I sort.

Valentin havde begivet sig udenfor denne gang fra sin lejlighed, i Terre Di Morga. Han havde ikke rigtig lyst til at tilbringe hele aftenen inden dørs. Han ville have lidt frisk luft inden at solen ville dukke frem, selvom der var et par timer til endnu. Det skulle bare ikke ende med at være forsent. Solen var det der hurtigst kunne dræbe ham hvis der var et tidspunkt hvor han skulle dø. - Ellers så han ikke som om at han havde nogle fjender. Men han kendte heller ikke så mange endnu. Faktisk kendte han kun en person.. omkring de hundred procent alt efter hvordan man så på det.

Gennem tiden havde Valentin også det svært med at få venner, generelt det med at have nogle og snakke med. Fordi hans forældre for det første blev dræbt af en fuldblods vampyr og efter det blev det hans tur, hvor han bare var heldig med at overleve da han kom ind i en transformation. Så han endte med at blive til den han var i dag. Et råddent væsen som intet hjerte havde. Han var ikke længere et levende individ. Efter den oplevelse endte han med at se for meget tilbage på fortiden og havde ikke rigtig noget selvtillid, så han gemte sig en del for andre og havde lavet en form for had til kvinder, fordi hans skaber var en kvinde.

Han havde sin grå tynde trøje på med hætte, som han havde op over hoved. Der dækkede det meste af hans blonde, lyse hår. Udover pandehåret der sad til den ene side. Så han stadigvæk kunne se med begge øjne som bar farven; sort. En mørk farve som ikke alle vampyrer havde, hvor der var en årsag til at det var sådan. Øjnene skiftede alt efter hvilket humør og selskab han var i. Og nogle gange hvis sulten tog overhånd.
Han havde sorte stramme bukser på som var lidt slidte, med huller hist og pist. - Selvom der var en smule kold luft så mærkede han det ikke. Huden reagerede i al fald ikke. Hvilket var en af grundene til at han var glad for at han var blevet til en vampyr; så behøvede han ikke at tænke på hvornår han skulle have meget tøj på eller hvornår han kunne gå med lidt tøj. Der var ingen grænser.

Valentin var bare på en aftens tur, han var gået ind i en gade hvor der var en masse caféer. Et sted hvor han havde håbet inderligt på at han ville støde ind i noget selskab, så han ikke endte med at være alene... Medmindre at han virkelig skulle gå tilbage til sin lejlighed. Det kunne han altid gøre, hvis han ikke gad at være udenfor.

Fuld af blod og alkohol allerede før solen var gået ned. En nat tilbragt sammen med en tiltrækkende dødelig, der om nogen dage - uger, måske - ville blive fundet død i sin lejlighed. Før eller siden ville liget i hvert fald blive fundet, og det ville ikke kunne sættes i forbindelse med Diego. Ifølge staten eksisterede han jo ikke. Menneskerne kendte ikke til hans eksistens. Hans navn var ikke smidt på en lejlighed - han havde ingen ejendom eller konti med sit navn.
Ikke-eksisterende. Sådan kunne han lide det.
Han kom gående ud af en lejlighed, hvis ejer han ikke engang kendte navnet på. Personens ansigt var allerede ved at blive sløret i hans hukommelse. Han gjorde heller ikke noget for at huske. Det ville ikke gøre andet end at tynge ham, hvis han skulle huske et hvert dukkebarn, han havde sunket tænderne i. Ethvert dukkebarn, han havde tilbragt natten hos, før han som en sort enke slog dem ihjel.

