Family Roberts.

af Gæst Ons 16 Jan 2013 - 17:45

Sted: Norge, Stavanger.
Omkring: Alt for mange ting og væsner til at beskrive.
Vejret: Stormvejr, men det går lige.
Tid: 18:45.

___________Forbeholdt til Megan Ray__________

Hun strakte sig ud og Jolene sprang på hende. Hun aede den grå/hvide kat og den begyndte at spinde af ren nydelse. Hun smilede fraværnende til det lille kræ og fjernede den fra sig. Det kunne den så ikke lide, så den traskede over imod hendes pude og fandt sig til rette, mens den skulede til hende. – Hun rejste sig op og begyndte at tage tøj på. Jorden ventede på hende og det eneste hun kunne få sig selv til var, at vende ryggen til den. Hun var dog nødt til at vende tilbage, da hun måtte indse, at hun aldrig kunne løbe væk fra hendes pligter. Hvad der gik rundt kom altid tilbage. Og hvorfor skulle dette her var en undtagelse?
Den grønne korte kjole blev trukket over det spinkle, men veltrænet feminine krop. Håret blev børstet et par gange også sad det som det skulle. En dag som i dag var ikke en dag hun glædede sig til. Hun skulle genforene mor og datter. Lykkens sang og hjerternes bal. Hun havde intet at gøre længere, hun vil desuden også være glemt ligeså snart de første tårer var fældet og de hvilede i hinandens favn. Det var ikke noget, der rørte hende, men det hun i virkeligheden undgik, var tankerne, som vil følge hende resten af året. Hver gang hun så Megan og Dina. – Mobilen kimmede, da hun havde fået sine sko på. Hun kunne se på displayet at det var Dina. Abira havde aldrig været god til tekniske ting og hun synes stadigvæk at det var fascinerende, hvordan et menneske kunne dukke op i en skærm. Hun havde kaldt det menneske-magi. Uanset hvor klog hun end var, ville hun aldrig finde ud hvordan sådan et fungerede.
”De snakker med Abira Walters” hun besvarede opkaldet, mens hun tog sine hvide handsker på. Jolene kom gående imod hende og nussede sig op ad hendes ben. Abira bøjede sig ned til den og aede den på hovedet. ”Abira, min egen. Hvor er I nu?” lød en stemme i telefonen. Meget nervøs og spændt, var hvad hun kunne konstatere. ”Jeg er på vej for at møde hende nu, Dina. Men jeg ringer ligeså snart vi er i nærheden” sagde Abira kort og godt og rejste sig op. Hun tog sin taske og forsatte imod døren. Hun vinkede katten væk og lukkede døren fra sig. ”Okay” var det sidste hun hørte fra Dina.

Aftalen var, at de skulle mødes i Oslos banegård. Hun regnede med at Megan let vil finde det. Så længe hun havde gået i skole, så skulle hun nok klare sig. Der var jo sådan set heller ikke en grund til at gå i skole, hvis man intet fik ud af det. – Hun sad allerede i flyvemaskinen og fattede virkelig ikke, hvordan alt hang sammen. Men hun forstod sådan heller ikke magi. Deres magi. Overnaturlig væsnernes magi. I virkeligheden var alle lige dumme. Hver gang hun tænkte om jorden og dens oprindelse, så blev hun så forfærdelig forvirret. For, hvis Big Bang havde lavet al det her, hvad var så før Big Bang? Der måtte da være et eller andet før alt..
”Vil De have noget fra vognen?” spurgte en kvinde, som stod foran en vogn. Abira så på hende og vognen. ”En avis tak” svarede hun og hun fik en avis. Hun betale de dyre domme og lod sine øjne skimme forsiden. Der var en stor debat om stormen, som tilsyneladende havde spredt sig. Sneen indeholdte radioaktivitet og det hele lignede ravnerock. Hun smilede over ordet, da det var lidt sjovt nu da hun var på vej til Norge. Altså, Nordisk mytologi?..

Efter flere timer.

