Funeral for a special creature.

Stilheden havde bredt på kontoret, og hun var nu helt alene. Et ord, som faktisk irriterede hende, selvom det var rart at være alene. Hun elskede det.. hun for fanden levede i det. Abira, som djævlen hed, havde en lang skjorte og nogle stramme sorte bukser på. Håret blev der altid gjort noget ud af, men i dag havde de fået selskab af nogle læsebriller, og det var ikke fordi hun havde svært ved at se, når hun læste, men hun havde fundet dem, og sat dem der op og havde glemt alt om dem.
Men her gik hun så, samlede papir, ryddede op på sin disk, besvarede de sidste par breve, inden hun gik ind til køkkenet. Hun åbnede fryseren, og satte sig på hug foran den. Kulden fra den fik hendes tænder til at løbe i vand. Ikke fordi hun vil æde isen der var der, men kulden, som flakkede om hendes øjne. Kontoret slog hende ihjel, i sær da mange væsner ikke kunne holde kulden ude. Åh, hvor hun bare hadede det. Men Samantha havde lovet hende, at hun vil gør noget ud af det, men den stakkels kvinde havde i forvejen mange ting at se til. Derfor havde hun heller ikke været på kontoret i flere uger og ansvaret var lagt på Abira. Og heldig nok, så var hun ikke den stressede type, men derimod typen der altid skulle have et eller andet til at ske.

Fryseren blev lukket og tasken blev pakket. Alle vinduerne blev åbnet og efter et godt par minutter, satte hun sig på disken, og tændte en smøg. I virkeligheden måtte man slet ikke ryge herinde, men hvad man ikke vidste, havde man ikke ondt af. Smøgens dejlige nikotin blev fyldt i hende og hun lukkede øjnene i ren nydelse. Hvor var verden dog blevet til et kedeligt sted, tænkte hun og de mørke øjne blev åbnet. Hun så imod en af de store ruder og lag mærke til en due, som fløj forvirret rundt. For mange år siden sad hun ved en bar med gutterne og drak sig stiv. Men hun vidste sgu heller ikke bedre, og nu sad hun her.
Abiras suk drog ud, og hun smed smøgen væk. Hun begyndte at pakke de sidste papirer til i morgen. Abiras øjne stoppede på et lille brev, som var gemt under en mappe. Ikke fordi der ikke var breve overalt, men dette her brev så anderledes ud. Og hun havde ikke fået det pakket op. Men det blev der så lavet om på. Hendes tynde fingre pakkede konvolutten ud. Man kunne se på hende, at hun havde gjort det en masse gange før. Hun åbnede brevet:

Kære Birdy
Jeg vil gerne drøfte et par ord om en engel, den kvindelig af slagsen. Jeg kommer torsdag aften, men kan let blive forsinket, da jeg bor på den anden side og jeg har problemer med transporten.

Jose D. Malgoni.

Også var der en telefon nummer. Abira smilede skævt, og lag brevet væk. Så manglede hun en, og det var skam en engel. Hun havde aldrig brudt sig om selskabet af en engel, udover en, men hun skulle jo nok. Jose hed han og hvorfor følte hun, at hun kendte navnet? Men på den anden side, så vil det jo ikke overraske hende, hvis hun kendte ham. Men en kvindelig engel? Hvor hun dog inderligt håbede på det var hende. Og hun var sikker på, at det var den engel, for med et, kom hun i tanke om Jose. Englebarnet, men var selvfølgelig et menneske, og hun havde hørt, at der var sket et eller andet i familien. Men som hun umiddelbart kunne mærke, så var der ingen bekymringer. Jo, udover den her. Men det havde været alle deres bekymringer.
Derfor satte hun brevet ned og tog sin old school mobil frem. Hun tastede et nummer ind og stemmen bag ved sagde kun fire ord. ”Jeg er på vej” også blev der lagt på. Abira smilede og tændte lyset, da hun allerede havde slukket halvdelen. Samantha, hun vidste sgu også alt. Hun stillede par drikkelser på bordet, da hun kunne mærke, at dette her nok skulle blive interessant, det var det altid, når det handlede om : "Asma" smilede hun kort og kiggede imod himlen. "Du er savnet"

Hun havde lige fået sin frakke på, da telefonen kimede. Hun så på displayet og sukkede sagte. ”Jeg er på vej” sagde hun hurtigt og slukkede telefonen. En af tjenestepigerne kom ind og Samantha nikkede og gik med ud. Hendes lange frakke trak hen ad jorden, da hun kom ud. Hun steg ind i en sort bil, og chaufføren begyndte at køre. Mens hun sad i bagsæden, begyndte hun at tage sine handsker på, og rette på sit hår og smykker. Hvor var det bare typisk hende, at glemme sådan noget. Men gud vidste hvor travlt hun havde det.

”Birdy’s Office” sagde hun og kunne se, at bilen drejede med et sving. Hun rettede sig irriteret op og chaufførøen undskyldte og standsede bilen. ”Få styr på ruten” mumlede hun og gik ud af bilen. Hun smækkede med døren, og hans stemme kunne lige akkurat høres: ”Undskyld”

Samantha gik langsomt op ad trapperne, og knappede frakken op. Hendes tanker var desværre alt for langt væk, at hun rigtig lag mærke til Abira. Hun lukkede døren efter sig og gik over til bordet, som Abira havde været så belejlig, at dække halvt op. Frakken blev kastet på stolens ryg og derefter satte hun sig. Hun sukkede, og man vil sikkert læse hende, at hun var træt. Men lang fra. Det var bare, hver gang det var med Asma sagen havde at gøre, så var hun ikke den Samantha folk kendte . Asma havde ændret de flestes liv, det var bare om, hvem indrømmede det.

