Owl and Mouse (Åbent Emne)

S: Skoven
T: 21:30
V: Sne
---------------------------------------------------

Wooooosh... vinden susede igennem trækronerne som små, legende væsener der uden bekymringer snoede sig imellem de mange grene, blot for at flyve videre på en ukendt færd.
En ugle sad på den højeste gren i det laveste træ i denne del af skoven. Den sad der med sine store øjne, der roligt scannede området på jagt efter en mus eller et uheldigt egern. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og-dér! En lille, grå mus for foden af et stort egetræ!
Uglen krummede sig en anelse sammen mens den holdt øje med musen, helt uden at blinke med sine store øjne. Tænk nu hvis musen forsvandt når den åbnede dem igen?
Den ventede i et par hrtige øjeblikke, som føltes lange som årtier for den sultne ugle.. og i samme øjeblik musen vendte halen mod den, sprang uglen fra grenen, bredte sine vinger ud, og susede lydløst ned mod musen.

Nærmere og nærmere kom den, denne lille lækkerbisken. Nu var det bare at række kløerne frem og-
Noget, en lyd, fik uglen til at kigge op og glemme alt om sit bytte.
Lyden, som var så særpræget at mennesker aldrig ville kunne høre den, skræmte uglen mere end den næsten selv kunne forstå, og med et lydløst slag med vingerne, susede den i en anden retning. Musen var glemt.

Ganske få sekunder senere, blev denne del af skoven lyst op af et kraftigt, hvidt glimt – og jorden rystedes af en eksplosion som kunne høres helt ovre i Terre.
Da det hvide lys forsvandt, og rystelserne havde fortaget sig, stod uglens lille træ ikke længere.
Det var væk, og der hvor det havde stået, var nu et mindre krater fyldt med mørke og særprægede murbrokker.

Midt i bunken af smadrede sten, halvt dækket af murbrokker, lå en bevidstløs sortelver.

//der er snevejr i alle emner oprettet efter den er artikel, indtil andet er annonceret//

Indtil videre havde hans søgen ikke båret nogen frugt. Der var ingen der kunne fortælle ham hvad han ville vide.
Dem der måske havde vidst noget nåede grænsen til sindssyge og Abatu blev nødt til at lade dem være før de mistede dem selv. Andre flygtede når man trængte sig ind på deres sind.
Den rationelle del af hans sind fortalte ham at det var en forståelig reaktion. Det var ikke behageligt at blive invaderet i sit mest private, selvom han ikke havde adgang til nogle af deres minder. Han var kun i stand til at plante phantom-opservationer i deres sind. Falsk berøringer, syn, ikke eksisterende lyde og lignende.

Det var af denne grund at Abatu Hughes gik gennem skoven for at nå tilbage til bjergene hvor han og hans bror, Iglen, holdt til for tiden.
Der sneede let. Det så ud til at det var lykkedes for de andre. Han havde kort været i kontakt med dem, og de havde fortalt ham kun kort, om deres planer. Hvad deres ultimative mål var, var ham uvist. Han var egentlig også ligeglad, han havde ikke noget at gøre med det. I hvert fald ikke endnu.

Et stort brag lød gennem skoven. Grene rystede, blade raslede og dyr løb i skjul. Nysgerrig, Abatu begyndte at se om han kunne mærke noget anderledes ved skoven efter braget.

Ganske jo, en kraftkilde, omkring ligeså stor som hans lillesøsters, var til stede en smule længere inde i skoven.
Med et smil der ikke kunne ses på grund af hans stetson hat, gik han videre mod kilden af energi. Måske kunne aftenen være indbringende, måske ikke i form af information om hans søster, men i hvert fald i form at underholdning. Ting som disse skete sjældent, så hvorfor ikke undersøge dem når de skete?

Med hænderne solidt plantet i lommerne, gik Abatu med raske skridt mod den blussende energi kilde ikke ret langt væk fra ham. Hans lange trenchcoat der dækkede hele hans krop, svejede let i en stille vind, sammen med de lette snefnug der misfarvede hans hat og frakke før de smeltede fra den naturlige varme der blev udskilt fra hans krop.