Endelig ankom hun. Tiden var slået ihjel med avisen, der til sidst havde fanget hendes opmærksomhed. Hun havde læst hvert eneste ord i den store avis. Verdenen trængte til nye historier efter hendes øjne.
Hun stillede sig ved siden af de mange væsner, som ventede på de nyankommende. Hun stillede sig i blandt dem og spejlede efter Megan. Måske var pigen kommet tidligere end hun havde forventet? Men her stod hun så og ventede på menneskebarnet. Megan måtte da være pænt nervøs for at møde sin mor. Det ville hun selv have været.. hvis hun var i live.
Men det var hun ikke, så det kunne være pænt ligemeget. Nu handlede det om Megan og ikke hende. Så tankerne omkring hendes liv skulle skubbes væk og hun måtte tænke som en professionel nu..

af Gæst Ons 16 Jan 2013 - 20:20

Megan Rae var taget til lufthavnen det sekund, hun var vaagnet. Det var nu ikke som om hun havde sovet meget. Hun havde glaedet sig saa ubaerligt meget, at hun naesten havde kastet sig rundt i sengenn af spaending, hvilket ikke ligefrem stoettede hende i hendes kamp for en god nats soevn.
Hvorfor kunne de ikke bare vaere taget af sted om aftenen? Hvorfor kune de ikke vaere taget af sted samen? Hun foelte sig utroligt ensom, da hun gik imod lufthavnen alene. Hunhavde haft planer om at goere sig paen til lejligheden - maske endda feminin for sin mors skyld. Hun havde endda taget en fin kjole paa! Men hun foelte naesten, at det vile vaere som at lyve for sin mor. Det kune hun ikke tillade sig. Derfor endte hun med at vaelge noget simpelt frem for noget fint. Jeans, t-shirt og et tykt stofarmbaand, for at skjule et saar, fra der hvor hun var kommet til at braende sig den foregaaende aften, da alt gik lidt hurtigere, end hun kunne foelge med i. Det ville blive koldt i Norge, og hun var skam forberedt. Men saa snart hun var landet maerkede hun, at der var en anden luft omkring hende - dog ikke saa meget paa grund af sneen. Det havde allerede sneet hjemme i Frankrig ... luften var bare fremmed.

Hendes stedsans kunne have været bedre - men den kunne bestemt også have været meget værre. Og eftersom hun aldrig havde været i Norge før, var det sværere for hende, at finde rundt, end hun havde troet. Hun måtte spørge om vej - hendes engelske fik dog en skotsk accent, der var svær for nogen af nordmændene at forstå, så det var noget af en kamp at finde nogen at tale med - og nogen, der kunne svare med instruktioner, hun kunne forstå. Accenter var egentlig en meget sjov ting. Hun huskede at have tænkt det samme, da hun første gang satte benene i Frankrig, da hun var tolv. Syv år var gået ... Og det dobbelte siden hun sidst så sin mor ... Tid var en underlig størrelse.

Hun fandt langt om længe banegården og satte sig til rette. Usikker på, hvornår Abira ville komme. Timerne gik. Megan sad med en aaben bog i haenderne, men hun fik ikke rigtig taget et ord ind. Hun taenkte ikke rigtig. Det var svaert at taenke, men paa samme tid svaert at lade vaere. Hun sukkede tungt og lukkede bogen. Der var saa meget stoej derinde, men hun hoerte ikke rigtig noget. Alt, hun kune taenke paa var, hvordan hendes mor var og hvordan hun skulle takke Abi.

