hiding from the normal - Luke D.

Mørket havde sænket sig for længst. S. V. kom gående ned af gaden i et forsøg på at finde et sted at sove, eventuelt finde noget at ryge. Han holdt sin hånd stramt om den ene arm. Skuldrene trukket så langt op imod ørene som muligt. Abstinenser. Det var lang tid siden han havde fået noget og han ville have noget nu. Han var ligeglad med hvad han fik, bare det var noget. Han kiggede en anelse panisk rundt på vagabonderne som stille sov eller sov ind. Det var svært at sige i dette kvarter om folk blot sov eller noget helt andet.
Han fik øje på to mænd som stod over ved at træ og snakkede, med en skummel atmosfære rundt om dem. S. V. gik stille hen imod dem. Han startede med lange, tunge skridt, men det ændrede sig hurtigt for jo tættere han kom på dem, jo kortere og lettere blev de hans skridt.. Han kunne ikke holde roen. Mændene kiggede på ham og fik straks store øjne. Før S. V. vidste det løb de ned af gaden og kiggede sig ikke tilbage. Ikke én gang så de sig tilbage før de drejede rundt om hjørnet... S.V. tog sig til sit øje. Ikke mange mennesker kunne lide synet af ham. Heldigvis var disse mennesker stille. S.V. hadede dem som skreg op og lavede en stor scene, hvorefter de prøvede at ligge op til kamp. De var latterlige. Han grinede stille for sig selv og gik så videre på sin færd. Han måtte finde noget som kunne køle ham lidt ned, få ham til at tænke på noget andet. Det virkede ikke som om at der var noget at hente i dette kvarter denne aften.
Han gik i et stykke tid, med dybe indåndinger. Kiggede rundt og betragtede omgivelserne. Husene var slidte og så ikke ud til at være det mest perfekte hjem for en lille familie at bo i. Flere af vinduerne var ved at falde ud eller hang på kun det ene hængsle.
Han lukkede øjnene og løftede hovedet op og lænede det stille tilbage og tog hånden væk fra øjet. Stoppede op. Stille. Lyttede til omgivelserne.. stilhed. vinden. knirkende vinduer, som bevægede sig i takt med vinden. Snorken fra de få vagabonder som fredeligt sov på bænke og fortov. Han smilede igen let for sig selv, men blev stående og lyttede. Han begyndte at slappe af nu. Her var fredeligt på trods af kvarterets miljø.

Hvordan skulle Luke nogensinde finde hjem, når gaderne vrimlede af dem? Overalt hvor han gik, syntes han at støde på de sære mænd i sorte jakkesæt, der snart i flere måneder havde været på jagt efter ham – eller efter hans evne, rettere sagt.
Hvis de blev ved med at patruljere rundt på dem måde, ville Luke aldrig finde hjem eller slippe væk fra kvarteret igen. Han stod netop nu i en mørk afkrog og betragtede en mand passere forbi. Nej… Han måtte tage andre metoder i brug. Han måtte gøre det af med dem én efter én, før de fandt ham. Kun på den måde kunne han slippe uset væk.

Han greb fat om kniven i sit bælte, idet han gav sig til at vente på sit næste offer.
En mand med en mærkværdig frisure – skaldet på den ene halvdel af hovedet, halvlangt på den anden – passerede forbi og stoppede op, og Luke så sit snit; han strammede grebet om sin kniv og sprang frem fra sit skjul. Han tog fat om fyren ene skulder for at hive ham ind til siden og med sin frie hånd placerede han sin kniv mod hans strube med få millimeters mellemrum, kun lige nok til, at manden ville kunne fornemme knivsbladet imod sin hud.

”Er du en af dem?”
Luke stemme var snerrende og det var tydeligt, at han gjorde sig farligere, end han var. Man kunne ligefrem fornemme, hvordan ulven i ham knurrede og rejste børste for at gøre det klart, at der her bestemt ikke var for sjov.

