Det lille bid

Den mørke nat var over den unge engel, han tænkte ikke over hvor farligt det var at gå i de gamle gyder, men han havde aldrig været bange for de væsner der nu var i denne verden, han vidste nogle var gode andre var onde.
Det var blot det eneste han vidste om dem, men han var godt ligeglad om han døde, eller måske ikke, han ville nu hellere havde at hans lille bror havde fået en chance til istedet for ham selv, men det var vel bare sådan livet var nu engang.
Englen vidste ikke hvad han lavede her, måske for at komme lidt væk fra alt andet, måske?
Denne engel var Ciel, kun 25 år gammel han døde ved sine 18 år, der omkring i hvertfald.
Hans blik var fast slået på nogle rotter der flygtede da de så ham komme gående med de sorte lædder støvler, den lange sorte lædder jakke han godt næsten nede ved hans hæle, han havde nogle sorte jeans på under jakken, og en sort tank top på.
Man kunne jo sige han lignede alt andet end en engel, da han ikke opførte sig som alle de andre engle, han var ligeglad hvad der kunne ske med ham, og han ja han var vel bare ham, som menneske.
Ciel så op på himlen, et let suk undslap hans læber, han kunne se mange stjerner på himlen, og et let smil kom frem på hans læber, han havde aldrig tænkt over hvor smuk aften himlen var.
Han havde nok aldrig lagt mærke til hvor smuk natten egentlig var, men når han næsten aldrig rigtig kunne komme igang med at komme ud når han havde sin salon, så var hans liv næsten hele tiden inde døre.
Ciel fik gået længere ind i gyderne, til sidst vidste han ikke rigtig hvor han, han ville nu gerne ud af disse gyder igen, men han vidste ikke vejen tilbage, og det var nok et stort problem i hans øjne.
Han tog det roligt med det, og tænkte der nok ville komme nogle og så kunne han jo spørge dem om vej. Han tog en pakke cigeratter frem og tog en smøg mellem sine læber, tændte den og tog et let hiv og pustede let ud igen. Røgen kunne tydeligt ses i himlen nu da det var mørkt og de små lygter der nu hang de forskellige steder lyste blot lidt op i gyderne hvor Ciel gik.
Ciel havde bevæget sig hen til et sted hvor der var en lampe der lyste på en bænk, han besluttede sig at han lige så godt kunne sætte sig på den, nu da han var faret vild i forvejen, så hvorfor ikke bare sætte sig ned og vente på nogle kom.

Uden at vide hvorfor så var der perfekt vejr denne aften til at gå på jagt.. Det var længe siden at vampyren som det væsen han nu var havde fået noget ordentlig ædelse. Hans øjne hungrede efter blod.. Hvad son helst der nu kom ind for hans rækkevidde kunne friste ham til at gå ud efter byttet. Det kunne vel ikke skade at han blot tog en aften ind i mellem og dræbte nogle for at overleve?... Den politik var nogen nok imod.. Men Lucca som denne vampyr hed med sin blege kolde hud der gav et glimt af skønhed... Strejfede rundt mellem gyderne, et hvilket som helst dyr kunne ende med at komme frem fra sit skjul.
Et skævt smil dukkede frem på læberne mens at han havde et obdskabsfuldt blik i øjnene, Lucca blev ved med at smile og som et offer kunne man anse hans hugtænder hvis man var tæt på. Han havde en hvid tank top på som var lidt slidt med udtørrede blodpletter der havde været der længe... Udover det havde han almindelig bukser på og fine sorte herre sko, der var meget enkle og dog spidse for enden.

Ellers havde han ikke noget overtøj på, mens at man kiggede på hans tøj så sad hans blonde hår altid som det gjorde, klassisk frisure til mænd efter hans egen mening, selvom han var en gammel vampyr. Pandehåret sad til den ene side samtidig med at han stadig kunne se med begge øjne. Denne gang havde han ikke sine briller på, de var gemt ned i en af hans bukse lommer hvis han skulle få brug for dem..

