Curiousity killed the cat.

Sted ~ Et sted inde i skoven, Forêt. Nøjagtigt hvor er han ikke selv helt klar over.
Vejr ~ Det blæser en halv pelikan udenfor, og det er ikke specielt varmt.
Tid ~ Den må snart være cirka et, om natten, plus - minus.

En voldsom blæst fik de, efterhånden nøgne, trækroner til at svaje faretruende, og gjorde sit bedste for at få rusket de sidste rødbrune blade af de krogede kviste, nu hvor efteråret havde trådt ind. Et gulligt løvblad blev fejet hen ad den tørre skovbund af et kraftigt vindstød, hvirvlede op i den friske luft og ind foran øjnene på et af de væsner, der luskede rundt ude i skoven. Med en hud så mørk som natten faldt han næsten i ét med omgivelserne, og havde det ikke været for det hvide, nærmest selvlysende hår, der blev lyst op af månens dovne, matte skær, havde det været næsten umuligt at få øje på ham, hvis ikke man var klar over hans tilstedeværelse. I et snuptag skød hans arm ud i luften som en giftig klapperslange, og han fik med nød og næppe fat i stilken på det gulgrønne blad, som han for en kort stund stod og studerede med hovedet tiltet til den ene side og et nysgerrigt blik i de sorte øjne, med den himmelblå iris. Den hidsige storm rev i hans grå-hvide hår, fik det til at flyve i alle retninger og sørgede for få hårstråene filtret godt ind i hinanden, så han senere kunne døje med en kæmpe hårknude, der ville være et helvede at få ret ud; men det var nok den mindste af hans bekymringer. Fraværende, løsnede han sit tag i bladet og lod det surfe afsted på den næste vindbølge, der førte det endnu længere ind i den mørklagte skov, ind imellem de tårnhøje træer, som alle så ens ud og derfor gjorde det en del sværere at finde rundt. Han følte, at han konstant vandrede rundt i ring og syntes ikke rigtigt at komme nogle vegne. Var han ikke allerede gået forbi dét træ? Et opgivende suk fandt vej ud mellem hans halvt åbne mund, idet han kørte en hånd henover træstammens hårde, ujævne bark, og standsede i et minuts tid, scannede området for at få dannet et bedre overblik over hvor han befandt sig, og selvom han normalt ikke havde nogen som helst problemer med at finde rundt, så måtte han erkende, at han nok var faret vild. Måske var det på grund af sæson-skiftet; skoven så fuldstændig anderledes ud, når det var efterår, end om sommeren, hvor alle planter var sprunget ud, og der var grønt over det hele. Nu, ja nu var der ingenting - den var helt tom. Træerne så helt forpinte ud, som de skuttede sig, da endnu en kraftfuld blæst skød henover de halvnøgne toppe, og buskene var der heller ikke meget ved, pånær et par enkelte, brogede kristtjørne. Skønt det ikke var bedre om vinteren, var det alligevel bedre, efter hans mening - de så li'som ikke helt så bare og nedtrykte ud, når de havde fået en kåbe af sne på. Hans tankespind faldt straks fra hinanden, og blev lagt væk, bag i hans hoved, da han skimtede noget, der lå gemt væk bag et par forældede, syge birketræer, og uden at tænke mere over det, ændrede han spontant kurs med fronten rettet imod dét, som han skød på var en form for hytte, måske bare et skur. Det så ikke specielt stort ud, derfra hvor han stod, i hvert fald. Hvorfor var det placeret her, midt ude i skoven? Nyfin af natur, bevægede han sig på listetæer, og med et vågent blik, tættere på den sære træhybel, var enormt forsigtig med ikke at komme til at træde ned på en afknækket kvist, eller andet, der kunne afsløre hans tilstedeværelse. Det så ikke ud til, at der var nogen hjemme. Der var i alt faldt intet lys at se i vinduerne, men det var selvf. heller ikke alle, der var natte-væsner.
