Sweet salvation..

Parken der normalt, blev udfyldt af stilhed og ro i nattetimerne; stod i aftenens anledning model, til en anelse mere støj end den havde regnet med. Hvis man da overhovedet kunne, kalde de tilfældig klynk og grådkvalte snøft: for støj.
3 mennesker var tilstede i den ellers så rummelig park, der nu lagde omgivelser til en yderst.. Mærkværdig begivenhed.

To mennesker stod som ubevægelig, statuer foran hinanden, begge virkede til at frygte hvad de kommende sekunder ville bringe. Den ene af de to menneskelig statuetter, var en kvinde; høj, rank og med tårefyldte øjne. Manden der stod overfor, virkede lige så panisk og nervøs som hende. Det bindende led imellem dem, værende deres hektiske følelser. Men hvis man kiggede rigtig godt efter, ville man opdage en anden lighed imellem dem; nemlig de identiske ringe de bar. Hvis man ikke vidste bedre, ville det mest normal gæt være at de var gift.

"I havde sikkert ikke regnet med at afslutte jeres aften sådan, vel?"

Stemmen havde en blid klang og lød næsten leende, hvilket fangede de to tilstedeværendes opmærksomhed. I en langsom bevægelse vendte de begge deres hoveder imod bænken og skikkelsen der så roligt vippede frem og tilbage på den. Det mørkebrune pandehår, faldt over hendes syrlig limagrønne øjne og satte sig i stor kontras til den marmorhvide hud. Et smil brød frem på hendes læber, hvilket yderligere markerede hendes kindben og fremviste de ellers sjældent sete smilhuler. Skikkelsen der så roligt, ja, næsten venligt, beundrede dem; var ingen anden en Scarlett.

Hun havde været rimelig rastløs de sidste par nætter, for ikke at tale om den stigende kedsomhed der langsomt havde tvunget sig vej ind i hendes lille kaotiske verden. Hun havde uden tvivl haft brug for at komme ud, komme ud og for en kort stund glemme alt. Glemme sine udtryksløse omgivelser og bare lade sig opsluge af nydelsen i nuet.

Et roligt suk undslap hende, i det hendes øjne vandrede fra de pulserende og varmeafgivende marionetter.

"Jeg håber i forstår. At jeres offer ikke vil gå tabt. Jeres død, vil sikre min midlertidige glæde og det er vel altid noget, ikke?"

Scarlett hævede sin venstre hånd og tiltrak sig en del af mandens skygge, det var på tide at få gang i deres lille leg og erfaring fortalte at intet kunne få Scarlett i bedre humør, end en smule veludført skygge-kunst. Med en hurtig håndbevægelse stak hun sin hånd direkte igennem skyggens bryst, hvilket resulterede i en række rædselsvækkende skrig, efterfulgt af kvindens bønfaldende gråd og efterfølgende afsluttet af Scarletts' tydeligt voksende smil.

Dean sad i parken under et af de store træer, han havde ondt i hovedet og han havde ondt i hele sin krop. Han havde festet hele den forrige nat og hele formiddage, han havde sovet et par timer om eftermiddagen og nu havde han så egentligt planer om at drikke videre, men han havde det dårligt, hans hoved gjorde ondt og hans øjne var rødsprængte. Han havde sovet sammen med en pige han ikke kunne huske hvad hed, eller... Sove var jo nok så meget sagt, men han havde ihvertfald fået hvad han ville have.

Nu sad han bare der og kiggede sig omkring, uden at vide præcist hvad han skulle stille op, han burde nok bare gå hjem, han burde nok bare være ligeglad med hvordan adre folk havde det med ham og istedet bare drikke sig stiv hele natten. Men han tænkte stadig på Kajika, utroligt meget endda og han var ikke sikker på hvor længe han kunne blive ved med at leve uden at opsøge hende, men han vidste jo at hun sikkert ikke så til hans side mere, nu handlede det hele om Trey og om h vordan de to pludseligt var blevet hinandens kærlighed. Dean følte sig glemt og det var nok netop derfor han druknede sine sorger i random sex, alkohol og stoffer. Præcist sm han havde gjort før han havde mødt Kajika.

Dean kiggede stille op og rejste sig så, han kunne vel lige så godt vandre ind imod byen. Han nåede dog ikke langt før han fik øje på en lille flok mennesker, eller... væsner. De lignede mest af alt nogle der havde gang i en slåskamp. Dean valgte ikke at gå derover men satte sig på en bænk omkring fem meter fra dem. Ikke helt sikker på om de mon ville angribe ham når de opdagede ham, men lige nu betragtede han dem bare, især den unge mørkhårede pige, for som den mand han var, var han vel altid lidt på udkig efter noget spændende. Og noget over hende fik ham til at blive siddende og betragte hende let. Hans hår var krøllet og det samme var hans tøj, han lignede en derlige var vågnet og well, det var han jo faktisk også.

