A night in the sky

Sted:: Parc d'attractions
Tid:: Klokken er 01.19
Vejr:: Månen er fremme, det er en smule køligt
Omgivelser:: Forladte, gamle forlystelser, der alle er inaktive.

En lys ulv kom løbende ind i den gamle forlystelses park. Det eneste der kunne høres, var enkelte knirkelyde og så ulvens åndedræt. Ulven stoppede op midt inde i parken og kiggede sig lidt omkring. Den spidsede ører og lyttede til de forskellige lyde. Den prøvede at finde ud af, om der var andre levende væsener tilstede. Den fandt dog ikke nogen, kun enkelte mindre dyr. Dem interesserede ulven sig dog ikke specielt meget for. De var ligegyldige på nuværende tidspunkt. Ulven satte den ene pote foran den anden og begyndte så at gå.
Ulven var Flynn. En ung animagus på 19 år. Han havde aldrig været her før, så nu var han i gang med at undersøge det hele. Byen havde han boet i i et stykke tid efterhånden. Desværre havde han endnu ikke fundet sig en fast bolig, men han havde slået sig ned på et hotel. Han kunne aldrig huske, hvad det hed, men det var ligemeget. Han vidste jo udmærket hvor det lå, så navnet var ikke så vigtigt. Flynn fortsatte med at gå og stoppede først, da han nåede til et gammelt pariserhjul.
På et par sekunder forsvandt ulven og efterlod en ung fyr med mørkebrunt hår og de samme varme blå øjne, som ulven havde haft. Underligt nok beholdt han øjenfarven, når han skiftede form. De blå øjne lod han nu hvile på pariserhjulet. Det var ret stort og havde sikkert været hyggeligt engang. Men det så ikke spor hyggeligt ud mere. Faktisk var der nærmere noget uhyggeligt over den forladte forlystelse. Flynn gik lidt tættere på, drevet af nysgerrigheden. Han løftede den højre hånd og lagde den imod det kolde metal. Et gys gennemrystede ham. Det var koldt. Selvfølgelig måtte det også være koldt, når klokken nu var så mange. Måske var det her egentlig ikke det bedste sted at være lige nu? Flynn rystede tanken af sig og sænkede hånden. Derefter bed han sig lidt i læben og trådte tættere på pariserhjulet. Al sikkerheden omkring den var brudt ned. De hegn der plejede at være, var enten væltede, i stykker eller helt fjernet. Det gjorde, at Flynn uden problemer kunne træde ind under selve hjulet. Han vendte hovedet opad. Den var endnu større så tæt på.

Der var en spændingsmættet ro i natteluften, som om en svag form for, elektricitet sitrede igennem aftenen. De forskellige faldefærdige forlystelser, var alle med til, at bygge op omkring, den mærkværdige følelse. Følelsen der ved første tankestrejf kunne gå for at være ubehag, men ved nærmere eftertanke, faktisk bar på en ro og klarhed, en restløssjæl normalt ville have svært ved at finde. Det var i hvert fald Felicía’s teori, som hun sad der, på den højeste del af pariserhjulet, med blikket rettet imod himlen; kunne hun ikke lade vær med at føle en sær fornemmelse af frihed og ro. Selvfølgelig kunne den følelse have noget at gøre med, at hvis pariserhjulet braste sammen; ville hun opleve et meget langt frit fald, der højst sandsynligt ville give hende nogle skrammer, hvis ikke hun så det komme.

Felicía fik efter noget tid, endelig revet sit hypnotiserede blik, væk fra himlen. Hendes ravgule øjnes katteagtige pupiller, var tydeligt forstørret efter den lange stirre konkurrence med månen; dog var der også en anden grund til hendes pludselig tab på sin himmel-filosofering.
Hun havde fået færten af et andet væsen og af en eller anden grund, var der noget velkendt over duften. Hun lukkede øjne og tog en let indånding, før hun med stadig lukkede øjne, satte hovedet let på skrå. Hun havde opfanget hvilket væsen det var, men kunne stadig ikke sætte prikken over i’et, angående hvad der var så velkendt omkring det. Med rolige bevægelser, lænte hun sig frem og rettede sit blik, på det eneste ’levende’ væsen, i den ellers så døde forlystelsespark. De før store pupiller, blev smalle og dyriske, i det hun med sit blik zoomede ind på ham. Det var ikke hverdag hun stødte ind i en Animagus, faktisk var dette første gang hun havde set en på så tæthold. Hun overvejede kort om hun bare skulle bruge hans skygge som port, hoppe ud af den og spørger hvem han var; men valgte så efter en smule eftertanke, ikke at være så ligefrem og på sin vis underlig.

Flynn var meget interesseret i den her gamle forlystelse. Var der mon en chance for, at den stadigvæk virkede? Næh... Sikkert ikke. Flynn turde ikke håbe, og desuden anede han ikke, hvordan man tændte sådan noget. Hvis han endelig besluttede sig for at prøve, ville han nok ende med at smadre et eller andet. Dette havde han en vane med at gøre. Flynn trak blikket til sig og lod den ene hånd glide igennem sit mørkebrune hår. Den samme hånd lod han glide ned langs siden, hvor den endte med at rette lidt på først den sorte jakke og derefter den mørkeblå t-shirt. Der var intet ulvemotiv på, skønt han havde en del trøjer med netop dét motiv. Hvilket i sig selv var liiidt ironisk, nær han nu rent faktisk var en ulv. Det var dog gjort med vilje. På en måde var de vel et slags signal til andre, men alligevel ikke. Flynn kunne vel egentlig bare lide motiverne. De var... Pæne.
Men den her trøje var ensfarvet og havde intet mønster.
Han trådte længere ind under pariserhjulet og lod blikket glide undersøgelse rundt. Hvorfor virkede alle tingene ikke mere? En forladt forlystelsespark var egentlig ret trist. Med et lille fnys forvandlede han sig tilbage til den lyse ulv. Han havde bedre syn i den her form end han gjorde i sin menneske skikkelse. Nattesyn var fedt. Efter Flynns mening. Han kunne ikke rigtig se, hvorfor det ikke skulle være fedt for andre også. Han havde bare ingen vinger. Dét ville ellers være sejt. Så kunne han flyve op på toppen af hjulet. Igen gled hans blik op til toppen. Hvad var nu det? Sad der en eller anden deroppe? Han knurrede lavt.