The moon... oh so pretty (manda)

Tid: aften

Sted: Skoven


Omgivelser & vejr i teksten:
Bare hvide føder strøg lydløst mod den sne der var faldet i hele skoven, det sneede stadig og alle grene var dækket til af is og sne, en fryd for øjet. Porcelænshvide hænder greb fat om en gren og rykkede den til siden hurtigt men ikke hurtigt nok til at lave en lyd ud af det. En yngre kvinde løb så hurtigt hun kunne igennem skoven, ikke fordi hun skulle nå noget men fordi det var langt hurtigere at løbe end at gå, det var nok hendes eneste grund. En knurren kom fra hendes mave og hun knurrede igen, de fleste dyr var gået i hi på denne tid og de fleste andre dyr som ikke var gået i hi kunne flyve der var selvfølgelig andre dyr men hun var indtil videre ikke stødt på nogle og det beklagede hendes mave sig over.
Hun halvsmilede da hun fik øje på en bæk der knap var frosset til og løb hurtigere, hun kom til en sø som var målet, hun havde hørt rigtigt, og for den sags skyld også gættet rigtigt. Søen var frosset til men ikke nok til at den kunne bære et væsen, hun så sig til begge sider og rørte ved det tynde islag, en knagende lyd kom fra det og søen var nu næsten bundfrossen. Hun trådte ud på søen og lod sin hånd køre over hver af sine føder hvor der blev formet en form for skøjter på de bare hvide føder. Halvsmilet kom frem på hendes læber og hun gav sig til at skøjte rundt på søen men efter et kort stykke tid kede det hende. Hun satte sig ned midt i det hele, og som var det sjovt brugte hun en istap til at skære hendes fingre op langs siderne, tyg sølvlignede blod gled i yderst langsomt tempo over hendes hånd som hun holdt den op mod den klare måne der var få dage fra at være fuld måske kun en enkel. Der var næsten skyfri og himlen og månen blev afspejlet i den tilfrosne blanke sø, hun sad helt stille og så hvordan blodet frøs til is som hun bad det gøre. Hendes hvide silkekjole som gik hende til anklerne nåede derfor ikke at tage skade af blodet.

En kold aften, det var vel dejligt på sin vis. En skikkelse gik igennem skoven, ikk så meget pakket ind som mange andre personer ville have, hvis de havde tænkt sig at gå ud i den kolde luft og mærke sneen. Manda havde pakket sig ind i en dejlig jakke, med nogle jeans som så varme ud på en måde og nogle støvler som kunne holde den kolde luft ude. Der var ikk så meget et behov for at han skulle have dem på, da han som varulv, kunne holde en god varme for sig selv. Dog kostede det ham lidt, han skulle have sin "halve" form som varulv. Så et par ulveøre, sad på hans hoved og en hale svingede lidt rundt fra ham.
Han gav et gys fra sig, nok frøs han ikk, men han hadede stadig den kolde luft. Han kiggede sig omkring, især ved tiden for sne, var der så stille i skoven. Mange af dyrene var enten gået i hi, eller taget sydpå til de varme lande, for så at vende tilbage når der begyndte at være koldere der. Han hoppede op i et træ, og begyndte at hoppe fra træ til træ. Det var meget sjovere, end at gå på den kedelige jord. Desuden ville der være lidt udfordring i at skulle hoppe på snefyldte og isglatte grene. Han stoppede efter noget tid og hans ører reagerede mod en ny lyd. Skøjter? Han hoppede ned fra træet og gik forsigtigt videre mod lyden, han fandt en kvinde der skøjtede på en sø. Var isen ikk for tynd til det? Han skimtede ned mod vandet, det var bundfrossen? Det var da for tidligt for det... Imens han kiggede mod isen, kom hendes fødder pludselig frem i hans blik. Der var is på hendes fødder!? Ikk nok med det, det var formet til skøjter... Han smilede kejtet, en der kan kontrollere is? Han lænede sig op af træet og kiggede stille mod hende.