af Gæst Lør 19 Jan 2013 - 22:19

Hendes hoved vendte sig altid om, hver gang hun hørte en stemme. Hun var så småt træt af ar vente, så hun bevægede sig væk fra flokken som hun stod ved. Og ikke så langt derfra, sad pigen skam. Hvad hun lavede kunne Abira ikke se og hun fik ikke yderligere svar på spørgsmålet, da hendes mobil begyndte at ringe. Først var hun blevet forskrækket over lyden og den vibrerende bevægelse i tasken. Hun sukkede og fandt den gamle mobil frem og blev hurtigt usikker på, hvad for en knap hun skulle trykke på. Men hun trykkede åbenbart rigtig, for hun kunne høre en stemme i mobilen. ”Abira Walters” præsenterede hun sig. ”Ja. Ja. Javel.” også blev mobilen lagt væk. Hendes ansigt så fraværne ud og hun kiggede imod Megan. Hvad, satte hun pigen ind i? Hun trak vejret dybt ind og lukkede sine øjne for at samle sine tanker. Hvad, rode hun med? Var der overhoved et sted at bunde her? Det var der sikkert, men det skulle nok blive interessant at finde det. Det skulle nok blive et .. eventyr.
”Ray, min egen” sagde hun lidt for glad og nærmede sig pigen. Hun satte sig på hug foran pigen og slyngede sine arme moderlig omkring hende. ”Glæden i mit hjerte kan ikke beskrives. Jeg er glad for du dukkede op” smilede hun varmt og holdt om pigens skuldre. Hun betragtede pigen som om hun ikke havde set hende for blot par dage siden. Men hvordan kunne dog også blive træt af menneskebarnet? – Hovedet blev tippet til den ene side og smilet blev større. ”Men hvor er det dog rart, at jeg skal rejse med mit barn. Endelig kan jeg se mor og datter blive genforenet og gåder bliver knækket som et fugleæg” hun rejste sig op med de ord og rettede blikket op på en store skræm. I gammeldage fandtes der ikke noget ligene. Det kunne godt være man levede evigt, men tiden gik fandeme hurtigt. Det måtte man give hende ret i.
”Kom. Vores fly kommer om et kvarter og vi skal over til gate tre. Det er lige op ad de der rolletrapper og til venstre side .. er jeg sikker på” sagde hun og rodede sig sin taske. Hun fandt to A4 ark frem og kiggede i en af dem. ”Jo sørme, det er omkring der. Kom skat” sagde hun og bevægede sig. Hun forventede naturligvis at Megan fulgte efter. Spændingen var sikkert hedet op i hende. Men for Abiras vedkommen, så var det bare en familie genforening, der ikke havde hende med. Det havde hun fint med, det var overhoved ikke derfor hun følte sig forladt. Det var bare det, at tankerne omkring livets lange foldninger.. var kvælende.

”Abira Walters Smith og Megan Ray Roberts” sagde hun og gav papirerne til en dame i sort og hvidt. De valgte åbenbart deres tøj med omhu. Det var så kedeligt at se på dem. Men hvem skulle de også opmuntre? Det var ikke engang altid sikkert, at menneskerne som tog flyende kom levende til deres mål. ”Yes. Gate tre” sagde hun og pegede bag sig. Hun så knap på dem, men et smil fik de da. Abira kunne ikke lide ungdommen i dag. Så lidt respekt fik man.
Hun satte sig ned og gjord plads til at Megan skulle sidde. Pigen måtte sikkert været forvirret over at de skulle tage et fly til. ”Ser du, vi skal lige forbi et sted inden vi møder din mor. Håber ikke det er forstyrrende"sagde hun og lignede en der var oprigtig ked af det. Hun så ud af ruden og smilede stile. ”Men Dina bor ikke så langt derfra” nikkede hun og blikket blev vendt tilbage til menneskebarnet. ”Men fortæl mig, Ray. Hvordan tror du, at din mor ser ud?” smilede hun og betragtede hende.

af Gæst Ons 23 Jan 2013 - 19:39

Noget, der var sket aftenen for inden nagede hende. Hun blev ved med at tænke på den mand, hun havde mødt, efter Abira og hende var gået hver til sit. Hvor vildt var det ikke, at hun på én dag havde mødt to djævle, der havde kendt hendes mor. Hendes hjerte sad i halsen, da hun så Abi komme gående imod hende.
Ramiel vidste ikke noget om, at hun skulle møde sin mor. Hun havde ikke fortalt ham det, eftersom hun stadig ikke rigtig havde det som om, det var rigtigt. Det hele virkede så surrealistisk at det gjorde ondt i hendes bryst.

Hun smilede til Abi, da kvinden knælede foran hende og slyngede sine arme om hende. Hun lagde sine egne arme om djævlen og håbede endnu engang at hendes mor var ligesom Abi. Det var næsten en skam, at hun ikke kunne vride virkeligheden, så hun virkelig var i familie med Abi. Men at have hende som en veninde - en slags reserve tante, måske - var bedre end ingenting.
"Selvfølgelig dukkede jeg op," hviskede hun imod Abis skulder, da de holdt om hinanden. Hun bed sig i læben. Hun havde glædet sig så meget, at hun stort set ikke havde mærket nervøsiteten, men nu slog den for alvor til. Hun følte sig næsten bange. Hun var tæt på at slå hælene i; bange for, at tingene meget snart ville ændre sig, og hun ville blive revet ud af den trygge rutine, hun havde vænnet sig til. Men det kunne hun ikke! Hun måtte have svar på sine spørgsmål.