Få minutter efter, ankom Abatu til stedet hvor eksplosionen var kommet fra. Der var et krater med flere murbrokker og smadrede sten. Men det mest interessante var kilden af den energi som den hatteklædte dæmon havde fulgt - Midt i mellem alle stenene lå en bevidstløs sort elver, og endda en som var meget kendt, ja endda frygtet af nogen.

"Jamen dog, jamen dog. Se hvem vi har her. Om ikke det er den famøse Zane D'Tarion?" klukkede Abatu med en let humørfuld latter.

Sekundet efter begyndte fangarme af solide skygger at dukke op overalt omkring krateret, og fjernede de forskellige murbrokker og sten, før kun sort elveren var tilbage, udækket.

"Hvad bringer så dig tilbage?" Spurgte han, uden at forvente noget egentligt svar. Under hele flytningen af sten havde Abatu ikke flyttet sig det mindste. Hans hænder var ikke engang blevet taget op af lommerne. Kun de to orange/amber gløder under skyggen af hans hat, fortalte om et eksisterende væsen under det mørke ydre, og ikke bare en ansigtsløs dukke med tøj på.

Kulden gravede sig godt indunder den ret så tynde vinterjakke, så en kort kuldegysning gik igennem ham. Små radioaktive snefnug landede i det mørke hår og smeltede derefter igen. Den svage lyd af fodtrin i sneen hang som efterlyden af eksplosioner i det toptrænede varulveøre. Men det var svært at høre om det hans egne skridt, eller andres. Will spyttede ned i sneen. Behovet for at tømme sin mund fra mundvand fra stor... han kunne lugte.. såret offer. Enkelte jæger tanker gik igennem Wills menneskeskikkelse. Den enlige grund til at han befandt sig ude skoven var at hans bror havde tvunget ham til at købe noget mere kød til madlavningen. Men... siden det nu var dage siden at Will havde forladt sin nye computer på sit værelse, ville han gerne få lidt mere frisk luft.. Hans storebror var ikke helt begejstret for det radioaktive sne. Tænk hvis det havde en effekt... sagde Jack every fucking gang han skulle ud i sneen. Hvorfor kunne han ikke bare holde sin kæft.... Hans tanker blev afbrudt at duften af bytte.. blod. Han havde i sine egne tanker gået over imod hvad hans lugtesans sagde at han skulle... Hvor var han?

Den unge varulv trådte nærmere lugten af bytte. Men.. Da han kom nærmere kunne han akkurat lugte noget mere. To personer. Som hans far havde lært ham skilte han bytte lugten ud som sortelver. En ret smadret en af slagsen. Og den anden... Will kendte ikke til denne lugt. Nysgerrigt sneg han sig frem. Han burde ikke gøre det her. Han ville blive fanget... splittet til atomer blot med et vink fra et magisk væsen.




En stemme kunne anes. ”....Zane d'Tarion” fik det følsomme øre opfanget trods en hylende vind. Will løb din fuck! skreg alle tanker i hans hovede. Han lovede sig selv at stoppe når han havde fået et glimt af hvad det var. Lydløst fik han sneget sig om bag et træ. I håbet om at han ikke var blevet opdaget stak han hovedet frem. Synet der mødte ham satte brækfornemmelser i gang. Magi. Sten der flyttede sig. Will, get out of here, now! Gid han kunne.. Men nysgerigheden rasede i ham. Lysten til at se det magiske show færdigt. Så begyndte en person at tale igen. Will lænede sig frem for at kunne få øje på personen. Han kunne næsten se...

Knæk.

Dammit. Han trådte på en gren. Run, Will, run!!” brølede han i sit hoved og satte løb. Uheldigvis beviste Will at radioaktivt sne var let at glide i. Svup og så lå han på jorden så langt han var. Glad for at ikke have brækket noget prøvede han at komme op.

