Fight Fire With Fire

Tid: 21:30
Vejr: Blå himmel, solen er på vej ned, stadig varmt og lækkert!
Sted: Stranden!
Omgivelser: En helt masse mennesker, store åbne festtelte, bar og en stor samling grene og brænde, som endnu ikke er blevet tændt.

Kevin McMillan skreg af grin. Fire andre fyre - to af dem nogle af hans bedste venner - holdt ham oppe i en næsten helt vandret position, deres fingre borede sig ind i "flæsket" på ham og sendte krampagtige latterbrøl gennem hans krop. Det var derfor meget svært at fastholde grebet om ølflasken i den ene hånd og slangen i den anden. Denne slange var selvfølgelig blot et slags rør, der var koblet til en stor tank med lys Captain Morgan. Først da Kevin førte slangens ende op til læberne råbte en kvinde højt: "GOOO" og man kunne se den brunlige væske bevæge sig gennem røret i en ivrig færd mod endegyldig destruktion af Kevins lever og yderligere indre organer.
Rommen hobede sig til sidst op i munden på ham, det var svært at sluge, så strømmen blev stoppet og alkohollen løb i en lind strøm ned ad hans kæbe og hage. Hans kammerater skreg af grin og hjalp ham hårdhændet ned på jorden igen, men da måtte Kevin lige helt ned at sidde. Kammeraterne opgav at gribe ham og lod ham falde direkte ned på røven, hvor han altså lå og grinede i et stykke tid, før han greb fat i bæltet på sin ven og trak sig op.
"Fååååk man..." klukkede han og tørrede mulen i vennens skulder.
- "Hahah du er sgu langt ude, mand!"
"Åhh VI er!" Han lagde armen om ham og skuede ud over havet af smukke kvinder. Deres øjne var som vurderende gribbe, der ledte efter det perfekte bytte, og hver gang de så noget, som de var enige i, sendte de hinanden pjattede blikke.
"I nat du..." grinede hans ven, Pierre.
- "... så svæver vi..."
"Vi knepper dem sgu."
- "Pierre dog -" og så gabede Kevin op i en enorm latter og gav Pierre et solidt slag på skulderen. "- ja for helvede!"

Uden for fest pavillonen, tættere på vandet, rendte nogle af arrangørerne rundt og hældte benzin på den store samling af grene og brænde, som var blevet stablet i aftenens anledning. Den kraftige lugt af benzin blev bragt til hans næsebor i en varm brise og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Hans ansigt blev pludselig langt og blegt og han slap grebet om Pierre i en fart. Med usikre skridt bevægede han sig væk fra de festende mennesker, og ledte efter en brise, der udelukkende kastede frisk luft i hovedet på ham. For helvede hvor kunne han bare blive dårlig af den forbandede stank.

Hazelin havde været det meste af aftenen ude på havet, som hun nød at tilbringe tid ved. Hun havde fundet en grotte et godt stykke ude, som hun plejede at svømme ud til, og tilbringe timer i. men nu var hun kommet tilbage til stranden. Hun lod let hånden lukke sig, hvilket fik alt vandet væk fra hendes hår og tøj, så hun nu var helt tør igen.
Denne aften havde hun et blå tørklæde om hofterne, som var bundet i den ene side, og dermed gav frit udsyn til hele hendes ene ben, og halvt det andet. Samt en hvid bikini. Den hvide bikini top sad flot om hendes fyldige barm, og grunden til hun egentlig havde taget badetøj på denne aften, var fordi hun efterhånden havde lært det var tungt at svømme med alt sit tøj på. Hun kunne se en fest være i fuld gang længere nede af stranden, og gik langsomt derhen imod.
Det lange blonde hår bølgede ned af hendes ryg, og sluttede ved lænden, hun havde ikke noget imod en fest. Men hvis det nu var en privat fest, var det ikke sikkert de gad at have hende der jo. Langsomt bed hun sig i læben, og gik langsomt imellem flokken af mennesker, men stoppede ved det store bål der var ved at blive klar til at blive tændt. Usikkert så hun på benzinen der blev hældt udover bålet, og skubbede sig hurtigt igennem folk for at komme væk.
Hun løb langt nok væk fra menneske flokken, til at hun ikke kunne se bålet. Ikke før det blev tændt i hvert fald. hun stoppede ved nogle af de store sten, og bed sig hårdt i læben,. Åndssvage ild. Hun kunne mærke kuldegysningerne, det bankende hjerte, og hendes hænder rystede en hel del. Nogle gange hadede hun virkelig sig selv, fordi hun var så bange for ild. Hun ville så gerne kunne være sammen med andre, og feste sammen med andre folk, i stedet for at være bange. Hun hadede altid at skulle gå fra sådan noget. Men der var ikke meget andet at gøre, hun kunne slet ikke styre sig selv, når først hun blev bange for ilden. Og det var simpelthen så flovt.