"Hæld lige noget op til mig, elskling” sagde hun og lod blikket glide imod rudens smukke spejle. Dybden i englens ar var skræmmende. Hvor hun lå begravet eller hvor hun døde vides ikke, og det var meget svært at finde vidner i denne her verdensdel. Hun var bare så irriteret på, at en som Asma skulle dø, så tidligt. Selvom hun tit led, uden at belemme folk med sine kvaler. Det var det specielle ved Asma, hun var den bedste af alle til at skjule følelser også blev hun ved med at overraske folk. Fandt lyset i selv de mørkeste væsner.

Et smil formede sig på Samantha’s læber. Hvis Abira havde hældt op til hende, så vil hun tage koppen og drikke den. Selvom væsken ikke gav hende varme eller noget, så var det bleven til en vane. Hvor havde menneskerne dog gjort hende bløde. ”Jose, ikke?” sagde hun og kiggede på Abira, djævelen som havde ligget foran hendes dør. Djævelen, hun ikke havde smidt ud, selvom hun havde skabt mange problemer. Hun havde det med at finde mærkværdige væsner. ”Men det bliver spændende at se, hvad Jose har med Asma at gør” sagde hun et stykke tid efter og smilede til Abira. Et smil, som Abira efterhånden ejede.
Ikke engang begravelse havde hun fået. Samantha var dybt skuffet over sig selv og alle andre væsner, som havde kendt Asma. Al det hun havde gjort for en, og ikke et sølle begravelse havde hun fået.. Vredet sænkede sig over hende og al former for følelser havde for længst forladt hende, nu sad hun i tomheden. Tomheden, som var bleven en selvfølge. Asma, sagde hendes skrøbelig hoved nu. Hvor er Asma?...

Trafikken var støjende, og han havde svært ved at fokusere, på de væsner, som væltede frem og tilbage. Det føltes som om der kom flere og flere til, hver evige eneste gang han blinkede. Og det var ikke positivt. Han kunne jo have brugt sine vinger, som de normale væsner vil tænke sig frem til, men ærligtalt, kunne han ikke. Han var kommet slem til skade med kulden, og han havde fået en vingesygdom, mere var der ikke i det. Han småløb hen ad fortovet, og skubbede ufrivilligt til væsnerne omkring ham. Nogen undskyldte af ren refleks, mens andre svovlede så det stod ud af ørerne. Men Jose derimod, fokuserede kun på en ting, og det var samtalen ved Birdy’s Office. Samtaler var ikke hans stærke siden, men denne samtale, var han mester i. Sikke en underlig tankegang.
Han var nået til en vej, og han kunne se en halv høj bygning, som mest af alt lignede en nedlagt café. Hurtigt tog han sin jakke af, så han nu stod i en skjorte. Håret sad som det skulle, da han åbnede døren. Varmen pustede ham i hovedet og et skævt smil formede sig på hans læber, da han begyndte at få op ad trapperne.
Det var anden gang han mødte Lady Samantha. Og Abira, eller den såkaldte, Lucy, var et par gange nu. Det hele var bare om at huske. Han fik en sær følelse, da han var trådt ind til dem. Han følte sig tættere på Asma end nogensinde, nu da han var sammen med disse her væsner. Disse her væsner, som vidste, hvad der var hændt Asma.

”Godaften, Lady Samantha, og Miss Abira” hostede han sig frem til og rakte hånden imod Abira, hvis hun trykkede hans hånd, vil han derefter gå imod Lady Samantha og trykke hendes hånd. Efter den lille hilsen vil han sætte sig ned, imod vinduet og lukke sine øjne. For hans hjerte bankede ikke kun, men rasede derud af. – Kort tid efter åbnede han øjnene og smilede til kvinderne. Begge kønne at se på. ”Asma” sagde han, og mærkede hvordan hans stemme rystede. ”Så, ved I hvor hun er?” Savnet til hende var stort. Eller retter sagt, kærligheden, som altid blev afvist, på den mest dejlige måde, var savnet. Han lænede sig tilbage og kiggede på de to andre. Var han mon uhøflig for bare at smide emnet op på bordet?
Noget i deres blikke fortalte, at det ikke kun var ham der savnede englen. Den røde hårede kvinde, med det udødelige smil. Og øjne, som ingen havde set magen til. Det ægte varer, hun var guld værd, men så sig mindre end alt. Men han nu snart skulle genforenes med hende igen, var ubeskriveligt. Nu var han jo engel, som hende. Så måske skabte det et andet bånd?

Som hun stod og gloede ud af vinduet og betragtede himmelen, som ændrede sig ubevidst, hørte hun en bil foran kontoret. Hun kiggede ned, og kunne allerede genkende bilen. Samantha Vee var ankommet. Et fåret smil bevægede sig på hendes læber, og hun fulgte Samantha med øjnene. Den måde hun bevægede sig på, mindede alt for meget om en sur chef. Djævelen trak vejret ind og lukkede kort sine øjne, hvorefter hun vendte sig om, samtidig med, at Samantha åbnede døren. Hun gik imod hende, men øjnene på vampyren fortalte hende, at hun ikke var til stede. Så, som en lille hvalp, fulgte hun efter hende og lod hende sidde ned.

Abira stod blot et par meter fra hende og så nysgerrigt på hende. Samantha så altid godt ud, når hun tænkte. En meget speciel kvinde, efter hendes djævelske øjne. Med armene bag ryggen stod hun ret, som var hun en soldat, og så imod ruden. Dog blev stilling brudt, idet Samantha snakkede til hende. i virkeligheden var Abira ikke Samanthas hund, men derimod havde et stort respekt for kvinden. Så den dag Samantha valgte at bide hende, var den dag hun ikke adlød hende. – Abira gik over mod bordet og hældte noget kaffe til hende og rakte hende koppen. Smilet på Samanthas læber blev gengældt, og det var som om Samantha igen var tilbage. ”Jose” sagde hun og kiggede direkte tilbage på Samantha. Hun tippede hovedet til den ene side og smilede mystisk. ”Det gør det” sagde hun og idet hun sagde det, åbnede døren sig. Forskrækket så hun på Samantha, da hun sikkert havde hørt ham. Ingen havde sanser som em vampyr, jo.

