The Flaming Beach

S-Uden for Terre
T-Solopgang
O-Stranden
P-Lårkort nederdel og løs hvid trøje(Lang, flammende rød, kjole. ÆrmeløsI hendes Dæmonform/metamorphosis)
V-Lunt og let blæsende

Vand skyllede over Artanis fødder mens hun gik langs vandkanten. Det var solopgang, Artanis foretrukne tidspunkt på dagen. Det betød en ny dag, solen betød varme og ild, og ild betød liv. Dette var sådan hun så på det. For hende var ild ikke bare ødelæggelse.

Noget nærmede sig!
Normalt var Artanis ikke i stand til at læse tanker eller føle tilstedeværelsen af andre personer. Men denne Aura... Den blødtørst.
"Åh nej... Det kan ikke passe" hviskede hun og vendte sig rundt og kiggede mod vest. I horisonten kunne hun se noget, og det bevægede sig med en uhyggelig hastighed og det fløj.
"De har ikke vinger" Sagde Artanis til sig selv "De har aldrig haft det". Den overvældende blodtørst der vældede ud fra hvemend det nu end var, var næsten frygtindgydende.

Artanis stod som frosset til stedet. hun formåede ikke mere end at bevæge sig væk fra vandet før det flyvende monster landede ikke langt væk fra hende. Dets krop og vinger var store, muskulløse og røde. To lange krumme horn voksede fra væsenets pande og øjnene var sorte huller.
"Godmorgen, min forædderiske lillesøster"
"Iglen!" Udbrød Artanis vredt "Hvornår har du fået vinger!"

Iglen svarede ikke men langede ud efter Artanis, en kugle af ild fløj hurtig mod hende men hun nåede at undvige den.
"Jeg kan se hvorfor du er her Iglen. Men jeg går ikke ned uden kamp" Hun åbnede for ilden inde i hende og lod den fylde hele hendes krop. Store lædderagtige vinger voksede ud af hendes ryg. Hendes tøj ændredes til en lang flammende rød kjole. et Lysende lyse-lilla spind dækkede hele hendes krop og hendes øjne ændredes til dybe søer af mørke lilla vand.

"Inferno!" Hvisker hun rasende og en trykbølge skyde ud fra hende hvorefter alt i flere meters radius bliver dækket i ild. Ild samler sig omkring hele Iglens krop og da han fyre den afsted tager det form som et flammende pentagram. En "hale" af ild kommer imellem Artanis og pentagrammet og kvæler det.
"Jeg er ikke den lille pige jeg engang var" Siger hun og tager et spring op i luften og med et par kraftige slag med vingerne skaffede hun sig højde. Hun dannede en ild kugle i hånden og med et ryk sendte den syrtende mod Iglen. Han nåede at undvige men eksplosionen sendte ham en meter væk.
Med et kraftigt slag undveg Artanis endnu en ildkugle.
"Jeg må gøre en ende på det her. Jeg vil ikke have at for mange folk opdager det her" Tænkte Artanis og foldede vingerne helt ud og brugte den varme luft, hendes flammer dannede til at holde sig svævende et sted.
Iglen havde åbenbart fået samme tanke, han var ved at skabe en ildkugle så stor at den havde samme destruktive kraft som Artanis Inferno, men den manglede dog den fleksibilitet som hun havde.

Artanis bøjede sine fingre som var de klør, flammer dækkede dem og med en magisk anstrengelse løftede hun dem op på linje med sit bryst.
To 'haler' af ild sprang frem fra infernoet på jorden og greb fat om Iglens arme og trak dem fra hinanden. Kraften fra det afbrudte angreb gav bagslag og slog ham omkuld. To ekstra haler af ild sprang frem fra infernoet og greb fat om hans ben og holdt dem fast.
Flammerne der dækkede Artanis hænder ændrede farve til hvid idet hun kanaliserede alt den kraft hun havde i sin krop ind i dem. Langsomt strakte hun armene frem og da hendes hænder mødtes og de pegede mod Iglen sagde hun.
"Farvel, Bror!"
En hvid stråle af koncentreret ild skød mod Iglen.
Eksplosionen der efterfulgte skabte en trykbølge der tvang Artanis højere op i luften.
Røg var overalt og dækkede det sted hvor hans lig måtte lægge.

