Et uheldigt sammentræf

Denne dag var vel ikke ligefrem så dejlig da det regnede, men Ciel var godt ligeglad han elskede regn, og derved ud og gå i det. Det var ikke ligefrem det folk havde troet, men han elskede det, og så kunne man danse ude i regnen også. Ciel havde en cowboy blå jakke på, mens hans sorte jeans var lidt stramme idet, et par sorte militær støvler der lige kunne holde til regnen, det var ikke hver dag man så Ciel i parken, da han ikke rigtig synes at det var så interresant, med mindre det var med en speciel person, men idag gik han blot lige igennem den, for en lille smutvej hjem vel.
Ciel gik nok lidt i sine egne tanker, mens han gik og tænkte på regnen, tænkte han også på den dag i tattoo salonen, det var underligt, men stadig det var en dejlig dag masser og kunder på det tidspunkt, men der var nok ikke ligefrem nogle som var sådan meget uha, at Ciel skulle havde nogle fingre med i, men han vidste det var noget mærkeligt noget og tænke på, på dette tidspunkt.
Ciel så op i himlen, skyerne var vældig sorte da det nu også regnede, men stadig det var sorte skyer, og det kunne vist godt gå hen og blive torden vejr, hvis man var så uheldig, men Ciel skulle hen i den vodoo butik her tidligere idag, han manglede en vodoo dukke eller bare noget som vidste at der kunne holder mange onde ting væk, og rigtigt nok han fik købt noget der, da han var overtroisk, med magi og mystiske ting der kunne ske med onder og det, og det passede jo også, de fandtes, men Ciel var vel bange for dem på en måde, og da var de der onde drømme, de der klovne drømme han havde, han hadet de drømme, men de ville ikke andet end bare dukke op igen, hver nat efter nat, kom de drømme igen og igen, at Ciel fik helt nok af det.
Ciel opdagede med et da en dråbe faldt ned i hans ene øje, at hans hår var helt gennemblødt det mørkebrune hår var fra sat rigtig lækker fra morgen, til helt sjasket og vådt, han vidste godt det var risikoen, med at gå ud i regnen uden en paraply, men han var vel bare lidt ligeglad idag. Han håbede vel bare på at komme hjem i god behold, og intet forkøelse agtig lignene ting, der ville komme efter han var kommet hjem hvis det overhovedt kom.
Ciels tanker fløj fra det ene sære mument til det andet, han kom ind under et træ da han opdagede at det ikke var så kraftigt som før, og han opdagede han var under et træ *Nå, lidt tørrevejr for en gangs skyld, eller rettere et tørt sted, selvom der kommer dryp ned et par gange* Tænkte han lidt for sig selv, han kunne ikke tænde en smøg da hans hænder var helt våde. Så det ville gå ud over smøgen, han gik videre ud i regnen, han håbede på at det ville holde op snart, for regn fik ham i tænkemode, og det var han ikke så vild med da han tit, faldt ind i folk på denne måde også.

Det velkendte "normale" rammer som hans lejlighed udgjorde, var blevet for meget for Eremiel. Hvis han havde siddet der - i hans lænestol - meget længere ville han have gået amok. Derfor havde han taget flugten fra de sammenklemmende vægge, forladt dem, til fordel for det grå og regnvåde vejr udenfor. Det havde ikke taget ham lang til at bestemme hans retning. Hans ben havde taget ham til - endnu - et bekendt sted. Han havde skam tilbragt noget tid her, jovist, men han havde ikke studeret parken nærmere. En næsten mekanisk lyd - lyden af et par sko der igen og igen kom i kontakt med jorden - efterlod han bag sig, da han begav sig ind i parken for at undersøge den nærmere.
Han var glad for at slippe ud af den lejlighed. Den blev mindre og mindre jo længere tid han befandt sig i den. Væggene klamrede sig til ham og luften blev tyngende. Som havde nogen sat pigge i loftet af hans lejlighed og lod dem falde et par centimeter - sammen med loftet - hele tiden. Frygten for at de pludselig ville falde til jorden, og skære sig igennem hans hud, var der altid. Så tyngende, så frygtelig... Som en tung byrde på hans skuldre.