Kun knugede den hånd hun havde skåret i til en knytnæve og lavede dernæst et smølfespark på hver af de ”skøjter’ hun havde på og de splintres til tusind stykker. Sårene knækkede lidt da de var stoppede ved brug af is, og det havde gjort ondt på andre, på grund af hedes lave kropstemperatur var hendes nerver også halvfrosset og hun mærkede ikke smerte som andre ville. Hun rejste sig, og selvom man normalt ville falde igen og igen på den glatte is gik hun elegant hen til søens kant, hendes mave knurrede endnu engang og hun knurrede igen, en irriteret grimasse gled over hendes ansigt. Hun stoppede alle bevægelser og hendes ansigt blev skarpt og koldt at se på, hun vendte sig halvt og så hen mod den person der kiggede på hende. Da hun havde lært at begå sig væk fra al civilisation havde hun ikke lært at man ikke skulle udtrykke alle følelser man havde, og hendes ansigt afslørede hver eneste følelse hun havde, hun var nærmest en åben bog at se på, og alligevel svær at forklare fordi man nok aldrig så en som ville gøre det.
Hun stirrede læge på personen med stor nysgerrighed, interesse og vurderende om han ville hende noget ondt, hans krop var ikke i kampstilling og derfor løsnede hendes ansigt sig lidt op og hun var ikke længere så anspændt som hun havde været før. Hun rejste sig igen, brugte forsigtige skridt og bevægede sig på en glidende og yndefuld måde imod ham, ikke truende på nogen måde men nysgerrig, og hun mindede vel lidt om et egern der lige havde set noget fascinerende. Og det var vel også fra dyr hun havde lært hoveddelen i at begå sig. Hun stod hurtigt helt tæt på personen, sagde ikke et ord men bukkede sig, strakte sig, gik rundt om ham for at studere ham fra alle kanter. Hendes ansigt var nu fyldt med nysgerrighed. Og hvis han ikke nåede at reagere eller ikke gjorde noget ved det ville hun med begge hænder røre hver af hans øre, hvis ikke han ville lade hende gøre dette, ville hun hurtigt træde et skridt tilbage og ligge hovedet på skrå. ”vuf” mumlede hun lavmælt da hun havde konstateret med sig selv at han i hendes øjne havde noget med en hund at gøre.

Han kiggede overrasket på hende, hun kunne med blot et lille slag i form af sin finger, knuse det is som var på hendes fødder. Han havde stadig undret sig over at hun ingen sko havde på, men siden det så ud til at hun kunne kontrollere is på en facon, så kunne det være at kulde ikk rørte hende. Han kiggede stille på hendes hånd, han opdagede først nu at hun egentlig havde noget slags sår på hendes hånd. Det så ud til at være frossent. Han rynkede sine bryn, det bekymrede ham en smule at se på hendes hånd, den så rimelig ødelagt ud. Det lettede dog hans blik da han hørte hendes mave knurre, det fik ham til at grine en smule. Det var da godt at hun kunne mærke noget, end slet intet. Han smilede let til hende. Hendes ansigtsudtryk var utrolig mærkeligt, da hun så på ham. Hun kunne nærmest ikk vælge udtryk, så det ud til.
Han satte hovedet lidt på skrå, hun så ud til at studere ham? Hun kendte ham heller ikk, så det var forståeligt at hun skulle tjekke om han ville true hende, men det var svært at true end der ikk så ud til at have noget farligt ved sig. Han kom lidt væk fra træet da hun begyndte at gå imod ham, en underlig måde at gå på, men den var det modsatte af truende ihvertfald. Hans hale svingede en smule rundt i spidsen, mens hans ører var vendt direkte mod hende. Hun var det eneste heromkring der bevægede sig. Han rynkede brynene, hvad havde hun gang i? Han fulgte hende stille med blikket, mens hans gule øje stirrede koldt på ham og hans sorte øje bare stirrede. Han opdagede at hendes hænder begyndte at gå efter hans ører. Han sukkede stille og bukkede hovedet ned så hun bedre kunne nå dem ordentlig. Han gad ikk at hun ville komme til at rive i dem. Det gav et lille sæt i ham da hun rørte dem, han kunne mærke at hendes hænder var iskolde. Han kiggede undrende på hende, "Jeg er halv ulv, ikk hund, din skovl..." sagde han opgivende.