”Jose” hilste hun og trykkede hans hånd. Hurtigt gled hendes øjne i hans og de genspejlede sig i hendes. Blikket fulgte ham, som han hilste på Samantha og derefter satte sig, med ryggen til vinduet. Hun smilede stille for sig selv, da hun kunne høre hans hjerte slog med kraftige slag. Havde han mon løbet hertil eller var han spændt som de var? Spørgsmålet blev besvaret, da Jose åbnede sin mund.

Abira svarede ikke, men trak en stol, og satte sig for bordenden og hvilede albuerne mod bordet og så imod Samantha, som sikkert var cool, som altid, når der var andre væsner i nærheden. ”Ja, hvor er Asma?” Sagde hun med ét og lag sit hoved bedrøvet på bordet. Egentlig ikke en stilling hun vil sidde i, da hun mest af alt lignede en der vil sove, men Abira kunne bare mærke, at hun ikke vil kunne holde hovedet oprejst lige nu, da Jose signalerede al for meget lys, til hun kunne klare det. Hun var trods alt et menneske, da hun mødte Asma, så, så mange problemer var der ikke i det.

Ansigtet var vendt imod væggen og gyldne tårer gled ned. Om en vampyr kunne græder eller føle, var et spørgsmål, som hun havde fundet svaret på. Regnen udenfor var beroligende, men den skabte også meget uro inde i hende. I dag havde hun mistet en virkelig god veninde. En søster. En meget speciel skabning, som hun aldrig ville have troet, at hun vil skabe sådan et lidenskabelig venskab til. Og dog, her sad hun, med gyldne tårer rindende ned ad hendes kinder. Hun kunne ikke få puslespillet til at passe sammen længere. Asma, som den rødhåret kvinde nu hed, var verdens største gåde. Hun erindrede engang, hvor englen sad foran hende ved bordet inde i stuen. Hun havde set så yndigt ud i sin hvide kjole og de mange brocher hun nu engang havde. Og håret. Gud, hvordan kunne man glemme det flammende røde hår, der ikke var set magen til. Også var der øjnene, som strålede af alt men mest af alt, nogle øjne som holdte på mange hemmeligheder. Hemmeligheder, som ikke så ud til, at ingen kendte.
Men altså, hun sad der for hende og skænkede hende med de gyldne ord, som hun tit gjord, når de var sammen. Men ingen af dem vidste, at skulle være sidste gang, de hørte noget fra hinanden. Og de ord hun havde sagt, var også meget anderledes end dem hun plejede at sige:

Efterhånden har jeg skabt så meget liv omkring mig, at jeg selv er ved at miste den. Hvorfor leve, når du lever for en grund og grunden efterhånden er ved at tilpasse sig et andet liv? Hvorfor leve i sorg i så lang tid, når du let kan få besøg af døden ved at lukke dine øjne? Bare husk, Vee, når du har kæmpet, og opnået det du gerne vil, så sker der altid noget, så braser det hele sig sammen, og du vil falde i et kæmpe hul.

Det var det eneste tidspunkt hun havde sagt lidt om sig selv med tårer i øjnene, også prøvede hun ikke at skjule det med et smil. Det var den dag Samantha indså fuldt ud, at Asma var alvorligt ødelagt indeni. Hun havde været der for alle, men ingen havde aldrig nogensinde hjulpet hende. Hun havde altid gjort tingene selv og for andre..

”Hr. Diablo”. Samantha rejste sig let og forfinet op og rystede mandens hånd. Et smil formede sig på hendes læber og hendes øjne blev bragt til live efter det lille flashback. Hun lod et kort sekund blikket hvile på Jose, men den blev forflyttet til Abira. Samantha vidste udmærket godt, at Abira ikke havde vendt sig til lysets børn tilstedeværelse. Blikket blev rykket væk fra Abira, da Jose valgte at gå direkte til sagen. Samantha smilede skævt og kiggede tilbage på Abira, som så ud til at se på hende. Den måde djævlen sad på fik hendes hoved til at ryste og smile på samtidigt.

”Englen” sagde hun og kiggede imod sin kop. Hun smilede skævt og blikket blev endnu engang fjernt. ”Som vi alle nok ved, så har vi ikke haft kontakt til hende, Hr. Diablo” Samantha holdte inde og drak af sin kop. Bare for at give sig lidt tid til at tænke på sine ord. Fin puster det, som man nu siger. Hun trak vejret dybt ind, som om der var brug for det, og pustede det hele ud igen. ”Hun gav de fleste håbet, mens andre fik et nyt liv med et smil. Asma, hvor hun er, er en gåde” hun så op og kiggede forholdsvis på Jose og Abira. ”Men jeg ved, vi aldrig kommer til at se hende i vores drømme. Hun er ikke blandt os længere” koppen blev lagt væk og hænderne røg op til hovedet. Meningen med det hele var, at Jose skulle få noget ud af sine penge. Men at han kom ind med et så stærkt emne, var ikke til at tage fat på, uden at tænke tilbage på et ansigt, som ikke var her. Og det skadede hende dybt inde, selvom hun ikke havde noget levende på sig, så havde hun en sær følelse, som desværre gjord ondt.

”Hun blev slået ihjel af en af Di Morgas tidligere hersker, Malakel the Vanquished. Og al det her har jeg fra en upålidelig kilde” hun sukkede og fjernede sine hænder fra hovedet. Smerten ville kunne ses på hendes ansigt, men denne her gang var der ikke gyldne tårer eller andre former for væsker. ”Kærligheden holdte hende i live og kærligheden dræbte hende” smilede hun med smerte. En side som Samantha ikke kunne holde ud af vise, men denne her side var udelukkende på grund af Asma.

