Follow the sound of birds singing.

De sneede stadig. Det var næsten som om den nye istid allerede var på vej. Det ville være så typisk at den kom flere tusind år for tidligt bare for at lege lidt rundt med menneskeligheden. Det var nu lidt trist at mennesket ikke ville kunne overleve. Så ville der ikke være specielt meget føde. I hvert fald ikke for den lille vampyr der havde bevæget sig udenfor i det herrens vejr. Hvor dum kunne man også være. Men hun havde været sulten og hvem holdt sig fra en snack hvor man havde brug for det.
Macha, som var navnet på denne yndige pige, tørrede sig kort om munden, for at få fjernet det sidste blod, der havde sat sig i mundvigen. Hun havde stadig problemer med ikke at svine. Det var nu også svært på en måde. Især hvis hun endte med at bide direkte ned i den store blodåre omkring nakken. Åh, hvor følte hun sig som et monster. Der var gået over hundred år og hun havde stadig den følelse i sig. Den forbandede dominerende side af ren godhed. Den gik hende virkelig på, fra tid til anden. Og samtidig kunne hun ikke blive rigtig irriteret på den, af den grund at den også var en del af hvem hun var. Ikke hvad hun udgav sig for at være.
Hun skjulte ikke sin identitet særlig meget. Hun havde alle de samme træk som en sand blodsuger skulle have. Den blege hud vidste sig godt frem på de bare arme og i hendes kønne ansigt. Og de røde øjne lyste nærmest op i mørket, der omgav hende. Hun kunne godt lide at være i mørket. Kun i mørket kunne hun ikke blive forfulgt af sin egen skygge. Hun sukkede stille over sig selv, mens hun forlod sit gerningssted. Hun trak lidt ned i den tætsiddende top, hvor et par små dråber blod havde sat sig. Den røde farve skreg næsten fra det hvide stof. Hun knejsede med nakken og så stille mod himlen. Hun kunne intet se på grund af den mængde sne der hele tiden faldt ned over hende. Hendes lange krøllede sorte lokker var allerede fyldt ned de skinnende fnug og gav det et form for slår. How charming. Hun rystede let på hovedet for at få det værste ud igen, inden det smeltede, men tilsyneladende faldt der bare mere.
Hun bed sig forsigtigt i underlæben, mens hun vandrede videre gennem gyderne. Størstedelen af tiden, hun tilbragte her, skete der ingenting. Og det var tydeligt at se at hun ikke tilhørte dette sted. Hun var mere elegant. Allées var bestemt ikke hendes hjem. Dette var kun et sted for fast food. Hun sparkede til noget af sneen på sin vej og betragtede hvordan det fløj omkring hendes skobeklædte fødder. Og hvad var det? Et lille smil der var kommet hjem på hendes bløde læber? Ja minsandten. Lige meget hvor meget hun prøvede at hade sneen kunne hun altid finde den samme elskende følelse frem. Som var hun stadig en lille pige. En lille pige med en hel del mere livserfaring.

James var begyndt at opholde sig meget i gyderne, ikke fordi han havde særlig meget at lave der. Han var jo ikke en af de vampyr som dræbte andre, eller gad drikke blod fra nogle som han ikke kendte. Han holde sig til at bide de kvinder som var i hans liv, hvis han overhovedet skulle bide nogen. Ellers holde han sige bare til at drikke blod fra et glas, stilet ligesom ham selv.
Han kunne alligevel ikke gøre andet end at nyde de mennesker og væsner som han gik forbi, se enten de frygteløse blikke eller bange. Så måtte man ikke glemme hvordan folk kiggede på ham, han nød at se de beundrende blikke på ham.
Lade folk se den elegante mand gå igennem gaderne, hvor man ligefrem skulle passe på sin pung. Han var jo ikke helt dum, og havde derfor ingen penge på sig. Kun det fine tøj og de mange ringe på hans fingere, som man ville dræbe alle som overhovedet overvejede at stjæle dem fra ham.
Hans skridt var elegante og lydløse hen over sneen, som om han slet ikke rørte sneen med sine fødder. Han havde sine arme omme på ryggen, og med sin hage løftet op i luften.
Der var ikke et eneste tegn på et smil på hans læber, og de lyseblå øjne afslørede at han ikke var sulten i det. Det var ikke fordi han ofte var sulten, da han jo næsten drak hele tiden når han var hjemme. Han nød jo ligefrem smagen af blod i sin mund, så hvorfor først drikke når sulten kom frem i en? sådan havde han aldrig været