Uden at bemærke det greb noget fat i S.V. skulder, hvilket pludselig trak i ham og prøvede at fører ham et mørkt sted hen. Væk fra vejen som han ellers for få øjeblikke siden havde stået fredsomt på. Først prøvede han at gøre modstand, i håb om at det blot var et menneske der prøvede at stjæle noget fra ham, måske en af dem han ubevidst havde skræmt før der havde hentet forstærkning. De kunne godt havet lignet bande medlemmer. Men det ville ikke betyde noget, selv hvis de hentede forstærkning, de ville ikke kunne gøre stor skade. De var også alt for nervøse til at gøre det, det plejede de ihvertfald at være. Men nej. Det var ikke et menneske det havde fat i S.V. Modstanden var for stor. Det var noget stærkere end blot et menneske der havde fat i ham. Det måtte være et væsen. Han var sikker på det. Hvis det havde været et menneske havde han hurtigt kunne trække sig væk.
Han havde stadig lukkede øjne. Han var stille et øjeblik. Prøvede at lytte sig frem. Var væsenet der havde fat i ham bange, nervøs eller iskold over for at skade andre. Noget skarpt på hans hals lagde sig let på hans hals. En snerrende stemme brød stilheden. S.V. kiggede op i øjnene på en ung mand. Han lænede sig lidt frem og lagde lidt af sin vægt på knivens klinge.
"Dem" sagde han stille, imens han tog stramt fat i den unge mands arm og flyttede den væk, hvilket befriede ham fra kniven. "Er det meningen at jeg skal vide hvem 'dem' er? For hvis det er tilfældet bliver jeg nød til at skuffe dig."
Han kiggede stille ud på gaden og rejste sig ordentlig op. Han hue var faldet af på vejen hen til hvor han nu stod. Den lå på fortovet, som en sort skygge. Hen drejede hurtigt om på hælen og kiggede nu ned på drengen igen. Han så en anelse fortvivlet ud.
S.V kunne stille mærke sine abstinenser komme buldrende tilbage og fylde hans åre med uro. Han stak hænderne i lommen og begav sig væk fra den unge mand for at hente sin hue. "Jeg håber du finder 'dem', lyder som om du meget gerne vil finde dem". Han stoppede ved sin hue, samlede den op og tog den så stille på han kunne, trods sine rystende hænder og arme. Han vendte sig derefter atter imod drengen og sagde højt og tydeligt med sin mørke rustne stemme "Jeg er S.V. ". Han kom med et lille skævt smil, som med sit hoved var ned af hældende.

Tre sekunder senere og Lukes offer var sluppet fri. Han bandede af sig selv, idet han trak armen, som manden havde fat i, til sig med et hidsigt ryk. Det var tydeligt at mærke på den unge dreng, at han ikke var vant til at tage gidsler på den måde, men øvelse gjorde trods alt mester, ikke?
Nå, men fyren var i hvert fald ikke en af dem, så meget kunne han fornemme. Nu, hvor han fik set nærmere på manden, lignede han heller ikke en af dem. Han var en anelse mere sjusket og uformel af beklædning, men hans ansigt passede nu meget godt på en af de foromtalte ”dem”.

”Du skuffer mig ikke det mindste,” sagde Luke og fnøs. Faktisk var han kun glad for, at den skøre mand ikke var en af dem, for det betød blot, at han ikke behøvede at gøre det af med ham.

Gutten vendte ryggen til ham og fremsagde noget, der kunne lyde som en blanding af en lykønskning og en afsked, og begav sig væk. Snart efter, efter at have samlet sin hue op, vendte han sig dog rundt og præsenterede sig selv.
Det forvirrede stakkels Luke, der stod tilbage med kniven hængende ned langs siden i sin ene hånd. Ville fyren snakke eller ville han gå? Han udsendte blandede signaler, og det tog ikke Luke lang tid at komme til den konklusion, at manden måtte være lettere rundtosset i hovedet. Blandingsracen bed desuden særligt mærke i, at fyren rystede på hænderne, da han samlede sin hue op. Han var vel en narkoman eller noget i den dur med abstinenser. Den slags kunne gøre folk skøre i bolden, havde Luke lært. Hvis ikke de fik deres fix, kunne de gå helt amok.

