~ Just another mile ~ XXX

Tid: Ukendt. Fra solens stilling, noget hen ad daggry.
Sted: Skoven, i den gamle wolfpack Bücherons skjulested.
Vejr: Der er spor af uvejret fra aftenen før, men det tyder på at blive en kold efterårsdag.
Omgivelser: Beskrives i emnet.
----------
XXX: Blod.
Skrivetid: 3. pers. d.(tredje person i datid)
----------
Det var ikke længe siden, Belle var trådt ind på stien fra grusvejen af. Hun løb og løb, i håbet om at nå et sted med ly og læ, et sted med tæt tag, inden buldren og lysglimt dundrede gennem det bladenes orangefarvede mørke i skoven og ind i hendes lemmer.
En dunkel sky rullede indover skoven, men det kunne også bare være skovens tag, der tyknedes. Omkring Belle kunne hun kun se ganske lidt af, hvor hun var på vej hen. Med hendes fart ville det være et under, hvis der ikke pludselig hoppede et træ ud foran hende. Hendes greb om den velkendte, slidte hang på en brun, mør læderskoletaske fra sidste århundrede gjorde knoerne hvide som stjerneskær. Dens firkantede mappe-lignende form og størrelse var dækket af noget, der kunne ligne en sort affaldssæk, som afgav en lys raslen, når den ramte noget – som for eksempel Belle's ben, der pløjede gennem underskoven, indtil der ikke var mere sti, men buskads.
Trods hendes larmende fremfærd, var Belles ansigt kun præget af enkelte ting. En rød nuance over hendes kinder og de gyldne øjne, indrammet af vipper så sorte, at det lignende make-up, stemte ikke rigtigt overens. Øjnene var blegede for udtryk, modsat kinderne. Men de lyste begge mod den solkyssede hud.

Belle vidste ikke, hvor længe hun havde løbet, før hun nåede ly og læ. Hun havde ganske for travlt med at komme længere ind, selvom hun ikke længere løb. Hendes hæse hvæs efter luft og knæenes bævren var tydelige tegn på, at kroppen gav op, og hendes fokus var kun rettet mod et sted ganske kort, før mørket forsvandt bag hendes øjenlåg. Hvad hun så, før kroppen gav op, var et lysglimt stærkt nok til at oplyse Belle's fod, der fik nærkontakt med en mistænkelig skarp genstand, der klappede sammen om hendes nylonstrømpe-tildækkede ankel.

