Winter night Ablaze

Tid: Sidst på aftenen hen mod midnat
[center]Vejr: Svag regnvejr og en kold vind der stille hyler i gyderne

Endnu en aften, men dog med håb. Khá befandt sig i de dystre gyder for at købe ingredienser til hans forsøg. Nogle af ingredienserne var svære at få fat i, men med de rette kontakter en mulighed. Her var der tale om hjertet fra en elver-jomfru. Khá var ved at være utålmodig da hans kontakt var forsinket. Igen. Ikke desto mindre havde han ikke skuffet Khá før. Pludselig kom der en hvisken inde fra skyggerne:

Mester Khá? Deres leverance?

Han holdte en æske frem af hvad der nok var kirsebærtræ med gyldne dekorationer. Khá havde set dem mange gange før. De blev ofte brugt i magiske kredse til at hvad end der blev lagt i dem, holdte sig frisk meget længere. Khá fandt posen med penge og rakte ud efter æsken.

A a a a. Prisen er steget. Denne her var ufattelig svær at få fat i så jeg synes at et faretillæg så absolut var på sin plads

Jeg tror ikke de er helt klar over hvem de lægger dem ud med. Har de endnu ikke regnet ud hvad jeg bruger de ting jeg køber til? Jeg har kræfter de ikke vil kunne forestille dem, så jeg vil anbefale dem at holde dem til den originale aftale.

Ærgeligt. Prisen er fordoblet

Khá's øjne blussede op i en klar blå farve. Det var ikke længere svært at se hans askegrå hud og det lange sorte hår. Og de gløder der havde erstattet hvad der nok var øjne en gang. Khá lod den arkane flamme blusse op i staklens øjne. Et øredøvende smerteskrig rungede gennem gyderne, og manden faldt sammen foran ham og holdte sig til ansigtet, og forsøgte at kradse smerten væk.

Dette er hvad der sker hvis man trodser mig! Der går lige lidt inden jeg lader dig dø. Betragt dette som din dyreste lektie. Og den sidste

Khá samlede en lille sten op og tvang manden til at sluge stenen. Khá koncentrerede sig og manden skrev endnu højere og holdt sig til maven. Khá smilte let og gav ham et stykke glasskår. Manden forsøgte straks at skære sin mave op og man kunne se en lille blå kugle af ild komme til syne i såret. Langsomt ebbede skrigene ud og manden faldt om livløs i gyden. Khá samlede sin æske op og kiggede tilfreds på liget

Terre’s mest dystre og isolerede gyder. Og en af dem havde Abira placeret sig. Hun stod lænet imod en kvinde, med gult hår og umenneskelige grønne øjne. Som var det gift, man så ind i. Djævelens hånd havde taget plads imod kvinden hals, og kvinden så skrækslagene på hende. Abira, som hun nu hed, så bare koldt på kvinde. Ingen følelser viste sig i hendes ansigt. ”Jeg sagde til dig, at du skulle passe på, Minarve..” snerrede hun og strammede sit greb imod kvinden hals. Kvinden skreg af smerte og skriget var ikke normalt. Skriget var dødbringende, som den slange hun var. Men Abira tog ikke skade af det, da den ikke rigtig virkede for djævle. Men stik dit øre ind til hende og du vil for altid meste din høresans. ”Va' din mund kvinde” hun slap grebet om kvindens hals og lod en lussing støde ind i hendes kind. Kvinden faldt sammen på den hårde og beskidte jord. Abira’s øjne var nu blodrøde, da hun bøjede sin og samlede kvinden op, som var hun fjer. ”Jeg beder dig! Sidste chance!” bedede kvinden, som hed Minarve og spyttede blod ud.

