Faret vild.

Tid: 20:00
Sted: Skoven
Omgivelser: Indtil videre har Giselle ikke mødt nogen i skoven.
Vejr: Overskyet, men stadig varmt.

Giselle var vågnet op til en dejlig og solskinsrig dag, og på en eller anden måde, havde hun altså besluttet sig for at gå en tur i skoven - en ting hun ellers aldrig kunne finde på Hun elskede at være udenfor i solen, såfremt det var i haven bag ved hendes forældres kæmpe-villa. Derude var der både springvand, blomsterbede, træer osv. Det hele var rent og havde stil. Intet var overladt til tilfældighederne. Intet ukrudt, ingen blomster, der hvor der ikke skulle være blomster osv. Hendes forældre havde en masse gartnere ansat, som sørgede for, at haven altid var flot, uden uvelkomne insekter og andre.. "skov-ting".

Hendes påklædning var ikke bare "tilfældigt" tøj. Hun var i ført et par jeans fra Prada og en stram stropløs top fra Chanel. Udenover dette en varm Burberry-frakke og et par støvler, der sluttede midt på anklen fra Gucci. Hendes gylden-brune hår bølgede blødt ned omkring hendes skuldre, og ned af hendes ryg. De chokolade-brune øjne var omringet af nogle lange, sorte øjenvipper - som så sådan ud fra naturens side af, for hun havde ingen make-up på. Der var ikke en eneste fejl at finde i hendes ansigt - eller nogle andre steder på hendes krop, for den sags skyld. En lille næse, og en velformet mund med et par fyldige læber. Hun var smuk - unaturligt smuk, af et menneske at være. Det havde noget at gøre med gener. Hendes farmor havde vidst være en elver, så vi hun var orienteret.

Smilende forsatte Giselle sin vandren i skoven, lige indtil hun stoppede op, og kiggede bagud, og opdagede til sin rædsel, at hun ikke havde den fjerneste idé om, hvor hun befandt sig. Hun var stort set aldrig i skoven, og havde forlængst forladt stien, som sikkert ellers ville have hjulpet hende til at orientere sig. Hun var helt sikkert faret vild.. Et irriteret suk forlod hendes perfekte, velformede læber, da denne sandhed gik op for hende.

Mørket var ved at falde på. Nede under det store slot sad Trey i den store kælder han så fint kaldte hulen. Der var spotlys, høj musik og dansende vampyr kvinder. Der var en ganske fin lille flok på en tyve stykker og et par få mænd der også havde set sit snit til at feste sammen med de mange. Trey sad på en stol hvor han så fint kunne se udover forsamlingen af mennesker, han elskede at sidde der er kigge og føle at han rent faktisk var til nytte, han følte at han var konge, om ikke andet bare for et øjeblik. Hans ego havde altid været så stort at det halve kunne være nok, men det generede ham nu egentligt ikke, han kunne lide sig selv som han var - og det kunne de fleste andre nu også, ihvertfald dem han brugte tid på.

Et par piger grinede et stykke væk og gik hen imod udgangen, den ene faldt en smule akavet og Trey så hurtigt sit snit til at gå derover og hjælpe:"Er du okay?" sagde han med et flabet smil imens pigen grinede og han hjalp dem op af trappen og udenfor. De stod og snakkede, om alt muligt, lige fra festen til deres tøj og hvad der ellers skete i verden, men en velkendt duft fik et øjeblik Trey til at stoppe op:"Bare gå indenfor, jeg kommer om lidt" sagde han med et flabet smil og lod de to piger forsvinde tilbage til kælderen imens han gik efter duften der ramte ham: Menneske blod.

Han vandrede et stykke ind i skoven, efter der hvor hans fornemmelse sagde ham at han skulle gå hen og han kom da heller ikke særligt langt før han så det syn han søgte: En ung menneske pige. Han gik med rolige skridt hen imod hende indtil han stod et par meter bag hende og han lænede sig flabet op af et træ imens han med et let dømmende blik kiggede på hende:"Nå nå... Hvad har vi så her?" sagde han med et smil der måske for nogle ville virke en smule arrogant:"Mangler du noget?"

Giselle vendte sig forskrækket om, da en stemme pludselig dukkede op bag hende. Hun havde ikke set eller hørt hvem stemmen tilhørte komme. Han havde ikke sagt en eneste lyd.. Allerede inden hun havde vendt sig om, vidste hun, at denne - stemmens ejer - på ingen måde kunne være et menneske. Hun vidste ikke, hvad han ellers var, men et menneske, var hun ret sikker på, at han ikke var. Hun vidste ikke med sikkerhed, hvad der havde fået hende til at drage denne konklussion. Hun var ikke engang overbevist om, at hun havde ret. Men der var et eller andet i hans stemme.. måske? Om ikke andet, var det da lidt underligt, at han af alle steder dukkede op her. Skoven var jo enorm, og chancen for at løbe ind i hinanden, uden det først var aftalt, var da pænt lille. Var den ikke? Han måtte have kunnet lugte hende.. eller også var det bare tilfældigt. Men.. hvis han havde fået færten af hende, var det så noget godt eller ondt han ville hende? Og i så fald, hvordan skulle hun regne ud, hvordan hun fandt ud af det? Hun tænkte lidt over situationen. Han kunne finde hende, så måtte han vel også kunne finde en vej ud. At stikke af, ville være direkte dumt. Både fordi hun ikke engang vidste, om han ville gøre hende ondt, men også fordi han muligvis var hendes eneste vej ud derfra. Og helt ærligt? Hvem ville dog gøre hende ondt.. Giselle var ikke vant til modstand af nogen slags, hvilket også hjalp hende til - til sidst - at overbevise sig selv om, at den fremmede var harmløs.

Så, hun vendte sig om mod den fremmede, med et charmerende smil på læben. Det smil, hun normalt brugte, når hun ville have folk til at gøre noget for hende.
"Jeg mangler en vej ud herfra, for det første.." hendes blik gled ned mod Gucci-støvlerne og lagde mærke til, hvor mudrede de var.. Hun vidste godt, at hun havde trådt i noget, men hun havde ikke regnet med, at det hun havde trådt i - hvad end det så var - ville gøre dette ved hendes støvler.
".. Og muligvis et par nye Gucci-støvler", tilføjede hun. Ikke, at hun ville have støvlerne af ham. Dem kunne hun selv købe tonsvis af, hvis hun gad. Nej det, hun manglede, som for en gangs skyld ikke kunne købes, var vejen ud fra skoven - som hun inderligt håbede på, at han kunne give hende.