Will åbnede langsomt øjnene. Han var ør i hovedet efter fuldmånen og hans haleben var stadig lidt længere end normalt. Kulden gnavede i hans nøgne muskuløse overarme og han mærkede et løbe koldt ned at ryggen da en mindre strøm af endringer fra den forhenværende fuldmåne strømmede ind over ham. Han kiggede over imod hans håndled. De var mærket med et rødt mærke, der hvor lænken havde gnavet i dem da han som varulv havde prøvet at flygte. Will pustede ud. Okay... denne nat har så været fri for drab. Heldigvis... tænkte Will. Hans øjne fór rundt i det rum som engang havde været den stolte wolfpack Bücherons tilholdssted. Efter hvad Will havde hørt af fortællinger havde Bücheron engang bestået af flere millioner varulve der havde holdt til i større franske skove. I 2010 var Bücheron blevet opløst med kun ti tilbageværende medlemmer. Colin Redmont, hans far, Julie de Catmole, hans mor, Terian McBride, den døde alpha, Dave Horaceson, en bidt varulv der havde sluttet sig til flokken tre år efter Will var født, Will Redmont, ham selv, Josh Newman, en af de ældste, Garrow Lesotho, en af de ældste, Georg Heap, en af de ældste, Fred Rookson, en født varulv på Wills alder. Jack Redmont, Wills bror. Will savnede dem alle... Især Fred. Han var Terians søn. Colin havde mange gange påstået at Freds mor var den første kvindelige varulv Colin havde set i flokken. Og den tredje Colin havde slået ihjel under sin første forvandling. Will sukkede og stirrede ud i det tomme rum. De blodige og beskidte vægge kiggede olmt tilbage på ham. Han greb fat om nøglen til lænkerne der lå i et hul i væggen. Da han stirrede på hullet opdagede han at der var kommet en ny rift til syne i væggen nær hullet. Ja så.. Han bøjede håndledet og greb fat om nøglen og bøjede den så forover og åbnede lænken om hans højre arm. Da den arm var fri kunne han uden besvær løslade sig selv fra resten af lænkerne. Da han var fri lagde han nøglen tilbage igen. Nu mærkede han for alvor kulden. Han skulede over imod bunken med hans tøj. Gemt i tøjet var Colins pistol der var ladt for en sikkerheds skyld. Will luntede over til dyngerne af tøj og trak nogle underbukser på. Så knappede han sin grå Shelton skjorte og trak nogle slidte cowboy bukser på. Så snart han bevægede i hans cowboy bukser, faldt hans fars pistol ud. Will samlede pistolen op. Det var en gammel model. På håndtaget var der indgraveret pistolen navn. Colt Peacemaker . Will lod tilfreds fingeren glide henover det kolde stål der udgjorde pistolen skudrør. I was useless, like my father. But the holy wolves of Bücheron make me useable. This is my evidence. stod der indgraveret på skudrøret. Det stod der på alle våben der blev givet til ekstremt dygtige bidte varulve i flokken. Will smilede spagt og lagde våbenet i hans bælte og trak nogle sokker på og iførte sig sine Nike sko. Will brugte et par minutter til at se om alle forhenværende egendele fra Bücheron stadig var intakte hvis Bücheron nu skulle vende tilbage igen, hvilket Will havde et håb om selvom det sikkert var komplet umuligt. Da han havde tjekket det sidste redskab, en gammel antik stridsøkse der tilhørte grundlæggeren af flokken Bücheron, hørte han en lyd han ikke havde hørt i mange år... Lyden af en bjørnefælde der blev aktiveret. Lyn hurtigt reagerede Will med at fare op af trapperne og op af den rustne stål stige der førte op igennem jorden og udenfor i skoven. Havde Dave og Fred ikke fjernet fælderne den dag Bücheron blev opløst? De måtte have misset en. Hurtigt begyndte Will at analysere lugtende i skoven. Hjorte, mus, kaniner, frøer... og en stærk lugt af varulv der stammede fra ham selv, og lugten af et menneske. Mennesket så ikke ud til at være langt væk.. Will gennemrodede sin hjerne for at huske hvor de forskellige fælder havde ligget..

En lille regnvandspyt var begyndt at slange sig indad, som om den flygtede fra den rasende blæst og tordenskraldene. Der var faktisk små bølger fra himlens rumlen. En kludebunke af slapt, mørt tøj, der var beregnet til lange rejser og et vejr som dette, lå midt i det hele og spærrede vejen for pyttens congakæde. Den gennemblødte laserne, der hvor de var tyndest, og fortsatte så videre i en smal, mørk å, farvet af skidt og blod fra det, der lå inde i laserne; en pige. Så fin som en ballerina, men lige så livløs som dødt træ. Bortset fra en svag puls. De vindblæste, rosa kinder var stadig beskidte, lagene lå i striber og den ene arm var svunget over en kuffert, der var mørk af fugt i det ene hjørne.

Der var en trækning ved det ene øje, der mindede om en blinken. Fulgt af en klagende lyd, der ikke var særlig høj, begyndte det, der ville være skuldrene på læderjakken at hæve sig op på det, der måtte være albuerne på pigen. Pigen, Belle, huskede, at hun havde haft så ypperligt travlt med at komme i læ, efter at have sovet i en omblæst togvogn natten før. Hun registrerede, at hendes hofter og skuldre var ømme og at nakken knagede, når hun forsøgte at dreje den. Og så et jag af smerte til at klare hendes forvirrede tanker. Belle brummede, og det ville have været et skrig, hvis ikke halstørklædet havde dækket munden, før hun kollapsede med tungt åndedræt. Hvad var det, der holdt hendes ene ben naglet til jorden?
I et forsøg på at vende sig, rystede hun af anstrengelserne, det krævede, og den bid af energi, hun ikke havde.
Hun segnede igen, indover sin kuffert, og gled gentagne gange ind og ud af bevidsthed med suk, muk og brum, der skulle have været skrig.

Hun vidste ikke, hvor mange gange, hun var besvimet, hvor hun var, eller hvor længe, hun havde været der. Men hun vidste, at det lynede uden for det, der udgjorde beskyttelse mod regnen og tog lidt af den ruskende vind. Og tordenskraldene. De bragte hende tættere på klarhed, og hun forsøgte at rykke væk fra den groteske lyd. Forgæves, for det var energi, hun ikke havde, og prisen hun måtte betale for at gå fejlernæret omkring. Hendes lyse øjne var åbne, men kroppen var så øm, så overanstrengt, så træt, at den ikke orkede at løfte hendes lemmer. Så hun måtte ligge der i sølet og regnvandet og håbe på, at den smalle strøm af vand var kold nok til at tage smerterne, der tågede hendes tanker for hvert hjerteslag.