"Endnu et fly?" Hun havde sluppet hende og så på hende med store, brune øjne. Hun kunne godt lide at flyve, men mere flyvetid betød længere tid til at være nervøs og sidde og ryste i sine egne tanker og irrationelle frygt.
Hun sukkede og greb ud efter Abis hånd, da den sorthårede kvinde begyndte at gå. Halvt som en veninde, halvt som et lille barn, der ikke ville blive væk. Hun følte sig utryg ved det nye sted. At være i et fremmed land var ret skræmmende. Det gik op for hende, at hun klemte Abis hånd lidt for hårdt og løsnede grebet med det samme, men slap ikke. Hun bed sig i læben og registrerede slet ikke kvinden, der fortalte dem, hvor de skulle hen. Hendes øjne var fæstnet på Abi hele tiden. Det var som om der var en speciel forbindelse mellem dem - Megan havde det næsten som om hun kunne tage og føle på de minder om Abi, hun ikke kunne rive frem i sin underbevidsthed.
"Hvad er det, du skal?" Hun så på hende med et skævt smil. Den tætte menneskemængde gjorde hende svimmel. Hun havde det som om alle øjne rettede sig imod hende, og derfor forsøgte hun at holde sit blik på Abira hele tiden.
"Hvordan hun … " Hun tænkte endnu engang tilbage på aftenen forinden. Ramiel havde faktisk troet, at Megan var Dina. Hun smilede lidt bredere og gav Abiras hånd et hurtigt klem. Ramiel havde sagt, at den eneste forskel på de to kvinder var deres øjenfarve.
"Som mig … ikke? Jeg ligner hende." Hun mærkede pludselig, at hendes fingrespidser var blevet kolde og hendes hoved dunkede. Mon det ville være, som at se i et spejl, når hun så sin mor … Hendes mor ville se ud som om de var på samme alder, ville hun ikke? Som at se hende selv med øjne, der ikke var hendes fars.

af Gæst Søn 3 Feb 2013 - 19:17

Hun tog pigens hænder i sine og så ned på dem med et smil. Måden hendes stemme havde lydt på, den aften, hvor det hele var gået skævt. Hun havde været bange, forvirret og svag. Men sandheden var dog, at kun faderen kunne være der for hende. Abira var så rasende, at hun ikke længere kunne fokusere på noget som helst. Selv ikke lille Megan. Hun huskede let, at hun havde forbandt faderen den aften. Håbede så inderligt, at grusomme ting skulle ske ham. Og for moderens vedkommen, så havde hun ikke haft mere til overs for kvinden. Det havde jo ligeså meget at gøre med moderen som faderen. Råben, skrigen og gråden. Hun glemmer ikke den aften. Hun måtte indrømme, at hun var rimelig sikker på, at en skulle dø den aften. Og det skete da også, at Abira døde langsomt inden i. Så ikke mere til familien. Blandede sig udenom.. eller prøvede. Dina blev ved med at kontakte hende, bede hende om at se efter sin datter, som nu levede med faderen. For hver gang, havde Abira vendt kinden til. Forlod Dina med et sorgmodigt blik. Hun ville ikke have noget med det at gøre. Ikke før i dag. Hun skulle måske bare have tiet? Men ville hun nogensinde kunne tilgive sig selv, hvis hun vidste, at Megan og Dina endelig kunne ses? .. Måske. For den djævel hun var bleven til, var ligefrem skødesløs. – Det havde været al for længe siden med det hele. Hun fandt sig selv i, at ikke at orke det. Orke familie forsamling og al den glæde. Før i tiden ville hun have hoppet rundt for at få den opmærksomhed, men nu håbede hun bare på, at hun bare kunne smutte af sted igen.
”Vi får se” sagde hun efter en lang pause. Hun så op på pigen med et smil. Hun gned deres hænder imod hinanden som om der skulle holdes varme. Man kunne spore i det mørke, at djævelen tænkte en del. Nogle gange vidste hun ikke helt selv hvad hun tænkte på. – ”Men for at vende tilbage til det andet spørgsmål..” Abira gav slip på hendes hænder og rettede sig op. Smilet forsvandt stille hen og man ville kunne se en streg ved hendes tinding. ”Jeg har par ting der skal gøres, mens du snakker med din mor. Jeg ved ikke engang om vi tager hjem sammen igen, men vi ser på det” hun lag sin hånd på pigens kind og aede den. ”Du er så smuk, min Ray” et smil fór forbi hendes læber og trækker sin hånd til sig. Hun kom hele tiden til at tænke tilbage på tingene. Hvor ville hun dog give alt for at ikke kunne huske noget. Hun var så småt begyndt at tro, at det var en slags forbandelse over hende. Bare den måde hun erindrede tingene var så irriterende. – Hun vendte tilbage til Megan og så på hende. Lod hendes øjne søge omfang hos det skrøbelige menneske. ”Men husk på. Ikke mere drama. Det vil så sige, uanset hvad der sker hos din mor, så rend ikke væk. Det sidste jeg orker, er, at være på udkig efter dig. Og desuden er Dina ret syg lige for tiden, så tror heller ikke hun ville kunne klare det” hun smilede lidt for hurtigt og så væk fra pigen. De var nu lettet og flyveturen vil egentlig ikke tage længere end en time. Også skulle de yderlige køre en time og gå par minutter, før de var over ved Dina.
Kvinden kunne ikke selv hente dem, da hun var for syg til det. Hun havde været syg længe, men det var ikke noget Megan skulle bekymre sig om. Det var bare noget Dina skulle igennem. De kunne godt være, at det så alvorligt ud, men det var det skam ikke.