Hans øjne havde fanget de blikke, der blev sendt rundt. Men mere kunne han ikke være ligeglad, for noget fortalte ham, at dette her ikke blev noget rart. For de tanker, som var i rummet var så store, at man let ville kunne mærke dem. Om de stammede fra Samantha eller Abira var svært at sige. Hans blå øjne var rettet imod Abira, som stillede det samme spørgsmål som han havde gjort. Så hun vidste tydeligvis heller ikke så meget?
Hovedet blev løftet op og øjnene var nu rettet imod Samantha. Vampyren, kvinden som så alt. Eller, det havde han i hvert fald hørt. Men han fornemmede hurtigt, at det ikke var alt i Di Morga man skulle tro på. ”Ja” hviskede han, da han udmærket vidste, at det ikke var et spørgsmål, da hun havde sagt englen. Han fugtede sine læber og kunne mærke hvordan hans hjerte slog, da hun igen snakkede. Han gned sine hænder imod sine lår og kiggede ned i bordet nu. Nu da hun startede sådan, så vidste han, at hun vil ende i et sted, som han aldrig ville kunne komme på ad. Han hørte hvordan hun løftede koppen op og drak. Han vidste ikke om det irriterede ham eller om det beroligede ham, men det satte i hvert fald noget i gang. ”Hm” havde han sagt imens hun drak. Ud af øjenkrogen så han Abira, som havde valgt en sjov stilling at sidde i. Abira så helt anderledes ud. En meget smuk kvinde egentlig.

Blikket var stadig vent ned i bordet, mens Samantha snakkede. Et lille smil formede sig på hans læber, da hun sagde, at Asma havde ændret de flestes liv. Det var nok rigtigt. Hun havde gang på gang fortalt, at hun ikke havde ændret noget i folk, hun havde bare fået dem til at indse ting, som var usynligt. Hun havde aldrig elsket, at blive takket eller hævet højt oppe. Hun havde gjort så meget og forsat gjord.
Smilet blev vasket væk, da Samantha sagde, at hun ikke længere var iblandt os. Jose kiggede langsomt op, blikket fløj forbi Abira og imod Samantha. Han kunne mærke tårerne presse sig på. Han rystede stille på hovedet mens han ikke længere kunne se noget for tårerne. Han lavede en grimasse, som om han led. Og det gjord han vel? Han vil ikke græde foran disse her kvinder, men som engel, kunne han ikke holde tårerne tilbage. De gled ned ad hans kinder og samlede sig på hans hage og derfra dryppede det ned på bordet. Han stirrede forsat på Samantha med rystende hoved og tårerne som gled ned. At hun kunne sidde der og fortælle det, respekterede han enormt. Og nu begyndte han rigtig at græde, da hun havde snakket færdig. Malakel. Ham havde han vidst aldrig hørt om, men han var jo også næste ny her og havde slet ikke givet sig tid til at læse Di Morgas historie. Men det var nok også fordi det ikke havde interesseret ham.
Han rejste sig op og skubbede stolen så hårdt tilbage, at det ramte ruden. Han tog sig til hovedet og bed hårdt på underlæben, da flere tårer pressede sig på. ”Hun var så g.. god” stammede han og vendte ryggen til kvinderne. ”Hvorfor slog ha.. han .. hende ihjel? Hvorfor?!” råbte han og slog imod væggen over ved døren. Han græd endnu engang og hvilede sit hoved imod væggen mens små hulkende lyde kom frem.

”Jeg har ventet så længe på et mirakel. Også kom Asma. Hun fortalte mig, at jeg skulle være stærk, holde fast og ikke fælde en eneste tåre. Igennem mørket og de gode tider, vidste jeg, at jeg havde klaret det. Men alle omkring troede jeg havde alt, men i virkeligheden ventede jeg kun på Asma. Men efter det, så jeg et lys på himmelen. Lystes blændende mig næsten. Åh..jeg kan ikke tro at jeg var blevet rørt af en engel. En engel med kærlighed” sagde han, denne her gang med mere styrke i sin stemme. Han løsrev sig fra væggen og kiggede imod Abira og Samantha. Hans øjne var ikke længere den klare blå farve, men blodsprængte i stedet. Han snøftede og tørrede de sidste tårer væk fra øjnene. ”Ved I hvad hun plejede at sige til mig?” han smilede misfornøjet og så ned på sin sko. ”Lad regnen skylle ned og vaske mine tårer væk, lad det flyde i mit sind og drukne mit angst[” han så på Samantha og rystede på hovedet.

”Hvem er han? Prinsen, som lod hende dø?”

Hun havde gengældt Samanthas smil som var det en beordre. Men det var det skam ikke. Selvom Samantha havde udrettet så meget i hendes liv, og hun ikke kunne være mere taknemlig, så led hun ikke under Samanthas tøfler. Hun havde aldrig været Samanthas hund og det vil hun heller aldrig blive. Abira var en kvinde med ben i næsen. Hun var stadig, målrettet og ikke spor forvirret. Hun havde arvet det fra sine forældre og Samantha havde blot vækket dem igen. Aldrig kunne hun ikke takke kvinden nok, men som at være en slave overfor hende, var ikke i hendes fjerneste fremtid.
Abira nikkede bekræftende Samanthas ord, da hun havde fuldkommet ret. Abira var ikke mere end et barn, da hun havde mødt Asma. Hun havde siddet grædende på et klaver med roser overalt. Asma var dukket op i det blå. Hun huskede det som var det i går, Asma havde sin udsmykket krystal blå kjole på. Hendes ildrøde hår, som flammede bag hendes ryg, havde givet hende en dejlig følelse. Hun havde siddet sammen med hende hele aften og fortalt hende nogle eventyr, som i Asmas øjne, var de helt ægte varer. Hun huskede noget, som havde fået hendes lille hjerne sat i gang. Hun havde spurgt Asma om hvad for en slags engel hun var. Asma svarede, at hun var en skytsengel. Og Abira spurgte, om hun var hendes skytsengel. Men det var hun ikke, men i stedet for var hun skytsengel for en vampyr, hvis navn var uklart for hende. Hun havde fortalt med lidenskab i sin stemme, at hun skulle dø for ham, en skønne dag. Selvom grunden ikke ville stort nok, så havde hun vampyren i tankerne. Hele tiden. Og han slog hende stille og stille ihjel indeni. Men det var det værd.