En sagte, skinger knirken, fra de rustne hængsler, kunne ikke undgås, da han varsomt trykkede håndtaget ned for dernæst at lukke døren op, der til hans held, ikke var låst. Boede der overhovedet nogen her? Det virkede pænt forladt, men han tøvede dog en kende med at træde indenfor, i det lille hus. Med ørene på stilke, og sammenknebne øjne der skøjtede rundt i lokale, tog han det første skridt over på den anden side af dørtærsklen, og skubbede døren i ved at læne ryggen op ad den. Musestille trippede han henover gulvet på tåspidserne, var næsten gået helt ned i knæ, så han havde nemmere ved at kunne skjule sig, omme bag ét eller andet, hvis nu det skulle hænde, at det viste sig, at det var andre i hytten end ham. De lændeklæde-agtige shorts dækkede ikke ret meget, og med knoerne sat mod, det der måtte være stuens, gulv, og nogle lange, uredte totter hår hængende ind foran ansigtet, kunne han nemt forveksles med abernes konge, Tarzan. Der var ingen problemer med at se, i det buldrende mørke der ellers herskede i den tomme stue, eftersom han som alle andre sortelvere var blevet tildelt gaven, at kunne se i mørke, ved fødslen. Derfor, kunne han hurtigt konstatere, at her ikke var et øje - ikke i det rum at least. Lidt mere sikker end før, rejste han sig langsomt mere og mere op, indtil han stod med ret ryg i sin fulde højde, som omtrent måtte svare til cirka 2,15 meter, og begav sig videre, tilbage til starten af stuen, hvor han stødte på en ny dør, der stod på klem. Han puffede forsigtigt til den med en finger, så den åbnede sig, bare en anelse mere, nok til at han kunne se ind og nåede fluks frem til at det måtte være køkkenet, da han syntes at spotte et komfur. Heller ingen dér, og der var endnu helt lydløst, hvilket fik ham til at hoppe til den konklusion, at stedet var forladt. Sortelveren åndede svagt, men lettet ud, idet han travede gennem stuen for anden gang, ned til endevæggen, og lukkede hånden rundt om et håndtag på en helt tredje dør, denne gang noget mere distræt og ikke nær så påpasselig, som de foretagende gange. Hans åndedræt var også blevet en del tungere, og mere afslappet end før, men det varede ikke længe, for så snart han var kommet ind i det ukendte værelse, snappede han kort efter vejret og holdt det efterfølgende. Med vidt opspærrede øjne stirrede han hen på en spinkel skikkelse, stod som lammet med armene stift ned langs siden og en skræmt maske malet i ansigtet, som var han frosset til is på ét sekund. Den fredsfyldte vejrtrækning lod ham vide, at vedkommende sov, og selvom alle hans indre alarmberedskaber fortalte ham, at han skulle se at komme ud derfra i en fart, så rørte han sig ikke ud af flækken. Det var som om, alle hans bevægelige legemsdele var blevet låst fast, paralyseret, og nægtede at adlyde. Det eneste han kunne gøre, var, at se på hende, og jo længere tid han betragtede hende, jo mere havde han lyst til at komme endnu nærmere. Han ville helt tæt på; og uden flere spekulationer og grublerier, sneg han sig hen til kanten af sengen, fortsat med blikket limet til hende. Gad vide hvad hun var for en? Ikke en af hans slags, det var stensikkert. Men, hun havde af en eller anden uforklarlig grund en underligt dragende effekt på ham, som var hun en pluspol og han en minus. Dybt fascineret studerede han hende, nu på nært hold, efter at have bukket sig ind over hende, kildede hende let på næsen med de lange hårlokker, som han hurtigt fik strøget om bag det ene unaturligt spidse, piercede øre, hvorpå han løftede en hånd og førte den hen mod hende, skulle liiige til at røre hende, men stoppede så op i bevægelsen ...

Der var så stille. Intet andet end en vind blæste sig vej gennem det tomme landskab der var blevet skab af drømmendes tankespind. Der var ørken tørt over alt. Ikke et eneste individ at få øje på i miles omkreds. Solen stod højt op himlen og varmen stegte den lille pige med det lange brune hår der som den eneste stod midt i det hele. Hun følte dog ingen hede. Og ingen smerte. Kun en dyb forvirring der gravede sig langt ind i hende. Hvor var hun? Det føltes så virkeligt. For virkeligt til at være andet end fantasi. Hun så ned af sig selv. Ikke et eneste stykke tøj dækkede hendes nu nøgne krop. Hun følte sig ikke forlegen og hendes arme forblev hængende ned langs siden. Det fortvivlede blik vandrede blot videre. Så sig fra side til side. Intet andet end et område der nærmest var blevet tager ud fra en vestern film. Utroligt. Men hvad lavede hun her? Hun trak vejret stille og roligt og uden at sige noget vidste hun at hendes stemme ikke ville nå frem. Som var hun ikke mere omgivet af ilt.
En pludselig lyd fik hende til at vende sig om meget hurtigt. Hun så med det samme stationen. Og det store gamle lokomotiv der stod og ventede på hende. Det havde ikke været der før. Ellers ville hun have kunnet høre hornet før nu. Det hylede på livet løs og kaldte på hende. Hun tog langsomt og forsigtigt et skridt frem ad. Kom tættere og tættere på toget. Stadig ikke et øje. Ikke engang i toget. Hvor ville det tage hende hen? Der stod intet navn på toget. Og heller intet på perronen. Hun stoppede op lige foran den indgang der var ment til hende. Hun så ind i toget inden hun greb omkring gelænderet og..