”Den var givet ud sidste uge.” …

Abira tørrede sine hænder i en viskestykke og smed det røde stof væk. Blod. Kvindens blod havde sat sig på hende, men nu var det væk. Abira’s gådefyldte øjne var tilbage, og hun vil nu kunne let ses. Hun bar nemlig en smaragdgrøn kappe, med sorte striber nedenfor. Hun bar dog ingen sko eller rigtig noget nedunder kappen, da hun nød kulden, som herskede her. Men Abira var så vred, at det halve ikke var nok. Hun havde troet, at hun havde fået bedre, at slå bæstet ihjel, men det gjord hende bare mere vred, at hun ikke havde tortureret kvinden til døden. Hun var ved at blive for blød. – Et smil kom frem, da hun hørte et skrig igen. Dette her var så ikke Minarve’, det lød mere som en mand i pine. Folk der blev ved med at fejle fortjente ikke at leve. For.. det var menneskeligt at fejle aka det var de svage som fejlede.

Ups hvor er mine manerer? Jeg må hellere rydde op efter mig selv. Sikke et svineri han fik lavet

Khá koncentrerede sig kortvarigt og liget eksplodere i blå flammer og kortvarigt var hele gyder lyst til af en klar blå ild. Og ikke længe efter var der kun aske tilbage af liget.

Khá åbnede æsken og så på det lille hjerte der stadig bankede en lille smule og kørte en finger hen over det

Det skal der nok komme noget sjovt ud af.

Khá lukkede nærmest muntert æsken og gik videre i afslappet tempo men følte sig dog svært draget af en anden gyde hvor der kom skrig fra. Mon ikke det kunne bringe lidt spænding med sig

Om hendes øjne bedrog hende var svært at sige, men hun synes, at noget blåt havde overvældet stedet. Hun standsede op og hendes nøgne fødder drejede om, og fortsatte imod det sted, som det blå lys havde set stærkest ud. Eller var det ikke en flamme? –Abira forsatte dog, og tempoet blev sat i gang. Ikke fordi hun interesserede sig for det, men hun måtte indrømme, at nysgerrighedens udyr var stået op.

Men langt kom hun ikke, da hendes blik blev fanget af et væsen, som var på vej imod hende. hun kunne ikke helt se om han havde set hende eller ej, men alligevel valgte hun at standse og trække kappen tættere ind til sin krop og hætten langt over hovedet, så personen kun ville kunne se hendes røde læber. ”Djævel af Satan” mumlede hun og så ned på sine fødder, som ikke bar sko. Stortåen blødte og hun havde fået småsten under tåneglene. Det gjord ondt, ja, men hun havde skam ikke tid til at tænke på det. Abira havde undervurderet stedet. Di Morga. Hun havde ikke regnet med, at djævlene vil finde sig i stedet her. Men tværtimod vrimlede det med dem. – Langsomt pustede hun luft ud og en lille røgsky blev dannet som var det hun røg.

”Var det Dem?” kom det fra hende en kort stund og hun løftede hovedet op. Den smaragdgrønne hætte faldt tilbage, så hendes mørke og korte hår kom til syne. Nu vil man rigtig kunne se hvor lys hendes hoved egentlig var. Engang blev hun kaldt snehvide af en mand, for hendes læber var blodrøde og huden snehvidt. ”Den blå flamme?” tilføjede hun og bevægede imod ham. Ikke humør til det her, men nysgerrigheden var der desværre. ;- Nu kunne hun se, at det var en hankøn og det overraskede hende ærligtalt ikke.

Khá stoppede op da hundjævelen talte til ham. Djævel af Belial's blod formoder jeg?

Khá drog hætten tilbage på sin ærkemagerkåbe og man kunne nu se den askegrå hud, det lange sorte hår og gløder hvor der sikkert en gang sad øjne. Hans lange krogede og lige så askegrå fingre kom til syne da han bukkede for hende, imens den anden hånd stadig holdte om æsken.

Jeg går ud fra de refererer til den Arkane Ild jeg brugte lige før? Ja den er ganske synlig og jeg er den eneste nulevende entitet der behersker den. Hvorfor gør en skabning dem selv mindre værd ved at gå barfodet i et sted så beskidt som dette? Ahh undskyld mine manerer. Mit navn er Khá. Og deres frk?