Hun bemærkede kun kort at han så på hendes sår, og kom derved til at kigge på hans hænder, hvorfor havde han ikke? Gjorde man ikke sådan noget? Hun så for få sekunder forvirret ud men fortsatte med at betragte ham.
Hun var nød til at studere ham, hun skulle jo finde ud af hvordan man ”var’ her. Og desuden så han meget interessant ud, hun havde ikke set nogen der lignede ham… Aldrig før faktisk, og hun havde ellers set mange inde på gaden i dag, hun var blevet helt overvældet og skyndt sig væk derfra igen på trods af den gode duft af mad, som hendes made tydeligvis længtes efter nu. Hun var desuden også vant til at blive truet af ting der ikke så hende som ufarlige selvom hun lå og sov, så det var bedre at være sikker.
Hun halvsmilede da han bukkede sig frem ad så hun bedre kunne nå og hun nussede dem, som hun havde gjort ved den polarræv hun engang havde opfostret. Hun peb kort da det gav et sæt i ham, som om hun ville undskylde, eller bare for at forsikre om at det ikke var med vilje hvis det gjorde ondt. ”Sko-vel” mumlede hun da han sagde det… Der gik få sekunder ”nååå” mumlede hun, han forsøgte at fornærme hende ”ik vov? Men Raaw?” mumlede hun efter en kort pause og tog hænderne til sig, hun trådte hurtigt tilbage, og betragtede så hans gule øje, det så ikke ud som om det kunne li hende, men hun kunne godt lid det og igen kom halvsmilet frem, hun kunne godt lide hans øjne. ”hvorfor… eller… ehmmm… er det normalt at … se sådan ud?” hun bøvlede lidt med ordene og det kunne ses på hende, og det kunne da også ses på hende at hun var irriteret over ikke at kunne det hun gerne ville. Hun så ned i jorden da hun talte til ham, mest af alt for at koncentrere sig bedere. Og da hun var færdig så hun spørgende op på ham. Hun gned forlegent sine hænder og noget af isen smuldrede af, og blodet med noget der lignede sølv eller diamanter i gled langsomt ud på hendes hånd. Hun opdagede det først da det gav sig til at dryppe på jorden hvorefter hun så fascineret på det men frøs så såret til is. ”undskyld” mumlede hun og så op på ham, lukkede så kort øjende og halvsmilede igen.





//Undskyld jeg var så længe om svaret, det er jeg ked af, og undskyld jeg ikke har skrevet hvorfor, men har været hos kæresten i weekenden og har ikke haft mulighed for at komme på nettet. Undskyld//

Han kunne mærke det stikkede en smule i hans hjerte at se på det sølvlignende blod som kom fra hendes hænder. Men det var til at holde til at holde til, så længe han ikk skulle røre ved det. Så ville varulve instinkterne gå i panik.
Det var helt underligt for ham, han havde før set undrende øjne over hans lille varulve form. Hvor han kun har hale og ører, samt skarpe tænder og negle fremme. Men hans hænder var i lommerne, sådan man knap anede hans "klør". Han sukkede let, det var meget svært at holde dem i lommerne, når hun egentlig også bare stirrede og stirrede op og ned af en, så man også gerne ville lukke hendes øjne, da det føltes mærkeligt.
Han rynkede sine bryn, det var mærkeligt at høre hende pive. Hvorfor gjorde hun det? Det måtte vel være en sammenhæng med at han gav et sæt fra sig, men han vidste heller ikk at hun havde disse kolde hænder. Selvom det burde have sagt sig selv, siden at hun kunne have is på de bar fødder, og hun lignede heller ikk en der havde en høj kropsvarme. Hendes ordforråd overraskede ham meget, det lød ikk til at hun brugte sproget meget. Hun sagde ikke så mange ord åbenbart, men det kunne også være hun var genert og ikk havde lyst til at sige for mange ord af gangen. Af en refleks kom hans hånd frem og han rakte ud for at ae hende på hovedet, men hvis hun fik hans hånd væk ville han tage den ned i lommen igen. Han kom til at grine en smule og nikkede, "Ja, raaw." sagde han og regnede med at hun mente ulv. Hans øje nedstirrede hende, mens hun betragtede det. Han grinede let og trak på skuldrene, "Ja og nej... Altså jeg er trods alt varulv, men nej det er nok ikk noget du vil se hver dag." Han kiggede stille på hende, men fjernede med vilje blikket fra hende da hun kiggede på sit blod. Han ville ikk kunne klare at se på det.

