Mørke over Di Morga

S: Skoven
T: 15:00
O: Skov
V: Varmt!

~

Efter at have sat en lille lejr op sammen med Ailince, satte Zane D'tarion sig op ad et træ. Skyggen var behagelig mod hans bare overkrop. Han lukkede øjnene og indåndede den dejlige duft af den opvarmede natur. Det var længe siden han havde været i stand til at dufte noget som helst... Han havde jo trods alt lige været død.
Zane var kun iført et par brune bukser og et par tunge læderstøvler.
Han havde også to læderarmskinner på, men dem tog han af og smed i græsset.
Han slappede af i den behageligt kølige skygge fra det store træ.

Damias slanke skikkelse lænede sig op af et træ.. kun kort fra det sted hvor Zamba lænede sig op af et træ præcis som hun gjorde. Damia havde allerede fornemmet andres tilstedeværelse. Skyggerne havde sladret til hende. Skyggerne var så nemme at styre. De kunne være kvælende og alligevel kunne de være behagelige. Såå.. hvor mange? Spurgte hun med sin usynlige stemme. Stemmen i sit eget hovede. Skyggesiden af hende fulgte alle skygger. kort efter mærkede hun svaret gennem sin krop. 2 personer. Det var næsten for nemt det her. Folk var ikke særlig gode til at skjule sig. Men det var hun måske heller ikke selv? Hun gad heller ikke skjule sig så hvad skulle hun bruge skjulesteder til når hun havde skyggerne. Damia strøg en hånd gennem sit flammerøde hår og lod sine unaturligt lyse øjne glide rundt men hun kunne intet se fra hvor hun stod. Idag havde hun iført sig et par grå flænsede jeans. Damia havde altid haft en forkærlighed for flænset tøj. det lignede at hun var blevet angrebet af et eller andet dyr. Og tøjet fik hende til selv at se endnu mere vild ud. Udover de flænsede jeans havde hun en sort flænset t-shirt på. Ikke en kedelig t-shirt, den var lang og fremhævede hendes smukke figur. Og afslørede noget hud her og der som bukserne gjorde. Rundt om halsen havde hun en halskæde hvor vedhænget var formet som en drage der snoede sig om et A og det matchede den ring hun havde på venstre ringfinger der havde præcis det samme symbol. Godt nok var hun en dæmon - og ejede ikke vampyrenes unaturlige skønhed. Nej Damia ejede en BEDRE skønhed. En mere virkelig skønhed. En skønhed der tiltrak sig alle omgivelser. En skønhed der lokkede. Ikke på samme måde som vampyrenes lokkende udseende. Hendes var anderledes. Men det virkede sjældent som om at Damia selv lagde mærke til hendes egen skønhed. Det eneste hun gik op i var mord, død, blod.. nåh ja og morskab selvfølgelig. Og kaos.. Et svagt koldt og alligevel smukt smil krusede sig på hendes læber.

Twi kom hen til lejren og hilste pænt på de andre. Hendes hår hang ned over hendes skuldre. Det var dejlig varmt og hun svedte! Hun var glad for at se dem og satte sig ned ved et træ.

//Twan tænk lige over at de er adskilt og du ikke kan se dem allesammen på en gang og husk at læse vores indlæg inden du svarer ^^//

Undskyld så så hun da en ad gangen//

Zane ignorerede Twam fuldstendig. Han nød bare den kølige skygge.
*Hvor mon Ailince er henne?* tænkte han. Hun var gået kort efter at de havde sat lejren op.
Han fornemmede hende dog ikke så langt derfra.
"Hm..." sagde han.

Damia svarede ikke på pigens 'hej' hun havde mere lyst til at få pigen til at gå mentalt ned og lære hende en eller to ting om hvordan man skulle være. Og overfor Damia var den slags søde venlighed det samme som hån mod et normalt menneske. Hun satte hænderne i hofterne og lod blikket glide rundt. Fint hvis alle nu alligevel havde tænkt sig at springe frem og hvine 'HARJ' som et eller andet hyperaktivt-pattebarn. Hvor kedeligt. Yndefuldt rettede hun sig op og trådte ud fra træet. Lod sine lyse øjne kort glide op mod trækronerne og derefter rundt. Hun iagtog en pige. Ailince. Hun kendte ikke navnet på denne pige. Damia lavede et kort ryg med hovedet og mærkede en skygge snige sig omkring Ailince så hurtigt og kort at ingen ville bemærke det. Halv vampyr.. Halv dæmon.. håbløst lød hendes tanker og hun måtte give efter for et lettere irriteret suk. Hvad så nu? ville folk så bare stå og stirre på hinanden? eller måtte man selv skabe spændingen?

