Welcome Milo... I hope you die..

Hendes lange pind gled på papiret. Brillerne sad lige til nippet til at falde, men hendes lange næste forbød det. Hun så ikke grim ud, men det kunne hun sagtens have gjort, hvis det ikke var for det venlige ansigt og de varme brune øjne. Og hendes stemme, alle forgudede den. Den var så beroligende, som ens mors stemme efter et mareridt om natten. Men kvinden var ukendt. Hun blev kaldt Den blinde kvinde. Fordi, det gav sig selv, hun var blind. Men sådan så hun ikke ud til at være. Men dog, hun så alt.
I dag ventede hun på et nyt ansigt. En ny ren sjæl. Miles la Cour, hed den unge mand. En meget speciel knægt, som havde oplevet livets op og nedture. Men om han var en af dem skulle tiden nok vise sig.
Også var der en anden speciel herre, som også havde været igennem lidt af det samme. Hun havde snakket med ham på et tidspunkt, en meget flink herre. Jose Diablo Malgoni. Han havde uheldigt mistet sin partner og det var endda en af de bedste af slagsen. Englen, Will Moe. Hun havde aldrig oplevet en sådan en speciel engel med mange egenskaber. Han var skam savnet.

”503. Jeg er blevet kaldet ind” den hæse stemme var kendt hos kvinden. Hun smilede varmt og kiggede direkte på ham, som om hun kunne se ham. Han smilede igen, men vidste udmærket godt, at hun intet kunne se fra hans side. Eller kunne hun?
”Hr. 503, De var ventet. Sid endelig ned” sagde hendes rolige stemme. Jose lod hende ikke gentage sig og satte sig omgående ned. Han blik gled til den tomme stol ved sin side. Snart vil en engel tage plads. Will’s plads. Han kunne ikke beskrive hvor irriteret og vred han var. Men trods det, så skjulte han det. Han havde sørget det han skulle og nu var det tid til at give slip og være professionel.
”Deres partner er på vej. Jeg håber De vil tage godt imod ham og må det bedste komme Jer i møde” lød kvindens stemme. Ham? Så det var en hankøn, altid en start. For det meste arbejdede man også sammen med sit eget køn, men nogle gange kunne det ske, at man blev sat med en fra det andet.
”Tak” sagde han blot og rejste sig op. Han vil tage en smøg inden han dukkede op. ”Undskyld mig” sagde han og kvinden gjord tegn til at han måtte forlade stedet.

Han bevægede sig langsomt og stillede sig med ryggen til alt. Han tændte sig en smøg, og så imod den store måne foran sig, mens røgen slyngede sig ud i intetheden.
”Farvel Will, ingen vil kunne erstatte dig. Ingen..” mumlede han igennem smøgen.

I sin desperate søgen efter et job var Milo stødt på NUMBER. Manglen på penge gjorde, at han måtte forlade sin lejlighed, hvis ikke hans økonomi meget snart tog en drastisk vending, og det ville såmænd være fint nok; han havde trods alt boet på gaden før… Problemet nu var bare, at han havde så mange ejendele – og ”ejendele” indebar en temmelig dyr racekat – at han ville få problemer med at få tingene opbevaret et sted.
Så desperat efter et arbejde var han, og endda desperat nok til at søge job i en organisation, som han ingen anelse havde om, hvad arbejdede med. Organisationen tog kun imod engle, så meget havde han forstået, så jobbet måtte da være perfekt for ham, ikke?

Han mødte op foran den gamle politistation, som han havde fået besked på. Her blev han mødt af en masse andre engle. Han tog sig dog ikke af dem, i hvert fald ikke før han nåede længere frem i køen, og de åbenbart besluttede sig for, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme fremad. Han fik et puf i siden og i sit paniske, armsvingende forsøg på ikke at falde bagover, stødte han lige ind i en anden engel. Det var en høj, mørkhåret fyr der stod med ryggen til postyret og røg. (Hæhæh, det kan jo lige så godt gå galt fra starten af!)
Fyren dér var uden tvivl den mest rolige i folkemængden. Om det skyldtes smøgen i hans hånd eller om han blot havde en særligt udviklet evne for at lukke alle andre ude, vidste Milo ikke, og han var også ligeglad; lige nu var han irriteret og siden den rygende engle var den nærmeste, var det ham, han lod sin irritation gå ud over.
”Næste gang, du beslutter dig for at ryge, så find dog et mere praktisk sted, så du ikke står i vejen for andre!” snerrede han, før han fortsatte frem.

