A random meeting? - Ramiel

T: Omkring kl 20 om aftenen
S: Théâtre, imellem tilskuerrækkerne
O: En fyldt sal og folk på scenen
V: Gråt og vådt

"Og hvorfor var det lige, at jeg var så dum at tage herind?" vrissede Mallorie til sig selv, imens hun kiggede rundt i salen, der var helt fyldt. Lige på den dag, hvor der var udsolgt, havde hun belsuttet sig for at gå ind og se et stykke. Det var godt skuespil, der var intet at sige der, men det med at have så mange mennesker omkring sig, det var hun ikke ret god til. Hun havde fået en plads midt i salen, så dum som hun nu var. Eller... Det mente hun i hvert fald selv, lige i det øjeblik. Med et suk kiggede hun ned på sit ur og derefter op på scenen igen. Der var stadig 30 minutter tilbage af forestillingen, det måtte hun lige kunne klare. Varmen blev ved med at komme snigende og hun kunne mærke panikken stige i sig. Det var virkelig ikke en smart ide, når hun havde tendens til at blive en smule klaustrofobisk. Hun prøvede at rette fokus på det stykke, som lige nu spillede. Det gik dog ikke videre godt, eftersom hun ikke havde nogen ide om, hvad der overhovedet skete i det. Hun havde ikke fulgt med siden starten, fordi hun havde siddet hele stykket igennem og tænkt over, hvor idiotisk, det havde været at gå derned på det tidspunkt.

Med et suk rejste hun sig fra sin plads og begyndte på at presse sig gennem menneskemylderet. Folk der sad på samme række som hende var ikke videre glade for det, men det var hun ret ligeglad med. Nu skulle hun bare ud, hvor der ikke var så presset med mennesker. Det kunne man vel heller ikke bebrejde hende. Der var helt fuld af mennesker og mega varmt i salen. Det sekund, hun var kommet ud på gangen smed hun sin jakke i vindueskarmen foran sig og tog sin trøje af, så hun stod i en top og kiggede sig omkring. "Hvordan kan folk holde det ud?!" sagde hun stille for sig selv og gav sig til at beundre sine omgivelser. Teateret var nu smukt opstillet. Malerier, røde løbere og dyre statuer. Det var lige før, at man følte sig helt kongelig, når man trådte derind. Med et suk lod hun blikket køre ned af gangen for at se, om der var noget spændende.

Først et fodtrin, dernæst op fulgt af et andet, var den eneste lyd man kunne høre igennem gangen, hvis man så bort fra, lyden af hoste, og de forskellige stemmer inde fra teater salen. Ramiel, en høj, muskuløs herre, iklædt, sin blå hvide jakke, læder handsker og militærsko, ikke ligefrem hvad man normalt ville bære i et teater, medmindre at man var skuespiller, dog så var der en vis aura omkring ham, som tydeligvis udstrålede at, det var han ikke. De mange malerier og dyre statuere, fik ham til at stoppe op et par gange for at kigge på dem, på trods af at han var forsinket, mere end hvad man normalt kunne være bekendt.
En tjener tog imod Ramiel, da han var forsinket, og havde givet tegn for sig, dog så havde det ikke stoppet skuespillet, hvilket at Ramiel, heller ikke havde i sinde at det skulle.
En kvinde, eller nærmere, ung kvinde, havde opfanget hans opmærksomhed, hvad hun lavede der ude, alene, vidste han ikke, ej hellere hvorfor det så ud til at hun skulle til at gå, dog så havde han da i sinde at finde ud af det.
Ramiel viftede til tjeneren, som skulle vise ham vejen hen til den loge han havde lejet, til aftens anledning, og derved bedt tjenere om at smutte, da han nok selv skulle finde vej, hvor svært kunne det være? Tænkte han imens han gik hoverede nærmer kvinden, dog så forsvandt denne hoverende måde at gå og smile på da han nærmede sig hende, hun skulle jo ikke have sådan et førstehånds indtryk af ham.
”Undskyld mig, frøken?” kom det fra ham, imens han smilede til hende, på en venlig måde, hun skulle jo ikke skræmmes væk allerede, og det at hun blot stod her ude, fortalte ham, at der måtte være noget specielt over hende, noget som han skulle finde ud af.
”Det ser ud til, at jeg har lejet en loge, og jeg vil sætte en finger på, at du har bevæget dig her ud, fordi du ikke kunne se ordenligt?” Ramiel, havde intet imod at dele den lejede loge med en, smuk ung kvinde, og på den måde, så blev skuespillet heller ikke alt for kedeligt, da han så kunne snakke med hende, hvis hun da ikke var en af dem, som fulgte med i alt hvad der skete, og hvor koncentration kun var rettet på skuespillet. Nogle gange kunne han ikke døje sådanne folk.

Mallorie lænede sig med et suk op af en af de store vindues karme, som var placeret på hele gangen. Det var ikke ligefrem bekvemt, og hvis hun havde været hjemme, havde hun også plantet sig oppe i vindues karmen, men det kunne hun ikke på et offentligt sted. Eller.. Det kunne hun godt, men det ville hun ikke. Det var ikke ligefrem en god måde at lade folk se en på. Hun var normalt fuldkommen ligeglad med, hvad folk tænkte om hende, men alligevel kunne man godt have lidt fornuft. Desuden ville hun nok også blive bedt om at oppe ned af den, det sekund hun var kommet derop. Der gik tjenere rundt over det hele, så hun ville ikke gøre en idiot ud af sig selv, ved at blive smidt ud af teateret. Hun måtte også hellere komme ind igen. Hun havde jo betalt for billetten, og det ville være spild af penge, bare at gå hjem.
Hun fik med det samme øje på den herre, som var på vej ned af gangen. Han så ved første øjekast ud som en skuespiller, men da han kom tættere på kunne hun godt se, at dette ikke var tilfældet. Hun så med det samme, at han var på vej over imod hende og gav sig til at rette lidt på sin kjole. En kort, babyblå kjole, med flæser i bunden og perler i toppen stod virkelig godt til den unge kvindes figur. Hun havde i dagens anledning taget højhælede støvler på. Det var ikke noget der skete tit, så hun havde en smule problemer med at stå fast på dem. Det gik lige, men ikke hvis hun skulle gå ret langt af gangen.
Et smil bredte sig på hendes læber, da han snakkede til hende i en respektabel tone. Hun havde nu heller ikke forventet andet. Det var trods alt ikke et sted, hvor uhøflige mennesker kom. Det mente hun i hvert fald ikke. Man skulle have en bestemt tone for at kunne være sådan et sted. Normalt ville hun også være flippet for længst.
Hun kunne ikke lade være med at fnise kort, da han var færdig med sit spørgsmål. "Dog ikke. Alle de mennesker omkring mig blev bare for meget" måtte hun erkende. Hun måtte lige gennemtænke han sætning engang igennem, før hun kunne huske, hvad pokker en Loge var. "Har du lejet en alene?" spurgte hun med et løftet øjenbryn. Det var ikke noget, der normalt skete. Hun så for det meste hele familier oppe i sådan en, men hun måtte indrømme, at det lød mere lokkende end den propfyldte tilskuerrække, som hun netop var kommet fra.

Et kort øjeblik, stod han og var ved at falde hen, den blå kjole klædte hende nu, ret godt, bedre end hvad den ville havde klædt andre, hvilket nok også var grunden til at Ramiel, netop var stoppet ved hende, ikke alene på grund af hendes udseende, men også på grund af, at der nærmest var noget overnaturligt, noget, mytisk, om han havde ret eller ej, var ikke til at spotte, dog så var han trods alt stoppet, det var som tiden var gået i stå, lige indtil hun besvarede hans spørgsmål i hvert ifald. ”Ah, så på grund af menneske mængden, så søgte du væk fra dem?” det havde måske ikke været det klogeste valg denne kvinde havde besluttet, hvis hun ikke kunne klare en lille menneske mængde, hvorfor, var hun så taget i teateret? Man fandt kun flere mennesker, i en træningssal, men der lavede man trods alt andre ting, ” Ja, alene, jeg bryder mig ikke om at sidde med familier, og deres larmende børn, hvorimod, at en ung kvindes selvskab, vil jeg ikke have noget imod” Ramiel smilte venligt til hende, og regnede kraftigt med at hun ville tage imod hans invitation om at sidde med ham, i det at hun ikke kunne være andet bekendt, nu hvor de var i gang med at snakke så godt sammen. Ramiel bøjede sig for kvinden og smilede stadig til hende ”Jeg er Ramiel, og det vil være mig en ære, hvis du ville sidde med mig” Ramiel viftede med sin hånd, som et tegn på at hun blot kunne tage den, og følges med ham, trods alt, så havde han ingen intentioner om at skade hende, ej heller at lade nogle skade hende, eller, hanville ikke lade nogle skade hende, hvis hun fulgtes med ham, hvis hun ikke gjorde, så betød det knapt så meget. Dog så var Ramiel, ikke altid en ond person, nogle gange, så kunne han da sagtens være i et bedre humør, eller være i det hjørne hvor han blot ville opføre sig civiliseret og være i teateret, han havde brugt ukendeligt med tid sådanne steder, overalt i verden, dog så mindede ingen som dette, den røde løber, bysterne, statuerne, vindueskarmene, det hele sprang blot i hovedet på en, omfavnede en, og slugte en, ind i dette, hyggelige, selvskab, som i Ramiels tilfælde bestod af den unge kvinde foran ham.