Kevin satte sig fortumlet ned i græsset. Det svimlede for hans øjne, små sorte prikker gjorde det svært for ham at tyde, hvad fanden der skulle til at ske. Slimhinderne i hans mund dryppede af væske, han spyttede udmattet i græsset, efterfulgt af et lige så punkteret støn. Aftenen var bestemt ikke slut her, der var mange timer endnu, natten ventede stadig pulserende og ung et sted lige fremme, han måtte simpelthen ikke lade sig slå ud af den forfærdelige stank, der mindede ham om sandfarvede kampvogne, der lå på hovedet i en gru pærevælling af blod og utæt tank.
Han vendte blikket mod pavillonen, kom automatisk til at smile. For helvede hvor var det fedt alt sammen. Hvor var hans liv fedt. Han havde nogle fantastiske venner, vandrede rundt i et fucking eventyr, aften efter aften.
"Åååh lille Kevin altså altså altså," klukkede han af sig selv og forsøgte med et vis besvær at knokle sig på benene. De virkede som gummi. "Hvad skal jeg dog stille op med dig, gamle jas." Han strakte sig møjsomt, gabte samtidig og udstødte tilmed et overordentligt brøl. "Auuuaaaarhhhh..." Så smaskede han lidt, kløede sig i øjenkrogen og lod sit slørede blik vikle sig rundt på omgivelserne. Lanternes lys rakte næsten ikke helt herover, men hans blik fangede alligevel en kvinde. Eller i hvert fald konturen af en.

"Are you all right miss?" spurgte han på amerikansk, da han havde fundet ud af, at mange af deltagerne var turister og dermed ikke fattede et hak fransk. De fleste forstod sig vel på engelsk (eller amerikansk, som Kevin var så stolt at kalde det). Han stak hænderne i sine shorts lommer, trådte lidt rundt på stedet og vidste ikke rigtig, om han burde nærme sig hende. Hun behøvede jo ikke få den opfattelse, at han var en eller anden syg stodder, en voldtægtsforbryder eller morder. Kun én af disse var sande, men det hørte tiden i Irak til.

Hazelin bed sig i læben og rystede på hovedet af sig selv. Hun hadede sig selv. Hadede at hun skulle ødelægge alt for sig selv, bare fordi hun var bange for ilden. Det var jo bare ild.. Det burde ikke være så forfærdeligt svært, at lukke de dumme tanker ude. Hun ville jo bare have det sjovt, feste.. Hygge sig med en masse folk, i stedet for at blive sådan. i stedet for at blive så bange. Hvor var hun dog latterlig.

