Je'taime, Mon Savauge. [Åbent]

Je'taime, Mon Savauge.

Tid: 01:34 am.
Sted: Forladte Abbadon.
Dato: 16 - 10 - 12.
__
Note: Hvis du vælger at svare, så venligst hav en grund til at bevæge dig ind på Abbadon, og så videre, og så videre.

Giftige slanger snoede sig mageligt i undergrunden af den forladte fæstning. Rødder hang som lianer fra dets loft, imens at luftens tykkelse gav en fugtig smag af jord på tungen. Mennesker ville hige efter udfrielse fra denne indelukkelse, men helt menneske kunne han aldrig påstå at være.

De mørke fingre rakte ud efter tunnelens sider. Flækkede, beskidte negle, gravede sig ind i dem og de blev slæbt lydløst hen langs den ujævne væg, som blev dets holdbarhed dumdristigt udfordret. Et spor a tykke jordstykker lagde sig som brødkrummer langs den mørke indgang til Ma’lakels forladte Jotenheim. Ved befrielsens ende begyndte Hels cirkel på ny og Valhalla lå endnu øde. Men nu, nu var Jotenheim tomt. Forladt af dets mange jætter og den sejrende Udgårds Loke var forsvundet i uvisheden. Så havde Balder blæst i det gyldne horn og vækket verden til live igen: men hvilken verden var udsprunget fra Livs Træets spire? Var det endnu et diktatur? Et egoistisk enevælde der skulle lede alt i fordærv endnu engang? Eller skulle det vise sig at menneskets ynkværdighed havde skaffet dem barmhjertighed og medlidenhed, fra en evnesvag artsfælle eller fjende? Så mange gæt, så lidt konklusion.
Han nåede lyset forenden af tunnelen. Hjertet var stoppet for længe siden. Kroppen var kold og behageligt svækket. Sanserne summede med en uklar bevidsthed, som var han beruset. Den mørkebrune hud der skulle holdes varm af overnaturligt blod var dødeligt køligt. Farven var falmet i skind såvel som øjne. Hudens krydrede, solkyssede nuance der så flirtende legede med solens eller lampers varme stråler var blevet umådeligt uskønt, læderagtigt og gammelt at se på. Han var dog ikke ændret det mindste. De grønne ulve øjne var ligeså nervepirrende hypnotiske som de altid havde formået at være, den gyldne farve havde dog mistet sit legesyge spil i dem, og i dets sted fandt man en neutral gullig farve, blandet imellem nøddebrune strenge. Som et egetræ i dets prægtige farvespil: mørkegrønne blade, den sunde brune stamme og den gullige farve der blev kastet igennem bladende ved solens kærtegn.
Håret var ført tilbage i et stædigt støj med fingrene, kun den sædvanlige rebelske tot hang ned foran det venstre øje. For denne tot følte sig tilsyneladende hævet over de andre og fornægtede fingrendes prøven på at fører den tilbage til dem. Triumferende som altid blev den tolereret.

Han stoppede foran døren der indikerede vejens ende. Den hånd der før havde slæbt sig langs den jordrede væg blev ført op til håndtaget. Skidt faldt fra den, og sorte biller flygtede fra deres gemmested under ærmet på den slidte læderjakke. Døren blev revet op. Den knagede beklagende. Imens blev kunstneriske edderkoppespind trukket fra hinanden og de sorte kunstnere søgte dørens karm for at gemme sig. Ma’lakel tog det første skidt ind i en meget mere moderniseret tunnel: begyndelse på Abbadons underliv. Hun havde været en prægtig skøge. Det eneste som den imbecile kanin-øre havde formået at skabe der faktisk gav en smule mening.
Ma’lakel begav sig op igennem de skjulte gange, dem han kendte og selv havde skabt: han besøgte det gamle tårn-værelse, spankulerede rastløst rundt og syntes at lede efter noget han aldrig fandt. Han begav sig tøvende ind på sin herskerindes gamle gemakker og ledte der, men uden held. Bevægede sig ned i den forladte fangekælder og rodet rundt i det der engang havde været Laché’s arkiver, men som sikkert ikke havde overlevet den manglende vedligeholdelse. Ved vejens slut endte han i den forladte tronsal; så uanfægtet på trinende op til et gammelt sæde der førhen havde betydet magt. Den trone lidt ved siden af hvor Kilia havde siddet i sine fine klæder, håret ned over skuldrende, hænder foldet og med en rank ryg som havde hun altid tilhørt adelen. Og han selv, som ville negligerer hendes bedrifter og trang til at hjælpe ham styre noget som han egentlig slet ikke gad belemres med. Kunne man kalde den tid med lænker og fyrtøj for lykkelig? Ikke mere end fåret ville påskønne ulvens tænder i dens nakke.

Trinende førte til tronen. Den beskidte hånd lagde sig på armlænet, imens at de mørke øjne stirrede koldblodigt ud i det mørke tomrum som udgjorde det der fandtes bag ved den: skyggen af den. De farverige bannere hang ikke længere på væggene. Imps kravlede ikke længere rundt under dem, og det eneste der kunne minde om dem var det lille gule væsen der listigt fulgte efter Ma’lakel i mørket. Skridt for skridt. Med sin lilla ledsager, vis røde øjne skar igennem mørkets ensomhed. De utændte vokslys, den uigenkaldelige tid hvor alting ikke havde været nær så komplicerede som de var nu. Denne knude i halsen der truede med at spærrer for luftrøret. Den henrykte djævel der var krøbet i dvale og i stedet kom denne uvisse tomhed. Han var ikke melankolsk, trist eller følte en trang til at sørge over tidens vandren. Men det var netop på sådanne tidspunkt i ethvert væsens liv…

Spindelvæv.. utændte vokslys.. støv.. falmede, men stadig magtfulde, magiske fælder... dette var, hvad Abbadon, som I al sin pragt stadig tårnede sig op over Terre's andre bygninger, var blevet reduceret til.
Endnu ikke en ruin.. men en forladt mastodont, som havde været symbolet på den altoverskyggende magt som både dens skaber, og skaberens magtfulde lærling, havde haft da de hver især havde siddet på tronen. En uindtagelig fæstning.. et mesterværk... og et mystisk sted, fyldt med gamle, magtfulde hemmeligheder...

Men Abbadon havde også været et hjem. Et sted dens herre kunne kalde sit eget, et sted hvor dens herre kunne finde fred, dybt inde I de mørke sale...

Og nu... nu, måneder efter den sidste af D'tarion klanens mørke elvere var forsvundet, stod dette hjem stille og I forfald.

En dødssynd...!

Da Ma'lakel stod foran tronen I den store sal, ville han kunne føle en ganske svag vind, som når vejrguderne bestemte sig for blidt at lege med bladene på et træ...
Spindelvævene der hand rundt omkring vibrerede let, og støvet på gulvet rejste sig et par centimeter I en lavthængende sky, som knap ville nå Ma'lakel til anklerne.

Langt bag ham, dybt I de mørke skygger, åbnedes et par isnende, lilla øjne.. øjne, som han ville kunne genkende, men som nu var knap så flammende og livlige som før. Den smule godhed og al den næsten barnlige iver der engang havde været I dem, var forsvundet... I stedet var der mørke. Et ulmende, men stille had til den verden han havde forsøgt at ændre, og som til gengæld havde udviklet sig mere og mere til det modsatte af, hvad den skulle have været... en verden som havde forrådt ham.

De mørke læderstøvler slog tungt mod gulvet da han langsom forlod skyggerne og gik et par skridt over mod Ma'lakel. Klædt I en sort skjorte og mørke bukser, med det lange, sølvhvide hår løst ned ad skuldrende, og tilsyneladende ubevæbnet, stod Zane D'tarion nu og betragtede sin gamle lærling uden at sige et eneste ord.

Der var ikke noget der tændte gnister i de mørke øjne længere, den forfaldenhed som den gamle borg afspejlede så godt, var nervepirrende genkendelig. Det var som et spejlbillede af den svage flamme der endnu oplyste de udbrændte træbjælker i kaminens endnu lune favn. Et orange lys. Livs givende og dog truende. Ligeså harmløs og varm ilden så ud, ligeså vanvittig uhæmmet kunne den skamfere de uvidende og skødesløse. Lade deres hud smelte og skralle af deres kød, for til sidst at brænde sig helt ind til knoglerne, nedbryde dem så der kun var aske tilbage. En aske der i en tid ville minde andre om ildens uregerlighed, men som de altid glemte til sidst, indtil en ny slog armene om de brændende træbjælker og forsøgte at tæmme den skærsild der gav dem glød.

