En normal aften??

Tid: 19:23
Sted: Parken
Vejr: Køligt, blæst og lettere skyet
Omgivelser: Fredelige
Påklædning: Sort dame frakke, mørkegrå jeans og sorte støvler med kilehæle


Sophia sad på en bænk og havde siddet det længe. Hendes lyseblå øjne var rettet mod et kærestepar et stykke fra hende. De så ikke ud til at bemærke andre end dem selv. De grinte, smilede kærligt til hinanden og kyssede flere gange, mens de hele tiden havde deres fingre flettet sammen. Sophia sukkede næsten lydløst, da hun endelig løsrev sig fra dem og vende blikket den anden vej. Det havde været meget længe siden hun havde oplevet det, de to havde. Hun havde faktisk ikke haft et forhold siden hun var 18 år, hendes mor var lidt bekymret over det, da hun hver gang de var i samme rum snakkede om børnebørn, noget som ofte irriterede Sophia. Hun mente ikke at hun var gammel, 23 var da ikke så meget. Men at hun kun havde haft et forhold i al den tid, var måske grunden til at hendes gamle veninder altid prøvede at få hende med på blinddates.

Hun rejste sig op og strøg pandehåret om bag øret. Som altid var hendes blonde hår sat op i en pjusket knold, mens pandehåret lige præcis var for kort til at nå med i knolden, så det fik lov til at hænge som det ville. Langsomt begyndte hun at gå ned af den anlagte sti.

Manda kiggede rundt i parken. Han grinede lidt over at se så få mennesker. Det var ellers en god aften, selvom der var rimelig køligt og man skulle have jakken på. Han åndede ud i luften, desværre kunne han ikk se sin ånde, endnu. Han grinede lidt ved tanken om det. Han gik roligt videre ind af parken. Han overvejede at gå ind til midten og derefter tilbage igen. Han tog altid en aftentur, bortset fra hvis det øs regnede eller var alt alt for koldt til den slags. Han kiggede ned på stien som han gik hen af, den så ny ud. Måske havde de renoveret mens han havde været væk. Han trak på skuldrene ved tanken om det.

Han kiggede op igen, han kiggede på himlen. Det var svært at se nogle stjerner for alle de mange skyer. Det var ikk til at se carls vognen, han havde en sjov vane med at lede efter netop den stjerneform. Han kiggede ligeud for sig og så en pige der gik. Han satte hovedet på skrå og lugtede lidt, et menneske? Det var sent at gå alene rundt i byen, han havde hørt mange rygter om at det var sjældent at finde venligt sindet væsner for tiden.

Sophia lod blikket være vent ned på stien, en halv meter foran hende. Hun havde ikke så meget at lave og overvejede hvad hun skulle bruge hendes aften på. Det var ved at være forsent for hende at være udenfor, så hun overvejede hendes muligheder inde i lejligheden. Enten skulle hun se film med James Bond, eller også skulle hun tegne eller male. Men det var noget hun altid gjorde. Hendes liv var utroligt ensformet og der manglede helt klart forandringer.

Hun løftede blikket og lod det falde på en ung mand, med halv langt sort hår. Han så ud til at være lidt yngre end hende selv. Men det var nu ikke så meget igen. Hun fandt et venligt smil frem. Hun forsøgte altid at se så venlig og høflig ud som muligt, for at undgå problemer. Hun havde aldrig været god til konflikter og ente oftest med at give efter for den anden.

Han smilede let, hun så ud til at tænke. Måske tænkte hun ikk så meget over at være alene. Han tænkte lidt over det, eftersom hun var menneske, kunne det være hun var en af dem som intet vidste om magiske væsner. Det var der nogle mennesker der ingen idé havde om. Han grinede og kløede sig bag hovedet, han kom til at tænke på dengang han ikk vidste det og kom til at sige han var varulv og spurgte hvad den anden var. Det var ikk så nemt at få den person til at falde ned igen, eftersom varulve var meget frygtede hos mange mennesker. Han kom til at tænke på rygterne om at varulve åd gravide kvinder for at blive mennesker igen. Han bankede sig på hovedet og rystede på det. Måske han ikk skulle vende sine tanker så mange steder hen, han burde nok mere fokusere på at mennesket skulle komme sikkert hjem, så hun ikk mødte nogen der ville gøre hende fortræd.

