Åndsvagt, men underholdende ~ Malou

Vejr: støvregn
tid: 19:45 ->
Sted: havnen
omgivelser: fiskerbåde, travle, og fiskekasser

Som støvregnen stille faldt og lavede små plask på S.V.'s læderjakke og stille gjorde dens overflade våd. Han så stille på mens toget han lige var stået ud af, køre væk ind imod byen igen. Han sukkede, tog sin hætte på sin hættetrøje op over hovedet og begravede sine store hænder ned i sine lommer.
Han lod sit blik glide fra den ene side af havnen til den anden. En enkelt fiskerbåd, en jolle, var lige lagt sig ved kajen. Mændene i jollen råbte frem og tilbage til hinanden. De så ud til at have besvær med at få travlen, som var fuld af fisk, ind over bådens ræling og op på kajen. S.V. satte det ene ben foran det andet og lod sig roligt gå hen imod dem. Imens tændte han en smøg.
"Har I brug for hjælp?.. Jeg kunne godt bruge et arbejde"
Råbte han til dem da der kun var nogle få meter hen til deres båd. Mændene stoppede brat med hvad de havde gang i, slap travlen, som med et slimet plask, faldt ned på dækket. De kiggede på hinanden og lidt på S.V. og så tilbage på hinanden igen. Begyndte at viske, eller ihvertfald tale lavt. Det var svært at hører hvad de sagde for maskin larmen som buldrede i baggrunden. Men pludseligt råbte den ene til S.V. og begyndte at spørge ham og spørgsmål. Om hvad han vidste om at fiske og sådan. Han kiggede lidt på dem og rystede derefter blot med hovedet. Manden kastede med armen. En bevægelse der tydeligt gav tegn til at S.V. bare skulle gå igen.

S.V. stod lidt og betragtede dem på den korte afstand. Enden ville de ikke have ham arbejdende pga hans udseende eller også var de seriøse omkring deres arbejde. Han rodede lidt rundt i sine lommer. Han havde kun nogle enkelte penge-sedler tilbage, ikke nok til at klare hele måneden, hvis han også skulle have lidt hash, som han stadig ikke vidste hvor man skaffede i den her by.. Han bakkede lidt, indtil han stødte ind i en mur.
"Hva fan'?" Udbrød han.
S.V. kiggede lidt på muren. Den var både snavset og ulækker. Der stod han lidt og gloede, men besluttede sig hurtigt for at læne sig op på den, i håb om at de to vatnisser nede på båden, ville spørge om hjælp før eller siden. De stod stadig og daskede lidt til travlen i håb om at den ville flyve op på kajen.

Et lille skævt smil bredte sig på hans læber...

Lyden af et par tykke hæle begynde nu og kunne høres nede omkring havnen. Lyden overdøvede ikke direkte lyde fra maskineriet nede ved bådene men den kunne svagt høres i det rungende område der udgjorde Porten. Ikke længe efter lyden var blevet afsløret kom en ung kvinde gående. Hendes blik var rettet opmærksomhedsfuldt ned i en bog hun så elegant holdt oppe med den ene hånd. Hun så ikke engang op for at se hvor hun gik. Det havde hun tydeligvis styr på lige meget hvad. Hun gik med bestemte skridt og trods hendes høje Jeffrey Cambell litas, med nitte belagt hæl, så hun slet ikke ud til at være usikker overhoved. Hun havde ingen problemer med at gå i dem. Sneen der lå omkring hende så heller ikke ud til at give hende nogen form for udfordring. Hendes lange røde hår faldt i store fyldige krøller ned over hendes skuldre og pandehåret var mere fladt og faldt tungt. Stoppede lige over hendes mandelformede øjne.
Hendes beklædning var egentlig enkelt men klassisk og fint på samme tid. Hun gik ikke rundt i det typiske outfit bestående af jeans og trøje. Hendes krop var dækket af en babyblå kjole, der sad nogenlunde stramt omkring hendes bryst parti men gik så ud i et mere luftigt skørt fra taljen. Kjolen havde en fin længde og stoppede lige over hendes knæ. Derudover var hendes lange tynde ben beklædt i almene hvide nylon strømpebukser og hendes arme dækket af en sort åben cardigan. Alt i alt lignede hun en dukke.