//Jeg har travlt med nogle andre emner. Er det okay at jeg ikke lige er med?//

Han sukkede og rejste sig op, men blev fortsat i skyggen.
"Hvad vil i her? Forstår i ikke at skoven er farlig for væsner så svage som jer? Hvor vover i at brase ind og forstyrre?" spurgte han iskoldt.
Hans øjne skinnede i skyggerne, nærmest som to iskolde stjerner.

/// OK hjælp mig med at fatte hvad der lige er sket.... Zane er i live, men Ma'lakel har ikke genoplivet ham endnu... hvad helvede foregår der? Sorry to say, men... hvad er der lige sket?!

//do not ask me.. ASK ZAMBA!!!! *Peger anklagende på Zamba-drengen* xD//

// Ma'lakel, sådan noget tager man over PM i stedet for at afbryde :) Men Faith sagde at jeg må spille ham nu, som om det er sket allerede, fordi det tog så lang tid at få ham genoplivet. Genoplivningen kan laves endnu, som noget der allerede er sket. //

Damia trådte roligt frem. Hendes skikkelse var rank. Hun var slank men ikke supertynd som modellerne i bladende. Der var noget mere kvindeligt over hende der beviste at hun var stærk og ikke blot var et menneske på diet. Hun var den type der så magtfuld og stærk ud. Og på sammetid havde denne smukke krop. Hun lagde let hovedet på skrå og iagtog ham. Zane. Auraen slog stærkt omkring og indeni sig selv måtte Damia indrømme at den aura der slog om ham var langt større end hendes egen. Hendes egen der slog om hende mere roligt og koldt. Tavst udfordrede enhver der kom for tæt på. Men hun kunne se det. hun kunne se ham. Selv de skygger hun havde spurgt havde skælvet. Han var stærk. Smilet om Damias mund blev ikke mindre men svagt større. Fortsat køligt og smukt. "Skoven er ikke farlig - når skyggerne i den ejes af mig" Hendes stemme var kold. Hvislende, smuk. Det var som guld der spandt for deres øre. gled rundt med vinden som bar den rundt.

// Tager fat i Mark og kyler ham i PM hårdere end det kan fucking beskrives!!!

Zane smilede.
"Skygger er ikke noget man bør frygte, med mindre man er på jeres niveau."
Han trådte ud ad skyggen og lagde armene over kors.
"Hvem er du?" spurgte han og gav hende elevatorblikket.

Damia strøg en hånd gennem sit flammerøde hår og lagde let hovedet på skrå. "Sandt nok.. " Hendes iskolde stemme kunne meget vel have frosset en hel sø til. Men den klingede stadigvæk af skønhed. Hvem hun var? Damia kneb svagt øjnene sammen. Man plejede at præsentere sig selv først. Sådan en uhøflig ung mand. Hun havde eksisteret i over 2000 år.. så hun havde efterhånden set en del til hvordan man burde hilse på hinanden. men bedre kunne det vel heller ikke blive. Det så ud som om hun kedede sig svagt. Han havde spurgt 'hvem' er du i stedet for 'hvad hedder du'.. anderledes. Hvis han havde spurgt HVAD er du som en eller anden idot af en dreng havde spurgt her den anden dag og hun havde svaret 'en pige' blikket på hans ansigt havde nær fået hende til at grine. "Jeg er Ambrosia.. den sidste med skyggedæmon blod i årene - er du ude efter mit navn må du spørge rigtigt" andet sagde hun ikke. Hun så på ham. Men endnu ikke ind i hans øjne. Ikke DIRETE i hvert fald.

// Jeg venter lige med at svare... beklager. Later. //

//det er okay ^^

//svarer du om 3 dage? ^^