Mallorie brugte den korte stilhed til at se herren foran hende lidt an. Det var bestemt ikke noget dårligt syn, det måtte hun sige. Fint klædt på, en respektabel tone og et venligt blik. Det var ikke en dårlig måde at skulle bruge sin aften, det måtte hun blive enig med sig selv om. Hun kunne ikke finde ud af med sig selv, om han var et magisk væsen, som næsten alle andre i byen, eller om han var et menneske ligesom hende selv. Det måtte være den første, der var ikke ret mange folk i byen, som faktisk var mennesker, når det kom til stykket og det var der vel i grunden heller ikke noget galt i? Det var bare hende, som stadig skulle vende sig lidt til hele situationen. Hun blev nødt til at vende sig til det faktum, at hun nu levede i en by fuld af de væsener.
Hun kunne ikke lade være med at blive en smule flov, da manden foran hende igen begyndte at snakke. "Ja..." sagde hun lavt og kiggede op på ham med et smil. "Det var måske ikke lige den bedste beslutning, det ved jeg godt, men skuespillet lokkede" tilføjede hun og grinede kort af sig selv, før hun igen vendte blikket nedad. Hun trak en smule ned i sin kjole, da den var krøbet lidt op omme bagpå. Det var en tendens den havde, når hun havde den kjole på, men det var ikke så stort et problem, at hun undgik den på grund af det. Hun vendte blikket op på ham igen, da han igen begyndte at snakke. Et smil bredte sig på hendes ansigt og varmen steg op i hendes kinder. "Det lyder... Meget lokkende" sagde hun i en drilsk tone. Hun kunne ikke dy sig for at være en smule flabet, som hun nærmest altid var alligevel. Da han bøjede sig for hende, nejede hun automatisk og svarede "Jeg hedder Mallorie og jo, det vil jeg meget gerne." Hun tog et enkelt valkende skridt og tog derved hans hånd. Hun håbede ikke på, at han opdagede hendes lille stunt på de høje sko.
Hun lod sin hånd falde ind i hans med et lille smil og kiggede op på ham. Selvom hun havde 6 cm hæle på, så formåede han stadigt at være højere end hende, men det var også sådan hun kunne lide det. Hun hadede at være den højeste i en forsamling, hvor underligt det så end lød. Det med at blive kaldt lille, havde hun ikke rigtigt noget imod. Så var der bare flere høje drenge til hende, sådan havde hun i hvert fald altid set på det. En underlig tanke gik gennem hende, efter alle de gyserfilm, som hun efterhånden havde set og de historier, som hun havde fået fortalt. *Han kunne ikke finde på at gøre mig ondt, kunne han?* tænkte hun til sig selv, men slog med det samme tanken ud af hovedet. Det var ikke høftligt at tænke sådan om andre mennesker. I stedet sendte hun ham et varmt smil og sagde stille "viser du vej?"

”Så, jeg ved godt at jeg kom for sent, og alt det der, men kan du ikke fortælle mig, hvad jeg er gået glib af, altså i stykket” kom det fra ham, på trods af at han havde set stykket, snart en million gange, så blev han aldrig træt af gamle klassikere, hvorfor og hvordan kunne man blive det, hvordan mennesker, ikke kunne værdsætte værdierne af teater skuespil vidste han ikke, da han selv syntes at de var forfærdelige gode, dog så var der da nogle, hvor skuespillet, manus og alt det andet, ikke var fængende, og alt det der. ”Mallorie, hvilket kønt og anderledes navn” kom det fra Ramiel, som var begyndt at føre hende, hen til hvor logen skulle befinde sig, de kunne vel ligeså godt gå og snakke på sammen, i stedet for at gå uden at sige noget, som om det var akavet, trods alt, så ville han da også lære lidt mere om hende. På trods af de næsten usynlige vaklende bevægelser, så forblev han blot tavs, og smilede til hende, der var ingen grund for at han skulle, begynde at tale om det, dog så var han der, hvis der skulle ske det at hun var ved at falde, så ville han da gribe hende, eller prøve på.
Gangen forbi de mange loger, var dyster, kun få lamper, med nogle få meters mellemrum, gulvtæppet var mørkeblåt med små syninger, eller mønstre, væggene var beklædt i hvad der lignede gråt eller grønlig, dog så var det ikke normalt, at væggene ville have så dystre farver, men det kunne trods alt også være fordi det var mørkt udenfor, som gjorde at lyset havde svært ved at reflektere på overfladerne. Et skilt med hans Ramiels navn udenpå, afslørede hvilken loge, han havde lejet, de andre logers skilte var enten fjernet, eller trukket ind, det så ud til at det var op til en selv, at holde styr på hvor man sad, dog så var det ikke særligt svært i Ramiels tilfælde, da hans loge var den tættest på scenen, så de var også dem med den bedste udsigt og lyd. De seks stole var stillet pænt op ved siden af hinanden, også på trods af der ikke var brug for dem, ”Slå dig ned” kom det fra Ramiel, som blot svang sin hånd, som et tegn på at hun kunne sætte sig ned hvor end hun ville, han havde ikke selv nogen yndlingsplads, som han skulle have, og så længe at Mallorie, var tilpas, så, så det ud til at aften var en succes.

Mallorie lagde den ene hånd bag sin nakke og grinede kort. "Ja... Det skal du så ikke satse på" sagde hun med et suk "må ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt ret meget med." Det var egentlig ret pinligt, eftersom hun havde siddet og stirret stift på scenen den sidste time. Hun kunne nok alligevel godt huske det, hvis hun virkelig tog sig sammen til det, men det mente hun ikke selv, at hun virkelig burde, så hun gad ikke rigtig prøve. Det havde været noget godt musik indtil videre, så meget kunne hun trække ud af den smalle oplevelse, hun havde haft med stykket. Det var næsten musikken, som var det bedste af det hele. "Tak, jeg elsker det også. Ramiel er også kønt" sagde hun som svar og nikkede til ham som en høflig respons. Hun var nu glad for, at han ikke snakkede til hende på vej ned til logen, da hun måtte bruge alt sin koncentration på at undgå at falde. Det havde måske ikke lige været en god ide at tage så høje sko på, men hun havde ikke forventet, at hun skulle gå så langt med dem, så det var vel ikke noget, man kunne bebrejde hende. Lidt fin skulle man jo se ud, når man sådan skulle i teateret. *Man må lide for skønheden* tænkte hun bittert, da hun var lige ved at falde igen. Hun holdt godt fast i hans hånd, dog uden at klemme den eller noget.
Hun kunne tydeligt se forskellen mellem den gang hun før havde stået i, og så den de var på vej ned igennem. Tæppet havde skiftet farve, billederne var blevet nogle andre og det så i det hele taget mere.... Royalt ud. Hun kunne ikke beskrive det på andre måder end det. Det hele så så fint, for ikke at sige dyrt ud. Det hele blev lidt mere dystert at se på med det svage lys i gangen og det var lige før, at hun faktisk følte sig en smule utilpas ved det hele. Dog gik det hurtigt over, hvad skulle hun dog være utilpas over? Det var jo bare en gang for pokker, nu måtte hun tage sig lidt sammen. Hun smilede over sin egen dumhed. Det var virkelig noget, som hun kunne more sig over, selvom det var til hendes egen skade. Hun kiggede op, da de var nået til deres stop og kiggede ind i logen. 6 stole og den bedste udsigt i hele salen. "Wow" kom det fra hende, da hun satte sig ned på en af de midterste stole. "Hvor er her smukt" sagde hun med et smil og kiggede op på sin ledsager.

”Nå, pyt med det, det er alligevel en af de gamle klassikere, så de er ikke svære at følge med i” kom det fra Ramiel, som ikke kunne lade være med at smile over det, dog så inderst inde, så var det da utroligt at hun ikke havde fulgt med i skuespillet, hvor lang tid havde hun ikke brugt der inde? Og lige pludselig så kunne hun ikke huske noget af skuespillet? Ej hellere hvad det havde omhandlet? Nå, lige meget, han havde jo alligevel set det, mere end hvad der var logisk, hvorfor han havde set det så mange gange gav faktisk ikke engang mening, han havde nok set det så mange gange, at når han lige fik færten af hvor de var kommet, så kunne han sagtens fortælle om handlingen, og hvad der ville ske de næste par scener fremme. På trods af den høflige respons fra Mallorie, omkring hans navn, så fulgte han kun med på halvt øre, hvilket han ikke håbede at hun havde lagt mærke til, dog så kom der et venligt nik og smil fra ham, som et tegn på at han havde hørt det, men ikke lige havde nogle dybdeborende svar tilbage til hende.
På trods af det lille ’glædes’ udbrud fra hende, så kunne han ikke lade være med at smile, hun var nok ikke vandt til at tilbringe tiden oppe på de, så dyre rækker i teateret, Ramiel gjorde intet uden stil, sådan da, der havde været enkelte episoder hvor han faktisk foretrak det simple frem for det dyre, men det var længere tid siden, end hvad han ville tænke over. ”Der er meget smukt her oppe” et lille grin kom fra ham, et venligt smil sammen med ”Men.. Det er der jo nogle som fortjener” Ramiel gik hen til den højre kant af logen, og kiggede ned på alle de mange, mennesker og væsner, faktisk alle dem som bare ville tilbringe aften i teateret, et hurtigt blik faldt på scenen, hvor en gammel kone sad og græd over en seng ”Nå, det er der vi er nået til” kom det kort fra ham, i det at han ikke anede om hun havde hørt hvad han sagde, eller om hun havde opdaget at han muligvis havde set skuespillet før. Med et smil til Mallorie, lod han sig dumpe ned på stolen til højre for hende, udsigten var virkelig, speciel, man kunne se alt der oppe fra, hvis man blot lod blikket glide rundt på de forskellige faktorer, i stedet for kun at være optaget af selve skuespillet.

Hun nikkede blot til hans respons over stykket. Nu hvor hun tænkte nærmere over det, så kunne hun godt huske noget af stykket. Desuden kendte hun også historien i forvejen, så selvom hun ikke havde fulgt så godt med, så kunne hun nu godt huske handlingen i det. Alt andet ville også være underligt, da det var så kendt et stykke. Hun følte sig en smule dum, men det var der ikke meget at gøre ved nu. Hun så godt hans nik til hendes respons og gjorde ikke andet end at smile til ham imens de gik videre ned af gangen.
Hun kunne ikke lade være med at kigge en smule flovt på ham, da hun var kommet med sit lille glædes udbrud. Det var ikke ligefrem noget hun var vandt til. Det var ikke første gang, hun havde været i teateret, men det var ved at være nogle år siden sidste gang. Hun kunne dog stadig huske det tydeligt. Hendes mor havde taget hende med ind og se svaneprinsessen, da hun var omkring de 7. Hun kunne huske, hun havde haft et lyserødt tylskørt på. Med den tanke kunne hun ikke lade være med at grine en smule. Det var et sjovt billede. Hun hoppede ud af sin lille tankestrøm, da han igen talte. Hun vendte blikket mod ham og smilede. Hun kunne ikke helt finde ud af, om det var en hentydning til hende selv, så hun smilede blot og nikkede til ham. "Det er sandt" sagde hun med et smil og kiggede ned på scenen. Nu kunne hun godt huske, hvor i stykket de var.
Hun lod blikket falde på ham, da han satte sig ned ved siden af ham og vendte sig derefter mod ham med et smil. Skuespillet var hun i grunden ligeglad med, nu hvor hun havde fået selskab. "Men.... Hvad laver en fin mand som dig uden en date?" spurgte hun af ren nysgerrighed. Hun kunne ikke se grunden til, at han skulle komme alene. Det var ikke normalt at tage afsted alene og så endda leje en loge til det. Måske havde han bare regnet med at støde ind i en? Det kunne vel godt være et svar. Da hun vidste, hendes spørgsmål var en smule personligt ville hun skrue charmen en smule på. Med et varmt smil vendte hun hele kroppen en halv omgang og lagde hovedet en smule på skrå.