Han blev irriteret. Hvorfor fanden kunne han ikke huske det? Han tog sig til hovedet. Det var svært at genoptage færten af hende siden regnen dækkede duftsporene. Han brølede af vrede. Og det var ikke en menneskelig lyd der kom frem. Et vredes brøl fra en stor hanulv brød ud af hans lunger. Hans gulgrønne øjne blev gule og en let behåring voksede frem på hans kindben. Hans skarpe ulve øjne spejdede efter noget.. Dér! Omkring tohundrede meter væk lå en skikkelse. Behåringen af hans kindben forsvandt igen og det grønne kom frem i hans øjne. Han satte i løb over imod skikkelsen der lå i den brungule skovbund. Skikkelsen var en ung menneskelig pige med. Hun så uendelig fin og skrøbelig ud i regnen. Will måtte se ordentligt efter for at kunne konstatere at hun var i live. Noget Will kunne undgå at have set da han fik øje på skikkelse, var bjørnefælden om hendes fod. Bjørnefælden var af sølv, beregnet til at holde fjendtlige varulve væk. Will lod sine fingre gribe fat om det våde sølv, men trak hurtigt sin hånd tilbage. En smerte der nogenlunde svarede til at holde sine hænder på en kogeplade dunkede i hans hånd. Mindre vabler dannes sig på hans fingerspidser. Han begravede sin forbrændte hånd i en vandpyt og ventede på at regnvandet havde lindret smerterne i hans fingre. I virkeligheden var metallet koldt og drivvådt, men siden at Will.. var som han var, føltes det brændende varmt. Han ledte efter noget at skærme sine sårbare hænder med, men der var intet... Han tændernes sammen og greb fat om bjørnefælden og hev til. Han stønnede af smerte, og behåringen på hans kindben voksede frem igen og hans beskidte negle blev længere og spidse. Da han åbnede munden for at hyle af smerte, afslørede han et tandsæt med uhyggeligt skarpe rovdyrstænder. Langsomt løsnede han bjørnefældens greb om pigens fod og kylede bjørnefælden af helvedes til. Han kiggede på hans hænder der var røde og dækket til med vabler. Da smerten langsomt forsvandt, blev hans ulvetræk i ansigtet svagere og svagere og forsvandt helt til sidst. Will pustede ud og lagde en arm under pigen knæskaller, og en anden under hendes ryk. Han løftede hende op, overrasket over hvor let hun var. Han nåede tilbage til stigen ned til skjulestedet og kiggede på pigen. Hun så ud til at være for afkræftet til at kunne klare sig selv, så han blev nød til at tage hende ned. Men hvordan skulle han få hende ned af stigerne? Efter lidt tænke tid greb han fat om pigen med den ene arm, og greb fat om stigerne med den anden. Han sukkede let og lagde pigen på gulvet. Han så ned af sig selv. Regnen havde gjort hans skjorte drivvåd. Damn tænkte han irriteret. Hans øjne hvilede på Lezareth Bücherons stridsøkse og et øjeblik glemte han alt om den afkræftede tøs. Han rystede på hovedet da han kom i tanke om pigen. Han greb fat om hende og bar hende over til ildstedet i den ene ende af rummet. Han svøb hende i nogle uldtæpper og hentede en kurv med brændeknuder. Da alt brænden var stablet, hentede han noget avis papir og en pakke tændstikker. Han puttede avispapiret ned under brænden og strøg en tændstik. Den første missede, men den anden fik fat i papiret. Hurtigt bredte ilden sig, og langsomt blev rummet varmt. Will satte sig ved siden af pigen og kiggede på hendes ben. Hun så ud til at have mistet noget blod. En tanke strejfede Will og hans øjne fængslede sig på en lommekniv der låg på en kommode i et hjørne af rummet.

