Beastly.

Sted: Bon appétit
Omgivelser: Der er mange borde rundt omkring, som er tildækket med røde dug. Det er en meget romantisk stemning. Et stort klaver bliver spillet i et hjørne ligeså snart man kommer ind. Flok tjener, både han og hunkønnet, vil hvirvle rundt og servere for de sultne gæster.
Vejret: Det regner en smule. Det er heller ikke så koldt udenfor igen, men der er en smule tåget.
Tidspunkt: 20:04
- Forbeholdt til Galadriel, men nu da det er et offentligt sted, er enhver interesseret, velkommen.

”Ej så ung er jeg skam heller ikke” en gamle kvinde sad overfor ham. Hun var omkring de 80 eller ældre og havde mange rynker i ansigtet. ”Ikke være så beskeden gode herre” smilede hun og han så ind i hendes natur grønne øjne. Hun vidste naturligvis ikke hvem han var og hvad han var. Hun var bså uskydlig omkring sådan noget. Som resten af menneskerne her. Første gang han var flyttet hertil regnede han med, at alle vidste noget om de unaturlige væsner, men det viste sig, at det gjord de ikke alle – denne er kvinde var en smule forvirret. Han havde siddet en hel time overfor hende og forklaret hende, at han ikke var den mand hun skulle spise sammen med. Men efter en interessant diskussion med kvinden, så havde han opgivet det. Hun kom med mange gode indveninger og få af dem var bare esktrem kvikke. Så som, at i dette her liv, så søgte man efter en ting, enten var det godt eller ondt. Men man skulle først finde den ting også ville ens retning være valgt. Kvinden havde åbenbart valgt en forkert side. Efter hendes mand døde i 2. Verdenskrig var hendes liv åbenbart standset. Hun havde elsket manden og gjord skam det stadigvæk. Der var en ting. Drew, facinerede hos mennesker. De blev ved med at elske et andet menneske, selvom de havde været led imod en eller noget værre end det. Deres kærlighed var ubeskrivelig lys i forhold til hans egen.

”Men som sagt er jeg ikke den mand De skulle ses med. Jeg er blot en ventende. Venter på en gammel kemnskab” smilede han og skubbede glasset tættere på kvinden. Hendes hænder rystede da hun løftede glasset. Tænk på, hvor heldig han havde været. Han slap for alderdom og sygdomme. ”Det ved jeg” sagde hun endelig og stillede glasset fra sig. Hun rejste sig besværgeligt op og han skulle lige til at hjælpe hende, men hun førte en hånd til live og fik ham til at sætte sig ned igen. Han så smilede på hende og løftede ufriviligt det ene øjenbryn op. Kvinden lænede sig ind imod ham og han kunne dufte hendes parfume. Ikke overdrevet, men mere på en mild og frisk måde. ”De skal passe på Dem selv, Hr. Drew, pas på dem selv og dem De holder af” Drew nikkede og kvinden aede hans kind også forlod hun ham. Drew selv lænede sig tilbage på sin stol og puttede en finger på sin underlæben, mens øjnene fulgte kvinden. Hun havde vidst det hele tiden, men hvorfor? Han lod tanken slippes og han så på uret. Hun måtte snart have fri. Galadriel. På en mystisk måde havde de fundet hinanden. Det blev interessant at se hende igen.

Det havde været en af de mest stressende aftener længe, der var rigtig mange folk i restauranten. De fleste af tjenerne løb frem og tilbage ude i køkkenet; efter deres bestillinger. De manglede også folk ude i køkkenet, fordi der kun var 3 til, at lave mad til hele restauranten. Derfor havde Galadriel denne dag fået lov, at hjælpe til derude. Fordi der var nok tjenere til, at de ville kunne klare sig. Derfor sprang hun lidt frem og tilbage. For nogle gange blev hun bedt om, at betjene de sultne gæster. Og andre gange at snitte salat, eller røre i saucen. Ikke den mest spændende opgave, at blive sat til måtte hun nok indrømme. Derfor gik tiden også meget langsommere. Hun blev livet helt op, da hun fik lov at gå ud og betjene igen. Hun havde fri om 15 minutter. Så det var dog ikke så lang tid, men det var da bedre end at stå og røre i gryden. Hun nærmest fløj hen over gulvet i yndefulde bevægelser. Hun bevægede sig efter den romantiske musik, der kørte lavt i baggrunden for at give stedet stemning. Galadriel tog en dyb indånding og spejdede rundt i restauranten. Hun skulle mødes med Drew når hun havde fri. Og det glædede hun sig noget så meget til. Hun fik øje på ham og sendte ham et smil. Og derefter vendte hun hurtigt tilbage til køkkenet. Det sidste kvarter føltes som flere timer, men nu var det endelig overstået.