”Hvad jeg lavede her?” tja, hvad lavede han egentligt her? Han havde jo set stykket, mere end hvad der kunne tælles på begge hænder, så hvorfor tilbragte han sin tid her, han kunne jo altid forklare hende, hvorfor han havde lejet en loge for sig selv, eller han kunne føre hende bag lyset, lyve og bedrage, dog så virkede Mallorie ikke særlig, overnaturlig, dog så kunne han jo godt tage fejl, men ville benægte det, lige meget hvem der prøvede at få det ud af ham, om hun kendte til det overnaturlige eller ej, havde han ikke den fjernest anelse om ”Jo ser du, jeg er her, fordi det er et godt sted at lægge planer” hvilket ikke var helt løgn, han havde tænkt sig at lægge nogle planer, dog så havde han ikke ligefrem, tænkt sig at afsløre dem overfor Mallorie, ikke som det så ud lige nu, da de heller ikke var helt færdig lavet, og der stadig var nogle ting som han skulle have på plads.
På trods af det spørgsmål, som godt kunne opfattes en smule personligt, så havde han absolut intet imod det, han havde intet at skjule, eller jov det havde han, men det omhandlede ikke lige det som hun gerne ville have svar på. Og på trods af det kække forsøg på at skrue sin charme på, så virkede det ikke ligefrem, men det var jo ikke hendes skyld, han fandt det dog en smule positivt, og kunne ikke lade være med at komme med et lille smil til hende ”Gem du det heller til dem på din egen alder” kom det fra ham, han kunne stadig ikke lade være med smile til hende, det var nu ellers et godt forsøg mente han, dog ikke ligefrem noget, han ville indrømme. Med et kig ud over sættet, begyndte han straks at slappe mere af, vejtrækningen var rolig, og han prøvede nu at følge med, med en enkelt bevægelse, tog han en af de mange cigarer som var spændt fast til hans jakke, og holdte den i sin hånd, måtte man overhovedet ryge her? Han lod blikket glide hen over de andre loger, dog så, så han ikke ligefrem andre der røg, og tænkte at folk ikke ligefrem ville have noget imod det. Ramiel lod sit blik falde på Mallorie, og pegede på hende med cigaren ”Her” det var ikke ligefrem at han tilbød hende den, det var næsten kommanderende, selvom han ikke havde nogen intentioner om at hun skulle opfatte det kommanderende, han regnede bare med at hun røg, om det så var cigarer eller hvad de unge nu røg om dagen.

Hun ville ikke svare på hans spørgsmål, men lod i stedet hånden glide gennem sit hår, imens han gav sig til at tænke. Hun lod blikket løbe ud i lokalet. Det var nu smukt. Sådan en bygning, som hun kunne kigge på i evigheder, udelukkende for at tænke over, hvordan de havde lavet alle de smukke dekorationer. Igen, var Royalt den bedste måde at beskrive det på. Røde farver over det hele, malerier og statuer. Det var som at træde ind i et gammelt slot. Det kunne gangene også ligne ved første øjekast, hvis man altså ikke vidste, at det var et teater. Hun vendte hovedet mod ham igen, da han kom med et svar og lagde derefter hovedet på skrå og sendte ham et undrende blik. "Planer?" var det eneste svar, som hun kunne komme på. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun ellers kunne sige som respons, så hun lod det blive ved det ene, men meget spørgende ord. Det lød mystisk. Selvom det ikke ragede hende, så kunne hun alligevel ikke lade være med at være en smule nysgerrig over det. Hvilke planer kunne det dog være, og hvad skulle han bruge dem til? Det var de tanker, der ligeså stille sivede rundt i hovedet på hende imens hun fortsat havde blikket på den ældre herre ved siden af hende.
Hun afventede spændt en reaktion på sit lille forsøg på at charme sig ind på ham. Ikke at hun ville noget specielt med det, bare have svar på det hun spurgte om, som hun jo nu havde fået. Hun glædede sig egentlig bare til at se, hvordan han ville reagere på det. Det plejede at gå meget godt, når hun brugte det lille blik, selvom det ikke var meget. Det var intet i forhold til, hvad hun egentlig kunne. Det ville hun ikke afprøve nu, men hun kunne godt! så meget vidste hun da i hvert fald. Hun kunne ikke lade være med at grine kort, da han svarede hende og stoppede med det samme, da han havde snakket færdig. Hendes ansigt blev lagt i de samme folder som før. En anelse flabet, men ellers sødt, ligesom hun plejede omkring andre mennesker. "Okay okay..." svarede hun ham med et smil og vendte sig om mod scenen igen. Det havde så ikke virket som forventet, men hvad fanden. Man kunne jo ikke vinde hver gang. Hun kiggede blot på hans cigar og rystede på hovedet, da han rakte den over til hende. "Jeg ryger ikke" sagde hun kort til ham og sendte ham et lille smil. Det var noget, hun stadig ikke forstod, hvordan folk kunne gøre. Hun havde da prøvet en enkelt gang eller 2, men det med at ryge fast, det kunne hun ikke. Røgen var nu fin nok i små doser, men hun fik det dårligt af, selv at skulle stå og ryge.

”Ja planer” kom det kort fra Ramiel, hvorpå han havde rejst sig op, og lod sit blik glide ud over de mange mennesker og væsner som sad og så skuespil ”Ser du” Ramiel vendte sig om og kiggede på Mallorie, med ryggen vendt imod de mange mennesker, så kun hun var i hans fokus ”Der er så mange uopdagede, potentielle soldater som blot sidder og kigger, de aner ikke engang at der er en krig på vej” Om Mallorie vidste hvad han talte om, eller om hun blot opfattede ham som en smule skør, på trods af de røde farver, denne kongelige tone som var over logen, så var det ikke til at tage helt fejl af, at Ramiel ikke løj, dog så kunne han jo stadig godt være skør, men det var ikke en hensigt at han skulle virke skør, han havde stort set det hele under kontrol, det eneste som der manglede, var, disse uopdagede potentielle soldatere, samt et lille skub i den rigtige retning. Selvom Ramiel ikke havde i sinde at fortælle Mallorie omkring hans planer, så var han vel lidt nødt til, og hvis det var at hun besluttede sig for at løbe og skrige hans hemmeligheder i vilden sky, så var der langt ned fra logen, et fald som man ikke kunne overleve, ikke det at han havde planer om det, men det kunne jo altid ske et uheld, folk faldt jo tit ud fra logerne, eller sådan så Ramiel det, også selvom han ingen planer havde om at likvidere hende, hun virkede som en fornuftig ung kvinde, som nok skulle klare det godt i sit liv, hvis hun da bare kunne holde på visse hemmeligheder.
”Du er okay min tøs, når du ikke er flabet” kom det venligt fra ham, et bredt smil var at spotte på hans læber, Mallorie virkede også som denne venlige person, dog så var hun flabet, noget hun garanteret havde lært sig selv, men nogle egenskaber havde man jo bare, og dem måtte man udnytte til det groveste, hvilket at han også selv gjorde, selvom han ikke ville påstå at han nogensinde udnyttet hans egenskaber, men det var nok muligt at finde nogle som mente at det havde han gjort. Han tog cigaren til sig efter hun havde takket nej, hvilket han godt kunne forstå, mange døjede ikke at ryge, ej heller at være i selvskab med dem som røg, der var mange gange hvor han var blevet bedt om at stoppe med det, og andre havde endda skældt ham ud for at ryge offentligt, ”Gør det noget jeg ryger?” kom det fra ham, idet at hvis hun sagde nej, så ville han ikke, da han sad i et ellers ret komfortabelt selvskab.

Hun vendte interesseret hovedet mod ham og lagde det en anelse på skrå, da han begyndte at snakke. Hun vendte blikket en smule opad, da han rejste sig og fulgte så ellers hans bevægelser. Hun kunne ikke lade være med at falde kort hen i hans bevægelser, der virkede så voksne, som han jo også var, men det var noget nyt for hende, at være i sådan et selskab. Hun kunne ikke lade være med kort at kigge underligt på ham, da han begyndte at snakke om krig. Var der noget under opsejling? Hun havde ikke været i byen mere end en uge, så det var alligevel ikke noget, hun havde hørt, men det var da lidt uhyggeligt at tænke på, der skulle være krig omkring hende. Hun prøvede på at komme op med en passende respons til hans sætning. Hun havde jo selv spurgt, så det var uhøflig ikke at komme med et svar til det, men hvad skulle hun dog svare til det? Hun vidste intet omkring det og var slet ikke klar over, at der overhovedet var soldater omkring hende. Det kunne da godt være, hun skulle sætte sig lidt mere ind i byens historie på et eller andet tidspunkt. Hun anede hverken ud eller ind og det var begyndt at irritere hende. "Det lyder...." hun måtte stoppe sig selv for at finde på et passende ord "som om det er noget alvorligt" blev hendes sætning endelig. Den havde godt nok også taget lang tid at formulere. Hun vidste ikke rigtig, om hun overhovedet havde lyst til at vide mere om det, så med mindre hans selv snakkede videre om det, så foretrak hun at blive uvidende omkring det.
Hun kunne ikke lade være med at grine over hans sætning. "Jeg er bange for, at du ikke kommer til at se mig IKKE være flabet ret tit" måtte hun erkende med et smil og kiggede op på ham. Det var en egenskab hun havde haft så mange år, at hun ikke troede, den nogensinde ville forsvinde igen. Det havde hun nu heller ikke noget imod, hun kunne godt lide den side af sig selv. Tanken om at skulle være en sød pige hele tiden, kunne hun bare ikke holde til. At skulle være sød og opdragen, snakke pænt til alle folk og opføre sig som en god pige? NEJ TAK! Så hellere have det sjovt og så tage de konsekvenser der fulgte med. Hun smilede til ham, da han trak cigaren til sig igen. Det var noget hun aldrig ville lære. Hvorfor folk dog ville ryge sådan nogle tingester. Dog havde hun ikke noget imod, at andre mennesker gjorde det, så længe hun ikke fik det pustet direkte ind i næseborene, men igen, hvem ville det? "Slå du dig bare løs" svarede hun med et smil og gjorde en kort håndbevægelse som tegn på, at han bare kunne tænde den.