Her mødte han en kvinde ved et bord. Om hun var køn eller ej, kunne han ikke helt bedømme. Hun havde noget af en ørnenæse, men til gengæld havde hun et venligt ansigt og et par varme øjne, der tvang et smil frem på Milos læber på trods af hans irritation.
"465," sagde han. Det var det nummer, han havde fået. "Jeg fik at vide, at jeg skulle møde op her."

Han nød sin smøg, som han nød sin morgen te. Uroen bag ham var irriterende, men han måtte leve med det. Han ejede jo ikke stedet. Jose skulle til at tage et sug til, inden han nærmest blev skubbet så hårdt, så han var ved at kysset gulvet. Han tabte smøgen og kiggede forundret bag sig. En blond, meget lille knægt stod bag ham og sagde ord. Snakke ned til ham. Jose løftede det ene øjenbryn og kiggede ned på miden. Hvad fanden forestillede han sig? Lige nu kunne han komme med mange bemærkninger, men lukkede sin mund. Den blinde kvinde var jo til stede og han vil ikke sættes i dårligt lys. Jose bevarede sit temperament og kiggede koldt på drengen.
Hans kolde blik fulgte ham, som han vadede over til disken. Den måde han snakkede til kvinden på. Han måtte være ny. Jose smilede for sig selv. Han havde ingen chance. Se hvor lille han var.

Smilet falmede dog, da den lyshårede sagde sit nummer.
”465” sagde Den blinde kvinde og rejste sig op. De to engle der havde stået bag hende rykkede sig nu tætter på. Kvinden smilede og kiggede på knægten foran hende. Hun satte sig ned igen og pegede på den ene tomme stol, så han skulle sætte sig ned. ”Sæt ned, min ven” sagde hendes rolige stemme og kæmpe smil. Jose stod bag den irriterende dreng og kiggede forvirret på Den blinde kvinde. Den blinde kvinde så ud til at havde kastet et blik på Jose, men vente sig hurtigt imod drengen.

”465, jeg er glad for De kunne komme. Jeg håber De ved lidt om hvad De er kommet ind til. For det her er ikke en leg” selvom hun smilede, så havde hun en stærk undertone, som man ikke skulle ignorer. ”Hvis 503 vil være sød at sætte Dem, kan jeg forklare jeres første mission sammen” hun så op på Jose, som allerede havde fundet sig sin sidde plads ved siden af drengen. Han kastede ikke et eneste blik på ham, men kiggede på Den blinde i stedet. Hun nikkede taknemlig og kiggede i sit papir.

”Jeres opgave er C-niveau, da I begge skal arbejde for første gang sammen” hun kiggede på Jose og derefter på knægten. De brune øjne gled tilbage på papiret. ”I skal finde Morgan Smith. Morgan Smith sælger ulovlige stoffer til væsnerne i Di Morga. Han er ikke en af de største, men han vokser. Ser I..” hun kiggede på dem. ”..Selvom det er en C-opgave, så lad jer ikke snyde. Åben jeres øjne og bevar roen..” hun pakkede sine papir sammen og de to store engle hjalp hende. Hun rejste sig op og kastede et sidste blik på dem. ”465 og 503, må Jeres veje lyse” og med det, så var hun forsvundet.

Jose rejste sig med det samme op og begyndte at gå.
”465? Kan ikke passe!” mumlede han vredt. Han måtte indrømme, at han havde ikke hørt efter, for tallet rungede i hans ører. Hvordan kunne de gøre det?

Fyren, han var stødt ind i, gav ikke svar på tiltale, og det var Milo sådan set glad for. Han tog det som et tegn på, at den fremmede havde fået sig noget af en overraskelse over hans ord, og det gav ham et lille pust af ekstra selvtillid. Desværre for ham var det kun i hans egen private fantasiverden, at det hang sådan sammen, men så længe ingen afslørede dette for ham, skulle han nok klare dette job uden nogen problemer.