Scarlett rørte sig ikke ud af flækken, det var som om hun var fæstnet til selve bænken. Stillingen hun sad i, måden hvorpå hun havde foldet sine hænder; hun virkede så rolig, næsten.. Fredfyldt, hvilket satte hende i stor kontras til sine kaotiske omgivelser, der nu bestod af kvindens gråd og mandens højlydte skrig, der så klart skar igennem, den køllige natteluft. Han stemme var dog langsomt ved at dø ud, i takt med at han mistede mere og mere blod. Scarlett havde på kreativt vis, været i stand til at separere manden fra sit hjerte, uden at lade det resulterer i en hurtig død. I stedet havde hun erstattet hulrummet i hans bryst, med brudstykker af sin magi; hvilket gjorde hende i stand til at holde ham i live i mindst 10 til.

Små sorte kalligrafiske tegn, begyndte at manifestere sig på hendes hænder. De bredte sig langsomt fra hendes hænder, til håndled og videre op til armene. Da hun endelig åbnede sine øjne, var den af og til varme mørkebrune farve forsvundet og i stedet erstattet af nogle klare, syrlige limagrøn, med smalle sorte pupiller. Med et legende smil, satte Scarlett hovedet en anelse, på skrå og så sine to marionetter an. Kvinden der stod overfor hende så ud til at have glemt alt om sin, nu næsten døde mand; i det hun af al magt prøvede at bevæge sine modarbejdende ben. Scarlett blev træt, af at holde kvinden fast og slap det psykiske tag hun havde haft på hendes skygge. Da hun opdagede hun var blevet sat fri, tog hun et kig på sin mand, før hun stak i fuld sprint. Scarlett rejste sig endelig op og klappede manden stilfærdigt på skulderen, han brugte de sidste kræfter han havde til at vende sit sløve blik imod hende. Efter et sidste klap på skulderen, lod Scarlett sin hånd hvile på hans nakke. Tårer fyldte hans øjne, i det hun næsten moderligt kærtegnede hans kind med sin frie hånd, før hun hurtigt brækkede hans nakke, med den anden.
I det manden døde, frigjorde hans skygge sig fra ham. Scarlett bukkede sig ned og lod sine fingre køre igennem den, så den ville registrere hende som dens nye 'ejer'. Det øjeblik Scarlett trak sin hånd ud af skyggen, forsvandt den i mørket; som var den i søgen efter noget. Scarlett vidste udmærket hvad den var på udkig efter, den var på udkig efter hendes løseslupne legetøj. Hun vidste udmærket godt det ville tage tid, specielt når skygger kørte efter deres egen tid og deres eget regelsæt.

Så i stedet for at bruge kræfter på unødvendigheder, valgte hun i stedet at dumpe tilbage på bænken med et afventende og på sin vis vurderende smil. Hun pustede kedsommeligt til det lange mørkebrunehår, der faldt hende for øjne og fik hendes skarpe øjenfarve til at se endnu mere dyrisk ud. Scarlett gabte let, efterfulgt af en strækningsøvelse og et endnu længere gab. I det hun trak vejret dybt, fik hun færten af noget andet. Hendes øjne var stadig lukket, men hendes hævede øjenbryn, indikerede at hun ikke forstod de to dufte der virkede til at ramme hende på samme tidspunkt. Da hendes øjne igen blidt sprang op, faldt hendes blik direkte på hvad der var kilden til den tvetydige lugt. Det var en blanding af rus af stærkeste slags, blandet med hans egen naturlig essens. Scarlett's blik virkede ikke opslugende, men tværtimod drømmende. Som om hendes blik var rettet imod ham, men hendes tanker var et andet sted.

Dean rejste sig en smule chokeret op da han betragtede hvad hun havde gang i, han var ikke sikker på hvad væsen hun var, men noget fortalte ham at hun ikke var en særligt venlig en af slagsen og noget sagde ham at han skulle passe på. Han kiggede kort ned af sig selv, han sorte sko gav genskær i natten og han kunne se den unge pige igennem hans sko, derfor blev han blot ved med at kigge ned indtil personen var død. Dean mærkede hvordan det gav ham et stik i hjertet og han kiggede op på pigen med et let hidsigt blik som ville han advare hende. Han anede ikke om hun var på den onde eller den gode side, men da han fik et slag omkring sig der fortalte at hun var vampyr tænkte han med det samme på Trey, måske var hun en af Trey's håndlangere? og hvis hun var det, så ville det næste hun gjorde nok være at slå Dean ihjel.

