A night out (Valentin)

Dato :: 20. Okt
Dag :: Lørdag
Tid :: 20.35 ca
Sted :: Theaterets foyer
Vejr :: Mørkt. Køligt og en anelse blæsende.

Alik var for en gangs skyld klædt i andet end tanktop og gamle jeans. Hun var trukket i en sort kjole med lange ærmer, der fremhævede hendes spinkle krops kvindelige figur. Den skjulte de fleste af hendes mange tattoveringer. Den mest synligt var den store rose på hendes brystkasse. De tykke dreadlocks havde hun trukket væk fra ansigtet, og bundet sammen så de sad i en form for hestehale. Den grønne strikhue havde hun ved denne lejlighed ladet blive hjemme. De slanke ben var klædt i et par sorte nylonstrømper, og på fødderne havde hun et par korte støvler med en lille hæl, også i farven sort. Alt i alt så hun brandgodt ud, hvis hun skulle sige det selv. Og det skulle hun vel?
Alik stod ved et højt, rundt bord med en lille bordplade. Hendes lille taske lå på bordet ved siden af glasset med champange. Den var ikke særligt god, men til gengæld var den gratis, så hva faen? Man kunne vel heller ikke forvente alt for meget af den.
Et let smil hvilede på de rødmalede læber mens Alik undersøgte sin billet. Det vil sige tekninsk set var det jo ikke hendes billet. Det var en hun havde 'lånt' af en midaldrende mand, der så ud som om han helt bestemt godt kunne undvære den.
*Old habbits die hard, I guess.* tænkte hun roligt for sig selv. Det var en opera han ville have set. Selvom Alik måske ikke ligefrem lignede stereotypen på en tilhænger af operamusikken, så holdt hun nu meget af den. Hun elskede den imponerende lyd nogle mennesker kunne skabe blot med deres stemmer.
Desuden var hun nu ganske kultiveret til trods for hendes simple opvækst. Hun var hvad man kunne kalde et 'skævt individ'. - En person der ikke rigtig passer ind i nogen af samfundets klasser.
Hun lod de grønne øjne langsomt glide henover resten af tilskuerne. Betragtede hver og en et øjeblik, før hun rettede opmærksomheden mod den næste. Til sidst søgte hendes blik mod et stort ur der hang på væggen over døren ind til salen. Der var stadig mere end 20 minutter til forestillingen gik igang. Et kort suk undslap hendes læber før hun nippede til den boblende væske i sit glas, og endnu engang lod blikket vandre hen over forsamlingen.

Denne gang havde han kun sin hvide skjorte, slips og sorte bukser på. Han havde ikke selve jakken på til jakkesættet. Hvorfor behøvede man også at have hele tøj sættet på for hver gang man var i en tur i byen? Det tællede vel bare at man var lidt fin, når man skulle til en forestilling på Theateret? Han vidste nu ikke helt om det var ham. Grunden til at han gik rundt i forsamlingen og ventede på at man måtte komme ind var at hvis der var en ukendt person der så svagelig ud.. nemt at få fingre i.. ville han se om han kunne få noget ud af det. Han var ikke et menneske, langt fra. Hvis man så rigtigt efter, så kunne man også se kende tegnene fra det væsen han var. Han havde bleg hud, skarpe hugtænder, sorte øjne med en strejf af den røde farve. Og havde altid handsker på sine hænder på grund af en særlig årsag. Det var læder handsker.

Det var måske en af grundene til at folk ikke altid kunne se at han var en vampyr med det samme, nu når han havde handsker på. Man kunne nemlig også genkende vampyrer ved at røre ved deres hud som var kold udover bleg som dødens gifte kniv. Han sukkede lydløst inden at han stoppede op og kiggede ned på sin billet enkelt gang som han havde holdt i sin ene hånd i lang tid. Han fortrak så sin ene mundvige i et skævt smil og lagde billetten ned i en lomme bag på hans bukser. Inden at han førte sin hånd op i håret, der havde en blond farve, naturligt som muligt. Det var langt ned langs han nakke, hvor det så ellers var kort de andre steder med forskellige etager. Med pandehåret sat til den ene side, så han stadigvæk kunne se med begge øjne.