Tanker som flygt, løb, kom væk, farligt og bliv væk skyllede indover ham. Han havde set en slags magisk ting.. flytte ting.. Næsten lammet af sin frygt af hvad den magiske ting kunne gøre ved ham, kom han op på hug. Hvis Will skulle være helt ærlig, så havde det magiske væsen nok vigtigere ting at tænke på. Som denne... Zane D'Tarion. Navnet lød bekendt. Som... Oh shit, var det ikke ham sortelveren der havde hersket over Di Morga? Så havde dette magiske væsen da idet mindste noget vigtige at lave.. som at dræbe Zane, torturere ham eller hvad ellers sådan nogle magifuckers gør.

Hans ører opfangede et par ord, og som bevidstheden vendte tilbage til ham, kunne han fornemme noget. Han var ikke helt klar over hvad.. men det var to væsener. Den ene gav en fornemmelse af vilde dyr, natur, blod.. men den anden indgød ren frygt, og fik alle hans sanser helt op at ringe.
Han slog omgående øjnene op, sprang op, kastede et enkelt blik på Abatu, og begyndte så at løbe. Han sprang over en af de mange skyggearme og landede i sneen uden for det lille krater.

Så satte han i løb ind i skoven, med kurs mod Terre, skønt han ikke andede hvor han var.
Det eneste han fokuserede på lige nu, var frygt.
Frygt for det væsen som havde talt til ham.. og en sær frygt fordi han ikke anede hvad han selv hed, hvor han kom fra, eller hvad han var.

Hjertet hamrede i brystet på ham, som på en forskræmt fugl, og hele hans krop skreg af smerte og udmattelse.
Hvad fanden havde han lavet? Hvorfor var han så udmattet? Hvorfor var hans højre arm brækket fire steder, så den sendte afsindige jag af smerte igennem hans krop ved hvert eneste skridt han tog?

HVEM, HVAD, HVORFOR!?

En gren knækkede i nærheden, og gjorde Abatu opmærksom på endnu en nærværende kilde af energi. Væsentligt svagere end den foran ham, men det var dog en. Og han forsøgte at komme væk.
Ud fra lyden af noget der fik pludselig kontakt med den hårde jord og sne, så virkede det til at vedkommende ikke præsterede at komme væk.

Da Abatu vendte sit amber blik mod lyden, og så hvad der lignede et menneske, men ikke var det ikke, ligge fladt på jorden ligeså lang han var.
Dette fik kun Abatu til at grine højt.
Det var ikke en ondskabsfuld eller manisk latter. Det var en ærlig og humørfyldt latter af en der oprigtigt var underholdt. Forskellen var dog bare, at man ikke kunne se på ham at han grinede, på nær at han havde nakken langt tilbage.

"Du troede virkelig at du bare kunne slippe væk, hmm?" Spurgte han godmodigt. "Beklager min ven, men nej. Vær venlig at komme her." Hans tone var rolig og venlig, men hvad han gjorde var nok ikke noget som ville blive set som venligt.

Solide skygger dukkede op, bandt sig om den nyankomnes arme og ben, og trak ham hen ved siden af Abatu.

"Goddag." sagde han venligt, hvorefter han vendte sig mod dene flygtende Zane. "Næh nej min ven, du bliver også her." To sorte væsener af rent, solidt, mørke dukkede op foran Zane, og forsøgte at tage fat i ham, for at trække ham tilbage.

Han vendte sig igen mod den nyankomne, hans amber øjne det eneste der gennemtrængte mørket der dækkede hans ansigt. "Vil du være så venlig at sætte dig ned og fortælle mig hvorfor du er her?" Igen, en beroligende og venlig tone, men med en underlig vægt bag den, som var den en fysisk masse der pressede ned på en.

