I want to play a game

Sted: Gyderne
Tid: Ved 2-tiden
Omgivelser: Ikke en sjæl
Vejr: Stjerneklart

De var en af de nætter. De stille, kolde nætter, hvor det eneste, der kunne høres i miles omkreds, var en ugles tuden i det fjerne. Man kunne næsten fornemme de tunge åndedrætter, der tilhørte de sovende mennesker og skabninger, som var en del af dagfolket.

Efter flere timer med den fredsommelige stilhed, blev den brudt af nogle regelmæssige, slæbende skridt. Få sekunder efter lyden kunne man svagt skimte en gående skikkelse i en af gyderne, som alle syntes at ligne hinanden. Aleksei var ude på nightrun, som han plejede at kalde det. Det var en intern joke, han havde med en, der for længst havde forladt denne kolde jord, og joken førte helt tilbage til hans tid som menneske.
Hvis man kiggede nærmere på Aleksei, som han gik der, ville det første, man lagde mærke til, være det dyriske udtryk i hans øjne, som altid dominerede hans ansigt, når han var tørstig og svag. Hvis man holdt sit blik på ham lidt længere, ville man lægge mærke til det halvlange, fedtede hår, der klistrede til hans ansigt. Hans skikkelse var høj og han bar almindeligt mennesketøj, fordi han ikke ville skille sig mere ud end nødvendigt.
Aleksei tog en dyb indånding og lod sin lugtesans overtage. Det kunne høres en brummen fra hans strube, da han endelig opsnusede sig til et menneske. Han var hurtigt af sted i overnaturlig fart, og inden længe stod han foran den forvirrede kvinde. Hun var smuk – lyst hår, blå øjne og en god figur. Aleksei var rimelig kræsen, og det var kun, hvis han var virkelig desperat, at han spiste noget, der ikke tilfredsstillede ham og hans krav.
”You seem a bit lost,” sagde han og smilede skævt. Et venligt og åbent smil. Pigen kiggede forskrækket og forvirret på ham – hans russiske accent skinnede nemt igennem, og han kunne næsten se, hvordan hun ledte efter ordene. Han sukkede indvendigt. Franskmændenes engelsk var jo skandaløs.
”Eh, ye-yes, I am,” svarede hun. Aleksei nikkede og skruede charmen på. ”Would you like me, to help you getting back, miss?” Lød det venligt fra ham. Det tåbelige pigebarn nikkede og fulgte efter ham. Han stak sin arm under hendes, som en hver anden gentleman ville have gjort. De gik lidt i stilhed, og Aleksei førte hende selvfølgelig ikke tilbage. Han ledte hende hen mod det øde område, hvor ingen ville kunne se eller høre hende, lige meget hvor meget hun skreg.

Pludselig stoppede han op og ledte hende op mod væggen. ”I’m terribly sorry,” sagde han og lod sin finger glide op af hendes yndige kindben. Han måtte skjule et smil, da han lugtede pigens frygt. Selvfølgelig troede hun, at han ville voldtage hende, men det lå slet ikke i hans interesse. ”I won’t rape you, I promise, dear. You have something much more worthy.” Det sidste hun så var hans pupiller, der udvidede sig, og hugtænderne, der groede, før han satte tænderne i hendes hals.
Et grådigt støn undslap hans læber, idet han smagte det søde blod. Pigen skreg, som var fanden i hælene på hende, men det lod han ikke specielt meget mærke til. Det eneste, der betød noget, var næringen, som han sluprede i sig. Kvinden blev slap i hans arme, da hun besvimede, og Aleksei vidste, at hvis han blev ved, ville hun dø. Og han havde bestemt tænkt sig at dræbe dette underskud af et menneske.

Rækkefølge:
Aleksei
Euuzia
Nell Dientes

Dagen havde ikke tilbudt hende noget at lave. Så uroligheden i hende til at vokse sig større og større igennem hele dagen. Hun havde gjort den fejl at blive inde i sit hus hele dagen, så for at kunne sove valgte hun at gå en tur igennem byen. Det havde hun endelig gjort tit her på de sidste, gå i måne skæret. Det var koldt, det var nok derfor hun gjorde det.

Hun gik mod gyderne, der var langt fra det smarteste valg hun kunne tage. Vampyrer legede ofte tag fat her, det var midt nat. Alligevel var det første hun mødte et menneske der forlod gyderne. Det var utroligt at møde mennesker så sent, og så i dette farlige område. ”Klang, Klang, Klang” Lød det som hun gik igennem gyderne, vampyr ville nok lade hende være da hun kom gående i næsten fuld plade rustning. Hun gik med nok til at dække hendes pande, bryst, ryg, hænder og fødder. Ud over rustningen var det eneste hun gik i den korte lilla kjole med lange puf ærmer.

”klang, Klang, Klang” Lød det som hun kom gående igennem gaderne. Hænderne hang langts hendes side, blikket var rettet frem af. Et bump gik igennem hendes hoved. Blikket blev kastet rundt, der var to gyder hun kunne vælge. Bumpet kom fra en af dem. Hun var ikke i stand til at vælge hvorfor en det var. Det var vel også bare et bump, det kunne være rotter der blev jagtet væk af en kat. Det kunne være mange ting, som en person der ramte jorden. Det kunne vel ikke skade at kikke hvad det var. Altså så længe det ikke var flere vampyre der havde taget samme bytte, eller en kamp mellem nogen væsner. Så kunne det vel skade. Hun kunne vel altid bakke væk fra det hvis det kom til det.


”Klang, Klang” Lød det hver gang hendes føder ramte jorden. Hun kom langsomt gående ind i den ene af gyderne. Som hun gik derind fandt hun sin blok samt kulepen frem. Blikket behøvede ikke engang gå rundt for at se hvad der var inde i gyden. Klangende stoppede brat op som hun kikkede over på vampyren der holdt en sovende kvinde i hænderne. Hænderne hang stadig ned af hendes sider, den ene med en blok den anden havde kulepennen. Hendes følelses kolde ansigt blev rettet mod vampyren. Et enkelt skridt mod ham, og endnu et ”metal klang” gik igennem luften.

Nell gik med hurtige skridt igennem den ydre by.
Hendes frygt steg, da omgivelserne blev mere og mere skumle og det blev mere og mere øde. Hun var bange for sådanne områder, måtte hun flovt erkende. Hun var ikke bange for dæmoner, djævle og vampyrer, da hun ikke ville tro på deres eksistens. Hun var mere bange for de "normale" ting, hvis man kunne kalde det dét. Ting som voldtægt, overfald og drab var det hun frygtede.

Hun hørte metallyde og mærkede hjertet springe op i halsen.
Snørebåndet på hendes hvide sneakers gik op og, så klodset som hun var, faldt hun over snørebåndet og faldt lige så lang hun var.
Nell kom med et lille udbrud af smerte, da hun skrabede sig på knæet og bed sig derefter i læben.
Dit store fjols! tænkte hun, da hun så at der var gået hul på hendes bukser og der var en lille hudafskrabning. Hun var lidt af en tøs, det måtte hun indrømme, og det gjorde nemt ondt på hende. Ikke ligefrem noget hun var stolt af.

Hun rejste sig og begyndte hurtigt at samle de få ting op, hun havde med sig.