En globe af vand skød ud fra tågen og ramte hårdt Artanis højre vinge og sendte hende styrtende mod jorden. Med et brag og lyden af brækkende knogler ramte hun jorden. Hendes højre vinge var brækket og slaget havde taget de fleste af hendes krafter fra hende.
Ud fra tågen kom Iglen gående med et grumt smil om munden samt en sort venstre arm.
"He he he... Har du aldrig lært at respektere dine ældre Lillesøster?" Spurgte Iglen.
Artanis rejste sig med en smertelig anstrengelse "Hvordan.. Ah... Hvordan overlevede du?" Spurgte hun.
Iglens smil blev endnu bredere "Sådan her" Sagde han og løftede den ene hånd med let bøjede fingre. Små dråber af vand dukkede op overalt omkring Artanis, frygten afspejlet i hendes ansigt "Havde jeg ikke nået at trække vand ind foran mig havde du slået mig ihjel. Tsk tsk lillesøster. Lad mig vise dig... Hvordan vi tager os af forrædere" Han knyttede hånden og dråberne der svævede omkring Artanis skød mod hende og ramte hende med en kraft lig et skud fra en pistol.

Et skrig der kunne have vækket de døde kom fra Artanis da dråberne ramte hende overalt på kroppen, hendes vinger blev gennemhullet og snitsår og andre små huller dækkede hendes krop.
Med et lille 'bumb' faldt hun om, ingen kræfter tilbage. Hun kunne ikke bevæge sig, ikke snakke. Hun havde ikke engang krafter til at gå ud af sin metamorphosis.
"Sådan går det for dem der forråder os" Sagde Iglen. Overbevist om at hun var død fløj han væk.

"Mørket er så tillokkende... Jeg vil så gerne slippe for... Nej jeg må ikke giv-" Længere nåede hun ikke at tænke før mørket omsluttede hende.
Artanis lå nu på stranden, dækket af sår og blod, i sin dæmon form blandt resterne af hendes Inferno, bevidstløs.

"They're a bunch of pompous windbags! The whole lot of them!"** lanna'Amalia stampede gennem de skarpe siv med Rebaz lige i hælene. "I can't believe how ignorant they have come. And for what? Hopefully they will change their mind -"
- "Hopefully..." gentog Rebaz og modtog en bitter grimasse fra lanna'Amalia, der strøg en flyvsk tot af sit sorte hår om bag øret og fortsatte:
"They will change their mind. Everything else would be plain stupid! Argh... Now with Zane gone one would think that times were about to get better. Soon they will realise that they're nothing but stardust! They are all a bunch of pompous horse-faces, lop-eared dog-skulls, and fatted swine-snouts!" Hun trak en spytklat helt nede fra halsen og skød den mod et siv, der bukkede under for angrebet - det var, hvad hun syntes om dem, de andre. Den klæbrige masse dryppede langsomt ned på sandet, men showet blev hurtigt ladt i stikken, da de to sortelveren trådte målrettede over det.
Hendes tanker blev ved med at køre rundt. De forbandede autoriteten, forbandede den nuværende magt i Di Morga, forbandede de korrupte banker og sendte et par skældsord i retning af et par overdøvende vingeslag, der kom bag fra. Vent. Hvad? Vingeslag?
Sortelverne nåede lige akkurat at dukke sig, før en stor rød skabning passerede deres hoveder og bevægede sig ud over vandet. Stranden lå inde i en stor bugt - eller var det en fjord? Hun vidste det ikke - hvilket altså gav en kystlinje mod både vest og øst. Lanna'Amalia skærmede sine øjne for den stigende sols lys og fulgte væsnet, til den bare var en plet i billedet.
"What the hell...." Rebaz spejdede også, så de måtte have set det samme. "This can't be good. It smelled like -"
- "Daemon"
"Yes exactly..."
De to sortelvere udvekslede alvorlige blikke, hvorefter de begge satte i umenneskelig hurtig løb ud mod vandkanten. Amalia lod Rebaz okse forrest, hvilket gav ham mulighed for at slå sine magiske evner løs. Med hænderne strakt ud gav han sig til at trække i vandmolekylerne, hævede dem op og dannede en diagonal bølgetop, der strakte sig helt over på østkysten. I det han satte sin nøgne fod på startpunktet begyndte vandet at fryse til is, så banen blev stabil nok til at fungere som smal bro. Med en meters afstand bag Rebaz trådte lanna'Amalia også op - hendes sorte robuste læderstøvler fik broen til at slå faretruende revner, så hun satte farten op og skubbede hundsende Rebaz i ryggen.
"Hurry goddammit! I'm too heavy for this shit!" Og så halsede de ellers af sted over vandet, Rebaz forrest, der fik vandet til at fryse, lanna'Amalia bagerst, der fik isen til at revne og omdanne sig til normal sommerhav.
Hun kunne kun høre eksplosionerne. Rebaz' krop var for stor og dækkede for udsynet til den kamp, der hastigt tog styrke på den fremmede strand, men man kunne hurtigt mærke varmen fra en kraftig ild. Hun fulgte sine skosnuders fremgang med øjnene, glemte lidt resten af verden, lige indtil et skrig hev hendes blik op. Bæstet fra tidligere tog sin flugt; det krævede ikke mange hjerneceller for lanna'Amalia at beslutte, hvem der var de gode og onde i denne sammenhæng, men hun kunne selvfølgelig tage fejl, så kuglen af ild, som hun fremstillede i sin håndflade og kastede i det bevingede bæsts retning, var ikke stor nok til at give skader af dødelig karakter.

