Swing with me - Åbent emne.

Det mørke pjuskede hår var gemt under en militær-grøn strikhue, der sad skævt på det lille blege hoved. Læberne var malet røde, selvom dette var totalt fremmed for pigen der, med knasende skridt, gik målrettet mod den bænk der stod længst væk fra stien. Hun havde en lang, sort pels-frakke på, der gik hende til midt på læggen og et par vanter der matchede. Hun havde et par røde lakstøvler på, med sorte snørebånd og på snuden af dem stod der på den ene kick, og på den anden love. Hun havde en lille skuldertaske med, hvori hendes gøgl lå. Hun havde taget et lille lærred med, sin maling, sin tegneblok, sine blyanter og en bog, der handlede om musik. Da hun nåede bænken børstede hun den af for vand fra natten før og satte sig ned.
Tasken blev placeret ved siden af hende og hendes fingre dykkede ned i dens evige dyb. Hun trak bogen op og åbnede den. Bogmærket faldt til jorden, men før hun nåede at samle det op, var der et vindpust der greb fat i det og tvang hende til at ligge bogen i tasken, så hun kunne hive den op på skulderen og begynde at jagte det meningsløse stykke papir. Hun havde fået det af sin første fotograf, men et bogmærke var et bogmærke. Hun kunne ligeså godt droppe det, for det var næsten uden for hendes synsvidde nu, men hendes røde støvler blev ved med at jagte igennem græsset, der var fugtigt og klamt.

Parken lignede sig selv. Den ændrede sig aldrig, og det var det, hun elskede så meget ved stedet. Menneskerne ændrede sig; ja, men ikke selve parken. Den vidste hun altid, hvor hun havde, og det var en nødvendighed for hende. Noget trygt som hun så desperat manglede. Træerne var nøgne, som de altid var på denne tid af året og græsset grønt og mat. Rundt omkring gik nyfødte forældre hånd og hånd og snakkede dæmpet sammen, gamle ægtefæller sad på bænkene og betragtede folk i stilhed og børn løb rundt og legede, selvom temperaturen ikke talte for det. Forældre sendte dem også et bekymret blik nu og da.
Midt i det hele stod Hazel. Ingen lagde mærke til hende; hun forsvandt i mængden som altid. I starten havde det været frustrerende, men det var næsten uhyggeligt, så meget man kunne vænne sig til med tiden. Selv de mest umenneskelige tilstande blev til hverdag. Men her mellem træer og buske var hun tilfreds. Der sad kun et andet menneske, så hun følte sig en del af noget uden rigtig at være det. Mennesket, som hun ud fra lugten gættede på, at det var, sad og skulle vidst til at male. Interessant. Hazel nærmede sig hende, men da hun var ti meter fra kvinden, rejste hun sig brat op og stormede til siden. Det vidste sig, at hun havde tabt noget papir. Hazel kluklo - det var næsten underholdende at se hende jage den dumme papirlap, når hun slet ikke havde en chance i menneskefart. Derfor løb hun hen og fangede papiret i overnaturlig fart, så kvinden ikke ville lægge mærke til noget. Hun undersøgede nysgerrigt papiret, men blev så skuffet; det var bare et bogmærke. Hun sukkede og ventede i stedet på at kvinde ville finde hende.

Støvlen blev presset ned i den fugtige jord, der næsten var blød nok til at blive betragtet som mudder. Da bogmærket forsvandt fra hendes syn, var der dog noget andet der fangede hendes opmærksomhed. Hun stoppede op, ligesom en mørk skygge bevægede sig hurtigt forbi hendes øjenkrog i den retning papirlappen var fløjet. Men ligeså hurtigt skyggen havde været dér, ligeså hurtigt forsvandt den. Langsomt begyndte hun at gå fremad igen, denne gang trak hun dog skulderstøtten på tasken, henover hovedet, så den faldt ned langs hendes brystkasse og blev holdt på plads.
Skridt for skridt bevægede hun sig tættere på sandheden - bogmærket var væk. Alexias øjne var klistret til jorden. I mørket så hun næsten 10 år yngre ud end hun var. Hun kiggede frem for sig og fik øje på en.. lille pige? Hun gik langsomt hen mod barnet, som tilsyneladende stod med hendes bogmærke i hånden. Et imødekommende smil blev fanget i hendes mundvige, der trygt bevægede sig op af. De fyldige læber og de mælkehvide tænder skabte sammen en varme, der ville kunne få næsten enhver mand til at smelte og ethvert barn til at løbe imod hende med udstrakte arme.