Dean mærkede hvordan han stillede dannede lys omkring sig, det gjorde han når han fornemmede at han måske kunne være i fare, det var ligesom et beskyttende skjold der gjorde at intet kunne ramme ham, han kunne god ofte ikke holde det mere end få minutter af gangen, fordi han sjældent brugte det, da han havde så mange andre ting i hovedet og fordi han blev vanvittig træt:"Og... Du er?" sagde Dean til hende i håb omo at han havde gjort nok opmærksom på sig selv til at hun ønskede at svare. Han betrægtede hende blot stille, han havde bestemt ikke set hende før og han tvivlede på om han bare skulle stikke af.

Han sagde ikke mere med kiggede bare imod hende med et lille suk imens han lagde sine arme over kord:"Hvad laver du?" sagde han med en let dyb stemme imens han kiggede på skyggen der stille forsvandt.

Scarlett hoppede let over mandens lig, og gik med rolig skridt imod englen der havde tiltalt hende. Tegne på hendes hænder, begyndte langsomt at forsvinde og med et enkelt blink fik hun sin mørkebrune øjenfarve tilbage. Ved at fjerne de tydelig indikatorer til hendes magi, regnede hun med at han forstod, hun ikke ville dræbe ham. Eller rettere, at hun ikke ville prøve på det; endnu. I stedet så hun ham an, spørgende med armene sat overkors. Af en engel at være, så han rimelig hærget ud. Selvfølgelig overskyggede det ikke den skønhed de besad som væsner. Derfor forundrede det hende endnu mere, at lugten af alkohol var så stærk omkring ham. Mennesker havde måske kunne ane duften, men for væsner med videreudviklede lugtesanser, var den næsten overvældende stærk. Scarlett sukkede med et mindre ryst på hovedet, et næsten afprøvende smil dansede frem på hendes bodorøde læber.

"Hvis min intention var at dræbe dig, hvor længe ville du så kunne holde mig på afstand med din barrikade?"

Hendes stemme var undrende, som om hun ikke rigtig kendte svaret selv. Dog vidste hun, at han ikke ville kunne holde det oppe for evigt. Det var ikke ligefrem hendes første møde med en engel; men det var det længste møde hun havde haft med en. Hun så sig bagskulderen og hen imod liget, mens hendes hånd stilfærdigt gled forbi den tåreformede krystal om hendes hals. Da hun opfangede hans spørgsmål, rettede hun atter sit blik imod ham.

"Jeg er en hjemvendt rejsende."

Hun smilte svagt, i forlængelse af sin sandhed. Scarlett's blik granskede ham næsten afventende, hvem var han? Og hvilket ærinde havde han i ly af parkens mulm og mørke. Før flere tanker kunne opstå, gik der et sug igennem hende og hun vidste hvad det betød. Hun lod sin hånd hvile på sin mave, før hun med et smil så tilbage på bænken og opdagede den skygge der langsomt var ved at danne sig. Hun nåede lige at høre hans sidste spørgsmål, før hun bukkede sig ned og tappede på jorden foran sig.

"Jeg holder mig beskæftiget."

Det var utroligt hvor meget smerte den sætning indeholdte, men hun lod det ikke blive set. Scarlett lod sig ikke falde hen i den mørke afkrog, hun tippede henover, hver gang hun ikke var beskæftiget og kom til at huske. Huske på hvad der engang havde været.. Et skrig skar igennem hendes strøm af tanker og livet i hendes øjne var atter vendt tilbage igen. Foran hende lå den rødhårede kvinde, hun var fanget i samme position som sin skygge; armene spredt til siderne, med små sorte gennemsigtige reb. Scarlett's fingre løb forbi kvindens lettere blødende kind.

"Sikke en kone du er, du stak af velvidne at din mand stadig var i live? Loyaliteten fejler ikke noget."

Hun lo blidt og tog fingeren op til sine læber, i det hendes tunge stilfærdigt slikkede bloddråberne væk. Scarlett vendte sit nysgerrig blik imod englen, hun havde et kort øjeblik glemt han stadig var der; ville han prøve at stoppe hende? Hun tænkte tanken, men rettede sig efter at det ikke ligefrem ville være det smarteste træk. Hun glemte kortvarigt pigen og fokuserede nu kun på ham.

"Hvad er dit ærinde, engel?"