Han rømmede sig og besluttede sig for, af venlighed, at han hellere måtte præsentere sig selv lige så.
”Jeg er L… Leonardo.”
Hans ord kom en anelse tøvende, idet han overvejede, hvilket dæknavn han skulle bruge. Fyren her virkede ikke til at være én, man kunne stole på – men hvornår havde man nogensinde kunne stole på én, man stødte på i en mørk gyde en sen aften? – så han besluttede sig for, at han hellere måtte bruge navnet Leonardo. Han havde en del dæknavne efterhånden, men det og Luke var hans foretrukne. Luke lå dog så tæt på hans rigtige navn, Lucas, at han knap nok turde bruge det længere, medmindre det var arbejdsrelateret eller på anden måde kædet sammen med hans private liv.
Desuden, fyren her præsenterede sig som en hvis hr. S.V, hvilket var komplet utroværdigt, for det var højst sandsynligt en forkortelse for noget, der sikkert ikke engang var hans rigtige navn.

Luke fnøs.
”S.V.,” gentog han. ”Det lyder som et dårligt kunstnernavn. Er du rapper eller sådan noget – sanger, måske?”
Eller måske var fyren kunstner? Luke kunne lige forestille sig ham underskrive alle sine værker med ”S.V.” som en ægte mester. Eller måske var han rent faktisk noget inden for musikken. DJ S.V. – det lød næsten for godt til at være sandt, og Luke måtte bide tænderne sammen for at skjule et grin, og hans altid utryksløse øjne afslørede intet.

S.V stod lidt og kiggede sløvt på drengen og kiggede lidt op og ned af ham. Han så yderst ung ud. Alt for ung. En ung fyr i den alder burde ikke gå rundt i de mørke gyder ved denne tid. Han burde ihvertfald slet ikke tage fat i en fyr på S.V. scala, som både var høj og bred og blandt andet ikke den tyndeste man kunne finde på disse kanter. S.V havde dog selv rendet rundt i et miljø som dette. Usselt og beskidt.

Han begravede sine hænder dybere ned i sine lommer og stod lidt og kiggede ned i jorden, funderede over hvad han nu skulle gøre. Han drejede sit hoved og kiggede ned af gaden, måske der var kommet nogle som kunne sælge som noget crack? S.V. lod kort efter blikket glide ned i jorden igen. Det lod ikke til at være hans aften. Hans hænder tog stramt fat i indersiden af hans lommer og strammede hele armen.

Han lad stille sit blik glide op på drengens ansigt. Han så ikke særlig sikker ud i sin sag og det var tydeligt at han ikke var vant til at slæbe halv tunge mænd fra gaden og ind i en mørk gyde. Det var ellers også noget yderst mærkværdigt at gøre for en ung fyr på hals alder... Medmindre han selvfølgelig ville have fat i noget hash eller lign. Hvem ville ikke gøre det? Det kunne egentlig godt være det var det han var ude efter, især fordi han netop så så nervøs ud. Havde han også abstinenser? Han stod lidt og tænkte lidt nærmere over tingene. 'Dem' var måske nogle hash'dealers, som han ikke havde fået betalt i tide og nu var de efter ham. Et lille smil forplantede sig på S.V.'s læbe. Det var måske også forklaringen på at han præsenterede sig meget utroværdigt, stammende og usikkert. Som om han ikke var sikker på at det nu også lige var hans navn. Et dæknavn måske?
S.V. Gik lidt tættere på, mest så han kunne stille sig op af muren og slappe af. Selvom han før havde funderet over at gå sin vej og fortsætte sin færd om at vinde noget crack, men denne unge mand, eller hvad man nu kunne kalde ham, så interessant ud.Selvom han så yderst nervøs ud, var fyren ikke bange af sig. Han begyndte ligefrem og sætte spørgsmålstegn ved S.V.'s navn!

