Dig, mig.. //Anton

T: Aften. Omkring otte.
S: Quatre. Deres egen lejlighed.
V: Vejret er forholdsvis barskt og vådt udenfor.
O: Det er kun Anton og Hopes, som befinder sig i lejligheden. Længere nede af gangen kan man hører musik.


Hopes betragtede den, som den lå der i hendes hånd. Den glimtede svagt, og var noget af det fineste man kunne få dengang. Hun vidste ikke hvorfor hun havde beholdt den, men den vækkede noget i hende. Forsigtigt tryggede hun den ind til sig. Hun kiggede over skulderen for at se, om Anton kunne se noget. De sidste ting, hendes ejendele var endelig ankommet, men ringen havde hun haft på sig siden det nye liv. Hun kunne hører Anton traske rundt inde i stuen. Han gik vidst og fumlede med nogle ting; hans og hendes; som det engang havde været, og nu er igen. Hopes ville have, at det skulle være sådan. Derfor måtte han ikke vide noget om ringen. Hun havde ikke fortalt det hele om, hvad der var sket før hun døde. Dårlig blev hun bare ved tanken, for det gjorde hende urolig inde i. Hun havde ikke ønsket at dø sådan.
Hun lagde ringen tilbage i den lille lædertasker, som akkurat lige var stor nok. Herefter løftede hun forsigtigt madrassen, og lagde den nu indpakkede ring et godt stykke under. Det var sjældent, at Anton kiggede under madrassen, det vidste hun. I værste tilfælde ville han kunne komme til at skubbe til den, eller det kunne gå lidt for vildt for sig. Hun grinede lidt ved tanken, og strøg en tot hår væk fra ansigtet. Derefter rejste hun sig op, og satte sig for en kort stund på sengen, inden hun gik ud til ham. Hun omfavnede ham, taknemmelig for det hun havde. Et blidt kys på kinden fik han da også....

Anton traskede rundt i stuen, mens han i sin favn bar på en bunke bøger. Han stillede dem på plads, på den sorte, stilfulde og moderne boghylde, blandt alle de andre gamle læder indbundne bøger. Han lagde hænderne i siden, tog en dyb indånding og beundrede synet. Han bed sig kort i sine rosa læber, og læste titlerne på bøgerne én efter én med sine brune dådyr øjne. Han kørte en hånd igennem sit brune hår, der sad rodet til siden. Han var iført en hvid t-shirt og et par slidte blå cowboy bukser, et afslappet look.
Han trak vejret dybt og lyttede til regnens trommen på ruderne og pludseligt mærke han et par tynde arme gribe rundt om ham, efterfulgt af et kys på kinden og hans læber spændte op i et stort smil, inden han vendte sig rundt og greb Hopes om livet og trak hende ind til sig, hvor han lagde hovedet oven på hendes, og kiggede ud af vinduet. Himlen var grå og trist og Anton betragtede menneskerne, eller for den sags skyld væsnerne, der løb fra regnen enten med en taske, paraply eller hænderne oppe over hovedet. Han smilede lidt, trods det dårlige vejr, var han glad.

Hopes elskede duften af ham. Den var tryg og let, og fik hendes hjerte til at galoppere en smule. Hun kørte sin ene hånd op under hans trøje, og nussede ham på ryggen; hans hud var blød og rar at røre ved. Hun kunne se dem i spejlet; han stod med ryggen til. Langsomt løsnede hun sig fra hans favn, og trådt nogle små skridt tilbage. Hænderne lod hun glide ned langs hans arme; fingerspidserne dansede og flettede sig sammen med hans. Hun sendte ham et varmt smil, og hun mødte hans øjne. "Jeg elsker dig," sagde hun, og holdte en kort pause inden hun fortsatte: "Det hele er bare så perfekt; intet kan ødelægge det nu!" Hun gav hans hænder et klem, og gav så slip. "Jeg går i bad. Redder du sengen?" Inden han sådan rigtig kunne nå at svare, var hun allerede under bruseren, som lod sine varme stråler omfavne hende. Glasset duggede, men man kunne stadig ane hendes nøgne krop. Døren stod på klem.