”Alvorligt?” Ramiel skød nærmest et øjenbryn op i panden, og et overaskende grin kom fra ham *Alvorligt? Ja det kan du bide dig selv i næsen på* lød det blot inde i hovedet på ham, hvordan kunne hun ikke se alvoren i det, dog så lod det ham ikke stige til hovedet. Et smil, som erstattede hans før, overaskende mime, var nu plantet på hans læber ”Tja.. Krig omhandler jo, oftest døden, og ødelæggelse” om Mallorie havde opdaget at det var Ramiel som stod bag disse planer om at starte en lille krig, vidste han ikke, selvom han ikke havde i sinde at erkende det, eller ikke lige nu, måske hvis han fik mere tillid til hende, og hun kunne vise sig at være en… allierede, selvom han stadig var i tvivl om hendes alder, og om hun blot var et menneske, noget han ikke havde tænkt på før, det sæl samme øjeblik, det kunne ikke passe at han sad i selvskab med et usselt, nedværdigt menneske, eller det ville han ikke tro på, dog så lod han det hurtigt fare ud af sit hoved, og fortsatte ”Denne…” han stoppede pludselig og kiggede på hende, på en venlig måde og kunne ikke lade være med at smile til hende ”alvorlige krig, vil kræve ofre, og en masse gode personer vil ryge med i købet” om Mallorie overhovedet havde opfattet det som om at han var den onde eller den gode vidste han ikke, men på grund af hans eksemplariske opførsel, så havde hun nok stemplet ham som en af de gode fyre, hvilket blot ville være en god ting for ham.
Hans sætning om hendes flabethed, samt hendes svar, fik lettet den før anspændte stemning, og hun så da ud til at more sig i hans selvskab, og hans i hendes ”Tja, så længe du er oprigtigt med mig, så er jeg tilfreds” Ramiel smilte atter til hende, og lænede sig tilbage i den store polstrede stol, fik ham til at slappe af, hvordan en stol kunne havde denne indvirkning på ham, var underlig, og på trods af hun ikke ville have den cigar han tilbød hende, og gav ham tilladelse til selv at ryge den, så kunne han ikke lade være med at smile over det ”Jamen tak for det” Ramiel prøvede at finde en lighter, men uden held, han havde endda glemt den, hvordan kunne han have glemt den? Ramiel rejste sig op, og søgte sine bukselommer, men atter uden held, hans blik gled over på Mallorie, hun kunne umuligt havde taget den, hvilket han heller ikke troede ”Det ser ud til jeg har glemt en lighter.. noget du vil have med? Smutter lige ned og køber nogle ting” Han havde intet imod at skulle skaffe lidt flere forsyninger, og det kunne være stort set alt, lige fra tja, hvad hun kunne bede om, og han skulle nok købe det, det behøvede hun slet ikke at tænke på, trods alt, så havde han jo inviteret hende op til logen, og lidt mere luksus kunne ingen brokke sig over, eller det mente Ramiel da ikke at man kunne, om Mallorie havde det på samme måde vidste han ikke, men nu havde han trods alt tilbudt hende at købe noget med til hende.

Mallorie kunne ikke lade være med at føle sig en smule dum over din kommentar. Selvfølgelig var det alvorligt, når man snakkede om krig. Det var tydeligt. Da han udtrykkede sig yderligere omkring emnet, kiggede hun blot mod ham og lod være med at sige noget i første omgang. Hun hørte blot efter og lod sit blik hvile mod hans. Død og ødelæggelse. "Mmmmm" sagde hun blot og kiggede kort væk fra ham. Krig var ikke noget, hun havde lyst til at snakke om, men han fortsatte selv med at snakke om det og hun ville ikke lyde svag ved at stoppe ham midt i en samtale, fordi hun ikke selv brød sig om det. Hun ville bare finde et lidt mere.... muntert emne at snakke om, når han på et eller andet tidspunkt var færdig med at tale. For ikke at virke alt for uinteresseret i emnet vendte hun hovedet mod ham igen og sendte ham et svagt smil. Om han var på de gode eller en helt anden side var hun endnu ikke klar over, men der var et eller andet ved ham, som fik hende til at tvivle. Han kunne i hendes hoved have været på begge sider af det spektrum.
Hun var glad for, at hendes sætning omkring sin egen flabethed fik lettet den trykkede stemning en smule. Det var lige hvad der havde været brug for, efter det emne, de lige havde haft. "Jeg er oprigtig med de fleste" måtte hun indrømme og sendte ham et smil. "Jeg gider normalt ikke lyve for folk, med mindre det bliver nødvendigt" tilføjede hun i en lidt mere alvorlig tone. Hun kunne sagtens lyve overfor folk og havde intet problem med at gøre det, hun skulle bare have en grund, før hun gad begynde på det. Det tog så fandens meget energi at skulle opretholde en maske hele tiden og det var hun ved at blive en smule for gammel til at blive ved med. Hun var ikke bange for at sige sin mening omkring ting, men i visse situationer holdt hun bare sin mund. På den måde løj hun vel egentlig ikke, hun sagde bare ikke hele sandheden. Sådan så hun i hvert fald på det. Hun nikkede blot over hans kommentar, til hendes tidligere svar omkring rygning. Hun fnes kort over hans desperate forsøg på at finde en lighter. Det var ikke sjovt, men alligevel så det nu meget morsomt ud. Hun gav sig kort til at tænke, og nikkede så. Hun var blevet så forfærdelig tørstig af at sidde mellem alle de mennesker og kunne godt bruge et eller andet at drikke. "Et eller andet at drikke ville være rart" sagde hun til ham med et smil. Det behøvede ikke være noget bestemt. "Vin, vand, øl. Jeg kan dikke det meste, så bare, hvad de nu end har" sagde hun med et smil og vendte sig om mod ham.
Det havde irriteret hende længe, og nu kunne hun ikke holde mund længere. Den lidt mere barnlige side kom op i hende igen og hun sendte ham et stort smil, da hun samtidig rejste sig op fra stolen. Da hun igen havde fået balancen vendte hun sig mod ham og så ham an med et eftertænksomt blik. "Hvor gammel er du i grunden? Må jeg prøve at gætte?" spurgte hun med et stort smil og havde tænkt sig at gøre det alligevel, så hun anede ikke, hvorfor hun havde spurgt. "29, måske starten af 30'erne?" sagde hun med hovedet en smule på skrå og afventede spændt et svar.

På trods af svaret som hun havde givet ham, så virkede hun ikke ligefrem, tænkende over den information han blot havde givet hende. Ej heller virkede hun særligt interesseret i det, men mere afvigende, det havde måske ikke ligefrem været det bedste kort han havde spillet, måske skulle han blot havde ladet være med at havde startet emnet, og i stedet snakket om noget andet, men stemningen ændrede sig hurtigt, hvilket jo også nok var til dels det bedste, den unge Mallorie virkede ikke som, tja, hun virkede ikke ligefrem som en som var villig til at lade sit liv gå til spilde på grund af nogle latterlige engle.
”Oprigtighed er vigtigere end noget andet” kom det venligt fra Ramiel, som var på vej imod døren som adskilte logen fra den, næsten kongelige gang, lige indtil hun begyndte at ville gætte hans alder, hvilket jo var… tja.. det var da ret dejligt, og han skulle da nok også skaffe hende nogle drikkevarer, og en lighter til sig selv, hvilket stadig irriterede ham at han havde glemt den, det var helt utroligt at sådan noget kunne ske, men der var jo ikke noget at gøre ved det nu, ikke andet end han enten måtte vente med at ryge, eller også så blev han nødt til at gå ud og købe en, hvilket han begyndte at blive i tvivl om man overhovedet kunne her I teateret, dog så blev han enig med sig selv til sidst, at det nok ikke var muligt overhovedet at købe en lighter, der var jo heller ikke andre som sad og røg. ”Du må da hjertesligt glædeligt gætte min alder, dog så tror jeg næppe at du rammer den” Ramiel vidste ikke engang selv hvor mange år han var, dog så så hans krop ikke ældre ud end hvad der kunne betegnes som i starten af 30’erne, men hvis man begyndte at tale om sind, så var det en helt anden historie, nok noget som Mallorie ville kunne gætte, så han spillede med på at han var i starten af de 30.
”Tja Mallorie, det er satme godt gættet” fik han indskudt efter hendes sidste forsøg, som et tegn på at hun havde ramt rigtigt til sidst, hvilket hun jo også til dels havde, men om han skulle fortælle hende det, vidste han ikke, dog så gik der ikke lang tid, inden han besluttede sig blot for at drille hende yderligere at det måtte han nok gøre ”Og prøv så at gætte hvor gammelt mit sind er, imens jeg er væk” Ramiel bakkede langsomt ud imod døren som adskilte logen og gangen, og lukkede døren bag sig, så kunne hun også få lidt sindsro til at tænke over det, det var jo ikke ligefrem et nemt spørgsmål, og som sagt, så kunne han ikke engang sin egen sinds alder, men han godtog svaret hvis det var langt oppe i årene.
Der gik ikke lang tid før Ramiel stod nede hvor de solgte diverse genstande, af både mad, slik drikkelse og andre genstande, som han ikke engang ville tænke over, med et hurtigt blik hen over de mange tilbud, og den store skuffelse over at han ikke ligefrem kunne købe en lighter, besluttede han sig for at han nok ikke måtte ryge, men sådan var det jo bare nogle gange, efter købet på noget meget dyr vin, og lidt til den sultende mave, besluttede han sig for at vende næsen tilbage til logen, for at se hvilke problemer Mallorie var kommet i, samt hvilket svar hun havde tænkt sig frem til.

Døren ind til logen åbnede sig, og Ramiel trådte ind, med en vin i hånden, og lidt mad. Med et venligt smil, pegede han på vinen og startede så ” Tenuta Nuova, fra ’06, er i en verdensklasse Brunello” Ramiel overrakte vinen til hende, og lod sig så dumpe ned ved siden af hende, stadig smilende, ”Så fik du tænkt over mit spørgsmål?” Stadig smilende rakte han et glas til hende, som et tegn på at hun bare skulle drikke til der ikke var mere tilbage, og hvis hun nu ønskede sig noget andet, så skulle han skam nok også skaffe det.

