Solskin og gyngen - Eno

T: Irl
S: Legepladsen?
O: Ingen andre.
V: Solskin.

Eranaki trådte ind på den tomme legeplads, der ellers plejede at være fyldt med børn. Han kastede et hastigt blik rundt for at sikre sig han var alene, før han satte sig til rette på en af gyngerne og begyndte at gynge langsomt frem og tilbage. Så lidt hurtigere. Han smilede muntert for sig selv, og kunne ikke huske hvornår han sidst rent faktisk havde lavet andet end at sidde i et hjørne af legepladsen og betragte de små børn lege. Egentlig var han vel også ved at være for gammel til sådan noget, men når der nu ikke var andre følte han, han kunne tillade sig det. Af og til kiggede han sig lidt omkring for at undgå at blive afsløret af en eller anden gammel dame, der ville have ham til at smutte, så hendes børnebørn kunne komme til. Han grinede lidt ved tanken og fortsatte med at gynge.

Som vinden tog til, lod Eno sit blik vandre rundt, han opsugede alle former for bevægelser, lyde, og hvad man nu ellers kunne finde på en gade som denne? Han begyndte sin gå tur ud i solskinnet, efter at have stået tæt op af en mur i skyggen og bare kigget rundt for at kunne finde ud af hvad han skulle tage sig til, og nu… ville han bare gå, hvor, vidste han ikke, men hvorfor os vide alt? Kunne da være ligemeget, så længe man gjorde det man havde på hjertet var alt vel på sin plads. Han sukkede lidt og lukkede øjnene i en kort stund, og lod bare sine ben fører ham et sted hen, da han åbnede dem efter lidt tid og kiggede lidt rundt, var han på vej hen mod byens legeplads, han mente nok at han aldrig havde været der før, men hvad så, en gang skulle være den første. Han begav sig hen til lågen og åbnede den så han kunne komme ind på selve legepladsens areal.

Han hørte lågen knirke og bremsede hurtigt op. Han åndede dog lettet op, da han opdagede det ikke var den sædvanlige sure gamle dame med de syv børnebørn der var på vej derind. Da personen kom ind gennem lågen, kunne han se det var en dreng der så ud til at være nogenlunde samme alder som ham - i hvert fald ingen gammel dame. Han blev siddende stille på gyngen og nikkede kort til ham, men var dog i tvivl om, om han havde bemærket ham endnu.