Belle havde altid holdt af stilheden; stilheden, der ikke var helt stille, men fri for lyden af menneskestemmer og skinger fuglesang. Stilheden var især herlig, når man havde et migræneanfald.
Den hvide støj og de insisterende, dunkende bølger af smerte bag hendes pandeben fik hende til at stønne. Hun måtte kæmpe for ikke at døse hen igen og anstrengelsen fik hendes skuldre til at ryste og hendes unormalt skarpe hjørnetænder til at slå ned på underlæben. Hun besluttede sig for, at det ville gøre kampen mindre besværlig at kæmpe, hvis hun satte sig op.
Hun lyttede til ildens rhapsodi og puttede i noget blødt, rart og kradsende. Hun kunne ikke(nej, hun ville ikke) løsrive sig fra det faktum, at varmen gik helt ind bag hendes hud og ribben og varmede hende indefra og ud og sløvede hendes muskler.

Mens Belle forsøgte at hanke op i sig, glemte hun to vigtig ting; manglen på sit eget blod og muskelmasse. Så da hun oksede sig op på albuerne, måtte hun kalde det første skridt i den lange proces, der fulgte begrebet 'at sidde op'. Hun havde allerede bidt et blødende hul i sin underlæbe. Blodet dryppede ned på gulvet, hun kunne mærke som en sval overflade mod ribbenene og maven. Hun forsøgte at tørre det væk, men det endte med at hun ikke havde energien eller styrken til at 'sidde' med en albue og tværede det ud over sit ansigt og det uldne; tæpper. Med knap åbne øjne så hun lodne og møre uldtæpper, der omsluttede hende.

Dryp. Nedover hagen. Dunk. Flere smertefulde bølger inde bag øjnene. Dryp. Dryp. Dunk, dryp, dryp. Belle forgabte sig i følelsen af blod, der rendte nedover hagen, og gjorde det til en mission at få det væk, så hurtigt hun kunne, når hun havde låst skuldrene. Det tog hende et helt kvarter, før hun måtte hvile, og da var det smurt godt ud På både tæpper og ansigt.
Hendes vipper var klistrede, opdagede hun, mens hun prustede og hakkede og stønnede, som om hun var ved at hoste adskillige indre, vitale organer op.
Oven i migræne, undernæring og muskelsvigt, var der en ting, der fik hende til at forsøgte at rejse sig. Da hun fik mokket sig op på to albuer og halvandet knæ, så langsomt at det gjorde et dovendyr til skamme, og med rystelser, der fornærmede epilektikere, var hendes åndedræt godt på vej til stormens volumen.

Will hørte forfærdet med på hendes rallen. Will! Gør forhelvede fucking meget noget nu! Hun dør jo! . Will bed tænderne sammen og sprang over til lommekniven på kommoden. Hans våde kolde fingre lukkede sig om skæftet på det kolde stykke stål. Lyset fra ilden reflekterede sig i den smalle knivsæg og pegede direkte imod det kolde stengulv. Han luntede over til pigen igen som det var livsvigtigt. Det var det jo også, men det var ikke hans liv der var på spil, så derfor gik hans lunten langsommere end de gange han måtte løb fra sit eget liv. Hans blik fæstnede sig på det blodige sår i hendes ben. Det var sådan en situation en læge ville amputere det sårede ben. Will tøvede og kiggede på sin arm. Hans blod ville måske kunne redde hende. Men det kunne ligeså let bringe hende i fare. Hun havde jo intet at satse i forvejen, benet var jo såret alligevel. Will løftede kniven op til under armen og snittede hurtigt i hans arm. Blodet piblede op. ”Lig stille” sagde han nervøst. Han bed tænderne sammen og pressede sit sår ind imod hendes. Det ville have været tusind gange bedre med en kanyle, men sådan en var der kun i deres laboratorium. Og nøglen havde han ikke.

Tiden gik, hans blod var kommet ind under huden på hende, og lidt af hendes var kommet under hans hud. Men det var tydeligt vis ikke nok. Hans blik søgte over imod døren indtil laboratoriet. Derefter hen imod Volund, Lezarath Bücherons stridsøkse. Grundlæggeren af wolfpacken Bücheron. Det var æreløst af bruge øksen til at smadre døren, og det var ikke sikkert at magien i øksen ville tillade at han så meget som rørte våbenet. Men det var hans eneste valg. Han gik over til glasmontreén på væggen. Den dobbelthovede stridsøkse glitrede prægtigt i montreén. Øksebladet var lavet af en blanding af sølv og titanium for at kunne nedlægge flest fjendtlige varulve. I midten af bladet var der nogle dværgruner der gjorde at øksens vægt og styrke tilpassede sig den der holdte den. Desuden var der også nogle mindre dværgruner der gjorde at øksen ikke kunne blive nedbrudt og den havde den maksimale skarphed og holdbarhed. Der hvor skaftet stak op imellem de to økseblade, for enden, var der et lille ulvehoved snittet ud i ibenholt. Selve skaftet var lavet af delvist egetræ og piletræ for at skabe balance. Selve skaftet var udsmykket med en masse spiraler og indgraveringer af varulve og lig.