”Ah. Malou! Velkommen hjem.” Malou så, med det samme, op idet mændene, der igen var begyndt at gøre sit med at få sin fangst i land, så høfligt hilste på hende. Det gjorde det altid når hun kom hjem. Hun havde af og til haft en lille samtale med dem. Eller samtale og samtale, det var så meget sagt. Men de var blevet bekendte. Hun stoppede kort op og nikkede anerkendende ned mod dem. Løftede let sin hånd og vinkede tilbage. Mere kunne hun ikke rigtig gøre. Hvilken skam. Men det vidste fiskerne heldigvis. Hun så igen væk fra fiskerne og satte en kurs hen mod den høje lejlighedsbygning ikke langt fra hvor hun allerede sted. Hun masserede sine læber mod hinanden og fik spredt den røde læbestift lidt mere jævn. Hendes ansigt fik hende af og til, til at ligne en der var yngre end hun faktisk var, men hendes højde og andre kvindelige trak fortalt lidt mere om hende sande alder.
Bogen blev klappet sammen og i bløde bevægelse, blev den lagt tilbage i den oldschool lædertaske der hang over hendes ene skulder. I samme bevægelse begyndte hun at lede efter sine nøgler. Men hun kunne ikke høre den sædvanlige klingrende lyd, når hun rodede rundt blandt det ragelse, hun havde der i. Det kunne da ikke passe at hun havde glemt sine nøgler. Hvor? Hun havde da løst døren efter sig i morges.
Malou stod nu foran døren til opgangen og rodede lidt mere panisk rundt, mens sneen let dalede ned over hende. Snefnug lagde sig i de røde flamme hav af hår, hun havde. Som var hun en vinter prinsesse og sneen dannede et snør af kroner. Hun skulle lige til at trykke på knapperne der ville ringe op til de andre beboere, men den effekt var rimelig spildt på hende, og hun fik stoppet sig selv lige inden. Et suk løb over hendes læber og hun fik hurtigt vendt sig om. Lod sine oliven grønne øjne søge hen over sceneriet. Så nu måtte hun bare vente på at andre beboere eller noget ville komme forbi. Hvilket meget muligt ville kunne tage lang tid. Magtede hun at gå rundt og lede efter nøglerne?