Rolig, Will de har ikke set dig. Sandheden var at de havde set ham. Eller i hvert fald det magiske bæst. Lyden af en stemme fyldte hans ører. Den magiske ting talte til ham! Han prøvede at løbe, men hurtigt mærkede han at han ikke rigtigt kunne bevæge sig. Som om noget lukkede sig om hans lemmer og trak ham den anden vej. Forskrækket fokuserede Will imod det der blokerede hans flugt. Fangarme af rene... skygger.. Ikke sådan nogle blege skygger som hans egen på en sommerdag. Nej. Nogle kraftige og solide nogen. Så kraftige at det faktisk på sin egen måde var et fysisk objekt. Will prøvede at modstå så meget han kunne. Men selvom han var stærk, var massive skygger af magi langt stærkere. Han mærkede hvordan hans krop blev slæbt imod det sted han prøvede at forlade. Frygten blev født i ham og gåsehuden voksede frem på hans muskuløse overarme. I en blanding af vrede og frygt begyndte hans stemme mere at tilhøre bæstet som lå skjult i ham. Hans udmattede støn blev til en slags knurren. De grønne øjne blev mere gule end før. Lysten til at brøle den magiske skabning i hovedet var uhyggelig stor, men Will ville gerne beholde alle sine organer.

”Sætte mig ned? I en bunke radioaktivt sne? Er det muligt af stå op?” knurrede Will lavmælt i flabet tone. Han vidste at det var dumt at vise vrede overfor en der kunne dræbe ham uden anstrengelse. Will vidste at han skulle takke guderne for at han stadig besad alle kropsdele. Han ville muligvis miste sit liv efter hans lille besøg med en person der kunne rive en 93 kilo tung dreng over til sig. Skræmt løftede han sit ansigt fra sneen og kiggede imod den magiske skabning. Will var en smule højere end denne bunke af magi, men det gjorde ikke Will overlegen. For en kamp imod sådan en skabning var ikke en brydekamp. Will turde ikke at sige noget. Han havde allerede spottet på afstand at skabningen skjulte sit ansigt. Nu da Will var ved siden af skabningen kunne han se at skabningen nærmest ikke havde noget ansigt. Det 'ansigt' skabningen havde var en masse af skygger . Han måtte hellere svare på skabningens spørgsmål for at vinde lidt mere levetid. ”Hvad jeg laver her? Jeg gik bare en tur... og så fandt jeg det her sted..” sagde Will.



Det var ikke den hele sandhed. Hans næse havde ledt ham herover på grund af lugten af et let offer. Selvom han ikke ville dræbe eller spise folk i sin menneskeskikkelse kunne lugten af blod gøre ham sulten. Alt kød kunne gøre ham sulten... Wow, Will, hvad fanden har du rodet dig ud i. Du skulle bare hente kød men ender med at skulle tale med en tosse lavet ud af skygger. Hvorfor kunne han ikke bare få lov til at gå. Han var jo ikke vigtig... på nogen som helst måde. Hvis nogen var vigtig var det Zane. Den tidligere hersker over Di Morga. Hvorfor kunne syttenårige Will Redmont ikke bare gå? Var det så pokkers vigtigt at hive en nysgerrig dreng over til sig med et net af skygger? Kunne denne person ligefrem lide at se frygt? Var personen så sindssyg. Var det virkelig det evnen til at bruge magi gjorde ved folk? Glad for at ikke besidde nogen former for magi sukkede Will. Han havde ondt af denne mand imens hr. magisk overlord nød at se at svagt offer der frygtede for sit liv. Den tanke vakte noget upassende frem i Will. En kort latter og et flabet smil så dagens lys. Så kiggede Will over imod sortelveren Zane der flygtede. Men hans forsøg så ikke ud til at være mere succesfyldt end Wills forsøg.

Skyggevæsnerne overraskede ham, og derfor fik de taget fat i ham. Han hylede af smerte da den ene tog fat i hans sårede arm. Det gjorde så ondt at han ikke kunne finde kræfter til at gøre modstand - så han endte ovre foran Abatu igen.

Her lykkedes det ham at rive sig fri af skyggevæsnerne.
han stirrede på Abatu og hvæsede som et vildt dyr.

"Lad mig være, Skyggedæmon! Jeg har intet gjort dig, og vil bare være i fred!" sagde han. Han var vred nu.. men han havde en klar fornemmelse af at kamp ville blive hans undergang.

Varulven fangede knap nok hans interesse. Den var lige så opsat på at komme væk som han selv var.