”Har du så givet din nøgle væk?” hun hentydede til, om Megan havde fundet sig en kæreste. Hun var trods alt ikke helt den lille pige hun huskede. Den lille pige, som opførte sig på en meget sær måde. Men en måde Abira kunne lide. Pigen mindede om hende selv. Så dejlig egentlig. Men det var der skam heller ikke noget at sige til. – ”Nu vandrer de imod dig. Du skal ikke være bange, de er ikke her for dit hjerte. Du skal ikke være bange, de er her ikke for din skyld. De vandrer bare. Forvirret og bange. De har brug for nogen. Ligesom du har brug for at trække vejret. Men lad dem vandre. Lad dem skue de blå horisonter.. for de kommer atter tilbage” hun mumlede dem stille. For hende og for Megan. Pigen ville intet kunne huske.. måske lidt, men så heller ikke mere.

af Gæst Man 4 Feb 2013 - 9:55

Så gådefuld hendes Abi var. Det var næsten ikke til at bære, at hun ikke kunne se igennem kvinden. Hun havde ikke længere de klare børneøjne, der gjorde en i stand til at se igennem vægge og se hele verden som den var i sin grundvold. Hun holdt sig tæt op af kvinden mens de gik. Hendes hjerte bankede hårdere for hvert skridt og det gjorde ondt i halsen, som om hun enten skulle græde eller skrige. Det var som om der blev presset ind imod hendes krop fra alle sider og hun var bange for, at hun snart ville begynde at ryste.
Hun anede ikke, hvorfor hun havde det skidt. Måske var det bare flyveturen. Eller nerver over at se hendes mor igen. Eller også var det vreden over, at hendes mor ikke havde kontaktet hende før; eller havde taget hende med, da hun forlod faderen. Hendes fader havde skam været god imod hende, men hun havde stadig manglet den moderlige rolle.
Var det derfor, hun var blevet, som hun var? Var hun blevet forkert oven i hovedet, fordi hun ikke havde haft en feminin rollemodel? Nok ikke. Hun havde vist altid været lidt anderledes. Men alligevel slog tanken hende som en knytnæve i maven og hun strammede grebet om Abis hånd med voldsom kræft - i forhold til hendes lille skikkelse.
"Så … Du vil ikke være der … " Nervøsiteten bed hende og holdt fast, som en kamphund ville gribe benet på den løbende og ikke stoppe før den fik lov. Denne smerte blev kun værre, da hun fik at vide, hendes mor var syg. Det væld af følelser, der rasede i hende formede en dyster regnbue - et følelsesspektrum malet i en gammel, gotisk film.
"Hvad fejler hun?"