Han snublede næsten, da han forlod boligkompleksets hoveddør, men nåede lige at gribe dørkarmen. Han havde en krop som en sekstenårig, men kendte man ham, ville man øjeblikkeligt vide, han havde levet længere end det. I den tid, han var vokset op, ville han blive behandlet som en voksen - han ville være en voksen. Han havde været på trappetrinnet til at blive gift, da han havde snydt sig ud af problemerne og havde fundet en ældre herre, der tilbød ham et nyt liv.
Det var ikke dette, han havde forventet, da han havde hørt om den magiske, overnaturlige verden. Han havde ikke forventet, at han hver aften ville forlade en ny lejlighed med blod i mundvigen og en andens bræk på sine sko. Men dette havde været et særtilfælde. Normalt plejede de ikke at være så fulde, når han tog med dem … De plejede ikke at behøve alkohol. De gik med ham uden bøvl - rev somme tider ham med sig.
Hans liv var bestemt ikke, som han havde forventet, det ville blive, men han var tilfreds. Det sagde han i hvert fald selv.

Diego var bleg - det havde han også været som menneske. Han havde kulsort hår og isblå øjne. Smal krop, der forsvandt i den blå hættetrøje, han havde på - blot for at ligne en, der skulle holde varmen. Indenunder var hans skjorte krøllet og hans slips var bundet i en klodset knude, forhastet, for at komme væk fra den stinkende lejlighed, han var blevet fanget i, fordi han ikke havde holdt øje med solen. Hans ben var usikre af alkohol, hvilket medførte at han, kort efter at have sluppet dørkarmen og gået et par skridt, stødte lige ind i en mand på gaden. Da han mistede balancen greb han instinktivt fat i mandens skulder.

Valentin havde helt klart gået og tænkt for meget i sin egen verden, da det tog lidt tid for ham at se hvad der egentlig foregik foran ham. Efter at der var noget, eller nogen som stødte ind i ham. Hvad fanden? Han rystede på hovedet med det samme og så op. En fyr havde fået fat i hans skulder og straks hævede han det ene øjenbryn efter det andet. "Hvad er det du går og laver?", spurgte han og vrissede lidt,
så hans hugtænder kunne skimtes.

Men da han kiggede mere undersøgende på fyren kunne han gætte sig frem til at han fuld, og at det nok var derfor at han var endt ind i ham. Fordi det sikkert var svært at stå på benene. Valentin sukkede lydløst, mens at han lukkede sine øjne lidt. "Fy for pokker..." mumlede han lavt. Utroligt at alkohol kunne lugte næsten lige så råddent som ham selv, der var en vampyr. Og det gjorde det hele værre, da han godt kunne se at han stod over for en arts fælle. Spørgsmålet var bare om det var en ven eller fjende.
"Hvorfor er du bevæget udenfor i den tilstand?!", udbrød han pludselig, og skubbede bare til ham, så han nok faldt ned på jorden. Det var tosset gjort af fyren, hvis han ikke havde en skid fornemmelse af hvor han var henne. Skulle Valentin til at tage sig af en fremmed? End til at han kom oven på igen fra alkoholen?

Han ville ikke starte en slås kamp.. eller ville han? Valentin vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre i denne situation.. Han overvejede det virkelig.. Da han heller ikke ville have at det skulle ende helt galt, mens at de befandt sig ude på gaden, hvor folk kunne se dem. Skulle han hjælpe fyren eller ej? Normalt var han villig til at hjælpe nogen i nød, til trods for at han var et vandrende lig. Når de troede at vampyrer var ondskabsfulde væsner. Men hvis det stod til Valentin så var alle vampyrer også onde.. der var bare nogle stykker inden for racen der bedre kunne beherske sig.. Hvilket også kunne have positivt indflydelse. Han kiggede intenst på fyren for at afvente hans reaktion. Inden at han ville tage beslutningen om hvad han ville gøre. Det lignede jo ikke Valentin at slås..

Han så op på fyren men nåede kun lige at få et glimt af hans øjne, før vedkommende skubbede ham fra sig. Han var usikker på benene, men genvandt balancen før han styrtede om på jorden. Og så smilede han. Et skævt, arrogant og irriteret smil. Hvad var det dog for en idiot, der gik rundt og skubbede til alkoholikere, bare fordi de lige måtte støtte sig til det nærmeste.
Men ingen, der så på Diego ville tænke alkoholiker - de ville tænke, han var for ung til den slags. Sikkert tro, at han var i gang med at fucke up i sin high school-tid eller noget.