Fiskerne begyndte at råbe af hinanden igen, ikke kort tid efter S.V. var gået længere væk fra dem.
...
Mens han stod og lænede sig op af muren lukkede han stille sine øjne. Det var ikke tit at hans hoved var så stille i længere tid. Hans periode med at høre stemmer var endelig ved at gå væk. Han sukkede dybt. Hans perioder med stemmerne syntes at blive længere og længere for hver gang. Oven i det begyndte de også at blive mere intensive. Det var dog umuligt for ham at høre hvad de sagde...
Der stod han i et stykke tid. Sneen faldt let på hans hår, men skøjtede ned af hans lædderjakke. Han kunne nu også li' sin lædderjakke, den var varm på trods af at den ikke var særlig tyk og så passede den til det meste af det andet tøj han gik med. Ikke at han bekymrede sig om den slags, men det var nu rimlig rart ikke at ligne en punker.
En stemme trængte igennem maskineriets larm. Måske var stemmerne ikke forsvundet helt? nej. vent. Dette var en fiskernes stemme. Det lød som om de hilste på nogen.
S.V. åbnede hurtigt sine øjene. Hans blik faldt med det samme på en ung pige som stod og vinkede til fiskerne. De lød glade for at se pigen og sagde ligefrem, velkommen hjem, til hende. Dog sagde hun ikke en lyd. S.V. var stille et øjeblik og lod sit blik hvile på hende, mens hun gik videre. Hans øjne fulgte hende langsomt men målrettet. Mon han kunne smigre sig ind på hende og få hende til at overtale de skide stædige fiskere om at give ham noget arbejde. Men det var nok for sent nu. Hun så ud til at bo i bygningen med lejligheder, som hun nu stod ude foran. Han sparkede lidt til den tynde nyfaldne sne og kiggede ned. Toget kom først meget senere og kørte ikke direkte tilbage til hvor han havde tænkt sig at opholde sig for natten. Hér på havnen ville han ihvertfald ikke sove. Her var både koldt, vådt og lugtede af råden fisk. Nej, så var det bedre at sove på legepladsen i legehuset, der havde han i det mindste et tag over hovedet. Han lod den ene hånd glide op under huen og kløede sig på den skaldede side af sit hoved. Små hår var begyndt at vokse ud og var begyndt at danne en blød overflade.
S.V. kiggede igen op på pigen. Hun stod der stadig. Hvorfor var hun ikke gået ind? Han kiggede lidt nærmere på hende. Hun så ud til at lede fustreret efter noget og det så ud som om hun til sidst gav op. Der gik nogle øjeblikke hvor S.V. blot stod og stirrede ud i luften. Han kiggede ikke på noget bestemt og tænkte heller ikke på noget. Han var gået i 'loading'-mode. Dette var ikke noget han kunne gøre for... Men i ét trykkede han sig væk fra muren med skuldrende og styrede direkte imod pige-barnet. Fiskerne opdagede det med det samme, at S.V. var på vej over mod pigen og begyndte straks at råbe efter ham, i et meget vredt toneleje.
Han stoppede op og kiggede kort på fiskerne. De så ikke ud til at ville komme efter ham. De var tæt på at havet fået hele deres travl op på kajen og hvis de slap den nu, ville den falde ned på dækket og alle fisk ville ryge ud. S.V. kiggede igen på pigen og begav sig derhen af- på vejen fiskede han hånden ned i sin ene lomme, og fiskede først en smøg op og derefter en lighter. Han stoppede et kort øjeblik for at tænde den. Tog et væs. Han var nu næsten helt henne ved pigen. Kun nogle få meter adskilte dem. Han tog endnu et væs. Hvor ville han ønske at det var hash eller lign. istedet for en simpel smøg. Han tog et væs og holdt den nu imellem tommel- og pegefingeren... Han stoppede op et par meter fra pigen.

Kan du ikke komme ind?

Sagde han med sin halvhæse, dybe stemme der havde en lille lyd af vibration. Næsten samme lyd som der kommer fra bass lyde. Han hvilede sine øjene på hende.

Malou opfangede hurtigt lyden af fiskernes stemme. I hendes hoved var de lidt irriterende til tider, med alt det de råbte. De skabte for meget postyr og for meget unødig larm. Hun opfangede aldrig rigtig hvad der kom ud af deres munde. Det var helt sikkert ikke noget der omhandlede hende i første omgang. Eller det håbede hun ikke. Den vrede tone var ikke noget hun ønskede, der blev rettet mod hende. Alligevel syntes det at fange hendes opmærksomhed, og på grund af hendes nysgerrige personlighed drejede hun let hovedet for at se ud mod kajen Og så videre ud mod bøden med fiskerne. Lige idet at hun så mod dem, stoppede de. Rimelig brat men det var ikke noget der lige fik andet end et lille skuldertræk. Det havde tydeligvis ikke været noget vigtigt eller noget til hende. Igen så hun så bare imod den stadig låste dør. Hun sukkede opgivende og prøvede sig bare frem, ved at trykke håndtaget ned. I håb om at den var åben. Hvorfor kunne man ikke bare få installeret kodelås?! Det var så nemt! Det eneste man skulle huske var et par numre. Hun savnede lidt hvor let det var at bo hos familien, hjemme i Paris.
Med ét, hørte hun et par skridt. Et andet set end hendes egne. Og disse virkede mere målrettede. De kom tættere og tættere på, og inden for få sekunder fik hun drejet sig en smule for at se hvem eller hvad der nærmede sig hende. Det overraskede hende lidt over hvor tæt på denne unge mand egentlig var kommet på hende. Hun nåede lige at få spærret sine øjne, bare en lille smule op, inden han åbnede munden og talte til hende. Spurgte indtil hende. Havde han ikke andet at begive sig til end at skabe sociale kontakter med en skøn jomfru i nød? Hun hørte skam godt hans spørgsmål og hun ventede ikke længe med at svare. Hun rystede blot på hovedet, som et enkelt svar. Der var jo heller ikke så meget andet at sige til det. Plus, hun kunne ikke gøre en skid andet for at vise en forklaring. Ikke med andet redskab end en bog og en kuglepen.
Med små skridt, på det samme sted, vente hun sig op og stod nu med fronten mod ham. Hun tillod sig at få kørte sine øjne ned af ham og så op igen. Det typiske elevatorblik. Mest af alt lignede han en af dem hun så sidde nede ved strøgets midte, og drikke sig stangstive i øl og andet billigt alkohol. Skulle ikke undre hende hvis han faktisk var en af dem. Dog havde hun aldrig set ham før. Men nu havde hun jo heller ikke kigget efter. Hun smilede stadig ikke. Blev bare stående med rank ryg indtil hun så gik tilbage i sin taske. Hun trak en almen notesbog, der var blevet dækket i fløjels stof, og en mekanisk blyant. Stadig uden et ord, fik hun åbnet den op på en blank side og skrev, hurtigt hen over siden i bløde strøg, som når man skrev med kursiv.
Endnu uden at skabe et smil på sine røde læber, vendte hun bogen om og holdt den op foran ham. Hvis jeg ikke kunne komme ind ville jeg ikke stå her i kulden, vel? stod der, med den forventede elegante skrift. Lige læsligt nok for det utrænede øje. Hun klappede så efter noget tid bogen i igen og trak den til sig. Viftede den kort foran sig, eftersom en røgsky havde fundet sin vej lige i hovedet på hende. Hun kunne ikke fatte at nogle rent faktisk ønskede at ryge. Der var så mange grunde til at lade være.