Mallorie kunne ikke lade være med at blive en smule bange for, at han igen ville tage emnet omkring krig op, men det virkede ikke just sådan, da der gik længe inden han igen sagde noget. Det passede hende ganske glimrende. Hun havde ingen intentioner om at skulle medvirke i en krig og da slet ikke en, som hun intet havde med at gøre. Hun havde ikke rigtig tænkt tanken, at den kunne vedrøre hende selv. Det kunne ikke rigtig være muligt. Hun havde lige flyttet til byen og kendte praktisk talt ingen derinde, så det ville være rimelig underligt, hvis hendes tilstedeværelse skulle have noget som helst at gøre med en krig, som hun stadig ikke var klar over, hvad overhovedet handlede om. Det kunne også være lige meget, så hun slog tanken ud af hovedet igen.
Hun kunne ikke give ham andet end ret, i sin sætning. Oprigtighed var en stor del af en og hvis man levede af ikke at være det, så kunne man hurtigt blive rodet ud i nogle ting, som ikke var praktiske i længden. At skulle lyve om alt. Det ville hun slet ikke forestille sig. Hvem skulle også have lyst til det? Det lød helt absurd i hendes hoved. At skulle gå igennem hele livet på en løgn? Den gik bare ikke. "Jeg kan kun give dig ret" sagde hun i den samme tone, som han selv lige havde brugt. Hun så ham gå mod døren inden hun var færdig med at snakke og smilede stort, da han stoppede op for at svare. Hans udseende var ikke ret svært at fastsætte en alder på i hvert fald. Hun lignede nok heller ikke en hver anden 17 årig, med hendes mange former og kvindelige træk, men det var hun nu engang kun. Ingen kunstner der. Hun var kun en 17 årig pige. I hvert fald lidt endnu. Tanken om at hun snart ville fylde 18 kunne hun næsten ikke kapere. En milepæl for hende og alle andre 17årige omkring i verden. At fylde 18 betød så mange forskellige ting, at det næsten ikke kunne tælles på en hånd.
Hun kunne ikke lade være med at komme med et tilfreds grin, da hun ramte rigtigt. Hun havde næsten forudset det, da det næsten ikke kunne være andre aldre. Han så alt for ung ud til kun at være omkring de 40 og for gammel til at være omkring de 25, så det havde også været hendes eneste gæt. Det var så meget godt, at det havde været rigtigt, det hun gættede på. Hun kiggede en anelse underligt på ham, da han snakkede igen. Hvor gammelt hans sind var? Det var nu afgjort, han var i hvert fald ikke et menneske. "Og så kan du gætte på min alder, mens du er væk" nåede hun lige at sige, inden døren blev lukket bag hende, om han havde hørt det eller ej, det var op til hans hørelse. Hun håbede dog på det, da det kunne være sjovt at høre hans gæt.
Hun gav sig til at tænke over det han sagde. Hendes kendskab til disse ting var ikke ligefrem stor, så hun opgav det næsten med det samme. Dog glædede hun sig til at høre, hvor gammel han egentlig var.

Da han kom ind af døren igen smilede hun venligt til ham og tog imod flasken. Den var heldigvis allerede åbnet, så hun hældte nemt lidt vin op i glasset til sig selv. Efter en enkelt slurk gav hun sig til at se på ham igen. "Ja, og mit kendskab til det, er så begrænset, at jeg ikke tør gætte på det. Jeg melder pas. Har du tænkt over mit?" sagde hun i en rolig, men stadig drillende tone og kiggede på ham med et smil.

”Lad mig se” kom det fra ham, hvorpå han lettere førte hånden op til sin hage, og blot for sjov, lod han som om han havde et eller andet fimset gedeskæg, ergo begyndte han at gnide sin hage, som tegnet på at han havde gedeskæg ”Jeg ville gætte mig til at du var omkring de 18, dog så er jeg i tvivl, du drikker vin som om det var en eller anden billig form for drikkelse, ergo sætter det din alder ned, vinen her er i en verdens klasse som jeg sagde før, og du hælder det ned som billig slave whisky, ergo vil jeg gætte mig til 17 år, tæt på de 18” om han havde ret eller ikke, havde han ingen anelse om, hun virkede alt for ungdommelig til at være i 20’erne, og en smule moden, også på trods af hun hældte den dyre vin ned som om det var billig whisky. Hun kunne da ikke ligefrem bare give op når spørgsmålet galt hans sind, det var da absolut ikke en fair metode at bruge, måske havde det heller ikke ligefrem været et fair spørgsmål, men nu var det jo stillet, og hun havde givet op, der var vel ikke andet at gøre end blot at smile og give hende svaret, han havde trods alt også råbet sig selv nu som overnaturlig, ergo ved at stille det spørgsmål, og hendes tone og ansigtsform havde ikke ændret sig, det var utroligt var hun ikke bange for ham? Eller var det simpelthen fordi hun stadig var i tvivl om hvilken race han nu end var, om race var det rigtige ord at bruge var jo op til det enkelte individ, han så jo ud som et menneske, men inde i ham selv, var han så meget mere end blot et simpelt menneske, han var næsten guddommelig.
”Jeg Husker” startede han med, hvorpå han begyndte at smile til hende ”Jeg husker, babelstårnet, det var utroligt, at de kunne stable 12 meter højt møg, det var et utroligt syn, men hvem havde ikke regnet med at det ville falde sammen” Ramiel kiggede ned i jorden og stoppede med at snakke for en lille stund, hvorpå han fortsatte ”Jeg husker Kain og Abel, jeg husker Kain der dræbte Abel i misundelse” Ramiel kiggede atter op på hende ”Jeg husker Skabelsen af Adam og Eva” og Ramiel fortsatte bare med at snakke, dog så var det vist ved at falde hende ind, at han var gammel, ældre end selve mennesket ”Men det mest mindeværdige jeg husker er Lucifer” Hans smil til hende blegnede, nu måtte hun da havde opdaget hvad han var, og hvad han havde gjort i sit liv, han liv var først viget til englene, dernæst til Lucifer, en af de fire kronprinse af helvede, en djævel ville nogle nok kalde ham, men for Ramiel, så han ham som en gud, og han var stolt af at tjene ham, og vil til enhver tid tjene ham ”Så hvor gammel tror du jeg er?” kom det venligt fra Ramiel, han var ikke lig de andre djævle, selvom han hadet mennesket, så følte han ikke ligefrem had overfor dette væsen, måske fordi han ikke vidste om hun var et væsen eller et menneske.
Ramiel rejste sig op og kig hen imod kanten af logen, og kiggede ud over den, hvorpå han atter snakkede ”du skal ikke frygte mig, jeg gør dig intet” Det var jo uundgåeligt at hun ikke havde opdaget nu han var en djævel, men indtil vider, havde han hende intet gjort, så hvorfor skulle han dog gøre noget nu? Nej, han havde ikke sinde at gøre hende noget.

Mallorie tog en smule flovt glasset fra læberne igen, da han endnu engang begyndte at snakke. Det var ikke fordi, hun ikke var klar over vinens kvalitet, men hun kunne ikke finde ud af "den voksne" måde at drikke vin på. Det var hun nok en anelse for ung til. Dog havde hun ikke tænkt sig at undskylde for det. Hvad skulle hun dog det for? Han var fuldt og fast klar over hendes alder og så kunne han heller ikke forvente for meget af hende. Hun var jo stadig et barn. Den undskyldning kunne hun snart ikke bruge længere, hvilket faktisk var en smule trist at tænke på. "Jeg er vel bare ikke gammel nok til at have forstand på det" sagde hun med et træk på skulderne. "Men det er ellers ramt rigtigt. Jeg fylder 18 om 14 dage" tilføjede hun med et lille smil og tog en tår mere af den dyre vin. Hun kunne godt smage, at den smagte en del bedre end den slags vin, som hendes forældre havde derhjemme. Den smagte en del mere gennemarbejdet, det måtte hun indrømme, men nu drak hun det ikke ret tit, så hendes viden på punktet var ikke ligefrem til at råbe hurra for. Hun sagde ikke mere ang. gættet med hans alder. Hun kunne umuligt gætte det. Hun vidste ikke engang, hvad for en slags "væsen" han var og alligevel var hendes viden så begrænset, at hun slet ikke ville kunne komme med et ordentligt gæt.
Hun kunne ikke andet end at sidde og stirre undrende på ham, da han gik i gang med at snakke. Det kunne ikke være rigtigt. Babelstårnet? Hun kunne virkelig ikke forstå det. Det var da ikke muligt at leve så længe? Kain og Abel, Adam og Eva, Lucifer?! "L... Lucifer?" kunne hun ikke lade være med at udbryde. Ikke fordi hun var det mindste bange for ham, hvorfor skulle hun være det? Det var bare så stor en overraskelse for hende, at han var så gammel. Hun havde nu fundet ud af det eneste, han kunne være. En djævel. Det var det eneste logiske svar, hun kunne komme op med og det kunne kun være rigtigt. Der var ikke andet, det kunne være. "Okay... Jeg kan finde ud af så meget, at du i hvert fald er en djævel" sagde hun forsigtigt og kiggede op på ham med et svagt smil på læberne. "Lad være med at slå mig, hvis jeg svarer forkert!" sagde hun med et flabet smil og kiggede på ham med et drilsk blik. "Okay så... omkring de 2500 måske 3000???" svarede hun spørgende og kiggede på ham.
Hun kiggede blot mod ham, da han rejste sig op. Skulle hun fortælle ham, at hun var et menneske? Hvad ville han gøre ved hende, når han fandt ud af det? Var han overhovedet klar over det. "Jeg er ikke bange for dig" sagde hun med en rolig tone og lod blikket falde på ham. "Jeg er et lille, normalt menneske" sagde hun derefter til ham og kiggede derefter op på ham med et afventende blik. Hvad ville han dog sige?