Parkens grønne arealer og åbne landskab var derfor en af de største befrielser han kunne finde, et sted han egentlig burde besøge noget oftere, men lige den tanke havde dog aldrig passeret forbi hans sind. Han følte sig fri, fri fra alle pligter og lænker her i parken. Ingen ville kunne gøre ham noget her (eller jo... Det kunne de jo godt, der kunne sagtens komme en Djævel bag ham og knække hans nakke, men han så ville han dø helt stille og rolig...) Ingen tyngende regler eller byrder. Eller fortider. Her var hans fortid glemt. Væk, som dug for solen.
Denne ny fundne glæde kunne dog ikke ses på ham. Han så så almindelig ud som nogen. Og dog... I hans læderjakke, med sort og brun ternet skjorte indenunder og sorte jeans, så kunne han dog godt udsende et advarselssignal til dem omkring sig, men det var her englegenerne kom ind i billedet. Med englegenerne i sig var det svært at få folk til at trække sig væk og helt fjerne sig i stræk var umuligt. Han var bare ikke født til at skræmme folk væk; det var det Djævlene var til for.
Men lige nu kunne han ikke fornemme en Djævel i miles omkreds; dette betød ingen farer. For nu. Hvem vidste hvilke væsner der kunne dukke op. Han tvivlede dog... Mørkets væsner ville normalt være bedst tilfredsstillede med netop det; Mørket. De foretrak at komme frem ved mørkets frembrud. Og det var der lang tid til, på nuværende tidspunkt. Eremiels alarmberedskaber var derfor på deres mindste; han forventede ikke at finde noget af fjendtlig herkomst i dette område.
Hans tanker vandrede langt og hans fødder ligeså. De bragte ham tættere på et træ. Der var ikke noget specielt ved det - udover at der stod en under det, i ly for regnen. Men hans fødder havde åbenbart sat kurs imod dette specifikke træ og han klagede ikke. Hans fødder bragte ham der hvor det passede dem, så længe de ikke bragte ham ud i en sø eller i hænderne på Djævle og Dæmoner, så holdt han sig til føddernes anvisning.

Han pustede lettere i sine hænder for at få varmen, eller for at få lidt varmt blot til sine hænder og fingre, han vidste ikke ligefrem hvad der var sket med dem, men regnen havde åbenbart taget kulden på dem, selvom det ikke ligefrem var så koldt.
Ciel så op i himlen, han troede ikke rigtig på noget, altså religiøst, men han vidste han var en engel, men han troede ikke på det, det var nok det underlige "Er der overhovedt noget der oppe, i denne overskyet himmel?" Spurgte han sig selv om, da han altid havde tænkt denne tanke, op til flere gange.
Ciel fandt sig i at han skulle måske tag og komme hjem i tørre vejr, istedet for at blive forkølet da det ikke ligefrem det som han ville havde skulle ske med ham, at han blev forkølet, så kunne han ikke tatovere folk, hvis han var forkølet og det gik bare ikke. Han satte kursen væk fra træet væk fra det tørrer sted, ud i regnen igen, han kom med det samme ind i sine egne tanker. Han vidste godt at det var en dum ide og være i sine egne tanker, når det var at man gik, da man nemt kunne gå ind i en person, men han tænkte ikke særlig meget over det, mere det med at der var så meget i denne by, men også bare helt forvirrende, han havde aldrig rigtig tænkt over det, når han ikke rigtig har været der, men dog havde han været der nogle gange.
