Ankomst // Mallorie

Sted: Lufthavnen
Vejr: Solen kigger af og til frem fra skyerne, men ellers er størstedelen af himlen optaget af grålige skyer. En kold vind blæser af og til op i blade og skrald, men ellers er det ikke synderligt koldt.
Tid: 16:19

Edward fæstede grebet om sin kuffert, og satte sig i bevægelse. Han så op i loftet hvor skiltene hang, og søgte ikke længe før han fandt hvad han ledte efter. Udgang, exit. Hans ben styrede ham automatisk derhen af. Hans sko gav ingen synderlig genklang mod marmor gulvet, hvilket var ham meget fremmed. Edward var ikke vant til almindelig kondisko, eller hvad pokker de nu hed. Sko med en blød sål. Han havde alt for længe befundet sig i praktiske støvler, med hårde såle, og skoene vejede mindst et kilo stykket. Han fortsatte bevægelsen, et ben foran det andet, stadig rimelig stivbenet, men alt for længe havde han gået sådan, eller marcheret. Skiltene dirigerede ham til højre, og han fulgte dem lydigt. Han prøvede at koncentrere sig om verden omkring sig, han prøvede virkelig at smile til en ældre dame der kom gående forbi, men det blev nærmere en grimasse, og han priste sig lykkelig at hun ikke så ud til at ænse ham.
Edward var ikke gået ubemærket hen da han tidligere betrådte en lufthavn. Hans uniform havde afsløret ham, og de fleste havde set på ham en ekstra gang. Der havde været mange forskellige blikke. Alt fra afsky til ærefrygt. Han savnede ikke nødvendigvis opmærksomheden, og heller ikke uniformen, det var så lang tid siden han havde gået i civilt tøj, som det så smukt hed. Han skulle sikkert kun vænne sig til det. Han kneb øjnene sammen, og så op i loftet endnu engang, videre fremad. Lufthavne. Han havde elsket dem som barn, men han måtte nu engang sande, at de der lå i større byer ikke rigtigt tiltalte ham, udelukkende på grund af de store afstande, der oftest skulle krydses til fods. Ikke fordi at han ikke var fysisk i stand til det. Han var i udmærket fysisk stand, det var en af de få fordele ved hæren.
En lille krøllet seddel fandt dens vej ud af hans lomme, og ind i hans åbne håndflade. Edward fortsatte stadig fremad, dog nu med den største del af sin opmærksomhed rettet mod sedlen i hånden. Der stod et enkelt navn.
Han havde for et par uger siden ringet til et menneske han ønskede at stifte bekendtskab med. Det var en søster, han ikke havde anet eksisterede, men hun var også hans halvsøster. Det var først for et par uger siden at hans far havde fortalt ham det. Han havde godt vist at hans far havde fået ham udenfor ægteskabet, men faren havde aldrig fortalt noget om denne anden storesøster han havde. Hun havde åbenbart mand og barn nu, så hun måtte være noget ældre end han selv. Edward var ikke sikker på hvad hun hed, men på den lille seddel stod med store bogstaver et navn, Mallorie. Han var ikke sikker på om det var hendes navn, da hun jo var ældre end han, og han havde aldrig hørt dette navn før. Så det måtte være relativt nyt, eller fundet af nogle meget opfindsomme forældre. Så var det nok ikke hans far. Edward betragtede fortsat sedlen. Skulle han mon skrive Mallorie på et stykke papir, og så et spørgsmålstegn. Det var umiddelbart det bedste bud. Hans fremmede halvsøster havde bedt ham om at lede efter Mallorie når han ankom i lufthavnen. Hendes mail havde været meget kortfattet, og meget formel. Han havde altså ikke indtrykket af, at hun så frem til deres møde. Måske hun endnu ikke havde vænnet sig til tanken, om at hendes mor var smuttet uden om sine ægteskabelige løfter. Edward pakkede den lille seddel væk, og tog fæstede grebet om kufferten, før han satte kursen mod en lille cafe.