”Når jeg siger at vinen er i verdens klasse, så regner jeg da også med at du ved hvad det betyder” Ramiel smilede til hende, hvad havde han regnet med? Det kunne jo tage måneder, år måske? At udvikle et fint system for disse dyre delikatesser, men sådan var det jo nogle gange, det var til dels også hans egen skyld, han kunne jo trods alt, blot havde bestilt noget billigere, i stedet for det dyreste han kunne finde, men sådan var han jo bare. ”Snart hele 18 år, hvad har du tænkt dig at arbejde som?” et spørgsmål som han havde tænkt på, trods alt, så virkede hun ikke ligefrem overnaturlig, så hun måtte vel have en mere…..menneskelig side, ergo måtte hun vel også have nogle fremtidsplaner, såsom hvor hun ville bo, hvor hun skulle arbejde, og sådanne planer, ikke lig ham selv, som havde levet i længere tid end der havde gået mennesker på jorden, han havde en ufattelig stor viden, omkring stort set alt, dog så var der nogle emner hvor han ikke ligefrem havde taget sig tid til at gennemarbejde det, og øge sin viden, og andre ting, hvor han var oppe på et helt andet akademisk niveau, også på trods af hans tale, som ikke ligefrem lød som professor snak, så var det udelukkende fordi han hadet de højrøvede akademikere, som mente at de var bedre, bare fordi de havde et større ordforråd, samt en større viden. ”Du er ikke vant til de finere vine kan jeg gætte mig til, ej heller et liv i luksus” det var nemt at spotte i hende, hun levede et simpelt liv, bygget på hverdagens principper, hvilket jo også var i orden, mange kunne jo godt lide hverdagens lille trummerum, hvorimod at han selv, godt kunne lide at forkæle sig selv, samt en smule luksus, trods alt, så var han jo faldet i synd, og måtte godt leve på den måde. Et ord, eller nærmere et navn, det navn som han også havde regnet med ville sætte et spor i Mallorie, Lucifer, Ramiel huskede tydeligt fra dengang han først mødte Lucifer, en dag han aldrig ville glemme ”Ja, Ærkeengel Lucifer” Alderen var vist ved at sive ind i knolden på hende, også selvom han ikke virkede så gammel, så havde han blot, overlevet, tiden havde ændret sig, og han havde også ændret sig, trods alt, så huskede han tydeligt neandertalernes tid, og hvordan de reproducerede sig som dyr, ikke lig den tid de befandt sig i dag.
”jeg er en djævel, og du kan ikke sætte en alder på min eksistens” Der var ingen optegnelse om hvornår krigen var udbrudt i himlen, og hvornår Lucifer og de resterende engle var smidt ned, det eneste tegn var biblen, en bog som han aldrig havde læst, han kendte trods alt Dekalogen ud og ind, han var blevet lært i den i himlen, såvel som på jorden hvor mennesker havde prøvet at omvende ham, med katastrofale konsekvenser.
Hun var ikke bange for ham? Hvordan kunne det passe? Engang turde mennesket ikke engang at sige hans navn af ren og skær frygt for at dø, byer var brændt ned, familier revet midt over, kongeriger udslettet på grund af ham, og dette, 17 årige menneske var ikke bange for ham? Det kunne ikke passe ”Jeg er øjnene som fortærede natten, jeg var den spinkle skygge som kvalte livets flamme, jeg har fortæret millioner af sjæle, og du siger at du ikke er bange for mig?” havde han virkelig mistet den del af ham, som gjorde ham skræmmende? Det var ikke til at fatte, der var gået sagnfortællinger om ham, hvordan han havde lokket folk ud i moser, hvordan han har skabt tåge, men alligevel frygtede hun ham ikke.
Et menneske, perfekt, han tilbragte aften i selvskab med et menneske, hvordan kunne det ikke være værre? Han så jo ned på dem, men alligevel så havde hun fået ham til at smile, endda op til flere gange, ejede hun nogle magiske egenskaber, eller var det blot fordi hun mindede ham om en han engang kendte?
nej hun mindede ikke om en gammel bekendt, der var noget andet over hende, noget, næsten magisk, selvom hun var blot var et menneske, han burde havde set det komme, han omgik, guds små kæledyr, men der var da muligheder, trods alt, så havde han vist sig fra sin gode side, måske var aften ikke helt spildt alligevel, Ramiel smilte til hende og løftede en finger ”Jeg vil give dig ét tilbud, om du vil tage det eller ej, er op til dig selv, men jeg vil opfylde ét ønske for dig, og du vil så arbejde for mig, du skal ikke tænke på husly og mad, det sørger jeg for, du vil leve, tja.. som en prinsesse” Ramiel bøjede sin finger og for at illustrere at hvis hun sagde nej, så ville han ikke tilbyde det igen, dog så skulle hun også være klar over, at han ikke tilbød det nogen sinde igen, dette var en mulighed man kun fik en gang i livet, og hvor slem kunne han være som chef? Han var jo trods alt, en venlig herre, som forstod hvordan man behandlede andre.

"Jeg ved skam godt, hvad det betyder" sagde hun kort til ham og tog en tår mere af vinen. Hun var udmærket klar over det faktum, at det var en virkelig dyr og god vin, men det der med at behandle det som om, at det var det mest dyrebare i verden, det gad hun virkelig ikke. Det var en vin, hvordan man så end vendte og drejede det. Det ville altid være noget drikkelse, som man udelukkende brugte til at blive fuld af på en elegant måde. Det var i hvert fald hendes syn på det og det ville sku nok ikke ændre sig foreløbig. Hun var trods alt stadig kun 17 år gammel og selvom hun blev 18 snart, så ville det nok ikke ændre det store ved hende. Ud over, at hun selv måtte en hel del mere og hun skulle begynde på at tage sit kørekort. "Jeg har ærlig talt ingen anelse...." måtte hun erkende imens hun kiggede på ham med et smil. "Muligvis UNI" tilføjede hun med et træk på skulderne. Så langt var hun slet ikke nået endnu. Der var stadig et års tid, til hun stoppede på skolen, så hun havde da stadig en smule tid til at bestemme sig. Det blev nok uni, nu hvor hun tænkte videre over det. Hun var ikke just glad for skolen, men kunne ikke komme udenom det faktum, at hun var en god elev. "Et liv i luksus? Nej det kan man ikke just kalde det, selvom jeg aldrig har manglet noget. Jeg ville ikke kalde det for luksus, selvom jeg må erkende mig for en smule forkælet" sagde hun med et smil. Hun havde altid fået, hvad hun ville, men havde også måtte arbejde for det. Var der noget hun ville have, så måtte hun enten selv tjene pengene til det, eller gøre ting for sine forældre, for at gøre sig fortjent til det. Sådan fungerede det i deres hus. Man måtte arbejde for pengene. Hun nikkede blot til ham over hendes eget udbrud. Hun var bare en smule overrasket over, at ham kunne være så gammel og stadig leve som om, at man ikke var ældre end de 30.
"Okay så. Var det så ikke en smule ondt, at prøve på at få mig til at gætte det?" spurgte hun ham med et glimt i øjet og kunne ikke lade være med at fnise. Det havde ikke rigtig været fair hold, at sætte hende til at svare på noget, som der ikke engang var et svar på. Hvis han ikke engang selv vidste det, hvem pokker skulle så vide det? Hun gav et fnis mere fra sig og kiggede mod ham. Det var nu en underlig tanke. At være ældre end jorden selv. Det kunne hun slet ikke kapere tanken om.
Hun rejste sig op og lænede sig op af kanten på logen, imens hun hørte på hans ord. hun vidste godt, at hun burde være bange. Hun burde være flygtet ud af lokalet det sekund, hun fandt ud af hans eksistens, men det gjorde hun ikke. Frygt... Det var et underligt ord. Hvorfor skulle man gå rundt og være bange? "Nej, jeg er ikke bange for dig. Du har intet gjort mig, så hvorfor skulle jeg være det?" sagde hun med et undrende blik. Hvis han havde tænkt sig at gøre hende ondt, så ville han sku nok gøre det, om hun var bange for ham eller ej. Det var spild af tid at være bange. Sådan havde hun altid haft det. "Sig mig, du ælde herre. Har jeg nogen grund til at frygte dig?"
hun kiggede meget undrende på ham, da han fortalte hende tilbuddet. "Hvad? .... Arbejde for dig? Som hvad?" Hun kunne godt se på ham, at han ikke lavede sjov med hende, og at det kun blev tilbudt en gang, men hun kunne godt bruge en smule mere info, før hun skulle sige ja til sådan en stor ting. "Hvordan vil du have, at jeg skal sige ja til sådan en ting, på så kort tid?" kunne hun ikke lade være med at spøge ham imens hendes blik faldt på ham. Det var fristende. Meget endda. Men hvad ville hendes forældre ikke sige? Hendes venner? Hendes frihed? Det var ikke ligefrem ting, som hun havde tænkt sig at give slip på. "Som en prinsesse?" tilføjede hun og kunne ikke lade være med at kigge en smule flirtende på ham. Det var vidst blevet en vane.

Nå, hun vidste godt hvad en verdensklasse vin betød, så trods alt, så var hun ikke helt tabt bag et rat, hvilket jo nok også var det bedste, han kunne ikke døje at tilbringe mere tid sammen med folk som var tabt bag rattet, selvom det allerede var nok at hun var et menneske, men i det mindste var hun ikke dum, måske en anelse omtumlet, men det var jo nok på grund af hendes unge alder, hvilket han absolut ikke hakkede ned på, alle havde vel været i teenager årene og opført sig en smule omtåget, eller sådan da, det havde han jo aldrig selv været, han var jo perfekt, både en perfekt skabning, og en perfekt ’person’, selvom djævel nok mere havde været det rigtige ord at bruge, så havde han jo tilvænnet sig sine omgivelser, hvilket jo omhandlede, da han blev forvist fra himlen, at han skulle gå blandt menneskene, såsom i aften, hvor han tilbragte den med den unge Mallorie.
”Uni siger du?” Ramiel tog sig til hagen, og prøvede at tænke over steder hvor han selv havde været, måske kendte han nogle steder hvor det faktisk var muligt at få hende ind, trods alt, så kunne han jo godt, være en af de gode, eller det gik da ud på hvordan man så en god person, hvis det omhandlede at lave ravage i himlen, samt at han havde dræbt uskyldige, så ja, så var han en god person, han kiggede på hende, og smilte, han var kommet i tanke om, tja, tre steder hvor han muligvis godt kunne få hende ind ”Så, hvis jeg trækker i lidt tråde, så kan jeg muligvis få dig ind på; Stanford, Harvard og eller Yale, måske endda Princeton?” det var store bolde Ramiel havde sat gang i, de universiteter var ikke ligefrem billige, og de havde endda nogle gode rygter, og mere af det, han havde endda tænkt sig at skaffe hende ind gratis, det var endnu flere muligheder man ikke kunne sige nej til.
”Der er jo en stor forskel på, et liv i luksus, og så at være forkælet, du kan sagtens være forkælet uden at leve i luksus, hvorimod at man nok oftest er begge dele, hvis man lever i luksus” han kunne ikke lade være med at smile over den sidste del han sagde, det var da en anelse sjovt, eller sådan opfattede han da det selv, om hun også havde gjort det, eller om hun blot så det som en lille mørk, total uforståelig humør vidste han ikke.
”Det var vist ikke helt fair, men det var sjovt at se dig prøve at gætte det” hvilket det jo også havde været, selvom det ikke var et fair spørgsmål, men det var der jo ikke noget at gøre ved nu, og hun så da også ud til at selv at finde det en anelse morsomt, eftersom hun var begyndt at fnise over det.
Aftens forløb havde virkelig været speciel, og måske ville den fortsætte, selvom han var begyndt at nyde selvskabet af dette menneske, om hun kunne modbevise at menneskerne var et okay folkefærd vidste han ikke, dog så skulle hun lige vove på at gøre det.
Hun frygtede ham ikke, han måtte virkelig havde mistet sin gejst for at skræmme, sprede frygt, og rædsels igennem de seneste mange år, siden en snart voksen kvinde ikke frygtede ham, eller løb skrigende væk, det var helt underligt for ham, det var ikke ligefrem den normale måde folk var overfor ham på, men okay, endnu en ting han bare skulle vende sig til.
”Du har ingen grund til at frygte mig, ikke indtil videre” de sidste ord var mere end advarsel om at hun ikke skulle spille kispus med ham, fordi det kunne ende galt for hende, og det ville det også, hvis hun prøvede på noget. ”Du skal ikke kalde mig gammel, så gammel er jeg altså ikke” det var ikke helt løgn, der var engle og djævel som var ældre end ham, selvom de var svære at få fat, men de fandtes dog stadig, ældgamle væsner, ”Ellers nej, så længe du ikke begynder at ofre dig selv” engang havde Ramiel taget imod ofringer, men nu hvor folk var begyndt at holde mere sammen, og det overnaturlige var væk, så var der næsten ingen ofringer længere.
”Du skal bare støtte mig, i det jeg gør, ikke andet, du vil anses som en del af noget større, også på trods af du er et menneske, og du vil få magt, når vi er færdige, jeg regner med at du ikke vil sige nej, derfor får du tiden nu til at tænke over det, men forstil dig, penge til at gøre hvad du vil, magtfulde allierede” alle løfterne havde han i sinde at fuldføre, til hver en tomme, og mere til endda.
”Som en prinsesse” kom det fra ham, hun måtte være overtalt nu, hvilket frembragte et smil hos ham.