Han lukkede øjnene i, og mærkede hendes fingre danse og føle rundt på hans ryg. Han trak vejret lidt dybere, lukkede sine øjne let i og nød hendes kærtegn. "Jeg elsker også dig" smilede han og kørte sin frie hånd igennem hendes brune og silkebløde hår. Han bed sig let i læben og nåede ikke engang at sige noget, inden at hun var smuttet ud på badeværelset.
Han rystede blot en smule grinenede på hovedet og kløede sig i nakken. Han satte mod soveværelset, men stoppede op ved badeværelsets døren og kiggede på hende, mens hun klædte sig af. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hendes bevægelser, og den ynde som hun langsomt lod sig klæde af. Han smilede charming og vendte rundt på hælen og gik ind i soveværelset.
Sengen var rodet. Han redte den ved at ryste puderne, ligge dobbeltdynen fint, køre lagnet ned i siderne. Han stoppede let, ved at han kom til at ramme noget da hans fingre kørte lagnet ned i siden. Han satte sig på hug, og løftede madrassen og til hans store overraskelse, fandt han en lille fin indpakning. Han tog den op i sin hånd og satte sig på sengen. Ligeså stille åbnede han den. Han bed sig hårdt i læben ved synet af hvad han fandt. En ring. Han undersøgte den nærmere. Den så gammelt ud og pludselig flød minderne over ham. Han huskede selv da han var ude og finde en vielsesring, den han havde i hånden lignede meget dengangs, noget af de dyreste vielsesringe. Han havde ikke engang selv råd til sådan én, selvom hans familie var meget velhavende dengang. Anton trak vejret dybt. Var det Hopes'? Det kunne det umuligt være. Han blev pludseligt i tvivl. Han vidste jo ikke hvad der var sket hende efter han skred. Havde hun været gift? Han nægtede at tro det. Men det måtte være hemmeligt, for ellers havde hun ikke lagt den under madrassen. Han pakkede den sammen igen og lagde den under madrassen.
Han var lidt omtåget da han begav sig ud på badeværelset. Han trak tøjet af, og gik ind til hende. Hun stod foran ham med ryggen til. Han betragede hendes tydlige rygrad, hendes hofter, hendes røv og hendes arme der rodede rundt i hendes hår. Han tog fat om livet på hende, vendte hende rundt og trak sig selv ind i strålen af varm vand, så vandet løb nedover dem. Han glemte helt alt om ringen..

Hopes kunne godt mærke, at han kiggede på hende. Det havde jo heller ikke været fordi, at hun ikke havde lagt op til det selv. Ubekymret havde hun stået under bruseren, hørt, at han havde rumsteret rundt inde i soveværelset, men så var der blevet stille. Der, var hun blevet bekymret, og tanken om, om han havde fundet ringen strejfede hende. Bekymringen blev dog hurtigt skubbet væk igen, da hun hørte, at han atter begyndte at bevæge sig.
Hun mærkede den kolde luft ramme hende som en mur, da han trak glasdøren fra og selv kom ind i bruseren til hende. Hun samlede håret, og lod det falde ned over den ene skulder, så det dækkede hendes ene bryst. En hånd blev ført op langs hans mave, stoppede ved hans bryst, og kærtegnede det. Herefter blev den ført videre op til hans hage. Hun trak hans hoved ned til hendes, hvorefter hun kyssede ham på munden. Kysset udviklede sig til et lille snav; hun trykkede sin nøgne krop ind mod hans. Vandet løb fortsat ned over dem...

Anton lagde armene om hende, gengældte hendes kys og lod tungen lege tagfat med hendes. Vandet flød nedover dem, gjorde det hele hedt imellem dem. Han pressede hende op af væggen, bed hende blidt i hendes røde læbe inden han stoppede kysset og begyndte at kysse hende ned af halsen, i intense kys.
Han kørte en hånd op på hendes bryst for at kærtegne og lod den anden, blive rundt om livet på hende. Han lod hans opdagelse glide væk, bare i et øjeblik. Han kunne tænke på det senere, men nu ville han bare nyde det, nyde hende.

Hopes nød hans kys og hans berøringer. Hun førte den ene hånd op til hans nakke, nussede den. Et lille støn gav hun fra sig, da han pressede hende op ad væggen. Langsomt førte hun den anden hånd ned mod hans underliv, stadig imens hun holdte kysset. Hun trykkede sig ind mod ham, og lod den hånd der før nussede ham i nakken, spasserer ned over hans bryst. Pludselig ringede telefonen inde fra soveværelset. Først valgte hun egentlig at ignorere den, og det samme gjorde han, men efter den havde ringet i noget tid trak hun sig væk fra ham. Hun så undskyldende på ham, og gik ud af badet. Dog plantede hun lige et kys på hans kind inden da. Hurtigt svang hun et håndklæde om hendes før nøgne krop, og gik med hurtige skridt ind i soveværelset. "Hej, det er Hopes...." hun begyndte at føre en samtale, og skimtede engang imellem ud til Anton med et lille smil..