Abatu klukkede let ved deres opildnede reaktioner. Havde de virkelig så lidt tiltro til ham? Troede de virkelig at han blot var en ond, morderisk og blodtørstig person?

...De havde måske fat i noget. Han udstrålede jo ikke ligefrem tiltro, gjorde han? Nej.

Han kiggede kort på den unge mand der netop havde sat sig i sneen, med hvad der ville have været et løftet øjenbryn hvis hans ansigt var synligt.

"Du kunne også sætte dig på en af stenene, vent, lad mig!"

Få sekunder efter, havde endnu et par fangarme af solide skygger, dukket op og samlet sten nok til at forme to små 'stole' med en flad overflade, stor nok til at sidde relativt behageligt på, en til den unge mand, og Zane. "Værsågod."

Han vendte sig igen mod den skrigende og hvæsende sort elver. Han var tydeligvis ikke glad, og så var han også i stor smerte. Abatu lagde derpå mærke til hans ene arm der var så ud til ikke at have det så godt. Et par stykker fladt træ blev bragt frem fra udkanten af den lille rydning, som Zane's eksplosion havde skabt.

De to skygge væsener tog fat i Zanes sårede arm, rettede den ud på en ikke så nådesfuld måde, hvorefter de to stykker træ lagde sig på hver sin side af armen, og en 'snor' af skygge sørgede for at holde dem på plads.
"Sådan," sagde Abatu i en godmodig tone. "Giv den arm godt med hvile og den skal nok hele med tiden." De to skygge monstre forsvandt, men 'snoren' omkring Zanes brækkede arm forblev der.
Abatu selv blev stående hvor han var. Det eneste tegn på at han var der, var bevægelsen af hans hoved og de to amber lys under hatten.

"Jeg antager at vi kan snakke som civiliserede væsener her, kan vi ikke?" Han tog et par skridt væk og vendte sig igen mod de to mænd. "Jeg har et par spørgsmål som jeg håber i kan svare på. Og tag det roligt, i er ikke i farer, selv hvis i ikke kan svarer på mine spørgsmål." Klikkelyde som hvis man slog tungen mod ganen kom fra under hatten før Abatu fortsatte, "I to skulle vel ikke kende noget til en lille sort håret kvinde, med rubin røde øjne? Ser i, min bror og jeg har ledt efter hende i lang tid, og vi vil meget gerne finde hende og bringe hende tilbage til familien." Det lød somom han smilede mens han snakkede. Han lød venlig.

Whoa whoa... Mest af alt havde Will lyst til at råbe 'Fjern dit magiske pis fra mig', men måske var det lidt bedre at sætte sig ned i denne.. stol af sten end at stå op. Nervøst satte han sig stolen. Bange for at den ville brase sammen lod han sine ben have en stabil kontakt til jorden. Han sad faktisk ret godt i den.. Forsigtigt lod han sig selv slappe af i stenstolen. ”Før du begynder at slås os ihjel, vil jeg gerne have stillet et spørgsmål. Hvad er du for en... ting? Jeg går da udfra at du ikke er som mig, eller sortelveren der.” sagde Will og pegede over imod Zane.




Men den store troldmand havde åbenbart noget andet at sige end et svar. En kvinde med sort hår og rubin øjne?... Familie? Havde ting som ham noget der hed familie? Så civiliseret havde Will ikke forventet at en mand af magi kunne være. Will gennemrodede sit hoved. Sort hårede kvinder med røde øjne.. En sulten vampyr var Wills bedste bud. Og hvis Will havde set sådan en ville hun ikke være i live. ”Er det muligt at få flere detaljer. Jeg ville ikke tro på at en mand lavet ud af skygger har en vampyr søster?” sagde Will i hans flabede og fjendtlige tone. Come on, dude, jeg vil bare hjem og æde.. tænkte Will irriteret.