S.V. skubbede sig kraftigt væk fra muren med sin ene skulder, stadig med hænderne i lommerne. Rømmede sig, rejste sig ordentligt op, samt hævede sit hoved lidt. Kiggede ned på den unge dreng.
"Ey! som om dit navn er mere troværdigt end mit?" sagde han højt med sin dybe hæse stemme som rumlede lidt. Drengen var åbenbart ikke bange af sig.
Skulle han besvare hans spørgsmål omkring hans navn og om han på nogen måde var kunstnerisk? Ville dette være for meget infomation at give ud til en som lige havde lagt en kniv for hans hals. Han rappede trods alt ikke aktivt efter han var kommet til denne by. Men det var hans indtægts kilde dengang i Finland. Han elskede det dog stadig. Den måde rytmerne af elektroniske bølger løb igennem kroppen var lige så godt som hash eller lign. Han begyndte at tænke tilbage på dengang han sad inde i sin stue, røg en fed og kom op med sine tekster.
Han smilede skævt.
"Heh, sikke en nysgerrig fyr du er? Well, jeg rapper til tider"
"Hvorfor er 'dem' efter dig? Pisset på deres sukkermad eller bare stjålet lidt for meget af deres hash?"
S.V. lo hæst for sig selv.
"Eller har du hamret lidt for hård i chefens bitch?"
S.V. gik raskt hen ved siden af drengen og slyngede sin rystende arm hård rundt omkring Leonardos skulder og begyndte at trække ham med ud på vejen. Gyden var alt for mørk til at han kunne få et ordentligt blik over drengen. Man måtte passe på sig selv og den eneste måde han kunne gøre dette på var at sikre sig at han aldrig havde set drengen før. Han måtte være sikker på at han ikke var den del af hans bande fra Finland, som ville slæbe ham tilbage. Aldrig mere tilbage til Finland. Aldrig.

Nej, Luke var bestemt ikke bange af sig. Da S.V. trådte nærmere og begyndte at kritisere hans navn, rettede han sig op i fuld højde med korslagte arme og et smil hængende ved læberne. Han var vant til typer som ham her, netop fordi han havde forbindelser i undergrunden. Det var meget sjældent, at de skræmte ham, men det var dog lykkedes for en enkelt fra tid til anden, mest af alt fordi Luke havde provokeret så meget, at de havde måttet ty til vold.
På trods af sine dæmongener, klarede Luke sig nemlig ikke særlig godt i kamp. I hvert fald ikke mod mænd af S.V.s størrelse. Når sådan nogle blev gale i låget, så kunne de slå til – det havde Luke efterhånden erfaret! Han havde stadig ar overalt på kroppen efter de mange slagsmål, han havde været i igennem tiderne.

”Mit navn er det mest troværdige i hele verden,” påstod han.
Luke. Det var et ganske ordinært navn. Så længe han bare ikke klokkede i det, som han netop havde gjort, så ville ingen gætte, at det ikke var hans rigtige navn. S.V. havde fået mistanke om det, men så igen, Luke havde jo også gennemskuet, at hans navn nok heller ikke var helt troværdigt.

Fyren var åbenbart rapper, viste det sig. 1-0 til Luke. Han var da for genial til at udlede ting om en person, blot ved at se på deres navn.
”Såeh, er du kendt eller sådan noget?” Det interesserede kun Luke, fordi han tog billeder til interviews og den slags, så måske han en dag i fremtiden ville støde på denne fyr? ”Du ved, optræder du på en scene og laver musikvideoer og vælter dig i kvinder og kokain og alt det halløj?”

En arm blev slynget om hans skulder og han blev trukket med ud på vejen, hvilket han dog ikke så noget skidt i. Da S.V. spurgte, om han havde hamret lidt for hårdt i chefens bitch, voksede hans smil. Han trådte nærmere den fremmede og lagde en hånd på hver side af dennes hofter, idet han pressede sig selv helt tæt ind imod ham, som var S.V. den føromtalte ’chefens bitch’.
”Mhmm,” svarede han. ”Og hvis du bliver ved med at spørge så nysgerrigt, så hamrer jeg også i dig. Hårdt.”
Han plantede et kys på mandens hage – gutten var jo næsten to meter høj, så det var kun med nød og næppe, at han kunne nå – hvorefter han skubbede sig fra sig ham igen. Det var ikke sundt at stikke snuden i folks sager på den måde, og da slet ikke Lukes sager. Han holdt meget gerne sit privatliv hemmeligt og hvis han endelig skulle ud med det, så skulle det ikke være til en fremmed som S.V. her.