Hun najede, da hun var standset op. Ikke så langt fra djævlen, men nok til at de kunne se hinanden. Dog så hun ikke på ham, men forbi ham. Han interesserede hende ikke længere. Sådan var det. Hun var aldrig sådan her, men når hun endelig blev sådan, så var det ikke sjovt at være viden til det.
”Det er mig” sagde hun isende koldt og lavede elevator blikket på ham, da han trak hætten ned. Askegrå hud tiltræk hende ikke og da slet ikke de øjne. Det var da øjne ..? – Hun fandt sig selv i at stirre ind i dem. Det var ikke engang sikkert at han så hende.
Hun fugtede sine læber og grinede skødeløst. Blikket blev vendt ned til hendes nøgne fødder og derefter langsomt tilbage til manden. Khá, som han havde præsenteret sig. – Desuden var hans forklaring på flammen ikke noget interessant. Arkane Ild, havde han kaldt den.

”Khá.. Khá ikke?” sagde hun og gik en runde omkring ham. Hun studerede ham nænsomt. Ikke fordi han så farlig ud i hendes øjne, men det var da altid sjovt at tjekke en person ud, som hun alligevel ikke interesserede sig for. – Da hun havde gået sin runde omkring ham, stillede hun sig tæt på ham. Så tæt at deres ånder vil mødes. ”Alle har hemmeligheder,” hvislede hun imod hans læber ” og den her er en af mine”. Et smil kom frem og hun så ned på hans læber som om hun hver sekund kunne kysse Satans skabning. ”De kan kalde mig Miss Walters, kæreste. Men hvad jeg foretager mig i dette her sted vedkommer ikke Dem” hun blinkede med det ene øje og gik forbi ham. Deres skuldre ville ramme hinanden og et lille hvæs ville høres fra hendes side. Et hvæs med et smil. Et hvæs, som ikke indeholdte trusler.

Abira vil fortsætte til en af sidegaderne trappe og sætte sig dertil. Benene blev trukket imod hendes bryst, mens blikket hvilede på djævelen. Hun kunne forlade ham, men noget sagde hende, at hun ikke skulle. Hun kunne jo få noget sjovt ud af ham ..

Nok vedkommer det ikke mig men ikke desto mindre har de tilsyneladende ikke specielt travlt med at forlade stedet? Et eller andet må jo pirre deres nysgerrighed ellers ville de slet ikke bruge den tid på en skabning som mig. Ser de noget spændende i mine øjne?

Khá lod hende gå rundt og drejede ikke hovedet for at kigge efter hende. Hun havde uden tvivl registreret at han ikke trak vejret på nogen måde, Men ikke desto mindre virkede hun heller ikke påvirket af gravens kulde, men så igen hun var jo Djævel. Da hun gik forbi ham og bumpede ind i ham og hvæste, grinte Khá roligt og stille. Måske var hun vant til den slags virkede, men Khá stod endnu upåvirket. Og dog. Noget ved hende var spændende. Han kunne ikke sætte finger på hvad men noget i ham bød at finde ud af det.

Khá kiggede op mod nattehimlen da hun gik lidt væk, men vendte sig aldrig om. Nærmest flabet sagde han:

[/i]Ganske vist har alle deres hemmeligheder. Men hvad er din mon? Hvilke tanker bevæger sig rundt i deres hoved? Hvilke af dine utvivlsomt mange hemmeligheder byder dig at blive her endnu?[i]

”Åh, Du brede Satan” sagde hun og tog sig til hovedet. Hendes blik blev ført over til Khá, som ikke så ud til at forlade hende. Men det ønskede hun faktisk heller ikke. Og det havde han så lige givet udtryk for. Jo, der var en interesse i hende, det måtte hun fastslå. Bare den måde han næsten ignorerede hende på. Det var fuldkommet absurd!