Vampyren hed Valentin, og han besluttede sig for at gå hen og tage en champagne, efter at han havde set til sin billet. Han havde selv købt billetten og derfor passede han på den. Så godt han nu kunne da han ikke ville miste den. *Nu må vi se hvad denne aften føre til*, tænkte han med et lumsk smil på læberne, mens at han fortsatte med at gå hen til stedet, hvor man kunne tage en champagne, lod han sit blik glide rundt. Han havde håbet på at ingen ville ligge mærke til hans væsen. Det ville være katastrofalt, hvis de stakkels mennesker fandt ud af det... *Ha.. Stakkels.. som i de svageste led i fødekæden..* Valentin var ligeglad med menneskerne. Det kunne man nemt regne ud. Han havde ikke den store respekt for dem. Han tog om et champagne glas med en let elegant bevægelse og førte det op til munden, og tog en slurk.

*Gad vide hvornår det begynder...*

En bestemt person fangede Alik's interasse. En ung mand, der så ud til at være nogenlunde på alder med hende. Han så... Anderledes ud. Så rastløs ud. Et skævt smil krusede hendes læber, mens de mandelformede, grønne øjne hvilede på den fremmede.
Alik kunne godt det anderledes. Alt der afveg fra normen fangede hendes interasse. Og lige nu kunne man vidst roligt sige at denne fremmede afveg fra normen. De fleste andre mænd havde jakker på, men det var nu mest hans hår, og ufatteligt blege hud, der sprang i øjnene på hende. Og handskerne. Helt bestemt også handskerne. Alik tænkte at det var en pudsig ting at have på når nu man befandt sig indendørs i et dejligt opvarmet lokale.
Hun så kort ned på sin egen hånd, før hun igen vendte blikket mod ham.
Sammenlignet med mange mennesker var hun en meget bleg ung kvinde. Men det var intet i forhold til ham. Mon det betød?... Tiden passede da til det...
Alik havde mødt et par vampyrer i sin tid i Omsk. Der var overraskende mange der brugte diverse klubber der som deres personlige jagtmarker. Der var dog aldrig nogen af dem der havde taget synderlig interasse i hende. Måske fordi hun ikke var menneske? Måske fordi hun alligevel hvde den lille fordel at hun dog alligevel var et magisk væsen af en art? Måske foretrak vampyrer bare mennesker fordi de var lette bytter? Hun vidste det ikke, men ærlig talt, så kunne det vel også være lige meget?

Som et resultat af et øjebliks indskud valgte hun at gå over til ham. Hendes taske hang i en tynd kæde fra hendes skulder, og i hånden havde hun sit glas. Hun rakte ham hånden, og sendte ham et let smil.
"Min navn er Alik-Rae" Hendes russiske afstamning hørdes tydeligt i den bløde stemme. Accenten lå som et tykt tæppe rundt om hvert udtalt ord.

Valentin rettede sin opmærksomhed hen på kvinde barnet der nu stod foran ham. Og hun præsenterede sig for ham. *Dejligt at jeg nu ikke behøver at fikse rundt efter mad* tænkte han, og fugtede let sine læber, mens at han lagde sit hoved en smule på skrå inden at han sagde noget ,,Valentin er mit navn" han tog imod hendes hånd og klemte den blidt, inden at han tog et lettere tag om hendes hånd, gentle og plantede et kys hendes hånd ,,Hvorfor havde de absolut, valgt at gå hen til mig?" Spurgte han af ren nysgerrighed med et charmerende smil, mens at han stadigvæk holdt om hendes hånd med få af hans fingre som bar den. Han kiggede en omgang rundt inden at han så på hende igen..

Hendes lugt strejfede hans næsebor... Og faktisk fandt han det interessant... Hun var nok ikke et menneske... Men alligevel så... Mindede hendes lugt derhen af... *Hmmm?*, Kunne det være dem som stadigvæk var menneskelige, men dom også kunne forvandle sig? Han var ikke helt sikker... Var hun en animagus?
Valentin havde aldrig mødt en af hendes væsen.... Af hvad han kunne huske...
,,Jeg er bare en... Typisk gentleman..." Kom det så fra ham. Valentin snakkede måske for meget.. Men når nogen havde søgt hans selskab... Så kunne han ikke lade være med at gøre noget ud af det. Han tog sin hånd til sig igen. ,,hvad skal du efter forestillegen?" Spurgte han så som om at han havde kendt hende...