Først svarede S.V. ikke på Leonardo's spørgsmål om, om S.V. var berømt eller ikke. Det ragede ikke ham og jo flere oplysninger denne lille dreng fik at vide, jo farligere var det for S.V. at være i nærheden af ham. Især på grund af den måde han mødte knægten på. Rar måde at møde nye folk på, en kniv mod struben.

Han stod lidt med et tomt blik i ansigtet og tænkte over tingene der lige var sket for ham. Dog blev han afbrudt af at knægten kom tættere på. Tog fat i hans hofte og pressede sig selv imod S.V..
Dette reagerede han ikke megen på. Han stod stille og ville se hvor langt drengen ville gå. Han stod stille og lod drengen føre. Det eneste han gjorde var at komme med et lille smil og kigge ned på ham.
Leonardo sluttede af med et lille kys på hans hage. Det måtte ikke havet været rart for ham, da S.V. var igang med at lade sit hage skæg gro ud. Det så også en anelse besværligt ud for ham at kysse S.V. S.V. var vidst lidt for høj for ham. Dog blev S.V. lidt skuffet da Leonardo stoppede efter kysset på hans hage. Turde han virkelig ikke gøre mere? Det var ikke fordi at S.V. var homoseksuel, men hvis det skulle forstille en trussel for at lave lidt sjov med hans situation, skulle den knægt tro om igen!

S.V. smilede skævt og vidste nu hvordan han skulle indlede sit svar på Leonardo's spørgsmål. Han begyndte at gå hen imod Leonardo og krammede ham hård bagfra. Han kyssede ham på nakken og begyndte derefter at rappe.
// https://www.youtube.com/watch?v=XBNTNUtrSWM lyrics nedenunder hvis du ikke gider høre sangen//
This is dedicated to all my girlfriends
I'm an asshole
Sticking-chicken asshole
Fuck the pussy of the eaters I'll be licking asshole
Oh, hold up, for every question you will ask, no
Just be quick, unzip my shit and kiss a pair of fat balls
I'm the all-day chiller in this bathrobe, the rascal
Got your sister breathing second-hand smoke
She likes to, get fucked from the back while her man calls (Hello?)
Pick up the phone and say tonight they'll have to cancel, their plans for
Romantic dinner, with candle lights working overtime mean she is letting Skitz inside
Shit you might be chilling' on your leather couch
I'm hitting her upstairs like we living in the acid house
She loves cock, the young cocks com-bust
That shit sprays like bird shot, on top of her soft butt
Dumb slut, sex toys and what-not
I'll be gone before the sun's up, one love

Imens han rappede dette kørte han sine hænder ned af drengens bryst og mave og lod sine hænder komme ind under hans trøje hvor han let holde sine hænder på hans mave. Han lod nogle af sine fingre kravle ned i buksekanten. Men kun lige så han ikke kunne se dine fingernegle mere. På trods af at drengen var tough, mente S.V. at han ikke var nær så tough som ham selv. Han var trods alt en del ældre, af hvad han kunne se efter øjemål. Leonardo så ikke særlig gammel ud. Men self, var var vidst ikke menneske, så han kunne sagtens være ældre end som så. Han vendte Leonardo om og puffede ham ind i et træ blot 1-2 meter væk fra dem. Han placerede begge sine arme på hvor sin side af hoved og støttede sig til træet. S.V. lænede sig langsomt ind imod ham, var næsten helt henne ved hans læber. Men så snart han sagde den sidste sætning skubbede væk fra træet og begyndte at gå hen imod den anden side af vejen. Han stak igen sine hænder i lommen. De var begyndt at ryste lidt mere og hans nervøse sammentrækninger i ansigtet var begyndt at vise sig. Der var en grund til at han tog stoffer og drak. Men det kendte ikke mange til.