Det var som om verden stod stille omkring dem. Hun så intet. Ikke gaten, eller de andre passagerer, heller ikke så hun, at de pludselig var i flyet, før de begge havde sat sig på deres pladser. Hun lagde kun mærke til hendes kære Abi, der havde gjort et umuligt mirakel til virkelighed - og hvor skrækkeligt hun dog havde det nu. Hun burde stadig være så taknemmelig at hun fløj under loftet, men det føltes ikke rigtigt længere. Alt de negative havde taget over. Frygten for, hvordan det skulle være.
"Min nøgle?" Hun havde været helt væk i den alvorlige samtale, at hun næsten blev slået omkuld, da hun fik spørgsmålet. Hun måtte sidde et øjeblik for at finde ud af, hvad i al verden Abi mente. Så smilede hun skævt og rystede på hovedet så både fregner og krøller hoppede. "Nej! Nejnej, Jeg nyder at være single." Det var nu ikke fuldstændig sandt. Hun ville gerne finde en at tilbringe sit liv med. Hun ville gerne finde en, der kunne holde om hende i de ensomme aftner - måske en, hun kunne tæve i videospil engang imellem. Det ville være rart. Men hun havde endnu ikke fundet en sådan partner. Men det føltes som en umulighed. Måske på grund af hendes hemmelighed, måske fordi hun ikke kendte sig selv godt nok til at kende en anden på den intime måde. Måske var hun blot bange for at miste - måske havde hendes mors svigt spillet en rolle der.
Der var nu en … En person, der fik hendes hjerte til at banke hurtigere og som fik hende til at overskride mentale grænser. Men hun havde endnu ikke mødt vedkommende face-to-face. Det havde blot været en lille romance på nettet. Hun havde endnu ikke samlet mod nok til at møde vedkommende. Hun var bange for at drømmen bristede. Bange for at lade vedkommende for tæt på og lukke en anden ind i sit lille liv. Men det var jo det, hun gjorde nu; hun lukkede Abi ind. Og snart ville hun også lukke sin mor ind. Måske var det ikke så slemt at dele sit liv med andre. Selvom man måske ikke forstod hinandens særheder til fulde.
"Hvad siger du?" Hun så undrende på Abi.

af Gæst Ons 10 Apr 2013 - 12:37

Hun havde været stille, mens pigen snakkede. Hun var mere end lytter end en der bare snakkede. Hun mærkede let, Megans, hånd i sin og grebet blev strammet op om den. Den måde hendes øjne ændrede sig på gjord hende lidt tænkende og gik hende et kort sekund til at zoom ud af samtalen. Menneskets stemme bragte hende dog tilbage og hun så på pigen med de mørkeste øjne. Øjne, der indeholdte meget, men ikke fortalte noget. Det var som en muslingskal, der ikke vil åbnes og ligeså snart den var åben, klappede i igen. Metaforerne fløj forbi hendes indre og hun kom med flere og bedre forklaring til hendes øjne.
Det så ud til at, Megan, var stoppet med at snakke. Det første hun gjord var, at lægge en hånd på pigens hoved og se hende dybt inde i hendes øjne. ”Du har et stort problem” sagde hun stille og smilede fortabt. ”Du tænker for meget, mit barn. Vi gøre det her til noget stort, velvidende, at det ikke er så stort. Og den byrde lægger jeg på mig selv” hun sukkede og kørte hendes hånd ned til hendes plettede kind. Øjnene var rettet imod pigens læber, der ikke længere bevægede sig. Den måde de truede på at brase sammen og lad alt vælde ud af dem, stod malet på de bløde læber. ”Men det med din mor, det ikke alvorligt. Hun skal nok selv fortælle det” tilføjede hun blødt og trak sin hånd til sig. Hun vendte fronten imod sædet foran hende og lod sine øjne ligge på stilke dertil. ”Men jeg skal fortælle dig noget inden vi når derover” hun holdte en kunstpause og stiftede sine læber. ”Du skal ikke se på mig som du ser på mig nu” stadigvæk havde hun blikket rettet på sædet foran sig. ”Jeg er ikke den, Abira, du engang mødte. Den Abira som elskede dig, den Abira som vil igennem alt for dig og din mor” hun så ned på sine hænder og smilede. ”Selvom jeg prøver at være som hende, så kan jeg ikke. Men vil du vide, hvad jeg føler inderst inde? Vil du vide, hvorfor jeg i det hele taget virker så hemmelighedsfuld når der ingen grund er til det?” først nu så hun på Megan. Det var slet ikke meningen, at pigen skulle have det her, at vide nu. Men det var ikke så langt fra moderen, og det tog heller ikke lang tid før, Abira, kunne komme videre til sit liv og denne her gang var det hendes tur til at lade familien ligge.