Han gik så småt hen af imod hende og smilede let til hende da hun kiggede på ham. Han vinkede en smule til hende og gik hen foran hende, "Du er lidt sent ude, i forhold til du er alene." sagde han og kiggede på hende. Han håbede ikk hun troede han ville gøre hende noget. Men det kunne han godt lyde som om lige dér. Han bankede sig på hovedet. Ups.

Sophia lagde hurtigt mærke til at det så ud til at den unge mand på vej mod hende. Hun havde trods alt aldrig været glad for konflikter, og hvis han var ude på ballade, ville hun helst bare væk der fra. Men han så nu ikke ud som en der ønskede at skabe problemer for andre. Hun mindede dog sig selv på at man ikke skulle dømme bogen på omslaget. Hun fortsatte med at smile venligt og da han trådte ind foran hende stoppede hun op med det samme og fik et bekymret glimt i de lyseblå øjne, da hun faktisk havde håbet på at hun ville komme hjem uden kontakt med fremmede. Det var sjældent at fremmede henvendte sig til hende på gaden, dem som havde snakket til hende var enten folk som ville sælge noget, reklamere for noget eller måske spørge om vej.

"Øøhm....Jo det er jeg vel" svarede hun forsigtigt, og ville ikke risikere at fornærme ham. Hun lukkede sine fingre fra venstre hånd om hendes slanke spinkle højre håndled og forsøgte at forholde sig roligt. Det var ikke fordi hun var en bangebuks, hun var bare opdraget til at være forsigtigt og oftest tro det værste om andre med det samme. Men hun var dog også opdraget til at være venlig og høflig, mod andre.

Han kunne sagtens se på hende at hun ikk var så tryg ved at han gik hen mod hende. Men det var måske bedre at han gik hen til hende, end en vampyr eller dæmon. Sådan nogle var typisk ude efter et måltid. Det var der nok også andre varulve der var ude på. Han trak på skuldrene.
Han kiggede stille på hende, "Skal jeg følge dig hjem?" spurgte han roligt. Han satte hovedet på skrå, "Bare sådan at du ikk bliver kidnappet af nogen..." grinede han let. Han tænkte lidt, han var måske ikk så god til at prøve at være hjælpsom som han troede. Han synes han kunne lyde som en klam mand der var ude på noget.

Han bed sig hårdt i læben, hun så meget utryg ud. Han havde nok dummet sig mere end han først frygtede. Han kiggede ned på hendes hånd, den holdt fast i hendes modsatte håndled. Ikk et godt tegn. Han kiggede på hende og smilede. "Undskyld hvis jeg skræmmer dig." sagde han stille.

Sophia syntes ikke at situationen var videre tryg. Hun var blevet fodret med historier om hvad der var sket med piger, som var fulgt med fremmede mænd. Hun lyttede til alt hvad han sagde, indtil hun var sikker på han ikke havde mere at sige. Det var ikke sådan hun havde forestillet sig en overfaldsmand ville snakke til hende, han lød til at ville være venlig mod hende. Men tanken beroligede hende nu ikke. At en fremmede tilbyder at følge en hjem, er ikke noget som sker hver dag.
"Øhm...Jeg tror ikke at jeg vil blive kidnappet..." svarede hun forsigtigt og skiftede med hvilken fod hun bar hendes kropsvægt på. Det var tydeligt at hun tvivlede på hans oprigtighed. Men hun var ofte tvivlsom.

Han kiggede stille på hende. Han kunne lidt høre hvad hun tænkte, men han behøvede knap det for at kunne se på hende hvad hun tænkte. Han kløede sig på hovedet, han ville heller ikk ligefrem virke ivrig for at følge hende hjem. Først der ville det for alvor blive slemt for ham, fordi hun tænkte nok allerede han var ude på noget. Han sukkede over at hun svarede. Han nikkede let og smilede kejtet. "Det tror jeg heller ikk, men der er nu mange rygter om at folk er forsvundet om aftenen, så ville sådan set bare hjælpe." smilede han. Han strakte sig lidt og aede hende på hovedet. "men du skal heller ikk følges med en du ikk er tryg ved." smilede han og tog hånden til sig. Han trak på skuldrene, "men du må have en fortsat god aften så..." smilede han og trådte til side så hun kunne gå videre hvis hun ville. Han havde ikk travlt, så han ville blive stående og nyde vejret denne aften.