”Hvad?” Abira løftede hovedet op og hendes mund stod uhøfligt åben. Men høfligheden var for længst forsvundet fra dette her bord. Hun så imod Jose, som så ud til at tag det rigtig tungt. Hun sank en klat spyt, som sad fast i hendes hals. Hun så hvordan tårerne gled ned ad hans kinder og samlede sig ved hans hage. Hun lukkede sine øjne og hendes brystkasse hævede sig op og ned. I et hurtigt tempo. Hun så imod Samantha, som havde sat sine hænder op til hovedet, og hun kunne mærke, at selv Samantha følte noget her. Men hvor meget betød Asma for dem egentlig? Hvor meget betød Asma for hende? – Og som hun lige havde troet, at Samantha havde fået snakket færdig, sagde hun mere. Jose havde rejst sig op og havde sagt noget. Abira så trist ud af vinduet og tænkte på Samanthas sidste ord. Kærligheden holdte hende i live, og kærligheden havde dræbt hende. Lydløse tårer gled ned og ramte bordet. En, to, tre … dryp, dryp, dryp.
Hun hørte nu Jose snakke, men blikket var stadig tomt vendt imod vinduet. Sneen som piskede imod vinduet, beroligede hende. Men de standsede ikke tårerne. Tværtimod blev det værre for hver minut der gik. Lydløs blev til små kvækkende lyde, som senere udviklede sig til suppende lyde. Og det Jose valgte at sige, var ikke just til en hjælp. Hun klappede øjnene sammen, så tårerne nu for alvor lignede et vandfald.
Da Jose havde holdt pause og hun kunne mærke, at han kiggede på dem, vendte hun sig om og så på ham. Styrken i hans stemme havde fået hendes suppende lyde til at holde op, men tårerne rendte stadig ned. Hun rystede på hovedet, da Jose stillede et spørgsmål. Hendes øjne gled ned til hans læber, som havde et lille smil på. Et smil som helt klart holdte smerten inde. Og det smittede af på Abira. Hun snøft/grinede og vendte sig om imod vinduet igen. ”Det er Asma, som man kender hende bedst” mumlede hun for sig selv.

Abira rejste sig op, da Jose spurgte hvem det var hun døde for. Hun lag sine hænder bag ryggen og gik forsat imod de store vinduer. Hun kiggede ud og så hvordan sneen havde lagt sig, som en dyne, over Birdy’s grund. ”Selvfølgelig” sagde hun og vendte sig imod. Hendes øjne så store ud da hun kiggede imod Samantha og Jose. ”Ahngel. Han hed Ahngel!”

Blottet for følelser. Blottet for tanker. Blottet for medlidenhed. Gid de ord passede. Gid hun dog kunne synke ned i sin sofa og drikke sig larm. Glemme alt for en stund. Reaktionerne fra Jose og Abira fik hende til at tænke. Ordene fra dem fik hendes medlidenhed op på et niveau, som hun ikke havde troet fandtes. Og det værste, hun følte. Hun følte, ikke så meget, men det var der. Hendes pande lavede rynker, da englen græd og den vrede tone forlod djævelen. Hun valgte at bevare roen. Hun vidste al det her, men det var første gang, at hun havde delt det ud. Men reaktionerne havde hun aldrig forestillet sig. De overraskede hende en del, måtte hun indrømme. Og det irriterede hende. Men hun havde reageret værre end dem begge. Justin var kommet ind til hende en aften og de havde siddet og snik snakkede, som de så tit gjorder, når de var alene i huset. Dørklokken havde runget i hele huset og Justin var gået op for at åbne døren. En høj, men velkendt mand havde et brev i hånden. Den gav han til Justin. Hun havde rejst sig op, og kom til at vælte sit glas med rødvin i. Justin bevægede sig imod hende, og den sorte konvolut rystede. Men det var kun fordi vampyrens hænder rystede. Hun havde set op på ham, mens hun kunne mærke vinen omkring sine nøgne fødder. Hun havde åbnet den sorte konvolut og trukket brevet op hvor i hendes navn stod på:

”Valget er taget. Jeg er forfærdelige ked af, at jeg ikke kan sige farvel, men hvis jeg sagde farvel til alle dem, jeg vil savne, så vil jeg komme i andre tanker. Samantha, du må love mig, at du vil tage godt imod de folk, som nu krydser din vej. Tænk ikke på mig. Jeg er sikkert nu på vej op og et liv, som jeg har ønsket vil blive sænket ned til mig. Asma…”
Hendes ben gav efter og hun sad på vinen. Vinen, som mindede om englen. Hvid tæppe, som sne. Og vinen, som blod. Englen. Hendes ansigt var malet på tæppet, men hendes tårer havde ødelagt det. Hun husker Justin’s kærtegn imod hendes kinder. Og hans ord. ”Hun har det godt, tro mig. Det er det eneste hun kan få. Hun har levet i sorg i så lang tid, så slip hende, så hun kan få det godt” ..

Samantha løsrev sig fra sine tanker, som havde ført hende hele vejen ned. Et sted som hun næsten ikke kunne komme opad. Lokalet var sig selv. Blot var Abira gået imod vinduet. Jose stod ved døren, og hun sad stadigvæk på sin plads. Hun så trist på dem begge og lænede sig tilbage. Jose havde stillet et spørgsmål og kigget på hende. Hun skulle til at svare, da Abira kom hende i forkøbet. Hun nikkede, som at give hende ret. ”Asma havde aldrig nævnt ham. Aldrig hentydet til, at han overhoved fandtes. Jeg havde sans for sådan noget. Især når manden var vampyr. Men den kærlighed som hun havde for manden, var ubeskrivelig et hjertepine” nu rejste Samantha sig op og gik over til Jose. Hun lag en trøstende hånd på hans skulder. ”Det skal nok gå” hun gav slip på hans skulder og vendte sig imod Abira. ”Vi skal tage afsked, og det skal gøres ordentligt” nikkede hun og gik imod et skrivebord, som var bag nogle computere. ”Vi ved ikke hvor hendes lig er, men jeg regner med, at vampyren har taget det med sig” hun så kort op.

