Are you alone? - Luke D.

T: Lige omkring midnat
S: Diskoteket
O: Fulde mennesker over det hele
V: Det var vidst stjerneklart sidst hun kiggede.
P: - Kommer i indlægget nedenfor -

Mallorie trådte ud fra dansegulvet for 10 gang den aften, da der kom en sang på, som hun ikke ligefrem mente, at hun kunne danse til. Den pige, som hun var kommet til klubben med, havde for længst forladt hende, for at tage med en eller anden random fyr hjem. Det gjorde hende nu ikke så meget, da tøsen havde været ulidelig at høre på i længden. *Ikke flere "veninder" som jeg kun har kendt i 4 timer* tænkte hun til sig selv, imens hun gik over mod et bord, der så ud til at være tomt. Hun satte sig, dog kun efter at have sikret sig, at hendes tøj sad som det skulle. Hun havde med vilje ikke taget høje hæle på, da det ville være idioti på højeste niveau. I stedet havde hun jokket i et par af sine gamle støvler, som stadig så ud til at være rimelig nye, selvom de havde brugt 2 år på at ligge i bunden af et skab. Det var der vel ikke nogen, som lagde mærke til og hvis de gjorde, kunne det i grunden være fuldkommen ligemeget. Hvad folk tænkte om hende kunne ikke være mere ligegyldigt. Hun kiggede med et smil ned af sig selv og tænkte selv, at hun da egentlig så meget godt ud. En lårkort nederdel, som var sort og tætsiddende, et par nylonstrømper, en mørk top, med en smule perler i toppen, som i grunden sad rimelig godt på hende og en cardigan. Hun havde aldrig været en mester til det med at sætte tøj sammen, men mente da selv, at det var gået sådan rimelig godt denne gang.

Efter nogle minutter blev hun træt af at sidde og glo, så rejste sig derefter op og købte sig en drink. Det var ikke fordi hun havde lyst til at drikke sig selv i hegnet, men lidt fuld skulle man jo være. Hun var i forvejen en smule svimmel, som når man lige har fået en enkelt drink for meget og begynder at svaje en smule. Hun fik hurtigt drinken i hånden og satte ned mod sit bord igen. På vejen fik hun nogle enkelte blik fra nogle drenge, som tydeligvis havde fået lidt for meget at drikke. En af dem fik kort fat i hendes håndled, men hun vred sig med det samme ud af hans greb og stirrede ondt på ham. "Hva så smukke, er du alene?" spurgte han. Hun vendte hovedet væk fra ham. Han stank langt væk af både røg og øl. "Charmerende..." var hendes eneste kommentar til ham, da hun vendte sig om igen og satte sig ned ved bordet med et selvtilfreds smil på læberne. Hun var da ganske vidst alene, men drengene skulle alligevel have en vis charme, før hun gad at bruge tid på dem. Hun tog en enkelt tår af din drink og lod øjnene køre rundt i lokalet.

Diskoteker som dette var Lukes foretrukne tilflugtssted, når han havde brug for at få hverdagens problemer lidt på afstand. Her kunne han drikke og blive fuld og te sig lige så tosset, han ville, uden at nogen ville sige noget til det – måske lige bortset fra dørvagterne, der på de sene timer nok ville få lidt for meget Luke-hed for den aften og til sidst smide ham ud.

Han stod ved baren med en drink i hånden og betragtede roligt sine omgivelser. Han følte sig kun en lille smule svimmel og slørret i hovedet, men det var ikke så voldsomt, at det ikke med det samme ville fortage sig, hvis han gik ud og fik lidt luft.
Fra sin plads ved baren opfattede han ud af øjenkrogen en snotunge – hvilket ville sige en dreng, der kun var omkring to år yngre end han selv, men Luke havde høje tanker om sig selv – gribe fat om håndledet på en pige, der dog, til Lukes fornøjelse, prompte afviste ham.
Som altid når han så andre folk fejle, måtte han lige vise, at han i hvert fald sagtens kunne gøre det, som de ikke havde formået at gøre. Det måtte være en eller anden form for indgroet instinkt, han havde, der bød ham at kæmpe for at være bedre end alle andre omkring ham.