Hun smilede til ham. Hun var jo ikke dum. Det var slet ikke tilfældet. Blot ung og uerfaren omkring de ting. Hvis man rent faktisk kiggede på det som boglig klogskab, så var hun virkelig klog og kunne sine ting, uden at skulle læse ret meget op på det. Hun havde det, man kaldte en klæbehjerne. Læste hun tingene en gang, så kunne hun huske det for altid. Sådan nogenlunde i hvert fald. Hendes hukommelse var super god og hun var også virkelig glad for den, selvom det også havde sine negative sider. Det var ALLE minder, der blev hængende, og man kunne intet gøre for at slette dem. Det var ikke altid lige sjovt, men hun havde efterhånden vendet sig til tanken omkring det. Det var blevet lettere for hende at styre, så det var altid en god ting.
Hun kiggede over mod ham, da han igen begyndte at snakke. Hun nikkede blot til hans spørgsmål. Dog var hun stadig ikke sikker på det, men en tur på UNI kunne aldrig skade, hvis man gerne ville have lidt chance for succes. Det var ikke pga hendes intellekt, at hun skulle holdes nede nej, hun foretrak bare et mere spændende liv. Begge var fint og hun ville sagtens kunne klare en tur på uni, men hvis hun kunne blive fri, så gjorde hun det nok også. Hun grinede kort over hans bevægelse. Hun kunne lige forestille sig, at han havde et gedeskæg. Det ville se sjovt ud, trods for, at det virkelig ikke ville klæde ham. Han så bedre ud som han så ud nu. Han var ikke helt dårlig, det måtte hun give ham. "Det mener du ikke seriøst vel?" spurgte hun med et løftet øjenbryn og kiggede underligt på ham, da han var færdig med at snakke. Yale? Princeton? Manden måtte være gal. Ganske vidst var hun klog, men satme ikke så klog, at hun kunne komme ind sådan et sted. "Have nu mere tænkt på det uni, der ligger her i byen" sagde hun med et smil og kiggede på ham. Ikke fordi hun ville have noget imod at komme derhen, men hvis det skulle være, så skulle det ikke være nogle af dem. Hun havde altid haft en drøm om at komme ind på Oxford.
"Det er selvfølgelig sandt. Ganske vidst er jeg opvokset med at være forkælet af både forældre og storebror, men et liv i luxus ville være noget helt andet" gav hun ham ret og smilede hen til ham. Det kunne nu være meget rart at prøve. Bare for en dag eller to. Det ville hun bestemt ikke sige noget til. At blive opvartet hele tiden og ikke skulle gøre noget som helst selv andet end at sige til folk, hvad man ville have? Det lød nu meget godt i hendes øre og selvom hun aldrig havde prøvet det, så kunne hun godt forestille sig, hvor dejligt det egentlig måtte være.
"Nej det var det netop ikke" sagde hun en anelse bebrejdende og kiggede imod ham, dog kunne hun ikke lade være med at smile. Det havde nu alligevel været en smule sjovt, selvom hun ikke rigtig ville indrømme det. Hun kiggede på ham, lod sine øjne lave et lille elevatorblik på ham. For en, som havde eksisteret i mange år, så var han en pæn og høflig mand. Det var lige før hun ville kalde ham charmerende, men så langt gik hun dog ikke. Hun ville være den charmerende i den forsamling.
Hun kunne stadig ikke forstå, hvorfor hun dog skulle være bange for ham. Det gav ingen mening. Jaja han kunne dræbe hende på et sekund, hvis han havde lyst til det, men hvorfor skulle han gøre det? Hun havde intet gjort ham, andet end at holde ham med selskab, som han også selv havde tilbudt, så det gav ingen mening at frygte ham.
Hun kunne ikke lade være med at fnise over hans lille trussel. Hun havde respekt for ham, så ville heller ikke med vilje gøre noget, som hun vidste ville pisse ham af. Det ville være komplet idiotisk og det havde hun heller ingen grund til at gøre. "Jeg skal nok være sød ved dig" sagde hun med en charmerende stemme og blinkede til ham. Hun ville drille ham lidt, så gik hen foran ham imens hun svarede "Okay okay, men det er altså mange år for mig" sagde hun og kiggede en smule undrende på ham, da han snakkede om ofringer. "Ofre mig? Nej det kommer ikke til at ske."
Hun hørte ham færdig og lod sig så læne helt ned til hans ansigt med et kærligt smil. Hun rettede kort på hans jakke, som undskyldning for at være lidt tættere på ham, end hun egentlig kunne tillade sig og trak sig så en anelse tilbage. Hun stod stadig foran ham og der var ikke ret langt mellem dem. "Fortæl mig så lige et par ting først" begyndte hun. Hun ville ikke være med til noget som helst, før hun havde fået detaljerne. "Hvad er det helt præcist, du står for? Jeg vil ikke komme til skade på nogen måde, for det her. Desuden har jeg på intet tidspunkt tænkt mig at forlade min familie, eller mit liv her i byen. Det kommer ikke til at ske" sagde hun med et lettere alvorligt blik, som hun så lod blive kærligt igen, da han sagde ordet prinsesse. Hun lod sit blik møde hans og lod sin hånd kort strejfe hans, bare for at være endnu mere charmerende.

Deres lange snak, havde virkelig taget prisen, de havde ikke engang fulgt med i stykket, hvad der forgik, hvem der snakkede, og i det hele taget, hvad dælen der skete nede på scenen. Ramiel lod sit blik, hurtigt, dog stilfuldt glide ned på scenen, og til hans store forbavselse så, var de ved at tage en pause, var de virkelig nået halvvejs igennem skuespillet? Det havde dog taget prisen, hvor lang tid havde de stået og snakket? Én time? To måske? Tiden var løbet helt væk fra ham, og han havde ingen anelse om hvad der skulle til at ske, skulle de gå ud og tage noget luft? Eller ville Mallorie ikke lægge mærke til noget, og de ville fortsætte deres snak? Dog så valgte han ikke ligefrem at sige noget, det her var da også hyggeligt, samt at han lærte Mallorie at kende som person, en sjælden fornøjelse for ham, da han normalt ikke plejede at snakke så meget med mennesker, men hun havde virkelig, eller utroligt nok, på en eller anden mærkelig måde, fået ham tryllebundet, hvordan havde han ingen anelse om, og det var da også på sin vis ret træls.
Ramiel kiggede på Mallorie, i en venlig tone, og han havde fået hende til at grine, over hans gedeskægs grimasse, hvilket han kun kunne forestille sig at det måtte se mere, end blot sjovt ud, at se ham med et gedeskæg, ikke lige det at det ville klæde ham, men underholdende måtte det være at se på.
På trods af seriøsiteten i hans ansigt, så opfattede hun ikke at han faktisk mente det, og hvis hun gerne ville, så kunne han muligvis give hende den chance, spørgsmålet, var bare om hun ville acceptere det, og rejse fra sin familie, venner, og tja, alt hvad hun kendte ”Jeg er dødsens alvorlig” og ligesom Mallorie skød han selv et øjenbryn i vejret, for at vise hende, at han faktisk mente det, og at hun burde forstå at stort set intet var umuligt for ham, han kunne godt gøre det, eller også tøvede hun, fordi de tre nævnte universiteter ikke ligefrem var noget for hende, måske skulle han komme frem med nogle flere forslag, men spørgsmålet var bare om han havde kontakter andre steder, han var jo ikke ligefrem lavet af kontakter og penge, selvom det godt kunne virke som sådan.
”Så du vil gerne leve i luksus?” Sådan lød det i hans øre, som om at Mallorie gerne ville forkæles hver dag, af mange tjenere som ville gøre alt hvad hun blot ønskede. Det kunne ikke helt få ham til at lade være med at smile, hurtigt rejste han sig op fra sin stol og kiggede, nærmest underlegen på hende, dog stadig smilende ”Hvad ønsker den unge frue sig?” kom det høfligt fra ham, som om Ramiel legede han var en tjener, hvorpå han bøjede sig dybt ned foran hende, uden at kigge op, som en tjener ville gøre.
Hurtigt faldt han dog ned på sin plads ved siden af hende.
På trods af den, utrolig unge alder, så, så Mallorie ikke helt værst ud, ligesom hun nok også havde karakteret ham, med hende lille elevator blik, og hun var nok kommet frem til noget lig’ hans egen konklusion, dog så var der lige den lille faktor at Mallorie, ikke var andet end de 17 år, og det ville være, tja.. det ville være alt for galt, hvis de var andet end venner, tja, i nogles øre så ville det endda lyde forkert, hvilket han da også sagtens kunne se, ham, som var ældre end menneskets eksistens, og så en ung kvinde, på kun 17 år, hun havde mange år endnu, hvor hun skulle begå fejltagelser, og han var ikke en af dem.
Og på trods af sine anstrengelser, så ville han undgå at være charmerende, hvis man nu kunne kalde en olding det, så i denne lille forsamling, så måtte den ære tilfalde Mallorie.
På trods af at han stadig ikke havde skræmt hende væk, så måtte hun jo nyde godt af hans selvskab, tja.. hvem ville ikke også det? Trods alt, så var han jo perfekt, og han havde jo også selv inviteret hende op i logen, så hvorfor skulle han dog sørge for at hun ikke ville opleve resten af aften? Så det gav jo perfekt mening at han ikke ville skade hende, hvilket han så også besluttede sig for at han ikke ville, samt at han ikke ville lade nogen røre hende, ikke i aften i hvert ifald.
”Det var dog utroligt sødt af dig” fik han repliceret til hende, det respekt var sjældent noget man lærte, men noget man kunne eller ikke kunne, og Mallorie, kunne tydeligvis udvise det, om det var fordi hun havde lært det hjemmefra, eller om det blot var tomme ord, var han ikke sikker på, men så længe hun ikke ville stå i vejen for ham, så var alt jo godt.
på trods af de små finter, det vil sige, de bevægelser som hun lavede, først med at gå foran ham, og måden hun talte til ham på, virkede, ikke rigtige, om det var fordi hun ville et eller andet, eller om det var fordi hun prøvede på noget, havde han ingen anelse om, dog så virkede det stadig forkert, meget endda.
”Tja, i forhold til mig, så vil du jo dø af alderdom” han kunne ikke lade være med at træde i spinaten, blot for sjov havde han sagt det, og måske endda for at få hende over på hans side, var han i tvivl om, det ville da altid være rart med endnu en djævel, som han endda ingen planer havde om at dræbe.
”Ikke ofre, dig, men mere som i en ofring, altså…-” Ramiel løftede en finger af hende, og smilte atter til hende, hun var da et besynderligt menneske, hvilke intentioner havde hun ”-… Jeg tror du ved hvad jeg hentyder til” Han hentyde til.. tja menneske ofringer, hvilket jo ville være dejligt hvis det begyndte igen, men de var stoppet for nogle små århundreder siden, og nu var han heldig hvis han fik 1 eller 3 om året, i de seneste år havde der max været 3, hvorimod at i 1500 tallet så lød det på næsten 60-70 stykker om året, så tiden havde virkelig ændret sig gevaldig.
Det kom, noget, faktisk mere end noget, det kom utroligt bag på Ramiel, da hun lænede sig tættere på ham, nærmest frygtindgydende også selvom han prøvede på ikke at vise det, det havde virkelig ikke været hans meninger at sende nogle signaler til Mallorie, om det så var på den måde hun havde opfattet det var jo noget helt andet, men det virkede stadig helt forkert. Dog da hun tog et par skridt tilbage, begyndte han at slappe mere af, hvilket også var til dels dejligt, da.. ’nervøsiteten’ forsvandt, det var ikke ligefrem fordi han var nervøs, det føltes bare forkert, og da hun gik tilbage, forsvandt igen, eller den forsvandt ikke ligefrem, men den var der ikke.
”Hvad jeg står for?” Ramiel tog sig atter til hagen, som om han havde et gedeskæg, hun havde fundet det så sjovt før, og det måtte da også se sjovt ud. Ramiel løftede en finger og smilte bredt til hende ”Jeg står for aftaler” hvilket ikke var helt løgn, sådan havde han overlevet i mange år, ved at indgå aftaler, og tjene kassen, eller det vil sige, at kassen bestod af sjæle fra de folk som han havde lavet en aftale med ”Jeg indgår aftaler, og indkassere senere” om det var det hun mente, eller om det var at han stod bag krigen som snart skulle til at bryde ud vidste han ikke, men om han skulle sige det virkede forkert, også på trods af det nok var det hun gerne ville vide noget om ”Du kommer ikke til skade, det sørger jeg for, det eneste du skal, er blot at sprede mit budskab og samle folk som støtter mig, du har nok en stor omgangskreds, jeg vil tage mig af krigen” han havde endnu ikke sagt at det var ham som ville overtage himlen, men trods alt, så var hun en klog pige –med en lille forstand på vin- så hun burde nok havde regnet det ud indtil vider.
”Du skal ikke forlade hverken din familie, dine venner, eller byen, hvordan skal du ellers kunne hjælpe mig her?” Hendes blik virkede først alvorligt, men senere kærligt, nu var hans chance for at slå til.
Ramiel rejste sig op og guidede Mallorie ned på sin plads, og med en, rolig stemme, næsten hypnotiserende, han behøvede ikke engang at sige ordnerne, han hviskede dem blot
”Forstil dig det lige, tjenere som vil gøre alt for dig, selv ved det mindste vift, det eneste du skal gøre for mig er blot at få nogle af dine små venner til at følge mig, og jeg kan give dig verden, jeg kan give dig lige hvad du vil have, du vil blive, en prinsesse” Ramiel gik lidt rundt, og kiggede sig rundt, hvorpå han begyndte at hviske til hende igen ”Nej, dronning, du vil blive dronning, du skal blot sige ja” Om tricket virkede, vidste han ikke, dog så håbede han inderligt at det ville, der var mange han nok kunne omvende, med Mallories hjælp, og det skulle hun sandelig også bliver belønnet for.