//Fyyyyyyyyyyy!!!! Skam dig! D:< ej det går nok, vi har jo ikk alle tid hele tiden :P

Hendes blod havde intet, med sølv at gøre, det var fordi der var engel i hende, og en meget ren en af slagsen, og så det at det var blevet blandet med en isdæmon, det havde givet det denne ”farve’ som om der var sølv eller knuste diamanter i det, men det var der ikke, så der var ingen grund til panik for ham, hun ville ikke kunne skade ham med det.
Det gav et kraftigt sæt fra hende da han aede hendes hoved, og hun stirrede på ham med let bange øjne, men da hun fandt ud af at der ikke skete hende noget lod hun ham gøre det. ”var-ulv?” igen sagde hun det i stavelser hun vidste ikke helt hvad det var ”menneske ulv?” kom det fra hende efter kort tids tænken, spørgende fordi hun ikke vidste hvad det var o gerne ville vide det. ”hmm” mumlede hun… hvorfor var der ikke mange af dem. ”Jeg er … emmm… en … ehmmm kold fugl?” mumlede hun og så spørgende på ham som om han vidste hvad det var. ”så ikke et menneske… ligesom du! Heller ikke et menneske!” hun halvsmilede veltilfreds med sin konklusion, og det at det var gået lidt bedre med at tale denne gang.
Hun lagde mærke til hvordan han undgik at se på hendes blod ”Raww ikke li skindende vand?” hun lænede hovedet på skrå og løftede hånden imod ham, kun så den var i højde med hans bryst og stadig lidt fra ham så den ikke rørte ham. Hun gjorde det også langsomt så han ikke skulle blive bange for det. Hun var ikke så vild med hurtige bevægelser fra nogle hun ikke kendte, ligesom en kat ville sky sig hvis der kom hurtige bevægelser imod den, ligeså gjorde hun. ”oh… nå… emm.. Jeg hedder Lilah” sagde hun med et lille smil fordi hun havde lært at præsentere sig, hun nikkede som en hilsen og hvis han ikke havde skubbet hånden væk eller gjort noget andet ved den ville hun sænke den og køre sine fingre over de utallige sår der var på siden af hendes fingre, alt imens hun ville vente på svar fra ham.