Det gik jo allerede godt. Kvinden bag bordet bad ham sætte sig; han gengældte hendes smil og gjorde, som han fik besked på. Først da han havde sat sig, bemærkede han, at den rygende fyr fra før stod lige bag ham i køen. Hvor irriterende. Skulle han nu til at rende i vejen igen?
Milo fnøs.

Da kvinden sagde, at hun håbede, at han vidste, hvad han var kommet ind til, smilede han bredt. Faktisk anede han stort set intet om det, men hvis han indrømmede det, ville de sikkert smide ham ud igen og så havde han mistet det arbejde igen.
”Selvfølgelig gør jeg det,” smilede han selvsikkert, men hans smil falmede fra det ene sekund til det andet, da han så, at fyren havde sat sig ved siden af ham. Var han sådan en slags sugemalle af en art, der havde behov for noget at klistre fast på? I så fald, kunne han så ikke udvælge sig et andet bytte end Milo?

Han vrede blik blev dog lynhurtigt erstattet af et forbløffet udtryk, da han fik at vide, at de nu skulle være partnere. Hvad i…? Hvordan kunne de gøre det imod ham?
Han åbnede sin mund og skulle lige til at protestere højlydt som et lille barn, der ikke havde fået sin vilje, men for en gangs skyld kom hans fornuft ham i forkøbet; han sank tilbage på stolen og lagde armene over kors. Lige nu burde han ikke beklage sig, for hvilken opfattelse ville kvinden så ikke få af ham? Nej, han måtte være en smule mere professionel.

Må jeres veje lyse… Bah! tænkte Milo, da kvinden og de to store engle forlod stedet med alle deres papirer. En anden person havde også forladt stedet, bemærkede han med det samme. Ud af øjenkrogen så han, at 503 var på vej væk.
I en hast kom han på benene og fulgte efter sin nye partner.
”Hey, hallo! Om du kan lide det eller ej, så er vi et par nu, og vi bliver nødt til at samarbejde lidt, så sæt dog for fanden farten lidt ned!” hvislede han ud mellem tænderne.

Den irriterende pigestemme ramte hans øre og han prøvede så inderligt at ignorere, men det mislykkedes. Da han beordrede ham til at sænke farten ned stoppede han helt, så 465 sikkert vil gå ind i ham. Jose vil så vende sig om og tage hårdt fat i knægtens skulder og kigge dybt inde i hans øjne. Jose lag mærke til hvor ung han egentlig så ud til at være og hvor meget han lignede en pige! – Kort rystede han tankerne borte og fokuserede på sin vrede til drengen. Han vidste selvfølgelig ikke hvad for et nummer han havde fået, og det var jo ikke hans skyld, men det var hans egen skyld, at Jose havde fået dette her indtryk af ham.
”Nu hører du efter, knægt” sagde han og slap hans skuldre. Han lod en hånd køre igennem det mørke pjusket hår og derefter finde plads i hans lomme.

”Du er ny her, så pas bedre på. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke er glad for en ny partner, for ingen vil kunne erstatte min gamle. Men nu da du alligevel står der, så vis hvad du nu dur til. NUMBER er ikke en legeplads for sådan nogle som dig” han vendte sig om, men gik ikke. Han vendte sig tilbage til 465 og nikkede imod ham. ”Lad os finde Morgan Smith” sagde han og rakte sin hånd imod ham. ”For partnerskabet. Jeg vil ikke have noget personligt med dig” han smilede syret, men alligevel blev det ikke helt syret som han havde håbet på. Englen i ham ødelagde det. ”Kom” vil han så sige, hvis 465 havde trykket hans hånd. Hvis ikke vil han alligevel bevæge sig af sted.

”Morgan Smith bliver altid taget i noget, men ligeså snart han kommer ud, så laver han det samme igen og igen. Vi mener, at han en skønne dag nok skal få det han søger, men vi skal nok sætte stopper for ham” begyndte Jose, mens han gik. Han regnede med at knægten fulgte efter. ”Morgan Smith er ikke en man skal spøge med. Han er en meget lille mand, med store hænder. Hans folk er altid omkring det sorte marked, surprise ikke? – Men altså, vi flyver lidt rundt også ser vi os omkring de forskellige steder”
Jose vendte hovedet kort og gav 465 et skævt smil.

"Velkommen til NUMBER, knægt"