evening at the lake.

Sted: Søen La marécage, Den "pæne" side.
Tid: Omkring 21:30
Vejr: Klar himmle, Mild blæst, Lidt køligt.

Omgivelser: Skoven ligger sig i baggrunden, Eller er den ikke rigtigt nogen omkring hende. Hele området er mørkt.

Påkædning: Mørk lilla T shirt, Sorte tæt sidden bukser, og en lang åben sort jakke..
Det storte hår er sat tilbage i en lang heste hale der går lidt længere end midten af ryggen.



Zhadalina kommer stille roligt ud af skoven og går ned mod vandet..Nogen få dråber af dyre blod drypper fra hendes mund..Hun vasker sit ansigt i vandet og sætter sig ved breden...Hun sætter sig skævt med vandet på hendes øjre side..Så hendes blinde øje kikker ud mod skoven...

Hun sidder det nogen tid før hun beslutter sig for at ligge sig ned og nyde det kolde vejr..Hun tager hænder bag hovedet og kikker op mod natte himlen...Et tydeligt smil dukker op på hendes læber...

Der var ved at være mørkt, hvilket fik mange af Terre's væsner til at gå indendørs og hygge sig foran deres tv, men ikke hende. Måske var det også fordi hun kun var sig selv. ingen forældre, ingen kæreste, ingen ting. Med rolige skridt gik hun ned mod søen. Hun havde musik i sine ører, hvilket kunne ses på den måde hun gik, men også fordi hun gik og sang med på sangene hun hørte.

" One final fight, for this tonight.
Woah...
With knives and pens we made our plight."

Hun elskede det band og hørte dem stort set konstant, hvilket var grunden til hun kunne deres sange. mange ville ikke snakke med hende, fordi hun var som hun var, et udskud, som de kaldte hende. Hendes sorte hættetrøje sad løst omkring hendes spinkle overkrop, de stramme slidte jeans sad flot på hendes ben og de slidte converse stod godt til resten af hendes alternative stil.

Hun fortsatte ned mod søen, uden så meget som at se om der var nogle, der måske skulle have lagt sig på lur i buskene eller oppe i træerne, hun var egentlig også ligeglad. Hun vidste hun var en af de svage, hvilket var grunden til hun ikke ville gøre modstand, for hun ville intet kunne gøre alligevel.

Zhadalina hørte nogen træde på en græn...og satte sig op..Hun kikkede ud mod skoven..Lukkede øjne...Hun frinste over at høre nogen komme syngene...

Hun gik stille og roligt mod skoven igen..så en menneske komme gående mod søen...Hun ventede i udkantent af skoven på hende....Hun hoppede op i et træ og satte sig ud på en græn og ventede på mennesket...

Så snart mennesket gik forbi hende og eller så hende ville hun sige "Hej!" Så nu ville hun bare vente på mennesket....
Hun forsøgte ikke at gæmme sig, Hun sætte sig på en venlig måde..Hænderne bag ryggen og brugte dem som sætte mod træet..næsen op af og kikkede på himlen...Hendes smil var der i nu..

Hun stoppede kort op og stoppede sin musik, tog headsetet ud af ørerne, så hun kunne lytte til lyden af vand og lydene fra skoven. Hun slappede mest af på den måde, men hun skulle også være på vagt, hvis nu der var nogle der ville angribe hende. Hun så op i de forskellige træer og opfangede en mørk skikkelse i et af dem, men regnede bare med det var en kat eller en fugl.

Hun gik ned til kanten af søen og sukkede så. Hun ville sådan ønske hun kunne hoppe ned i det og svømme en tur, men hun kunne ikke svømme, hun havde aldrig lært det og gjorde det sikkert heller ikke indenfor den nærmeste fremtid, da hun ikke ligefrem havde tonsvis af venner, hvilket sikkert også var en af grundene til hun søgte her ned til søen for at være sig selv.

Hun lod en hånd glide gennem sit lange leverpostejfarvede hår med de lilla spidser og udvalgte et træ som hun satte sig op af og så udover søen.

Mennesket havde sat sig lige under træet hun havde sat sig i!!

Hun tænkte hvordan mennesket kunne over se hende...
Hun tænkte over om hun skulle fortrække mennesket, Eller lade værre...
Mennesket havde været nede ved vandet og var gået herover...

Hun hoppede ned fra træet..Og hoppede frem af..Landende godt fire meter fra træet...Men hun landende næsten lyd løst..
Hun vendte sig om mod mennesket...Hun nejede for hende..da hun reste sig op...

Hvordan mennesket havde reageret havde hun ikke set i nu..Men hun smilede til mennesket og sagde "Halløj...Skøn himmle vi har i nat ikke?" Hun kikkede op mod himlen igen..Hendes smil blev lidt større da hun fik øje på den igen..
Hun frinste glad en lille smulge sammetid med hun kikkede mod mennesket igen..

"Hov..Ehh..Nu har jeg ikke fortrækket dig vel?" Zhadalina søgte øjenkontakt med mennesket...Hun tænkte ikke over at hun vidste sine tænder..

Hun så op i et ryk da hun så et foran hende, hvor var hun kommet fra!? Hun var der lige pludselig, hun var der ikke for nogle minutter siden, eller var hun? Hun rejste sig forvirret op og støttede sig febrilsk til træet. Hun holdt nærmest om det, som om hun frygtede træet ville løbe fra hende. Hendes øjne flakkede fra side til side da hun så kvindens tænder. HUN VAR VAMPYR!

" Uhm.. Jeg... Uhm" Hendes stemme hakkede, hun ville egentlig helt løbe væk herfra, men hendes nysgerrighed og kvindens venlighed holdt hende fra det. " Jeg er nem at skræmme... Men jeg er jo trods alt også bare et menneske" sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Kvindens smil fik hende til at give slip om træet, som om at det gjorde hende mere tryg at kvinden foran hende smilte og fniste en gang i mellem.

"Bare et menneske!? Nu har jeg også hørt det..Mennesker er noget man bare siger bare til..I har opnået virkelig meget!! Men jeg siger mange gange unskyld for at skræmme dig, Ville bare give dig et lille shock, Men jeg undskylder" Hun friste før hun ændrede sin stilling eller noget andet..

"Må man spørge dem om hvad de laver her ude, Helt alene..Nej..Er nok ikke noget jeg må høre om alligevel..Men skønt! vejr vi har i nat..." Zhadalina havde stadig et stort smil på.."Nu er man endelig hjemme igen..Og så sådan en skøn nat!"

Hun kikkede op mod himlen...Enhver kunne se hun var lykkelig med det syn hun havde over himlen..Hun begyndte at grine en smulge.."Minder mig om den gang jeg var her da jeg var ung..Eller..Mit Sind var ungt..Uh..Uhøflge mig..Mit navn er Zhadalina."
Hun nejede igen..."Må jeg være så uhøflig og spørge om dit?"

Zhadalina vendte sig om og kikkede ud mod søen, meget kort tid..Så vendte hun sig om og søgte øjenkontakt igen med mennesket..Hendes smil var stadig meget stort..Tænderne var stadig fremme..Hun gav det stadig ikke en tanke..