Han grinede, da fyren spurgte, hvad han havde bevæget sig ud for - men kun fordi han havde set igennem fyren og forstået, at vedkommende var vampyr. Hugtænderne var et ret så stort hint.
"Man bliver ikke liggende ved siden af et lig," mumlede han og skulle til at gå et skridt, men måtte genoprette balancen igen med det samme og stod igen stille foran fyren.
Kun, når han var fuld, ville han lade sin selvrespekt lide på den måde. Kun, når han var fuld, ville det rage ham, hvis han gjorde sig selv til grin og kun der, ville han slippe kontrollen lidt. Han var ellers normalt et meget roligt, kontrolleret væsen. Men efter at have delt så mange flasker med sit offer …

"Og du burde blande dig udenom," han klappede fyren på skulderne, som man ville klappe til et lille barn med et sarkastisk, dog opmuntrende; 'Ja, det er sådan, det er, lille skat.' Han trådte et skridt tilbage, fordi han troede, muren var lige bag ham, så han kunne læne sig op af den, men det var den ikke, og hans hånd landede på et cykelsæde. Fint, det kunne vel også støtte ham fint.
Han følte sig allerede en smule tørstig igen. Men han ville ikke kunne score sit et menneske i den tilstand og han ville ikke kunne jage på den barbariske måde, før hans ben fungerede igen. Han overvejede at sætte sig ned midt på vejen og bare vente, til hans hoved fungerede igen, men han var dog ædru nok til at mene, at det var lidt for nedværdigende.

"Måske skulle jeg have blandet mig uden om...", sagde han lidt tøvende mens at de sorte øjne fæstnede sig på fyren og fuldt hans bevægelser, hver og en, da fyren trådte et skridt tilbage, for at sætte sig ned på cykelsæddet, cyklen der stod bag ham. "Men det er forsent.. nu kan jeg ikke trække mig tilbage.." kom det fra ham med en bestemt tone i stemmen. Valentin lukkede sine øjne kort et sekund før at han lagde sin fulde opmærksomhed på ham igen. Han fortrak i sin ene mundvige så hugtænderne kunne skimtes. Han smilede letter smigret.

"Du er sulten.. er du ikke?", spurgte han med den mest charmerende mande stemme, han kunne hamle op med. Valentin havde ingen anelse om fyren var sulten eller ej.

Det var blot et skud i tågen da han så småt selv var ved at blive sulten som altid. Han var jo et vandrende lig. For god sake. Det eneste der kunne gøre at han overlevede, var at få blod fra andre uskyldige væsner. Nogle synes det var yderst modbydeligt, men Valentin havde ikke noget imod det. Slet ikke. Hvorfor skulle han tænke negativt over det, hvis han også ville overleve?
Det var sjældent at Valentin løb ind i en anden artsfælle af samme køn. Han kiggede blot på ham.

"Må jeg få dit navn at vide?", mere eller mindre beordrerede han, ham at sige det. Da han var ren og skær nysgerrig. Han kunne ikke lade være med at virke magt søgende over for denne vampyr. Valentin ville ikke virke svag over for denne person. Han lagde bare sine arme over kors, mens at han havde sit blik hvilende på fyren, hvis navn han endnu ikke kendte. Han ville ikke præsentere sig før at vidste hvad fyren hed. Sådan havde han det bare. Han stod ret op og så nok mere alvorlig ud end han ville vise sig at være; med den måde som han stod på overfor fyren der havde sat sig på et cykelsæde. Han sukkede lydløst uden at undvige sit blik fra ham.