”Men der er en ting mere…” hun sukkede dybt og lukkede sine øjne. "Det var ikke meningen at Malakel skulle tage hendes liv. Så hvorfor?” hun følte sig for første gang i lang tid forvirret. Hun havde egentlig aldrig tænkt over det. Og som hun havde troet, at gåden var løst, dukkede der endnu et op. Hvor hun dog forbandt Asma når det kom til gåder. For kvinden var skam ikke ude talenter når det kom til det..

Han havde set på Samantha og blev derfor overrasket da Abira valgte at svare. Havde hun sagt Ahngel? Hans hjerte slog så hårdt imod hans bryst, at det nærmest gjord ondt. Næverne var knyttet så hårdt at hans håndflader fik mærker fra hans negle. Han pustede luft ud så han slappede mere af. ”Selvfølgelig. Hvem ellers skulle det være?” havde han mumlet og slappede mere af i kroppen. Han havde vel vidst, at det havde noget med vampyren at gøre. Det havde det været fra starten af. Men hvorfor tog det så tungt på ham når han alligevel vidste, at det havde drejet sig om Ahngel?
Han så på Samantha, som snakkede til dem. Selvfølgelig havde hun aldrig nævnt ham, da hun sådanset aldrig snakkede om sig selv. Hvem kendte overhoved kvinden? Det var det triste ved det hele. De havde kastet så meget på Asma, at de aldrig nåede at kende hende. Men måske var det meningen? Måske vil hun ikke have folk kendte til hendes liv? Og hjertepine, havde Samantha sagt..

Han så ned da Samantha lag en rolig hånd på sin skulder. Det skal nok gå, havde hun sagt. Det skal nok gå? Hvorfor lød de fire små ord så dumt? Det skal nok gå, kunne jo ikke bringe Asma til live vel? Det skal nok gå, kunne ikke få smerten væk fra hans hjerte og hoved. – Da hun havde taget sin hånd væk så han imod Abira som hun nu snakkede med. Afsked. Det skulle nok blive interessant. Øjnene hvilede imod Abira, men han så ikke rigtig på hende. Han samlede lige ordene som Samantha lige havde sagt. Et eller andet med Asma’s lig lå over ved Ahngel. Så han havde hende? Han vidste ikke om han skulle tage det som noget godt eller ej. De person som havde fået hende til at gøre så dumme ting havde hende simpelthen? Han havde i princippet heller ikke fattet hvorfor Asma have været tiltrukket af et væsen som ham. Han var jo direkte et monster uden følelser. Men han vidste hvordan Asma havde haft det gennem tiderne. At elske en, der ikke elskede tilbage var noget af det væreste. Det kendte han desværre alt til. – Men det han ikke kunne få sin hjerne til at fatte var, hvorfor Asma havde valgt Ahngel? Ahngel!? Der fandtes da heller ikke noget så modsat som dem. De var jo hinanden modsætninger og mere til. Men han vidste, at Ahngel aldrig havde elsket hende, som så mange andre havde gjort. Asma havde svømmet rundt i intetheden og ventet på en person, som ikke engang levede rigtigt. En person som ligefrem levede af hendes blod. Han havde så drænet hende for blod i sidste ende.

Blikket blev endelig fjernet fra Abira og han så imod Samantha, som nu var over ved computerene. Malakel var vel den rigtige skurk, men hvorfor havde han ikke hadet til morderen som han havde til vampyren? Jose satte sig på Samantha’s plads og tog sig til hovedet. ”Der vel en ting at gøre?” sagde Jose og så skiftevis på dem. ”Vi er nødt til at finde Ahngel. Kun han kender til det hele og jeg vil gerne se Asma, hvis han har hende…” også blev han stille. Han så imod sneen og drømmede sig langt væk. Op til himlen, som Asma sikkert sad. Hun kiggede sikkert ned på dem .. men følelsen i hendes øjne… den kendte han ikke til.
”Gid det var ham i stedet for hende. Gid det var ham, der havde lidet gennem sit liv med kærligheden. Gid det var ham..” mumlede han sagte.

Ansigtudtrykket havde ændret sig igen, og hun vendte ansigtet imod vinduet. Betragtede sneen, der dalede ned. Det beroligede hende, selvom der egentlig ikke var noget at berolige. Ikke længere. De fik det måske til at virke lidt dramatisk end det burde være. Hvis Asma var dødende nær nu, så var det en hel anden historie. Men kvinden havde været død i flere måneder nu og hun var så irriteret på sig selv. Det skar så dybt i hende og hun var noget til det punkt, hvor hun gav sig selv skylden. – Hånden blev lagt på ruden og det så et godt øjeblik ud til at hendes hånd tiltræk sneen. Men det vil være synet, som tog fejl. Hun smilede fortumlet af Samantha’s ord. På det punkt forstod hun måske Asma. Hun havde ikke selv været ramt af kærligheden og hun håbede det heller ikke. Men hvis hun havde været forelsket i en engel som hun ikke helt troede elskede hende tilbage, ville hun holde det tæt ind til sig. Det værste var jo, at man fik et nej og ingenting vil aldrig blive det samme. Det måtte man indse.
Abira socialiserende sig igen og hun så hen imod sine med-væsner. Hun lag armene over kors og spidsede sine læber. Endelig kom de frem til noget. Det var det her hun bestemt havde ventet på. – Hun nikkede bestemt til Samantha og smilede skævt. Afsked. Blev det ikke ligesom lidt svært? Måske blev det ikke som de havde regnet. Hun glædede sig skam også til at møde Ahngel. En person som Asma havde og sikkert stadig, elsker så højt havde hun dybt respekt for. For tænk, at hun elskede ham. Rigtig.