Han stillede sit tomme glas fra sig og skubbede sig væk fra baren, som han stod lænet op af. Han satte kurs imod den stakkels dreng, der nu sad og ærgrede sig, mens hans venner tydeligvis morede sig lige så meget over hans fejlagtige scorereplik, som Luke gjorde.
Han lagde en hånd på drengens skulder og sagde ud fra hans øre, højt nok til at hans venner kunne høre det:
”Nu skal du se, hvordan man gør.”

Han slap knægten – den knægt, der stadig ikke så en dag ældre ud end Luke – og gik hen imod pigen, der havde sat sig ved et bord. Hendes mørke beklædning fik hendes røde hår til at stå ekstra meget frem, og hun skilte sig med det samme ud fra mængden. Perlerne ved hendes tops halsudskæring fik med det samme ledt hans blik hen imod hendes kraveben, hendes hals og til sidst hendes ansigt.
Han kunne godt forstå, hvorfor knægten havde forsøgt at få hendes opmærksomhed – hun var jo smuk. Og når man som Luke kun overfladisk jagtede piger på diskoteker og udvalgte sig sit offer udelukkende på baggrund af deres udseende, betød det en del, om de var smukke eller ej.

”Hey,” hilste han og tog plads ved bordet, dog på stolen overfor hende. Han ville nødig være for påtrængende, for et eller andet ved denne pige fortalte ham, at han skulle tage sig i agt. Hun så ganske ung ud, kun omkring sytten-atten år, og virkede endda ekstra skrøbelig med sin fine, lyse hud og lange, røde hår; og alligevel havde hun lige afvist en dreng, der let kunne have slået igen, da hun vred sig ud af hans greb, så hun vidste da, hvad hun gik efter.
”Driller de dig?”
Han nikkede imod drengene, der sad og gloede måbende i deres retning.

Mallorie sad lidt og morede sig ganske glimrende over den dreng, hun lige havde afvist. Det var helt tydeligt, at han ville blive grinet af resten af aftenen, men det var hun sådan set ligeglad med. Der var ingen, der kunne slippe afsted med at opføre sig sådan overfor hende, lige meget hvor kønne de var. Det var nemlig ikke udsenet, der var galt på drengen, han var en ganske flot fyr, nu hvor hun kiggede lidt nærmere på ham. Ikke en af de flotteste, hun havde set, men han var da godt deroppe af. Det var hans attitude, som hun ikke kunne døje. Allerede på det korte øjeblik, som de havde tilbragt tæt på hinanden kunne hun ikke klare at være i nærheden af ham mere. Det sagde en del. Det mente hun i hvert fald selv.

Dog var hun ikke ligeså sur, som hun normalt ville have været, hvis en dreng gjorde sådan med hende. Hun kunne godt mærke, at de drinks var ved at stige hende en smule til hovedet. En smule omtumlet, men det var ikke noget at råbe hurra for. Hun havde haft langt værre drukture trods hendes unge alder, så det var ikke noget, hun ikke kunne klare. Der røg nogle enkelte minder igennem hovedet på hende, inden hun tog en tår mere og lod sig selv komme tilbage til virkeligheden igen.

Da hun gjorde det fik hun øje på en. En dreng, som ikke så meget ældre ud end hende selv stod oppe i baren og var tydeligt interesseret i hvad der havde foregået mellem hende og den lidt for fulde dreng. Hun fulgte hans bevægelser imens han satte glasset på bordet og skubbede sig væk fra baren. Han var... Helt igennem lækker. Så meget kunne hun tydeligt se, selv fra den afstand, der stadig var mellem dem. Hun så godt, han sagde et eller andet til den afviste dreng, men kunne ikke høre det, da hun lige sad nogle meter for langt væk. Det kunne vel i grunden også være lige meget.
Det gjorde ikke hende noget, hvis han kom hen til hende og ikke den knægt fra før. Hans selskab ville være noget helt andet. I hvert fald fra hvad hun kunne se.