Edward satte sin kuffert fra sig, og satte sig selv på en af caféen små stole. Han fandt en blok frem, som han altid gik rundt med i lommen. Han stak hånden ned i lommen igen, og rodede et øjeblik efter en tusch, i sin søgen stødte han også på en kuglepen, men han havde brug for et skriveredskab der kunne ses på afstand. Edward tog proppen af tuschen og skrev med blokbogstaver “Mallorie”, og derefter et spørgsmålstegn. “Mallorie?”
Tilfreds med resultatet pakkede han skriveredskaberne ned i sin dybe jakkelomme, før han rejste sig op og greb fat om kufferten igen. Ankomsthallen. Hans næste destination. Edward satte fødderne i gang, og mærkede en uro, han længe ikke havde følt før, røre på sig i sin mave. Det var uroen over et nyt bekendtskab. Et han selv havde arrangeret, så mon ikke han burde være rolig ved det. Desværre var han alt andet end rolig, men han havde også opgivet meget ved at rejse til dette nye land. Han var lige begyndt på at studere til læge, men droppede ud af universitetet og flyttede til Terre, da han ikke kunne holde ud at bo i London mere. Alt for meget havde været alt for velkendt, og han kunne ikke holde det ud, han måtte starte på en frisk.
Edward drejede om et hjørne, og stod nu i ankomsthallen, han så ned på sin hånd, hvori papirlappen lå. Han tog den langsomt op foran sig, og så sig undersøgende omkring. Mon hun lignede ham? Og hvad eller hvem, skulle han overhovedet kigge efter?

Mallorie steg med et forvirret blik ud af den taxi, som havde kørt hende til lufthavnen og kiggede sig omkring. Det var pludselig blevet en meget travl eftermiddag for den unge pige. Hendes mor havde fortalt hende disse ord, før hun var løbet ud af døren, for at komme på arbejde; ”Husk lige, at jeg gerne vil have dig til at hente Edward i lufthavnen i eftermiddag. Hans fly skulle være der omkring 16.30.” Mere information havde hun ikke fået. Hvem fanden var denne Edward og hvorfor var det lige hende, som skulle hente ham? Hendes mor var gået ud af døren i det samme sekund, så hun havde ikke haft nogen mulighed for at spørge mere ind til det. Edward, lufthavn, klokken 16.30. De 3 informationer var det eneste, som den 17 årige pige havde fået. Klokken var omkring 15.00, da hun fik det af vide, så der var lige pludselig blevet travlt. Hun havde været hjemme hele dagen og havde hverken ordentligt tøj eller noget på. Hendes hår havde været total ude af proportioner og hendes make-up fra dagen før skulle der slet ikke snakkes om. Med et suk måtte hun i gang med at finde tøj. Hun var kommet ud af døren omkring en halv time efter og havde sat kurs mod lufthavnen i en taxi.
På vejen derned kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvem fanden denne person var. Hun måtte selv til at finde noget information, når hun engang nåede hjem igen. ”Okay… Lad os finde denne Edward” sagde hun til sig selv og droppede tanken omkring, hvem denne person var og fokuserede i stedet på at finde ham. Det skulle ikke blive en nem opgave. Alle mennesker omkring hende så ud til at være ligeså forvirrede som hende selv. Fly omkring hende, biler der osede, mennesker der prøvede på at finde deres familiemedlemmer og skrigende børn. Det var forfærdeligt. Hun havde mest af alt lyst til bare at tage hjem igen og lade denne fremmede mand finde hjem selv. Men han kunne da ikke være fremmed? Hvis hendes mor bedte hende om at hente ham, så måtte de have en eller anden relation. Måtte de ikke? Hun kunne ikke lade være med at bryde sit hoved med det, imens hun gik ind gennem lufthavnen.
Men… Hvordan skulle hun finde ham? Hun havde ikke nogen som helst anelse om, hvem denne person var eller hvordan han så ud. Det kunne ikke være rigtigt. ”Tak mor….” sagde hun lavt og kiggede sig rundt. Hun ledte efter noget. Ankomsthallen. Han kunne ikke allerede været gået sin vej, kunne han? Det var ikke just en let måde at komme til den hal på. Med mennesker over det hele, så gjorde det det en smule sværere. Det var… Menneskemylder over ALT! Lige i den værste tid. Det her var bare perfekt! Med et suk prøvede hun på at mase sig videre igennem alle menneskerne.