Vandkanten slugte hendes ben op til knæerne, da Rebaz magi slap op, hvilket bragte en utilfreds mine på lanna'Amalias ansigt. Vandet stod omkring dem, og de måtte lægge mange kræfter i at sparke sig frem til strandsandet, hvor røde flammer hærgede over hele linjen. Utilfredsheden smeltede drypvis, da hendes øjne stødte på en kvindelig dæmonskabning, der lå urokkelig i kaosset. Det var tydeligt at se, hvad der var sket, men intet afslørede noget om, hvorfor. Hun rynkede let sine bryn, stampede hen til kroppen og bukkede sig ind over den.
"You think it's dead?" spurgte Rebaz og lanna'Amalia stak betænksomt en næve på hver siden af hoften. Taljen på de sorte (og lidt for stramme) bukser, var så lav, at noget af den grålilla hud under navlen og den stumpede top blev blottet.
- "Maybe. It looks dead..."
"What do we do?"
- "Are we supposed to do anything?" Hun hævede et bryn og fugtede sin læbe piercing med tungen. "What can we do? It's not our kin."
"Oh stop it! You're both fire-benders, I think you know exactly what to do." Hun rullede øjne og satte sig på knæ for kvinden, hvorefter hun lagde hånden over hendes bryst.
"Fight fire with fire my burning sister," brummede hun lavt og en varme strømmede ud i hendes hånd til den nåede fingerspidserne. Langsomt trykkede hun hånden ned mod brystet, modstanden mindede om to magnetiske poler, der blev tvunget sammen, det var som om, at magien var klar over, at den sårede ild-magiker ikke var sortelver, men til sidst fik hun altså lov til at møde den skadede hud med sin glohede håndflade.

//** Når der tales sortelvisk, skriver jeg engelsk//

"Hvor er jeg?" Tænkte Artanis. Alt omkring hende var mørke, på trods af at hun var dæmon kunne hun ikke se.
"Hvorfor kan jeg ikke mærke noget? Hvordan kom jeg her?" Hun prøvede på at trække på hendes indre flamme for at skabe lys, men ingenting skete.
Hun prøvede at bevæge sig og lagde mærke til at hun var i sin metamorphosis. Hvordan? Hvornår? Hun slog med vingerne og kunne mærke at hun bevægede sig men kunne ikke se hvor hun bevægede sig hen.
Frygt begyndte langsomt at trænge sig ind på hende.