Det var denne illusion af sindsro der kunne drive folk ind i den overbevisning at Ma’lakels indre havde nået et punkt af harmløshed; at han havde set noget der ændrede den måde flammerne opslugte bjælkerne. Måske at tiden havde bragt ham en åbenbaring, en visdom der påtvang ham denne filosofiske uvished: men det ville kun være en smuk løgn. Hans uskadeliggørelse ville først komme med hans død, eller ved en bydende stemme fra råvilde rødglødende øjne, udført af silke bløde og blege læber.

Opslugt af egne tanker mærkede han ikke tronsalens åndedrag, før støvet for hans fødder dansede om hans ankler som sataniske nymfider forklædt som støvkorn. Edderkoppernes kantede spind lod sig løsrive fra tronens kron-sæde og det gyldne lille væsen, med hud som et skællet hav-dyr, kravlede uroligt op til sin herres skulder. Ma’lakels ryg var stadig vendt resten af salen. De grønne øjne gled hen på den lille imp uden at han vendte ansigtet imod det. Hånden på armlænet hvilede stadig over det, og der var ikke nogen tegn på anspændthed i kropssproget: endten mærkede Ma’lakel ikke en anden tilstedeværelse, eller også følte han sig ikke truet af den.
Den lille Nicor syntes dog lettere skræmt af lyden fra tunge læderstøvler der ikke passende ind i den moderne verden. Han sad bøjet ind over sig selv med de skællede vinger tæt ind til kroppen som et dække. De tre-delte fingre der endte ud i katte agtige klør, rakte ud for at tage fat i den lange læderjakkes opslåede krave.

,, H-heerre?!”, klynkede den bedende.

Den bedende lyd fra det lille væsen, fik det grønne blik til at glide ligeud igen, fæstne sig på skyggen bag tronen, inden Ma’lakel rakte en hånd op imod den lille imp der strakte hovedet i den naive tro at den ville blive givet et trøstende kærtegn, i stedet satte Ma’lakel pegefinger imod tommel, og det lille kræ fik et kraftfuldt smølfe spark i ansigtet. Et højt og hjerteskørende hyl gav ekko igennem salen og det lille kræ faldt bagover med al hast og tumlede ned af trappen. Den lilla sad ved Ma’lakels fødder og gnækkede over den andens ulykke.

Ma’lakel førte hånden ned til armlænet af tronen igen, lod sine fingre let slå imod den støvede overflade som var det tangenter, og han komponerede en melodi. Han så op over tronens skygge, helt til loftet inden han talte, så den mørke stemme spredte sig i en hver en afkrog. En stemme hans forladte Jotenheim ikke havde hørt i mange år nu.

,, Det er hvad der sker når skidt kommer til magt. Det kommer altid tilbage igen, hmm? Selv udslåede ådselædere. Fortidens vagabonder!”, pointerede han i et sært opmuntret tonefald, stadigvæk med ryggen til.

,, Eller syntes du vi skulle tale sammen som to gamle vise køtere og udveksle livs historie? Måske kunne vi købe veninde-halskæder og valse rundt med ’shoot-me’ skilte solidt brændt ind i ryggen på os? Eller skal vi snakke om vores fælles regime, knækkede ærgerrighed og mangel på fuldendthed i det vi engang prøvede på at skabe, men som vi nu kun kan flæbe over aldrig helt kom til at være sådan som vi troede det ville ende med at være?”

Et langtrukkent suk kom fra det spændte bryst og ud igennem næsen. Det var ikke helt til at tydeliggøre om det var oprigtigt eller en del af det uforståelige skuespil Ma’lakel opførte.

Han fortsætte med at ’tromme’ melodien med fingrende, på tronens armlæn.

,, Måske vil du hellere slå mig ihjel og leve resten af dine dage i den illusion om at du fik hævn over den første der dikterede dit nederlag? Selvom det virker så dejligt usandsynligt...”

((Passende musik: https://www.youtube.com/watch?v=PCfiqY05BpA ))

Ma'lakels ord nåede hans ører.. men det var som om Zane I første omgang ignorerede dem, som var de blot en vind...
Han så ikke på sin tidligere lærling, men tog I stedet I stilhed de sidste skridt så han nåede ud til det der var den nøjagtige midte af tronsalen.
Her stoppede han op, og kiggede sig omkring med langsomme bevægelser og underligt utydelige øjne..
De så ud som om der var en tåge foran dem, mens en mystisk flamme brændte roligt inde bagved...

Først efter et par minutter, sagde han noget:
“Dræbe dig...? Du lyder som om det du gjorde var betydningsfuldt eller forfærdeligt for mig...”
Hans stemme var ligegyldig, næsten som havde den mistet sin kraft og isnende kulde.

“Det du gjorde, var forrædderi... men det var forrædderi mod en tåbe. Et barn med en krone og et scepter. At slå sådan en leder ud, er ikke nogen synd.” sagde han, stadig med den ligegyldige stemme.
Det var vel en indrømmelse.. men det betød intet for ham... alt var forandret nu... Abbadon, Terre, Zane selv.. måske endda Ma'lakel.

“Vore 'gamle dage' er blot et udbrændt minde om to unge, som gjorde hvad det passede dem. Vi var ikke anderledes end nogle af de afskyelige unge væsener der ser ud til at have overtaget Di Morga nu... Vi to var køtere som legede med det samme bytte, og som til sidst røg I struben på hinanden fordi vi var som vi var... unge og dumme.”

Zane hævede roligt hænderne mens han stirrede ligeud I luften med hans underlige, tomme blik.
“Har vi forandret os, Ma'lakel Lemoris...? Er vi de samme fjolser som dengang?”
En underlig, susende lyd kunne nu høres I tronsalen, og dens volume og voldsomhed steg og steg for hvert sekund der gik, indtil den til sidst stoppede, og alt blev stille...
...i ét, langtrukkent sekund. Så fyldtes luften med en ny lyd.. et sus, som nærmest føltes somom det skabte vakuum, og I en spiral ud fra det sted hvor Zane stod, skød der nu en voldsom, lilla flamme, som I løbet af sekunder dækkede hele tronsalen, med undtagelse af der hvor Zane stod, og der hvor Ma'lakel stod.
Murene, loftet, gulvet og søjlerne stod nu alle I brand, og med et knagende skrig, falndt en del af loftet sammen da den magtfulde ild åd den bjælke som støttede den del af loftet.
Det tunge stenstykke ramte gulvet med et enormt brag, og blev så opslugt helt af de lilla flammer.

“Hvad er vi nu...? Hvem er vi nu...? Ikke de samme dyr som dengang...” sagde han roligt, men hans stemme formåede på en eller anden måde stadig at overdøve de rasende, brølende flammer.

Fingrene som let komponerede en lydløs melodi standsede kort da de første ord blev sagt: pegefingeren stadigvæk på selve armlænet, de andre fingre hævet over dets overflade lige inden de ramte. Havde det betydning? Hvad havde det haft af betydning? Det havde en del betydning, en betydning som end ikke det sort-hudet fjols kunne se. Det havde alt af betydning, ikke på grund af elveren, men den konsekvens der havde fuldt med. Hvis endog bare den svage såkaldte ’hersker’ ikke havde været sløset og blændet af smukke kvinde øjne. Så kunne Ma’lakel endnu omfavne hende i forkrøblede stunder som disse; mærke hendes bløde bryst imod hans eget. Holde om hendes spinkle væsen, der så let kunne knækkes. Han ville endnu kunne kysse hende i små øjeblikke af tilladt svaghed, give hende små håb om enden på hans rastløshed og vandren. Hun ville ikke have brugt ni måneder på at skabe en belastning til ham, en grusom hævn for års forsømmelse. Og han selv ville endnu være lykkeligt uvidende, i armene på en sort håret skønhed som han elskede, vis kolde ånde atter slog imod hans varme hud. Mærke euforisk ophidselse som han ville sænke sig over det blege skød og lade sin tunge glide op af det urørte køn.
Han ville endnu kunne ligge under æggehvide lagener og holde om dem begge.

Men elveren indrømmede trods alt sin egen uduelighed. Skar det ud som om at også Ma’lakel havde handlet som var han en forvirret teenager, uden at vide hvor og hvem han tilhørte. Det passede ikke, desværre. Den del af teorien blev hurtigt aflivet af Ma’lakel selv. Hans fingre lagde sig roligt alle sammen over tronens armlæn. En stille mørk latter kildrede i hans strube, imens energier blev slynget ud i rummet. Ikke af ham, men den såkaldte gamle herre over denne støvede losseplads. Indtil at salen gik up i lilla flammer.