//undskyyyyyyyld DX!!! bare fordi du har savnet mig xP //

Han kiggede stille på hende, han kunne tydeligt se på hende at hun frygtede at han ville gøre hende fortræd. Det var nu ikk hans stil, det at gøre folk fortræd var mere i selvforsvar for ham. Han smilede let til hende og nikkede, "Nemlig, varulv." Han trak på skuldrene, betydningen var jo menneske ulv, men han kaldte sig nu bare varulv. Der var ikk meget andet i det, det var jo trods alt meget nemmere bare at sige det som alle andre gjorde. Han fik stille sin hånd til sig, det var vel ikk noget at blive ved med.
Han rynkede sine bryn da hun snakkede om en kold fugl, han kom med et lille grin og nikkede stille. "Tja, du er ihvertfald en form for dæmon med is-evner og engel, som kan betegnes som fugl." mumlede han stille for sig selv. Det måtte anerkendes, hun havde vel ret, men så alligevel ikk. Han bekymrede sig dog stadig lidt over hendes måde at tale på, han lagde blidt sin tommelfinger mod hendes hage og de andre fingre blidt mod hendes hals. Han fik hendes hoved bøjet en smule tilbage og observerede hendes hals i stilhed. "Er der noget med dit talebånd?" spurgte han stille sig selv. Han kunne ikk forstå hendes måde at tale på, den lød forhindret og forvirret på en måde.
Han rystede stille på hovedet, han gned sin tinding blidt og kiggede på hende. "Det er ikk så meget det med skindende vand... Men mine instinkter kan godt tage mit blik for hårdt til sig, så når jeg aner noget som sølv, vil min krop helst ikk røre det." sagde han roligt og tog blidt fat ved hendes underarm. Han ville stadig undgå at røre blodet så vidt som muligt, "Jeg ved det ikk skader mig, men du kan sige jeg hellere vil være fri for at røre noget der minder om sølv." Da det mærkedes til at hun ville tage sin hånd tilbage, slap han roligt hendes arm og lod den gå hvor den ville. Han smilede til hende, "jeg hedder Manda." Et venligt, men også faretruende smil kom frem ved ham. Da hans tænder godt kunne gøre hans venlige smil lidt mere truende at se på, end han egentlig havde ment at det skulle være.

//Nah...xD Men jeg siger også undskyld, min computer gik ned og har først fået den op at køre idag :/

Hun var vant til at skulle være meget på vagt hvilket han tydeligvis opfangede. Også selvom det var blevet meget bedre, og hun forsøgte at opfører sig mere som de andre mennesker der gik omkring hende. Hun nikkede bekræftende, som om hun havde skrevet ordet ned ”varulv” mumlede hun en sidste gang, for at være sikker på at kunne huske dette ord.
Hun lænede hovedet en smugle på skrå da han kommenterede det hun sagde, hun så meget uforstående ud ”dæmon? Ehmm noget med… emm Lucifer?” igen talte hun ikke fuldstændig sammenhængende, og igen lød hendes ord som om hun læste dårligt op fra en bog. ”Engel? Ehmm… noget … ehmmm” denne gang tog det hende længere tid at finde ud af hvad hun skulle koble det sammen med ”en gud? Noget med en gud” hun forsøgte at sige sætningen forfra for at få sætningen til at give mere mening. ”så… ehmmm… Lucifers engel?” Hun rettede sit hoved og forsøgte med et let tøvende smil, for at få bekræftelse i det hun sagde.
Hun rynkede brynende kraftigt og det gav et kort sæt i hende da han rørte hende, dog lod hun ham gøre det. Da han igen slap hende rystede hun svagt på hovedet og kom med et halvt smil ”ehmm.. nej… æææh…. Stemme bånd fine… ehmmm jeg … lærte, ja lærte… først at… emm t… ta-le? for 2 år siden… aldrig talt før” hun lagde tryk på t’et i slutningen for at forsikre ham om at hun vidste hvordan ordet lød. ”Såååe… jeg… emmm ikke vand til at være med mennesker eller varulve og ikke talt, aldrig, kun dyr, ja dyr… taler ikke” hun sagde sætningen umådeligt hurtigt, i et dårligt forsøg for at dække alle hendes fejl.
Hun var lidt glad for at han skiftede emne om til det skindende vand, og hun sukkede lettet, så kunne det være at det var knap så svært at svare. ”såå varulve ikke live sølv?” hun mærkede sig det, for at vide mere om tingende og det kunne være man skulle bruge det senere. Igen kom der et lille sæt fra hende da han tog fat i hende, som om hun stadig var utilpas eller bange for at han ville hende noget ondt, men igen lod hun ham gøre det. Hun lod sin arm falde ned langs siden da han gav slip, det var egentlig ikke fordi hun ville tage armen til sig, det var mere fordi hun slappede af i den fordi hun tænkte at han ville holde den.
”Man-da” mumlede hun for sig selv, og kun med et meget meget tøset og prinsesse agtig grin eller fnis om man ville, da hun så hans let faretruende smil, hvorpå hun halvvejs løftede hånden, men så med meget viljestyrke nedkæmpede lysten til at røre ved hans tænder.
Hun så ind i det gule øje og halvsmilede ”har du … ææh en til?” hun nikkede mod hans øje, håbede på at han ville forstå hvad hun mente, da hun ikke helt vidste hvordan hun ellers skulle spørge. Hun mente selvfølgelig om han havde en til inde i sig, som en form for skizofren… og så alligevel ikke, mere om der var to inde i en krop, det havde hun set en gang før, bare med at pupillerne skiftede farve når personen i kroppen skiftede farve.