Luke trådte tilbage efter sit lille nummer og så sin ”modstander” an. S.V.s ansigt udtrykte ikke meget, i hvert fald ikke de første par sekunder; så gled der et skævt smil over hans læber, og det gik op for Luke, at han nok ikke helt havde formået at skræmme manden… Sikke en skam. De fleste mænd flygtede med halen mellem benene når de stødte på en anden fyr, der viste sig at være til det samme køn. Det var næsten, som om de troede, at biseksualitet var smitsomt eller noget i den dur.

Så, ud af det blå, gik S.V. hen og stillede sig bag Luke og kyssede ham i nakken. Gadekrydset smilede bittert over denne handling, for det betød, at manden ikke var helt bange af sig.
Luke lyttede interesseret, da S.V. begyndte at rappe. Det var sjældent, at han gad lytte til rapmusik, og når han endda fik en privatkoncert, var det jo kun endnu mere specielt. En once in a life time oplevelse – han tvivlede i hvert fald stærkt på, at han engang i fremtiden kunne finde på at tage til en rapkoncert.
”Det var dog en utrolig romantisk tekst,” sagde han sarkastisk. ”Jeg kan lige forestille mig, hvordan kvinderne må kaste sig om benene på dig, når de hører den.”

Da S.V.s hænder befamlede hans krop, sagde han intet, men da hans fingerspidser nåede ned til hans buksekant, mærkede han det sædvanlige stød, man fik, når folk kom for tæt på det område. Stødet var hverken ubehageligt eller dejligt. Det var nærmest helt neutralt.

Han tumlede ind i træet, som manden skubbede ham hen til. Det gik udover hans ryg, men han klynkede ikke, og han forsøgte så vidt muligt ikke at lade smerten vise sig i ansigt især ikke nu, hvor S.V. pludselig kom meget tæt på. Og så, pludselig, flyttede manden sig og begyndte at gå ned af ganden.
Luke lagde armene over kors og skød underlæben frem som et utilfreds lille barn.
”Åååårh,” lød det fra ham, ”var det alt?”

S. V. hørte en stemme sige noget. Det lød nærmest som en klage, dog lidt drilsk? Han havde til tider lidt svært ved at fornemmer på folks stemmer, om hvilket humør de var de. Nok mest fordi hans egen stemme var ensformed og dyb. Han stoppede brat og sukkede dybt. Det var ikke fordi han synes det var irriterende eller belastende at knægten sagde ham imod. Han kunne godt lide hans gå-på-mod og sin lidt tough attitude på trods af deres højde forskel.

"Nu skal du ikke lege med ilden, knægt"

Sagde han med en langsom og rolig stemme. Han lod sig langsomt vende sig om, så han igen havde retning imod Leonardo. Han forplantede sit blik på ham og stod et øjeblik og betragtede stille knægten. Hans ansigt begyndte at krumme sig sammen i hurtige, nervøse sammentrækninger, hovedsagligt hans næseryk. Han gav sig selv en lussing. Han måtte tage sig sammen. Eller enden måtte han tage sig sammen eller også finde noget hash af en art... Valget var at finde noget hash. En af de sovende vagabonder måtte have noget man lige kunne snuppe.
S.V. kiggede ned i jorden, tog en dyb indånding og kiggede derefter op på Leonardo igen. Han ville gerne finde noget hash, men han ville hellere ikke forlade knægten. Han var underholdende. Det var et stykke tid siden han sidst havde snakket med nogen i længere tid. Fået en ordentlig samtale. S.V. havde været meget forsigtig med hvem han snakkede med siden han kom hér til og en god underholdning skulle man da ikke bare smide væk så let?!
"Yo knægt!" han lavede et hovednik til Leonardo og fortsatte
"Wanna smoke some weed, med S.V hér?" Han rettede sig op og pejede begge sine tommelfingre imod sig selv.
"Så kom med og hjælp gamle'drengen med at finde noget weeeeed".
S.V. slog sine arme ud til siderne, som et tegn på at han var velkommen til at komme med ham. Klar til et kram. Dog var det ikke lige et kram han ville give. Det var blot et tegn på velkommenhed og at ville dele lidt hash med knægten.

