Bloodhunger

Sted: Midt i Terre.
Tid: Nat, 23:06
Vejr: Fuldmåne, næsten ingen skyer, og der er rimeligt koldt.
Omgivelser: Bygninger, hvad der nu er i hjertet af en by. Der er ret tomt.

Bemærk: Emnet er dedikeret til Lucca, det ville være sjovest at han svarede i stedet for nogle andre :)








Smerten jog igennem hans krop. Han havde forladt lejeligheden forsent. Det ville være et held hvis han nåede at komme over til skoven i tide.. Han løb så hurtigt han kunne ud på gaden. Smerten gnavede så voldsomt i ham at han ikke kunne koncentrere sig om hvilken vej han skulle tage.. Højre eller venstre? Fuldmånens lys lyste ham i hele hans ansigt og han mærkede langsomt hvordan hans tænder blev spidse. Hans mørkesyn blev stærkere og stærkere og løb ivrigt til venstre. Han vidste ikke om det var den rigtige vej. Hurtigt mærkede han hvordan hastigheden steg og smerten tog fat. Han kunne ikke mere.. Han bed tænderne sammen og forsatte. Hans blik spejdede rundt. Han kunne ikke kende denne vej.. Men det var forsent at vende om. Han mærkede hvordan neglene begyndte at gro.. hvordan hans øre med lange og spidse og hår groede ud på hans kindben og arme.. Han brølede i smerte, men ikke som et menneske, som en varulv. En fuldblodsvarulv. Hans muskler voksede og knogleformen ændrede sig.. Blodtørstigt rettede hans sine gule rovdyrs øjne imod månen og mærkede en stærk smerte i kæben da den begyndte han gro ud af. Hårene groede frem på hver en del af hans krop imens han voksede. Og så forsvandt Wills bevidsthed, og en ny vågnede... I mens han rejste sig begyndte hans støj at revne og halen gro ud. Da han stod på sine ben var forvandlingen næsten færdig. Nu begyndte hans styrke, og sanser bliver forbedret mærkede bæstet. Han begyndte at kunne dufte alle lugte omkring sig.. vampyr.. menneske.... aspara'er og elvere.... animagus'er...varulve... alt. Men det tætteste.. var en vampyr.. Hans brøl bekræftede endeligt at hans forvandling var færdig.. Hans brøl blev besvarede af tusinde andre brøl mange kilometere væk. Og nu... skulle han æde en vampyr. Alene lugten af vampyr hidsede ham op.. gjorde ham gal.. sur. Han gik efter duften.. eller stanken som han så det som. Han hørte allerede vampyrens skridt på afstand.. Efter han kunne bedømme, var vampyren ti kilometer væk. I et elegant spring sprang bæstet op på en mur og begyndte kravle op. Man kunne hører varulvens kløer mod murstenene.. hvordan de store dræber kløer kradsede i cermenten imellem murstenene. Nogle mursten skrattede ned under varulven enorme vægt. Endelig nåede den taget. Hurtigt greb han fat i nedløbsrøret inden det skrattede sammen og mørved sig op på skiffer stenene. Han orienterede sig hurtigt efter vampyren localition ved lugten og satte i løb. Da taget sluttede hoppede han i et stort elegant spring over på det næste og sprintede at sted. Målsat forsatte han.. han ville bade sine kløer i vampyrblod.. smage blodet.. hører vampyrens sidste skrig inden han bed halsen over på den. Hurtigt sprang han over på det næste tag.. han nærmede sig. Men så opstod der et problem, det næste tag var for langt væk til han kunne nå derover med et hop.. Langsomt bakkede han tilbage og tog tilløb. Så satte han løb og sprang. Han kunne ikke nå det. Kanten var så tæt på Han havde kurs direkte imod et vindue. Spontant placerede varulven sine fod poter ved vindueskarmen. Med hans kløer greb han fat i tagkanten, hurtigt, for vinduekarmen var ved at bradse sammen. Da han fik trukket sig op forsatte hans tur på tagene. Endelig mente han at han var tæt.. lydløst krøb varulven nedtil tagkanten og kiggede ned..

,,Stille og roligt nat.. måske skulle jeg finde mig noget føde.." mumlede han med et skævt smil mens at han bevægede sig rundt i byen. Han havde ingen destination. Han vandrede blot rundt som det passede ham mens at han var ligeglad angående hvis folk blev vækket, der lå og sov trygt i deres hjem.. Et besynderligt ord som Lucca ikke kendte til.. Et hjem? Han strejfede rundt om natten og tog tilbage til sin kiste inden at solens stråler ville ramme hans hud. Kisten var det sted hvor man kunne sige at han opholdt sig mest. Men det var ikke et hjem. Af hvad han kunne huske når han kiggede tilbage på sin fortid fra den gang hvor han blot var et baby menneske. Han rystede kort på hovedet og førte derefter sin ene hånd ned i sin ene bukselomme. Der udover havde han en hvid tanktop på samt en frakke som overtøj. Håret sad som det gjorde med pandelokken sat til den ene side, sådan det ikke sad i vejen for hans øjne. Håret havde nok en unaturlig farve; helt blond, selvom det så ganske naturligt ud når man så på det og rørte ved det, da der ikke var nogle udgroninger. Denne gang havde han også sine briller siddende på selvom de ikke gjorde så meget.. eller det var hvad folk skulle tro.
For det meste kiggede han ned mod jorden mens at han efter kort tid stoppede op og trippede lidt på stedet..
*Vent lige lidt..*, han lod sine øjne glide op mod himlen direkte, uden at han lagde mærke til at der var andre til stede... da han ikke ville ende med at få øjenkontakt... end til at en mærkværdig lugt strejfede hans næsebor. *Argh..*..
,,Jeg må hvist til at trække mig tilbage.." måske snakkede han med sig selv, men han var ligeglad med hvad folk tænkte om ham.. Lucca ville ikke ende med at komme op i slås kamp.. ikke denne aften.. som nu ellers gik så fint.. Han orkede simpelhent ikke til at slås.. og bruge alle sine kræfter, hvis hans lugtesans gættede rigtig til at der var en varulv i nærheden...