Dean kiggede blot hen imod hende og lagde hovedet let på skrå imens han lod lyskeglen falde og stod blot afventende og kiggede på hende, han vidste ikke om han skulle gå væk eller gå imod hende, hele denne situation var så absurt og langt væk fra den virkelighed han normalt gik rundt i, som engel var han imod mord, måske han ikke selv ligefrem var en af Guds børn, men han ville aldrig nogensinde slå nogle ihjel, der gik hans grænse dog. Når Kajika var ude og slå ihjel, dyr som mennesker, ønskede han heller ikke at være i nærheden af hende, han ønskede ikke at se det eller blande sig ind i det fordi han oftest ønskede at blande sig eller hente hjælp.

Han var ikke altid selv den bedste til at kæmpe og han var ikke den stærkeste, men nok den mest udholdende.

"Så lad dem dog være..." sagde Dean med en næsten ligegyldig stemme som mente han at hvad hun lavede var komplet latterligt, hvilket han også gjorde. På et åbent område, midt om natten. Alt efter hvilke væsner hun havde angrebet eller hvem de kendte var hendes chance for døden ret så stor hvis nogle så forbi.

Han ginede let for sig selv og sukkede så:"Aftentur, behøver det være mere?" sagde Dean blot og lagde armene over kors imens han kiggede på hende, han overvejed eom han skulle gå eller angribe hende, han fandt næsten ikke andre muligheder for han ville ikke se på den blodtørst hed og det skyggesspil hun havde gang i, det var langt under Dean's standart, for nok var han en skidt fyr, men, der var ved alt en grænse.

Et næsten barnagtigt, dog forvirret smil faldt om hendes læber, da han sagde hun skulle lade dem være. Hvor var det absurd, hvad betød det for ham: om de levede eller døde? Hvis de levede, ville de kun have mere tid til at synde og misbilligede gud, men hvis de døde ville deres sjæl så ikke automatisk blive frelst? Medmindre deres synder opvejede deres gode gerninger.. Så blev de nok ikke frelst. Scarletts blik faldt på kvinden, hun græd ikke mere, men afventede næsten roligt sin død. I hvad der varede mindre en et splitsekund, fik Scarlett et umiskendeligt sug igennem maven af kvalme, foragt og had. Følelserne var hende ikke uvante, overraskelsen lå mere i hvem de var tildelt. Hun stoppede kort op i sin handling, da tanken registrerede med hende. Hendes nu blanke blik faldt endnu engang på kvinden, intet ved hendes ansigtsudtryk gjorde Scarlett mindre klar på at dræbe hende. Dog vidste hun at hvad der stod i vejen hverken var Englen eller kvinden, nej det var hende selv.

Scarlett mærkede hvordan den korte stunds forvirring, havde fjernet det meste af hendes motiv og erstattet det med en hidtil ukendt følelse. I
desperation for at få følelsen væk, overvejede hun bare at brække nakken på kvinden og få det overstået; men noget sagde hende at det ikke ville hjælpe. I stedet bed hun tænderne sammen og gjorde sit bedste for ikke at lade sit ydre vise, den kamp hun udkæmpede indvendigt. Hun rejste sig op og mumlede nogle ord på sit modersmål, alt i mens de sorte skygger langsomt fjernede sig fra kvindens hænder. Kvinden så mere forvirret ud end taknemmelig og i al ærlighed, så var Scarlett ligeså overrasket som hende, dog havde hun ikke i sinde at vise det. Kvinden så ud til at skulle takke, Scarlett men der faldt dråben.

"Så løb dog!"

For første gang i meget langtid var hendes øjne, gået fra grønne til pitch black, noget der skete så sjældent at hun næsten selv havde glemt det, det kunne lade sig gøre.
Da kvinden i sprint løb, rystede Scarlett hovedet som besat, for at vende proceduren og få sin normale øjenfarve igen. Hun vidste at forblev hun i den tilstand forlænge, var der ingen anelse om hvordan hendes aften kunne ende. For ikke at tale om den skade der ville blive gjort på hendes krop, det var ikke for sjovt, Scarlett bevidst kun legede rundt med skygge og illusions kunst. Efter hvad der virkede som en rigtig lang migræne, lod hun forsigtig sine vipper skilles. Hun havde ikke brug for et spejl til at fortælle hende hvad hun allerede kunne mærke, hendes syn var atter normalt igen.

"Er du tilfreds? Du redde en 'uskyldig' kvinde fra et åh så modbydeligt monster."

Scarletts blik var bevidst rettet imod himlen, hun følte ikke rigtig for at se ham i øjne. Specielt ikke efter det øjebliksvaghed hun lige havde gennemgået, dog følte hun en mindre sejre over sig selv. Hun havde altid haft lidt svært ved at få selvkontrollen tilbage, efter den slags hændelser; selv om de i sig selv, var sjældne.