Finally home again

Natten var stadig ung, faktisk for nogles vedkommende var den blot lige startet. Sneen faldt langsomt ned for den sky beklædte himmel. Man var slet ikke i tvivl om at der var vinter nu, kulden var forfærdelig om dagen, og om natten var det ednu værre! Men alligevel så så det ikke ud til at genere ret mange af de væsner som befandt sig i ved søen denne nat. Mange af dem var dog klædt i store frakker, halstørklæde og handsker for at kunne holde varmen. Lyden af skrig og grin kunne høres i parken, eftersom der jo var sne, var der nogle der legede sneboldkamp. Kold fornøjelse men meget sjov alligevel. En snebold kom flyvende forbi ham og han sukkede kort " SHIRO!!! Kom og vær med!" lod deres grinende stemmer. Hans blik rettede sig mod en dreng inden han fik et kort smil frem på hans læber " Hvor er det godt du er tilbage!" sagde han og rakte ham en snebold " Du er imod dem med det røde bånd" sagde drengen og løb ud mellem de andre igen * De børn...* tænkte han og smilte kort for sig selv inden han kastede snebolden og ramte en af dem med rødt bånd lige i ryggen.

Da han sukkede så det ud som om der kom en røgsky fra hans mund. Det var bare et af vinterens tricks, men der var mange flere hvor det kom fra. Han lod kort en hånd glide gennem det lange sølvgrå hår, som næsten fik et lilla skær i lyset fra de lygter, som var inde i parken. Han ville sådan ønske han ikke havde sagt ja til det job for omkring et år siden nu, han havde jo efterladt alt bag ham. Venner, veninder, de børn som kendte ham og ikke mindst han elskede Yukii... Hun måtte hade ham.. Han havde ikke engang sagt farvel til hende eller noget som helst og frygtede nu at han aldrig fik hende at se mere. Det var sikkert også derfor han var endt i parken... For at lede efter hende så han kunne give hende en undskyldning, for det skyldte han hende.

" Shi.. ro?" lød en kvindelig stemme kort. Han mærkede en hånd på sin skulder inden han vendte sig om for at se hvem personen var. Der var ingen.... Dette var vidst mere eller mindre et bevis på han savnede Yukii.. Han hørte hendes stemme og mærkede hendes blide, men kærlige berøringer, uden hun var der. Han sukkede kort igen inden han lod et ærme af sin lange sorte trenchcoat tørre tåreren væk fra hans øje inden han igen gik videre og ned til søens kant.

Søen, det var virkelig lang tid siden at Yukii havde været hernede, hun havde helt glemt hvordan det var
hernede. Der var et eller andet der havde holdt hende tilbage, var det Shiro der måske havde det..
Hun havde ikke set ham i meget lang tid, og hun havde haft tanker om han mon var død, eller
om dusørjægerne havde taget ham, eller om en anden kvinde havde scoret ham. Der var generalt
mange tanker , og meget hun tænkte på. Yukii så stadig ud som hun gjorde, langt lyserødt hår, lyserødt hårbånd
med lyserøde sløjfer i, sorte ballerina sko, lyserød kjole. Hun havde Kariz i favnen, hendes dejlige
underlig hunde, katte, tiger agtige skabning. Men Yukii holdte så meget af ham, så hvorfor ikke tage ham'
med ned til søen. "Se Kariz er det ikke lang tid siden vi har været her...jeg savner det helt"sagde hun med et smil
på læben. Yukii var slet ikke så lille mere, hun var vokset meget, dog var hun stadig den hun var
men hun var blevet noget højere-Godt nok kun lidt, men det var stadig fint nok.

Hun studerede rundt med de lyserøde øjne, som skæret havde fået, hun lagde mærke til de få mennesker
og smilte lidt, selvom der var nogle der stirrede på hende, så ignorede hun dem, og fortsatte sin rute
eller ja rute og rute, hun gik jo bare lidt rundt. Yukii vidste det godt, hun var ikke som andre halvdæmon,
spidse ører, sorte små vinger-sjældent de var fremme. "Hmm Shiro..."mumled hun stille og fandt et træ hun valgte at sætte sig
under, hun tænkte tilbage på sidste gang de så hinanden ved gyderne inden han pludselig var væk.
Hun haddede ham ikke, og ville ønske hun snart ville se ham igen. For det var som om der manglede en plads i hendes
hjerte..Netop den plads Shiro havde. Hun elskede ham, det ville hun altid gøre, han betød eget da hun mødte ham
og det gør han stadig. Så kiggede Yukii rundt, og lidt ned på kariz der lige pludselig fik færten af noget
og hurtigt var han hoppet ned fra Yukii s skød og løb nu hen mod noget.

Yukii bed sig hurtigt i underlæben, og skyndte sig at løbe efter"Ikke igen!! Kariz!"råbte hun efter ham
ja det skete tit hvor Kariz altid skulle udforske noget, eller havde set et eller andet, eller bare
lige mente Yukii havde brug for noget motion, eller noget helt andet. "Kariz hvad..!"råbte hun mens hun hurtigt fik kigget ned så
hun ikke snublede over en gren, sten , kanin, fisk eller noget. Mens hun løb kiggede rundt op på Himlen, og rundt ,
pludselig var der billeder af Shiro overalt, det kunne ikke passe..Var det noget hun forstillede sig?
eller måske savnede hun ham så meget. Hun mærkede en tåre trille ned og stopped eed at løbe, hun valgte at stå
stille lidt og holde rundt om sig selv."Shiro..."mumlede hun stille, og tørrede tåren væk fra hendes ansigt.
Hun glemte helt at se efter Kariz, som pludselig stod henne ved en person der godt kunne ligne Shiro bagfra.