”Tilgiv mig, hvis jeg siger noget forkert, men I djævle af Satan har skam altid forvirrende” hun rejste sig langsomt op og så direkte ind i hans ryg. Som om hans hoved var der. Hun havde lagt hovedet på skrå, mens hendes ben bevægede sig langsomt imod ham. – ”Jeg ser en dyd over jer. En dyd der cirkulerer rundt om jer..” hendes ord kom til handling og hun lavede en cirkel med pegefingeren bag hans ryg. Hun standsede op, så hun ikke kom al for tæt på djævelen. ”Men i teorien, er der jo ikke noget som helst.. dyd over jer..” hun fik en grimasse på og vendte sig igen om. Imod det sted, hvor hun havde siddet. Hun satte sig ned igen og slikkede sig om sine læber.

”Mine tanker..” mumlede hun og blev med ét fraværne. Dog snappede hun ud af det og vendte tilbage til det virkelige liv. ”Ser De noget spændende i mine øjne.. Khá?” smilede hun og så imod ham. Hun kastede blot hans spørgsmål tilbage i hovedet på ham. ”Men hvis De nu virker så glad for mine hemmeligheder, så vil jeg afsløre en af dem for Dem” tilføjede hun og ville have afbrudt ham, hvis han havde svaret på spørgsmålet. ”For længe siden stod jeg der, der hvor De står.. lige der” hendes øjne blev fjerne og hendes pegefinger røg automatisk over til Khá, velvidende at han ikke kunne se hende, med mindre at han have øjne bag nakken. Det ville så heller ikke overraske hende, hvis han havde. – ”Jeg tog, mit hidtil, største valg. Om det nu var klogt, det jeg gjord? Om det overhoved var det værd?” hun sukkede og sænkede sin hånd. Hendes øjenbryn var løftet op og hun fik et irriteret udtryk på det kønne ansigt. ”Også gjord jeg det. Uden andre tanker omkring det, så gjord jeg det. Og følelsen bagefter..” hun smilede og placerede sine hænder på sine læber.

”Åh Khá. Følelsen var så ubeskrivelig vidunderligt. Så befriende!”

Jeg vil give dig ret i at dyd er nok forkert at bruge om os. Jeg foretrækker at bruge ord som disciplin eller selvkontrol. Det var for mit eget vedkommende en nødvendighed efter hvordan jeg blev en djævel.

Khá vendte sig om mod hende og gik med langsomme rolige skridt hen imod hende. Nærmest som en konge der skulle velsigne en dygtig tjener. Det var hun ingenlunde men ikke desto mindre en djævel, så hvor sjældent det end lød for djævle var en vis form for gensidig respekt noget Khá satte stor pris på.

Vi har alle truffet valg der nok ikke var synderrivende kloge eller det stik modsatte. Det mest spændende er hvorfor folk tager så skæbnesvangre valg. Hvad påvirker nogen til at vælge noget der påvirker dem så meget?

Khá gik nu helt tæt på hende. På ingen måde truende, tværtimod. Han tog sit ansigt helt tæt på hende og kiggede hende dybt i øjnene

Ja jeg ser meget i deres øjne. Begær, vrede, magt, arrogance Khá tog sin ene hånd op og kærtegnede næsten hendes kind imens hans læber næsten strejfede hendes
Hvoran de kan have en skønhed som nyfalden sne, men stadig have en nærmest sensuel arrogance. Der inde i dybet må der også være en noget nær dyrisk vrede. Hvad fik dem til at vælge?

Khá stod længe og ventede på hendes svar. Han var godt klar over at han nok var gået over sine grænser, men ikke desto mindre kunne det være en måde at nå ind til det der lå dybere hos hende. Hun fascinerede ham. Han kunne ikke fortælle hvorfor? Hvorfor var hun så kryptisk for ham? Mange djævle havde krydset hans sti. De fleste bar en nærmest dyrisk ondskab eller vrede, Men hun virkede som om hendes indre bæst var i balance med en mere "nysgerrig" side. Begær? eller?