En stemme fik det til at give et sæt i hende, hun vendte sig ganske langsomt om imod fyren der stod ikke så langt fra hende, let smilte hun til ham. Han havde fransk accent, hvilket fortalte hende at han snakkede fransk normalt, men der var sikkert en masse turister. Let smilte hun til ham igen. “oui… Det er flammerne.. jeg er ikke så god til ild.. Så jeg gik lidt i panik.. Hvad med dig?” spurgte hun forsigtigt. Han virkede lidt så panisk som hende. Mon han også havde problemer med ilden. Langsomt rakte hun ned og rettede på tørklædet. I navlen sad der en stav med blå kugler. Hun var ret glad for at have fået den. Selvom hun havde tøvet rigtigt længe med det.
Forsigtigt rakte hun hånden hen imod ham, og smilte stille til ham. “Mit navn er Hazelin.. Hvad hedder du om jeg må spørge?” smilte hun forsigtigt. De blå øjne glimtede livligt i skæret fra himlen. Hun lignede også en der slappede en del mere af nu. Hun havde det bedre når der var selskab.
Han virkede heldigvis venlig nok.. Og hun havde ikke nogen grund til at være bange lige nu, og ellers kunne hun sagtens forsvare sig.. Hun havde en masse evner efterhånden. Gad vide om han var menneske.. “Er det dine venner? Jeg var på vej derover men.. Jeg er ikke så god til det med ild.. Og i er vist alle godt fulde” grinte hun smilende.

Kevin kløede sig på brystkassen. Han var stadig gloende varm, T-shirten var lettere fugtig, men aftenen var ved at tage til og nedkølingen kunne begynde. Hendes ord kravlede på fransk ind i hans øregang, han skulle lige vænne sig til sproget, efter at have talt amerikansk.
"Aaah," svarede han og havde glemt, om hun også havde spurgt ind til ham. Når han var fuld hørte han kun dele af de sætninger, andre slyngede ud til ham. Det var lidt af en forbandelse. "Ingen grund til panik, jeg er her -" han dæmpede sit toneleje til en hvisken, fordi han skulle til at fortælle den største hemmelighed, han nogensinde havde fortalt nogen: "- og jeg er superman." Han grinede kort af sin egen elendige vittighed og tog med påtaget ærefuldhed imod hendes hånd med begge sine egne hænder, nærmest som om hun var en dronning eller anden vigtig person.
"Kevin McMillan til tjeneste," klukkede han og ud fra hendes ivrige talestrøm at dømme, havde han fundet sig et rigtig sludrechatol, som kunne holde ham med selskab. Det var godt, for når han havde fået lidt at drikke, snakkede han også som et vandfald.
Han vendte blikket mod de såkaldte venner, som hun omtalte. De var så småt begyndt at bevæge sig ud til bålet, der snart skulle tændes. "Jeg kender ikke engang halvdelen," svarede han og gav hende elevatorblikket. "Faktisk... kender jeg kun... tre... måske fire... Hahah..." Han blinkede kækt i hendes retning, selvom chancerne for at hun kunne se det ikke rigtig var med ham.
"Altså..." han gned sin kæbe. "Må jeg være ærlig engang?" Hans øjne sad vurderende fast på hendes krop, men da han fortsatte med at tale, flyttede han dem op til hendes ansigt. "Du er sgu noget af en... jeg mener... En smuk pige som dig burde slet sletter ikke rende rundt ude i mørket. Der er farlige typer herude! Altså selvfølgelig ikke mig... men du ved... andre..." Han grinede svagt og tog sig håbløst til panden. "Du er pisse smuk, det er vist bare det, jeg prøver at sige..."