Nej det kunne det da ikke være...Jo måske.Yukii ville undersøge det eller ja hvad nu hvis det ikke var ham
så ville det være pinligt."Shiro"sagde hun bare lidt spørgende mens hun lagde en hånd på hans ene skulder.

Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv længere og hørte en pige råbe noget " Kariz... " sagde han lavt for si selv og kom derefter til at tænke over det navn. Han mente 100% han havde hørt det før, men han kunne slet ikke huske hvor det var. Det føltes som om hans årer inde i hans krop var ved at fryse til is, trods det sikkert aldrig ville ske... Han lod igen sin ene hånd glide gennem det lange hår og så sig kort over skulderen og fik kun et kort glimt af hvad der var bag ham, inden han fortsatte videre.

" Kariz? Kom nu tænk!" vrissede han af sig selv inden han stoppede op. Han kunne igen mærke en hånd på hans skulder, men da han denne gang vendte sig om så han til sin store forbløffelse Yukii. Et smil kom frem på hans læber inden han tog hende tæt ind til sig og gav ikke slip " Yukii!!! Hvor har jeg savnet dig..." sagde han og kyssede kort hendes pande, inden han igen holdt hende tæt ind til sig. Han sukkede kort over sig selv da han kom i tanke om hvem Kariz egentlig var. Han gav svagt slip på hende inden han lod en hånd glide gennem hendes hår " Jeg lover dig jeg ikke forlader dig mere! Aldrig" sagde han og bukkede sig ned for at kysse hendes kind.

Han mærkede en snebold ramme ham i rykken, hvilket fik ham til at vende sig om og så på personen som havde ramt ham " Pas du nu hellere på" sagde han og smilte kort. Ja han var blevet mere blød på det seneste, men lige nu var det sikkert også mere fordi han igen havde sin elskede Yukii i sine arme igen og denne gang ville han ikke forlade hende alene... Ikke uden at sige ordentligt farvel i hvert fald.

Nu vidste Yukii slet ikke hvad hun skulle sige, eller gøre for synet af Shiro fik hende
til at lyse op, og blive helt vildt glad indeni. Hun smilte bredt og kiggede på ham.
Ja Shiro så præcis sådan ud som hun huskede ham, sidst de så hinanden.
Yukii kiggede på Kariz der så meget
tilfreds ud for at have fundet Shiro"Kariz dig kan man bare aldrig regne med"grinte hun kærligt,
og kiggede på Shiro.Hun rødmede lidt, ja blev helt kukrød i fjæset af hans ord"Ilm Shiro!!"råbte hun nærmest af
glæde.Hun nussede hans kind lidt"Hey det skal du ikke tænke på, du er her jo nu"sagde hun
og gav ham et kærligt kram, mens hun kyssede hans pande.


Hun betragtede Shiro lidt"ja Kariz måtte have snuset sig frem til dig, ellers havde
jeg aldrig fundet dig Shiro"smilte hun, og samlede Kariz op der mest af alt
ligende et stort selvglad dyr der vidste han have ret. Hun kiggede ned på ham
"ja du er hvist meget tilfreds nu Hva kariz"grinte hun og uldede hans pels lidt.
"Men hvorfor forlod du mig, jeg savnede dig så meget"sagde hun stille, og tog hans hånd i sin.
Hun havde virkelig savnet Shiro, rigtig meget, hun elskede ham overalt.
Og var glad for hun så ham igen. Så fik hun tøret tårerne væk fra ansigtet

"Men det er godt at se dig igen, nede ved søen..Hmm vent lidt"tænkte hun mens hun betragtede
omgivelserne lidt med øjnene."Var det ikke her vi mødtes første...Nej vent var det ikke gyderne
"spurgte hun nysgerrigt, med en finger ved mundvigen. Hun kyssede hans næsetip og grinte lidt
"Du er virkelig blevet blød du plejer da at være hård, og frygtindgyende, eller ja noget i den
stil"sagde hun og puffede lidt til ham, bare for at drille ham lidt, mest på
en kærlig måde.

Han så på Kariz og smilte kort “ Han kan sikkert huske mig” sagde han og så derefter igen på hende. Han kan slet ikke komme over at han havde forladt hende, uden så meget som en seddel eller noget til hende. Da han hørte hendes ord smilte han blidt til hende “ Ja jeg er her nu.. Og her bliver jeg” sagde han med et smil på læberne. Denne gang ville han ikke tage nogle steder, om han så fik tilbuddet… Så ville han have Yukii med sig hvis det var sådan at han skulle tage nogle steder, men det var ikke ligefrem fordi han regnede med der kom flere af de jobs inden for den nærmeste tid og hvis der gjorde takkede han nej.

Han så på hende med et opgivende blik “ Der var nogle der havde brug for min hjælp Yukii… men det er ordnet nu” sagde han og lod kort en hånd strejfe hendes ene kind. Da han så tåren trille ned af hendes kind bed han sig kort i underlæben “ Yukii… Jeg lover af hele mit hjerte at jeg ikke efterlader dig nogensinde mere” sagde han og kyssede igen hendes pande.

“ Det var i gyderne, hvor jeg blev beskyldt for at have dræbt en kvinde” sagde han og fnøs kort over hendes følgende ord. Han mærkede godt hun puffede til ham, hvilket fik ham til at gribe fat i hendes ene hånd “ Du tror jeg er blevet blødsøden? “ sagde han koldt og langsomt begyndte skyggerne at forme noget der lignede kæder, som kort greb om hendes håndled “ Tror du stadig jeg er blød Yukii?” sagde han med et smil på læben inden han knipsede og tog hende ind til sig og kort lod deres læber mødes “ Jeg kan jo ikke skade det væsen jeg elsker mest i verden” sagde han og smilte kort til hende.