Nicor ilede op af trappen for at stå ved siden af Vetis, lige ved deres herres fødder.
Han rakte hånden fra armlænet op til ryglænet imens de grønne øjne blev gemt under solbrune øjenlåg. Et djævelsk henrykt smil spillede over de smalle læber, som bredte sig og fremviste stolt det makabre tandsæt af sylespidse gule tænder. Hans greb strammedes omkring ryglænet.

,, Vi to, Zane… ”, begyndte han med en hedensk gnækken.
,, Du og jeg, vi er ikke i samme båd.”, konstaterede han.

Han vendte sig dernæst for første gang, drejede sig halvt om, stadigvæk med den ene hånd på ryglænet. Det kantede, ukønne, soldater ansigt var lige så middelmådigt i sin skønhed som et hvert normalt menneskes. Hudens hårdhed, dets panser, gjorde det læderagtigt at se på og ansigts trækkende var markante og tydelige: de små rynker der samlede sig under øjne da de blev let sammenklemt i sadistisk fryd, de diskrete smilehuller der gjorde sig svagt bemærket, samt den lette rynke ved venstre mundvige, der var trykket lidt længere op i det brede, men skæve smil. Øjnene var dog stadigvæk så menneskeligt dybt grønne.

,, Du er ikke anderledes end de åndsforladte individer der har taget byen, landet. Du er tåben med det medfølende hjerte. Du var barnet!”, det sidste lød som torden i den brændende tronsal.

Som skældte han ham ud for sin mangelfuldhed, sin ignorente påstand om at de begge delte denne ideologi - om hvordan tingende var nu, og hvordan de havde været dengang.
Ma’lakel vendte sig helt om: fingrene gled fra ryglænet og lod sig falde ned langs Ma’lakel’s side. Han trådte frem, tog det første skridt ned af trappen og ind i de lilla flammer, der ikke smeltede hans hud eller svitsede hans hår. Ej heller blev tøjet brændt til aske da dets tråde naturligvis var skabt til at modstå flammernes hærgen: hvilken tåbe til en pyromancer ville bevæge sig rundt i brandbare klæder?

De to små imps fulgte deres herre og delte hans immunitet overfor den lilla ild. Han bevægede sig ned af trappen, uanfægtet af loftets krakelering over ham, eller trinenes ujævnhed. Langsomt, skridt for skridt gik han, som havde han al den tid i verden han behøvede. Og lige så snart han trådte ind i flammerne, lod øjnene sig overmande af gyldne sting der brutalt overtog den grønne farve. Ligeså kolde og uforudsigeligt som et dyr: som om tanker ikke fandtes, kun instinkt.
Han talte imens han gik:

,, Jeg var aldrig ung eller naiv. Jeg vidste hvad jeg ville med dig lige fra begyndelsen, der var ingen tilfældigheder, vi var ikke to køtere du og jeg. Nej, du var køteren. Jeg legede din hvalp indtil tid var, og da jeg havde fået alt det jeg ville, forlod jeg det igen i søgen på noget andet. Jeg havde aldrig en vision om at ændre verden, om at regere den, hvad jeg havde… er ligeså lidt som det jeg har i dag. Der er ingenting der har ændret sig! Så spar din lomme filosofi og gammel mands snak, jeg har levet længere end du har og til forskel fra dig, er jeg ikke faret vild eller gået i stå i tiden. Din slags på den anden side… kan man ikke just juble for, kan man vel?”.

Han nåede midten af trappen.

,, Men hvad er det du vil, Zane? Udover at komme med dumme påstande."

Ma'lakels ord kom ikke bag på ham.. slet ikke.
Hvalpen med de grønne ulveøjne var ikke kommet meget videre... umiddelbart... det var for tidligt at sige noget om endnu.
Ma'lakels vrede var dog noget andet... og interessant...

“Jeg lod mig forblænde af svage tanker og smukke kvinder... drømmen om en bedre verden. Men jeg ved nu, at denne verden aldrig kan ændres ved hjælp af drømme og forståelse... kun flammer kan rense verden nu.. og når alt er brændt til aske, vil en ny verden fødes.. den vil rejse sig som en føniks af asken.” sagde han og vendte ansigtet mod den himmel der var kommet til syne efter den store del af taget var faldet sammen.

“Du siger at du ikke var barnet.. men du tager fejl, dreng. Du legede på din helt egen måde, med dit helt eget legetøj... og især ét stykke legetøj! Hvad var det nu hun hed, den lille dukke...? Hun startede et oprør mod mig... Ah.. ja.. hendes navn var Faith.” sagde han og vendte blikket mod Ma'lakel.
Zanes øjne var ikke længere tågede.. de lyste af et had og en ondskab så dyb at selv helvedes flammer ville vige for ham...
“Sig mig, Ma'lakel Lemoris... do you have Faith in what you are now...?” hvislede han med en stemme som nu var fuld af kraft. En kraft som om af rendyrket had.

Flammehavet omkring dem blussede op og åd sig endnu mere ind I murene. Den lilla ild bredte sig hurtigt, og flygtede ud af hullet I loftet, kun for at fortære hele Abbadon og forvandle den til et flammende symbol på det had som fyldte Zane nu.
Natten blev lyst op af det uhyggelige, flammende skær fra den nu helt opslugte fæstning, og ilden ville kunne ses I hele Terre, endda langt uden for byen... ingen, som var vågen og I stand til at se, ville kunne undgå at få øje på den brændende højborg.

“Abbadon vil brænde for altid! Disse flammer vil ikke fortære fæstningen helt, men reducere den til en ruin... og det vil blive ved med at brænde, og afskære vejen for enhver som måtte forsøge at trænge ind! Lad dette være et symbol, og lad alle I hele Di Morga se det! FOR DET ER BEGYNDELSEN PÅ ENDEN!!” det sidste blev råbt højt, men kontrolleret, med en stemme der sydede af mørkt had.

Ved enden af den enetale som der blev holdt for ham nåede Ma’lakel enden af trappen. Han overværede i al neutralitet hvordan den sprudlende ild steg til vejrs, op igennem det hul i loftet, som der var blevet skabt ved påkaldelsen af de lilla flammer, der tilsyneladende havde den intention om at brænde det skaberværk som Zane selv havde brugt så lang tid på at opbygge: han ville slette dets historie med dets eksistens, indtil det var aske for dernæst at håbe på, som et drømmende barn, at det ville stige op igen? Voksne sig stort og stærkere fra de ruiner han nu ville til at reducere det til?

Kilias værelse ville blive brændt, minderne om hende sidde derinde med sit sytøj eller sine pergamenter, fik en trodsighed til at brænde dybt inde i det som Ma’lakel insisterede på ikke længere fandtes. Silke snører klemte om det sorte hjertes kamre, og for en kort stund bifaldt han ikke den uregerlige flamme men foragtede dens hærgen. Men han behøvede ikke det tårn-værelse for at mindes hendes latter når hun grinte, hendes ansigt når hun smilede eller de øjeblikke hvor han havde taget hende i at græde, men aldrig gjort andet end at skjult se på hende fra afstand imens hun gjorde.

Han trådte op på, hen over, og ved siden af det smadrede tag der fyldte tronsalens gulv. De små imps fulgte ham tæt, og gentog nærmest hver en handling. Faith’s navn bragte ikke savn, skam eller længsel. Hendes ansigt var som mange andres med årenes løb blevet hvisket ud. Meget langsomt, af den velsignelse som tiden da gav ham: glemslen. Han huskede en fyri kvinde, en kvinde der havde elsket ham, var blevet udnyttet af ham og dømt til lidelse af ham. Hendes ord da hun havde sagt at hun var med hans barn; den tilfredsstillelse der kom derefter, hvor han havde brændt hendes brystkasse åben og revet hjertet fra dets trygge rede imellem ribbenene. Han følte sig… urørt, ved tanken om hende og dog irriteret.