Skaftet var også pålagt en avanceret elverfortryllelse der kun gjorde det muligt at en alpha varulv fra Bücheron kunne bruge øksen. Men siden Bücheron ikke eksisterede med nogen alpha, var det måske muligt at Will kunne løfte øksen. Han fremdrog en nøgle til montreén. Han trak vejret hurtigt og hans ånde duggede på glasset. Han åbnede montreén og løsnede nogle hængsler omkring skaftet. Will følte sig stolt med hver en fiber i hans krop da hans fingre strejfede skaftet for at slå hængslerne op. Da den sidste hængsel var slået af, greb Will øksen i tog hænder. Et jag af smerte fløj igennem hans krop og en sværm af erindringer der ikke tilhørte ham, fløj igennem hans hoved i store strømme. Smerten forsvandt langsomt og hans hukommelse blev atter normalt. Han stirrede forbløffet på øksen i hans hænder. Han holdte den! Fornemmelsen af magien og styrken i øksen var fantastisk.


Hans blik rettede sig imod døren. Han tog nogle skridt imod døren. Med Volund i hans hænder, så døren lille og skrøbelig ud. Will gav et lille puf til døren med den flade side af øksebladet. Døren sprang op som om Will havde superkræfter. En masse støv væltede ind i hovedet på ham og fik ham til at nyse, men da han kom til sig selv kunne han se hvor godt laboratoriet var bevaret. Rummet var småt, et skab i hjørnet med blodprøver fra varulve og andre racer, en hospital seng med læderremme, et skab med medicin og alt mulig andet, og en dør ind endnu et lokale med forsøg. Gulvet var plettet af mørkerødt blod og ved siden af døren stod der en disk stillet op med en masse rene kanyler. Will sukkede. Stedet føltes så tomt. Selvom der var en levende person mere i Bücherons tilholdssted, føltes det tomt. Stedet havde en gang summet af liv og god stemning. Han så ned imod gulvet. Så vågnede han op med et spjæt, han havde nær glemt formålet med hvorfor han var kommet her. Han greb en ren kanyle, forlod laboratoriet og stilte Volund på plads. Han stak kanylen ned i armen og fyldte den op med blod. Da havde overført det til pigen, følte han sig svag. Han vaskede kanylen og lagde den væk.

Stemmen. Det var den, der holdt hende bundet. Det var den, hun sigtede efter at høre. Det var den. En smule nervøs, kunne hun høre, for den havde den der hæse, lave klang. Alligevel fyldt med smerte; fyldt, så det var, som om den råbte ad hende. Hun kunne ikke gøre andet, end lytte. Lytte til de ekkoer, der lød af den i hendes hoved. Den var så mægtig og samtidig så spag, sammenlignet med alle de andre lyde.
Så hun adlød denne stemme's bud og lå stille. Den eneste bevægelse, fulgt af en dertil matchende lyd, var en skælvende respiration, når hun forsøgte at trække vejret. Dén opgave var gjort betydeligt lettere af, at hendes albuer skabte rum til lungerne inde bag ribbenene.
En hosten af og til, når blodet fra flækken smuttede ind bag læberne og efterlod en tør jern smag i munden.

Dødvægten om benet, der havde tynget som vægten fra en kraftig støvle, blev først lagt mærke til, da noget koldt og fugtigt ramte den. Naturligt hev hun benet til sig, men med et besvær, der kun rykkede det ganske lidt og efterlod hendes åndedrag som hvide skyer, der flød ud mellem hendes blodige læber.
Smerten var blevet reduceret, men det, der kølede den feberhede hud, var der ikke til at tage jagene. Rystelser så voldsomme, at selv uldtæpperne begyndte at glide af, satte ind og samtlige muskler i den gennemvædede og mishandlede krop trak sig sammen. Ryggen hvælvede sig opad. Tæerne på den ene fod krummede sig, mens den anden gjorde det komplet modsatte af alt andet.