Alik blev en anelse varm i kinderne da han kyssede hendes hånd. Det var noget helt, helt andet end den behandling hun var vant til. Hans læber var kolde... Pudsigt. Måske var han virkeligt vampyr?
"Du... Anderleds? - Ikke som dem." Hun ledte lidt efter ordene, og kunne godt høre at hendes udtale var lidt ved siden af. Hun gjorde en lille bevægelse med den frie hånd ud mod resten af lokalet.
Et lettere skævt smil hvilede på hendes fyldige læber, og et nysgerrigt glimt spillede i de grønne øjne.
Hun betragtede hans ansigt mens han talte. Han virkede lige så interassant på tæt hold, som han gjorde på afstand. Hun rystede let på hovedet af hans ord.
"Ikke typisk." Rettede hun ham kort.
Hun kneb kort øjnene en anelse sammen ved hans spørgsmål, og nippede til sin champange.
"Jeg ikke planer." Svarede hun med et let skuldertræk.
"Hvorfor du spørg?" Hun så nysgerrigt på ham, og lod de slanke fingre lege let med glassets stilk.

Alik sendte et kort blik op mod uret. Nu var der ikke længe igen til at dørene ville åbne. Et kort smil passerede hendes læber for en stund. Når man kedede sig hjalp det altid at finde lidt selskab.

Valentin håbede på at de kunne sidde ved siden af hinanden til forestillingen... Da det ville være nemmere for ham at holde kontakten med hende.. Han smilede lidt og blev glad over at høre at hun ingen planer havde efter... ,,Kan jeg invitere dig med over på et hotel i nærheden?" Spurgte han lige ud.. Godt nok var det direkte, selvom han ikke vidste hvordan hun ville reagere på det. Efter hans egen mening var han rimelig flink... Nogle gang skulle der ikke altid redskaber til.. Det at være flink virkede rent faktisk...
,,Hvis du vil tillade det... Selvom vi kun kender vores navne.." Sagde han forsigtigt efter kort tid. Han holdt sit blik på hende, mens at han ventede på et svar...

,,Det ville også glæde mig at hvis du ville sidde ved siden af mig.. Til forestillingen..." Valentin så hen mod klokken.. og så at der ikke varede så længe.. for at de kunne komme ind... Han drak lidt af sit champagne glas som han havde holdt i sin anden hånd mens at han havde præsenteret sig for hende. Normalt ville de fleste ikke gå så ligefrem.. Når man ikke kendte hinanden bedre.. Men igen, Valentin gjorde hvad der passede ham... Han syntes ikke det var forkert... Bestemt ikke... Og Alik.. Havde jo taget et valg om at gå hen til ham.. Ikke omvendt..

*Håber ikke at hun bliver skræmt..?* tænkte han og lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe, som blot var en dum vane, dog gjorde han det ikke så tit mere... Som han gjorde førhen... ,,Jeg.. Vil ikke skræmme dig fra vid og sans..." Sagde han stille... Han ville dog ikke love for meget.. Da han som altid havde en plan i hovedet med hvad der skulle komme til at ske..

Alik lo let ved hans sidste kommentar. Hendes latter var blid og rund. En anelse overrasket. Hun målte ham kort med øjnene før hun trak på den ene skulder.
"Efter stykke, måske." svarede hun mest for ikke at behøve at tage stilling til det med det samme. Han var charmerende og spændende, og vældig interessant. Men hvis hun gav ham et konkret svar med det samme ville hun få tid til at tænke over det, og over tænke det, og muligvis fortryde sit valg. Nej, Alik var meget bedre til at tage hurtige beslutninger, hvor hun ikke havde tid til at fortryde sit valg før det var for sent.
Hun var impulsiv og hurtig på aftrækkeren, ikke overvejende og tænksom.

Hun nikkede dog til hans andet forslag.
"Under stykke, ja. - Jeg gerne vil sidde med dig." svarede hun med et skævt smil om de røde læber.
Hun vendte hovedet halvt væk fra ham, da en klokke ringede og kladte puplikum til deres pladser. Så vendte hun sig igen mod ham, med et smil spillende i øjnene.
"Skal vi?" spurgte hun helt, og vendte sig for at gå mod salen.

*Bedre end ingenting* tænkte han og smilede atter. I starten havde han troet at han ville få et nej, da han havde været så direkte med at han gerne fortsat ville have hendes selskab. Hvorfor mon? Han ville se om han ikke kunne udnytte det og få en smags prøve, når det perfekte tidspunkt dukkede op. Valentin mente, at de fleste kvinder ikke brød sig så meget om den måde mænd opførte sig på… Dog vidste han ikke om hun havde regnet ud hvad han ville.. men det var nu også lige meget, han ville prøve alligevel.. om det så lykkes ham eller ej. Duften af hende fristede ham.