Hazelin så smilende på ham,. Hun vidste godt hun sikkert ikke lignede alle de andre piger, hun troede ikke rigtigt på sminke, og det var yderst sjældent hun havde det på. Hun havde i hvert fald ikke noget på denne aften. Det ville også være meget dumt at tage det på, når hun vidste hvad hun plejede at lave på stranden. Og da hun tit opholdt sig på stranden, skete det bare ikke. Men det generede hende ikke at hun ikke lignede alle andre piger, hun var stolt af sit udseende, og så var det fint nok.
Blikket hvilede på ham foran sig, hun grinte blidt for sig selv. “Så du er supermand? Jeg troede supermand havde en kappe? Hvor er den om jeg må spørge?” smilte hun drilsk og lod blikket glide tilbage mod den store flok af mennesker.
Hun snakkede altid vildt meget når hun blev usikker på sig selv. Som oftest i selskab med ild. Det kunne godt være lidt irriterende.. I hvert fald i hendes hoved, normalt var hun meget tilbageholden, og betragtede som oftest folk for at finde ud af hvad de var for nogle, inden hun begyndte at snakke for meget med dem. Det var tit en god ide, for det var ikke alle man kunne stole på.
“Åh.. Så de er der bare for at du kan lære dem at kende?” spurgte hun nysgerrigt, og pillede ved en tot af sit blonde hår. Lod sit blik møde hans, da han kiggede tilbage på hende. Det var sikkert hyggeligt. Men hvorfor var han så gået herud? Det havde han ikke villet svare på. Så måske skulle hun ikke spørge mere ind til det. Det ville ikke være specielt godt at gøre sig uvenner med ham, når de lige havde mødt hinanden.
Han begyndte at snakke igen, hvilket fik en let blussende rødme til at komme frem i hendes kinder. Hun bed sig blidt i læben, det var ikke noget hun hørte specielt tit, og hun reagerede altid på samme pinlige måde : kinderne blev røde.
Let lod hun hovedet glide på skrå. “Du er bange for jeg bliver spist af de slemme mænd?” drillede hun og rystede ganske svagt på hovedet. “Jeg kan godt forsvare mig.. Så de kan da bare prøve” grinte hun glad, og lyttede igen til hvad han sagde. “Tusind tark Kevin.. Det er ikke så tit jeg høre det” smilte hun let, og strøg en blond tot hår om bag sit øre.
“DU er nu heller ikke den med det værste udseende” sagde hun blidt, og så tilbage mod flokken af mennesker. “Vil du præsentere mig for dine 3 eller 4 venner så?” spurgte hun derefter. Hun var simpelthen nød til at komme over de dumme flammer. Før eller siden skulle hun videre med livet.

Han rynkede let sin pande, fordi hendes spørgsmål faktisk var ret godt. Hans fuldehjerne begyndte efterfølgende at spekulere over, om hun mon var en slags rapporter, der forhørte ham. Det gjorde ham en smule paranoid, men hun var smuk, så det gjorde faktisk intet. Han tyssede let på hende, som om han frygtede, at omkringværende skulle høre hemmeligheden.
"Jeg kan jo ikke gå med den offentligt - så ved folk jo, det er mig. Men af og til går jeg også med underbukserne uden på tøjet." Åh, superman var så fjollet i sin mundering.
"Ha! Jeg tror sgu ikke engang, jeg kan huske nogle af dem i morgen... haha ej men de er sgu søde nok, det er de sgu." Fuldesnak, fuldesnak, fuldesnak. Han betragtede hende lidt, lagde hovedet på skrå og ventede på de ord, man kunne se tog form inde bag hendes kønne øjne.
"Haps haps haps," klukkede han og tilføjede hapsende bevægelser med hænderne i hendes retning. Hans øjnede hvilede lidt på hende, det var ikke gået op for ham, at hans ord havde haft en effekt på hendes kulør, han havde ingen fornemmelse af om det, han sagde, påvirkede hende negativt eller positivt. Fuld. Fuld. Fuld.
"Ha! Du burde komme lidt mere ud, folk ville ikke kunne lade være." Han blinkede og fortsatte supplerende til hendes kommentar: "Den kommentar får jeg til gengæld heeele tiden... folk kan ikke modstå mig!" Han grinede og lagde en arm om hendes skuldre, så deres fronter vendte mod festen længere fremme. Han kiggede ned på hende og grinte svagt.
"Tjoh tjah hvis jeg kan finde dem... de små røvhuller... ej... det er pjat - de er sgu søde nok! Det er de sgu.." Han begyndte så småt at gå i retning af menneskene, der lidt efter lidt bevægede sig fra festpavillonen og over mod det stadig utændte bål.
"Noooon rien de rien noooon, je ne regrette rien!!" sang han med en dyb operarøst, direkte citeret fra "Non je ne regrette rien" som blandt andet optrådte i hans her for tiden yndlingsfilm: Inception. I takt med at de nærmede sig, begyndte nogle af arrangørerne at sætte ild til et viskestykke, der forvandlede kæppen til en sand olympisk fakkel. Kevin opfangede intet af dette, først da de smed faklen ind på bålet og en eksplosion af ild slugte den enorme stak grene, der udgjorde bålets eksistens. Få sekunder efter ramte varmen ham i ansigtet med et kraftigt sus og han trådte paniske skridt bagud.
"Wow... fuck..." brummede han lettere irriteret over at ilden vækkede den slags i ham - og så endda foran hende Hazelin. Han tværede udmattet sit ansigt ud i hænderne og snurrede en frustreret omgang om sig selv. "Kan de ikke vente? De folk der... jeg kan sgu ikke lige... ikke lige nu... det kan jeg sgu ikke... pis pis pis..."

