And suddenly, everything became nothing. (Flynn.)

Et emne mellem Flynn og Kayleigh.

Efter en lang dag med solskin, havde mørket vundet over lyset, og snart var det ikke til at se noget som helst i den tætpakkede skov. Vinden blæste blidt ind mellem træerne, og gjorde egentlig det hele en smule mere mystisk. Inde mellem træer og buske kunne man se en pige. Hun var rimeligt høj, slank og havde, på det nuværende tidspunkt, en hårfarve der mindede om en mørk, rød blodpøl. Hun var afslappet, hun nød at være herinde, hvor ingen kunne finde hende. Hun sad og knipsede, og hvis man ikke umidbart havde vidst, at ilddæmoner fandtes, havde man fået et chok, da man så, hvordan gnisterne sprang ud fra hendes fingre. Først sad hun bare og knipsede for sjov, så blev det til en melodi. Hver gang hun knipsede, fløj der en gnist forbi hendes ansigt, og lyste omgivelserne op.
Hun sukkede dybt, da den første lille regndråbe ramte hendes kind. På trods af, at skoven var så tæt pakket, som den var, havde den ene lille dråbe, banet sig vej, hele vejen ned på hendes kind. Hun så op mod himlen, men kunne kun få øje på kronerne på træerne. Selvom efteråret var lige rundt om hjørnet, prydede kronerne på træerne stadig, som aldrig før. Hun drog et kort suk, da flere og flere dråber banede sig ned gennem trækronerne. Hun rejste sig op, og kiggede opgivende rundt.. Pludselig bar vinden en sjov lugt forbi hendes næse. Det lugtede underligt. En smule som…. Våd hund.

Flynn befandt sig endnu en gang i skoven. Det havde han gjort ret megt her i den seneste tid. Han holdt virkelig også af, at være i sin ulveform. Alting var bare så anderledes. Alle duftene, følelserne, selv tankegangen. Nogle gange. Ikke altid. Jo længere tid Flynn var i den form, jo mere dominerede dyretankerne.
Grenene knækkede under hans poter, da han løb igennem skoven. En dråbe ramte ham på toppen af hovedet. Af ren overraskelse stoppede han helt op og vendte ansigtet imod himlen. Den var helt mørk. Fyldt med regnskyer. Det kom bag på den unge animagus. Han havde ikke troet, at det ville begynde at regne. Flynn brummede lavt og satte igen i løb. Forhåbentlig begyndte det ikke at lyne, for så kunne han få sig et problem. Men måske skulle han søge længere ind i skoven? Der stod træerne tættere på hinanden, så der ville ikke slippe sÅ meget vand ned.
Flynn satte farten op, for at undgå at blive komplet gennemblødt. Det lykkedes dog ikke. Da han nåede ind i den tætte del af skoven, var hans pels helt våd. Den klæbede sig ind til ham på en lettere ubehagelig måde. Han rystede pelsen, så noget af vandet forsvandt.
Derefter fortsatte han med at gå. Enkelte regndråber ramte ham dog stadigvæk, men det var ikke særlig mange. Normalt var hans pels meget lys, næsten hvid, men den blev lidt mørkere, når den var våd. De varme blå øjne gled rundt på omgivelserne, imens han gik.
Flynn stoppede brat op. En underlig duft var nået hen til ham. Det duftede lidt af dæmon. Interessant. Den måtte være lige i nærheden. Måske endda bag et træ.