Da det sidste var råbt, og Zane indirekte havde erklæret at han ville have Di Morga til at se hans flammer, hans vrede, hans udbrud - eller det var Ma'lakels fortolkning, forblev Ma’lakel i dette neutrale stadie af uklarhed. Hans øjne afspejlede ikke vrede selvom hans stemme havde været fyldt med foragt og trodsighed. Af et indædt had. Ikke til elveren, elveren var ligegyldig i sådan en grad at han ikke troede denne helt kunne begribe det. De havde ingenting tilfælles. Forhåbentligt ville en stilhed brede sig i den tid det tog Ma’lakel at nå midten af salen. Og da han nåede den hvid-hårede drow skulle man tro at han ville stoppe op, se ham i øjnene, eller måske brænde ham, prøve at modbevise ham som en stædig dreng. Men det gjorde han ikke. Ma’lakel gik forbi ham som havde han ikke ænset hans råben, hans flammer, hans arrogance idet han ignorede Ma’lakels spørgsmål og i stedet begyndte at.. forklare? Komme med flere påstande og teorier imod ham. Som om fortiden ikke hørte fortiden til, og med rette kunne man spytte den i ansigtet og vende sig imod fremtiden. Hvis alt han ville var at tale om fortid, dyste om hvem der havde udviklet sig, hvem der ikke havde, hvem der havde lært noget, hvem der havde ret, hvem der var forkert på den... så:

,, Skrub hjem til den hule du kommer fra.. vi har ikke noget at tale om.”

Lød det efter han var gået forbi, og målrettet gik efter den store port ud fra tronsalen.

Ma'lakel Lemoris... den eneste person I verden, ud over Zane og det, som var I stand til at bruge Hellfire, hvilket også gjorde halvdæmonen immun over for de intense flammers altopslugende vrede.
Zane fortrak ikke en mine da Ma'lakel nåede hen til ham, og heller ikke da hans tidligere lærling gik direkte forbi ham og hen mod porten, som allerede var blevet ædt op af flammerne.
Abbadon var nu kun en hul skal.. alt inventar, alt der ikke var nødvendigt for at fæstningen kunne holde sig oppe, var blevet reduceret til aske.. men de rasende, lilla flammer brændte sadig. Det ville de blive ved med.. måske endda til evig tid.. og Abbadon ville for altid være forvandlet til en dødbringende ruin, indhyllet I den mægtige kappe af Hellfire som omsluttede fæstningen nu.

Zane lod langsomt hænderne falde ned langs siderne, og gik frem mod det sted hvor tronen for ganske få sekunder siden havde stået. Flammerne dansede omkring ham og skabte en illusion af, at han var en del af selve den mægtige ild.. en illusion, som bar et gram af sandhed I sig.

Han gik op ad den lave trappe, op til det sted hvor tronen havde stået, og lagde armene over kors.
Alt ville blive udslettet en dag... Terre.. Di Morga.. Frankrig.. hele verden... og han ville være dødsbringeren, the Ashbringer...

Ma'lakels ord nåede hans ører, og han lukkede øjnene...
En latter fulgte Ma'lakel til han nåede porten, som ikke længere var der.. en rungende, spottende, hånende, latterliggørende og overlegen latter efterfulgt af ordene: “Gå blot, Ma'lakel... du er ikke betydningsfuld nok til at du behøver dø endnu... men vid at en dag kommer flammerne også til dig, for du er kaos, og kaos må også udslettes, så det kan skabes på ny... Gå nu, og nyd din sidste tid...”

Flammerne var ligesom fæstningen havde været, inden den sindssyge elver havde mistet sin selv kontrol og følt en trang til at demonstrere sin nyfundne hadske passion for at ødelægge alt, en afspejling af hvad der lå under den mørke hud på halv-dæmonen selv. Ma’lakel i særdeles vidste at efter brækket ære og mistet tro, kom bitterheden og hævngerrigheden. Den lagde sig ofte som en slimet hinde over huden. Klæbrig og snasket. Blev man rørt ville det smitte af på den der rørte, og den som det første offer rørte ville røre en anden der også fik det. Sådan ville det blive ved. Der var ikke noget mere basisk, mere forudsigeligt end den følelse af foragt for verden der kom efter intethed. Den eksisterede kun for at udfylde det tomrum som værten følte. Men følelsen af en ondsindig opstemthed var ikke midlertidig, illusionen ville kunne blive ved hvis man stædigt hang sig fast til den!

Zane’s hånlige latter, hans sejrende grin, som havde han vundet en usynlig kamp Ma’lakel ikke ønskede at være en del af. Hans løfte om ødelæggelse, hans profeti, fik ikke Ma’lakel til at stoppe. Skulle han være kaos? Og skulle den sindsforvirrede lang-øre være døds englen der gik fra dør til dør, og tog alles sjæle? Denne bærer af aske? Hvilken aske? Verden rådnede op i al hemmelighed allerede. Den ville dø. Om så der var en manisk diktator eller ej. Og hvad var kaos? Hvis ikke endnu en illusion, endnu en titel som der blev givet ham, endnu en piedestal han blev sat op på, og derfra skulle han agere det som hans titel bød ham. Så hellere mærke hjertets sidste desperate banken. Lungernes higen efter det sidste oxygen, indtil lyset i de grønne øjne ville slukkes og henlægges i mørke.

Nej, den satan’s elver forstod så lidt. Til trods for alt hans snak, var han stadigvæk så langt væk fra virkeligheden, at det netop var det der gjorde ham.. forudsigelig. Og hvad mere var, så kunne Ma’lakel let vende ham ryggen, tildele ham den arrogance og gå sin vej: fordi at den sort-hudet ikke længere havde noget af betydning for ham. Han kunne ikke lære noget fra ham, tage noget værdifuldt fra ham eller bare opdrive den mindste lyst til at forblive i hans selskab. Det var som om de blev ved med at tale forbi hinanden. Zane dikterede en plan om verdens ødelæggelse med ham selv i centrum, imens Ma’lakel… forblev bundet til den nutidige verdens skeptiske, logiske, tænkning, til trods for det han havde set og vidste. Der var en grund til at der havde været noget som blev kaldt oplysnings tid, der var en grund til at mennesket ikke længere var så nemme som de før i tiden havde været: klogskab, viden, filosofi om at leve i nuet, sætte rustninger i skabe og lade demokratiet gå sin gang. Og på grund af det, ville de to aldrig have noget at snakke om.

Han nåede åbningen der engang havde huset de to porte, og fortsatte under den, forlod Abbadon i denne tavshed.
Nicor standsede dog. Det skællede lille kræ stoppede op da de var kommet uden for fæstning og var i sikkerhed fra de lilla flammers vold. Det grimme dyr løftede sin ene klog og sad som var den en kat der spejdede efter noget. Med de store flagermuse øre rejst op på det lille gyldne hoved. Den kastede et sidste blik på den brændende fæstningen inden den vendte sig og ilede efter sin herre og broder.
,, Maasterr!”

Mørke skyer dækkede for månen I Terre. Hvad stjerner der undslap skyernes undertrykkelse, blev hurtigt kvalt i gadelysenes gullige skær.

Lyden af et par højhælede sko gav genlyd i gaderne fyldt med unge der var ude og feste i natten. En blå kjole med hvide broderier vejede let i hvad vind der var. Langt sort hår indrammede et kønt ansigt der indeholdt et blodrødt blik. Imod alt forventning var dette dog et blidt blik, det var øjne fyldt med liv men samtidig en oldgammel visdom.

Artanis var ingen normal kvinde. På trods af hendes ungdommelige udseende, overgik hun langt de fleste væsener, i Terre, i alder.
I aften var det dog det muntre og ungdommelige der gav genskin i hendes øjne, et blødt og lettere rødt smil fulgte med.
Hun var på vej hjem efter en hyggelig aften sammen med nogle venner i byen og gik nu gennem masserne mod lejligheds komplekser ikke langt fra hospitalet.

En stille latter undslap hendes læber da hun kom i tanke om en episode samme aften. En af hendes veninder havde forsøgt at forføre bartenderen. Det endte dog hurtigt da bartenderens kæreste kom hen og bad hende pænt om at gå væk igen. At hun blev bedt om at gå væk var dog ikke det sjove, men mere det faktum at bartenderen og bartenderens kæreste var mænd. Med andre ord; hun ramte lidt forkert.

----

Det føltes somom en bølge af kraft skyllede over Artanis. Nogen havde sluppet massive kræfter løs. Mere end hun selv kunne gøre uden Metamorphosis.
"Hvad var det!?" tænkte hun mens hun langsomt fik styr på sit hamrende hjerte. "Hvor kom det fra?"
Hun vendte sig rundt og spejdede mod horisonten. Et sted langt væk kunne hun se noget brænde, noget stort. Hvad værre var; det var ikke almindelige flammer ligesom hendes egne, dette var lilla flammer med et hint af sort. Om noget ville hun sige at hun kunne føle ondskaben bag dem herfra.