Hans blik koncentrerede sig om Zane. Sortelveren som han selv aldrig havde set. Kun denne 'ting' havde afsløret hvem dette elverpak var. Hvad var det Zane havde kaldt 'tingen'? Skyggedæmon? Var det ikke bare et elverskældsord, eller noget...? Men jo mere Will kiggede på 'tingen' så han hvordan ordet 'dæmon' passede til skabningen. Så, hvis Wills logik ikke var gået i stykker var skabningen en dæmon. Men fandtes de virkelig? Dæmoner.. Will havde kun hørt om at varulve, vampyre, djævle, animaguser, aspara, elvere og dværge fandtes. Dæmon. Alene navnet gav Will gåsehud. Will prøvede at huske lugten af denne dæmon for at kunne genkende racen.



Han betragtede stille og roligt denne... dæmon. Han lovede sig selv at slå det op på google når han kom hjem. Hvis han gjorde det. Hvis der nu fandtes flere dæmoner med den magiske styrke skulle Will passe på. Will så sig bag skulderen. Måske kunne han flygte? Men egentlig turde han ikke prøve...


Hvad var det han havde rodet sig ud i?

Han brølede af smerte da skyggevæsenet rettede hans arm ud, og smækkede to stykker træ på. Han troede ikke at han nogensinde havde prøvet noget der gjorde så afsindigt ondt!

Da skyggevæsnet forsvandt, faldt han på knæ og tog sig til sin sårede arm.
Efter at have sundet sig lidt, opfangede han hvad Abatu sagde.
En kvinde med sort hår og rubinrøde øjne?
Det sagde ham noget.. som om han muligvis havde mødt hende.

Men som med alt andet, kunne han ikke huske det overhovedet.
Det var bare væk...

Så han kiggede op på Abatu og sukkede.
"Jeg kender hende ikke..." hvislede han. Vreden havde taget styringen, men han håbede på at kunne komme ud af dette uden at skulle slås..

Abatu vendte sig mod den unge mand. Han kunne mærke at han var en smule magisk ladet, men ikke meget. Ikke endnu i hvert fald. Han vidste dog at det kun var et spørgsmål om tid før han fik adgang til sine kraft depoter. Han gættede på at han var en varulv. Han havde i hvert fald ikke de typiske tænder for en vampyr, ej heller havde han ørerne som elver og han var for stærk magisk til at være et menneske.

"Jeg er en dæmon, og jeg antager at du er en varulv, ikke sandt?" Spurgte Abatu i en oprigtigt nysgerrig tone. "Skygge dæmon, for at være præcis." Et 'smil' kunne ses i hans amber 'øjne'. Det var dog ikke andet end et lille ekstra glimt, i de to gløder. "Dog, vil jeg sige, er jeg ikke lavet af skygger. Jeg er skam lavet af kød og blod ligesom jer selv. Jeg har blot valgt at bruge det her udseende fordi jeg bedre kan lide det."

Han vendte sig mod Zane igen. Hans smertes udbrud var døet hen og han havde svaret på spørgsmålet, dog ikke helt sandfærdigt. "Du kender hende måske ikke, men er du sikker på at du ikke har set hende? Kunne du huske fortælle mig hvor du har set hende?" Som altid snakkede han i en rolig og venlig tone, ingen tegn på noget der overhovedet lignede ondskab, på nær hans mindre-end-venlige behandling af de to da han tak dem herover, og så hans udseende.

"Oh, og en ting mere, varulv," sagde han i en nærmest juvelant tone, "Min søster er ikke en vampyr, hun er det samme som jeg, eller næsten. Vi er skam begge dæmoner, men hun er af Ignis typen." Han ventede et par sekunder og kiggede på, hvad han regnede med var, varulven. "En ild dæmon." færdiggjorde han udtryksløst.

"Men meget vel, du vil have flere informationer. Hun er omkring 160 centimeter høj, vejer ikke mere end en normal kvinde af den højde. Hendes øjne er, som sagt, rubin røde, og hun ligner generelt en kvinde der kun er få år ældre end dig selv. Jeg ved hun bor et sted i nærheden, men ikke hvor præcist." Han tappede lidt med foden under sin frakke, men det kunne ikke opfattes på nær via lyden af lædder mod sne. "Åh ja, en ting som måske vil interessere dig." Hans tone havde, igen, ændret sig. Nu var den legende "Hun var, hvad er det i kalder det? En stor barm? Store bryster?" Denne gang kunne man faktisk se et smil i skyggerne under hatten. Det sås som et endnu dybere mørke end det der allerede dækkede hans ansigt, og var en smule svært at se, men muligt.