Midt i al kaosset af nervesignaler og beskeder i så stort antal, at det var et under, at hjernen og hjertet ikke strejkede, skød en varme, som den, hun huskede var ildens omfavnelse, igennem samtlige lemmer. En varme der fik hendes tanker til at samle sig, åndedrættet til at sagtne farten ligesom pulsen og løsnede musklerne ganske langsomt. Det var som at have et bål i kroppen, der tøede hende op indefra.
Huden var stadig feberhed, trods de våde, kølende klude hun var viklet ind i, men skælven og stønnen var sagtnet til en mild forpustelse efter mange dusin minutter. Hun var også stadig svimmel af afkræftelse og forsømmelse.

Intet af dette skulle dog stoppe hende i - endnu en gang – at pukle sig opad. Fra at afhænge totalt af styrken i knoglerne i overarmene havde hun med møje og besvær opnået en svimlende skrædderstilling. Selvom den ene ankel nu pure havde opgivet at stritte imod til fordel for at lave slet intet.
Indtil hun kunne høre andet end sine egne tanker sad hun stille og genvandt sparsom kraft. Kraft som gik til spilde, da hun udnyttede dødvægten om hendes ene ben, kom op på knæene og svajede, for at falde forover og ind i noget solidt, varmt og beklædt – et skjortebryst. Med hvide skyer stående ud af munden vendte hun øjnene opefter, hvad det var, der holdt hende oppe, men segnede fra smerten til hovedet og lukkede de mørkebrune øjne med en god håndfuld skjorte i næverne.

Will kiggede usikkert på den lidende pige. Måske skulle han alligevel hente en læge?.. Mere nåede han i at tænke da han mærkede en kold hånd gribe fat om hans skjortebryst. Det løb ham koldt ned af ryggen. Det gjorde det altid når han modtog en berøring fra en pige. I et forsøg på at give hende noget at støtte, klemte han med begge hænder om hendes skuldre og skubbede lidt for at hun ikke faldt. ”Rolig nu, kan du sige mig hvad dit navn er?” spurgte Will med en pædagogisk varm stemme. Han fik fanget en stol med det ene ben imens han prøvede at støtte pigen. Han fik trukket den over til ham og satte stille og roligt pigen ned. Hans muskler spændtes af ubehag da han fik kigget nærmede på den sårede fod. Han skulle mene at der var en forbinding et sted. Han vendte sit ansigt over imod den knitrende pejs og blev modtag med en ubehagelig varme der næsten kogte hans ansigt. Derefter drejede han hovedet over imod de lænker han havde været fanget i ved den forhenværende fuldmåne.


Hans øjne lyste op i et dæmpet gult skær der reflekterede lyset der kom fra lampen over lænkerne. De ulvelignende øjne søgte rundt over det hele. Da han havde drejet rundt om sig selv en omgang gav han op med at finde den uden at bevæge sig. Han vendte ryggen til pigen og gik målrettet over imod kommoden han havde taget lommekniven fra. Efter at have gennemsøgt skufferne fandt han mange sjove ting. Afklippede kløer, vampyr tænder, menneske knogler, små penge (der omkring halvtreds cent), logbøger, journaler, diverse knive og daggerter, en håndfuld forsvarligt pakkede sølvpatroner og en lighter. Men ingen forbindinger. Han vendte sig over imod deres reol. Den var fyldt med myter om Lezarath Bücheron og hans økse Volund, også bøger med notater om andre wolfpacks og et kort over Bücherons territorium og jagt territorium. Efter at have ledt nogle minutter slog det ham at der var nogle forbindinger i et skab i laboratoriet. Han fór der ud og gennemsøgte skabene.

I det sidste skab fandt han en halvtom pakke forbindinger fra hospitalet. Han flåede en forbinding ud fra skabet og stormede over imod pigen igen. Hans øjne søgte ned imod såret. Det så slemt ud. Will knælede ned foran hende. Han brød emballagen på forbindingen og gik i gang med at forbinde. Allerede første sekundt det hvide stof rørte såret blev forbindingen rød. Efter at havde sikret sig at benet var forbundet stramt nok til at intet blod ville pible op af såret, bandt han to knob for at være sikker på at forbindingen holdte. ”Gør det ondt når jeg presser her?” spurgte Will og pressede to fingre bag på benet så han ikke rørte ved den blodige forbinding. Nu da han var sikker på at hun ikke ville lide blodtab, kunne han undersøge hvor skadet benet var. Hvis det var brækket var han nød til at finde en læge der vil kunne forbedre den primitive redning af benet. Da han tog sine to fingre tilbage til sig selv, så han at en smule af hendes blod var på dem. Varulven i ham blev sulten, men Will stræbede imod af alle kræfter. Det varme og klistrede blod føltes ubehageligt imellem hans fingre. En let sitren drev igennem hele hans krop. ”Sig endelig til hvis du mangler noget” sagde Will og smilede til hende. Han følte sig for første gang i sit liv ansvarlig. Han havde pligter! Hvor voksent! Inde i lo han af sin egen joke i et stykke tid.