Artanis trak knæene op under sig, lagde armene omkring dem og foldede vingerne ud og dækkede sig med dem. Tårene trængte sig på og ikke længe efter begyndte små perler at trille ned ad hendes kinder
"Hvor er jeg, hvorfor er jeg her, hvad er der ske-" Minderne eksploderede for hendes indre øje: Iglen der kom flyvende i afstanden, hende der brugte si metamorphosis uden tøven og og skabte et iferno lige fra starten af. Den blandede følelse af lettelse og sorg af at have dræbt Iglen. Vand globen der dukkede op ud af røgen og slog hende ud af lufte, frygten da hun så at Iglen havde præsteret at lære vand magi og smerten da dråberne ramte hende overalt, gennemhullede hendes vinger og snittede hende overalt.
"Er jeg så død?" Spurgte hun sig selv "Jeg kan ikke mærke eller se noget, er det sådan her døde ser ud for en dæmon?"

I hvad der føltes som flere minutter sad Artanis blot og tækte på alt der var sket i hendes liv da - Smerte. Men også lys, et lys i afstanden. På trods af smerten der fyldte hele hendes krop kæmpede hun sig vej mod lyset.
Hun kom helt tæt på og rakte en hånd ud "Hvad er det?". Artanis rørte lyset og det flammede op og fyldte alt.

Artanis kunne føle sandet under sig, hun kunne hører en kvinde stemme sige noget på et sprog hun ikke forstod. Hun lagde mærke til en behagelig varme der spredte sig ud i hele hendes krop. Det føltes somom hendes indre flamme blev åbnet op og alt energie fra den flød ud i hendes krop.
"Jeg var ikke død?" Tænkte Artanis "Men hvem er hun? Hvem er det der healer mig?"

Efter lidt tid var kræfterne endelig ved at vende tilbage til hende. Hun åbnede øjnene, afslørede at de var af en ens mørkelilla farve. Det var en sort elver der healede hende.
Artanis forsøgte at tale men det blev ikke til andet end et halvkvalt host. Hun prøvede igen, denne gang med mere held "Hve... Hvem er du?" Spurgte hun kvæstet.

Det var som om, hun sank under overfladen på en sø med vand så sort som flydende lak eller blæk. Alle lyde fortrak sig, lyset forsvandt fuldstændigt og en trykken lagde sig provokerende for hendes spidse ører. Temperaturen var svær at gøre sig klog på, men hendes øjenlåg føltes kolde, da hun lukkede dem i.
I en rum tid turde hun ikke trække vejret i frygt for at lide druknedøden, men som sekunderne forsvandt, gik det op for hende, at hun slet ikke behøvede luft. I stedet slappede hun af i hele kroppen og mærkede sig selv synke dybere og dybere ned, indtil hun nåede en blød havbund, hvor hun kunne gå. En hensynsløs gople, der fulgte bølgerne, bar et strålende hvidt lys, og efter lidt tid begyndte den at bevæge sig i retning af lanna'Amalia. Til sidst hang den og svævede elegant foran hende - man kunne vel godt kalde det svæve, selvom det var under vand, forskellen fra her og en svævende fugl i luften, var vel bare tætheden af partikler, molekyler og den salgs.
Wait. What? Who gives a fuck? Havde hun været i stand til det, havde hun givet sig selv et klask i ansigtet, det var jo for helvede ikke virkelighed, det hun gennemgik, så hvem fuck ville stille spørgsmål til den slags. Hun fulgte goplen og den kønne aura af lys, den spredte. Ved et uheld kom hun dog lidt for tæt på, stødte let ind i den, hvilket gjorde at den mere eller mindre eksploderede i et stort hvidt lys og susede af sted, efterlod hende i mørket på bundet af dette uvirkelige hav, der udspillede sig i den dybeste afkrog af hendes elverhjerne.

Tilbage på stranden i den virkelig verden havde Rebaz netop lagt sine arme over kors. De var muskuløse, men sortelverens høje, lette og slanke skikkelse fik ham ikke til at virke stor eller pumpet på nogen måde. Ligesom Amalia var hans hår naturligt mørkt, men det var til gengæld en hel del længere end hendes og kun holdt på plads med en tot fra hver yderside, der var bundet sammen på baghovedet.

Lanna'Amalia gloede efter goplen, men da hun ikke længere kun se noget omkring sig, blev hun revet op til overfladen, hvor hendes øjne sprang op i samme øjeblik som dæmonkvinden på jorden viste tegn på liv. Dagens gode gerning var officielt fuldført, så hun rejste sig op og gloede ned på kroppen, der flyttede let på sig; kun svage muskelsammentrækninger, der hurtigt blev assisteret af kvalte ord.