// Han havde ikke sat sig på cyklen. Han havde hånden på sædet og støttede sig op af den o_o//

Diego havde aldrig haft det skidt ved tanken om at drikke blod. Fra det sekund hans skaber havde stukket sine tænder i Diegos varme kød, havde drengen været klar til, at hele hans liv ville ændre sig. Han havde omfavnet, at han ikke længere ville være menneske og derfor heller ikke set nogen grund til at have nogen form for respekt overfor mennesker mere. Eller nogen sympati. Han havde følt sig hævet over deres slags og nu, hundrede og-snart-tredive år efter, mente han stadig, at han var bedre end dem. En dag ville vampyrerne kravle op af hierarkiet, det var han sikker på. En dag ville de overtage dæmonernes plads.

"Er det et tilbud," mumlede vampyren døddrukkent, da han blev spurgt, om han var sulten, "hva'?" Han smilede skævt. De isblå øjne borede sig ind i den unge mands - og dog, ung og ung, han så ud til at være lidt ældre end Diego. Men det betød ikke rigtig noget, når man levede så længe. Når man var gammelt psykisk men ung fysisk måtte man efterhånden begynde at tænke mere på det indre. At være sammen med en, der var yngre end han selv psykisk ville næsten virke som pædofili i hans øjne - om manden eller kvinden så end var fjorten eller toogtredive.

Hans navn, hm … Hvis han ikke havde været fuld, ville han have rettet sig nok så nonchalant op og være gået tættere på den fremmede mand. Måske sendt et flirtende blik og gestikuleret sine tænder imod fyrens hals. Måske ville lidt blod gøre ham mere ædru - men nok ikke alligevel … Men i den nuværende situation kunne han ikke være charmerende. Han kunne ikke snyde fyren ind i sit net - for helvede, han kunne ikke engang stå selv! Så til sidst måtte han blot være imødekommende for at holde sine muligheder åbne, når han på et senere tidspunkt var lidt mere ædru.
"Diego," svarede han, tænderne blottet. Hans hånd gled fra cykelsædet, og da Diego var ved at falde blev cyklen skubbet så hårdt at den væltede ind i den næste cykel. Rækken af cykler lå pludseligt så fint lænet op af hinanden. Diego trak bare på den ene skulder. Det var ikke hans problem, at folk lod deres cykler stå udenfor, hvor folk kunne komme til at vælte dem.

"Hvis jeg må få noget til gengæld er jeg villig, til at du kan få en smagsprøve, selvom det ikke ligefrem er en delikatesse", sagde han med det samme, efter at Diego havde spurgt om det var et tilbud om at få noget af hans blod. Han vidste nemlig med sig selv at det ikke altid var så lækkert at tape blod fra en arts fælle.
Desuden ville han heller ikke bare blive tømt for lidt sådan uden videre. Han kendte ikke Diego så godt i forvejen. Så han ville give sit blod til en helt fremmed, selvom Diego lød til at være fin en fyr. "Det er jo træls hvis vores art ville udød før mennesket.. jeg ville ikke kunne acceptere at se dig rådne op fordi du intet blod har fået, blod.. er jo vores overlevelse.. om så blodet er råddent eller ej.." sagde han lige så stille og rømmede sig inden at han snakkede videre:

"Så hvis mit blod.. er acceptablet så, må du gerne få lidt".. Det var det han gerne ville nå frem til. Han vidste ikke om Diego ville tage imod hans form af tilbud, det var heller ikke normalt af Valentin at gøre sådan. Han lagde sit hoved en smule på skrå mens at han lod sit blik hvile på Diego, som havde præsenteret sig. Han gættede sig frem til at det så var hans tur til at præsentere sig. "Valentin", han rakte sin ene hånd frem mod ham som en venlig gestus.

"Men inden da.. så burde vi måske.. gå et andet sted hen, når du er beruset", sagde han og smilede lidt. De kunne sagtens tage hen til hans lejlighed hvis Diego var frisk på det. Valentin førte sin anden hånd op mod hans næsetip for at røre den. "For jeg tror at det er spørgsmål om tid at du ikke kan stå ret op.. hvis jeg gætter rigtig". Han fniste lidt over det. Da han kunne se sig selv i den situation og hvem ved hvad der ellers kunne ske denne aften?