Det var somom et lyn slog ned i hende da det gik op for hende hvor den lilla ild kom fra: Abbadon. Den gamle borg som Zane og Ma'lakel havde boet i engang.
"Pokker ta' min nysgerrighed" mumlede Artanis for sig selv og spurtede ind i en gyde så hurtigt som hendes ben kunne bære hende, i højhælede sko.

Da hun var dybt inde i gyden og godt ude af syne fra alle i gaden begyndte hun:

Hun kunne se sin indre flamme foran sig. Kilden til hendes kræfter og hendes energi. Alt omkring dem var sort og det eneste der lyste var den ene flamme. Hun tog et enkelt skridt fremad, et skridt der fysisk set ikke ville kunne bringe hende meget tættere på, men som alligevel bragte hende direkte ind i flammerne. Hun lukkede øjnene og lod ilden flyde ud i mørket, fyldte det og afslørede et stort rundt rum.

Hun åbnede sine øjne igen og kiggede ned af sig selv: Et rødt stykke stof dækkede lige nøjagtigt hendes generøse bryst, et andet stykke stof af samme farve dækkede hendes mere private områder længere nede. Hendes hud havde ændret farve til en mere lilla kulør, hendes øjne holdt ikke længere det blodrøde blik men var nu næsten hvidt omkring iris og gråt hvor det før var hvidt.
Et slank hale, næsten ligesom lang som hun var høj, viftede let bag hende samtidig med at et par enorme vinger dækkede hendes næsten bare ryg.

"Lad os så komme afsted" tænkte hun og satte af jorden med hendes nu bare fødder. Nogle få kraftige vingeslag længere ud hun havde skaffet nok højde til at kunne flyve uforstyrret i natten.
Abbadon kom hastigt nærmere.

----

Kort tid efter cirklede Artanis langsomt rundt i nærheden af Abbadon, indtil hun til sidst fandt et sted hvor flammerne ikke hærgede på borgen.
Langsomt lod hun sig glide ned, halen brugt til at holde perfekt balance mens hun foldede vingerne sammen, og lod sig falde ned på resterne af hvad der før havde været taget på fæstningen.

Nede i tronsalen stod der en enkelt skikkelse; gråsort hud, langt, hvidt (næsten sølvfarvet) hår. Relativt slankt bygget og en smule højere end Artanis selv.
På afstand kunne hun ikke se præcis hvem det var. Men stedet taget i betragtning og de voldsomme kræfter der var sluppet løs. Hun havde en underlig følelse af at hun vidste hvem det var.


En anden tilstedeværelse fangede kort hendes opmærksomhed. Lige nok til at hun kunne se en gå ud af den førhenværende port. Hvem var det?

At lade Ma'lakel gå, var lettere end han havde troet... han havde i lang tid jagtet halvdæmonen, drevet af et indædt had, og et ønske om voldsom, flammende hævn.
Men nu, hvor han havde haft chancen for at angribe sin gamle lærling, havde Ma'lakel ikke været det værd... så Zane lod ham gå uden at gøre noget.

Flammerne dansede og kastede et uhyggeligt, levende skyggespil overalt omkring sig. Det så ud som om dæmoner og drager og andre uhyre kæmpede indædt mod hinanden i skyggerne.. men dette var selvfølgelig bare en illusion skabt af de mægtige flammer.
Abbadon var blevet fortæret nok nu, og flammerne ville ikke længere æde løs af fæstningen – men de ville heller ikke forsvinde. Aldrig.

En bevægelse, som ikke var skabt af flammerne, fangede Zane's opmærksomhed.
Uden at vendte blikket mod resterne af taget, var han fuldt ud klar over at nogen, hvis nysgærrighed tilsyneladende gjorde personen dumdristig, holdt øje med ham. Han havde hørt hende gennem flammernes brølen.

Pludselig, uden nogen som helst form for varsel, rakte Zane hånden op mod resterne af taget, der hvor han formodede at hun var.



Den magiske energi samledes i hans håndflade, og en kaskade af sorte og lilla flammer, skød fra hans hånd. Flammerne samledes og blev til noget der mindede om et projektil på størrelse med en fodbold, flammende og sydende.
Med et brød, fløj flamme-projektilet afsted mod resterne af taget. Den ville smadre igennem det, og hvis hun blev ramt, ville hun blive opslugt af de sorte og lilla flammer, som projektilet bestod af.

Artanis hjerte bankede med en hastighed der kunne sammenlignes med en tromme hvirvels små, lyn hurtige slag. Eller sådan føltes det. Hendes blik løb fra sted til sted i et forsøg på at finde bare et eller andet, der forklarede hvad Zane lavede her. Han havde været væk i lang tid, og selvom dette før havde været hans hjem og hovedsæde så forklarede det intet med hensyn til hvorfor han var tilbage og hvorfor han brændte det hele ned.

En pludselig indskydelse sagde at hun skulle væk, og hurtigt.
Hun hoppede og lod den varme luft fra flammerne bærer hende op i luften på de ud-foldede vinger.

Et projektil fløj mod hende, lavet af samme ild som flammerne der omgav Abbadon. Det var stort, men ikke stort nok til at gøre voldsom materiel skade.
"Eller skade mig for den sags skyld. Uanset farve er det stadig ild og min slags er immune... Jeg har dog en dårlig følelse"
Hendes tankegang blev afbrudt da det lilla ild projektil fløj væk under hende. I stedet for at fokusere på om han faktisk kunne skade hende, valgte hun at fokusere på at strække begge sine hænder op over hovedet, hvorpå hun skabte en ildkugle 2-3 gange på størrelse med hendes eget hoved.
Hun sænkede armene, stadig strakte, til de pegede ned mod, hvem hun stadig var sikker på var, Zane og affyrede den.

I stedet for blot at flyve afsted som et projektil, splittede den sig op i 6 mindre og fløj afsted i hversin kurve der ville sørge for at ingen flugt var muligt. Teleportation, eller en heftig blokade var det eneste der kunne rede ham fra det angreb.

Et lille krusning kom til syne i hans mundviger da hun undveg hans angreb, og han fik hende at se... et næsten usynligt smil.
Zane sænkede hånden igen, og så blot iskoldt til, mens dæmonens ildkugler kom flyvende mod ham fra alle retninger.
Et kløgtigt angreb fra hendes side... men i sidste ende, komplet nytteløst.

Han ventede indtil flammerne var ganske få centimeter fra ham... og så forsvandt han.
Ved hjælp af sin overlegne kontrol over skygger, var han i stand til at teleportere uden varsel, samt dukke op igen næsten omgående, stort set hvorend han ønskede – så længe der var skygger.

Selve denne teknik bestod i noget så avanceret som forbindelsen mellem de forskellige planer, verdener... i dette tilfælde forbindelsen mellem Skyggeplanet og det Materielle Plan, den 'rigtige' verden.
Vidste man nok, og var man magtfuld nok med sin magi, ville man kunne finde ud af at åbne døren mellem disse to planer...

I samme øjeblik dæmonens flammende ildkugler ramte gulvet der hvor han havde stået, dukkede Zane op igen – lige bag dæmonen.
"Dine vinger skaber skygger over alt på din krop.. skygger, som jeg er i stand til at bruge som ekstraplanære døre..." sagde han med en stemme koldere end is, før han rakte hænderne ud til siderne og hviskede: "Ann'ish!"

To slanke, let krumme sværd dukkede op i hans hænder. Klingerne var af fejlfri, sølvfarvet metal, og det så ud som om levende skygger dansede rundt inde under den klare, spejlblanke overflade...

Som var de en naturlig del af hans krop, en forlængelse af hans arme, svingede Zane lynhurtigt, og i et blændende skær fra flammerne omkring Abbadon, begge sværd mod dæmonen.
Der var kraft i slaget, og det var med henblik på at dræbe...

Hun var sikker på at angrebet ville ramme. Hvad hun dog ikke vidste var det præcise omfang af Zanes kræfter, og hun undervurderede ham, kraftigt.

Sekundet før hendes seks projektiler ville have ramt ham forsvandt han.
"Men hvor forsvandt han hen til?"
En kølig fornemmelse, den slags følelse man får når man ved at noget dårligt, meget dårligt, skal til at ske, skyllede over hende.