Med ét blev Amelia trukket ud af drømmen der havde forfulgt hende siden hun havde smidt sig i sengen noget tid tidligere. Langsomt begyndte hendes hjerneaktivitet at gendanne en sand virkelighed for hende og hun følte hvordan hun genvandt bevidstheden. Hendes fredsfyldte ansigt fortrak sig ganske kort og en mindre utilfreds lyd kom fra hendes lukkede mund. Hendes krop bevægede også på sig og dynen blev trukket mere op omkring hende. Men det ene ben der havde ligget oven på blev liggende. Hendes øjenlåg sitrede en smule og det kønne ansigt fortrak sig igen. Lige inden at det faldt helt til ro og man skulle tro hun igen var faldet hen i en lykkelig søvn. Det var så der at de dybe hasselnødbrune øjne kom til syne. Bare lidt. Så lukkede de sig igen i et blink inden de åbnede sig helt. Så direkte mod dette væsen der stod lænet ned over hende. Det tog lidt tid for hende at fatte hvad der foregik og hun nåede lige at få lagt sit hoved lidt spørgende på skrå inden den forventede reaktion kom frem. Øjnene blev spærret godt op og forskrækkelsen spredte sig hurtigt i hende. Skjulte sig i hvert fald ikke. Og kort efter blev hendes bløde læber skilt ad og et skingert, dog syngende, skrig forlod hendes strube. Meget panisk begyndte hun at fumle sig vej ud af sengen. Modsatte kant end den denne person havde stillet sig på. Godt viklet ind i dynen endte det i en mindre katastrofe. Hun fandt først vejen ud af kludret idet hun på en eller anden grund væltede ud af sengen med et ordentlig BUM.
Med en skælvende krop tittede hun forsigtigt frem igen. Prøvede stadig at skjule sig fra denne fremmede der havde indtrådt hendes hjem. Og havde det været hans hånd hun havde set nær hende? Med det bløde hår faldet ned foran hendes ansigt og øjnene der endnu bare stirrede forskræmt lignede hun blot en ubeskyttet dådyr unge. Eller bare et lille barn der var blevet væk fra hendes forældre. Hvem var det? Eller hvad var det hun så på nu? Huden var så mørk at hun knap kunne kende forskel på ham og mærket. De lysende øjne og det snehvide hår. Hun havde i sandhed aldrig set noget lignende. ”Kom…Kom ikke nærmere..” stammede hun med den blide stemme hun besad. Igen som perfekte toner. Under den store hvide skjorte kunne nemt ses hendes brystkasse der meget hurtigt hevede og sank i hurtige vejrtrækning. Endnu påvirket af forskrækkelsen.

Et chok-stød skød gennem ham, i selv samme sekund som den fremmede ungt-udseende pige rørte på sig, i sengen, og han stivnede omgående, da hendes øjenlåg blev slået op og afslørede et par dybe, brune øjne, der straks blev rettet imod ham. Mindst så forfærdet som hende, specielt over det skingre, tøsede skrig, sprang han nærmest op, som en spændt fjeder, og bakkede instinktivt bagud, væk fra det ukendte væsen, indtil hans ryg stødte mod væggen. Med, om muligt, endnu større øjne stirrede han skræmt på hende med skrækken malet i det natte-sorte ansigt, og træk vejret med så stille han nu kunne, udelukkende gennem næsen, som om, at hvis hun ikke kunne høre ham, ville hun heller ikke kunne se ham; men sådan forholdt det sig – desværre – ikke rigtigt. Hans brystkasse løftede og sænkede sig mindst så markant som hendes, og hans hjerte galoperede afsted, så hurtigt, at det på et tidspunkt føltes som om, det snart ville hoppe ud af brystet på ham. Mest af alt følte han sig som en hjælpeløs hjort, der kun var få sekunder fra at blive kørt over, af en stor lastbil, som blændede ham med dens skarpe forlygter - hvilket tilsyneladende også dækkede meget godt over, hvordan hun havde det.