Lyden af nogle rotter der kom løbende fik hurtigt hans opmærksomhed mens at han havde fortsat med raske skridt, men kort tid efter satte han tempoet op og endte med at løbe så hurtigt han kunne i en hvis fart hvor selv mennesket ikke kunne følge med... En rotte eller to ville gavne lidt for hans sult. Haps! I løbet af jagten så nåede han at fange tre rotter, en i munden og en i hver hånd. Lucca havde ikke set at der var nogen i nærheden så han tog bare for sig og begyndte at spise... I skjul lagde han dog en rotte ned i sin ene bukselomme mens at den stadig var levende.. Rotten løb ingen steder da den så forvirret rundt, Lucca spiste færdig af de to andre rotter mens at han satte sig ned på hug ikke så langt væk fra en gyde hvor der nok befandt sig en bænk...

Ciel tog et let hiv af smøgen igen, og pustede lettet ud.
En mærkelig følse kom op i ham, som han altid havde det når han mødte en dømon eller vampyr, han vidste ikke hvorfor, men der var noget i nærheden, men hvad?

Han så let forvirret til begge sider, men der var kun mørkt, og få lys glimt af de lamper der nu var, men ellers var der intet andet end mørkt. En tanke kom ind i hans hoved *Hvad nu hvis det ikke er en god ide og sidde ned?* Tanken stej ham til hovedt. Så han besluttede sig for at bevæge sig lidt igen.
Ciel fik rejst sig op fra bænken, og gik lettere videre fra der hvor han var kommet fra. Ciel vidste ikke hvad der gik af ham, han havde aldrig haft den følse før, han var helt ude af sig selv, og vidste godt det ikke var godt at være ude om aftenen, men han kunne bare ikke lade hver, da det var der man havde fri, og kunne finde sig selv.
Han tog et let hiv igen af sin smøg, og pustede lettet ud.
Han stoppede op, da han hørte noget som lød som noget der spiste?
Hans blik førte sig til den ene side af den gyde, som han havde tænkt sig at gå ned af, og da lydene kom derfra ville han nok hellere fortrække at gå lige ud og fortsætte den vej, istedet for at gå den anden vej.

Han snurrede rundt på sine hæle på sine sko, og fik ikke gået et skridt igen, han ville ikke, eller hans krop ville ikke, en kold sved dråbe gled ned af hans ryg, og et lettere lille gys kom igennem hele hans krop.

Lucca hørte med det samme nogle fodtrin og han stoppede derfor med at spise og smed de små døde rotter ned på jorden udover den sidste godbid som lå i hans bukselomme. Han gik få skridt tilbage for at komme lidt væk fra den ækle lugt så han måske kunne opsnuse hvem der nu var i nærheden.. En kuldegysning for igennem ham da en stærk og bekendt lugt strejfede hans næse.. *kan det være rigtigt?*, Lucca var lidt forvirret over dette, og kunne ikke tro at der var en engel til stede... Det var lang tid siden at han havde mødt en.. Alt for længe siden desværre..

Han hævede det ene bryn og førte samtidig sin ene hånd ned i den bukselomme hvor der befandt sig en levende individ til en rotte... Med et kort strejf kælede han for den med sine fingrespidser.. Mens at han overvejede hvad han skulle gøre... Skulle han sætte rotten fri og gemme sig selv?... Eller blot spise videre? Glemme alt om englen eller gå til angreb på denne engel? Han kunne ikke finde ud af hvad der var smsrtest... Desuden hvad lavede en engel ude så sent som denne aften? De var vel kun fremme om dagen?? Eller havde Luca fået den forkerte teori?? Han rystede kort på hovedet og blev ståede hvor han var... Da han kunne mærke at englen faktisk var tæt på..

Alle vampyre kunne læse tanker, hvis de ville og den evne havde Lucca taget til sig. Han havde hørt engels tanke... "Hvad laver du her englebarn?" spurgte han hæst og rømmede sig. Det var ikke meningen at han ville skræmme englen... Eller var det?..