"Dine vinger skaber skygger over alt på din krop.. skygger, som jeg er i stand til at bruge som ekstraplanære døre..." sagde den koldeste stemme hun nogensinde havde hørt, bag hende "Ann'ish!" hviskede Zane.
Hun vidste han var bag hende, og hun fornemmede at hun snart ville blive ramt af noget hvis hun ikke kom væk eller gjorde noget, og hurtigt.

Til hendes fordel havde Zane også undervurderet hende. At dukke op bag hende var en kraftig fejltagelse fra hans side.
Hendes hale hvirvlede mod Zane i et voldsomt slag der minimum ville brække armen på et menneske, og mere på de skrøbelige elvere. Sort elvere var ingen undtagelse.
Samtidig med dette slog hun et kraftigt slag med den ene vinge og drejede sig nok til at se et sværd farre forbi hende, og føle det andet strejfe hendes ryg i et smertefuldt, dog relativt overfladisk snit.

Hurtigt lod Artanis sig lande nede på gulvet af den enorme tronsal.
"Så du bruger skyggerne?" hviskede hun "Så lad mig da sørge for at der ingen skygger er tilbage- INFERNO!" hun råbte det sidste i et brøl der let ville kunne blive hørt udenfor Abbadon.
En eksplosion af ild, med hende som epicenter, fyldte tronsalen og alt indenfor over 10 meters radius var dækket i hendes livlige, rød-gule, flammer. Flammerne dækkede endda hende selv nok til at ingen skygger var tilbage på hendes krop, eller i nærheden af hende.

Om eksplosionen havde ramt Zane vidste hun dog ikke, men hun strakte sine sanser til det yderste for at finde ham.

"It is within my nature to be gentle, loving and kind. But do not triffle with me! Fore when matters of defending my family, my friends and my heart, I am also the most relentless and powerful creature you will ever know"

Ordene gad genlyd i Artanis' hoved. Dette var hendes mantra, det var hvem hun var.

"Louis og Jenna skal have en datter," kom det pludseligt fra Renee. Hendes ord kom uden, at hun flyttede computerblikket fra skærmen. Andrea så op fra sit manuskript og betragtede hende over stellet af sine læsebriller. Hun pillede ved sit skoldkoppear på kinden, nøjagtig som hun altid gjorde, når hun koncentrerede sig om noget.
- "Mind mig lige om hvem det er..."
"Jenna... Michaels datter."
- "Har vi ikke lige været til hendes konfirmation?" Han tog sine briller af og smed dem sammen med manuskriptet over på altanbordet, hvorefter sendte Renee et indgående blik. Hendes øjne flakkede enkelte gange fra skærmen, men de nåede aldrig at få øjenkontakt.
"Det er syv år siden."
- "Nåh for helvede... Hah... der kan man bare se..." Ud fra det skarpe, hvide lys, der reflekterede sig mod Renees ansigt at dømme, sad hun på Facebook, hvilket også måtte være kilden til alt hendes sociale viden.

De havde sat sig ud på altanen ved midnatstid for at få arbejdet lidt og drukket det sidste af en flaske vin, som havde stået alene i køkkenet siden gårsdagens middagselskab med svigerfamilien. Andrea, der for 117 gang forsøgte at tvinge sig igennem sit manuskript, sad i kurvestolen til venstre med Renees fødder hvilende i sit skød. Nu da han havde smidt arbejdet fra sig, begyndte hun at vrikke lokkende med tæerne.
"Virker pillerne på dine knæ?" spurgte hun i en mild tone, da Andreas opfangede hendes ønsker og greb om hendes fødder, som han gav sig til at gnubbe i masserende bevægelser med håndfladerne.
- "Ja, der går ikke mere end et kvartstid, så er de, som de skal være igen."
"Åh det var godt... Jeg tænkte på -" hendes talestrøm blev afbrudt af et instinktivt gisp, som blev udløst af, at Andrea strøg en kildende finger langs fodens sål. Hun nåede at trække fødderne en smule til sig, men placerede dem så igen i Andreas skød. Hun klappede sin laptop sammen, inden hun fortsatte og lod den ligge på hendes lår. "Jeg tænkte på... hvis du ikke har nogle smerter... om vi så ikke kunne... du ved..." Andrea vidste godt. Hans mund dannede et lille chokeret "o" og han holdt inde med sin fodmassage.
"Åh..."
- "Bliv ved!" kommanderede Renee grinende og vippede ivrigt - nærmest en anelse voldsomt - med fødderne, så Andrea var nødt til at rykke sig i stolen for at undgå destruktion af de nedre regioner. Han genoptog sine kærtegn og nusserier.
"Ja altså... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige..." klukkede Andrea og betragtede sin kones fine fødder - dem havde han altid været meget betaget af. Med ét trak Renee sine fødder til sig og placerede sin laptop på kurvestolen, hun netop havde rejst sig fra. Med sit tyve år yngre ansigt stirrede hun ned på Andrea, som solidt fulgte hendes eksempel. Pillerne virkede ikke det mindste, hans knæ skreg, men det skulle fandeme ikke ødelægge aftenen. Han krøb sine varme håndflader om hendes ryg, striktrøjen, hun var iført, stak på en behagelig ulden måde.
"Jeg synes bare... vi skændes hele tiden..." mumlede hun mut og puttede sit hoved mod hans bryst. Han trak sig lidt ud for at vise hende det overraskede og kærlige udtryk, der blev frembragt i hans ansigt. Han rakte ud efter manuskriptet på bordet og viftede det foran hende. Manuskriptet var slået op på kapitel seks, da han med et professionelt blik fumlede sine læsebriller på plads og opremsede den skrevne tekst: "At skændes med sin partner er lige så vigtigt som at holde i hånden, se hinanden dybt i øjnene, kramme med hinanden, kysse hinanden, elske med hinanden, spise sammen, opleve nye ting sammen, gå i bad sammen, drille hinanden, give og modtage ros såvel som kritik og en hel masse andre ting. Listen over eksempler på nærhed kan fortsætte i en uendelighed, og selvfølgelig varierer de fra person til person. Nærheden kan blive noget af det mest provokerende, når man virkelig kommer tæt på hinanden i kærlighedsforholdet. Den ene partner har måske lyst til at skændes, mens den anden ikke har, og dette kan lede ud til en underlig kompromis, der bunder ud i at den, som ikke ønsker skænderi er fysisk til stede, men følelsesmæssigt mangler under optrinnet. Derfor giver det ikke nogen udbytte af samværet, og det bliver fordærveligt for begge parter."
Han sendte hende et bedrevidende blik over brillestellet og blinkede med det ene øje. Hun kiggede mistroisk tilbage med spidsede læber.
"Hvad ved du om parforhold?!" udbrød hun oprørsk efterfulgt af et dask på skulderen. Hun smilede i sin handling.
- "Ha! Det er en del af pakken som livsguru," svarede han grinende. "- og så selvfølgelig en arbejdsskade efter at have haft dig rendende så længe." Han smed manuskriptet tilbage på bordet, stak sine briller i skjortens brystlomme og genoptog sit tag om hendes krop, så hendes svage knytnæveslag mod hans bryst blev kvalt i omfavnelse. Det lo de begge to lidt ad og stod i et stykke tid og vuggede lidt. Andrea inhalerede duften fra hendes blonde hår. Hun havde en evne til altid at dufte så nyvasket. Andrea duftede af barbersprit.
"Så... jeg går lige ind og skifter til noget mere..."
- "Komfortabelt," afsluttede Andrea hendes hviskende sætning og trak læberne ud i et smil.
"Nøgent," rettede hun selvsikkert, men kom alligevel til at rødme en smule. Hun løsnede sig fra hans greb, tog sin laptop under armen og efterlod Andrea alene ude på altanen. Hendes sidste kommentar havde vækket noget i ham, der fik ham til at glo ned ad sig selv. I mangel på bedre at give sig til, satte han sig øjeblikkeligt i kurvestolen og trak det lune tæppe tæt om sig. Vinteren havde langt om længe taget sig sammen til at snuppe en grådig bid af Sydfrankrigs lune temperaturer, når han trak vejret, kunne man se hans ånde.