"Godaften, lille ven,"

Hendes stemme var halvdyb og kunne næsten forveksles med en teenagedrengs. Hun trådte et skridt frem mod pigen, som hun knap og nap var 10 centimeter højere end. "Må jeg få mit bogmærke igen?" spurgte hun, stadig i samme tonefald. Lyst og venligt.

Hazel kunne se kvinden længe før hun rent faktisk kom derhen, men hun stod alligevel bumstille. Den anden kom tættere og tættere på med sit blik klistret på jorden. Hun ledte trods alt stadig efter bogmærket, som af en eller anden grund virkede dyrebar for hende. Nogle gange forvirrede mennesker hende - dengang hun var et menneske, elskede de voksne deres guld og diamanter, men nu syntes de at holde mere af deres musik og bøger og ja; bogmærker. Det gav ikke nogen mening, men Hazel kunne godt lide forandringen. I dag bekymrede folk sig om vigtige ting.

Kvinden fik endelig øje på Hazel, og hun sendte hende derfor et af de venligste smil, som pigen nogensinde havde set. Det fik hende slået lidt ud af den, for det var skam ikke forventet. Hun kunne ikke lade være med at sende et lille smil og pille genert ved folderne i hendes gamle, slidte kjole. Jo, hun vidste, hvordan hun skulle spille sine kort, og folk troede ofte hun var yngre end hendes fjorten år, når hendes formål var således.
Der var bare noget ved kvinden, som ikke stemte overens i hendes hoved. Stemmen passede ikke til udseendet. Den var dybere, som tilhørte den én af hankønnet. Men Hazel kunne jo både se og lugte, at det var en kvinde, der stod og hilste på hende.

"Godaften," svarede hun og sendte kvinden et smil. Hun kunne allerede godt lide hende, og hendes samvittighed rørte på sig. Måske skulle hun vente til at drikke i morgen i stedet, for hun ville faktisk gerne se billedet, når det blev færdig. Det var i hvert fald grunden, som hun overbeviste sig selv om. Efter godt halvtreds år uden nogen samvittighed var det ikke så nemt at finde ud af mere.
Da hun spurgte om at få sit bogmærke igen, nikkede Hazel genert til hende og rakte det mod hende med en svag, rystende hånd.

Alexia syntes at barnets smil næsten virkede bange. Overrasket. Mon der var sket noget forfærdeligt for den lille pige? Da pigen skulle give hende bogmærket igen, lagde hun mærke til den lille, rystende hånd. Dybt nede i hende vendte der sig noget ulykkeligt. Hun tog imod bogmærket og lagde det ned i sin taske og smilede til pigen. Klokken var fem minutter i seks, så det måtte betyde at pigen snart skulle hjem og spise aftensmad. I de få sekunder hvor de stod overfor hinanden, skannede Alexia hende. Selvom hun kun havde haft psykologi i et halvt år, var hun allerede nu god til at læse mennesker.

Hun skød barnet til at være omkring 13-14 år, men hun så yngre ud. Øjnene var bare for voksne til umuligt at kunne tilhøre et menneske der var under 13. Hun smilede igen venligt.

"Mange tak skal du have,"

Hun gjorde mine til at gå, men noget i hende ville ikke forlade barnet. "Skal du ikke snart hjem og have aftensmad?" spurgte hun så. Hun begyndte at gå tilbage mod bænken og antog at barnet ville følge med.

//Mange gange undskyld for at have ladet dig vente så længe! Og undskyld for det korte svar, men følte ikke jeg kunne komme på mere. :c Og min krea driller mig lidt lige nu.//