//hehe det er okay xD jeg har heller ikke haft tid til at svare før nu ^^’ //

Det var nu lidt underligt at se hende så meget på vagt, det var vel forståeligt, nu hvor han ikk ligefrem så venlig ud. Men alligevel ville han gerne have at hun bare slappede af, han kunne ikk li at mærke når nogen var nervøse. "Men selvom jeg er varulv, behøver du heller ikk at frygte at jeg gør dig noget, det er ikk lige mig at gøre."
Han blev meget stille, det så lidt ud til at hun ikk havde set sig selv være de to væsner. Hun hentydede til at hun var noget, men hun vidste måske ikk direkte hvilken race hun havde været i al den tid? Han blev dog meget overrasket over hendes konklusion, hvilket fik ham til at ryste på hovedet med et smil. "Du er ikk Lucifers engel, da han kun har dæmoner. Men du virker heller ikk til at være en... øhm..." han kløede sig bag hovedet. Det var lidt svært at definere hendes egentlige dæmon. "Øhm, rigtig dæmon. Hvis jeg da kan sige det sådan..." Det var sværere end han troede, men hun var alt for venligtsindet til at virke som en del af Lucifers hær. "Du er mere en is-engel, som er en del af gud, men med andre evner." nikkede han. Det var sådan det skulle være, det kunne ikk være andet.
Han kiggede stille på hende, han havde den dårlige vane at skulle have fysisk kontakt med andre. Selvom hun ikk så ud til at bryde sig så meget om det, tillod hun det åbenbart alligevel? Underligt. Han hørte hende snakke igen, men der gik lidt tid før han svarede hende, da han havde behov for lige at sætte hele sætningen ordentlig sammen i hovedet. Han smilede opgivende til hende, selvom hun kun havde lært at tale for to år siden, burde hendes ordforråd være større. Men det kom også an på om man øvede med nogen eller ej. "Vi må vist hellere få dig lært noget mere." grinede han let. Hun lød meget sikker i sig selv, på at hun kunne forstå alt hun sagde. Hun havde enkelte fejl i talemåden, men hun var ihvertfald fint på vej til at kunne lære det hele på meget kort tid. Han kløede sig i nakken, han savnede dengang han kunne overføre det han selv vidste til andre, det ville have gjort alting meget hurtigere. Han sukkede ved tanken.
Han rystede let på hovedet ved hendes spørgsmål, "Desværre har varulve også sin svaghed, som er sølv. Du kan ikk dræbe en varulv med et almindeligt skud fra en pistol, medmindre det du skyder med er af sølv." smilede han let. Han havde før blevet ramt af en pistol med sølv i, men heldigvis for ham kunne han få den fjernet uden at den havde ramt noget organ. Han sukkede let, han burde næsten fjerne sin halve form, men så ville han fryse rimelig meget. En lille pris for at kunne gå i sommertøj året rundt.
Han kiggede undrende da hun grinte over hans smil. Han så hednes hånd rakke ud efter hans mund, eller rettere tænder. Han sukkede og åbnede munden på gab, hvis hun ville røre, måtte hun godt det.
Da hun spurgte ham om han havde en til, forstod han hende ikk helt i starten. En anden? Da han begyndte at opfange at hun stirrede i hans gule øje, begyndte det at gå op for ham. Han sukkede dybt. "Nårh... Ham..." sukkede han. Han gned sin tinding, "Du kan sige at min varulv, har sit eget liv. Altså at bæstet har sit eget liv, og mennesket har sit eget." smilede han let. Manda var ikk en almindelig skizofren, men han havde da to personligheder som var den slags personer.