Ude i horisonten opstod der pludselig et lysglimt. Dårlig vane forsikrede ham om, at det sikkert var lidt lyn og torden, men pludselig var lysglimtet konsekvent og... ja, så var det vel ikke blot et glimt. Han rejste sig op med sådan en hast, at tæppet faldt ned fra stolen. Hvad end der foregik ude i mørket, var det nu ikke længere hemmeligt. Nysgerrige ansigter dukkede frem i adskillige vinduer, men det var kun de øverste lejligheder, der havde udsigt til lyskilden. Det foregik vel et par kilometer væk, hvis han ikke huskede meget forkert, var det nær Abbadon og forstaden omkring. En irriteret rynke lagde sig i hans pande - forbandede lortested, tænkte han. Der var altid bøvl med det område, autoriteten kunne slet ikke få ro til at arbejde med oprydningen der.
Han trådte ud af sine hjemmesko og gav sig til at knappe sin skjorte op. Det svage tegn på liv i hans bukser var blevet erstattet med hans indre journalist, der nu tiggede og bad om at komme ud. Han trådte et skridt forbi altanbordet, lod skjorten glide af sine skuldre og begav sig i fingernem kamp med bukseknappen. Renee dukkede op i altandørens karm.
"Uha..."udbryd hun fnisende. Andrea, der ærligt talt havde glemt alt om hendes tilstedeværelse i hans liv, vred forskrækket halsen om og gloede på hende. Hun var iført sin kørte morgenkåbe af tynd silke, hun gned sine ben mod hinanden, da en kølig decembervind ramte hende. Man kunne se formen på hendes brystvorte gennem kåbens mørke silke. Andrea husede nu to ivrige personligheder: Sexlysten og Journalisten.
- "Øh..." Han holdt inde med sin gøren. "Øh... Der... øh... Der er sket noget."
"Abbadon brænder!" hvinede hun chokeret, uafhængigt af Andreas vrøvl.
- "Ja, jeg er nødt til at -"
"Hvor er det smukt..." afbrød hun ham og refleksionen af det lille lys viste sig i hendes store øjne.
- "Jeg skal derhen."
"Hvad?"
- "Jeg skal derhen," gentog han.
"Nu?"
- "Ja. Jeg skal derhen - nu."
"Jamen hvad så med..."
- "Undskyld, men det er altså vigtigt."
Hendes ansigt vred sig i en utilfreds mine.
"Og det er det her ikke?!" Hun trådte frem og hamrede en arrig næve i skulderen på ham, så han skuttede sig.
- "Undskyld... men..."
"Hold din fede kæft, din gamle nar! Sådan er det fandeme altid, hold kæft man, jeg fatter fandeme ikke, hvorfor jeg bliver ved med dig, hvad fanden er dit problem, fucking idiot!" Andrea, der fortsat mumlede undskyld undskyld undskyld, løsnede sine bukser op og kastede sig ud over altanen. Et par mørke boksershorts faldt til jorden, mens en krage steg til vejrs og fandt balancen i luften.
"Så bliv væk! Tag dit skide arbejde med dig!" skreg hun arrigt efter ham, tog fat om manuskriptet og forsøgte at kaste det efter ham. Siderne - der heldigvis var hæftet sammen - blafrede ned mod jorden. "Skriid dit fucking svin, du er så latterlig, du er, bliv væk for fucking helvede!" Hendes talestrøm blev erstattet med en prustende vejtrækning. "Nej ved du hvad? Jeg er VÆK, når du vender tilbage! Jeg er så TRÆT af det her! TRÆT AF DIG!" Kragen fortsatte sin færd ud i natten, Renee forsøgte forgæves at ramme den med et vinglas, men fuglen havde nu bevæget sig så langt, at energien fra Abbadon kunne mærkes i luften mod vingerne.

Da den havde passeret hospitalet begyndte den så småt at kunne mærke varmen, der fungerede som skarp kontrast i vinterkulden. Flammerne havde en lilla farve og ud fra sine studier klassificerede Kragen det som sortelvermagi. Kragen baskede ivrigt med vingerne, journalisten under fjerene hungrede efter at komme tættere på, og det kunne ganske enkelt ikke gå hurtigt nok. Efter et stykke tid gav Kragen sig til at spejde efter et passende træ, og fandt da et med nøgne grene, der gav den udsigt til den brændende borg. De små sorte øjne i fuglens hoved flakkede vågent rundt på alt, hvad der bevægede sig. Et sted længere fremme var der noget stort og bevinget, der nærmede sig og denne skikkelse lod sig til sidst dale ned på taget. En mindre eksplosion fulgte, taget revnede yderligere. Kragens blik flakkede ned på noget bevægelse, der foregik nær porten. En bredskuldret, maskulin kontur dukkede frem mellem flammerne, men blev hurtigt opslugt af mørket. Hvad fanden i helvede var det, der foregik?

Halen var et glimrende våben, det vidste han fra utallige tidligere kampe mod dæmoner... så han var forberedt på hendes lille modangreb; Med et akrobatisk vrid med kroppen, lykkedes det ham at undvige halen.
Bare ærgeligt at han ikke havde formået at dræbe hende med sit første slag... havde han ramt lidt bedre, ville han have huggen den skarpe klinge direkte igennem hendes krop.

Han var allerede forsvundet igen da hun landede på gulvet i tronsalen, og han dukkede først op da hun kastede Inferno.
Flammerne fra det voldsomme angreb så ud til at ramme, og opsluge ham... men dette var blot endnu en illusion.
Med ét blev de lyse flammer omkring ham blæst væk af den brølende aura af lilla ild der nu omsluttede hele hans krop. Hellfire Cloak.

Zane så på dæmontøsen, og rystede kort på hovedet.
"Du ved vist ikke helt hvem du er oppe imod, tøs..." sagde han med den samme, iskolde stemme som før.
"Jeg er the Ashbringer.. han, som vil opsluge denne verden i flammer, så den kan fødes på ny. Jeg er Di Morga's tidligere herre... jeg er Zane."

Han hævede den ene klinge langsomt mens han så koldt på sin modstander. Hvilken absurd tanke at denne dæmon ville kunne besejre ham... han ville ikke engang få brug for sine specielle kræfter, som kun virkede mod dæmoner...

Selvom han stod relativt langt fra hende, svingede Zane nu det hævede sværd i en vandret linie... og i samme sekund, skød en sort, klingelignede masse af energi ud af den sølvfarvede klinge på sværdet, og fløj mod Artanis.
Farten på denne magiske, sorte klinge, var næsten blændende, og den nåede over til hende næsten i samme sekund som den var blevet sendt af sted.

Hvis ikke hun undveg, ville hun blive ramt hen over maven, hvilket enten ville såre hende alvorligt... eller simpelthen skære hende midtover.

Zane havde undveget hendes slag med halen, han havde undveget hendes Inferno eksplosion og fejet de fleste af flammerne omkring ham væk. Samtidig var han selv indhyllet i hans egne, lilla flammer.

Hans stemme var kold, ligeså kold som den havde været få sekunder tidligere da hun stadig var i luften. Så kold at selv Ild Dæmonen han stod overfor fik kuldegysninger.
"Det her er ikke godt" tænkte Artanis "Han er voldsomt meget stærkere en mig. Min eneste chance er et 'all out' angreb og så se at komme væk" Højlydt tilføjede hun "Jeg er godt klar over hvem du er Zane D'Tarion. Den tidligere herre af Abadon som du selv siger det. Manden der blev væltet af hans egen protegé"

En 'klinge' af mørk energi fløj med høj hastighed mod Artanis.
Havde det ikke været for hendes Inferno ville hun ikke have været i stand til at skabe en mur af ild fra hendes resterende inferno flammer til at blokere den.

Eller det troede hun.

Hendes mur var stærk, men ikke stærk nok. Klingen trængte igennem, men med mindre fart.
Hun slog et kraftigt slag med vingerne og vandt hurtig højde nok til at undslippe klingen med få centimeter, hvorefter hun lod sig falde ned på gulvet igen.

"Lad mig vise dig Ashbringer!" hvislede hun og begyndte at mumle med sådan en hastighed at kun det mest trænede øre ville kunne opfange noget som helst.

To the dragons of old, I salute you, to the fires, elder, I plead to you. Grant me to power to cleanse, to burn the wretched off of this planet. To the mother of life, grant me your blessing, grant me the inner fire of all so that I may burn

AND LEAVE NOTHING BUT ASH!

Hendes Inferno flammer trak sig sammen omkring hende, og trak sig ind i hende idet hun messede, for til sidst at eksplodere ud fra hende med en sådan kraft at hele Abbadon blev dækket i en stor kugle af ild. Selv ikke Zane ville kunne komme fra det urørt, og selv hvis han gjorde ville have blive blændet af lyset derfra i en tid.

Angrebet havde efterladt hende svækket. Det var tydeligt for hende at Zane ikke var en hun kunne hamle op med, i hvert fald ikke endnu.