,,Det er endt med at blive en u forglemmelig aften, fordi du har gjort mig selskab" sagde han så med et glimt i øjet, uden at vie sit blik fra hende. Han syntes at hun skulle have det at vide. Hvis han ikke havde endt med at få noget selskab i løbet af aftenen, så havde det nok endt med at han kun havde set lidt af forestillingen også smuttet igen. For kun en grund, at finde et offer som han kunne tømme for blod. Så han kunne blive mæt. Tanken strejfede ham, da han syntes det var imponerende at hun ville sidde ved siden af ham, også igen så syntes han selv at han var ret charmerende og mere til. Selvglad havde man vel lov til at være? Han rømmede sig enkelt gang da han var tæt på at undlade et grin. Valentin fandt det ikke just passende med at grine lige på det tidspunkt. Og normalt så var han slet ikke van til det, fordi han var en vampyr. Et dødt vandrende lig, som de fleste hadet over alt på jorden og afskyede. ,,Nu er det ved at være tid.. til at træde ind til forestillingen”, kom det fra ham. Endelig skulle de ikke vente mere. Det var træls at vente især hvis det forsinkede en i at nå noget. De fleste havde nok en plan for aftenen, ligesom vampyren havde.
Han nikkede til hende, som et svar på hendes spørgsmål om de skulle gå ind til forestillingen og sætte sig ned inden det begyndte. Valentin ventede et øjeblik med at følge efter Alik, da han ville have sin billet i hånden, så folk ikke kom til at tro at han ingen billet havde. Han førte sin hånd der ikke holdt om champagne glasset, om bag og ned i den ene bukselomme og tog fat i billetten, så han kunne vise den frem. Han skyndte sig derefter op ved siden af hende, uden at tabe noget af det han havde i hænderne. Heldigvis ville det kun gå udover hans tøj og handsker, hvis han skulle tabe noget. Han var jo godt beklædt. ,,Er det her din første forestilling?”, spurgte han på vejen ind i salen. Valentin ignorerede fuldstændig de andre, han kunne se hvad der var interessant ved de andre, når han som sagt var i selskab med Alik. Hun var blevet til hans plan, så længe det nu kunne vare.

Alik mærkede igen varmen stige op i kinderne, og var bange for at hun rødmede. Hun var ikke vant til at for komplimenter på den måde. Når hun endelig fik komplimenter var det oftest den sædvanlige gang bræk om 'Du er hot' som mange mænd fyrrede af når de så et stykke pigebarn de brød sig om.
"My pleasure" Hun slog over i engelsk da hun mente at det var det eneste rigtige svar, og ikke anede hvordan hun ellers skulle have sagt det. - For hun regnede ikke ligefrem med at han snakkede russisk.
Alik fiskede sin billet op af sin lille taske, mens hun gik. Hun lignede en der var vant til at balancere med flere ting på en gang, da hun uden problemer havde fået lukket tasken og undgået at spilde champange ned af sig selv da de nåede frem til døren hvor en ung kvinde skulle se deres billetter.
Ved en af de andre døre ind til salen havde en mand problemer med at komme ind. Han var vred, og hævede stemmen da han fortalte den unge mand, der skulle kontrollere hans billet, at han altså havde haft billetten for få øjeblikke siden.
Et kort glimt af noget der kunne ligne skadefro morskab spillede i Aliks øjne, før hun fortsatte ind i salen. Hun kastede et blik over skulderen, for at sikre sig at hun havde Valentin med sig.
Hun morede sig over situationen. Den var uvant og spændende. - Nøgle ord for en god aften hvis man spurgte Alik.

Hun fandt to sæder midt i salen, og sætte sig selv i et af dem. Lagde benene over kors, og lod sin taske falde ned i sit skød.
Hun rystede let på hovedet som svar på hans spørgsmål.
"Her det er, men ikke hjemme." svarede hun, og så kort på ham, før hun rettede blikket mod scenen. Den var mørklagt i øjeblikket, men man kunne svagt skimte omridset af diverse rekvisitter til åbningsscenen.
Så rettede hun igen de grønne øjne mod ham.
"Hvad med dig? - Du har været her før?" spurgte hun så, og nippede igen til sit glas. Lænede sig tilbage i sædet, og betragtede ham med en pirrende nysgerrighed.

