ham problemer, ikke destro míndre var han nu blevet nysgerrig og kunne ikke lade være med at kigge opslugt med da hun begyndte at skrive på murstenene.

Karl missede lidt med øjnene og fik et irriteret blik, han kunne fange en nedladende tone i et brev, så han kunne også sagtens fange den selvom den var skrevet på en mur. Han overvejede kort om han bare burde gå og bede sine vagter om at dræbe dukken, skulle den forvilde sig i nærheden af ham igen, dog var han stadig nysgerrig nok til at han ikke bare vendte rundt og forlod dukken i støvet. "Jeg frabeder mig at du skriver nedladende, glem ikke hvem af os to det er der har magten her... Og ja jeg ser migselv som en fremragende taler og svar så på spørgsmålet. Hvad vil du mig?", Karls stemme blev dybere og meget mere truende end den havde været før, han var ikke i humør til julelege mere og dukken syntes at trykke ham på alle de forkerte knapper der gjorde ham mere og mere sur.

Karl materialiserede sig selv igen og rystede sin kappe, han gav dukken en chance mere til at forklare sig ellers ville han forladen den til sin egen skæbne, "Som sagt er jeg ikke en person der er meget for julelege, så dether er og bliver din sidste chance for at forklare mig hvad du vil", Karl rynkede på næsen da noget blod dryppede ned på jorden, han brød sig mindre og mindre om denne dukke.

Caite betragtede ham kortvarigt ved hjælp af hørelsen og lugtesansen, mens han lod til at læse skriften på murstenene. Hendes svar var ikke ment som nedladende, men blot for at fortælle ham, at hun bestemt ikke var i humør til julelege selv. Den hånd, der ikke blev brugt til at skrive med, tørrede en smule blod af begge kæber, før hånden blev tørret af i den atypiske påklædning dukken havde på.
En oprindeligt grå kjole, der nu havde en rødlig farve. Blodet der havde strømmet fra hendes mund de sidste mange år, havde farvet hendes kjole mørkerød. Det lignede noget unge piger gik med under anden verdenskrig, et par år før hun blev født i helvedes flammer. Det blonde hang løst og slapt, uden så meget som et lille strå der sad forkert. Så man bort fra den skræmmende blege hud, og hendes mishandlede ansigt, kunne man se den lille djævel under hendes hud, der var villig til at brænde endnu en kirke, også selvom konsekvenserne kunne være flere år i fængsel.
Hendes døde øjne, der alligevel ikke var til at se ud af, kiggede på ham af og til, før hun til sidst rettede blikket mod murstenene, lod som om hun havde en klud i hånden, og fik så skyggerne til at forsvinde. Caite savnede at kunne lege med ild, men skygger passede hende meget bedre. Den ene hånd blev hævet igen, og hendes skriveri fortsatte.
’De må meget undskylde, hvis jeg fornærmer Dem. Det var ikke min mening at skrive nedladende til Dem, eftersom jeg har brug for Deres hjælp… I stor grad. Som De nok har bemærket allerede, kan jeg hverken se eller tale.’ Dukken hørte op i et øjeblik, før hun vendte hovedet mod ham, åbnede munden og afslørede at hun ingen tunge havde længere. Munden blev lukket, og de store hvide øjne uden øjenlåg blev rettet tilbage mod muren, som var hun i stand til at vide hvordan det hele så ud.

’Jeg ligner en dukke, som De sikkert også har bemærket. En ting, De ikke ved endnu er, at min sjæl er fanget i den her… Rådne, betændte krop. Kan De hjælpe mig? Jeg vil give Dem hvad du befaler, herre, hvis De bare hjælper mig.’
I nogles øjne, lignede det mere en befaling end en bønfaldelse. Hun måtte bare håbe, at han havde forstået hendes budskab. Det var svært at have planer planlagt allerede for mange år siden, når man hverken var i stand til at se hvad man gjorde eller juble og skrige, når planen var fuldført. Det var desuden meget svært at spille den sølle, når hun faktisk viste sig at være ret så… sølle.
Med forsigtighed og stadig omkring en meter fra muren hun havde skrevet på, trådte hun et skridt tilbage. Hans duft var blevet kraftigere, så enten var han trådt tættere på, eller så ledte hendes næse hende på vildspor. I hvert fald, følte hun sig ikke så tryg længere.
’Hjælp mig,’ tilføjede hun med et hurtigt svip med håndledet. Det var første gang længe, at hun måtte bønfalde nogle om en tjeneste. Caite var parat til at lægge sig på knæ eller hylle ham, hvis det var nødvendigt. Han skulle hjælpe, koste hvad det ville.