Til hendes egen tilfredsstillelse var han på vej hen til hende. Hun lod kort en hånd køre gennem sit lange hår som lidt ekstra opmærksomhed på sig selv, selvom hun ikke mente, at hun ville få brug for det.
Hun smilede stort, da han satte sig overfor hende og lod hånden falde ned på bordet med en elegant bevægelse. "Hey" svarede hun i samme tone som ham selv.
Et fnis kom over hendes læber, da han havde snakket færdigt.
"Måske... Har du da tænkt dig at redde mig fra dem?" spurgte hun ham med et smil og sendte ham et kækt blik, samtidig med, at hun kiggede kort mod drengene igen. De så ud, som om de lige var faldet ned fra månen.

Luke bed med at samme mærke i, at den kønne pige sad og fulgte ham med blikket. Han havde fanget hendes interesse allerede før han forlod baren, hvilket kun var et godt tegn. Det gjorde da også kun, at hans tur over gulvet fra drengen til hende fik et ekstra drys selvtillid, hvilket sås i hans indsmigrende smil.

Da han tog plads ved bordet, var det dog ikke længe, han sad der. Med det samme pigen spurgte, om han ville redde hende, slog en idé ned i ham. Han rejste sig op, bukkede dybt og rakte derefter sin hånd frem imod hende, så hun kunne tage den.

”Selvfølgelig, skønjomfru!” sagde han på bedste ridder manér med en så højtidelig stemme, han nu kunne fremtvinge inde i diskotekets støj og larm. Det, at han måtte råbe for at hun kunne høre ham, samt de blinkende lys og fulde folk i baggrunden ødelagde lidt illusionen om ham som en ridder.

Som han stod der og ventede på pigens reaktion, gled hans blik over hendes ansigt, over til hendes skulder, hvor han lige kunne skimte den lille gruppe af drenge i baggrunden. Da han så deres ansigter, voksede hans smil yderligere, og han måtte kæmpe for at holde et drenget grin tilbage.
Priceless! tænkte han og ville ønske, at han på en eller anden måde kunne fange dette øjeblik. Lige nu havde han mere end nogensinde brug for sit elskede kamera.

”Må man have lov til at spørge, hvilket navn De lyder?” fortsatte han i samme stil, og vendte igen blikket mod pigen. Hvis han fik lokket hende med udenfor, kunne han bedre snakke med hende og desuden blive fri for de irriterende teenagere ved det andet bord.

Mallorie blev ved med at følge den kønne dreng med blikket, da han satte sig overfor hende og kunne ikke lade være med at sende ham et meget tilfreds smil. Hun elskede, når det gik efter hendes hoved og desuden var drengen overskøn! Det kunne alle og enhver se! At hun muligvis fik lov til at tilbringe aftenen sammen med ham ville være en fryd for hende, så hun håbede stærkt på, at det kunne blive en mulighed.

Hun fulgte ham, da han igen rejste sig op fra bordet og troede i første omgang, at han ville gå fra hende, så blev glædeligt overrasket, da han i stedet bukkede for hende og rakte en hånd i hendes retning. Et smil og et fnis røg med det samme over hendes læber og hun overvejede et sekund at blive siddende for at spille kostbar, men det kunne hun altid gøre senere, der var jo tid nok, hvis det gik efter hendes egen lille plan, som hun efterhånden havde fået.

Selvom det ikke lige var det mest passende sted at spille ridder, ville hun alligevel give ham en del credit for forsøget og rejste sig op lidt efter. Hun tog et enkelt skridt og stod derved ikke mere end en meter fra ham. Med et lille smil tog hun hans hånd med en elegant bevægelse og lob blikket køre en enkelt gang ned af ham. Det klassiske elevatorblik. Danm. Der var intet at komme efter der. Han var perfekt.