Hun nåede endelig til ankomsthallen og kiggede sig omkring. Hun prøvede på at være rolig, men det kunne hun ikke. Hun mærkede sommerfuglene lette fra hendes mave og lod en hånd køre gennem sit hår, for at tænke på noget andet. Bare et eller andet! Hun kiggede end af sig selv og kunne ikke lade være med at smile. Hun var nu meget tilfreds med resultatet, selvom det var gået meget stærkt. Et par jeans, som snart havde set sin sidste holdbarhedsdato. De havde efterhånden været igennem meget og de var også godt 3 år gamle. Det var ikke fordi de var meget slidte eller noget, men man kunne godt se på knæene, de havde været igennem en del. Et par sko, som var overtegnede med alverdens små smileyer og tekster fra hendes gamle veninder. En t-shirt med en løve på og en vinterjakke, som var åben, da temperaturen inde i hallen efterhånden var nået sit højdepunkt.
Efter hun havde stået og kigget ned af sig selv et minuts tid, kiggede hun igen op og et underligt syn mødte hende. Hun kunne se en mand nogle meter væk fra sig, med et skilt i hånden, hvor der stod ”Mallorie?” Det kunne ikke være andet end ham. Hun var næsten bange for at tage kontakt til ham, men måtte alligevel, da hun havde lovet sin mor det. Hun måtte skubbe sig forbi nogle mennesker, men nåede alligevel til manden efter noget tid. ”Edward?” spurgte hun med et forsigtigt smil og kiggede op på manden. ”Jeg er Rosemarys datter, Mallorie” tilføjede hun for at forklare sig en smule. Hun kiggede mod manden med hovedet en smule på skrå og bed sig kort i læben. Hvordan mon han ville reagere?

Han løftede hovedet ved lyden af sit navn. Pludselig stod hun foran ham, med en tilkendegivelse af sig selv og rødt hår, hun var ikke til at tage fejl af. Det var det første der slog ham, hendes røde hår. Det havde en noget mere kraftig farve end hans eget, men da han havde været yngre, havde det næsten haft samme skær. Ubevist foretog hans mund en lille trækning. Hans næste tanker gik til hendes alder, for hun måtte være yngre end han. Mon hun stadig gik i skole? Eller var hun igang med en uddannelse? Edward skubbede tankerne til side, han måtte handle. Han fangede et øjeblik hendes øjenkontakt, og satte så kufferten fra sig. Frem fra jakkelommen fandt han en kuglepen og den lille blok papir. Med koncentrerede mine begyndte han at skrive, størstedelen af de spørgsmål han havde på hjertet måtte han vente med til senere. Bogstaverne tog langsomt form på papiret.
"Hej Mallorie," stod der. "Hyggeligt at møde dig. Mit navn er rigtigt nok Edward."
Han tøvede et øjeblik, og stirrede på ordene. Derefter så han op på Mallorie, han rynkede let brynene, som for at udstråle lidt af den tvivl han følte. Han havde allerede blottet sig på få sekunder, men det var svært at undgå. Han havde jo selv taget initiativet til dette møde, så måtte han også kommunikere, på den ene eller anden måde. Han løftede ikke kuglepennen alt for langt væk fra papiret, for han kunne stadig ikke finde ud af om han skulle skrive de ord, der rumsterede rundt i hans tanker. Mon hun vidste at han var hendes onkel? Halvonkel rettere sagt, eller i hans tilfælde skrevet.
Hvis hun ikke vidste det, ville han vel alligevel ønske at hun fik det at vide på det ene eller andet tidspunkt. Hun var hans halvstoresøsters datter, det havde hun jo bekræftet. Rosemary Moones. Det var navnet på den ukendte storesøster. Edward så ned på papiret endnu engang, og så på Mallorie. Hun tog ikke afstand fra ham, så måske hun virkelig ikke vidste hvem han var. Unge mennesker var vel nysgerrige, og hvis Mallories mor ikke havde tænkt sig at tilfredsstille denne nysgerrighed, skulle han nok gøre det.
Edward kastede et kort blik på kufferten, for at sikre sig at den var der, før han skrev de næste ord, de blev lidt små, fordi de andre ord syntes at fylde hele siden, men han fik dem nedfældet på papiret i små blokbogstaver, således var han sikker på at de var læselige.
