Everything's a blur

Sted: Terre - Biografen
Omgivelser: Svært at bedømme, men små grupper af mennesker, som skal ind og se film. Indenfor går personalet rundt og gør klar til de første film.
Tid: Ved 18 tiden.
Vejret: Smule koldt, men ellers en klart aften.
Ep: Zhadalina
*____*

Han gik i langsomme skridt. Han vil irritere en til døde. Han vidste, at han var perfekt. Så anderledes og smuk. Han lavede en af sine skæve smil hvor han derefter rodede i håret. Alle de bevægelser han lavede, de slog hende ihjel og det vidste han.
Hun bed sig på underlæben da han nu stod overfor hende. Hendes øjne gled ned til hans fødder, men han skyndte sig, at placer sin pegefinger under hendes hage. Hendes blå øjne røg op til hans gådefyldte nogen. Efter røg øjnene frivilligt ned til hans læber. Hun kunne ligefrem smage de fyldte læber.
Han smilte endnu engang, da han kunne se, at hendes brystkasse hæver sig frem og tilbage. Hun kunne ikke selv lade være med at smile, men han skulle vide, at han havde slået en sikring fra hendes hjerte.
Hun rettede sin hoved let op og susede til hans læber.
”Snart tilbage!” sagde en dyb stemme over skærmen, og billedet frøs.
Trætte skridt blev slæbt igennem den lille stue. Kun iført en håndklæde satte hun en skål fra sig. Hun strakte sig og slukkede tv’et med et suk. Håret blev redt hurtigt igennem og håndklædet var allerede faldet af. Hun samlede den dog hurtigt op igen da hun begyndte at fryse ekstremt.
Hun tog sit tøj på, som allerede stod klar. Det bestod af en stor striktrøje og stramme bukser. En hue blev senere kastet på det våde hår. Hun smilede skævt, da hun fandt alle sine ting frem. Inden hun gik ud tog hun sin morgenkaffe, og lukkede døren efter sig.

Dette mørkhårede kvindemenneske var Maricela. Man kunne sgu ikke være mere menneske end hende. Hun nippede til kaffen og mærkede hvordan hårende rejste sig på hendes arme. Ren nydelse.
Kort tid efter fandt hun sin mobil frem og lod sine øjne skimme dagens most. Hun sukkede, da hun opdagede hun skulle rydde op i sal 1 og 2. Men allerede nu, så bedste hun sig for, at ingenting skulle ødelægge hendes kedelige dag.
”Godmorgen Maricela. Alex venter på dig ude i tressen. Du skulle snakke med ham?” Maricela så med store øjne på sin chef, da hun var kommet ind. Hun skyndte sig at lægge kaffen fra sig og tage et tyggegummi i munden. Det værste var en morgenkaffe!
Hun bankede forsigtig på døren og rettede på sin trøje. Huen nåede hun lige med nød og næppe at smide væk. Hun var heldig i dag. Håret sad som det skulle og smilet på Alex’s læber var bare en bonus.
”Maricela. Hyggeligt at se dig” han rakte sin hånd frem imod hende, da hun var kommet ind. Hun tog med glæde imod den. ”I lige måde, dejlige Alex”
Egentlig så vil man tro, at der var en lille flirt imellem dem, men hvor typisk var det at overtolke noget i denne her verden?