Mallorie lod blikket køre ud over scenen. Hvor længe havde de siddet og snakket? Det kunne vel i grunden være lige meget, så længe de havde det hyggeligt, men alligevel så var det lidt utroligt, at der allerede var gået så lang tid af stykket. Det var egentlig underligt. Hun plejede normalt at syntes folk i hans alder, sådan som han så ud i hvert fald, var virkelig kedelige at snakke med om alt mulig voksen pjat, men denne mand, havde virkelig fanget hende fra første øjekast. Det var ikke engang noget, som hun havde håbet på, da hun så ham første gang, men alligevel havde håbet vokset i hende, da han kom nærmere. Hun lod blikket falde ned på scenen igen. Det så ud som om, at de var ved at pakke sammen. Stykket kunne ikke allerede være færdigt, det var ikke muligt. Måske var det tid til pausen allerede? Det måtte det næsten være, andet kunne ikke rigtig lade sig gøre i hendes hoved, så hun tog sig til takke med, at det måtte være det. Folk var også begyndt at rejse sig fra salen og den stilhed, der ellers havde været, blev udskiftet med småsnakken og pulsen med jakker. Der var pludselig en helt anden stemning i rummet. Den var mere... rolig end den der havde været før. Man kunne næsten mærke at folk blev mere rolige, da tæppet blev trukket ned. Var det virkelig så voldsomt et skuespil? Det måtte det næsten være. Hun havde kun kunne huske en brøkdel af den og det virkede ærlig talt også ligegyldigt.
Hun kunne ikke lade være med stadig at smile over hans grimasse fra før. Det var virkelig sådan nogle små ting, som kunne gøre hende i godt humør. Der skulle ikke meget til at få hende til at smile, men stadig så var det noget af en bedrift, at få hende til at smile så let.
Hun skød øjenbrynet i vejret igen, da han snakkede endnu engang. Han kunne da ikke være seriøs? Det kunne ikke lade sig gøre, at få en pige som hende ind på sådan et sted, det var bare ikke muligt. Selvom man havde penge og kontakter nok, så skulle der da stadig et hvis intellekt til at gå på sådan nogle skoler. Noget hun havde, men dog ikke i så stort et omfang. "Det er jeg overhovedet ikke klog nok til" kom det fra hende som en respons på hans kommentar. Det kunne ikke lade sig gøre, det var hun fuldt og fast besluttet på. Det kunne det ikke og sådan var det bare. Hendes stædighed var begyndt at komme op i hende, selvom hun ikke ville være ved det. Desuden kunne hun heller ikke lide tanken om at skulle forlade dem hun havde kær. England lå alligevel temmelig langt væk og det var ikke noget, som hun havde den vildeste lyst til lige nu. Det var ikke det, der var øverst på hendes ønskeliste.
"Hvem vil ikke gerne det?" kom det fra hende næsten med det samme. Et liv i luxus? Det var der da ingen, der var dumme nok til ikke at ville på et eller andet tidspunkt. Hun havde da også selv gået og tænkt over, at hun virkelig gerne ville prøve det, men det var da ikke noget, som hun havde noget begreb om, faktisk kunne ske i virkeligheden. Hun begyndte at grine over hans bevægelse. Han lignede virkelig en tjener lige i det sekund. "Hvad jeg ønsker mig?" spurgte hun igen og kiggede på ham med et smil. "For at være ærlig, så er mit liv fint som det er lige nu" svarede hun med et smil og kiggede på ham, da han satte sig ned ved siden af hende igen.
Hun smilede blot til ham og nikkede, da han kom med sin respons. Hun skulle nok i det mindste prøve at være sød ved ham, men hun kunne ikke love noget. Det havde han vel også snart fundet ud af. Hun var ikke helt til at regne med i sådanne situationer. Det var ikke alverden, men alligevel så kunne mange godt blive trætte af hendes adfærd til sidst. Det håbede hun ikke på, at han ville gøre. Hun havde det virkelig hyggeligt sammen med ham og ville ikke have det til at slutte, bare fordi hun sagde noget forkert til ham. Dog ville det ikke være første gang, at noget som det skete, så hun holdt muligheden for det åben.
Hun skubbede hans kommentar omkring alderdom væk og fokuserede på hans sætning efter den. Jaja hun ville nok dø af alderdom engang, men det ville ikke ske foreløbig, så det ville hun slet ikke tænke på nu. Hun opfattede hurtigt hans hint og kiggede på ham med et løftet bryn. At skulle blive forvandlet til en djævel? Det var jo helt absurd. "Ja tak, jeg har fattet den og det kommer ikke til at ske basse" sagde hun og fortrød hurtigt det sidste ord i sin sætning. Hun kiggede på ham og var kort chokeret over sig selv. Det havde været en ren refleks. Det var altid noget, som hun plejede at sige til folk, når de prøvede på at få hende til et eller andet, som virkede så underligt, at der måtte komme en flabet respons på. Det var nok ikke den bedste ide, i det selskab som hun sad i lige nu, men hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det og måtte blot vente på hans reaktion på det. Hun bed sig i læben imens hun så på ham.
"Ja hvad du står for" sagde hun med et kort grin og kiggede imod ham. Hun lod ham tale færdig, før hun ville sige noget, men det hele virkede lidt for godt til at være sandt og der var noget, som var forkert ved det hele. Hun var virkelig ikke sikker på, at det var noget, som hun ville være med i. Selvom hun måtte indrømme, at det virkelig var noget, som var utrolig fristende. "Og hvad er dit budskab så?" spurgte hun og så på ham med et roligt blik. Hun havde hørt ham ud og måtte nu spørge lidt mere ind til det. Hvis han blev irriteret over det og ikke ville svare, så ville hun blot sige nej og smutte, men det troede hun helt ærligt ikke hun ville. Det hele lød så spændende. Et nyt eventyr, som virkelig vækkede interesse hos den unge pige. Hun smilede blot over hans kommentar omkring at forlade det hele. Det var i hvert fald noget, som hun ikke havde tænkt sig at gøre. Det ville hun ikke. Det nægtede hun og hun var glad for, at han forstod det.
Hun kunne ikke lade være med at grine over hans forsøg på at overtale hende til at komme over på hans side. Hun rejste sig fra stolen, gik helt tæt på ham og kiggede ham direkte i øjnene. Det var her, at hendes charmerende side virkelig skulle prøves af. Dog måtte hun først ud med sin trang til at være flabet. "Små venner? Sikke højt du tænker om mig" sagde hun i en halvspydig tone og kiggede på ham. Det med at hviske ting, som hun kunne blive eller kunne få, var ellers noget hun plejede at gøre. Den virkede ikke på hende. Der skulle lidt mere .... nærgående ting til, at hun ville falde for den. "Godt forsøg forresten" sagde hun kort, inden hun trådte nogle skridt væk og derefter lænede sig op af kanten til logen imens hun kiggede over på ham med et afventende blik.