”Jeg er ligeglad med dig. Din mor og din far. Dina har haft ringet til mig. Mange gange. Trynet mig om at finde dig og bringe dig til hende. Og altid har jeg lagt røret på. Og ved du så, hvordan jeg havde det med det? Jeg følte intet! Når hun så ringede igen, så havde jeg glemt, at vi overhoved havde snakket før sammen. Og den onde cirkel har så kørt i syv år nu. Men så spørgsmålet, hvorfor nu? Hvorfor jeg mon hjælper, Dina, nu? Svaret er enkelt, mit barn. Det var det den gamle, Abira, vil have ønsket..”
Smilet trak sig sammen nu. ”Jeg siger det her engang” hun så på pigen med alvorlige øjne. ”Når du ser din mor, så skal du glemme alt om mig. Du skal ikke takke mig, ikke tænke på mig, eller vende dig om for at se efter mig. Abira skal blot være et navn du engang kendte. Ikke andet” .. Hun fnøs. ”Og ser du. Hele turen igennem har jeg prøvet at overbevise mig selv om, at det her var det jeg havde ventet på. At du var min Megan.. men.. nej. Intet herfra” sagde hun og lagede sin hånd på brystet. Til sit hjerte. ”Det havde kun været mit hjerne, der havde været på spild” ..
Om det var hårdt at komme ud med sandheden, nej. Hun havde ikke blinket en eneste gang under samtalen, hverken tøvet eller følt sig nervøs. Det monster hun i virkeligheden var, var vist for barnet her. Hvordan barnet ville reagere var så op til den. Hun havde bare pligt i at bringe det til sin moder. Men Megan var nu ikke noget barn. Hun var stor nok til at kunne klare ordende. Hellere sandheden end løgne ikke? Altså det var det menneskerne vil have, men ligeså snart sandheden kom på bordet, så lukkede de ørerne og øjnene for det. Noget man aldrig rigtig forstod ved mennesker.

Cirka 1 time senere:

Ligeså snart de gik ud af maskinen, ville en sort bil holde. Det vil sikkert blive en akavet stille tur over til frk. Mar. Abira sad foran sammen med chaufføren, så, Megan, var tvunget til at sidde bagved. Hun håbede ikke pigen tog det tungt, men sådan var livet nu engang. Man skulle være lidt forsigtigt med at lukke folk inde. Det burde menneskerne vide af alle væsner.
”Så Mar står vel stadigvæk på to ben?” grinede Abira. Manden ved hendes side brummede og nikkede. ”De ved, ingenting kan standse den kvinde! Hun har ellers lige købt en ny hund” han drejede skarpt af. Man kunne høre på hans accent, at han var franskmand. Manden så ikke specielt godt ud, men han havde, som de fleste nok ville sige, et hjerte af guld. ”Det Mar” smilede hun og så ud af vinduet. Omgivelserne var let at sige. Det var som at komme til en gård. Dyr, mest hunde, rendte rundt. Få haner sloges, mens en flok hvalpe legede. ”Megan, jeg er tilbage lige om lidt” sagde hun til pigen og forlod bilen.
Hun småløb over gården og en ældre kvinde sad og malkede en ko. ”Mar! Din overdådige gamle kvinde!” kvinden rejste sig forskrækket op og et stort rynket smil vil kunne ses på hende. Mar var blind, men hun så mere end, hvad de fleste så. ”Abira! Hvad er der los?” kvinden spredte sine arme og Abira gik ind i dem. Kvinden lugtede af frisk græs og dyr. ”På vej over til Dina” sagde hun og trak sig væk fra kvinden. Mar så forbi hende og Abira fulgte med. Kvinden havde øjnene rettet imod, Megan, men det var blot et tomt blik. ”Det er, Dinas, barn. Megan” sagde hun og vendte sig tilbage til Mar. ”Jeg vil egentlig bare sige hej” smilede hun og kvinden tog fat i hendes kinder. ”Hvordan har, Jolene, det?” sagde hun og satte sig ned igen. ”Hun har det skam fint. Du kender katte” hun smilede skævt og lagede hovedet en anelse på skrå og betragtede den gamle kvinde. ”Men jeg er nødt til at smutte nu, jeg kommer over ligeså snart jeg får afleveret pigen her. Jeg har noget jeg lige skal drøfte med dig om” sluttede Abira og et alvorligt blik ført fra Mar.

- Hun var igen kommet ind i bilen. ”Så går turen til Dina” sagde hun stille og manden begyndte at køre. Hvis man så ud af ruden ville man kunne se, at Mars blik fulgte efter bilen, men rettet imod Megan.

af Sponsoreret inhold

Family Roberts.

Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.

Sv: Family Roberts.