Som ham selv lod hun hurtigt blikket lande på drengen fra før. Hun kunne ikke holde et grin tilbage, som tydeligvis ikke lå i god jord hos den sølle dreng, som hun for ikke mange minutter siden havde afslået. Han kunne bare have været lidt mere... charmerende og ikke så brutal i sin opførsel, så kunne det faktisk være, at han havde en chance, nu var der ingen chance for det overhovedet.

"Mallorie og De min herre?" sagde hun i samme tone, som han selv brugte og nejede kort for ham, dog stadig med sin hånd i hans. Hun ville lige fyre et enkelt lille trick af, så han ikke overtog hele styrringen og tog det skridt, der var imellem dem, så hun stod helt tæt op af ham og hviskede så "skulle vi ikke tage at smutte ud herfra?" Hun lænede hovedet tilbage igen og lod det kort lande på drengene med et tilfreds smil.

Denne gang overvejede Luke ikke et eneste øjeblik, om han skulle præsentere sig ved sit rigtige navn eller et af sine dæknavne. Pigen her var køn og havde fra første øjekast fanget hans opmærksomhed, så hun fortjente at få sandheden at vide.
Desuden virkede hun så uskyldig, som nogen kunne være – måske bortset fra det faktum, at hun sad og indtog alkohol på et diskotek, som hun tydeligvis ikke var gammel nok til at komme ind på – så det skadede ikke at fortælle hende hans rigtige navn. Hvad skulle hun måske kunne bruge det til?

”Mit navn er Lucas, men mine venner kalder mig Luke,” svarede han med et smil.
Venner. Ha. Som om han havde nogen af dem. I hvert fald ikke i denne by. Kælenavnet kom derhjemmefra, hvor alle havde kaldt ham det. Det lød også bedre end Lucas, der var lidt for sødt efter hans smag, og lige siden han var helt lille, havde han insisteret på at blive kaldt for Luke.

Pigen – eller Mallorie - rakte ham sin hånd. At kysse hendes håndryg ville ganske vist være meget ridderligt, men nok en anelse for grænseoverskridende lige nu. De havde trods alt lige mødt hinanden, så Luke besluttede sig for, at det vist var på tide at droppe ridder-facaden nu.

Mallorie trådte tættere på ham, og det fik Luke til at smile selvtilfreds. Han nåede lige at sende drengen fra før et blik, der talte sit tydelige sprog om, at han havde vundet, før han nikkede til pigen.
”Jo, lad os det,” svarede han.
Han hev hende med sig, forsigtigt for at hun ikke skulle føle sig fanget. Han hev hende med forbi dørvagterne, der stod og blundede, idet forretningen vist var temmelig død i øjeblikket, og et par meter længere væk, før han slap hende. Det ville være dumt at føre hende alt for langt væk, hvis det ikke var det, hun ville.


Han slap hendes hånd og træk vejret dybt ind.
"Herligt med noget frisk luft," lød det ironisk fra ham, for lige i det samme kom en ossende bil kørende forbi. Han tvivlede nu på, at luften her i byen var specielt frisk og sund. Men hey, de luften var da friskere ind indenfor, og det var rart at være udenfor, kulden til trods. Alkoholen i hans blod hæmmede hans sanser og kulden bed ikke nær så hårdt, men hvis Mallorie frøs, havde han da bare en undskyldning for at rykkke lidt tættere på hende.