"Jeg er din halvonkel," stod der nu nedenunder. Han så langsomt op for at læse hendes reaktion. Det kunne også have været en dum ide at skrive det nu. Han skulle måske først have vundet hendes tillid, eller fundet et sted de kunne sidde stille og roligt ned. Så langt havde han dog ikke tænkt.

Mallorie kunne ikke finde mening i noget af det. Hvem var den mand og hvorfor lignede han hende så uhyggeligt meget? Hun tænkte ikke på noget tidspunkt, at de kunne være i familie. Det var ikke muligt. Det kunne det ikke være. Det var der alt for lille sandsynlighed for, så den tanke smed hun med det samme væk, da den kom snigende. Dog var der mange ligheder mellem dem. Det røde hår bare for at se på det indlysende. Hun anede hverken ud eller ind. Hvad skulle hun gøre ?? Der stod en eller anden fremmed mand foran hende og kunne ikke komme på noget meningsfuldt at sige til ham. Hun kunne vel starte med at spørge ham om, hvem han var og hvad han lavede der. Men det største spørgsmål var nok, hvorfor hendes mor havde været så hemmelighedsfuld omkring det. Det gav ikke nogen form for mening. De plejede ellers altid at kunne snakke med hinanden om selv de mest underlige ting. Dette havde nok bare været en undtagelse. Hun vendte blikket imod ham igen, da han begyndte at bevæge sig. Dog var det ikke den form for bevægelse, som hun havde ventet. Han gav sig til at skrive på en blok. Var han stum? Det kunne godt ligne det.
Hun nikkede mod blokken og så dernæst op mod hans ansigt. Hun måtte modstå trangen til at komme med en indsindet kommentar, som hun havde på tungen. Det ville ikke være en ret god ide at begynde på det overfor en person, som hun skulle tilbringe hele aftenen sammen med. "O..også hyggeligt at møde dig" sagde hun med en forsigtig tone og vendte blikket mod gulvet igen. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun reagerede på den måde. Det var virkelig ikke noget, som skete ret tit. Det med at være flov, forvirret eller sågar nervøs lå ikke til hendes personlighed. Det var i hvert fald ikke noget, som skete tit. Også selvom det kunne ske, så var det i meget begrænset omfang. De gange, de seneste år, hvor hun havde været nervøs, var det forsvundet igen nogle minutter efter og byttet ud med den flabede personlighed igen.
Hun havde stadig ikke den fjerneste ide om, hvad hun skulle hente denne mand for og kunne ikke lade være med at undre sig over det. Hun ville egentlig gerne spørge ham om det, men vidste ikke, om det ville være lige uhøfligt nok, hvis det nu ikke ragede hende. Hendes mor skulle også have lov til at have sine egne hemmeligheder. Hun kiggede på ham med et undrende blik, da han igen gav sig til at skrive på den lille blok. Et chok ramte hende, da hun så bokstaverne skrevet ned på den lille blok. "Hv...HVAD?!" sagde hun en del højere end forventet og kiggede på ham med et undrende blik. Det var ikke ligefrem, hvad hun havde forventet at få af vide.
"H...Halvonkel?" fik hun stille fremstammet imens hun trådte et skridt tilbage af ren forskrækkelse. Hvorfor fanden havde hendes mor ikke sagt det til hende? At hun skulle møde sin onkel, som hun aldrig havde hørt det mindste om. Det var virkelig ikke, hvad hun havde forventet at få af vide. Dog fik hun til sidst taget sig sammen til at snakke til ham igen, med en lidt mere rolig tone end før. "Okay så..... Men hvorom alting er, så skal vi have fundet en Taxi, så vi kan komme hjem" sagde hun stille og kiggede på ham. Hun havde stadig ikke helt forstået situationen og ville helst undgå at snakke mere om det.

Han havde forventet en reaktion som denne, men inderst inde håbet på noget andet. Hvad det helt præcis var, vidste han ikke, men nu vidste han i hvert fald hvordan landet lå. Rosemary havde ikke inddraget sin datter i deres skæve familieforhold. Edward lukkede øjnene et kort øjeblik, og prøvede at samle tankerne om sin næste handling. Impulsiv var han ikke ligefrem, i hvert fald ikke i selskab med fremmede, men han havde også kun mødt få der var det.