Eksplosionen dannede også en voldsomt opstrøm af varm luft. Artanis brugte sagte varme luft til at bære sig op i luften og flyve væk, langt væk fra Zane. Langt væk fra Abbadon.
"Jeg bliver nød til at blive stærkere" tænkte hun "Hvis ikke jeg gør falder Di Morga i Zanes diktatoriske hænder igen"

----

Artanis havde fløjet i nogle sekunder før hun spottede en enlig krage sidde på en gren. Om dyret bare var modigt eller generelt dumt vidste hun ikke, men hendes hjælpsomme hjerte og instinkter fortalte hende at den krage skulle væk ligesom hende selv, og det kunne kun gå for langsomt.

Hun dykkede let og fløj tæt over kragen og tog fat i den i medfarten.
"Du burde ikke være her" sagde hun til dyret "Og det burde jeg for den sags skyld heller ikke"

Hurtigere end hun nogensinde havde fløjet før, fløj Artanis nu mod Jonlu Hospital. Såret på hendes ryg skulle der gøres noget ved.

Hendes flammeskjold kunne næsten modså hans sværds magiske evne... imponerende.
Kræfterne i hans våben var voldsomme.. han havde brugt mange år på at forberede dem, og i sidste ende havde han smedet klingerne ved the Shadow Forge, som lå i en hemmelig sal, dybt under Abbadon...

Zane hævede kort det ene øjenbryn da dæmonpigen begyndte at messe... og så lo han højt og koldt.
"Dragons of old, siger du... der er ikke flere tilbage... den sidste har jeg personligt fanget i et fængsel som han aldrig slipper ud af. Dragerne er borte... verden har udviklet sig til noget der minder om en spredende sygdom af popkultur, slimet hår , arrogance og spot... men snart vil denne verden gå op i flammer..." sagde han højt nok til at hun sagtens kunne høre det. Hans stemme var blottet for følelser, men alligevel var den umådeligt kraftfuld.

Da Artanis kastede Inferno, fnøs han og brugte sin overmenneskelige hurtighed og styrke til at springe mere end ti meter op i luften, hvorefter to vinger skabt af hans Hellfire skød ud fra hans ryg, og førte ham op over flammerne.

Her hævede han hænderne, og fokuserede sin magiske energi i et par sekunder, før han med et overlegent "Hm..." vendte håndfladerne ned mod det nu orange helvede der var under ham.
Over alt på Abbadon, blev de lilla flammer én efter én opslugt af sorte og lilla flammer, indtil Abbadon igen stod fuldstendig badet i Hellfire.

"Abbadon vil brænde til evig tid... den vil tjene som et symbol på min magt... og på min vrede..." mumlede han og vendte blikket ud mod Terre.
Snart... snart ville han udslette hele byen.. så Di Morga... så hele Europa... og derefter, hele verden.
Han fik øje på Artanis, som flygtede vildt fra Abbadon... og han valgte at ignorere hende.
Hun var ikke en trussel...

Årstiden blev ikke bemærket i varmen fra den brændende borg. Kragen flakkede søgende med blikket, ledte efter et sted at hvile synet fra det kraftige lys, der efterhånden var blevet for overstimulerende. Den slog let sine vinger ud for derefter at pakke dem tættere om sig, rykkede sig en smule på den tynde gren og sank derefter ind i mørket igen. Ukendt og ubemærket gloede den som det eneste dyr i sine omgivelser på situationens udfoldelse. Kun lyden fra flammerne og vinden i træer og planter kunne høres - ingen dyr krøb rundt i græsset, alle var stukket af til bedre og mere sikre steder.

Det varede ikke mange minutter, før kampen inde i borgen lod til at være overstået. Væsenet fra før flygtede op gennem flammerne, og til kragens store overraskelse, bevægede væsenet sig imod den. Kragen krympede sig sammen på grenen, forsøgte at gøre sig så lille og usynlig i mørket som muligt i håb om ikke at blive opdaget. Men så igen... hvem fanden ville give en fuck om der sad en krage i et træ?
Stemmen virkede bekendt. I skæret fra den brændende borg nåede kragen lige akkurat at se væsenets ansigt, inden det blev henlagt i skygger. Væsenet var tydeligvis kvinde, det afslørede selve konturen. Væsenet var tydeligvis en kvinde, som Andrea havde set før. På hospitalet. Huskede han kvindens navn? Selvfølgelig gjorde han ikke det, alderen forhindrede ham i den slags. Kragen skrattede som svar og satte af fra grenen med blafrende vinger kort tid inden, væsenet også bevægede sig væk.
I en tilpas højde svævede kragen roligt med udstrakte vinger. De lilla flammer blev langsomt mindre bag den, men situationen lod til at være lige så kaotisk, som den havde været for de få minutter siden kragen forlod åstedet. Kragen fløj over tagene på ghettobygningerne i Logement og kunne da få øje på Terre i det fjerne.

Der var ikke længere lys i lejligheden. Flere meter nede lå manuskriptet og blafrede i græsset. Kragen satte op i fart og landede fortumlet på altankanten med sine kløer. Forvandlingen tilbage til sin menneskeskikkelse foregik i et lille hop frem, de sorte fjer forsvandt og blev erstattet af menneskehuden på en 53-årig mand. Han stak ansigtet helt tæt på altandørens rude, der var en svag sprække mellem de lodrette gardiner, der gav ham et smalt udsyn til soveværelset. Med den ene hånd gav han sig til at banke en let melodi: Dukduk-duk... duk-duk. En iskold decemberbrise fik hårene til at rejse sig på hans arme, han gned sine hænder mod hinanden for varme og holdt sig omgående om skridtet for intet af det skulle gå hen og fryse af.
Natlampen blev tændt og Renees skikkelse bevægede sig rundt i det svagt oplyste rum. Han trippede utålmodigt på sine nøgne fødder og bed smerten i sine knæ i sig - de havde ikke godt af den kulde.
Andreas kone åbnede altandøren på fuld gab, så hendes hår og gardinerne blafrede filmagtigt i vinden, der grådigt sprang ind i rummet. Hun var iført en af hans lyseblå skjorte og endda et par af hans alt for store løse boksershorts. Skjorten var stoppet ned i shortsenes elastik foran og hendes hår var sat op i en sjusket hesthale, hun så generelt ufattelig øm ud, og det fik Andrea til at grine sammenpresset via næsen.
"Hold din kæft og kom ind, gamle nøgne mand," mumlede hun og lagde sine arme om Andrea i et længselfuldt kram, som gjorde det umuligt for ham at adlyde hendes ordre. Hun duftede af kaffe. "Undskyld for alt det der..." Hendes stemme antydede, at hun kun undskyldte for halvdelen af episoden, da hun mente, at Andrea bar resten af ansvaret. Det var sådan nogle ting, man lærte efter 11 års ægteskab og det var essentielt at kunne tyde den slags for at få det hele til at fungere.
"Jeg var selv uden om det..." mumlede Andrea, der ikke kunne flytte sine hænder.
"Ja du var fandeme." Se selv, tænkte Andrea og gloede ned på sin kone med et falsk såret blik.
"Meget skal man dog finde sig i, hva!" udbrød han drillende og fulgte med hende ind i soveværelset. Det ene førte til det andet, Andrea var ikke længere alene i sin nøgenhed og Renees kinder blev varme. Efter akten lå de forpustede - Andrea mere end Renee - og smilede som forelskede teenagere. Der lå nu en underlig følelse og vuggede i mellemgulvet på ham; orgasmen gav ham lyst til at skrige, smerten i knæet gav ham lyst til at græde og kaste op på samme tid. Han dækkede over smerten med sit smil, gav kun plads til sexlysten.
"Det er faktisk meget smukt..." mumlede han over hendes skulder efter et stykke tid med stilhed, hvor han blot havde holdt om hende - og duttet lidt på hendes bryster, fordi det var en morsom aktivitet, han aldrig blev træt af.
- "Huhnn?"
"Lyset," forklarede han og betragtede den lilla glød ude i horisonten, der sneg sig gennem sprækken i gardinerne.
- "Ha... ja... godnat... Jeg elsker dig..."
"Artanis!" Andreas indre journalist havde tilsyneladende mistet sine tøjler.
- "Hva?" Renee forsøgte at vende sig om, men gav op og blev liggende på siden.
"Ikke noget... bare til en artikel... glem det... Godnat. Jeg elsker dig mere end noget andet."

Ud fra Renees stilhed og den efterfølgende tunge vejtrækning at dømme, var Andreas svar godkendt. Han var inde i varmen igen.