Abira så imod Jose og nikkede. ”Du har ret. Vi er nødt til at foretage os noget i stedet for at snakke. Det vil desuden blot forsinke os” sagde hun. Hun havde godt nok lagt mærke til hans blik over mod hende, men hun havde ikke taget det som noget. Jose irriterede hende så grusomt. Ikke af hans englevæsen, men bare dne måde han var indstillet på. Også sagde han det. Det hun havde frygtet at Samantha vil sige. Det hun frygtede at en af dem vil sige. – Abira begyndte at grine stille. Hun slog slog sig stille på kinden. ”Det kan du da ærligtalt ikke mene, Jose!” hun lod hånden falde hårdt ned på bordet og hun lænede sig ind imod ham. ”Tak for det ikke var ham!” sagde hun og smilet var forsvundet. Det bløde og søde ansigt var heller ikke til at beskue længere. Hendes vejtræning blev også uregelmæssig, men det var kun fordi hun var så tæt på ham. Hun kunne ikke tåle al det lys han rummede. Det overraskede hende at han overhoved havde lys i sig.
”Jeg begynder så stille og tro, at dette her ikke kun handler om Asma” hun lag hovedet på skrå og borede sine øjne ind i hans, hvis han da så på hende? Hun fnøs og rystede på hovedt med et skævt smil. Hun rettede sig op og tog sin frakke og standsede kort op foran Samantha. ”Du må undskylde mig. Men du ved hvor du kan finde mig, Lady Samantha” smilede hun og vendte sig imod døren. Hun kastede et sidste blik imod Jose. ” Jalousi er en grim ting, Jose. Dette her handler ikke om dine følelser, men vores højt savnet Asma. Hvis du har hensigt i at skabe et had til Ahngel, så må du skam finde dig nogle andre at gøre det med. For jeg er her kun for Asma” hun vendte sig om og gik ud af døren. Hendes ben betrådte trappen og frakken hang ned ad hendes hånd. Den sled imod gulvet, men hendes øjne og krop var så tom, at hun var ligeglad. Var det her en kamp for Jose?

Sneen tilbød hende med det samme velkommen. Det ravnesorte hår fik hvide pletter på sig. Hendes mørke øjne så op på himlen. ”Vi ses om ikke så længe Asma og Ahngel” og med de ord forsvandt hun. Svaret var forude. Alt var på rette plads snart. Snart kunne de alle hvile… en ny høst ventede på dem. For hun havde mærket, at det ikke vil være det sidste hun ville høre om englen og vampyren. For slet ikke at snakke om Malakel.. Ham var hun personligt nødt til at møde, men hvordan og hvor... det var noget, der måtte vente for nu..

Blottet for følelserne, som fyldte rummet, var en ting. Men tankerne, der fulgte med, var ikke til at standse. Flashbacks, erindringer og bare minder vældede ned over hende. Det var ikke til at holde ud, det greb fast i hende, som to jernstænger. Men det var vel den måde smerten blev ført over til hende? – Hun løftede sin hage op over Joses ord. Mente han det helt ærlig eller spillede hans store hjerte ind? Hun kendte ingenting til denne her vampyr, som dukkede op midt i samtalen, men hendes instinkter trak sig sammen ved hans navn. Ærefrygt, respekt eller afskyende følelser var blandet sammen. Men som det hele var pointeret, så var et klart og ligeud sagt, at Ahngel skulle være.. elsket. Englen havde trods alt givet sit liv for ham, selvom hun ikke helt kunne få det til at hænge sammen. For hvordan kunne en engel være forelsket i en vampyr, som sikkert ikke ville føle for hende? – Ikke at det var forkert.. men hvordan ville det overhoved kunne lade sig gøre? Men hun måtte ærlig indrømme, at hendes tanker havde ført hende hen et sted, at det hele så idyllisk ud. Så befriende og romantisk. Selv solen vil ende med at blænde en.

Hun smilede og rettede sig op hånden hvilede på en af computerne, mens den anden holdt hende om maven, som hun skulle berolige et barn derinde. Hun sagde ikke noget til Jose, han virkede tydeligvis til at være rørt af englen. – Øjnene, som havde skiftet farven til rød, blev rettet imod Abira, der havde noget at tilføje. Hun bukkede sit hoved langsomt og smilede sit lille stramme smil. Djævelen overraskede hende gang på gang. Hendes måde, at skabe et billede foran hende og virke til at have styr på alting, var noget hun længe havde elsket. Hendes latter klingede, da Abira stod foran hende. Det eneste Samantha sendte kvinden var et nik. Nikket varede indtil djævelen forsvandt ud af døren. Med de sidste par ord, som hang i luften. Hun havde altid med at forlade et sted på en dramatisk måde. Nu var hun nødt til at forklare Jose deres regler, som hun nødig ville se ham bryde. Ikke når Abira vil være hans ledsagere. Mange havde i tiderne været fristet af den kort håret kvindens ansigt og krop, men hun var som en giftig plante. Smuk uden på, men giftig inden i. Samantha havde også lagt mærke til, at i starten havde Abira været en muslingskalle. Ligeså snart du nærmede dig hende, så klappede hun i. Hun var et sær og meget speciel fund.
”Herre Malgoni” sagde hun træt og satte sig foran ham. Hun lænede sig tilbage og lag benene over kors. ”Personlige følelser skal ikke ødelægge jeres tur. Abira er en vældig nydelig kvinde og hende flippe ud sådan, er et tegn på, at du virkelig ikke skulle have sagt de ting” hun smilede til englen og blikket hvilede sig på hans kind. ”Det lidt ligesom når du arbejder et sted, hvor du skal tage dig af en person. Du kan ikke bare komme med din personlige følelse. Sådan er det lidt med denne her sag. Asma er en meget højtelsket engel, men som du kan se på mig og Abira, så drejer denne her sag sig om Asma og hendes død. Personlige følelser må vente” hun satte sig helt op og vende fronten imod Jose. Hendes hænder holdt om hinanden og de røde øjne lyste op i hans felt. Hun var tørstig, men hun måtte holde ud. Hun kunne jo ikke bare dræne Jose for blod.