Ciel hørte en hæs stemme, han vidste ikke hvad eller hvorfor, men denne stemme gjorde noget ved ham, et let gys kom igennem hele hans krop som om der var noget som bare ville dræbe ham, eller blot bare komme efter ham.
Han vendte sig stille om til der hvor stemmen kom fra, han så med øjne som han ikke vidste hvordan var, han var lettere forvirret over hvad der var med denne stemme. Men han vidste hvad han var. "Blot ude for at gå en tur" Sagde han roligt, han vidste intet tegn på frygten for hvad det var der gemte sig i de små skygger, eller hvem det var som spurgte ham.
Englen så blodet på noget af vejen, han bakkede et let skridt tilbage, men blev nu mere nysgerrig efter hvad det var, der havde gjord dette.
Han tog sig sammen for at finde ud af hvor dette blod kom fra, han gik en smugle tættere på. Da han var tæt nok på så han de døde rotter som lå, halvt spisende?
Ciel så ind i det sorte, og vidste hvad han havde med at gøre nu, en vampyr, han havde nok tænkt på denne fornemmelse af at der var noget i nærheden af ham selv, og han havde gættet rigtig der var en vampyr, men han var på en måde bange og på den anden side heller ikke bange.
"Du vampyr" Sagde han lettere forvirret. Da han ikke vidste hvad han skulle gøre af dette.
Englen bakkede tilbage fra skyggen og ud i lyset, hvor han vidste at han kunne se vampyren, hvis han skulle komme frem.
Men stadig han havde ingen parrader oppe for at forsvare sig selv, han havde intet oppe som om kroppen blev styret, eller var han blot bare i chok over dette syn af døde rotter der lå halvt ædt på jorden.

Lucca så det vel lidt som respekt til at denne engel lød bange i det, når han talte. Et mindre grin undslap fra hans læber, mens at han stadigvæk blev stående på sin plads ,,Jeg havde nu troet at du ville se mig som et menneske.." sagde han og rømmede sig
,,Men jeg er nu imponeret over at du allerede ved besked.. det er sikkert nok min lugt der afsløre mig, ligesom med din lugt der gjorde at jeg lagde mærke til dig.."

Han vidste ikke ellers hvad han skulle sige til det som knægten havde sagt?.. Han trak sig på skulderen og overvejede hvad han nu skulle gøre ,,Er engle ikke så bange for vampyrer, at de i sidste ende vil stikke af så hurtig de nu kan?", spurgte han så da det egentlig undrede ham at englen ikke prøvede at flygte.. komme væk i en fart. Da englen sådan set kunne ende med at miste livet.. Men på den anden side så kunne vampyrer også være bange for engle, det kom an på så meget..

Lucca kiggede hen på englen og hævede det ene øjenbryn, ville englebarnet have at han skulle følge efter? Siden at han sådan flyttede på sig? Han smilede lidt mens at han dog holdt sig tilbage i nogle minutter inden at vampyren besluttede sig for at gå tættere på englen. Lucca ville selvfølgelig huske på at holde en vis afstand, da han ikke lige vidste hvor klogt det var angående med at stå overfor en engel.. medmindre at det i sidste ende kunne være at han kom til at smage hans blod.. det kunne blive det helt store.. for Lucca. Han slikkede sig hurtigt om munden bare ved tanken.

,,Der kan være en konsekvens ved dette møde.." mumlede han nærmest

Englen vidste udemærket godt at det kunne være farligt, hvis denne vampyr han stod for ikke havde helt styr på sin tørst, men havde alle vampyrer ikke problemer med det? Han vidste det ikke rigtig, han håbede lidt at det ikke ville ske ham noget, men englen kunne nu også forsvare sig over for denne vampyr, men det kunne blive let farligt over for ham.
"Det mere blodet jeg kunne genkende" Sagde han lettere forvirret, men han var vel bare tilfreds med at han gættede rigtigt.
Englen så at vampyren rejste sig, og tog blot et skridt tilbage, men han var ikke rigtig bange, men på en måde også, og nysgerrig på samme tid, han vidste ikke meget om vampyrer, men håbede lidt at han kunne finde ud af noget mere hen af vejen da?