Mallorie var langt mere end tilfreds og det kunne tydeligt ses på hende. Smilet på hendes læber var som malet på. Det havde startet ud med at være en virkelig nederen aften, men havde vendt til det bedre, nu hvor han var i hendes selskab. Hun nød det allerede, selvom de kun havde snakket sammen i få minutter. Det skulle nok blive en god aften. Måske kunne hun endda...? Nej det var måske lige optimistisk nok. Det var ikke en ting, som hun skulle skyde efter. Men alligevel? Det kunne vel godt være muligt for hende? Om ikke andet, så kunne hun selv gøre det, hvis det blev for langtrukkent. Hun kunne godt selv mærke, at hun var ved at være godt plørret. Da hun ellers aldrig ville have den tanke om en fremmed.

Hun nikkede til hans svar omkring hans navn. "Okay så, Luke" sagde hun med en halvdrillende stemme og begyndte at tænke. Hun havde efterhånden så mange kælenavne, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til ham. "Altså... Du kan sådan set kalde mig, hvad du vil. Jeg har så mange kælenavne, at det ikke er til at holde styr på mere. Mall og Mallo bare for at nævne nogle" sagde hun med et smil og kiggede på ham. Hun måtte tage sig selv i at stirre for meget på ham og bed sig i stedet i læben og kiggede kort væk fra ham.

Hun mødte hans selvtilfredse smil med et ligeså tilfreds blik, da hun trådte helt hen til ham. Hun så det blik, som han sendte drengen og kunne ikke lade være med at smågrine. Knægten havde tydeligvis ikke givet op. Det kunne man se i det dræberblik, som han sendte til Luke. Det så ganske komisk ud, da hun udmærket vidste, at han ikke ville vinde på nogen måde.
Hun vendte igen blikket imod ham, da han svarede på hendes tydelige hentydning og gik glædelig med ham ud af diskoteket. Det var også blevet lidt for kedeligt derinde, til trods for, at klokken faktisk ikke var ret mange. Midnat var ingen tid og der plejede at være meget mere gang i den, end der var den aften. Det var en anelse trist, hvis man tænkte over det. Der havde været godt gang i festen, da hun nogle timer før var ankommet til klubben, men det var der sandelig ikke mere. Alle mennesker var enten smuttet eller var for fulde til, at det var sjovt længere.

Hun stoppede op, da de var nået udenfor og tog også en dyb vejrtrækning, imens hun kiggede op mod himlen. Stjernerne var stadig ligeså tydelige, som sidste gang hun kiggede.
Hun vendte hovedet mod ham, da bilen kørte forbi og kunne ikke lade være med at grine. "Ja, det er nu meget dejligt, selvom det nok kan diskuteres, hvor frisk den er. Den er i det mindste bedre end indenfor" svarede hun ham med et lille smil på læben. Da hendes cardigan ikke var ret tyk og hun stadig ikke var helt fuld, så kunne hun tydeligt mærke kulden komme snigende og måtte give under for en enkelt kuldegysning, som til gengæld også gik hele vejen igennem hendes krop.

Pigens ord om, at han kunne kalde hende hvad han ville, fik Luke til at tippe hovedet på skrå og betragte hende med et vurderende blik. Det første ord, der poppede op i hovedet på ham, var ginger, hvilket skyldtes hendes røde hår. Det passede jo perfekt, og kælenavnet i sig selv var sådan set sødt nok, men desværre ville det nok ikke gå, hvis han kaldte hende det; tusindvis af små, fregnede, rødhårede børn var snart blevet kaldt det så meget igennem de sidste mange årtier, at ordet havde fået noget af et negativt omdømme.

Mall eller Mallo, hendes allerede eksisterende kælenavne, faldt heller ikke helt i hans smag; de havde for meget lyd af det italienske ord male, som betød dårlig. Og det var hun bestemt ikke – Luke havde i hvert fald ikke fået en grim smag i munden af at være sammen med hende endnu.
Lige meget hvad, så lod det til, at det heller ikke blev noget problem at finde på et nyt kælenavn til hende. Hun påstod selv, at hun havde så mange, at hun slet ikke kunne holde styr på dem alle. Hun måtte have mange venner, siden hun havde så mange kælenavne.