Hun vidste ikke rigtigt at det ikke var nødvendigt ikke at være så meget på vagt, det havde hun altid gjort og altid været vant til. Hun kunne dog godt fornemme på ham at han ikke var vant til det. Hmm underligt? Var det heller ikke normalt? Der var vel andre væsner end ham, som måske ikke var lige så venligsindet? Eller… måske var der ikke det her? Hun så tænksom ud, men besluttede sig for, at ikke alle folk kunne være så venlige som ham, og var derfor fortsat på vagt. Hun halvsmilede igen til det han sagde, imens dette smil kom frem tænkte hun over hvordan man svarede til det ”du…” denne gang tog det lang tid at finde det ord hun ville bruge, det var nok ikke et ord hun brugte ofte? ”du… emmm ligner! ikke en der … vil mig… ehmm ondt? Men der er …. Andre v…væsner? O… og de vil mig måske ikke… ehmm godt? Så lært ’altid vær på vagt’ … ja” hun sagde ’citatet’ lidt med en højtidelig stemme, som om hun forsøgte at efterligne nogen hun havde hørt sige det. Og det havde hun, engang, for meget længe siden, hun vidste ikke hvem personen var, kun en lille erindring om hvordan personen så ud, og så det ene lille citat, og den stemme der sagde… mere havde hun ikke. Hun rystede på hovedet, og smilet og tanken blev skubbet væk. Det efterlod hendes ansigt undrende, og hun så meget tænksom på ham imens han talte, nej hun havde ikke set sig som de to væsner, hun vidste bare hun var et levevæsen, og at der var andre slags levevæsner, nogen mennesker… og nogen, tydeligvis, varulve.
Hun lænede hovedet en smugle på skrå da han sagde hun ikke var en rigtig dæmon, hun ville egentlig spørge hvordan en rigtig dæmon så så ud, eller hvad en rigtig dæmon så var, men da han forklarede videre hørte hun i stedet efter der.
Igen halvsmilede hun da han nikkede bekræftende til sig selv, ”is-engel?” spurgte hun, det lød fint og hun små grinede igen, men stoppede hurtigt, hun vidste ikke om det var okay at grine nu.
Hun var ikke vant til at blive rørt ved med mindre det var et dyr der kæmpede for livet, eller et menneskevæsen der ville slå hende… eller jo, hun havde også haft et ’kæledyr’ men det var en del tid siden, og han var ikke ligefrem blød som den. Det var derfor hun hele tiden kom med et lille sæt når han rørte hende, mest fordi hendes hjerne sagde at hun skulle flytte sig ellers gjorde det ondt. Men det gjorde det ikke når det var ham, så derfor blev hun stående. ”røre … plejer?.. betyde av” mumlede hun, som forklaring, og illustrerede dette ved at gribe hårdt fat som sin egen arm, så man kunne se det var ubehageligt. Hun gav slip igen, og nikkede til det hun havde gjort, som tegn på at det var det der normalt skete.
Hun smilede stort og nikkede da han sagde at hun skulle lære mere ”ja… tak” kom det lettere glad fra hende. Smilet forsvandt igen da hun så han sukkede, noget var galt? Men hvad? Hendes ansigt ændrede sig, og hun så lettere bedrøvet, men også undrende på ham, for at finde ud af hvad der var galt ”savner du noget?” det kom lidt i hak det hun sagde og der var omkring 2 sekunders mellemrum mellem ordene, men det var da bedre end ingenting.
Hun nikkede og lyttede da han fortalte om at varulve ikke kunne tåle sølv, men alligevel ikke døde af det ”så… meget…allergisk til… ehmm for? Sølv?” hun prøvede sig lidt frem med ordne denne gang, for at få hastigheden i hendes tale lidt op.
Hun tog hånden til sig, men skulle bruge stor viljestyrke på ikke at røre ved hans tænder, det var lettest at lære hvis man kunne røre. Hun tog hånden forsigtigt op til sin egen mund og mærkede på hendes tænder, alle hendes 4 hjørnetænder var lidt spidse, det kom nok fra dæmonen i hende.
”så… der er 2?” hun smilede lidt og så fortsat ind i det gule øje, ”h… ehmm hvad hedder han?” igen med langt mellemrum mellem ordene. Hun var lettere fascineret af denne ekstra person, den mindede hende om et eller andet, men hun kunne ikke huske hvad. Hun smilede halvt og lod hendes hoved falde en smugle på skrå mens hun ventede på svar fra ham.