"Jeg er hende, der efterlader dig mere døende end før, med mindre du kommer med en god grund til hvorfor, du render rundt og sprænger andres territorium i luften," knurrede hun imens hun placerede sin tunge støvle på kvindens bryst, akkurat der, hvor hjertet var kommet til livs under det lille fængsel af ribben og bøjede sig forover med hænderne knyttet hårdt i hver side af hoften.
Rebaz sneg sine arme under hendes, så hans albuer til sidst var på linje med hendes bryst, da han bøjede dem i et stålgreb og trak hende væk. "That's enough, lanna'Amalia, I said that's enough!"

Artanis var for afkræftet til at kunne gøre noget imod støvlen på sit bryst. Det gjorde ondt. Nogle af hendes sår var healet men hun var langt fra i stand til at kunne bevæge sig nogen steder hen selv. Om ikke andet så forsøgte hun at rejse sig op da en mandlig sort elver trak kvinden tilbage i armene og befriede Artanis' bryst fra trykket af støvlen.
Bevægelse trak i hendes højre vinge og hun gav et mindre skrig af smerte hvorefter hun faldt bagover igen. Hun var i live, men langt fra helt levende.

Som et ekko dukkede kvindens ord op igen. Hun havde hørt dem mens hun forsøgte at rejse sig op, men først nu forstod hun dem. Artanis følte ikke at hun på nogen måde ville kune klare at sige hvad der var sket. I stedet kiggede hun først sigede elver kvinden i øjnene hvorefter hun langsomt vendte hovedet mod resterne af infernoet.
Med en anstrengelse samlede hun de resterende flammer et stykke væk fra dem og viste hele scenariet igennem dem. Flammerne danede, så at sige, et vindue til fortiden hvorigennem Artanis fortalte hvad der var sket og hvorfor.
Hun fortalte at hun for 849 år siden forrådte sin familie og flygtede fordi hun ikke kunne klare at blive behandlet med rent ondskab hver eneste dag af hendes brødre, at hun ville bevise at dæmoner godt kan vende ondskaben ryggen. Hun fortalte hvordan hun næsten havde besejret Iglen men at han i sidste ende var den stærkeste og at det er grunden til at hun nu ligger her, på dødens rand.

Da hun var færdig med at "fotælle" hvad der var sket trængte smerten og kvæstelserne på igen hvilket resulterede i e hosten der førte blod med op.
Med de sidste kræfter hun havde drejede hun hovedet op mod den kvindelige sort elver med et blik der bad om hjælp, hvorefter hun faldt i en udmattet men smertefuld søvn.

Idet hun faldt i søvn begyndte hendes metamorphosis at fosvinde. Det lyse-lilla spind på hendes krop forsvandt, vingerne forsvandt også og efterlod mærker i sandet der hvor de havde ligget. Hendes kjole ændredes til en låkot nederdel og en løs hvid trøje, stadig med huller og snit i ligesom kjolen. Selvom det ikke kunne ses gik hendes øjne tilbage til deres normale blodrøde farve.

Flammerne omkring dem svindede lagsomt ind i takt med at Artais faldt i dybere og dybere søvn, indtil de til sidst forsvandt helt.

Lanna'Amalia følte Rebaz' greb som en provokerende slesk slange, der viklede sig om hende og gjorde livet langt mere besværligt end hvad det burde være. Hvad fanden var problemet? Hvem havde klippet hans nosser af? Hun vred sig arrigt og vrængede ansigt som en ilter hund, men slangen Rebaz var som hærdet stål, og han var klar over, at han ikke burde give slip før lanna'Amalia stod åndeløs tilbage, bomstille og kun bevægede sit let glinsende bryst i rolige stød op og ned. Det varede sin tid, og imens betragtede Rebaz et besynderligt mindespejl blive konstrueret med ild. Lanna'Amalia så ikke og en skid, hun havde travlt med at sende bitre tanker og forbandelser til sine skosnuder og hvert enkelt sandkorn omkring dem.