Der gik et lille rums tid før hun talte til ham igen, efter det lille udbrud. "Hjem". Han rynkede synligt sine øjenbryn som et udtryk på de overvejelser han gjorde sig omkring ordet. Hjem til Rosemary og hendes familie. En familie han dårligt nok kendte. Han havde ikke al for god erfaring med familier, og hvis Mallories far var lige så uvidende, som hun havde været sekunder forinden, så kunne det godt vende lidt op og ned på tingene. I værste fald, fik han ikke muligheden for at lære dem ordentligt at kende. Hvad der egentligt havde været hele målet med denne vanvittige flugt fra England. Han så derfor en anelse bekymret på Mallories unge ansigt, og kunne ikke lade være med at hæfte sig, et kort øjeblik, ved hendes øjne. Måske var det lyset, men de havde dette udefinerbare skær. En farve der lå et sted mellem grøn og brun, så det havde altid været svært for fremmede at beskrive den. Kun kunstner kendte til så unikke en farve.
Edward blev revet ud af sine tanker, da tavsheden trak sig ud. Han så ned på sin blok igen og så på Mallorie for at sikre sig, at han havde hendes opmærksomhed. Han rev den gamle seddel af og kom den i lommen.
"En cafe?" skrev han med en lidt mere sirlig skrift end før, stadig læselig, men nærmere den skønskrift han blandt andet underskrev vigtige papirer med. Edward havde oprindeligt tænkt på at finde en cafe. Her ville han fortælle hende det hele i ro og mag, men da bomben var slået ned, var der kun forklaringerne tilbage. Edward ønskede dog at forklaringen i det mindste kunne foregå i ro og mag. Et cafe var det bedste han kunne komme på, den ny købte lejlighed lå stadig øde hen.
Edward så på Mallorie endnu engang.

Mallorie vidste ikke rigtig, hvordan pokker hun skulle reagere og en vrede kom op i hende. Hvis hendes mor vidste det, hvorfor fanden havde hun så ikke fortalt det til sin egen datter? Havde hun ikke en hvis ret til at vide, hvem hendes egne familiemedlemmer var?! Det var tydeligvis ikke tilfældet, da hun aldrig nogensinde havde hørt et ord om denne såkaldte onkel. Og så endda en, som hun burde vide noget om!? Hendes raseri var ved at koge helt over og hun måtte lige fatte sig i nogle sekunder, før hun igen kunne kigge på den unge herre, som stod foran hende. Hun håbede stærkt på, at han havde en forklaring på det hele, for det havde hun sandelig ikke.
Hun hoppede ud af sin lille tankestrøm og kiggede op på Edward igen. Med et lille suk sendte hun ham et varmt smil. Det var jo ikke hans skyld, at hendes mor ikke ville fortælle hende det og det ville ikke være fair, hvis det gik ud over ham, at hun var blevet en smule mopset. Med et smil og en dyb indånding prøvede hun på at komme tilbage til virkeligheden og til den person, som stod afventende foran hende. Hun prøvede på at holde hovedet koldt, selvom hun godt vidste, at det ville blive et problem i længden. Det med at slappe af, når hun først var oppe i det røde felt var hun ikke ligefrem god til. Det ville ikke være et godt førstehåndsindtryk at flippe ud på en næsten fremmed mand midt i en lufthavn. Det var en ting, hun helst ville undgå.
Mallorie kiggede mod ham igen, da han brød tavsheden ved at fiske sin lille blok frem igen. Hun lod sin fulde opmærksomhed falde på ham, imens han gav sig til at skrive. Hun blev mere og mere nysgerrig over hans tavshed og kunne snart ikke holde det tydelige spørgsmål inde længere, men tvang alligevel sig selv til at tie stille, bare lidt endnu.