Han kiggede stille på hende, hun så ud til at tænke meget over hvad hun skulle gøre efter at han havde sagt at hun ikk behøvede at være på vagt overfor ham, men det måtte hun vel egentlig også selv om? Han ville nu bare have det nemmere hvis hun ikk virkede så forsvars-agtig, imens han stod der. Han kiggede stille på hende, og fik et undrende blik da hun begyndte at tale om andre væsner. Han kiggede lidt ud i luften, han skulle igen lige få sat ordene sammen inde i sit hoved. Det var nogle gange mere besværlig, end andre gange. Mest når hun ville sige en lang sætning, da hun havde mellemrum og tvivl i sine ord. Han kom til at grine og smilede til hende, "Det vil jeg gerne give dig ret i, men når du ved du kan stole på det væsen overfor dig, er der ingen behov for at være på vagt mere... Desuden er det svært at kende nogen, hvis man altid har paraderne oppe, ikk sandt?" spurgte han roligt. Hun virkede til gerne at ville kende personer, men hvis hun altid var på vagt, var der måske også nogen der ville være trætte af det.
Han smilede da hun små grinte, det var da godt at se at hun ikk var fuldkommen bange og i forsvar. Der var da plads til at grine lidt ihvertfald. Han rynkede brynene og rystede på hovedet, "Hvis det normalt betyder av for dig når du bliver rørt, så er det en i din opdragelse!" sagde han bestemt og rakte hende hånden. "Fordi hvis det betyder av, hvad så når du har rørt mig? Der har jeg ikk sagt av, og der ville du egentlig heller ikk gøre mig ondt, vel?" smilede han let. Hvis hun mente at når andre rørte hende, så ville det gøre ondt, så burde hun vel også være bange for at røre andre. Men det var hun ikk. "Hvis du er bange for at jeg røre dig, hvorfor er du så ikk bange for selv at røre mig?" spurgte han roligt og satte hende på et spørgsmål, som hun nok burde overveje med sin opfattelse.
Han blev glad over at se hendes entusiasme, så var det ihvertfald en del nemmere at få hende til at lære. Det var ligesom med elever, hvis de ikk gad lære, så ville de heller intet lære, det ville være det samme som at få et vildt dyr til at følge ens ordre. Han rystede på hovedet, "Ikk som sådan, engang havde jeg mange flere evner end jeg har nu, men øhm..." han kløede sig i nakken. Det var da underligt hvor de da var blevet af, de evner. "Jeg tror jeg kan sige de er forseglet. Det betyder at de ikk kan bruges, og er fanget som en fugl i bur." sagde han, for at være sikker på at hun forstod hans budskab. Der var nok nogle "store" ord, som hun ikk forstod betydningen af endnu.
Han nikkede, "meget, meget allergisk. Det er som om kroppen brænder indvendig og at det ikk vil stoppe igen." smilede han. Han tænkte lidt, "Eller som en slags stikken i hjertet, som gør meget meget ondt." sagde han og smilede bredt. Han var ikk så meget for at gøre noget negativt ud af en svaghed. Han kiggede stille på hendes tænder, kun 4 af dem var spidse? Han ville tro en dæmons var ligesom hans, alle var skarpe, men især de forreste i kæben. Han trak på skuldrene, "Han hedder Black, hvilket passer meget godt til hans personlighed." sukkede han og gned sin tinding. Så besværlig en person at have i sig.