Luke lo.
”Du er måske meget eftertragtet, prinsesse?”
Og det var såmænd ikke kun af hendes venner, han mente. Drengene lod også til at være efter hende – i hvert fald dem på diskoteket. Ellers ville de vel ikke have gloet sådan efter hende og Luke, da han trak af sted med hende.

Han trippede lidt fra side til side, simpelthen fordi han ikke kunne stå stille lige nu, og betragtede hende. Effekten af alkoholen aftog hurtigt nu, hvor han fik lidt frisk luft idenbords, hvilket dog ikke gjorde ham spor. Han havde rigelige mængder af selvtillid at tage af, så det behøvede han ikke alkohol til at hjælpe sig med.
”Fryser du?” spurgte han så. Det så sådan ud. Hendes tøj var heller ikke ligefrem det bedste at have på i sådan et vintervejr. Måske skulle de gå indenfor igen? Eller skulle han mon invitere hende på en kop kaffe?

Mallorie så hans undrende blik og sendte ham blot et smil, imens han gav sig til at tænke. Hun håbede bare inderligt på, at han ikke ville sige, det hun plejede at få af vide, når hun sagde det til folk. Ginger. Hun hadede virkelig det ord. Det blev altid sagt som noget negativt og det var ved at blive irriterende i længden. Selvom hun var virkelig stolt af sin hårfarve, så blev det for meget i længden, at blive set ned på, fordi hendes hår var rødt. Det var sket flere gange end hun kunne tælle til og hun havde virkelig ikke lyst til, at det skulle ske igen. Den joke var i grunden ved at blive lidt for gammel...

Hun var et kort sekund bange for, at hun havde fået sagt et eller andet forkert, da han var stille så længe, men da han igen begyndte at snakke, så var hans stemme ikke negativ. Hun gav et fnis fra sig, inden hun svarede. "Altså...." sagde hun med et grin og kiggede på ham. Det var måske en dum ide at indrømme? Var det ikke? Hun troede ikke på, at det ville gøre noget værre, men hun ville ikke tage chancen. "Det kan man vel godt sige" blev hendes svar endelig, da hun havde tænkt lidt. Det var heller ikke løgn. Selvom hun aldrig havde haft en kæreste, så havde der været nok drenge at tage af. Det var skam ikke det der manglede. Hun prøvede på at komme på en flabet kommentar, noget skulle der siges. "Men du har ikke noget at være bange for" sagde hun med et smil og blinkede til ham.

Hun så ham trippe frem og tilbage og kunne ikke lade være med at smile til ham. Selv ville hun også helst være indenfor eller gå. Bare alt andet end at stå stille i det vejr, som det var. Det var ikke fordi der var snestorm eller noget, men vejeret var meget koldt, selvom der var stjerneklart. Det var virkelig en smuk aften, hvis man så bort fra kulden. Det faktum, at hun faktisk var rimelig fuld, fik kulden til at holde sig lidt væk fra hende, men alligevel begyndte den svimlende følelse at fortage sig, da hun havde været i kulden lidt. Hendes selvtillid fejlede dog intet, så det var ikke problemet. hun ville bare ikke indrømme, at hun faktisk frøs en hel del. Tøjet var nok ikke det smarteste valg alligevel.

Hun kiggede på ham, da han spurgte og kunne ikke rigtig gemme det mere. "En smule" sagde hun lavt og slog den ene arm omkring sin egen skulder og prøvede på at få varmen på egen hånd. Dog var hendes hænder så kolde, at det ikke rigtig hjalp. Der skete intet andet end at hun måtte se virkelig dum ud, imens hun stod foran ham. Hun kiggede op på ham og bed sig i læben. Hun ville ikke have noget imod at være i hans arme lidt, men slog alligevel tanken fra sig og kiggede i stedet på ham med et smil og prøvede på at redde den. "Men det er ikke slemt" sagde hun derefter og lod blikket være på hans.