Han rejste sig og hentede de uldtæpper der var faldet af hende da hun rejste sig. Da pigen på ny var svøbt i det varme og halvvåde uld var Will tilfreds. Nu kan hun da ikke klage tænkte Will med et krusende smil. Hans smil blegnede langsomt og han vendte sig over imod pejsen. Hans blik søgte ind i flammerne. Der var stille... Wills tanker vågnede. Hvem prøver jeg at narre? Jeg kan ikke bringe liv i wolfpacken Bücheron igen. Den er død. Og det er vampyrenes skyld! tænkte Will og mærkede hans varulveblod koge over. Well, hvis han kunne samle wolfpacken igen, og udslette de usle vampyrer der befandt sig i Di Morga, ville han være en helt. En helt for både varulve og vampyrofre. Han så et billede af den første vampyr han havde slået ihjel for sig. Han huskede det dårligt. Det var en fuldmåne for nogle år siden... Men selve blikket i vampyrens øjne glemte han aldrig. Han glemte aldrig de rædselsslagne røde øjne, den strittende tunge og blodet der drev af hans pande. Hvordan den blege hals knaste da hans knivskarpe tænder kløvede halsen over. Hvordan blodet havde styrket ham... Hvis han kunne dræbe alle de blege væsener ved at starte Bücheron igen, ville det være det værd. Will sværgede lavmælt på at det var det han ville..

Denne gang varede den falske søvn dog kun nogle få sekunder. Nogle få sekunders himmelsk følelsesløshed, før hun igen vandt kontrollen tilbage og blev slået mentalt omkuld af en tilværelse i smerte. Alle tanker, der manifesterede sig, var væk som vand fra en forrude.
Og så gik det op for hende midt i disen. Nogen skubbede hende omkring; det var langt væk – nej, det var lige her, og personen var varm, fast, muskuløs. Varmen udløste en øjeblikkeig respons. Hun klæbede til ham med al sin styrke – hvilket ærlig talt var en ynkelig præstering - som fluepapir, desperat efter at holde tordenskraldene udenfor på afstand med fysiske distraheringer.

Store, mørke øjne og næver af stof. Hun kunne mærke, hvor det trak i læben, og en efterfølgende sviden og en varm, tyk væske der løb nedover hagen, da hun forsøgte at tale til ham, kun for at fortvivle over, at hvert ord blev vasket væk af smerten – kun en lille del af underbevidstheden opfattede noget, der blev begravet med et løfte om, at det ville blive husket på senere. Munden var ved at briste ud i små klynk, fordi ordene ikke ville komme. Jeg ved det ikke, men lad være at gå.

Men han gled alligevel ud af hendes greb og hun selv længere ind i fortvivlelsen. Og det var nu, som altid, at hendes utrolige evner for køligt overblik tog over; Nu var det, at den ting, der var blevet begravet, tvang sig vej op af dybet; nogen havde sat hende på en stol og hun havde modtaget et slag til hovedet, leveret af solid stenbund, så hun var ude af stand til at sidde oprejst på den uden livstruende anstrengelser. Hun klemte om sædet og skubbede sig ind mod ryglænet. Forsøgte at sidde stille, som hun havde fået besked på, mens gamle frostbid på hendes hænder sprang op og blødte. Migrænen, der svulmede op bag hendes øjne gang på gang på gang på gang, gjorde hende svimmel.

Til sidst var hun så omtåget, at hun ikke ville kunne sige, om det var migrænen, hendes hjerte eller tordenen, der udløste spjættene, skyllede overblikket væk og fik de første tårer til at trille.
I et tamt forsøg på at beskytte sig selv, trak hun skuldre og knæ op under kæben og lagde armene om benene. Hun kunne mærke sine skuldre hoppe og nakkemusklerne give efter som en spændt fjeder; hun kunne mærke hendes ben, der føltes som om, musklerne var blevet forstrakte, men hun kunne ikke mærke sin ankel. Den kunne lige så godt... ikke have været der.