- ”Men, dette her fortæller jeg også Abira, jeg kommer ikke med. Jeg har nogle sager der skal ordnes. Tag ikke fejl, men jeg vil se Asma mere end noget andet, men det viser sig, at jeg virkelig har noget at skulle foretage mig. Og desuden så er det også bedst, at vi ikke forstyrre Ahngel for meget. Han lyder allerede som en royal alfahan i mine ører” smilede hun og trak sig tilbage. ”Men jeg får Abira til at skrive et brev til ham også må I tage det derfra, ikke?” tilføjede hun og lænede sig nu helt tilbage. Hun så stadigvæk rolig og smilende imod englen. I virkeligheden kæmpede hun imod trangen til at bide ham. Bare saften fra hans hals.. mums!

Under hele optoget havde hans øjenbryn været oppe. Han stirrede uberørt på Abira, der valgte at flippe ud på ham. Han kunne godt se hvor dumt det lød det han havde sagt, og han havde røbet sig selv. Det fortryd han. Men han kunne dog ikke se, hvorfor Abira skulle være sådan overfor ham. Han havde jo ikke talt grimt om Asma eller vampyren, hvis navn stadigvæk sad fast i halsen på ham. Ventede bare på at kaste det op.. Så ildelugtende og rædselsfuld. Han huskede det så tydeligt, at han havde forbudt Asma i at se ham. Hvis Abira så sur ud, så skulle man have set Asma. Han havde dummet sig. Mange gange. Det kunne han se. Men han kunne ikke gøre for det. Det var ligesom at bede en kat om ikke at spinde, når man kælede med den.
Han drog et suk og så væk fra Abira og Samantha. Han havde egentlig ikke lyst til at diskutere. Det virkede plat at tage en kamp imod Abira. Men der var måske ikke en kamp? Måske havde han angrebet det hele forkert? – ”Sikkert” mumlede han stille, da hun sagde, at dette her ikke kun handlede om Asma. Selvfølgelig handlede det om Asma. Hvis det ikke havde handlet om, Asma, så havde han ikke været her.. vel? ”Ab..” hun afbrød ham og han så på hende denne her gang. Sandt nok var det venlige ansigt og øjne forsvundet. Nu kunne han se den djævel hun i virkeligheden var. Den smukke og virkelig hårde djævel. – Han så ned på bordet og lignede bare en sur lille dreng, som blev råbt ad af sin mor. Som sagt, det virkede plat at diskutere, så han lod kvinden komme ud med sin vrede. Da hun så begyndte at bevæge sig fra bordet og imod, Samantha, løftede han hovedet op. Han så på hendes ryg og rullede med øjnene, da hun fyrede et eller andet af ved døren. Jalousi? Havde hun lige sagt, at han var fyldt med jalousi?

Jose rettede sin hovedet op og kiggede forvirret for sig. Jaloux? Hvordan? – Han indså først rigtig nu, at Abira havde ret. Han havde været blind hele tiden. Døv og stum. Det var derfor han havde hadet til Ahngel. Fordi, Asma’s, sidste ord helt sikkert måtte være hans navn. Han måtte have været i hendes tanker, da hun mistede livet. Derfor hadede han Ahngel. Fordi hun havde tilbragt mere tid hos ham og ikke Jose. Både hendes tanker, hendes skrøbelige hjerte, hendes ord og hendes handlinger var Ahngel. – Jose holdt sig på hovedet, da Samantha satte sig overfor ham. Hendes rolig væsen beroligede ham og han lænede sig tilbage, mens han betragtede hendes smil. Hun så åbenbart ikke rigtig på ham, men det var nok til at se hendes blodrøde øjne. Han kendte ikke så meget til vampyrerne her i Di Morga, eller for den sags skyld, andre steder. Men han var sikker på at røde øjne ikke var noget godt. Rødt var for det meste aldrig godt. Selv kærligheden, som man betegner som rød .. var livsfarlig. Se Asma ..
Han kom i tanke om hendes røde hår. Hendes blodrøde hår, som han aldrig havde set magen til. Den røde farve i hendes hår, hvad mon det betød? Kærlighed? Altså ind for kristendommen hentyder farvel til Kristi og Helligåndens ild. Men hvor meget havde hun overhovedet troet på det, når hele hendes liv havde cyklet rundt om vampyren? Men hvor beskrev det røde hår hende dog. Kærlighed, stærke følelser, varme, blod, hjerte og fare. Kort sagt Asma.

”Du har ret, Lady Samantha” sagde han og pustede ud. Han så på hende med et alvorligt blik. Han var trods alt ikke et barn længere. ”Jeg lover jeg nok skal opføre mig ordentlig”. Han så inde i hendes røde øjne og tænkte på hvad hun nu måtte have i tankerne. Samantha var ikke som dem. Hun virkede så meget ældre i hovedet, at det var svært at læse hende. Hun var så rolig og det kunne jo være, at hun brændte inden i? Hans blik blev rettet imod smilet og han smilede langsomt tilbage. Så han var nu nødt til at snakke med Abira? Fedt. ”Javel” besvarede han kort og rejste sig op. Han bukkede sig for Samantha og hans vinger skød ud. Han gik imod de store ruder og åbnede den ene vindue. Han så tilbage på, Samantha, da han havde stukket sin ene ben ud. Han smilede til hende og rystede på hovedet. ”I det mindste er jeg ikke en kujon, der lader en kvinde som Asma” også lettede han. Et stort vind sus også var han væk.. Fløj høj op til himlen og videre imod sin bolig. Hans øjne løb i vand og hans hjerte bankede. ”Ser han mig dybt inde i mine øjne og siger de tre ord som jeg venter på, så sværger jeg, at jeg ikke vil holde min aftale, Lady Samantha”... – Han kunne ikke stille noget op imod en vampyr, men han kunne noget. Noget som måske kom handy på et tidspunkt. Åh, hvor havde han svært ved at tilgive vampyren. - Blot de tre ord... blot dem, og han vil personligt vise sin vrede..