"Pisse selvpatriotisk," mumlede lanna'Amalia pludseligt, da hun hævede blikket mod fortiden midt inde i historien. Det var omkring der, hvor dæmonen nævne kampen med Iglen, og hun genkendte væsenet i mindet. Dette resulterede i et solidt "Hold kæft"-dask i hoften af Rebaz, hvilket fik hende til at fnise ondskabsfuldt. "Undskyld," hviskede hun uden hverken at mene det ene eller det andet.

Nu var lanna'Amalia ingen shaman, men dæmonkvinden havde tilsyneladende blod i lungerne, for den velkendte røde masse skvulpede med op i et stakåndet host. Hun stod lidt og gloede, følte sig ufattelig malplaceret og forkert i situationen.
"Alright... she's sleeping... let's get the fuck out of here..." Men så var det som om, at dyret ligesom skiftede ham og blev af en helt ny støbning. Mest overraskende skiftede tøjet også, hvilket var lidt morsomt fordi... nej okay, morsommere var det vist heller ikke. De to sortelvere udvekslede dybe blikke, ordene skød fra deres øjne og efter et par sekunder vovede Rebaz at åbne munden til en verbal samtale:
"Saml hende op..."
- "Jeg kan sgu da ikke tage hende! Hun har jo ikke noget tøj på!" Jamrede Amalia og slog let ud med hænderne.
"Og det kan jeg eller hvad?"
Hun tænkte sig lidt om. "Du har ret... jeg tager hende..." og et lusket katteagtigt blik lagde sig over hendes ansigt. "Bøsserøv" Lo hun og dimsede Rebaz på næsen med en hurtig finger.
"Nej, jeg er bare fornem."
- "Og hvad jeg er så? For nem?" Suk
"Ja. Skøge."
-"Sut din egen pik, Rebaz, virkelig."
"Er for træt."

Lanna'Amalia sendte ham et hadsk blik, men grinte højlydt indeni, hvorefter hun flyttede sin opmærksomhed mod dæmonen for at finde ud af, hvordan hun lige skulle gribe denne sag an. Hvor var det dog fjollet. Hun sparkede lidt ild væk, satte sig på hug og gravede sin ene hånd under dæmonens skulder, så dybt at en håndfuld sand holdt alt egentlig berøring på afstand. Den anden gravede hun under hendes knæhaser, hvilket selvfølgelig bare var løgn, mangel på abearme gjorde nemlig, at hendes første tag måtte ske under låret.
"Agh..." gispede hun, da hun vaklende kom på benene og svor, at "I peed a little in my pants from exertion..."
De sidste klatter af ild var forsvundet, da hun lagde kvinden over skulderen og trådte væk fra solopgangen og vandkanten. De havde været vågne hele natten, var efterhånden ved at være ædru, men udmattelsen fik deres knæ til at dirre usikkert.
"Hvad er planen?" spurgte Rebaz i det man begyndte at ane civilisation længere fremme og nul strand bag dem.
- "Vi finder en bil og nogle penge. Så køber vi noget V. Så får vi hende på dupperne igen. Så sover vi."
"Bil og penge, det burde ikke være så svært, men hvor har du tænkt dig at skaffe vampyrblod? De kommer da ikke ud af kisten før om mange timer..."
- "Jeg kender nogen, der kender nogen, der kender nogen..."

Det rystede og dumpede. Ikke en behagelig følelse, for ikke at nævne at alting føltes somom det vendte på hovedet.
Artanis åbnede øjnene og så en egentlig velformet bagdel. Fra hendes lettere akavadede position kun også se at hvemend bar hende, så var det en kvinde, og hun havde nogle rimelig pæne kurver.
Tanken bragte Artanis tilbage til sig selv og hendes ømme bryst. Det bankede imod kvindens ryg ved næsten hvert skridt og selvom skaderne hun havde fået før var hele, i hvert fald på brystet, så gjorde det stadig ondt. Ikke nok med det så var hendes trøje også godt gennemhullet, så der var næsten frit udsyn til hendes generøse barm.