Abatu gik et par skridt væk og satte sig på en stor sten. Med det resultat at hans frakke blev løftet nok op til at man kunne se de sorte læddersko der dækkede hans fødder. Men hans hænder forlod aldrig hans lommer.
"Og en ting du måske gerne vil vide, Varulv. Du ser ud som om du er bange for magi? Det er blot et spørgsmål om tid før du selv har det." En let klukkende latter fulgte efter denne erklæring.

”Varulv? Er det ikke... lidt groft sagt? Jeg ville kalde mig selv for... et barn af fuldmånen. ” sagde Will og kiggede på skabningen som havde præsenteret sig selv som en dæmon. En skyggedæmon. Lavet ud af kød og blod? Kunne disse skabninger rent faktisk røres? Will havde indtil nu troet at dæmonens fysiske krop bare var en illusion som ville gå op i røg hvis han rørte den. Så dæmoner kunne skam røres. Den oplysning vakte lidt glæde til Will som havde været fortabt over at disse dæmoner kunne dræbe ham uden Will selv havde mulighed for at skade dem. Så talte manden som var.. en dæmon igen.


Søsteren var ikke vampyr? Lidt af Wills fordomme omkring skyggedæmonens søster faldt i gruset. Så hun var også dæmon.. Og som en ekstra bonus til Will viden omkring dæmoner fandtes der også ilddæmoner. Godt... så dæmoner kunne dræbe ham med magi på flere forskellige måder? Hyggeligt at vide at man ikke kun kunne kvæles af skygge fangarme, men også flamberes levende.

Imens den skrækindjagende skyggedæmon remsede sin søsters udseende op i detaljer, begyndte Will at trille tommelfingre. Hvorfor var det så vigtigt for denne... skyggedæmon at finde sin søster. Altså Will kunne sagtens undvære hans storebror Jack i en måned eller to.. Var det fordi at skyggedæmonen savnede at torturere folk, eller hvad end dæmoner gjorde, sammen med sin søster? Det kunne næppe være det... Så mange sociale følelser burde monstre skab ud af ren magi ikke kunne have.



Stor barm, var? Will rullede let med øjnene. En årsag til at smile... Det skulle man lede længe efter når man sad fanget med en psykopat der tryllede med skygger.. Hans blik blev fanget af Zane. Han så ud til at være rimelig ophidset. Det havde Will også været i starten.. men dæmonens rolige stemme fik ham til at slappe af. Men Zane havde selvfølgelig også en såret arm der blev rettet ud af noget Will gættede på var svage dæmoner.




”Om jeg er bange for magi?... selvfølgelig ikke... Hov, vent! Hvad sagde du?” sagde Will der pludselig lød overrasket da dæmonen sagde at han selv ville besidde det. ”Må jeg lige få den igen, troede du sagde at jeg ville have magi om noget tid..” sagde Will. Han måtte høre forkert, selvom han sjældent gjorde det med hans varulvehørelse. Hvordan kunne Will Redmont besidde nogen form for magiske kræfter? Han var bare... en helt normal dreng. Ja, han var varulv, men en virus blodet kunne da ikke åbne magiske depoter, eller kunne det? Will prøvede at tænke på vampyrer. De var da en slags virus de fik ind i kroppen... En dødelig virus. Men den gav vampyre magiske evner, så hvorfor skulle lycantrophy ikke kunne gøre det med varulve? Lige meget hvor meget han vendte det i sit hoved kunne han ikke få det til at lyde fornuftigt. Will håbede virkeligt på at han ikke besad magi og dæmonen havde taget fejl. Will ville ikke være en dark overlord der dækkede sig selv i skygger... Han ville bare være Will.