Det gav et sæt i ham, da hun pludselig røg ned fra sin seng og endte fortumlet nede på gulvet, viklet ind i dynen, og hvis det ikke havde været fordi han var blevet totalt paralyseret, havde han drønet hen til den brunhårede pige, for at hjælpe hende op. Sortelveren vrikkede kort med de spidse, trekantede ører og så på hende med endnu større nysgerrighed end før i blikket, idet en mild stemme lød fra hende i form af nogle ord, som han først ikke helt forstod, men det var egentlig heller ikke nødvendigt - måden hun sagde det og hele hendes udstråling, fortalte ham, at han ikke skulle komme for tæt på. Hun så bare så lille og sårbar ud, så det var svært ikke at gå hen og lægge armene rundt om hende, men det lod han selvf. være med; han ville ikke skræmme hende mere, end han gjorde i forvejen. Dog, efter en stund med komplet tavshed, vovede han at tage et enkelt skridt hen imod hunkønsvæsnet, der stadigvæk sad pakket væk i den bløde dyne på værelsets gulv, var gået en anelse ned i knæ, så han ikke var helt så høj som han normalt var, og på dén måde virkede mindre faretruende. Uden at flytte sit blik fra hende én eneste gang, listede han sig uendeligt langsomt derhen af, med hænderne fremme foran sig for at vise hende, at han ikke havde noget i dem, som ville kunne skade hende. "Av-'osto..." Ordet blev hvisket med stor forsigtighed, og han standsede dernæst brat op, cirka en meter fra den, sikkert skrækslagne, pige. "Av-'osto, av-'osto... goheno nin, av-'osto..." blev han ved med at sige, stadigvæk med de skyblå øjne fikseret på hende, studerede enhver detalje på hendes ansigt, og skulle liiige til at gentage det eksakt samme som før, da det gik op for ham, at hun højst sandsynligt ikke forstod et kuk af det, han sagde; men hvor skulle hun også have lært dét sprog fra? Skønt det ikke var hans modersmål, men en mere almen, kendt form for elvisk, var det de færreste der kunne det, og hun var åbenlyst ikke en af dem. Dhûrion tiltede hovedet en smule til den ene side, hvilket fik et par af de hvide, bølgede lokker hår til at flyve ned foran øjnene, og dér blev det hængende i et stykke tid, inden han førte en hånd hen til hårtotterne, og smed dem om bag på den bare ryg. Hvad var det, hun havde sagt, før? Det tog ham nogle lange sekunder at finde ud af, hvor dé ord hørte til, men efter en rums grublen fandt han omsider ud af det, og selvom han ikke var en mester i dét sprog, havde han ikke de største problemer i at snakke det, selvom han stort set aldrig brugte det. "Du skal ikke være bange - jeg er ikke fare," forsikrede han hende, gebrokkent, med en fremmedartet, mærkværdig accent og det var ikke alle ord, der var brugt eller udtalt korrekt, men det skulle ikke være et problem at forstå ham, alligevel. "Jeg er ven, ikke fjende," tilføjede han og rystede let på hovedet ved det sidste, for at understrege det. Han satte sig fredeligt ned på knæ, overfor hende, og anbragte først hænderne halvvejs på knæene, halvt på lårene, før han lidt efter løftede den ene af dem og lod den nærme sig hende, stille og roligt, alt imens et svagt smil begyndte at sprede sig på de meget mørkegrå læber, for at signalere at han intet ondt havde i sinde.

Tilsyneladende forstod han hende ikke helt til at starte med. Han nærmede sig hende i hvert fald selvom hun meget bestemt før havde forsikret ham om ikke komme tættere på. Hun forholdte stift sit blik mod denne fremmede og hendes hænder sørgede desperat at få viklet dynen bedre omkring sin nøgne overkrop. Det at hun ikke var påklædte gjorde virkelig heller ikke denne situation meget bedre. Hun kunne igen mærke følelsen af at være et offer. Den ubehagelige fornemmelse af kvalme og uklare tanker fløj gennem hende og hendes krop reagerede med at sætte rystemekanismen en tand op. Allerede idet han endte på samme side af sengen som hende begyndte hun at kravle bagud. Søgte tydeligvis længere væk fra ham. Godt nok havde han ikke den der faretruende udstråling men hun følte sig stadig ikke fuldt ud tryg med ham inde på hendes værelse. I hendes hjem. Hvordan var han overhoved kommet ind? Hun havde jo intet hørt. Han ville umuligt kunne have smadret et vindue eller brokket døren ind.
Et chok gik gennem hende idet hun stødte på den kolde mur som afslørede for hende at hun ikke ville have mulighed for at komme meget længere tilbage af. Og hvad hun havde holdt øjeblik nærmede han sig stadig. Han var i hvert fald ikke stoppet. Eller jo. Han havde stoppet op. Men han havde dog over trådt hendes zone af komfort. Man kunne nu ikke helt se på hende at han var for tæt på. Hun havde stadig det samme skræmte ansigts udtryk der udtrykte hendes frygt. Det hele var selvfølgelig traumatiserende reaktioner fra tidligere oplevelser men størstedelen var også den forskrækkelse der var kommet af at vågne med denne person helt oppe i hendes ansigt. Slet ikke hvad hun havde forventet. Hun var ikke direkte vant til at have andre omkring sig når hun befandt sig her i hytten. Hvis det ikke var fordi hun var mere eller mindre lammet ville der meget muligt allerede trille små fine krystalklare tårer ned over hendes kinder. Men det forblev væk i øjeblikket.