Ciel gik i sine tanker, da han kunne mærke noget han gik ind i, og i hans tempo og klodshed, vidste han at denne person ville vældte med ham. Han kom til virkeligheden igen og så at han var gået ind i en, og med et væltede de, han for op og kravlede lidt væk "Det.... det må du altså virkelig undskylde" Sagde han helt forvirret, da han ikke vidste hvad der var sket, og at han var helt ude af sig selv ligepluselig, da han var ganske vel, helt forvirret i hvordan han var nået her over på så kort tid, men også at vældte ind i denne person, så de væltede ned i jorden som ikke ligefrem var som, om sommeren.
Ciel kravlede lidt hen til denne person, som han opdagede var af hankøn, han tog fadt i mandens arm, for at hjælpe ham op og sidde. "Er du okay, undskyld jeg fik os vældtet, jeg var i mine egne tanker, det sker ret tit" Sagde han lettere forvirret, men med et sødt smil på læben, da han var aligevel, rimelig okay, men han vidste ikke med denne herre om han var okay, det håbede han da, at han var, da han ikke ligefrem ville blive så glad, hvis der var sket denne mand noget, men det var heldig at uheldet ikke blev værre som det kunne havde været, da Ciel havde prøvet noget større uheld end blot og gå ind i en.
Ciel lagde sit hoved på skrå og ventede lidt på at denne herre ville sige om han var okay, eller om han bare var helt sur, eller bare irrerteret på Ciel, da han syntes det var helt okay hvis han var sur på ham, da han vidste at nogle synes det var tarvelig af ham at gå i sine egne tanker, han havde fået ret meget skæld ud af at gå ind i folk for tit.

Han syntes at han hørte noget, men blev enig med sig selv om, at hans fortvivlede sind spillede ham et puds. Måske var det faktisk noget der kom fra ham selv? Var de lyde han havde hørt noget han selv havde formået at skabe? Eller var det noget udefra? Eremiel blev igen nærværende og lagde mærke til en person foran ham. Hvis lydene ikke var kommet fra ham, så måtte de stamme fra personen foran ham. Han fornemmede en forvirring emmede fra fyren. En forvirring blandet med indelukkethed... Måske var han lige så langt væk som han selv kunne føle sig engang i mellem?
Han rystede på hovedet. Hvorfor skulle han belemre andre med hans problemer? Hvorfor det besvær? Igen rystede han på hovedet. Nej, det ville ikke hjælpe at pålægge andre sine problemer. Enge problemer skulle forblive det. Egne. Han måtte holde det for sig selv, andre interesserede sig ikke for hans problemer.
Vejret blev ikke bedre af, at han kom tættere ind i parken. Han var taknemmelig for at han havde taget læderjakken på. Vandet prellede af, men gennemblødte til gengæld hans bukser endnu mere. Hans hår hang også faldt om hans hoved; vådt og klæbrigt imod hans hoved. Han kunne mærke vandet løbe ned fra spidserne af hans hår, ned over tindingerne, ned i hans krave og gennemblødte hans skjortekrave.
Endnu engang rystede han på hovedet, denne gang for at få vandet ud af hans hår. Regndråberne fløj om ørene på ham - ikke at han kunne mærke det for regndråberne der også faldt omkring ham - men han lod opmærksomheden falde på den fyr, der bevægede sig i hans retning. Han havde ikke set ham før, men nu kendte han heller ikke alle i byen. Det var han langt fra social nok til at kunne. Han havde været social ja, men ikke længere. Den dag ødelagde det for ham. Det var underligt, hvordan en lille ting; en dag, kunne ødelægge så meget for et menneske... Eller en engel.
Han nåede ikke længere i sin tankegang, før noget væltede ham til jorden. Et højt forskrækket udbrud kunne høres fra ham, mens han - hurtigt - kom tættere på jorden, før det våde græs kom i kontakt med hans ryg. Han kunne mærke lidt vægt ovenpå sig før den igen blev fjernet og han blev halet op at sidde.
I det næste nu druknede han i undskyldninger fra ham, der havde væltet dem omkuld.