Hun smilede til ham, da hun havde læst han spørgsmål. Dog var det blevet en smule mere besværligt at læse hans skrift, både fordi den var lille, men også fordi den var blevet mere formel, hvis man kunne kalde det det. Det var ikke kun blokbokstaver mere og det gjorde det en smule sværere for den unge pige at læse det. Dog var det stadig muligt, og så længe det var det, så var alt vel i grunden fint. Med et smil og endnu en dyb indånding nikkede hun til ham og begyndte at gå. "Der ligger en lige derovre" sagde hun og pegede mod venstre, hvor der var en lille café. Den lå ikke mere end 15 meter fra, hvor de stod, så det var nu nemt og hurtigt at komme derhen. Hun satte sig ned ved et af bordene og afventede en reaktion fra den unge herre.

Han betragtede hende i sekunderne hun brugte på at læse hvad han havde skrevet. Det menneskelige ansigt var ham et ubegribeligt mysterie, og han kunne derfor sidde længe og beskæftige sig med denne ene ting ved en person. Mallories ansigt interesseret ham på grund af hendes ungdoms uskyld, det gav det i hvert fald udtryk af, men han mente også at kunne spore et par små bekymrede rynker. Hun var altså ikke helt og aldeles uskyldig, men det ville også undre ham, hun virkede meget energisk, og energiske mennesker havde det med at rode sig ud i al muligt. Om dette galt for Mallorie kunne han ikke sige. Han så stadig på ham, da hun vendte ansigtet op imod ham og sendte ham et smil, han fandt ikke kræfterne til at gengælde, før hun styrede over mod det han havde eftersøgt. En cafe. Han nikkede. Den måtte kunne gøre det ud for hvad han behøvede, selvom han var lidt skeptisk overfor caféen da den lå i lufthavnen. Selvom lufthavnens travlhed fascinerede ham, var det ikke nødvendigvis der han ville foretrække at komme med sine forklaringer, som i bund og grund også var hans livshistorie. Edward kendte endnu ikke byen han befandt sig i, så han stolede på Mallorie i dette tilfælde. Desuden var der mange caféer i sådan en lufthavn, og ingen sagde at denne skulle være specielt befolket. Så han tog fat i kufferten og fulgte efter hende derind.
Kufferten placerede han ved siden af stolen som han satte sig på, det var et tomandsbord, med ikke megen plads, men der var ganske god plads til den blok han havde brugt, og nu fremdrog fra lommen. Edward fandt også kuglepennen frem igen, den var orange, modsat blokken bar den dog præg af at have været meget i brug. Der havde engang stået noget på den med en sort skrift, navnet på det firma der fremstillede dem, måske. Det var næsten slidt helt væk. Han betragtede den et øjeblik, men vente derefter opmærksomheden mod Mallorie. Han vidste ikke hvordan han skulle gribe det an, og kiggede derfor på et lille kort over drikkevarer.
"Kunne du bestille en kop te til mig? Og måske noget til dig selv - jeg frygter at det kan komme til at tage lidt tid," han skrev det med tydelige bogstaver, og så kort på det for at sikre sig at det var læseligt. Så rev han papiret af blokken og vendte det om mod hende, så hun kunne læse det. Mens hun læste det skrev han en ny seddel.
"Vil du stille spørgsmål, eller skal jeg forsøge at tage det fra en ende af?" Endnu engang så han på det, han kunne ikke komme på en mindre direkte formulering af det. Han havde egentligt heller ikke lyst til at gå op i om det lød for direkte, så han godtog det, og vendte blokken om mod hende, så hun også kunne læse dette.

Da Mallorie med lange skridt trådte over imod den valgte café rungede hendes hoved nærmest med de mange tanker, som røg gennem det. Med tunge vejrtrækninger prøvede hun på at holde sig i ro. Hvis det havde været alle andre situationer end lige denne, var hun for længst sprængt i luften med et skrig. Hun måtte knuge hænderne sammen, så neglene borede sig ind i hendes håndflade, for ikke at begynde sit klassiske raserianfald. Man kunne tydeligt se det på hende, når det kom. Hendes øjne ville gradvist begynde at ændre sig. Man ville kunne se det sorte brede sig og vreden komme frem. Dernæst en rysten igennem hele hendes krop. Det stadie var hun nået til nu, men prøvede desperat på at holde det nede. Det ville ikke se godt ud at flippe skråt midt inde i en lufthavn. Det blev hun ved med at sige til sig selv, som hun sad der på caféen med en total fremmed mand, som skulle være hendes onkel. *Slap af....* tænkte hun og kiggede rundt på alle de travle mennesker.