Han var vidst den hurtig-opfattende type. Nok en ting der kom nogenlunde let bag på hende. Normalt ville folk have taget det som en fornærmelse. Som ville hun ikke spilde ord på dem. Hvis de vidste bedre ville hun have stået og sendt den største smøre af en samtale ud. Åh, hvor hun savnede at tale. Hvordan lød hun egentlig nu? Forhåbentlig ikke som en lille pige. Hendes stemmebånd måtte uden tvivl have udviklet sig. Bare lidt.
Malou glemte helt at faktisk få svaret på det første spørgsmål, på grund af den lille forundring. Og inden hun faktisk kunne nå at gøre noget kom der noget mere ud af hans mund. Det fik hende til at se direkte mod ham. Ikke noget med at undgå øjenkontakt eller noget. Hun søgte det dog ikke. Denne gang var han ikke blot ubrugelig luft for hende. Havde røgen steget hende til hovedet. Hun ville gerne tænke mere over det, men hun var trods alt begyndt og fryse, som bare pokker. Det var simpelthen kulden der skrev for hende. Bogen blev igen slået op på samme side, som hvor den anden sætning lå og hyggede sig, og hun begyndte ellers igen at skrible ord ned. Måske lidt hurtigere end før.
Jeg har en sofa du kan låne. Gulvet er også behageligt men du bestemmer. Det var tydeligt at hun havde taget imod hans tilbud. Men det lå kun hvis han rent faktisk kunne få døren op. Bogen blev atter lukket i efter at have vist ham svaret, og den fandt så sin vej ned i den varme taske. Hvis bare hun kunne folde sig sammen og presse sig selv ned i den. Trods at kulden havde nået ind igennem det tynde stof, hendes tøj bestod af, lignede hun ikke en der frøs. Hun lagde blot sine arme en smule omkring sig og trådte til side. Hvordan han havde tænkt sig at komme ind i lejligheden, skulle nok blive interessant. Måske kunne hun tage i lærer af det. Det kunne gå hen og blive en vane, det med at glemme tingene.
Hun førte galant sin ene hånd op mod sin nakke og kastede lidt af det røde hår væk fra skulderen. Fugtigheden der hang i luften var begyndt og påvirke det bløde flamme hav, så små hårstrå klistrede sig til hendes ansigt. Det kildede på sådan en ubehagelig måde.