Tid til træning, Zane

Endelig alene. Endelig i mørket. Endelig tid til træning. Disse tre sætninger gled igennem Adonias bevidsthed, mens hun gik rundt i skoven. Hun holdt øje med sine omgivelser både efter andre væsener, men også efter den lysning hun nu søgte. Det var lang tid siden at hun sidst havde været der, men hun havde en forholdsvis god stedsans så hun tvivlede ikke på at det ville blive et problem at finde den.
Skoven var så tys som en skov nu engang kunne blive. Vinden satte træernes grene igang, og en let hvislen kunne høres. Fugle pippede til godnat, mens de puttede sig ned over deres æg så de kunne holde varmen. Puslen i skovbunden kunne svagt høres. Nej skoven var ikke tavs, for dette var ikke en mulighed. Dog ønskede hun ikke tavshed i skoven. Hun kunne godt lide det natteliv der fandtes i skoven, det vidnede om at ikke alt var blevet infiltreret af menneskene.
Fremme tænkte Adonia, med et lille smil. Skovens træer havde delt sig og dannede en nydelig lille lysning. En lysning der var perfekt for hende til at genopfriske lidt træning. Hun havde desværre de sidste par dage ikke haft ordenligt tid til at kunne træne, og hun følte derfor at hun var kommet bagud.
Hun trådte ind i lysningen og så sig omkring. Perfekt. Hun tog en hår elastik frem og satte sit lange lyse hår op i en høj hestehale, hun ville gerne starte med ikke at få hår i ansigtet da det i nogle tilfælde kunne forstyre og være distraherende.
Adonia stod nu midt i lysningen. Hun pegede på 4 træer. Et efter et. På hvert tre hun pegede på kom et lille kryds. Hendes mål. Adonia rullede lidt med skuldrene, rystede ben og arme, hvorpå hun stillede sig klar. Klar til træning.