Hvad var det han sagde? Amelia forstod intet af hvad der kom ud af hans mund. Ikke noget af det første i hvert fald. Det lød så fremmed og klingende. Som var det blot lyde og ikke et sprog. Men det måtte det være. Et sprog hun ikke kendte til. Hvilket var en mindre sjælenhed. Hun træk sine ben helt op sig som hun pressede sig mod væggen bag sig. Fokuserede stadig på at holde dynen dækkende omkring sig. Det var der at hun igen hørte hans stemme. Så han læber bevæge på sig igen. Og denne gang forstod hun hvad han sagde. Nogenlunde da. Den underlige accent gjorde det svært for hendes hjerne at opfange det helt. Men meningen i hans sætninger forstod hun med det samme. Det lavede nu ikke noget om. Hun blev siddende og stirrede på ham. Trak vejret dybt gennem munden. Prøvede at få styr på sig selv. Med ét blev hendes øjne lukket skarpt i og hendes læber forseglet som hun drejede sit hoved i profil. Det var hans hånd der igen kom imod hende. Og som en hver anden forsvarsløs unge lod hun som om den ville gå væk bare ved at hun ikke kunne se den. Hun ventede nærmest på at den kom i berøring af hende. Men det eneste hun kunne mærke mod sit ansigt var den lette luft der var mellem dem. Langsomt og meget forsigtigt åbnede hun sine øjne igen. Drejede hovedet og så igen mod dette væsen foran sig. Hun opdagede først nu hvordan hans hånd var blevet rakt mod hende. Og ikke ud efter hende. Hun stirrede få sekunder på den inden de brune øjne landede på hans mørklagte ansigt. Det var utroligt hvordan hans øjne skar sig gennem. Hun havde aldrig set noget lignende. Smilte han? Hun trak underligt nok vejret mere roligt. Den intense spænding fyldte ikke rummet mere. Det var nok grunden til at hun fik fundet et mod frem. Hun slap dynen med den ene hånd og med en usikker forsigtigt hen strakte hun sin ene lille hånd hen mod hans. Men lige inden hun nåede den trak hun sin hånd til sig igen som havde hun været tæt på at blive bidt. ”Hve-Hvem er du??” lød hendes dejlige stemme igen. Mindre panisk end før og denne gang kunne man bedre høre dens sandhed. ”Og..Hvad laver..du her?”

Det var et enormt sky væsen, han var stødt på. Det virkede ikke rigtig som om, at hun kunne finde ro, som var hun konstant rædselsslagen for, at han skulle hive en kniv frem, og slagte hende med den; men, på den anden side ville han nok heller ikke selv have været specielt tryg i selskab af en dybt fremmed person, der var brudt ind i hans ejendom. Dérfor, skyndte han sig at trække hånden til sig, samtidig med hende, efter hun tøvende havde ført sin hånd hen mod hans, men var trukket i land, sekundet før hænderne ville have rørt hinanden. Han ville for alt i verden ikke risikere at skræmme hende væk, så han måtte huske på, ikke at forhaste sig alt for meget, og bare tage det med ro derfra. Smilet var forsvundet fra hans mund, og havde efterladt hans ansigt i neutrale folder, svært at aflæse, men det var i det hele taget også svært at få set ham ordentligt an, eftersom mørket og hans hud næsten faldt i ét, som var han en del af natten, hvilket blot var med til at gøre ham endnu mere mystisk, og ulæselig. Præcis som tidligere, tog det ham lidt tid, at fatte det hun sagde, så han sad i en kort stund uden at foretage sig andet, end at se uforstående på hende, endnu med hovedet en anelse på skrå, inden han så lyste op, og åbnede svagt munden for at svare hende. "Dhûrion. Jeg er Dhûrion," præsenterede han sig selv, og knyttede en halv næve, hvornæst han pressede knoerne ind mod sin nøgne brystkasse, med de hvide, påmalede symboler - undlod bevidst at spørge om hendes navn, efter at være kommet frem til, at det nok var bedst, at lade hende selv om, om hun ville fortælle ham det. Igen, han ville ikke være for påtrængende, eller nærgående, men lade hende bestemme tempoet, så han kunne undgå mere ballade. "Jeg er ikke fare," fortalte han atter, som start på svaret til det næste spørgsmål, hun var kommet med, og lod hånden på brystet falde ned på plads. "Jeg kom forbi, og jeg tænkte ikke, der var nogen, som boede her... jeg ville ikke forskrække, jeg ville bare finde en sted at sove," forklarede han, lød næsten som en robot, fordi han holdt pauser efter stort set hvert ord, da han skulle tænke sig godt om, før han talte, hvis det skulle give mening, grundet af at han ikke var vant til at bruge samme sprog som hende. De blå øjne havde stadigvæk ikke sluppet hende af syne, og der var ikke én eneste stump af hende, han ikke havde fået scannet grundigt og lagret i sin hukommelse; selvfølgelig med undtagelse af dét, der var dækket af dynen, og som hun tilsyneladende havde tænkt sig at holde skjult, indtil han var gået.