Alle tegn på liv stoppede, i det øjeblik noget kradsede og masede sig vej omkring den lavere del af hendes ben. Det var en fornemmelse, hun huskede som tryg og rar, og en, der bragte gode minder med sig – men også følelser som smerter, der avlede instinkter om at komme væk i en fart. Gazebind. Hun sparkede ud og ramte noget, der føltes som et kraveben, der sendte hende og stolen ud i en balancegang på to træben. I et virvar af fægtende arme, flyvsk hår og ben greb hun fat om en arm og tyndt gazebind, der begge var i kontakt med den samme hånd, og trak til. Hun endte med ansigtet så tæt på et andet, mandligt ansigt, at hun kunne mærke hans livsvind på sin pande. Stolen smældede tilbage på alle fire ben, vækkede hende, og hendes greb forsvandt præcis som manglen på hendes puls og åndedræt og den lyse farve, hendes hud havde antaget over kinderne – alt var oppe i det røde felt.

Undskyld, skreg hendes tanker uden hendes tilladelse. Hvad undskyldte hun for? For at have sparket ham? For at have stirret? For at- Tankelinjen blev brat skåret over, da hun oplevede en jagende smerte, der ville hjemsøge hendes søvn, og hvæsede, da han forbandt hende. Snakkede til hende og smilede endda til hende. Hun var lige ved at tro, hun ikke havde et hjerte mere, og det ville egentligt ikke havde gjort hende noget, hvis han havde taget det. Han ville sikkert forvare det bedre, end hun gjorde, sluttede hun og smilede et skævt smil tilbage med sin blodige læbe.

Men noget var galt.. Det var, som om, der manglede noget. En gengældelse. Et smil eller et lys i øjnene til at bekræfte, at smilet var anerkendt. Hun så på ham, mens hun prøvede at regne ud, hvad der manglede, så fordybet i sine tanker, at hun ikke opdagede hans hænders fravær.
Han virkede heller ikke til at se det; hvad der manglede. Han virkede faktisk slet ikke til at vide, at der manglede noget.
Egentligt burde hun have affundet sig med det. Men det var vel skylden, der fik hende til at holde insisterende fast i tanken.

Han smilede ikke tilbage. Det var det, der manglede og var galt. Han så ikke hendes anerkendelse; måske havde han ikke brug for den. Men noget sagde hende, at det ikke var sådan, hans land lå. Han havde brug for den, men der var noget andet og mere indgroet, der plagede ham. Et umødt behov, måske? gættede hun. Hvilket behov?

Hun indså hurtigt, at hun allerede havde besluttet sig for at bestræbe sig på at fjerne hans plage og at han havde lige så meget brug for hende nu, som hun havde haft for ham, da han havde fundet hende. Hvornår var det? Hvor? Hun vidste ikke det mindste af, hvad der var sket, deducerede hun og gned næseroden for at tage kanten af den smertende hovedpine, der havde plaget hende hvert eneste vågent minut siden.. siden hvad?
Det kunne også være lige meget.Hun kunne da trøste sig med, at hun vidste, at hun også havde brug for ham; for første gang i hendes liv var ilden ikke tilstrækkelig, indså Belle.

Stolt og sikker på, at hendes fysiske tilstand var kommet sig lige så hurtigt som hendes mentale, smed hun tæpper, frakke og andre fugtige klude op over stolens sæde og oksede sig selv op og satte en hånd på stolens ryg, hvorefter hun traskede i sit eget tempo hen til den smadrede dør. Hendes ben var stadig lige ineffektivt, hvilket også var grunden til at stolens fire ben var brugt som erstatning, men det var blevet nemmere at bevæge sig, nu hvor hendes støvler ikke strammede og gjorde smerten uudholdelig.
Hun havde en svag mistanke om, at det var ham der havde brækket døren op, og det måtte der være en grund til – den grund var højst sandsynligt, at det var rummet med de ting, hun skulle bruge for at komme sig. Og siden hun havde sin egen erfaring med at behandle skader – selvom de evner ikke helt rakte til smadrede ankler – mente hun, at hun var bedre egnet. Og så til helvede med, at hun frøs, fordi hun kun havde sweater og leggings på kroppen.

Det var alt sammen noget, hun gættede sig til, selvfølgelig. - Og under alle omstændigheder var det, at gå omkring – om så hun skulle gå rundt med en stol – en del af hendes bedring.

OOC: Jeg undskylder for mulige stavefejl og andre mærkværdige mangler i min laaange tekst. Klokken er trods alt mange og.. ja, det er vel ikke rigtig nogen ordentlig undskyldning, er det? Men i hvertfald; god skrivelyst! :D