Så nu kunne endelig hun smide forklædet ud i den beskidte vaskekurv. Da hun stod ude i det lille personale rum, tog hun elastikken ud af håret. Og ruskede blidt i det. Gud, det var en dejlig følelse. Hun redte det igennem med sine fingre, så det beholdt hendes pjusket-hed. Selvom det også skulle se pænt ud, måtte det godt beholde sin naturlige form. Det nåede hende præcist til hoften nu, og havde stadig den bløde karamel farve. Hun fik smidt forklædet til vask og hun tog hendes blomstrede jakke udover den sorte t-shirt. Resten af hendes tøj var ikke så spændende, det var bare sort og tætsiddende; men det var jo sådan det skulle se ud, når man var på arbejde. Ellers havde hun farvet sine øjenvipper med lidt mascara. Blot for at de blev lidt tydeligere. De var nemlig ekstremt lange af natur. Hun kiggede sig selv i det fine spejl, der hang på væggen ved døren. Ja, hun så vel præsentabel nok ud. Derfor svingede Galadriel den brune læder taske over skulderen, og forlod køkkenet. Så gik hun over imod Drew, der sad ved det lille bord. Hun havde bemærket, at der før havde siddet en ældre dame og søgt hans opmærksomhed. Da hun nåede bordet sagde hun stille; "Hej, undskyld den korte forsinkelse" og strøg ham over kinden som en hilsen. Hvorfor det ikke var et kram, eller et ganske almindeligt håndtryk anede hun virkelig ikke. Nej, sådan var hun bare ikke. Der var ikke mange som hende, hun havde sin helt egen personlighed og opførsel.

Hans øjne fangede Galadriels. Han løftede sit glas og nikkede med et smil imod hende. Han indtog væsken og lag den tomme glas fra sig. Han holdte af stedet. Det mindede ham om mange stunder før i tiden. Menneskelivet. Det skrøbelige liv, der fastgjord hendes bankende hjerte til brystkassen. Han sukkede og lod de blå øjne kigge rundt. Lidt længere sad en brunette med et kæmpe smil. Hun så leende på en ung fyr over for hende. Kvinden mindede ham om den kvinde, der havde slukket hans tørst. Hendes blod havde smagt pragtfuldt og han ville kunne holde sig i lang tid nu. Han vidste ikke helt, hvad han skulle med formskifteren, men han havde været en gentleman. Han kunne jo ikke bare sige nej til et bekendtskab. Det lignede ham tværtimod ikke. Hvad huskede han overhoved ved kvinden? Hun havde haft gyldne brune øjne og hun mindede alt i alt om den kaninen hun var. Blød og sød, men til tider meget mystisk.
Han rettede blikket op og så ind i de gyldne brune øjne og han smilede langsomt. Han lod hende røre hans kind. I virkeligheden lod han ikke enhver røre på ham. Det var bare det, at han ikke kunne lide berøringer fra folk han i forvejen ikke kunne lide. Men, Galadriel, var bleven en undtagelse og det var vel fint nok. Denne ene gang. Hun ville jo heller ikke rigtig noget med den hånd?