Valentin gik med ind i mellem sæderne, mens at han passede på sit champagne glas og gemte samtidig sin billet væk efter at have vist den frem. Han satte sig ned ved siden af hende inden at han spurgte ,,kommer du langt væk fra?” Han kendte jo ikke særlig meget til hende og han havde faktisk troet at hun kom fra et sted i nærheden. Ikke så langt væk fra teateret. Ak ja. Men det undrede ham nu at hun ikke så forestillinger der hjemme når hun gjorde det her. Valentin besluttede sig for at stoppe med at stille spørgsmål specielt ind til det, da forestillingen snart ville gå i gang.

Valentin kiggede lige ledes op mod scenen som var mørklagt. ,,Det er første gang.. jeg ser en forestilling her.. men jeg har været et smut forbi stedet… hvis det tæller”, sagde han, som et svar på hendes spørgsmål mens at han havde drejet sin opmærksomhed hen på hende igen.
,,Teater er ikke lige helt så spændende for mig, men engang skader ikke. Og mens at man er på vej ind med at se en forestilling er det som regel nemt at komme i snak med nogle folk.. havde jeg hørt fra nogen.. også en af grundene til at jeg er her i aften”, forklarede han. En voldsom lang sætning, han lige kom med. Valentin lænede sig derefter godt tilbage i sædet, mens at han holdt godt fat om sit champagne glas som han så førte op til munden for tage den sidste slurk.

,,Udover at møde nye folk så .. får man jo også en gratis drink..” tilføjede han og smilede. Han lod sine øjne hvile på hende ,,Der er mange gode grunde til at gå i teater.. ind i mellem…”
Han lagde lidt tryk på det sidste ord, da han ikke selv vidste om han ville i teateret igen efter når denne forestilling fik sin ende. Han var blot glad for at han faldt i snak med Alik. Så han ikke endte med at være alene hen på aftenen. *Glæder mig til at forestillingen starter..* tænkte han og sukkede lydløst. Han var begyndt at blive en smule… utålmodig?

Kom hun langvejs fra? Tjoeh, det kunne man nok godt sige. Spørgsmålet var nok bare om han mente hvor hun egentlig var fra, og eller om han blot ville vide hvor hun boede...
"Da, Rusland er langt væk." Satsede hun og blikede let til ham.
Hvis man spurgte Alik om hvorfor hun var rejst fra Rusland, og hvorfor hun lige præcis var taget til Di Morga, så ville hun nok ikke kunne svare. Hvis man gav hende tid til at analysere sin beslutning på logisk vis, ville hun nok komme frem til at hun enten var begyndt at kede sig, eller bare ville noget andet end at smide tøjet til musik og vrikke lidt med røven. At hun ville have lov til at begynde på en frisk, et sted hvor ingen kendte hende. - Igen.

Hun lyttede til hans talestrøm, og nikkede let til noget af hvad han sagde. Var nu ikke helt enig med ham.
"Jeg elsker theater. - Det væk fra... Virkelighed? Men du ret i..." Hun blev afbrudt da lyset slukkedes i salen, og scenen nu blev oplyst; Forstillingen begyndte. Hun sendte ham et kort, lettere undskyldende smil, før hun rettede sin opmærksomhed mod det der foregik på scenen. Hun var spændt på hvordan stykket mon var. På hvordan det mon var rent faktisk at se det i theateret. Derhjemme havde hun set optagelser af operaer og musicals. - Og var blevet komplet tryllebundet af theaterets magi. Præcis som hun håbede på at blive det nu.

*Rusland...?* tænkte han og fugtede let sine læber, mens at han lyttede efter hvad hun sagde.. Han undlod at kigge på de andre i salen..
Det var nu lidt interessant med det hun nåede at fortælle om sig selv. Han havde ikke regnet med at hun kom derfra. Alik snakkede videre ,,Tja..." Sagde han stille inden at han rettede sit blik op mod scenen som hun gjorde, da hun drejede hovedet. Det fangede hans opmærksomhed og det vidste sig at forestillingen skulle til at begynde da der var kommet lys. *Vi venter bare til bagefter...* tænkte han og smilede lidt.. Godt nok havde han lagt mærke til hendes smil og det var forståeligt at hun ikke ville slutte sin sætning.