Ikke lege med ilden? Luke lo. Han kedede sig og havde ikke andre planer for aftenen end at tage hjem og sidde og fumle med sin bas, så det kunne ikke komme på tale at han ville lade ”ilden”, denne mand, være. Næh, han ville lege videre! S.V. var trods alt hans eneste underholdning for denne aften.

”Så må jeg jo bare tisse i sengen i nat,” svarede han kækt og hentydede selvfølgelig til det gamle ordsprog om, at når man leger med ilden, tisser man i sengen.

Han trådte hen til S.V., der nu stod stille, i et roligt tempo. Som han kom nærmere, så han, at fyrens ansigt forvred sig i mærkeværdige grimasser, hvorefter han gav sig selv en lussing. Luke lo.
”Abstinenser?” spurgte han.

Og ja… Det var abstinenser. Sit spørgsmål fik han svar på tre sekunder efter, da S.V. spurgte, om han ville ryge noget hash med ham. Tjo, hvorfor ikke? Han var i godt selskab, og hash havde som regel den effekt, at det gav et ekstra pift til stemningen, så den kom helt i top.
Det eneste, der holdt ham tilbage, var tanken om, at han måske ville blive fanget af sine forfølgere, mens han var i en skrøbelig tilstand. Men hvad fanden… Han havde jo S.V. med sig, og det var jo ikke, fordi han ikke kunne slå fra sig, så det skulle nok gå.

”Min kalender er ellers helt booket, men jeg kan nok godt aflyse et par aftaler.” Han fiskede sin imaginære kalender frem fra sin baglomme, bladrede igennem den og lagde den tilbage igen. ”Præsidenten kan vente. Lad os tage på jagt!”
Efter hash, selvfølgelig. Han spankulerede forbi S.V. og nåede lige at gribe fat i hans jakke for at hive ham med ned af den næste gade. Hvor man fandt hash, anede han ikke, men han havde en idé om, at man skulle ind i de lidt mørkere hjørner af kvarteret.

SV stod stadig med armene spredt ud til siderne. Han fnøs over hans kommentar på at lege med ilden. SV kendte godt ordsproget, men ville ville ende joken helt endnu. Han plantede et lille skævt smil på sine læber.
"Nå, det er du ikke vokset fra endnu knægt"
Han lod sine arme stille dale ned af siden på sig selv, samtidig med at han vendte sig ved at lade sin krop følge Leo mens han gik forbi. SV ignorerede Leo's kommentar på hans abstinencer. Hans ansigts sammentrækninger kom ikke af abstinencer, men det var noget han altid havde levet med. Han kunne ikke undgå det. Det ville ikke forsvinde hvis han holde op med at tage hash, selvom et par søde piger i sine yngre dage, havde insisteret på at det ville hjælpe. Men i virkeligheden var det egentlig hashet der fik det til at gå væk. Hashen fik ham til at slappe af, især hans sammentrækning.

"Let's find some then, motherfucker"
SV indhentede hurtigt Leo med sine lange ben og hvilede sin ene albue på hans højre skulder. Han kiggede lidt rundt og scannede kvateret for mulige hash'folk.
Jo længere de gik ned af gaderne jo mere ødet blev gaderne, dog blev husene mindre slidte og var mere beboelses venlig. Han stak hænderne ned i lommerne og klemte dem hård sammen. Hans muskelsammentrækninger var ved at være slemme. Indtil der længere fremme kunne ses en skikkelse i en lang sort jakke. Ikke en fin suit jakke, men en uldet sort jakke med lappe hist og her. S.V. tog sin hånd op og kløede sig lidt i skægget, trak sin hue lidt foran sit øje, da den var smuttet op.
"Tror du han er en muligt offer for vores awesomeness"

Og stillede sig bag Leo og stoppede ham. Han lagde sine hænder på hans skuldre, hvorefter han igen pejede med den ene arm helt strækt ud, lige forbi Leo's hoved, så der ikke var nogen tvivl om hvor han pejede. Han bøjede sig lidt ned så hans havde var ved siden af Leo's. Imens prøvede han at slappe så meget af I hit ansigt at han ikke ville lave sammentrækninger imens han var så tæt på Leo's hoved. Lidt venlig måtte man jo være en gang i mellem.
"har du prøvet det her før?"