Hun åbnede sin mund i al stilheden men blev sigende nødt til at tie og lade manden føre sine ord til livs. Munden som havde åbnet sig klappede i og hun formåede at tvinge et skævt, men lyttende smil, frem. Han var sær, på sin helt egen irriterende specielle måde. Hun var ikke glad for at indrømme det, men han virkede en del mere interessant end, hvad hun havde regnet med.
Hans bevægelser, hans kærtegn og strejfet af de djævelske læber, lod hun være op til ham. Hun sad urørligt og så dybt i de øjne, som engang havde været levende. Hun undrede sig. Vil hun nogensinde komme til at ligne ham? Bare en anelse? Det skæve smil var for længst forsvundet i hans ord. Der var så fandens mange af dem, der havde en stor betydning! Hun lukkede øjnene og trak vejet ind med næseboerne. Så slap hun luften ud og åbnede samtidig øjnene. Smilet var nu genfødt.

”Lad mig sige det sådan her, Khá.” De vil stadigvæk være rimlige nær hinanden. Hun åbnede endnu engang læberne uden der rigtig kom noget ud. Men efter hendes øjne havde slugt hans fnøs hun. ”Hvad der skabte mig. Hvad der fik mig på denne her jord. Min Herre. Hvordan kan man trodsige sin Herre? Jeg tilbeder ikke statuer. Jeg er ikke dum og tror, at verdenen blev skabt af bakterier. Jeg er for fanden ikke et menneske.. Han sagde det til mig. Belial. Dræb hende. Æd hende op som den pestilens hun er. Hvad siger man så? Nej?” hun grinede og så ned. ”Ikke engang helvede fortjente hun” ansigtet blev løftet op til, Khá, og hun fnøs igen og igen. ”Arrogance? Det ord skal De passe på med, djævel. Jeg har tværtimod tilpas selvtillid” hun placerede sin hånd under mandens hage så deres læber automatisk vil møde hinanden. Hun kyssede de djævleske læber lidenskabeligt, men gav slip lidt for hurtigt. Hun rejste sig op og begyndte at gå.

”Djævel af Satan?” Hun standsede op og vendte sig imod Khá, da hun var flere meter fra ham. Hun holdte en kunstpause og betragtede ham. Han var stadig en fremmede for hende, men en fremmede som hun viste respekt for. Han skulle nok udrette noget stort her. Det vidste hun. For, hvor der er en vilje er der en vej. Sand nok.

”Vores veje mødes igen. Ikke nu, ikke i den nære fremtid, men en dag. Lov mig, at du aldrig sætter hovedet ned i jorden. Men i aviserne” hun blinkede med det ene øje og vendte sig om. Mens hun gik, havde hun et skævt smil på. Khá, ham glemte hun sgu ikke så let.

Jeg vil skam godt være ved at jeg en gang var en tjener af nogle højere magter end jeg selv. Det var trods mod dem der gør at jeg er som jeg er nu. Bevares det er også en højere magt der gav mig de gaver jeg besidder nu, men det er ikke min Herre. Jeg fik lige netop det jeg ikke fik før. Valget. Så valget blev naturligvis mig selv.

Inden hun var helt væk fra ham, lagde han den askegrå hånd mod hendes kind og lod langsomt sine hænder glide af igen med et næsten flabet smil. Imens han kiggede hende i øjnene, blussede de kort op af blå flammer igen og da flammerne var væk, var der et par smaragdgrønne øjne hvor der før var gløder.

Han kiggede efter hende da hun gik og til hendes sidste ord sagde han med en majestætisk rungen: Barn af Belial. Lad kun dig selv være din herre. Lad kun de rosenlæber hvile på hvemend du synes. Og sørg for at dem hvis øjne hviler på dem, ved hvilken gave det er

Han stod bare og kiggede efter hende med et smil på læben. Det var sjældent nogen gjorde et indtryk på ham. Og det var en ny form for respekt. En han nød