Langsomt førte han sin ene hånd hvor han ikke havde champagne glasset hen mod hendes ene ben og lagde derefter sin hånd på hendes lår. *Det pokkers glas.. Jeg aner ikke hvor jeg kan stille det..* tænkte han letter irriteret da han gerne ville af med det nu når det var tomt.. Han rørte ved hende.. Selvom han ikke.. Havde fået lov. Han tog en smule på hende dog blidt. Mens at han havde fokus på scenen samtidig med at han afventede hendes reaktion. Valentin var slet ikke nervøs tværtimod...Måske ville hun ikke ligge mærke til det..nu når at hun mente at teater tog hende væk fra virkeligheden...
Valentin lukkede sine øjne lidt mens at han også lod sin hånd glide lidt længere op på hendes lår.. Han åbnede øjnene hurtigt igen og fulgte med i hvad der skete på scenen.. Kvinder troede nok at de var de eneste der kunne multi taske... Men det kunne mænd skam også.

Alik bemærkede godt hans kælende hånd. Tilbageholdende var han da ikke, det måtte hun give ham. Men han trak hendes opmærksomhed væk fra historien der udspillede sig for øjnene af dem.
Hun sendte ham et hurtigt blik og besluttede sig for at 'just go with it'.
Hendes hånd gled let ned på hans lår, hvor en fjerlet finger langsomt tegnede små cirkulære mønstre.
Stille og roligt kravlede hånden længere op ad hans lår, og længere ind på inderlåret.
Hun gjorde sit bedste for at suge alle indtryk til sig; Alt det fantastiske der foregik på scenen, den fortryllende historie og til den blide berøring på hendes lår og denne flotte fremmede der tydeligvis var mindst lige så interesseret i hende som hun var i ham.

Hendes tanker vandrede langsomt afsted mod hans forslag fra tidligere. Irriterende. Det var jo netop det hun havde forsøgt at undgå ved ikke at svare ham med det samme. Hun rynkede kort brynene før hun vendte tilbage til virkeligheden. Eller i hvert fald tilbage til hvad der foregik på scenen. Det var jo det der var hovedgrunden til at hun var taget afsted denne aften, så det burde vel næsten også være det der beslaglagde mest af hendes opmærksomhed, ikke?
Det mente hun i hvert fald. Men af en eller anden grund så havde denne Valentin formået at skubbe teateret i baggrunden, for selv at tage dets plads.
Igen sendte hun ham et stjålent blik. Et skævt smil fandt vej til hendes læber. *It's just like a play; All you have to do is to lean back, and watch it unfold.* Tanken fløj flygtigt gennem hendes hoved, og hendes smil strammedes en anelse, da hun måtte låse et lille fnis inde bag de fyldige læber.

Valentin blev en del overrasket, hvilket også kunne ses i hans øjne, hvis man havde øjenkontakt med ham. Der var intet lys hen over publikum. Det var der kun på scenen.
Han havde regnet med at hun enten ville blive sur, og flytte hans hånd straks,
hvor han derefter nok ville få en lusning eller lignende.
En kuldegysning steg igennem hans krop,
mens at han prøvede at beherske sig da han blev en smule tændt. En masse tanker fór igennem ham. Det var helt sikkert at Valentin ikke ville gå yderligere til værks,
når de stadigvæk var et offentlig sted og at teatret, skuespillet stadigvæk var i gang.

Det kunne simpelthen ikke komme på tale... eller kunne det?
Han rystede kort på hovedet, mens at han langsomt fjernede sin hånd
og sendte hende bare just et skævt smil.
*Det må godt snart få sin ende.. så vi kan komme ud og væk.. fra offentlig sted*,
tænkte han letter ivrigt.. Han vidste ikke helt om Alik ville hundred procent med ham,
eller om hun i det hele taget var interesseret i ham.

Hvis det var.. så måtte han vel bare tage flere redskaber i brug..
Han ville godt tilbringe natten sammen med hende, selvom de ikke kendte hinanden særlig godt..
eller at hun ikke kendte ham.. Valentin var vel bare ligefrem.
For det meste kiggede han egentlig også på hende, end at følge med i det der foregik på scenen, ellers så var stemningen for det meste god.. Sådan føltes det...
Og Publikum fulgte ellers med. Der var kun lyd og stemmer der kunne høres fra scenen.

//overhovedet intet svar... Out? Kontakt hvis det er//