Sortelveren satte sig på hug, da han havde siddet en pæn sum tid og bare set på hende, hvorpå han på ny tillod sig at begive sig en kende nærmere, så han nærmest endte med at sidde halvt oppe på hende, eller i hvert fald bare på et stykke af hendes dyne. Det undrede ham endnu, hvad hun var for en. Han var ikke rigtig bekendt med andre racer, end hans egen, og han havde aldrig så meget som hørt om de ukendte væsner, der levede udenfor hans stammes trygge rammer - som ganske vist ikke var helt så trygge mere; i hvert fald ikke i hans tilfælde. Måske var hun en slags elver? Men, det var svært at sige - der fandtes mange grene indenfor dén race-gruppe, og de så alle sammen forskellige ud, nogle med små ører, der egentlig ikke var meget anderledes end menneskenes, og andres var kæmpe store, langt større end hans. Det var bare lidt svært at dømme ud fra formen af hendes ører, eftersom de var gemt væk bag nogle lange, brune totter hår. Det eneste ved hende, som han var helt sikkert på, var, at hun var smuk - hun var urimeligt køn at se på, og det hjalp ikke just på, at holde ham på afstand. "Findesselya vanya..." sagde han med et sagte toneleje, men kom straks i tanke om, at hun ikke var et elvisk-talende individ, så han fik hurtigt oversat ordene i hovedet, og gentog ordene, bare på et mere forståeligt sprog; "du har flot hår." Der var ikke rigtig så meget i det, udover selve komplimentet. Det var mest af alt for at bryde den tykke is, han følte der var imellem dem, men han havde skam ikke løjet, da han havde sagt det, for som før nævnt, var hun et kønt syn. Dhûrion hævede for tredje gang en af sine hænder, og lod den hænge lidt i luften, inden han nærmede sig hende, med den, og uden tøven kørte han fingerspidserne igennem det nederste af den navnløse piges hår. "Hvad er du?" Selvom det var en smule uklart, skulle hun nok kunne gætte sig frem til, hvad det var han mente. Det var hendes race, han hentydede til, men faktisk også hendes navn - eller bare et eller andet. Noget, skulle han jo kalde hende. Hånden, der stadigvæk lå og hvilede i hendes hår, blev ført op til hende ansigt, som han nysgerrigt, og prøvende, prikkede til. Han var tydeligvis knap så tilbageholdende nu, og såvel som han håbede på at finde ud af, hvilken 'art' hun tilhørte og hvad hun præcis var for en, så krydsede han ligeledes fingre for, at hans mere afslappede væremåde ville smitte af på hende.

Amelia observerede hurtigt at han kom tættere på hende. Så tæt, at hvis han bare lænede sig fremad ville han sidde helt op ad hende. Dog syntes hun ikke helt at gøre det helt store ved det. Hun kunne jo ikke komme længere tilbage og dynene sad så sikkert som den overhoved kunne. Så i sandhed var det eneste hun kunne gøre bare at se op mod Drûrion. Hendes blik var ikke helt så frygtende som før. Hun slappede mere af. Men hun var skam stadig oppe og klar til at forsvare sig hvis der skulle ske noget lige pludselig. Om hun ville kunne nå det var hun lidt i tvivl om. Igen talte han det fremmede sprog. Nu hun tænkte over det kunne hun sagtens høre hvor smukt det var. Og ordene lød skam også mere flydende end når han talte fransk. Tydeligvis var han mere vant til denne form for udtale. Men hvad var det? Hun havde aldrig hørt noget lignende. Oversættelsen kom dog lidt bag på hende. Hendes øjne spærrede sig overrasket op og det tog lidt tid inden hun kunne nå at reagere på det. Hun opdagede ikke selv den ganske svage varme glød der fandt sin vej frem på hendes kinder. Det eneste hun kunne få gjort klart på var det lille smil der stille og roligt voksede frem på hendes bløde læber. ”Tak.” Hendes stemme rystede ikke så meget mere. Og det faktum at han havde rørt ved hendes hår kom slet ikke på tale. Som om hun ikke havde lagt mærke til det.
Hendes ansigtsudtryk ændrede sig så til en mere forvirrende part. Hun skulle lige til at spørge ind til hvad han mente men inden ord kom frem da hun fik taget sig sammen. ”Øh…” Hun blinkede uforstående et par gange inden hun tog sig selv i at bare svare på en tilfældig måde. ”Jeg er.. Amelia.” Om det var hvad han søgte var hun ikke sikker på. Men inderst inde håbede hun. Det var underligt det her. Det var som om denne mand ikke helt var civiliseret i dette område. Var han en ny ankommende? Lige som hendes for mange år? En refleks fik hende til at lukke sine øjne i hver gang han syntes at prikke til hendes ansigt. Og samtidig blev hendes ben trukket mere op til hende. Igen trådte han inden for hendes komfortzone. ”Sto-Stop..” mumlede hun svagt. Ikke bebrejdende men mest som når en person kildede en.
