Stop standing there (xxx).. ~~ Belle Randall IIIX

__________________________________________________________________________________


Lyden af måger kunne høres fra lang afstand, når man gik rundt nede ved havnen, i Di Morga selv på denne tid og denne fyr havde efterhånden gået rundt længe nok.. til at man nok allerede havde opdaget ham. Han havde begravet sin ene hånd ned i sin lomme på frakken som han havde på sig som overtøj, frakken var dog ikke særlig varm, den var tynd, men god nok til Valentin.
Han havde sin hvide skjorte på, samt slips plus hans læder handsker.
Der udover havde han almindelige cowboy bukser på som var en del slidte med et par huller hist og her. For det meste havde han sit fulde jakkesæt på.
Men nogle dage havde dovenskaben overtaget, som nu var en god undskyldning.
Man kunne nemt se på Valentin at han nok var en smule doven, i al fald når det angik hans tøjstil, efter hans mening, gjorde han kun noget ud af det, hvis det var til en speciel lejlighed. Eller hvis en kvinde kunne kontrollere ham/ have en hånd over ham.

Det lyse, naturlige blonde hår sad som det gjorde fra tidernes morgen; pjusket og rodet med pandehåret sat til den ene side så han stadigvæk kunne se. Håret havde den længste etage af længde hår ned af nakken. Ellers var det klippet i forskellige etager. Han observerede ikke det hele området, kiggede blot med sine sorte øjne med et strejf af den røde farve, ud mod havet. Øjnene var et kende tegn på at han ikke kun var et menneske. Han var ikke engang et levende individ længere. Hans hjerte bankede ikke. Hans hud var bleg og kold som is. Og de fleste mennesker frygtede dette væsen som Valentin nu havde taget livstilen til sig. Han var en vampyr, et vandrende lig på jorden. Som af og til gjorde skade på de uskyldige, hvis sulten overtog.
Nogle gange kunne han heller ikke kontrollere det uhyre der gemte sig inden i ham. Da han jo heller ikke længere havde sit sind. Eller sjæl for den sags skyld.

Han lukkede øjnene mens at han stod med fronten mod havet, dog ikke for alt for tæt på. Han tog en dyb falsk indånding, og prøvede at glemme et kort øjeblik at han var et udyr af en vandskabning. Det var svært, fordi han havde levet sådan en masse år. Valentin kunne ikke huske en pind fra hans liv da han var et menneske. Synd og skam... Han åbnede sine øjne igen efter kort tid og kiggede sig rundt en omgang hvor hans blik blev en smule fanget af de fiskere der stadigvæk var tilbage, aktivt på deres både.. Utroligt.. at han ikke var alene på havnen.
Aftenen var også først lige begyndt, klokken var ikke så mange. Solen var næsten lige gået ned for lidt tid siden. Hvis han stadigvæk var et levende individ skulle han også have haft mere tøj på.. End han havde i forvejen, da der var en kølig luft. Men han kunne sagtens bevæge sig udenfor.

Belle's førstehåndsindtryk af egnen havde været en smule turbulent. Men hun var faldet over det faktum, at udkantsbeboerne holdt sig indendørs, når det blev mørkt, og at de fleste skød genvej over havnen. Bogstaveligt talt, faldet over det, i sit forsøg på at følge deres eksempel og forsvinde så hurtigt som muligt. Hvad grunden var, var stadig et stort, fedt spørgsmålstegn. Hun indså det på trods af den musik, der dundrede gennem ørerne med en volumen, der gjorde en ond migræne værre.
Men hun kunne i det mindste kompensere for mangel på viden med en omfattende forståelse; byen havde en skummel atmosfære, der sled rigeligt på hendes nerver, så de raslede lige så løst som hendes tøj.

Belle ræsonnerede over alt dette bag sit mørke hår, mens hun hejste sig halvvejs op ved hjælp af en stok og en mur. Så meget hun kunne, når man var forkrøblet af en ankel, som også var grunden til stokkens tilstedeværelse. Belle skulede ned mod stokken med sine mørke øjne – en bevægelse der fremkaldte rynker omkring øjenkrogene og over næsen - og det var et blik, der nemt kunne syre sin vej gennem cement. Utroligt nok blev stokken bare liggende en halv meter væk, indtil hun greb fat om den og asede sig op at stå, i sin ildhu efter at komme væk.
Dog mere forsigtigt og med flere hvide støvskyer, som om det kostede hende alverdens anstrengelse. Frøs gjorde hun da ikke, tænkte hun, rettede på høretelefonerne og fortsatte sin fremfærd.