,,Giv dig til kende!!", sagde han lige pludselig mens at han allerede havde fortrut at han havde sagt disse ord. God dammit. Der kom en mere glød i den røde farve på hans øjne, som om en flamme tændt, inde i ham. Da han ville være på vagt. Han rømmede sig og førte samtidig sin hånd der ikke var gemt væk i en lomme op igennem til hår. Hvad fanden skulle han gøre? Han havde set på himlen at fuldmånen var fremme.. så han kunne nemt være i stor fare.. og blive angrebet hvornår det skulle være.
,,Vis dig nu.. hvis du er en rigtig mand..!", *Hold din kæft.. Lucca.. du kan ende med at dø!*. Et lille grinagtigt smil dukkede frem på hans læber.. Han var rigtig ikke bange af sig, han lod bare lidt som om for at se hvordan varulven ville reagere, hvis det var sandt. Det var sjældent at Lucca blev skræmt af noget. Man skulle ende med at torturere ham groft, dit og dat, inden at han overhovedet ville kunne nogen form for smerte. Da han havde en god smerte tærskel.

Varulven knurrede triumferende i mørket da vampyren så ud til at opdage hans position. Langsomt.. meget langsomt trak varulven sig tilbage og orienterede sig efter vampyrens lugt så han vidste hvor den var når han sprang over på den anden side. Han kiggede målrettet på det andet hustag og beregnede hvor vampyren var. I et spring skiftede han over til de andet tag. Ligeså hurtigt sprang han tilbage. Han taktik gik udpå at få vampyren til at glemme hans position og derfor ikke forvente hvor hans angreb kom fra. Varulven var begyndt at for styr på det. Han var ikke en hvalp mere...Nu var han snart fuldvoksen... Han forsatte sine spring, frem og tilbage fra tagene. Der begyndte langsomt at drysse tagsten ned. Skifferstenene splintres imod jorden med et mindre knald. Will tog farten op. Han var langsomt ved at planlægge angrebet og trængen efter blod gjorde ham ivrig, derfor satte han farten op. Han kunne ikke holde til at det her meget længere, han hungrede efter blod... en masse blod. De gule ulve øjne fik et snert af rødt da han lyst til blod øges. Kløerne og tænderne voksede sig længere og skarpere imens den fysiske styrke forsat blev øget. Han mærkede pelsen på ryggen skabe børster, og de triumferende brøl og den kække knurren blev vildere... mere blodtørstig. Will planlagde skarpt tidspunktet han slog til men kunne næsten ikke holde til det.. blodet... han ville have det... han kunne ikke vendte. Han prøvede at forsætte så målrettet som han nu kan. Efterhånden havde han fået rutinen i springende, hvilket var det han skulle bruge til at lave et spring imod vampyren som kunne sende den i døden. Will forestillede sig med kæberne lukkede omkring vampyren imens lunser af kød og en masse liter blod blev flænset ud af nattevæsnet. Han forsatte intens sine spring. Der var ikke langtid til han angreb. Vampyren holdte stadig positionen lugtede Will men han skulle snart springe for ellers ville vampyren løbe.. og de kunne løbe stærkt sådan nogle vampyrer. Engang da han var yngre havde han prøvet af fange en vampyr ved at løbe ind på ham. Det gik ikke godt. Vampyren havde tappet Will for energi og skudt ham i ryggen to gange. Såret og svag måtte Will humpe væk. Efter at have tænkt over den episode ændrede Will pludselig taktik. Han ville springe op lidt foran vampyren og jage den ind i en blind gyde.. Han mærkede sejren ryste i pelsen. For når det gjalt nærkamp, var varulven noget af en mester. Nok var vampyrer langt stærkere end mennesker, men de var ikke udstyret med syleskarpe kløer der kunne rive arme af. Eller dolke som tænder der kvaste et kranium som det var at bide i budding. Og når det kom til stykket, var varulve nok også en del fysisk stærkere. Så beregnede Will det til at være tid. I et adræt, smidigt spring, sprang Will ned foran vampyren. Han blottede kløerne og spændt musklerne og landte på benene på den hårde asfalt. Monsteret stirrede sin fjende skarpt i øjnene og brølede så højt han kunne. Vreden.. blodlysten..galskaben, alt det der rasede i Will i ulveform blev fordoblet, men han bevarede fatningen og trådte et skridt frem imod vampyren for at vise hvem der dominerede her. Han havde lært at det var smartere vise dominans inden han begyndte at kæmpe.. for hvis modstanderen ikke frygtede dig, og følte at du var stærkere, ville du aldrig vinde. I en vred snerren blottede varulven tænderne imens den langsomt sneg sig tættere på vampyren. Den stærke lugt af vampyrblod tændte virkelig en gnist i Wills dunkle øjne. ”Bevar fatningen” gav rovdyret sig selv ordre til. Langsomt gjorde Will klare til et hook der gerne skulle flække et par ribben og rive nogle tarme ud...