Nu var det så hendes tur til at blive nysgerrig. Efter igen at studeret hans ansigt. Øjnene var hun dybt fascineret af. Men hans hud var også ukendt for hende. Ganske forsigtigt lænede hun sig lidt frem ad. Hen mod ham. Hendes hoved lagde sig let på skrå og de dybe dådyr øjne søgte hver eneste lille ting på ham. Forsigtigt blev hendes hånd løftet. ”Dhrûrion.” Hans navn lå underligt godt i munden på hende og efter blot at have hørt det en gang sagde hun det flydende. ”Hvordan kan det være..” Hun fik kort fugtet sine læber inden hun lod sine små bløde fingerspidser let berøre hans ene kind hvor efter hun kørte sin hånd ned over den og trak den så til sig igen. Igen blev der fremvist et lille sødt smil. Bare det mindste syntes at lysne hendes ansigt op. ”..at din hud er så mørk?” Spørgsmålet kunne hun ikke holde inde mere. Hun så lidt ned på sin hånd som forventede hun at en udtværet sort maling ville stå frem. Hun var selv ikke den største ekspert i væsnerne på Jorden. Selv ikke hans noget spidse øre sagde hende noget. Eller jo lidt. Hun kendte til elvere. Men aldrig mødt en. Hun havde kun læst om dem. Aldrig rigtig vist om de fandtes blandt dæmoner og sirener og alle de andre. Hun kunne altid blive forundret over hvad der fandtes

Hånden blev med det samme fjernet, da hun bad ham om at stoppe sit prikkeri, for ikke at få hende til at ryge tilbage i den utrygge zone, som hun førhen havde været i, nu hvor det lod til, at hun omsider var startet med at slappe mere af, og ikke længere virkede helt så skræmt. Dog blev han siddende, hvor han var, næsten klods op ad hende; dels for at få et bedre billede af hende printet ind i hovedet, men også for at have lettere ved, at få oprettet en eller anden form for kontakt til hende, om det så var psykisk eller fysisk, hvilket ville have været en hel del sværere, hvis de havde siddet i hver deres ende af værelset. Dhûrion havde endnu ikke sluppet hende af syne, men havde derimod konstant blikket fæstnet på hende, og specielt hendes lyse - i hvert fald i forhold til hans - ansigt, som om hun ville løbe sin vej og forsvinde, hvis han så væk i så meget som ét millisekund, selvom det med sikkerhed ikke ville kunne lade sig gøre, uanset hvor hurtig hun så end måtte være. Det var i det hele taget ikke mange af hans muskler, der blev brugt, eller trukket på; han sad musestille, mens han vågede over hver eneste lille bevægelse, hun lavede, skønt det blot var en minimal sammentrækning i den ene mundvig eller et blink med øjnene. Det var noget af det, han var rigtig god til - at lægge mærke til alt ned til den mindste detalje, og det kunne han gøre i flere timer, hvis det var det, der krævedes. Alt den træning - i både dét at være og sidde lige så stille som en sten, samt overvågning - var alle sammen færdigheder, han havde samlet op, under al den jagt på dyr, og hvad ellers, han havde været med til, siden han havde været helt lille. Men, alt det var værdiløst i denne verden, som han havde søgt tilflugt i efter at være blevet smidt ud af sin hårdføre klan, og var blevet nødt til at finde et nyt sted at tilpasse sig hvilket havde været en udfordring i sig selv. Her gjaldt det ikke om at den bedste til at skyde med bue og pil, eller om hvem der kunne klatre højst op i trækronerne. Nej her var der kun én ting, der duede, og som alting roterede rundt om - og den ting var penge. De største og stærkeste væsner havde ikke engang så meget som et sølle ord at skulle have indført, hvis ikke de havde nok mønter på lommen. For, uden valuta, så kunne de ikke købe eller investere i en skid. De kunne ikke komme ind på en gymnasial uddannelse, og få en studentereksamen, så de kunne komme videre på på universitetet, for derefter at læse til at eller andet fisefornemt job, hvor de endte med at sidde og kede røven ud af bukserne for de eftertragtede penge; hvad for et liv var det? Intet. Det var ikke et liv - men for overhovedet at kunne overleve, måtte man skaffe mad, og for at få mad, måtte man have moneter at betale med, og hvis stræben efter penge ikke var et leveværdigt liv, jamen, hvad var pointen i alt det så? Han forstod ikke noget som helst af det, ligegyldigt hvor meget han forsøgte, og det ville han nok heller aldrig rigtigt komme til, for i hans hoved gav det ingen mening, om han så drejede og vendte det en million gange.