"Ja ja, det er helt okay." Sagde han og lod en hånd kører igennem sit våde hår i et forsøg på at få det ud af øjnene. "Jeg har det fint." Forsikrede han fyren om, nikkende. Han kunne fornemme på fyren, at han virkelig var ked af det han havde forsaget. Ikke at det var det værste han havde været ude for...
"Er du okay?" Spurgte han efter en hurtig indskydelse. Han måtte vil også været kommet måske bare lidt til skade, hvis han kunne mærke, at han ville blive øm om et par timer. Han gned sin lænd blidt og fik sig rejst op. Han børste støvet af hans bukser og derefter fik læderjakken også en tur. Der kom dog mere mudder på hans fingre af det. Jordet blandet med regnedråberne på hans jakke og bukser fik det til at klæbe sig til hans fingre. Med en grimasse ned imod hans beskidte fingre tørrede han dem af i hans bukser; der var ikke så meget andet at gøre.
"Skal du have en hånd?" Spurgte han fyren og rakte ham en hånd.

Han gemte sit ansigt i sine ben, da han havde sine knæ oppe ved sit hoved, og hænderne rundt om benene for at holde dem fast, hvor de nu var.
Ciel troede ikke at denne mand ville være venlig, men mere sådan ja, men da han hørte at han svarede at han var okay, og om han spurgte om Ciel selv var okay, kom der en let strejfen af en rødmen, men man kunne ikke rigtig se det da hans kinder i forvejen var røde, af denne lette kulde som var i luften, ikke for koldt og heller ikke for varmt, mere sådan køligt i det, han vidste ikke hvad han skulle sige, for han landede jo på ham, og det ville Ciel tage som en joke, hvis han sagde det til ham, men det ville han ikke, for hvis herren her blev sådan helt fornærmet af hans ene joke, gik det jo sikkert galt.
Ciel tænkte længe over hvad han skulle sige, men dog blev han væk fra det, da herren spurgte om han havde brug for en hånd med at komme op, hans ansigt kom op fra hans lille skjul, og med et tog han fadt i herrens hånd, og fik rejst sig op, med hans hjælp.
"Ømm, jeg tror jeg er okay, det nu mere dig som jeg er bekymret for, da jeg jo landede på dig" Sagde han lidt forvirret, men stadig med en rolig tone art, for at vise jamen han havde styr på det hele igen, og et skævt smil kom frem på hans læber.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre andet end at få gjord noget for denne herre, da han jo havde svinet dem begge til ved at han kom til at fælde dem begge, så måske et eller andet, som kunne freste herren, men hvis han sagde nej, var det helt fint, men Ciel var nu bare den type, som ville gøre det godt igen på en eller anden måde, og han var ligeglad på hvilken måde, bare han kunne gøre det godt igen. "Kan jeg gøre noget for en undskylding, eller for at få gjord dit tøj rent eller ja, byde på noget varmt og drikke på denne våde dag?" Spurgte han stille om, med et skævt smil, han kunne mærke sit pandehår var godt vådt og at det var lettere svært og få væk igen, da det var så vådt.
Ciel troede lidt han havde taget sig sammen, da han ikke rigtig vidste om det var sådan helt forkert af ham og inviter denne herre på et eller andet, han håbede dog lidt at denne herre ville sige ja til noget varmt og drikke, da det var koldt og vådt. Ciel vidste jo selvfølgelig ikke om denne mand havde travlt med noget, eller hvad.
Han håbede blot på at han var frisk på noget og drikke. Ciel pustede lettere ud da han opdagede at regnen ikke var så slem som før, det var jo altid noget, men stadig det regnede, og det fik hans tanker til at falde i baglås. Han så på sit tøj, og fandt med et ud af at det var beskidt, han blev helt sådan mobset over at han selv havde svinet det til, men han prøvede blot og få noget af det af med sin ene hånd, men det gik ikke så godt, derved tænkte han *Når jeg kommer hjem skal jeg vaske masser og tøj* Tanken havde taget ham lidt væk, men kom dog frem igen til at kunne lytte til hvad manden ville svare til hans spørgsmål invitation.