Det skulle vise sig, at anklen var en større belastning end hun lige havde troet. Håbefuld for, at der ikke var nogen i nærheden, fandt hun en bænk og tog sig et hvil komplet med lukkede øjne, hvide skyer fra hurtige åndedrag og svedperler, som om temperaturen var 45°. Hvilket den nok også var indenunder lazaron-laserne.
Et sted i det fjerne hørte hun en kirkeklokke slå seks. Så der var en kirke i byen. Det ville have glædet hendes far at høre, tænkte hun med en dryppende sarkasme, der flød videre til hendes læber. Hun forkastede tanken, knejsede med nakken og fiskede en kassettebånd-afspiller op af lommen og spolede, til der var noget udholdeligt.

Måske burde hun også skyde genvej over havnen, tænkte hun og vejede for og imod. Med en blid sang, der dryppede ud af høretelefonerne, oksede hun sig op og trippede videre med de monotone dunk fra stokken i retning af havnen, mens hun forsøgte at genkalde sig, hvor langt havnen rakte. Ned af en sidegade, til højre ved caféen og så ud dér... Når bare hun nåede molen, kunne hun vel ikke fare alt for meget vild.
Med selvsikkerhed styrede hun sig selv en smule vakkelvornt afsted, indtil havnearbejderne var i syne. Gudskelov! Så skulle hun bare ned for enden af molen og... Hallo, hvad var nu det? Hvad var hun gået ind i? Nogle papkasser? Hendes forvirrede og migræneplagede hoved snurrede rundt om sig selv, og i et forsøg på at gribe det, hun sikkert var ved at vælte, begravede hun sin frie, fægtende hånd i noget, der føltes som et frakkeærme og faldt på knæ for at redde den tunge genstand fra et vådt sammenstød med havvandet. Den anden hånd fulgte trop og hun demonstrerede hvor ondt hendes knæ og hoved gjorde, ved at bide hul på en flækket læbe.

En hver anden havde stået i sin egen verden, normalt så ville herren selv, opdage hvad der ville komme til at ske, men Valentin var ikke hurtig nok og dermed mistede han balancen da han mærkede en person støde ind i ham. *Det her.. skal ikke ske igen*, var en tanke der strejfede ham, med en letter irritation var han nået at blive grebet, så han ikke nåede at falde helt ned i vandet. ,,Hiv mig op..!" han var bestemt ikke nervøs for at falde i men efter at han havde en lille redning, så havde han ikke noget imod at blive hevet op. Så slap han for at skulle skifte tøj.
Valentin kendte ikke personen der havde gået ind i ham, men han kunne mærke på huden at det var en kvinde, han håbede inderligt på at hun var stærk nok. Selvom at han gjorde alt hvad han kunne med at hjælpe hende, han brugte selv lidt kræfter til at holde sig oppe. Mens at hun holdt fast i ham. Heldigvis vejede han ikke så meget igen, fordi han var et vandrende lig. Udyr til en vampyr.

Når det kom til stykket kunne han egentlig også bare forvandle sig til en flagermus.. men igen han ville lige se kvinde barnet an. Desuden gjorde det ikke noget at han blev helt gennem blødt, da han godt kunne finde ud af at svømme. Han var en rimelig god svømmer. Han kunne sagtens overleve faldet. Intet problem i det. ,,Tak skæbne.." mumlede han og bed sig lidt i underlæben. Valentin havde ikke regnet med at han ville blive udsat for dette.. Tanken om at blive redet af en kvinde? Han rystede kort på hovedet ved tanken, mens at han prøvede at forholde sig i ro. Det at han havde bidt sig i underlæben, havde det bare ingen effekt, som hos et menneske der kunne blødgøre huden med tungen. Nogen gange var der et par ulempe ved at være et dødt væsen. Fordi der ikke rigtig var noget spænding i at have sådan en livstil som Valentin havde. Faktisk så var det ren og skær kedeligt. Han kunne leve for evigt, hvis han ikke stødte på hans værste fjende, men så skulle han også finde ofre for overlevelse. Så han kunne få mad, som var blod. Det mindede Valentin om at en bekendt lugt fyldte hans næsebor.. Kvinde barnet var et menneske barn!..
*Det ender med at jeg får lidt underholdning.. jeg synes i al fald..at jeg fortjener noget til gengæld efter dette.. føler mig som en svækling lige nu..* tænkte han. Meget sjældent at en vampyr følte sig svag. Men på den ene side så gad han heller ikke at vække for meget opmærksomhed, hvis han lige pludselig forvandlede sig til en flagermus. Der var jo stadigvæk nogle folk tilbage på havnen. De var ikke alene. Måske var han lidt imponeret over kvinde barnet som holdt fast i ham. En person ville for det meste bare have gået i sin. Men kvinden prøvede rent faktisk at gøre noget for at hjælpe efter sin ugerning.

//Out, hvis vi skal fortsætte på emne, må vi skrives ved.. Men synes jeg har vente længe nok//