Det var første gang, han havde været fraværende i hendes nærvær, så det kom som et pænt chok, da han blev revet ud af sit tankespind, ved at han pludselig kunne mærke et eller andet mod sin ene kind; det var hende. Hun havde ladet spidserne af sine fingre danse let henover den, og det fik ham kort til at smile, ubevidst. Det føltes rart. Hendes hud på fingrene - og sikkert også alle andre steder på kroppen - var utrolig blød, i modsætning af hans, der var blevet noget ru, efter at have boet i skovområdet stort set hele sit liv, hvor han havde skulle bruge til alt, han foretog sig; og der hvor han kom fra, var håndlotion ikke det mest berømte. Amelias, som han omsider havde fået sat et navn på, spørgsmål kom ikke specielt bag på ham - han havde jo heller ikke den fjerneste idé om, hvad hun var. Hvis hun ikke var alt for ukendt med de andre racer, som han var, havde hun nok allerede på nuværende tidspunkt regnet ud, at han var en form for elver - men netop dén slags, han tilhørte, lod det ikke til, at hun havde hørt om før. "Jeg er sortelver. På mit sprog vi kalder os for Drows. Vi er børn af Gudinden Lolth, også kendt som dronning over edderkopperne, på jeres sprog, eller skaberen af kaos. Lolth ejer mange, mange navne," svarede han med en åbenlys undertone af stolthed, såvel som respekt, nærede klargjort en stor ærbødighed for denne spirituelle kvinde, han så, som sin Gud. Han var stille i lidt tid, hvor han bare sad og så på hende, med de lysende blå øjne, der trådte endnu mere frem, grundet af det sorte, de var omkranset af, som nok var et meget usædvanligt syn, hvis man ikke var vant til at omgås hans art. "Og så er vi de bedste, stærkeste og klogeste elvere..." tilføjede han med et selvsikkert glimt i øjet, og hev let på smilebåndet, så et lille, skævt smil banede sig vej henover hans mund.

Elver. Sortelver. Så han var faktisk et af disse fascinerende væsner hun kun havde hørt om. Hun forstod bare ikke hvorfor hun ikke allerede kendte til denne race. For nu hvor hun havde fået sat et navn på hvad han var kom der mere information op end hun selv havde troet hun vidste. Samt alt det han selv fortalte hende i samme smøre. Det var umådeligt dejligt at se hvordan hans udstråling ændrede sig. Hans stolthed skjulte sig ikke. Det var tydeligt at se at han virkelig var sin Gudinde lydig. Selv huskede hun ikke sin oprindelige gud. Eller hvad hun skulle kalde det. Hun havde eftersigende ingen direkte tro. For hun havde ikke tænkt over den slags før. Men over at høre ham begyndte tankespindet at køre. Hun var tæt på at komme frem med afsløringen om sit eget væsen dog tog hun sig tidsnok til det siden det var irrelevant i øjeblikket. Og hun var meget sikker på han ikke ville kunne tro hun var blandt nattens børn. Både med hendes strålende latino brune hud, den uskyldighed og varme der hang over hende samt det faktum at hun sov mens mørket hærgede over landet. Men alligevel var hun komplet ligeglad med hvad han troede hun var for en. Hendes race gjorde jo ikke om på noget.
Amelia’s dejlige smil syntes med det samme at vokse igen efter han sidste tilføjede sætning. Mere synlig og varmere end de andre før. Et sandt smil der kun passede perfekt til hende. Og samtidig lod hun sin hjertevarme latter komme frem. Ganske sagte og kun i et til to sekunder. Som et lille forsigtigt fnis. ”Det må da være synd for de andre elvere hvis I har alle goderne.” sagde hun stille og roligt. Stadig med hovedet en smule til den ene side. Hendes skulder var endelig faldet afslappet ned og hun sad ikke så anspændt som før. Selv hendes hår så ud til at slappe mere af som de faldt blødt ned over hendes skuldre. Hun slap igen dynen med sin ene hånd for at få strøget en lille vildfaren hårtot væk sit ansigt. Hun var hundred procent sikker på hun ikke var den eneste person der kunne blive generet af bare en smule hår der gik ned over hendes ansigt. Dog virkede det ikke som om at totten selv gad forblive væk eftersom den atter fandt sin plads tværs ned over hendes kønne ansigt. Og den samme bevægelse blev udført for at få den om bag sit øre, der ikke havde den mindste spidse kurve som hans. ”Må jeg spørge hvad en sortelver laver så langt fra sin stamme?” Hun havde da nogle oplysninger. Igen var det blot ting hun havde lært om i bøger. Der fra kom det meste af hendes viden. Hun havde hun et langt liv, troede hun da, og med så meget fritid havde hun svært ved at finde på meget andet end at lære nye ting at kende.
Hytten rusterede igen på sig på grund af den kraftige vind der blæste udenfor denne nat. Hun kom hurtigt ud af fokus og med ét blev hendes hoved drejet og hendes store dybe øjne søgte rundt som forventede at hendes hjem meget smart ville falde sammen. Også selvom at hun var meget sikker på at huset var stabilt nok til at klare sig. Der skulle en orkan til at fjerne det fra jordens overflade. Efter en kort runde rundt i hendes mørklagte soveværelse blev hendes blide blik atter rettet frem mod Dhûrion. Og smilet var der igen. Selvom han var ubetydelig tæt på hende virkede det knap så akavet og skræmmende end fra før. ”Er..Er du sulten?” Hvad hun ellers skulle sige vidste hun virkelig ikke. Så i dette korte øjeblik tog hendes praktiske side af hjernen lige over.