”Galadriel” sagde han og han havde løst til at rejse sig op og hilse ordentligt på hende. Han rejste sig dog op, med hendes hånd i sin. Han kyssede den let og så på hende. ”Du skal ikke undskylde for noget” han slap hendes hånd og tog sin frakke. Han stillede sig ved siden af hende og han bemærkede det bankende hjerte. ”Jeg har et mere passende sted for os” sagde han og ville begynde at gå, så snart, Galadriel, ville tage fat i hans arm. Sådan som en gentleman gik med sin højt elskede – de vil komme ud til en meget fin udsigt. Der ville stå et tildækket bord for sig selv i et hjørne under en parasol. Han ville tage dem med derover og trække stolen ud for, Galadriel, og derefter sætte sig. En tjener, sikkert en af, Galadriels, medarbejder vil sætte nogle drikkelse op og nogle forskellige grønsager og frugt. Han regnede nemlig ikke med, at, Galadriel, var vegetar. Han vidste ikke så meget om kaniner, men han havde aldrig set en kanin spise kød. Men desuden så passede en frugtskål da heller ikke til en fransk restaurant. ”Fortæl mig. Hvordan går det med livet? Hvad går du rundt og laver min egen?” han smilede til hende og hældte noget vin op til dem. Han lænede sig tilbage og nippede til glasset, sådan som en rigtig franskmand ville gøre.

Det kolde kys på hendes håndryg, fik en gysen til at gå igennem hendes blodåre. Som om alt blodet frøs til is. Ikke længe efter forsvandt det hurtigt. Hendes store øjne studerede ham nærmere. Han var et gammelt bekendtskab. En hun havde mødt et par år tilbage.

En der havde fanget hendes opmærksomhed. Han havde som en af de få holdt hendes opmærksomhed. Da hun hurtigt kunne miste interessen for en person, hvis ikke der var en helt speciel klang over den. Om det sågar var en ven, bekendt eller en elsker. Derfor elskede hun de mest specielle individer.

"Det lyder vel nok spændende" sagde hun med et nysgerrigt blik. Hvor mon ville være mere passende end dette sted? Hun lod sin arm smelte sammen med hans, som man gjorde i de ældre tider. Og fulgte med ham. Han var simpelthen så høflig og venlig. Drew. Det kære væsen, hun på en eller anden måde havde fået kontakten til igen. Hvilket jo var ret skæbne bestemt. Eller det mente hun i hvert fald.

. " Her er jo helt igennem perfekt" kommenterede hun til det lille opdækket bord. Hun studerede det fint opdækkede bord, hvor der brændte de smukkeste lys, der duftede dejligt af blomster. En let latter skyllede ind over hende, da han som en gentleman trak stolen ud for hende.

Hun satte sig selvfølgelig pænt ned og sagde høfligt; "Tusind tak". Det var helt romantisk; Dette sted. Ikke at situationen var det. Men altså hele stemningen, med den kølige vin og de smukke lys. Det ville gå lige i hjertet på enhver drømmende person. Da der ikke var mange der gjorde sådan længere. Kun sådan nogle som den kære Drew.

" Det går vel sådan nogenlunde.. lidt op og ned, som det jo gør for alle!" lo hun let og lagde sit hoved i hænderne. På sådan en tænkende måde. "Hvad med dig? Det er godt nok længe siden" spurgte hun med et strålende smil. Der var en speciel ro over ham, en eller anden ting gjorde hende i hvert fald rolig. Hun lænede sine små fødder op af stolebenene, og sørgede for det ikke kunne ses. Da det nok ikke ville være særlig charmerende, eller normalt at man sådan sad på sådan en måde. Og da detheller ikke ville være særlig høfligt, eller kønt når ens fødder blev vendt en unaturlig vej.

Hun sad i et stykke tid og fumlede med hendes tanker. Hvilket også kunne ses på hendes ansigt. Hendes øjne blev fraværende og hun rynkede på næsen. Dog faldt hun ud af sin lille trance, da hun kom i tanke om hendes selskab.

Hun tog en tår af den syrlige vin, og den brændende fornemmelse i halsen startede da hun sank det. Alligevel elskede hun smagen af vin, fordi det boblede på tungen og havde en helt speciel smag. Man følte sig også altid lidt ekstra fin når man sad med et vin glas.

Hun lagde hovedet en anelse på sned, og spurgte så nysgerrig; "Har du det ellers godt?"