Ciel havde taget beslutningen, selvom det kunne være farligt og fortælle sit navn til en vampyr, men han stolede vel på en måde på denne vampyr, og regnede med at vampyren ville pressentere sig selv også. "Jeg hedder forresten Ciel" Sagde han efter noget tid, og et let buk kom fra ham, men dog tog han bukket tilbage, da det nok var lidt for fint.
Han håbede det gik indtil videre.

Blodet?... Det havde han ikke tænkt på.. selvom han var en gammel vampyr omkring de 200 år, så burde han have husket det, han vidste det godt, men nu når man også var så gammel så gav det jo mening.. Men var der ikke nogen som havde sagt at man kunne få erfaring hele vejen gennem sit liv? Han kiggede sig omkring inden at han besluttede sig for at træde hen foran denne engle, hvis navn han ikke kendte, som han dog fik at vide ret hurtigt ,,Lucca", svarede han med et lille smil. ,,Dit blod.. afslørrede dig nu også" sagde han kort tid efter, da han ikke vidste hvad han rigtigt skulle sige. Han rømmede sig og rakte sin ene hånd frem som en venlig gestus. ,,Det ville nok have været en frækhed, hvis jeg spurgte om jeg måtte.." han stoppede lidt med at sige slutningen på sin sætning og kiggede ned mod jorden.

,,Ciel.." mumlede han for at gentage hans navn, det var noget pænere end hans eget.. Lucca..
Han bed sig lidt i underlæben, hvis det var muligt, ville han nok rødme, men det var jo umuligt, efter at han ikke længere var et menneske, et levende individ. Da det var dem som bar følelser og ikke et koldt blodigt væsen. Det var lang tid siden at han sidst havde set en engel.. Han så nok sidst en engel omkring den tid, stort set efter at han var blevet forvandlet, bidt af en anden fuldblods vampyr. Alle disse minder begyndte at poppe op i hans hoved, mens at han tænkte over sin fortid.

Englen vidste ude mærket godt at vampyrer kunne lugte ens blod på lang afstand, da det var det der gjorde de kunne jage deres bytte bedre.
Han så over på ham, da han luttede til hvad denne Lucca af en vampyr ville sige til ham, men han stoppede, det forstod den unge engel ikke, det var noget han var lidt overresket over.
Han hævede det ene øjenbryn, men dog da han så at Luccas hoved forsvandt ned i jorden, blev han dog lidt, med hvad der skete.
Det gjorde den unge engel lidt mere nysgerrig efter og vide hvad der egentlig skete inde i vampyrens hoved.
Englen hævede sin hånd lidt, men fortryd så dog sit valg, og lod hånden falde ned og hænge igen, han gjorde det få gange, men fortryd hele tiden, noget inde i ham sagde bare nej, som om det var en dårlig ide og være sammen med denne vampyr.
Men englen vidste ikke godt af dette, han vidste godt de var farlige, men ikke at de kunne være meget tørstige af blod.

Ciel fik taget sig sammen, og fik sin hånd op til Luccas hage, og hævede hans hoved op så de fik øjenkontakt, et blidt smil var på englens læber. "Du skal nu ikke blive trist i mit selvskab" Sagde han med et let grin efterfulgt.
Englen elskede og være glad, og det triste humør ødelagde altid hans varme smil til folk. Derfor var han meget med at folk ikke måtte være triste eller være helt ude af sig selv, selvom han sagtens kunne klare det, men han kunne bare ikke lide det.
Englen så blot ind i de kolde øjne på vampyren, han forstod ikke at sådanne øjne kunne være så sorte og kolde, helt forladt af nogle følser og lystelser.
Englen kunne ikke forstille det, og kulden ved hans fingre fra Luccas hud, gav et let gys igennem hele englens krop, men dog, var han mere glad for at han fandt en, men stadig, han forstod ikke hvordan og hvorfor folk ville være vampyrer eller blive til en, for de mistede jo alt, følser, lystelser, den varme krop, ens liv blev et natteliv, man blev nød til at myrde.
Englens tanker tog fadt, og en let rystelse på hans hoved gjorde at han kom tilbage "Undskyld jeg tænkte blot over noget" Sagde han munteret med et blidt smil på læben.