Hun kunne høre dem snakke, noget om hvor de skulle finde en bil og nogle penge. At hjælpe Artanis med at komme sig ved hjælp af vampyr blod. Tanken var lettere ubehagelig. Hun arbejde på hospitalet så hun vidste at en forkert blodtype ville kunne gøre en person voldsomt syg og i nogle tilfælde være dødeligt. Hun gøs ved tanken om hvad der ville ske hvis hun fik blod fra en anden race.
Artanis var friskere end før og havde genvundet en lille smule kræfter i sine korte søvn så hun følte sig stærk nok til at kunne snakke ubesværet
"N... Nej" begyndte hun og mærkede hvor tør hendes hals var "En forkert blodtype vil slå en person ihjel, for slet ikke at tale om hvad der kan ske hvis det er blod fra en anden race"
Hun gav kvinden der bar hende et lille slag bagi, både drillende men også for at være sikker på at hun hørte hende "I... I stedet vil jeg foreslå at i tager til hospitalet og finder nogle bandager og noget til at disinficere med. Jeg kan mærke at jeg ikke har mistet blod nok til at det er farligt, ellers ville jeg være svimmel og mit blik sløret. Desuden kan jeg høre i ikke har i sinde at overholde loven, så i kan ligeså godt bare bruge hospitalet. De åbner først for morgenvagt om et par timer, lige nu er der kun vagter og hvem der nu ser efter patienterne om natte. Hvad I skal bruge er på fjerde gang 3. Sal"
Med det sagt forholdt Artanis sig stille i et stykke tid. Det varede dog ikke længere før hun valgte at bryde stilheden igen, hun begyndte lavmælt at synge en sang hun huskede fra sin ungdom, efter hun var flygtet fra sine forældre.

Lanna'Amalia havde allerede dræbt dæmonen på fem forskellige måder for sit indre blik. Hun holdt især af den, hvor hun greb fat om anklerne på hende og slyngede hende op i himlen til hun forsvandt i form af en lille lysende plet med et efterfølgende komisk (og lettere kosmisk) 'pliiing'. Hun skævede over til Rebaz ved denne information. Vampyrblod var ikke ligesom menneskeblod. Vampyrblod varierede kun i forhold til vampyrens alder, jo ældre, jo bedre, ved noget af det ældste blod behøvede man kun få dråber for at hele sår. Normalvis brugte vampyrerne det til at lappe sårene på deres ofre, hvis deres gerning skulle holdes skjult, men efterspørgslen blandt narkomaner og andre typer havde sat de kostbare dråber på markedet. Indtog man det i rask tilstand, ville man - udover at få en let glød af deres elegante udseende - få kortvarigt øget styrke, seksualdrift og sanserne ville opføre sig som var man på LSD. Måske kom dæmoner bare fra en alt for anderledes verden. De var et led for langt væk i stamtræet til at nyde godt af det samme som dem.
"Dammit. She's too special to drink V..." stønnede Amalia opgivende og hvilede bedrøvet sit hoved mod den kødfulde pude, der befandt sig på hendes skulder. Da hun fik et solidt klap i måsen, greb hun fat om kvindens ankel som en intern advarsel for hvad hun var lige ved at gøre. Internt med sig selv vel at mærke.
"Hnnn..." brummede lanna'Amalia som svar og snerpede ansigtet fuldkommen sammen. Rebaz gik og strøg håndfladerne over toppene på hvad end plantelignende de oksede forbi, som præcis den homoseksuelle tudeprins som han desværre ikke engang var. Han var ringforlovet med en sortelvisk kvinde, skulle giftes i oktober og det gjorde ondt i lanna'Amalias indre ved tanken, for hun var ikke klar til at opgive ham endnu.

"Ved du så, hvad jeg kan mærke? Jeg kan mærke, at du heller ikke har mistet nok blod til ikke at kunne synge..." kommenterede hun bittert, da hun holdt kort pause efter de næstsidste vers. Amalia kunne jo altid sætte en lommekniv i inderlåret på hende, hvis hun skulle blive ved med en ny sang. Det var simpelthen alt for muntert.

Deres færden blev hastigt forøget, da de følte asfalt under fødderne, det var langt nemmere at sætte af på, når nu man trods alt havde en kludedukke over skulderen. Et sted langt borte i baggrunden opfangede lanna'Amalias dovne elverører lyden af en bil, der hostede og hakkede sig fremad. De nåede at gå mange meter, før den blev synlig, og det var som om, at den sagtnede farten jo tættere den kom på - man kunne altså konstatere, at føreren bag rattet betragtede dem.
"I really... really... hate stealing..." mumlede Rebaz.
- "Sh. Du tager bilen, jeg tager Baby. Bum."
"I really really hate violence..."
- "Take the car."
"Give me Baby."
- "No, she's mine now!" I sin iver efter at få ret trådte hun uheldigt ud i græsset med den ene fod, og var ved at miste balancen. "Pis og lort tag nu den bil, din so!"