Hun hørte godt, at han endnu engang fremdrog den lille blok fra sin lomme, men havde for travlt med at prøve på at slappe af, at hun ikke ville vende blikket imod ham. Hvis han så hendes øjne nu, så ville han sikkert tro, at den unge pige var sindsyg. Hun kunne dræbe en eller anden og hun vidste ikke engang hvorfor. Det var vel ikke så slemt igen, men det syntes hun alligevel på en eller anden måde. Det at hun INTET havde fået af vide af sin mor og blot var blevet sendt afsted for at hente en eller anden fremmed. Fremmed. Fremmed. HVORDAN KUNNE HUN?! Endnu engang måtte hun knytte hænderne sammen for ikke at begynde at banke på et eller andet. *Okay, nu er det nok* tænkte hun med et suk og rystede en enkelt gang på hovedet, før hun igen vendte sig mod Edward.
Hun kiggede på det papir, som lå foran hende og sendte ham et forsigtigt smil. "Selvfølgelig" sagde hun derefter og rejste sig op. Der gik ikke mere end nogle få minutter, før hun kom gående med en kop te og en kop varm kakao. Komme til at tage noget tid. Ja det tør sandelig siges. Hun satte koppen foran ham og sagde høfligt, så høfligt, som det nu var muligt; "Her" Hun plantede sig overfor ham igen og satte sin kakao foran sig.
Hun læste kort sedlen og trak derefter på skulderne. Hun havde ingen ide om, hvad hun helst ville. "Bare prøv at tage det fra en ende af" blev det så til i sidste ende med endnu et suk efterfuldt af sit svar. Dog var der en ting, som hun virkelig gerne ville have svar på. "Er du født stum?" spurgte hun MEGET forsigtigt og sendte ham et lille smil. Bare et lille et som undskyldning, hvis det nu skulle være for personligt et spørgsmål.

Edward nikkede til hende som tak da hun satte koppen på bordet foran ham, det var vel overflødigt med ord. Han fulgte hende med blikket da hun satte sig ned overfor ham, vagtsom. Han var absolut ikke sikker på situationen, men det var han efterhånden så vant til, at han ikke bemærkede det yderligere. Edward var begyndt at leve alt for meget i nuet, han havde ingen langsigtede planer og håbede derfor også kun på det bedste for de næste ti sekunder.
Han lyttede til hendes ord. Fra begyndelse altså. Det var fair nok, men et eller andet sted ville han gerne have været forberedt på det. Så kunne han have tænkt over det i forvejen og skrevet noget ned. Derfor valgte han også at svare på hendes noget mere konkrete spørgsmål først.
"Nej," skrev han på papiret og vendte det så hun kunne læse det. Han blinkede ikke, hans ansigtsudtryk forblev det samme. Neutralt. Det var noget han kun tænkte over når han var alene, og det generede ham ikke at hun spurgte. Edward vendte igen blokken om så han kunne skrive, hvilket han gjorde med en koncentreret mine.
"Jeg voksede op i en hel normal familie, med en storesøster, en mor og en far. Indtil min 18 års fødselsdag. Da fortalte min far mig om hans affære, med din mor. Umiddelbart brød min verden sammen. Min far havde altid virket som en hæderlig mand på mig, men jeg mistede en del af min respekt for ham den dag. Jeg søgte en ny faderfigur -" han stoppede op et øjeblik, for det var først rigtigt nu det gik op for ham stor en betydning hans onkel havde spillet for ham "- og fandt ham i min onkel.
Jeg tilbragte meget tid hos min onkel, han snakkede meget om hans tid som soldat og da jeg ikke viste hvad jeg ville med mit liv, meldte jeg mig i hæren. Nu er jeg tilbage, jeg blev skudt i benet, det er helet nu."
Edward vendte papiret om så Mallorie kunne læse det. Han betragtede hendes ansigt, opmærksom på den mindste reaktion. Det var underligt, at se sin livshistorie skåret ind til benet på papir.