Hazelin grinte smilende for sig selv, idet han tyssede på hende. “Åh undskyld min store stærke helt.. Flyver du mig så ikke udover byen, ligesom på film?” hviskede hun med et drillende smil, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Han virkede nu rar at være sammen med, selvom han tydeligt var ret så fuld. Men.. Det var måske heller ikke så underligt igen.
“Ej gør du virkelig? Det gad jeg godt at se, “ svarede hun tænkende, og bed sig smilende i læben. Hun slappede mere af nu. Da hun jo havde noget hun kunne snakke med. På den måde tænkte hun ikke på bålet længere tilbage nu.
Let strøg hun håret om på ryggen. “Så du vil slet ikke kunne huske nogen som helst, andre end dem du kendte i forvejen? Ej hvor trist.. Så har jeg vel ingen grund til at blive sammen med dig denne aften har jeg vel?” smilte hun blidt, og så mod en den store flok mennesker. Hvordan kunne det være.. At hun aldrig nogensinde kom med til sådan noget? Måske skulle hun ikke opholde sig så meget i havet.
De havblå øjne, hvilede lidt på himlen. Hun forstod ikke hvorfor det skulle være sådan. Hun kunne jo sagtens gå mere ud.. Men hun gad ikke gå alene i byen. Det virkede så.. Så kedeligt. Hun kunne meget bedre li at gå i byen med folk. Men hun kendte jo bare ikke rigtigt nogen. “Jaa du har nok ret.. Jeg burde gå meget mere ud, så jeg kan få af vide jeg er smuk hele tiden, på den anden side.. Så vil jeg jo ikke blive ligeså glad for at høre det, som jeg bliver nu, også har det ingen effekt mere” svarede hun blidt.
Hun lod ham lægge en arm om sig, og gik langsomt med ham tilbage mod bålet, og de mange folk som nu stod omkring bålet. De hyggede sig virkelig med en masse sprut, en masse snak og med alle de folk det var der.. Var det da næsten umuligt ikke at hygge sig. “Mon ikke du godt kan finde dem? Og dog.. Med alle de folk, kan det sikkert godt være lidt svært” grinte hun glad.
Hazelin stoppede ganske langsomt op. Han havde endnu ikke opdaget ilden der var ved at blive tændt. Men det havde hun og det fik hende til at blive hvor hun var. Dermed et par skridt bag ham. Det var ikke fordi hun ikke ville med ham derhen, men hun kunne virkelig ikke komme over den grænse.
Det næste der skete, fik hende til at kigge væk fra bålet, da det blev tændt i noget lignende en eksplosion. Hun mærkede hvordan det gøs i hende. Men hun måtte kæmpe imod.. Hun var nød til det. Hun ville ikke have at han skulle se hvor bange hun var for ild. Hun kendte ham jo knapt nok. Hvad ville han ikke tænke om hende, han ville tro hun var en eller anden særling.
Men da hun så på ham, opdagede hun at han virkede ligeså skræmt. Tøvende gik hun hen imod ham, og lod en hånd hvile mod hans skulder. “Er du okay..? Hvorfor.. Sagde du ikke bare at du ikke brød dig om det? Vi behøver ikke gå derhen, jeg kan sagtens undvære skrækken.” spurgte hun forsigtigt. Og kæmpede imod trangen til at slukke bålet med en kæmpe bølge. Hun ville sikkert også bare ramme en masse mennesker.