Opgivende tog Rebaz to skridt baglæns og vendte sig derefter langsomt om. Lanna'Amalia skulede efter ham, ud af øjenkrogen lignede han da lidt en sexet slyngel, sådan som han kom valsende mod bilen som ejede han det hele. Bilen stoppede, Rebaz fortsatte med at gå, indtil hans knæ stødte mod det lille Obel-mærke. Så udtalte han nogle barske ord, trådte hen til bildøren, åbnede den gallant men rev arrigt i manden bag rattet for at overtage køretøjet. Dertil stampede Amalia hurtigt mod den røde Obel, så tekstilerne, der udgjorde kvindens skørter, blev blæst op med lidt kærlig hjælp fra vinden. Rebaz bankede opgivende hovedet mod rattet og dyttede aggressivt, så manden - der ellers var ved at rejse sig - sank tilbage i asfalten igen.
"Dig der. Bliv!" befalede lanna'Amalia efterfulgt af en lang pegefinger og åbnede døren til bagsædet. I et forsøg på at skåne Baby for yderligere skavanker, placerede hun hende nænsomt vandret på bagsædet. "Du skylder mig alt i verden, at du ved det," knurrede hun. Denne knurren mindede dog mere om en legesyg hundehvalp. Så rakte hun armen tværs ind over Baby, følte, at hun druknede hende i bryster, men det var vel nødvendigt for at få sikkerhedsselen fæstnet blot en smule.

Efter et par minutter sad Amalia og surmulede på passagersædet, fordi Rebaz nægtede at overlade føresædet til hende. Fede idiot.

Artanis havde efterhånden regnet ud at de to personer der bar hende var sort elvere. Hun kunne tydeligt se at manden af de to havde en grå, næsten sort, hudfarve og det samme havde kvinden der bar Artanis, i hvert fald efter hvad hun kunne se af afsløret hud.
Denne teori blev dog yderligere bekræftet af at de snakkede et andet sprog, eller som Artanis ville beskrive det; volapy, det var i hvert fald hverken Demonic eller menneskenes sprog. Så meget kunne hun regne ud.

Kvinden der bar hende var tydeligvis hverken glad for at bære hende eller det smæk bagi hun gav hende. Hun klemte da i hvert fald forholdsvis hårdt omkring anklen, og hun kunne tydeligvis heller ikke lide Artanis sang
"Nej jeg har tydeligvis mistet nok blod til ikke at kunne synge" svarede hun sarkastisk og rullede med øjnene "Hvad snakker i for øvrigt om konstant jeg fatter ikke et ord?"

Der var gået nogle minutter siden de havde hijacked den røde opel og Artanis kunne virkelig ikke lide det. Hendes natur var at hjælpe folk, ikke tage noget fra dem. Hvis noget overhovedet så var hun en der gav, ikke en der tog imod. Eller tog generelt.
Hendes tanker driftede tilbage til hvad der var sket.
"Hvorfor angreb Iglen mig?" tænkte hun "Hvorfor nu? Hvorfor lige der? Og hvordan fandt han mig?" Spørgsmålene blev bare flere og flere, de hobede sig op og fik Artanis til at føle hendes hoved var ved at springe.
En pludselig smerte skød igennem hele hendes krop da de ramte et bump på vejen "Argh!" klagede hun men sagde ellers ikke mere til det.
Hendes tanker vendte tilbage til Iglen "Det er umuligt at det har taget dem over 800 år at finde mig, jeg har trods alt været her i Terre hele tiden lige siden jeg flygtede fra mit... Fra dem" ubevidst havde hun sagt det højt selvom hun troede hun kun havde tænkt det. Hun drejede hovedet og mødte kvinden af de to, hun sad på passagersædet foran og surmulede
"Du ved godt du har nogle gode bryster, ikke?" spurgte Artanis med et drillende smil.